Some look for trouble while others don't

[Harper Rider]

Nathan Amon Lorde
Kl. 12:00 
Tørt og koldt

---

Harper var taget til Diagonalstræde, da hun manglede nogen essentielle ting til skolen. Hun var blevet færdig med sine indkøb og gik med en bog i hænderne, som hun læste mens hun gik. Ind i mellem så hun da op for at orientere sig, men efterhånden var bogen blevet så spændende, hun var stoppet med at kigge. Derfor havde hun heller ikke opdaget, hun var gået direkte ind i den uhyggelige, mørke del af Diagonalstrædet og nu befandt sig i Tusmørkegyden. Heller ikke som hun så op, da hun var gået ind i en mand, der mildest talt ikke var blevet så glad for det. Hun rødmede imens han skældte ud og ledte desperat efter en flugtvej - helst et sted, hun kunne sidde ned og læse de sidste sider af bogen i fred. Hun fik øje på noget der i al fredsommelighed lignede en kro. Hun var så glad for, hun ikke havde mødt nogen der var som Jayson og havde taget bogen fra hende og kun ville give hende bogen igen, hvis hun kyssede dem. Hun bevægede sig ind mod kroen og fandt et bord, hun kunne sidde ved - i hvad hun troede ville være i ro og mag. 

[Nathan Amon Lorde]

Outfit

Nathan var ved at gøre klar til aftenens travlhed, hvor Avery Rider var vidste han ikke, men han kunne se det var en af de dage, hun ikke havde tørret bordene grundet nok af. Derfor skyndte han sig at vride en klud op, som en ung pige satte sig for at læse. Hun virkede meget ung og malplaceret, men hun kunne jo være af en rig fuldblidsfamilie, og så skulle han ikke være den der smed hende ud.
Han hilste pænt på hende, som han nåede bordet og kiggede på hende med et løftet bryn. "Skal du være her, er du nødt til at købe noget. Desuden ser du næsten for ung ud til at være her. Hvor gammel er du?" Spurgte han direkte og måske en smule hårdt, men han ville ikke tages ved næsen igen. Sådan spillede klaveret ikke på hans kro. Han var bare interesseret i arbejdskraft eller betaling.

[Harper Rider]

Harper hilste venligt, som en mand med et hårdt udseeende – ifølge hende, hilse på hende. Hun blev dog en smule nervøs, som han snakkede hårdt og direkte til hende. Hun anede ikke, hendes søster arbejdede her – eller for den sags skyld, arbejdede her. ”Uhm..” hun rødmede over næsen, og nervøsiten i de store dådyrs øjne var tydelig. ”Jeg skal nok købe noget si…sir… og uhm… jeg er s…se…seksten…” svarede hun ærligt. Hun blinkede febrilsk med øjnene – som hun enten gjorde, når hun var nervøs eller hun løj. Hun var dog dårlig til at lyve og hun vidste, at hun altid ville blive opdaget det sekund, hun havde fortalt en løgn, så hun løj ikke.

[Nathan Amon Lorde]

Så snart pigen åbnede munden blev det tydeligt for Nathan hvilken fare denne pige kunne havne i et sted som lammet. Selv var han rimelig optaget af Tessa Mikhailovich og han kunne slet ikke finde på bare at overvejede nogen form for omgang med en pige, med så lidt udstråling. Jo hun var da en pæn ung pige, men selv inden hun havde nævnt sin alder havde han skudt hende til ikke engang at være færdig på hogwarts. Hendes meget nervøse attitude fik ham til at stoppe op og næsten stirre på hende. Hvad fik en pæn pige som hende til at vælge et sted som lammet. Han tørrede bordet og kiggede roligt på hende. "Hør, Sæt dig ved bordet deroppe, så skaffe jeg dig en ingefærøl." Han pegede på et bord nær baren, på den måde ville han kunne holde øje med hende, uden at være for tæt på. Han ville ikke rigtig indrømme at han var lidt bekymret for hvad stamgæsterne kunne finde på at gøre ved en pige som hende. Han skulle jo ikke gerne være blevet blødsøden, men han kunne heller ikke se til at hun blev udnyttet, og for ham havde hun ingen interesse, der skulle mere kant til. Det endte med Nathan sukkede for så at præsentere sig selv. "Nathan Lorde, tag det roligt og træk vejret, du gør jo mig helt nervøs bare ved at kigge på dig."

[Harper Rider]

Harper kiggede på manden, som hun følte sig stirret på. Rødmen omkring hendes næse tog til, og hun veg blikket. Hun vidste ikke hvad folk tænkte om hende, og det var hun mange gange også glad for. Hun stilede mod at være alt det Avery ikke var – en pæn, stille og rolig pige. Hun lavede ikke en fejl og hemmeligheder havde hun ingen af. Og dog… Hun havde en hemmelighed og hun var så bange for, at hendes far eller nogen andre ville finde ud af den, og blive skuffet over hende. Hun skulle være perfekt. Lige nu, kunne hun godt se, hun havde lavet en fejl. Klientellet passede ikke hendes normale omgangskreds og hun følte sig mere malplaceret og forkert end nogensinde før. De store dådyrøjne hvilede på Nathan med en flov taknemlighed over venligheden, han udviste hende. ”O..ok…ay.. Jeg lov..er jeg ikke er problem, s..sir,” fremstammede hun og lod blikket lede i retningen af hans finger. Hun trak vejret en smule hurtigt og pulsen hamrede ubamhjertigt hurtigt. Ville han ringe efter Hogwarts’ rektor? Den plet kunne hun ikke have på et ellers pletfri ry. Hun prøvede at tage det roligt som han bad hende om det, men det hjalp som sådan ikke rigtigt. ”Undskyld… Mr Lorde” hviskede hun, inden hun rejste sig. Hun var usikker på, om hun skulle give Nathan hendes navn. ”Harper..” hendes stemme var lav, og hun samlede sig sine ting og gik over mod det bord, han havde anvist.

[Nathan Amon Lorde]

Det var lige før pigens nervøsitet smittede af på Nathan også og han kiggede sig derfor rundt i håbet om at få øje på Avery. Måske hun kunne hjælpe pigen bedre end han kunne. Det virkede hvert fald til at hun var frygtelig bange. Han fulgte med hende hen til det andet bord og så sig lidt omkring. der var heldigvis ikke mange på lammet lige nu. "Okay, Harper. Bare slap af." han skyndte sig op i baren efter en ingefærøl til hende, fik den åbnet og kom så ned med den. som han satte øllen foran hende smilede han skævt til hende og blinkede med det ene øje. "Tro mig, det er ikke dig jeg er bange for laver problemer. jeg kender piger på din alder, der er meget mere problematiske." igen tænkte han på Avery. Gad vide hvor hun var henne? Hun havde forladt kontoret allerede da han stod op, så om hun overhovedet havde været der i nat kunne han ikke sige med sikkerhed. "Nathan, ja. og du skal ikke undskylde. Du må få lidt hår på brystet, hvis du skal kunne sidde her i fred. Ellers så.. Så vil jeg råde dig til at gå ind på mit kontor eller noget. Det er ikke altid de bedste typer jeg har som kunder." selv var der intet i Nathan, der kunne få ham til at springe på en yngre pige, okay, det var sket med avery, men hun havde selv lagt op til det jo. Han vidste bare at der var nogen på Lammet der ikke var så betænkningsfulde.

[Harper Rider]

Harper vidste ikke, hvor hendes søster var. Hun vidste ikke, hun arbejdede her og det ville bestemt ikke dulme hendes nerver, at se Avery her. Hun ville prøve at overbevise hende om, at hun skulle med hjem og det ville med næsten garanteret garanti ende i et skænderi, hvor Avery ville blive meget vred og Harper langt mere nervøs og ængstelig. Harper nikkede en enkelt gang til Nathans ord. Hun prøvede virkelig at slappe af, men hun var så bange for hun havde irriteret lammets ejer og havde gjort noget frygteligt forkert. Hun kiggede på ingefærøllen, som han stillede den foran hende. Hun havde aldrig nogensinde smagt det før. Hun så op på ham ved hans ord og rynkede kort på næsen. ”På min alder?” spurgte hun – denne gang let mindre nervøs. Nathans ro smittede en lille smule af på hende. Hun så ned i bordet ved hans efterfølgende ord. Han lød præcis som Avery. Avery syntes altid hun var så kedelig og perfekt – hun forstod jo ikke, at Harper var nødt til at være perfekt, så Avery kunne være som hun var og Grey som han var. Hun så rundt for at se, hvor mange der var der. Ikke forfærdelig mange. Hun tog blidt fat i Nathans hånd. ”K… Kan du ikke sidde lidt ved mig? Bare til jeg drukket den her?” spurgte hun og rødmede som det gik op for hende, hvad det egentlig var hun sagde.

[Nathan Amon Lorde]

Nathan trak lidt på skuldrene og så hende lidt an, for at sikre sig om nu alderen ville passe. "Ja sådan 16 år agtig. Du ligner hende faktisk lidt." på en eller anden måde var Nathan begyndt at snakke direkte om Avery Rider uden at tænke over det. Han kiggede da også en ekstra gang rundt, for at se om han kunne få øje på hende, men uden held. Hvor Fanden var hun! Han ville aldrig indrømme, at han var bekymret for hende, men sandheden var nok at han ikke helt kunne slappe af. Trælse tøs! Hvordan fanden var hun kommet ind under huden på ham? Han burde virkelig tage sig lidt sammen.
Det gav et lille sæt i Nathan, som han nu mærkede hendes hånd på hans. Han havde været ved at space ud så berøringen var det der fik ham tilbage igen. Han så over på hende og skød et bryn i vejret. "Altså jeg er på arbejde, hvorfor skulle jeg sidde her? Sig mig, hvorfor gik du overhovedet herind, hvis du ikke har det godt med at være her?" Nathan forstod ingenting af det. Det hang slet ikke sammen i hans hoved.

[Harper Rider]

Harper rynkede på næsen ved hans ord. En seksten årig, som lignede hende? Det kunne ikke… Nej, det var ikke Avery Rider . ”Hvordan er hun problematisk?” spurgte hun direkte. Harper elskede Avery Rider uanset hvor meget eller lidt, hun var problematisk. Uanset hvad Avery Rider gjorde mod hende eller mod deres far eller bror. Harper anede ikke hvordan manden havde det med hendes søster – men sikkert som så mange andre. De så hende, og de så hun var smuk. De gav hende opmærksomhed og gav hende, hvad hun ønskede uanset hvor mange problemer de selv ville komme i. Selv nød Harper ingen mandelig opmærksomhed, og når hun endelig fik opmærksomhed af en fra det modsatte køn, så var det for at gøre hende til grin. Harper rødmede mere, som det gav et sæt i Nathan og var hurtig til at fjerne sin hånd med et undskyldende blik i øjnene, inden hun hurtig greb fat i sin ingefærøl og tog en tår. Den smagte sur… og sød. Skummet satte sig omkring hendes overlæbe og hun slikkede det langsomt væk. Harper så væk ved hans ord. Det var ham, der havde gjort hende utryg ved at være hård ved hende – men det kunne han ikke sige. Han havde sagt de typer, der var herinde ikke var de mest flinke – det var hans ord. ”Undskyld…” mumlede hun. Hun var klar til at gå nu og synke længere og længere ned i ydmygelsernes hul.

[Nathan Amon Lorde]

Ak ja, hvordan lavede Avery ikke problemer? Nathan trak lidt på smilebåndet ved den tanke. Nok var Avery udenfor pædagogisk rækkevidde på mange måder, men han havde heldigvis heller aldrig været pædagog. Han havde altid gået sine egne veje og dermed også fulgt sine egner regler. Hvis Avery bare kunne følge de regler han satte for hende, de var langt fra hvad andre nok ville sætte for en pige i hendes alder. "Hun har sine egne veje at gå, for at opnå det hun vil." Forklarede han om end lidt kryptisk, men han ville ikke snakke dårligt om Avery, ej heller fortælle noget, som han ikke selv ville kunne stå indenfor. Nææh han havde en god mening om hvordan en som Avery skulle tackles og det var altså ikke noget man gjorde med dybe snakke og faste rammer. Det var nødt til at komme fra hendes mund, at hun gerne ville hjælpes til noget bedre. Gad vide egentlig hvad pigen ville med sit liv? Nathan havde selv altid haft en meget målrettet plan, skønt den havde taget et skarpt sving, den gang han lærte sandheden om sin far at kende. 
Da pigen blot undskylde, hævede Nathan et bryn og så på hende. "Det der kommer jeg jo ikke langt med Harper. Hvad foregår der i din verden?"

[Harper Rider]

Harper bemærkede han trak på smilebåndet, som han tænkte. Hun bed sig i læben ved det kryptiske svar, hun fik. ”Hvilke veje er det?” spurgte hun direkte og lod de store – ja brune bambi øjne – hvile på Nathan. Avery plejede at kalde hende Bambi, netop på grund af hendes øjne og så måske også fordi hun konstant var på glatis. Hun var akavet og usikker. Hun var virkelig det stik modsatte af Avery. Dermed ikke sagt, Harper ikke lavede fejl – skønt det nok var det, det betød i Averys verden – hun skjulte dem bare. Harper havde inden hun var gammel nok og uden forældre accept fået en tatovering. Hun havde bare fået den et sted, hendes far aldrig nogensinde ville kigge. Harper flakkede med øjnene som Nathan kiggede på hende og rødmede svagt. Hun var ikke god til at få al den opmærksomhed hun fik med. Hun rystede på hovedet for ikke at undskylde en gang til. Hun rynkede dog lidt på panden ved hans spørgsmål. Ja, hvad foregik der egentlig i hendes verden? Altså hendes rigtige verden eller den verden, hun lige nu befandt sig i? For hendes liv i den rigtige verden var ikke rart. Hendes søster havde været forsvundet længe, hun var selv meget usikker og turde ikke gøre al det en almindeilg teenager gjorde i frygt for hendes far ville stoppe med at elske hende. Hun blev mobbet, når hun var i skole og den eneste flugt hun havde, var igennem bøgerne. I den verden der var lige nu? Der følte hun sig også usikker. Man kunne nok sagtens antage om Harper hun var hurtig til at åbne op, men det var hun langt fra. Hun trak vejret dybt ind i et forsøg på at finde noget mod. ”Jeg gik herind med en fejl, men jeg drikker min ingefærøl og jeg sidder her, men der er ikke sket mig noget. Jeg er mit eget ansvar,” påpegede hun roligt, selvom hun indeni var ved at dø over hun turde sige sådan.

[Nathan Amon Lorde]

Han ville jo egentlig ikke udstille Avery, men det var også svært at svare på uden at blive mere konkret. "Tja... Avery Rider er vel lidt for sig selv. Hun drikker alt for meget, tænker sig ikke altid om, men forholdsvis ok at til at lave aftaler med." Hvert fald så længe aftalerne var til hendes fordel, så det sørgede han ofte for at de virkede til at være, så kunne han altid prøve at snige lidt fornuft ind under imens. Han har endnu ikke spurgt til hvor hun kom fra, og hun havde ikke fortalt meget om sin familie, men uanset så vidste Nathan at der var mere styr på hende her end hvis hun rendte på gaden. Det var selvfølgelig altid en mulighed for hende at tage videre eller forhåbentlig en dag tage hjem, men så længe hun ville lege herreløs kat, var han enig med sig selv om det var bedst at hun havde en gratis sofa hos ham frem for at sælge sig selv for et sted at overnatte, så langt var han da med. 
Han nikkede af hende som hun pludselig virkede til at lukke af. Det måtte altså være hans stikord til at gå. "Uanset, så må du nyde din øl så, jeg er i baren, hvis der bliver noget."

[Harper Rider]

Harper lyttede, og som hans sagde hendes søsters navn, blev hun bleg. Avery Rider. Drikker for meget. Tænker sig ikke altid om…. Det lød præcis som hendes søster. Hvad lavede hun her? Hun havde været væk så længe, og selvfølgelig havde hun fundet et sted, hvor hun kunne få serveret alkohol og få noget mandelig opmærksomhed. Harper kunne ikke finde ord, og i stedet sad hun fuldstændig tavs i noget der for hende føltes som timer, men højst rundede et par minutter. ”Er min søster her hos dig?” spurgte hun direkte uden der var nogen form for nervøsitet at finde i hendes stemme. Hendes stemme var for en gangs skyld sikker og indikerede, hun ønskede et svar. Hendes blik faldt på ham, som han gjorde anledning til at gå. Hun viftede med hånden som svar, da hun i det hele taget bare prøvede at forstå, hvad Nathan lige havde fortalt hende. Hvad var hendes næste skridt? Skulle hun vente her, til Avery kom? Skulle hun sige det, til deres far? Skulle hun lade som ingenting? Hun måtte jo være den ansvarlige, når Avery ikke var…. Og måske var det bedste at vente på hende her, til trods for hun vidste at der ikke kunne tales fornuft med Avery. Foruden kunne hun jo ikke fortælle det til Michael Rider , for så ville hun skulle forklare hvad hun i det hele taget havde lavet inde på Det Slagtede Lam.

[Nathan Amon Lorde]

Nathan var egentlig mere eller mindre på vej væk fra bordet, da han så svagt hørte pigen noget der fik ham til at vende om på stedet og gå hen imod hende igen. Kunne han virkelig have hørt rigtigt? “Er Avery din søster?” Hvis det var tilfælde burde de to nok finde et andet og mere privat sted at snakke.

Nathan gik op i baren og hviskede noget til en af sine ansatte. Derefter gik han tilbage ned til Harper og prøvede en mere venlig attitude. “Harper? Var det sådan? Kunne jeg få lov at tale med dig på mit kontor?” Han tænkte på hvor nervøs hun havde virket og prøvede derfor at være rolig og venlig... så godt som han nu kunne finde ud af det uden at det blev slesk og forførende. Men han måtte have hende et sted hen hvor de kunne snakke. 

[Harper Rider]

Harper havde en eksistentiel krise lige nu. Hvorfor i alverden kunne Avery ikke bare enten komme hjem eller være der, hvor deres far havde anbragt hende? I stedet bragte Avery en masse bekymringer med sig – og af alle steder, havde hun været lige her! Fætter Lawrence burde have opdaget det, det var vel sådanne steder, han kom? Hun vidste det egentlig ikke, den antagelse byggede hun kun ud fra at klientellet var en smule … skæve, og at han drak meget. Hun nikkede en enkelt gang – stille – til det var hendes søster. Hendes tvillingsøster. Hvad skulle hun gøre nu? Vente? Sige det til deres far? Ignorere oplysningen?



Harper stirrede ud i luften, som hun prøvede at tænke sig frem til, hvordan hun lige nu skulle skride til handling. Hun nåede ikke rigtigt at tænke andet end hun ikke kunne sige det til deres far, for hvis nu spørgsmålet lød om hvorfor hun overhovedet selv havde været der, så skulle hun forklare hvordan hun var gået derind ved et uheld og faldet i snak med kroens ejer. Hun kunne ikke lyve, så hendes far ville nok vide det var sandheden, men ikke desto mindre: Hvorfor fanden var hun så ikke bare gået? Jo jo, men Avery… Ja, men Harper, pas på dig selv.. Du er jo en pæn pige… Ja, hun havde allerede en antagelse om, hvorvidt den samtale ville forløbe og der var nok ikke ret meget grad af sandhed i den. Hun så op som Nathan var ved hende igen, og bemærkede han virkede langt venligere end før. ”Hvorfor?” spurgte hun, som hun rejste sig for at følge med ham – hvad hvis Avery var inde på hendes kontor? Han holdt hende tydeligvis ikke til fange – sådan lød det ikke, på de ting, han havde fortalt og så… hvad hvis han gjorde?