I've taken all and I've endured

[Charles Michael Lavoie]

Charles mærkede Mazes hånd mod sin skulder og så op på hende, mens han trak vejret en smule overfladisk fra besværgelsen. Han havde lige skreget af smerte. Foran hende. Han følte sig en smule umandig, men så igen, han havde aldrig helt troet på den traditionelle beskrivelse af hvad en mand skulle være. Desuden vidste han godt, det respons han havde på smerte var en hel naturlig proces, der gjorde smerten langt mere overkommelig. ”Okay…” svarede han og vidste han nu var nødt til at ringe til sine forældre for at sige at han og Evanna ikke kom. Han var også for træt til at tage ud at se dem – for uden han stadigvæk var vred på dem begge. Han hørte Maze sige han skulle på enestue og følte et sted, han fik særbehandling. Han ville ikke have noget imod at lægge i stue med andre patienter, men han vidste også godt at han ikke nødvendigvis skulle stole på andre mennesker. Han kunne lægge i rum med gamle mennesker – de ville nok ikke vide hvem han var. Han gad bare heller ikke diskutere det, for han vidste han ikke ville få noget ud af det. Han så hende forsvinde og kunne mærke frygten. Måske handlede det om en anden patient. Måske ikke om Evanna. Babyen var okay…. Han så op på Maze som hun kom igen og grinte svagt. ”Selvfølgelig gør hun det…” han satte sig op i sengen og kiggede på de nåle han havde i armen, som garanteret nok skulle med ham. Han havde dog mest lyst til at hive dem ud og påpege han også kunne gå selv, men han ville heller ikke være besværlig. ”Men det vil jeg gerne..” svarede han og rejste sig op. Hans krop var tung og sløv, men han fik bevæget sig over i kørestolen – det nægtede han at få hjælp til. ”Jeg er klar,” påpegede han og var faktisk virkelig spændt på at møde deres baby.

[Mazikeen Edwards]

Maze smilede lidt til ham, ved hans okay. Det var ikke fordi hun kendte ham privat, at hun gav ham særbehandling, men fordi han var kendt. Hun havde gjort det samme for, Lorelai King eller @joey selvom hun aldrig havde mødt dem. Han var kendt og de var nødt til, at tage deres forholdsregler omkring det. Selv gamle mennesker havde børnebørn, som besøgte dem og Maze tog ingen chancer.
Hun vidste godt, at han med alsandsynlighed ville være træt de næste par dage til han lige, var kommet sig. "Er hun sød ved dig?" spurgte hun, som veninden i hende kom frem, selvom hun godt vidste hun burde være professionel. "Det tænkte jeg nok," smilede hun og gav væsken en let besvægelse, så den svævede med ham, når han gik. Hun lod ham klare selv, at komme over i kørestolen, dog ikke uden at være klar med sin tryllestav, hvis behovet skulle komme. "Perfekt," smilede hun og gav kørestolen en let besvægelse, så den fulgte efter hende.
"Hej Evanna, jeg hører du efterlyser din kæreste?" hilste hun venligt og fik kørestolen til at trille hen til briksen, hvorpå Evanna lå. "Jeg sørger for en stue bliver gjort klar til jer, og så kigger jeg ind til jer senere, okay? God fornøjelse," med de ord forlod hun stuen, for at få ordnet de ting, hun netop havde lovet dem.

//OUT

[Evanna Brown]

Evanna sad med armene over maven, på biksen. Hun prøvede virkelig ikke, at være til besvær eller stædig, men det her var en stor ting for hende, og hun var ikke sikker på, om hun ville kunne klare det mentalt, hvis hun blev skannet og der var noget galt med barnet og hun samtidig skulle håndtere det alene og oven i købet, skulle fortælle det til Charles senere. Hun havde brug for ham ved sin side. Det var deres barn. Ikke kun hendes.
Hun så mod døren, som den gik op og healeren som havde taget imod Charles kom ind. Først mærkede hun hvordan al blodet forlod hendes ansigt, som hun frygtede det værste. Dog kom Charles også til syne, selvom det var i en kørestol, hvilket i sig selv var hjerteskærende nok, men i det mindste var han i live. Om det så ville være permanent, så ville hun elsker ham. "Charles? Åååh gudskelov.." lød det lettet fra hende, som hun sprang ned fra briksen og nærmest lundede hen til ham og lagde sine arme om ham, dog forsigtigt, da hun ikke vidste hvor mange skader han havde, men i det mindste var han opadsiddende, hvilket hun tog som et godt tegn. "Frk. Brown, jeg vil meget gerne have lov til, at skanne Dem nu," lød det fra en efterhånden meget tålmodighedsfattig jordmorder, hvilket fik Evanna til at vende blikket mod hende, "Oh ja, ja selvfølgelig. Jeg.. Undskyld, det.. Jeg ville virkelig ikke være til besvær, men vi har.. Mistet før.. Det er en stor ting for os," prøvede hun at forklare jordmoderen, hvilket fik jordmoderen til at skifte attitude fuldstændig, "Det er jeg ked af at høre. Jeg er sikker på alt er som det skal være, men lad os tjekke det, okay? Hop du op igen og så kan den kæreste komme hen til biksen og se med og holde din hånd." Evanna gjorde som jordmoderen bad om og blottede sin mave. Gad vide om man også kunne se sommerfuglene hun lige nu havde det som om, fløj rundt derinde, samtidig med hun var utrolig bange for, om den lille mon var okay. Hun vendte blikket mod Charles, "Er du okay?" spurgte hun mildt og tog ud efter hans hånd.

[Charles Michael Lavoie]

Charles smilede kort ved Maze’s spørgsmål. ”Mmmh.. Hun er det bedste der nogensinde er sket for mig. Vi var venner.. eller ja, venner inden vi overhovedet blev kærester.. Faktisk var vi gravide, inden vi overhovedet blev kærester… Men hun er virkelig lyset i mit liv,” forklarede han og smilede alene ved at snakke om hende. Han smilede til det næsten gjorde ondt. Evanna var det vigtigste menneske i hans liv. Hun var hans et og alt. Han nikkede til hendes ord og bemærkede den svævende væske. Det var ret vildt, hvad healere egentlig kunne med deres magi. Han var selv dygtig, men slet ikke til den slags besværgelser. Charles nød faktisk kørestolen lidt. Mest fordi den kunne bevæge sig i takt med Maze og det gav ham muligheden for at sidde ned, mens han blev transporteret. Han kunne være ret doven. Han var dog også glad for, han ikke skulle sidde i den forevigt. Han smilede bredt som han så Evanna og så måden hun gik over til ham på. Han mærkede hendes arme om sig – også selvom det var forsigtigt og lagde sine arme om hende. ”Jeg hører du er stædig..” hviskede han og sendte hende et drillende smil. Han kunne godt forstå hende. Han havde nok egentlig været på samme måde. Han ville under andre omstændigheder nok også joke og sige han var blevet lam, men han vidste også godt det ikke var noget, han skulle bevæge sig ud i nu. Han var dog på intet tidspunkt usikker på, hvor vidt hun ville elske ham eller ej. Han så mod Maze, som hun sagde hun ville gøre en stue klar til dem. ”Tak…” hans stemme var oprigtigt taknemlig, som han svarede hende – selvom han stadig ikke brød sig om særbehandlingen. Charles så mod jordmoderen og hørte Evanna forklare. Han mærkede et kort stik i hjertet, som dog blev erstattet med spænding over, de snart ville se deres baby. Han glædede sig så meget til at møde ham eller hende. Det kunne slet ikke beskrives. Han ville ikke frygte der var noget galt, ikke før der måske var. Han ville dog være ved Evannas side gennem det hele. Det havde været grumt at miste første gang. Charles lagde sin hånd i hendes som hun tog ud efter hans hånd, inden han nikkede til hendes spørgsmål. ”Ja.. Jeg er okay. Bare lidt træt og øm,” forklarede han og sendte hende et hjertevarmt smil. ”Er du okay?” spurgte han så, mens han med tommelfingeren strøg hende over håndryggen.

[Evanna Brown]

Evanna vidste af gode grunde ikke, hvad han svarede Maze, men hvis hun havde hørt ham sige sådan noget, var hendes hjerte smeltet. Hun havde det jo på samme måde med ham. Han var virkelig perfekt, med alle sine fejl og hun elskede ham utroligt højt. Hun vidste dog, at hun slet ikke havde lyst til, at give slip fra ham igen. Hun havde været så bekymret og faktisk direkte bange for, om han ville klare den, ende som en grønsag eller om healeren og sygeplejerskene ville være gode nok til at fixe ham. Hun puttede forsigtigt sit hoved ind mod hans skulder, "Jeg er ikke stædig.. Okay måske lidt, men de ville skanne mig, uden dig og ingen kunne fortælle mig, hvordan du havde det," undskyldte hun sig med, med en lidt halvflov stemme, før hun slap ham og så hans drillende smil, hvilket fik hende til at smile. Hun kunne slet ikke beskrive, hvor lettet hun løfte sig lige nu. Lige nu måtte han af hjertes gerne lave sjov, så hun kunne genkende ham.
Hun så mod Maze, "Tak fordi du reddede ham," hendes stemme var oprigtigt taknemlig og hun kunne godt selv høre den knækkede lidt for hende, hvilket hurtigt fik hende til at rømme sig.
Hun lagde sig til rette på briksen og blottede sin mave for jordmoderen. Hånden klemte let om Charles'. Hun var nervøs. Hvad hvis barnet havde lidt traumer eller var stresset? Var stress og en slags traumer? Hun vidste dårligt nok, hvad der var op eller ned. Hun nød hans varme smil. Alene hans tilstedeværelse, beroligede hende, men hans smil og ord, hjælp i den grad også på det. Hun gengældte smilet med et varmt og kærligt et, før hun førte hans håndryg op til sine læber og placerede et blidt kys derpå, "Du er min helt. Ved du godt det?" spurgte hun blidt, hvorefter hun nikkede til hun var okay. Lige nu var hun, men selvfølgelig havde hun fået et chok, som stadig ikke helt havde lagt sig. Hun bed sig i læben, som hun mærkede han strøg hendes håndryg. Hun lod sine fingre flette sammen med hans og vendte så blikket mod skærmen, som hun mærkede geléen mod sin mave. Det var med et tilbageholdt åndedragt, Evanna pludselig hørte den smukkeste lyd, hun i sit liv havde hørt. "Er det..?" spurgte hun, hvortil jordmoderen nikkede, "Hjertelyden, ja," svarede jordmoderen, hvilket fik Evanna til at grine lettet og se mod Charles med tåre i øjnene, "Der er hjertelyd," lød det lykkeligt fra hende. Jordmoderen slog ultralyden til og fik et billed af deres lille bitte baby op på en skærm, så de kunne se deres lille peanut.

[Charles Michael Lavoie]

Charles mærkede hendes hoved mod sin skulder og strøg hende blidt hen over håret. Det var rart, at kunne holde om hende og mærke hende igen. Han havde kort været så bange for, han aldrig skulle se hende eller mærke hende nogensinde igen. Han smilede bredere ved hendes ord. ”Jeg elsker dig,” hviskede han som svar. Han elskede hun var stædig – hun gjorde det på den mest høflige og søde måde.

Charles smilede kort ved Evannas tak. Han kunne tydelig hører hendes taknemlighed – den var tydelig for alle og enhver, om man så kendte hende eller ej. Han var også taknemlig. Taknemlig for, han kunne lægge alt det med Ashton bag sig nu og alt var ude i det åbne. Han var taknemlig for, han stadig var her. Med Evanna. Taknemlig for hvert minut med hende og taknemlig for den lille, der var i hendes mave. Han blev nødt til at tro og håbe på, at det hele var okay. Han bemærkede hendes varme og kærlige smil, og nød at se det. Ligeledes nød han det blide kys, hun så fint placerede på hans håndryg. ”Jeg er ingen helt,” han trak lidt på skulderen. Det var han ikke. Han havde fortjent nogen af de slag han havde fået, men han havde set fuldstændig sort da Ashton havde snakket grimt om Evanna. Der kunne ikke siges noget ondt om hende, og jo Ashton kunne da nok finde nogle ting, fordi han var såret – men de ting han havde sagt var fuldstændig forrykte. Han lod sine fingre flette sig sammen med hende – og måtte indrømme hjertet igen sad helt ude på halsen – denne gang dog af spænding, men også en grad af nervøsitet. Han lod sit hoved dreje til skærmen som hun også gjorde. Han hørte det. Dum. Dum. Dum. Regelmæssig. Skøn musik. Så dum. Dum. Dum. Han lyttede. Han kunne ikke tro på det – men det her var deres første lille møde af mange inden de skulle mødes sådan rigtigt. Han mærkede øjnene begge blev fugtige – aldrig havde han følt sådan en glæde i sit liv før. Han hørte så Evannas grin, hvilket fjernede fokus fra lyden og til hende. ”Det er hjertelyd..” gentog han og tørrede blidt hendes tårer væk inden han lod sine læber blidt ramme hendes. ”Vores baby har hjertelyd…” hviskede han kærligt mod hendes læber.

//Out//