It Hurts, But It's OK

[Robin Rosa Carter]

Robin kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor det tog hendes krop, så lang tid at heale. Normalvis kunne det da godt tage lidt tid, hvis det var virkelig slemt, men det var som om, der intet skete overhovedet. Hvad hun ikke vidste, var at hun var ubevidst sårbar omkring Castor, hvilket bivirkede hendes krops virkning til, at heale sig selv.
Hun vidste et sted godt, at det var utroligt dumt og vovet af hende, at kysse ham, men han var lige dér. Hans læber var lige der. Det hele var så lokkende. Måske var det bare hele situationen. Måske var det bare det faktum, at det var første gang han var i hendes lejlighed efter bruddet. Måske bare en dum beslutning i et dumt øjeblik. Måske nogle gamle følelser, som var bluset op igen. Hun vidste det ærligt talt ikke.
Mere overrasket blev hun dog, da han rent faktisk gengældte kysset, og damn det var rart. For et øjeblik, var det som om det store skænderi, var noget hun havde drømt og at de aldrig havde været gået fra hinanden - eller rettere, at han aldrig var gået fra hende. Bare lige for et øjeblik. Hun spærrede øjnene op, da han trak hovedet til sig og dermed brød kysset. Hun bed sig hurtigt i læben og vendte blikket væk fra ham, mod gulvet. Den var ikke god. "Det ved jeg godt.." svarede hun stille. "Undskyld det var ikke.. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte.." undskyldte hun og rystede lidt på hovedet af sig selv, mens hun pustede tungt ud. Hun kunne tydeligt høre hans hjerte banke, hvilket fik hende til at række ham flasken. Han havde nok mere brug for dens indhold, end hun havde lige nu.

[Castor Morgan]

Castor vidste i de første par lange sekunder ikke hvad han skulle hverken sige eller gøre. En del af ham, sikkert den fornuftige, fandt det bedst at tage derfra. Tage hjem til Marietta. Hun havde allerede ventet længe på ham, og han havde holdt ord om at få Robin trygt hjem.
Den anden, sikkert knapt så rationelle del af ham, fortalte at han ikke bare kunne gå fra det her. Tydeligvis var der stadig noget, de ikke havde fået afsluttet ordentligt. Og ikke bare hende. Robin havde måske kysset ham, men han havde brugt alt for lang tid på at stoppe det. Da han fugtede læberne kunne han stadig smage hende på dem.

Da hun rakte ham vodkaflasken tøvede han kun få sekunder før han tog den og tømte en mundfuld. Vodkaen skar på en anden måde end whiskeyen, og fik Castor til at skære ansigt. Han tog et par dybe åndedrag før han igen vendte sig mod hende.
"Jeg forstår bare ikke, Robin. Jeg... Det er flere år siden, vi slog op." Han slog op. Han vidste udmærket godt at Robin havde kæmpet for at holde fast i deres forhold. Hvor meget hun havde forsøgt at tale ham fra at forlade hende, og hvordan hun havde forsøgt at forklare sig for ham, men han havde ikke villet høre på det. Mindet var stadig bittert for ham. "Jeg... havde håbet du var kommet videre nu."

[Robin Rosa Carter]

Robin vidste godt, det havde været direkte dumt, af hende at kysse ham, men hun accepterede også hans afvisning, selvom en egoistisk del af hende, havde håbet på et andet udfald. Minderne fra bruddet, væltede ind over hende, som var det lige nu, han havde sagt, at det var slut mellem dem.
Hun følte sig virkelig dum lige nu. Til gengæld hjalp det lidt på smerterne. Hun bed sig i læben, som stilheden spredte sig mellem dem, frem til han brød den. "Otte år siden du slog op.." rettede hun ham og vendte blikket lidt væk fra ham. Hun førte en hånd igennem sit lange, mørkebrune hår, mens hun bed sig hårdt i læben, for ikke at bryde sammen, da hun mærkede tårene presse sig på.
Hun havde kæmpet med alt, hun havde haft i sig, for at få ham til, at blive hos hende dengang, men intet havde virket. "Jeg var gravid, Castor. Hvordan skulle jeg nogensinde, komme videre fra det?" spurgte hun og vendte blikket tilbage på ham, med et par helt blanke øjne, som var fyldt til randen, selvom tårene ikke forlod hendes øjne. Hun nægtede at lade dem.

[Castor Morgan]

Otte år. Det havde virkelig allerede været så længe siden. Alligevel kunne Castor tydeligt genkalde sig de vilde følelser som havde hersket i ham den aften, hvor deres liv var blevet vendt på hovedet, og han havde forladt hende. Han havde haft det elendigt i lang tid efter, både med følelsen af at være blevet forrådt af hende, men lige så meget savnet efter hende. Følelser han havde brugt lang tid på at begrave.

Intet kunne dog have forberedt ham på ordene hun sagde, og da Castors blik faldt på hende var øjnene fuldt udspillede i chok. Munden åbnede og lukkedes sig som i et forsøg på at tale, men ingen ord kom fra ham. Hvis Robin lyttede efter hans hjerteslag ville hun bemærke hvordan det næsten var stoppet op, før det begyndte at banke igen.
"Du... Du var... hvad?" Han stirrede på hende uden at blinke, og han blev nødt til at placere sig på hendes sengekant igen, da det føltes som om benene ellers ville svigte under ham. "Gravid? Men... Men vi..." Han kunne slet ikke samle ordene til at fuldføre en sætning, og i et kort øjeblik fangede han sig selv i at lade blikket flakke vildt rundt i lejligheden, som om han pludselig ville opdage et hidtil ukendt børneværelse med et sovende barn. Men der var kun den samme étværelses lejlighed.

[Robin Rosa Carter]

Robin havde været fuldstændig knust, efter Castor havde været gået fra hende. Hun havde forsøgt at opsøge ham, men fået kolde fødder hver gang. Hun havde været igennem aborten alene. Hun havde aldrig fortalt nogen, at hun havde været gravid, for hun havde ikke ville have, at Castor på en eller anden måde, skulle finde ud af det. Hendes største frygt i alt det havde været, at hvis hun havde nået at fortælle ham det, at han så kun var blevet sammen med hende, fordi de havde ventet et barn. Det var ikke dét hun ønskede.
Hun tog en tår mere af flasken. "Gravid.." svarede hun og sukkede lidt. Med en del smerter, fik hun skubbet sig selv tilbage i sengen, så hun kunne bruge væggen til rygstøtte. Hun gispede lidt efter vejret, mens hun lagde hovedet en smule tilbage, før hun vendte blikket mod ham igen. "Vi brugte beskyttelse? Yeah.. Undtal den ene gang hjemme hos dig.. One in a milion," sagde hun og trak lidt på den ene skulder, men måtte skære en grimmasse i smerte efterfølgende. Hun bed sig lidt i læben. Hun havde godt bemærket han havde kigget rundt - sikkert efter tegn på et barn - i lejligheden, men hun sagde ingenting, om hvorvidt om barnet var blevet født eller ej.

[Castor Morgan]

Tankerne farede rundt i hovedet på ham i en sådan fart at han umuligt ville kunne koble to ting sammen. Hun havde været gravid... Men de havde altid været så forsigtige, når det kom til beskyttelse!
Hun måtte have læst hans tanker, da hun påpegede den ene gang, de måtte have ladt sig rive med. Castor rynkede brynene en gang, før han huskede dagen, hvor Robin havde taget med ham hjem efter arbejde og tilbragt natten med ham. Den næste morgen havde han fundet en kondompakke på sit stuegulv, men han havde ikke tænkt videre over det. Det havde været kort tid før han havde forladt hende.

Han ville have spurgt hende om, hvorfor hun aldrig havde sagt noget, men sandt at sige vidste han ikke engang hvordan han skulle reagere nu. Hvordan ville han have reageret, mens hun havde været gravid? Især efter den måde han havde forladt hende på.
"Jeg..." startede han, men anede vitterligt ikke hvordan han skulle fuldføre sætningen. I lange sekunder stirrede han ud i den tomme luft foran sig, før hans blik langsomt vendte sig mod Robin. Han tøvede, men spørgsmålet gnavede i ham. Der var tydeligvis intet rum til et barn i hendes lejlighed. "Hvad med... hvad med barnet?" spurgte han lavmælt. Han var nødt til at vide om han måske havde et barn derude, hvis hun havde født det og adopteret det bort. Samtidig frygtede han svaret, for hvad hvis han havde? Og hvad hvis hun havde fået det fjernet før det nåede dertil?

[Robin Rosa Carter]

Robin forventede egentlig ikke noget af Castor. Det var otte år siden, de var gået fra hinanden - eller han var gået fra hende, nok nærmere betegnet. Hun havde været i gennem aborten alene. Aldrig sagt et eneste ord om den til nogen, selv ikke sin familie. Hun havde gået med det alene. Hun havde været alle følelserne igennem. Hun havde været glad, da hun havde fundet ud af. Knust, da han var gået fra hende. I tvivl, da hun havde skulle tage beslutningen alene, om hvor vidt, hun ville opfostre barnet alene, eller have en abort, give ham eller hende væk til et ægtepar som ikke selv kunne få børn, eller et børnehjem. Hun havde været i sorg, da hun havde taget beslutningen om en abort. Hun havde fortrudt flere gange efterfølgende. Nu havde hun mere eller mindre lært, at leve med sit valg.
Hun skulle lige til at åbne munden og bede ham om, at gå, da hans spørgsmål lød. Hun bed sig i læben, "Hvad er det for et monster du ser mig som?" spurgte hun nærmest hviskende og tørrede hurtigt en tåre væk, som sneg sig ned af hendes ene kind, i håb om han ikke nåede at se den. "Tror du virkelig, jeg ville have fået et barn, uden at fortælle dig det? Jeg fik en abort, Castor.." hendes stemme rystede en smule, som hun var på nippet til at bryde sammen, men holdt det inde.

[Castor Morgan]

Castor havde set Robin såret før. Selv mens de havde været et par, havde hun flere gange kommet hjem fra en mission med nye sår og ar. Alligevel havde han aldrig set hende så sårbar som nu. Så nedbrudt og færdig, at han ikke kunne undgå at mærke sit hjerte vride sig i ubehag. Han havde næsten lyst til at række ud efter hende, men noget holdt ham tilbage.

Svaret hun gav ham ramte som en lussing, og han blev tavst siddende, mens han forsøgte at finde ud af hvordan han skulle reagere. Han var ikke engang sikker på hvordan han skulle reagere på svaret, han var blevet givet. Var det bedre end alternativet? På én gang ja, på samme tid nej. Det var så kompliceret alt sammen... Og Robin havde gået med den viden i otte år.
"Jeg ved ikke, hvad jeg tror, Robin, jeg finder ud af alt det her på én gang!" røg det ud af ham. Det var måske ikke fair af ham, men det hele var meget overvældende og uoverskueligt. Først at finde ud af at Robin havde været gravid da han havde forladt hende, og så at hun havde fået fjernet barnet. Alt sammen, uden at han nogensinde havde været klar over det.
Han lagde ansigtet i hænderne og pustede tungt ud for at lægge bånd på sig selv. Det tog ham nogle lange sekunder, før han følte sig i stand til at rette sig op igen, og endnu et par før han langsomt vendte sig mod hende igen. Han sank en gang. "Robin, jeg... Jeg er så ked af det. For at du skulle gå alt det igennem. At jeg ikke kunne være der for dig." Mange gange gennem årene havde han fanget sig i at tænke tilbage på bruddet. Han vidste at han havde haft sine grunde, men han fortrød måden han havde gjort det på. Desto mere nu, med de nye informationer han var blevet givet. "Det... var ikke hvad jeg ønskede for dig."

[Robin Rosa Carter]

Robin vidste ikke, om det ville have ændret noget, hvis hun rent faktisk havde fået fortalt ham, dengang at hun var gravid. Det kunne have været gået i alle retningen. I værste tilfælde, ville han måske ikke have troet på hende, men bare troet det var en dårlig undskyldning, for at holde på ham, for så kunne hun senere sige, hun havde tabt barnet og hvilken mand ville have det ry, at han forlod sin gravide kæreste eller sin kæreste som lige havde tabt et barn? Det var nok de færreste.
Hun bed sig hårdt i læben, ved hans svar. "Der er ikke noget barn, mere behøver du ikke forholde dig til. Intet er ændre," fastslog hun og vendte blikket væk fra ham. Hvis det dog bare var så nemt, som hun lige havde fået det til at lyde. Hun rettede lidt på sig, stadig undrende over, hvorfor hun ikke healede ordenligt.
Hendes nøddebrune øjne hvilede på ham, mens hun i stilhed lod ham synke nyheden. Det var vel noget andet for hende. Hun havde vidst det hele tiden. Han havde gået i otte år, lykkelig uvidende og nu ramte toget med viden. Hun førte en hånd igennem sit lange mørkebrune hår og vendte hovedet væk fra ham, mens hun prøvede at få samling på sig selv. Hun vendte dog blikket hurtigt tilbage på ham, da han sagde hendes navn. Hun rystede lidt på hovedet, "Stop, Castor. Bare.. stop.." lød det stille fra hende, før hun kunne mærke, hun var nødt til at ligge lidt ned. "Jeg syntes du skal gå nu.. Marietta venter på dig," sagde hun i samme toneleje som før, før hun vendte sig ømmende om på siden, så hun lå med ryggen mod ham. Hun hadede, noget så inderligt, at føle sig sårbar og det var den eneste følelse hun havde i kroppen lige nu. Hun ønskede ikke at Castor skulle se mere af den side af hende, selvom det ikke var første gang, så var det mange år siden, at han sidst havde set den side.

[Castor Morgan]

Han havde tænkt sig at sige mere, men klappede i, da hun bad ham stoppe. Det var måske heller ikke tidspunktet for at tale om dét. Han var ikke sikker på om der rent faktisk var et rigtigt tidspunkt for den slags. Hun havde været igennem det da det skete, og havde haft otte år til at bearbejde det. Måske havde hun slet ikke lyst til at tale om det, og ville bare lade det ligge i fortiden. Det var måske ikke fair af ham at have brug for at få det talt ud... men hvem kunne han ellers tage det med? Han kunne ikke tale med Marietta om det. Hun ville ikke kunne se på ham med de samme øjne, hvis hun vidste hvordan han havde forladt Robin, om han så havde vidst at hun var gravid eller ej.

"Okay." sagde han endelig, selv om der var en tydelig modvilje i stemmen. Robin var tydeligvis stadig ikke helt rask, men han havde vist gjort alt han kunne. På godt og ondt. Desuden havde Robin ret i at Marietta ventede på ham. Marietta... Han mærkede et stik af dårlig samvittighed i brystet, da han stadig kunne genkalde sig følelsen af Robins kys, og hvordan smagen af hendes læber, med en eftersmag af vodka, hang på hans læber.
"Kan vi... tale sammen? Når du er på benene igen, altså?" spurgte han prøvende mens han betragtede hendes ryg.

[Robin Rosa Carter]

Robin havde helt fra barnsben lært, at følelser ikke var noget man snakkede om. Faktisk var det bedst, hvis man heller ikke besad dem. Hun havde lært, at uanset om det var fysisk eller psykisk smerte, så viste man den ikke. Det var en svaghed og alle svagheder kunne bruges imod én.
Hun blev liggende på siden, med ryggen mod ham. Hun havde ikke lyst til, at han skulle se hende så svag som hun følte sig. Hun vidste godt, at det havde været dumt, at kysse ham og det havde ikke været okay. Hverken overfor hende selv eller ham. Og slet ikke overfor Marietta.
Robin bed sig i læben, ved hans okay og forventede egentlig at han ville gå nu. Hun kunne også stadig smage ham på sine læber. Hun fnøs svagt, mens hun mærkede sine øjne blive blanke. "Der er ikke noget at snakke om, Castor.. Det er fortid. Vi er begge to kommet videre," lød det afvisende fra hende, men afvisende på en måde som også afslørede, det primært var fordi det gjorde for ondt inden i.

[Castor Morgan]

Han var virkelig ikke glad for det. Overhovedet ikke. At gå fra hende nu virkede ikke rigtigt, lige så meget på grund af hendes tilstand som på grund af det, der lige var sket. Både kysset og afsløringen om både graviditet og abort.
Castor havde ingen anelse om hvordan han skulle kunne holde masken overfor Marietta, når han kom hjem. Han kunne ikke bare skubbe alt det her i baghovedet og lade som ingenting. Men kunne han tale med hende om det? Et sted burde han måske, men han anede virkelig ikke hvordan.

Efter lange sekunders tavshed gav Castor endelig et dæmpet suk fra sig, og nikkede, selv om Robin ikke kunne se det, sådan som hun lå med ryggen til ham.
"Okay. Jeg... Jeg går nu." konstaterede han, dog ikke uden en vis modvilje i tonefaldet. Alligevel begyndte han at gå mod døren. "Men Robin? Du ved hvor du kan finde mig, hvis du vil snakke. Om... hvad som helst, altså. Ikke nødvendigvis om det her."

[Robin Rosa Carter]

Robin hadede at vise svagheder og lige nu følte hun sig mere svag, end nogensinde før og på en helt anden måde. Normalvis var hun vant til, at hun kunne slå fra sig eller på anden fysisk vis, gøre modstand, når noget ikke føltes rart. Men følelserne i hendes krop, kunne hun jo ikke bare lige tage og smide ud eller give et cirkelspark. De var inden i hende og hun kunne ikke få dem væk.
Hun hørte hans suk og bed sig i læben og afventede at mærke, han rejste sig fra sengen, men det skete ikke. I stedet for begyndte han at snakke igen. "Jeg er ikke din psykolog, Castor. Gå," bad hun, mens hun stadig kæmpede mod tårene, som blev ved med at presse sig på, men hun nægtede at græde, før efter han var ude af hendes lejlighed.

[Castor Morgan]

En del af ham havde lyst til at modsige sig hende, og blive indtil han var helt sikker på at hun var i orden. Det var måske den del af ham, som stadig hang fast i fortiden de havde haft sammen. Han tvang den i jorden, og bed sine protester i sig. Han gjorde kun ondt værre ved at blive her. Det var ikke fair overfor hende, ham selv, eller Marietta, som ventede derhjemme på ham.

"Okay." sagde han til sidst med et eftergivende nik. Han tøvede alligevel et ekstra par sekunder efter at have fundet tryllestaven frem igen. "Pas på dig selv, Robin." lød hans sidste ord til hende, før han med et sving med tryllestaven og et sug gennem luften transferede sig ud af hendes lejlighed og forsvandt.

Lukket