Some look for trouble while others don't

[Nathan Amon Lorde]

Nathan viste vej imod kontoret og forventede egentlig at Harper ville følge med ham. Han svarede ikke på spørgsmålet før de var på kontoret. Døren var selvfølgelig blevet holdt for hende, og nu lukkede han den roligt bag dem. Roligt gik han hen til sin stolt og viste også Harper an til en stol med hånden. "Så du er Averys Søster? Taget i betragtning af din overraskelse, da jeg nævnte hendes navn, tænker jeg endnu ikke hun har kontaktet familien omkring hvor hun er." Hvor var det bare Avery Rider i en nøddeskal. Han havde opfordret hende til at fortælle hvor hun var, men havde ikke tjekket op på det sidenhen. Han ville ikke være overvågende på den måde.

Nu lænede han sig så tilbage i sin stol og foldede hænderne foran sig, og med armene hvilende i bordpladen, kunne han nu let hvile overlæben og næsetippen, på den lige bro fingrene skabte. "Hmm.. Lad mig starte med at opklare nogle ting, du har vel sikkert en del spørgsmål. Hun har levet hos mig siden slutningen af maj tror jeg. Jeg har tilbudt hende et job i min bar og hun har det fint." Det måtte umiddelbart være det, som Harper havde mest brug for at høre. 

[Harper Rider]

Harper så på døren som den blev lukket bag hende og mærkede angsten stige i hende. Hvad hvis, han rent faktisk havde taget Avery til fange og hun var herinde? Nede i kælderen? Død?! Hvad hvis det samme nu skulle ske for hende? Hun så sig omkring for enhver indikator på Avery kunne være herinde eller have brug for hjælp, men fandt ikke nogen. Omvendt, så havde hun også svært ved at forestille sig, at Nathan ville kunne gøre Avery noget som helst. Han virkede mere som endnu en der var blevet smittet af hvad mange ville kalde charme. ”Ja, jeg er hendes tvillingsøster.. Og nej, hun stikker tit af… Hvilket gør min far bliver meget bekymret for hende og lægger søvnløs de fleste nætter,” påpegede hun og trak vejret tungt en enkelt gang, for at prøve ikke at være for usikker, og lige nu gik det underligt godt. Hun vidste også hvorfor. Det var alle de gange, hun var blevet tvunget til at være den fornuftige – og nu var hun i en situation, hvor hun var den igen. Hun havde ikke tid til at være ødelagt og usikker, det var kun Avery. Der var kun plads til hende. Så Harper kunne være det noget så meget i sit indre og nogle gange uden på, men ikke nu. Hendes nervøse attitude var ikke forsvundet, den var stadig inde i hende.. Men til forskel fra før, var hun pludselig en hel anden udadtil. Harper så på Nathan. De store, mørkebrune øjne hvilede bestemt på ham, som han sad og så helt afslappet ud. ”Så du har tilbudt en alkoholiker adgang til et sted med alkohol?” spurgte Harper skeptisk og rystede på hovedet. Nathan var blevet smittet af hende – hun var blevet snoet rundt om Averys lillefinger og Harper anede ikke hvordan hun gjorde og hvordan hun tiltrak al den opmærksomhed fra mænd. ”Hvornår kommer hun tilbage hertil?” spurgte hun direkte.

[Nathan Amon Lorde]

Nathan fnøs let og så på hende, som hun prøvede at være klogere end ham, men det raslede bare af. Han havde en anden holdning til livet, måske den forkerte, men han stod ved den, og Avery var fri til at gå hvis ikke hun kunne lide det. Ligesom Harper var fri til at reagere som hun ville. Selv fulgte han sine principper og det han troede på var det rette at gøre. "Jeg beklager selvfølgelig meget I ikke har vidst besked om hvor hun var, men hun er i god behold og det må være hendes valg om I skal vide det." Han løftede hovedet fra sine hænder som ble slået ud til siderne, som han præsenterede et forslag, hvilket han nok egentlig også gjorde. "Ja, jeg har givet hende arbejde i en bar. Hun har ansvaret for at holde mine borde rene og mine askebægere tømte. Til gengæld giver jeg hende lidt øl om dagen." 
Nu lænede han sig tilbage i stolen og så på hende med et hævet bryn. "men du foretrækker måske at hun ikke har tag over hovedet, at hun knepper sig til sine øl, og der ikke er nogen der har øjne på hende?" han havde talt på fingrene, for hver ting han havde nævnt. "Jeg kan da også godt sende hende hjem, hvis det er hvad du ønsker? men hvor længe tror du hun bliver der? Hun har været her et halvt år nu." Han foldede hænderne foran sig og lænede sig frem for at kigge på hende. "Ergo, Er der nok noget i hjemmet der ikke tiltaler hende. Noget hun flygter fra, men jeg er ikke hendes familie, så gør hvad du vil." Nok havde Nathan følelsesmæssige aktier i Avery Rider, men han ville ikke stille sig i vejen for familien. "Hun er tilbage inden aften. Du er velkommen til at blive og vente på hende." 

[Harper Rider]

Harper hørte han fnøs og kunne mærke, hun blev irriteret på Nathan. Nok var hun tvunget ud i en situation, hvor hun ikke kunne tillade sig at være usikker, men hun turde heller ikke lade sin irritation bryde hendes overflade. Hun trak derfor vejret tungt igen, mens hun mentalt talte til ti. ”Hun er 16 år gammel.. Hun har en familie. Hun har en lillebror, mig og vores far. En far, der gør alt for hende. En far, der er frustreret over ikke at vide, hvor hans datter er. En far, der ikke vil vise sine andre børn hvor ondt det gør, men som har så ondt at jeg er sikker på, han ikke kun er søvnløs.. Han gør alt for hende.. Alt,” hun ville gerne spørge om Nathan virkelig ville tilbyde en forældre den slags, men det turde hun alligevel ikke. Harper lukkede øjnene for at rulle dem indvendigt, som han sagde, han gav hende lidt øl om dagen. ”Mmmh…” mumlede hun for sig selv, men hun tænkte sit og især som han spurgte om hun ønskede Avery skulle kneppe sig til øl. Hun var sikker på, hun kneppede sig til øl hos ham, alligevel. Hun var en teenagepige, så hun kunne sagtens være spydig. Hun var det dog kun med sin inderste stemme, for hun skulle være den perfekte, pæne pige. Alt det, som Avery ikke var. Der var ikke plads til fejl eller spydigheder. Hun svarede ikke, men sad tavs. Irritationen steg dog i hende igen, som Nathan antydede hun måtte løbe fra et eller andet, som der var noget galt hjemme ved dem. Nathan kendte dem ikke. Harper lænede sig tilbage i stolen. Hun brød sig ikke om, han var så tæt på hende. Hun kunne stadig ikke svare ham for intet af det hun ville sige, passede til den hun skulle være. ”Hun har en familie, som elsker hende,” påpegede hun med en rolig stemme. Det var ikke deres fars skyld, Avery løb hjemmefra eller stak af fra millitærskolen eller psykiatrien. Han havde anbragt hende der, fordi han ikke kunne hjælpe hende og håbede nogen andre kunne. Det vidste Harper. ”Det har jeg tænkt mig…” mumlede hun lavt og så væk fra ham.

[Nathan Amon Lorde]

Nathan havde aldrig haft søskende og havde derfor svært ved helt at forstå det bånd der lå imellem Harper og Avery. Dog havde han et alt for tæt forhold til sin mor, og havde alle dage haft det. Det var dog noget helt andre, for hun havde ikke været klar over hvilke dæmoner han havde kæmpet med gennem tiden, og det havde alle været nogen han havde bekæmpet med stædighed og ambitioner. På det punkt virkede Avery stadig til at være på startlinjen, men det var han intention at skubbe hende igang, så hun måske med tiden kunne kæmpe sig ud af det mareridt hun var endt i. 
Han kiggede på Harper og lænede sig nu lidt tilbage igen. "Det er dejligt at høre og jeg tror også på hvad du siger, men hvad nytter det at familien gør alt, hvis det de gør stadig ikke er det som hun har brug for?"  Han tøvede og så på hende lidt. Det måtte være svært for hende at se på sagen når den lå hende så nær. "Hør jeg ved godt det er svært for dig, og jeg er muligvis ikke typen du stoler på, men jeg er også interesseret i at Avery får det bedre. Hvis det kan hjælpe dig, så stil de spørgsmål du holder inde, så skal jeg svare dig på hver og et af dem, og jeg lover at mine svar er ærlige og sandfærdige." han var klar til at indgå en ubrydelig ed omkring det, hvis det skulle være. Det han gjorde for Avery mente han oprigtigt var det bedste for hende lige nu, men han forstod også godt, hvis familien ville have hende hjem. "Jeg har aldrig betvivlet jeres kærlighed til hende. Men sommetider gør kærlighed blind." prøvede han at forklare. Det var jo netop hvad han selv havde oplevet gennem sin barndom og sine teenagerår. Der havde han levet i troen om at hans far en dag ville vende hjem og blive glad og stolt over sin søn. nu havde han dog kappet alle båndene til ham. 
Et lille smil gled så over Nathans læber. "Vil du have noget at drikke, mens du venter? på huset denne gang."

[Harper Rider]

Harper vidste ikke hvad Avery havde brug for, og det var heller ikke fordi hun sagde det. Hun sagde jo heller ikke selv hvad hun havde brug for – hvilket var at Avery bare nogle gange kunne være en søster og at de to kunne have det sjovt sammen, samt at hun ønskede at skulle være så perfekt hele tiden. Hun forstod bare ikke, hvorfor Avery var sådan, når hendes far virkelig gjorde alt for at hjælpe hende. Han havde prøvet selv først, men det havde været for meget, og så havde han været nødt til at sende hende væk. ”Og du tror, du gør det hun har brug for?” spurgte hun direkte, for hun tvivlede ærlig talt på at nogen kunne hjælpe Avery. Det var måske kun hende selv, der kunne hjælpe hende. Harper forstod ikke Nathan lige nu. Hun forstod ikke, hvorfor han havde taget Avery ind og han forstod ikke, hvorfor han ville lade hende selv stille alle de spørgsmål, hun havde lyst til. Hun havde ingen spørgsmål, men en masse forud indtagelser, hun ikke kunne få sig selv til at sige højt. Ikke bestemte ord i de ting, hun tænkte i hvert fald. ”Jeg har ingen spørgsmål,” mumlede hun og så lidt væk fra ham. Hun vendte dog straks blikket tilbage på ham, som han sagde kærligheden gjorde blind. Hun havde lyst til at præsentere Avery for ham, som hun synes det var. En pige. Stort temperament, der kan ikke gøres så meget. Som hun bliver ældre bliver temperamentet værre, hendes mor forsvinder og hun har kun sin far. Temperamentet bliver stadig kun værre til det går ud over de andre børn i svær grad. Pigen begynder at drikke. Meget. Stjæle. Hvordan kunne kærlighed gøre blind i sådan en situation? Hun forstod det ikke. Jo Avery havde andre problemer end sin vrede og Harper anede ikke halvdelen af sandheden. ”Og du kan se hende?” spurgte hun blot. Hendes stemme var neutral, men hun tog ikke helt hans forklaring for gode vare. Hun så det det lille smil på Nathans læber. Alt hun kunne tænke på, var at Nathan kun var sød ved hende, fordi hun var Averys søster. Hun rystede på hovedet. ”Nej tak…”

[Nathan Amon Lorde]

Nathan blev fortsat siddende stille mens han kiggede på pigen, det var næsten ikke til at tro, at hun skulle være søster til Avery. De mindede på ingen måde om hinanden og han kunne slet ikke se sammenhæng i deres opførsel, men det ville han egentlig heller ikke blande sig i. han havde sit at passe og det gjorde han på den måde han fandt bedst. Lige nu indebar det altså også at se efter Avery. "Det kan jeg ikke fortælle dig med sikkerhed Harper. Jeg ved at jeg ser mange aspekter i din søster, som jeg selv oplevede på hendes alder, og kan kun prøve at give hende den støtte som jeg fik men sjældent tog imod..." han tav lidt og så på hende, hun burde egentlig ikke høre dette her, men måske var der netop det, hun havde brug for, for at forstå det Nathan havde gang i. "Jeg ved ikke om du har gået på Hogwarts, måske... Men jeg var en rigtig egoistisk slesk slange og selvom der var den her pige, som prøvede at hjælpe mig, men jeg kunne ikke se det. ikke før jeg havde skubbet hende ud, hvor jeg ikke kunne få hende tilbage igen." Han tøvede og lænede sig tilbage. Han var ikke meget for denne ærlighed, men ville jo også gerne vise at han faktisk tog det her med Avery alvorligt. "jeg kan se mig selv i hende... meget af mig selv. Jeg kan ikke hjælpe hende, men jeg kan hjælpe hende med at hjælpe sig selv, og det er hvad jeg er ude på, ved at hun er her."  han rejste sig fra stolen og gik hen til et lille køleskab, hvoraf han tog en øl. "Sig til hvis du skifter mening. Jeg har også ting uden alkohol i."

[Harper Rider]

Harper fik den tit. Avery og hende lignede ikke hinanden. Alle kunne lide Avery. Hun var larmende og alle lagde mærke til hende. Harper var stille – forsigtig. Fornuftig. Ingen lagde mærke til hende. Hun var ikke noget udover det sædvanlige. Hun var et nemt offer på Hogwarts. Hun var nørden. Hun havde ikke mange venner, og nogle gange, så tvivlede hun faktisk på, om der overhovedet var nogen, der elskede hende. Hun vidste hendes far gjorde – men han skulle elske hende. Hendes lillebror, måske også. Avery? Hun var ikke sikker. Nej, hun var ikke sikker. Alle elskede Avery. Ingen elskede hende. Hun bed sig lidt i læben. Hun kunne ikke forstå Avery. Hun var også sikker på, at Nathan ville ende med at være forfærdelig skuffet. Han virkede så smittet af hende. ”Der er mange måder at lide på…” kommenterede hun usammenhængende. Avery var ikke den eneste der led. Harper havde også ondt – hele tiden. Hun led i tavshed. Hun smilede til omverdenen, men inde i hende var der usikkert, utrygt. Hun kunne ikke være en almindelig teenager – det følte hun. Hun led. Ikke kun på grund af Avery. Der var mange ting. Mobningen på Hogwarts. Savnet til en mor. Savnet til, at nogen så på hende og accepterede hende som den hun var og ikke bare så hende, som hende den mærkelige med snuden begravet i en bog. ”Folk stopper med at række en hånd, når man har skubbet dem langt nok væk til de ikke gider mere?” prøvede hun. Hun gik på Hogwarts. Der var ikke nogen – hun så i hvert fald ikke nogen, der rakte hende en hånd. ”Hvad hvis hun ikke vil have hjælp, Nathan? Hvad kan du så gøre?” spurgte hun roligt – ikke skeptisk, men hun kendte Avery. Hun ville også skubbe alle hjælpende hænder væk, til hun ikke havde flere. Harper ville altid være der. Altid. Uanset hvor meget hun blev skubbet væk. Uanset om Avery ville myrde hende i forsøget. Altid. ”Og hvad ser du af dig selv i hende?” hun havde brug for uddybning. Brug for at høre, hvad han så. Hun tvivlede på, at Avery havde fortalt ham noget specifikt om sig selv som kunne afsløre hvor hun kom fra, men så igen, Nathan havde ikke en gang tænkt på at kontakte hendes familie. Hun nikkede og smilede venligt en enkelt gang til hans tilbud. Hun ville bare vente.

[Nathan Amon Lorde]

Nathan så hen på hende med rynkede bryn. Der var meget hun fortalte og ikke fortalte. "Og hvem har du så til at hjælpe dig igennem det her?" I sine tanker bad han til at hun havde en eller anden, der kunne hjælpe. Han ville ikke ane hvordan man hjalp en pige som hende. Det var dem han selv altid have været efter, og dem han altid havde anset som lette ofre. Nu stod hun så her og snakkede om at lide. Hvad damn skulle han gøre ved det??
Han spidsede dog alligevel lidt øre, som hun snakkede om at folk stoppede med at række hænder ud. dét var noget han kunne relatere til. "Harper, du kan ikke altid vente på at nogen rækker en hånd ud for at hjælpe dig. Nogen gange er du nød til at være den der griber fat og selv trækker dig ud af mørket." Med de ord tav han og så overrasket ud. Hvornår fanden var han blevet så filosofisk? Det var da ved at tage helt overhånd for ham nu. Det var sært. Hendes spørgsmål omkring sin søster var noget mere håndgribeligt. "Hvis ikke hun vil have hjælp, så ville hun ikke være blevet her så længe. Hvis ikke hun selv vil indrømme at hun vil have hjælp, så venter jeg og griber hende når hun falder." Det var det taktik han brugte overfor hende lige nu, og som det så ud, virkede det egentlig meget fint. "Det jeg ser i hende er svært at sætte ord på, men jeg har også mistet troen på mig selv og drak alt for meget. JEg ved godt det nok ikke giver mening, fordi det ikke er mere end nogle få år siden, og jeg slet ikke er så langt ud som hun er, men jeg var på vej i samme retning indtil jeg tog styringen over mit eget liv og fandt ud af hvad jeg ville med det. Ikke hvad andre ville"

[Avery Rider]

Avery havde været ude fra aftenen før og havde sovet hos Collin Kieran Fitzgerald . Hvis hun selv skulle sige det, så gik det meget bedre. Hun havde været væk i omkring et år. Eller hun følte jo ikke selv hun var væk, hun var jo hos Nathan. Selvom hun måske ikke helt ville indrømme det endnu, så var hun taknemlig for alt Nathan havde gjort for hende og hun var begyndt, at se ham lidt som en storebror, selvom hun stadig ikke ville sige nej, hvis han tilbød sig på andre måder.
Hun væltede fuld ind af døren på baren, hvortil hun vendte sig om mod Collin og grinte lidt, "Kom," sagde hun og satte retningen mod kontoret, som hun brugte som værelse. Lige før de nåede døren, vendte hun sig mod ham og kyssede hans læber grådigt, mens hun førte en hånd om bag sig, for at åbne døren med ryggen til den. Hun trak ham med ind på kontoret, stadig med sine læber mod hans. Dog måtte hun slippe ham, for at vende sig rundt, i et forsøg på at orientere sig. Hendes grønne øjne faldt på Harper, som hun først ikke lige kunne placere. Hun så derfor over på Nathan og så tilbage på Harper, hvor det først nu, gik op for hende, at det var hendes tvilling, som sad der. "Hvad laver hun her?" spurgte hun skeptisk og så så mod Nathan igen, mens hun mærkede sit hjerte slå hurtigt og hårdt mod sin brystkasse. Hun ville ikke hjem og værst af alt, så ville hun ikke tilbage til militærskolen. Hun vendte blikket mod Harper igen, "Hvad laver du her?" denne gang var hendes stemme hård.

[Collin Kieran Fitzgerald]

Collin nød altid Averys selskab. Hun var som altid med den værste, det hele var overfladisk og nemt. Collin smilede drengene som hun grinte. ”Mmmh,” og fulgte med hende, som hun satte retningen mod et kontor. Han havde selv drukket, men han var også påvirket af så meget mere end alkohol. De blå øjne var udspilede og pupillerne var store. De var nærmest lysere end de plejede at være – altså for folk der kendte ham og på et eller andet tidspunkt i deres liv havde set ham ædru i de sammenlagt 4 minutter om dagen, han var det. Han mærkede hendes læber mod sine og var hurtig til at gengælde hendes grådige kys. Han lagde sine arme rundt om hendes hofter, og smækkede døren bag dem med foden som de nåede ind på kontoret, mens han nød kysset forsatte. Som hun slap kysset, trak han vejret overfladisk og så sig omkring. En pige på omkring Averys alder og en mand, som han antog arbejdede her eller enten ejede stedet, siden han sad herinde. Collin grinte lidt. ”Bae, jeg tror allerede der er optaget,” han blinkede kort til hende med et drenget smil på læberne, inden det gik op for ham at det virkede som om hun kendte dem begge. Han bed sig i stedet i læben i et forsøg på ikke at grine.

[Harper Rider]

Harper så på Nathan. ”Vi er alle påvirket af at Avery har været væk i snart et år, så vi bruger hinanden i min familie, men nu talte jeg ikke om mig selv. Jeg påpeger bare, der er mange måder at lide på, så når du ser hende lide på den måde hun gør, som du måske nok selv gjorde.. så tænk på, der er også dem der lider, når de gerne vil hjælpe hende. Dem der savner hende,” hendes stemme var underlig rolig. Hun ville aldrig åbne op overfor en fremmed om at hun også havde ondt. Hun ville ikke en gang fortælle sin far det, for hun ville ikke bidrage til den smerte, han følte.
Harper mærkede en kort irritation. Hun var dog utrolig jordbunden, så hun var modsat Avery i stand til at tale sig selv ned i løbet af få sekunder. ”Bare fordi jeg siger noget, så handler det ikke om mig. Det handler om det du sagde,” endnu en gang påpegede hun det roligt. Hvorfor var han så glad for at overføre alt hvad hun sagde til hende selv? Hun havde ikke brug for en hånd. Det kunne godt være hun blev mobbet på Hogwarts og at hun var sikker på, at de få mennesker som elskede hende, kun gjorde det af tvang – så havde hun sit smuthul gennem bøger. Hun havde bemærket han så overrasket ud ligefør, men hun anede ikke over hvad og hun havde heller ikke tænkt sig at spørge. Hun havde en indre tale i sit hoved lige nu ved hans ord; hun udnytter dig. Du giver hende alkohol, et tag overhovedet og ringer ikke til hendes familie – så selvfølgelig bliver hun. Hvad hjælper det, du griber hende, når hun falder? Det lære hun intet af! Hun sagde dog intet af det højt. ”Okay,” svarede hun forsigtigt og med flakkende øjne. Harper lod sit blik falde på ham på ny som han snakkede om sit eget liv. Hun nikkede en enkelt gang. Hun vidste ikke, hvad der var galt med Avery, men hun savnede sin storesøster. ”Hvad skete der – altså for dig?” spurgte hun – hun var nødt til at sige noget andet end det hun havde lyst til.
Harper gispede overrasket, som Avery kom ind ad døren med en fremmed mand. Ikke så meget over hun havde en fremmed mand med, det kunne hun egentlig gætte sig til – men over at se hende efter så lang tid. Hendes blik var kort på manden, hun havde med sig. Han havde mange tatoveringer og han så mere uhyggelig ud end Nathan gjorde. Hendes blik faldt kort på Nathan, så på den fremmede og så på Avery, som hun stillede et spørgsmål til Nathan. Hendes hjerte bankede hårdt mod hendes brystkasse og hun havde lyst til at slå og kramme hende på en og samme tid. Hun bed sig i læben, som Avery hårdt henvendte sig til hende. ”Jeg gik herind ved et uheld… viser sig at ejeren kender dig, så jeg ventede til du kom…. Jeg savner dig, Avery. Far savner dig.. Grey savner dig..” hendes stemme var modsat Averys mild og blød. Forsigtig.

[Nathan Amon Lorde]

Nathan kunne tydeligt mærke at pigen her havde paraderne oppe og egentlig forstod han hende jo godt. Det var hendes søster de talte om. Den søster det lød til at hun havde ledt efter så længe. Den søster, som han havde haft boende her og ladet ignorere sin familie, men det kunne ikke være hans ansvar. Han hjalp Avery, fordi hun havde gjort indtryk på ham, sådan var det bare. Han var ikke helt overbevist om, at hun ikke talte om sig selv. Det ville kun være naturligt at hun var påvirket af situationen også, den del kendte han også til, men han ville ikke rode i det, det fik han intet ud af. "Fint, så handler det ikke om dig."Gjorde han klart og smilede lidt til hende, som forventede han næsten at hun ville trække i land igen med det samme. Hun virkede nem at læse, men han kunne selvfølgelig tage fejl. For Nathan lignede hun aller mest en, der regnede med at kunne bære alverdens problemer på sine skuldre og stadig ikke ville indrømme at hun ikke havde kræfter nok, men det måtte hun selv ligge og rode med. Han var bartender ikke psykolog! "Hvad der skete for mig?" Han smilede sit berømte skæve smil og kørte en hånd over ansigtet. Det var længe siden han sidst havde fortalt sin historie, ikke engang Avery kendte den. Hun havde aldrig spurgt til det. "Hmm det startede rigtigt da jeg var 5. Dengang min..." 

Mere nåede han ikke at fortælle, før døren til kontoret gik op og en meget "sulten" Avery trak en eller anden dude med ind på kontoret. Nathan lagde armene over kors og så på hende. "Avery for fanden, Jeg arbejder stadig." Der var dog ingen vrede at spore i hendes stemme, bare sådan et lille suk, som var delt kærlighed og delt "Du burde vide bedre". Et eller andet sted havde han mest af alt lyst til at grine af dem fordi de mindede ham om en hjort, fanget i skæret fra et par billygter. Da Avery så endelig åbnede munden var det ham hun talte til først."Avery hun ville gerne tale med dig, så hvis nu jeg og dit påhæng deler en øl i baren, på huset selvfølgelig, så kan i lige få et øjeblik til at tale, og så skal jeg nok sende Prettyboy der ind til dig bagefter"  Han så bestemt men venligt på Avery, han var ikke vred på hende. Det var egentlig bare det blik han sendte hende hver gang han kom med forslag til hvordan ting skulle forløbe. Hun kunne fint sige ham imod, når bare hun gjorde det ordentlig.

[Avery Rider]

Det bedste ved Collin var, at han aldrig spurgte indtil hvordan hun egentlig havde det. De vidste begge to, at det var hor og alkohol - og i Collins tilfælde stoffer - som spillede den vigtige rolle. Det var dejligt nemt og simpelt. Han boede tæt på Det Slagtede Lam, så det var også nemt at komme til og fra ham.
Det bedste ved Nathan var, at han lod hende drikke - godt nok med måde, da hun stadig skulle kunne passe sit arbejde - og han lod hende bo på hans kontor. Han prikkede til hende, men han formåede at gøre det på en måde, så hun ikke rigtigt bemærkede, hvor meget hun egentlig lukkede sig op for ham. Hun havde råbt og skreget af ham, kastet ting efter ham, og alligevel var han der stadig for hende. Stik modsat alle andre voksne, som i gennem tiden havde prøvet at hjælpe hende.
Det bedste ved Harper var... Yeah well, hun var Harper. Selvfølgelig elskede Avery sin familie, men hun havde aldrig sagt ordene til dem, heller ikke selvom deres far altid havde været åben og lært dem at det var okay, at snakke om sine følelser.
Hun havde været så klar til Collin, men som hun havde fået øje på Harper, var lysten slukket. Noget som ellers aldrig skete. "Eeew.." hun rynkede væmmende på næsen, ved Collins ord, men procenterne i hendes blod, gjorde det også svært for hende, at være i situationen. Hun så lidt på Nathan, "Er du ved at ansætte min søster eller hvad?" spurgte hun, da Nathan fortalte han stadig arbejdede. Hun rystede på hovedet til hans tilbud, "Jeg har ikke noget, at snakke med hende om og Collin bliver her," svarede hun egentlig overraskende roligt, men det var som om, at Nathan var den eneste voksne som kunne sige noget til hende, fordi han gjorde det som han gjorde. Hvem som helst, ville kunne have sagt præcis samme sætning, på præcis samme måde, uden at få samme rolige reaktion fra hende. Enhver anden havde fået et møgfald. De grønne øjne blev vendt mod Harper, de var kolde og uimponeret, "Oh buhu. Ta' tilbage til din fine skole, eller hjem og sladre til farmand, om hvor jeg er. Bare forsvind. damn af. Og lad vær med, at damning lyv direkte op i ansigtet på mig. Jeg ved godt I ikke savner mig, der må være utrolig meget opmærksomhed til dig og Grey derhjemme, når jeg ikke er der til at damne det hele op," hendes stemme var forsat hård, som hun snakkede til tvillingen. Hun vendte sig mod Collin igen, "Vi skrider hjem til dig igen, kom," med ordene sagt lod hun sin ene arm glide omkring livet på ham og lod sin hånd hvile mod hans ene hofte, i et forsøg på, at komme væk derfra, uden at vælte, da alkoholen forstyrrede hendes balance noget så grusomt. 

[Collin Kieran Fitzgerald]

Collin var ikke typen, der førte dybe samtaler. Det var en hård sammenligning, at han var ligeglad med hvordan Avery havde det, for det var han ikke. Han duede bare ikke til at snakke om det, og han var ude af stand til at vurdere, hvad han alligevel skulle gøre ved det. Det ville også være noget, hvor han skulle forholde sig til en virkelighed – hendes virkelighed, hvor hun havde ondt, og virkeligheden var bare ikke noget, han befandt sig. Han havde det bedst, når han var påvirket og han kunne føle sig fuldstændig flyvende. Han kunne få hende til at have det godt her og nu ved at give hende alkohol og samleje, og det var sådan han løste alles andres smerte, også hans egen. Måske hans tilgang til livet var en smule odiøs, men det var sådan, han var.

Collin grinte ved hendes eww – ikke helt, han forstod at Harper var Averys søster eller noget i den dur. Han havde det bare sjovt. Det var først som Avery henvendte sig til Nathan, han forstod, at det var Averys søster. Han grinte let og lod sit blik hvile på Harper. Hun lignede Bambi på glatis og hun så rent faktisk en smule bange ud. Collins løsning? Den var, som den altid var. Han lod et drenget smil blive tildelt Harper, inden han blinkede en enkelt gang til hende. Collin rynkede på næsen, som den fremmede mand kaldte ham en prettyboy. Okay, Collin gik ekstremt meget op i sit udseende, og han var vel bare en alternativ version af hvad man forbandt en almindelig pretty boy med. Det betød dog stadig ikke, at Nathan skulle kalde ham det. Han blev dog mere rolig, som han fandt ud af, han ville få en øl på husets regning, men nåede ikke at svare før Avery havde sagt, at han skulle blive. De blå øjne hvilede på Avery og skreg nærmest: Babe, han har lige tilbudt mig en øl … 5 minutter, højst. Hans blik faldt så på Nathan igen. Han analyserede situationen – hvor meget sammenhæng han så kunne finde ud af det, når Snehvide og de syv små dværge sang og dansede som stimuli af hans hjerne. Hans øjne forblev på Nathan, som om en urtids testosteron kamp om kvinden – Avery i det her tilfælde, syntes at blive udkæmpet – nok mest i Collins sind. Han hørte derfor ikke rigtigt, hvad Avery egentlig sagde til Harper. Han vendte dog tilbage til jorden, som han mærkede Averys arm om livet på sig og så ned på hende. ”Sure, babe,” påpegede han roligt, mens han mærkede den hånd, der hvilede mod hans hofte, hvilket per instinkt fik ham til at lægge en arm over hendes skuldre.