Waiting for Superman?

[Penelope Lavoie]

@oliver
Skt. Mungos - Akut-modtagelsen.
Vinterferien - 2057.

---

Det kunne tydeligt mærkes, at der var run på, på det magiske hospital, Penelope havde derfor valgt, at hoppe i en uniform selv, for at hjælpe de belastet healere og sygeplejersker i akut modtagelsen. Hun gjorde altid hvad hun kunne, for at passe godt på sine ansatte, for hun vidste godt, at hvis de ikke blev passet godt på, så var de heller ikke i stand til at passe på andre. Det havde hendes mange år på jorden lært hende. Selvfølgelig ville det ikke kunne undgåes, at de ville have travlt - i nogle perioder mere end andre - men det betød ikke, at de skulle slide dem selv halvt ihjel.
Som hun gik ned mod akutten, blev det lange blonde hår samlet i en høj, let roddet og forhastet, hestehale, mens hendes skridt var lange og hurtige. Hun skannede hurtigt akut-modtagelsen med blikket og gik så mod den nærmeste healer, for at få en opdatering på, hvor hun bedst kunne hjælpe. Hun tog imod en journal med navnet Oliver Brayson på, hvilket fik hende til at sætte retningen mod venteværelset. Det her sted var nok det værste for hende på hele hospitalet. Der var så mange tilskadekomne og deres blod kunne hun dufte på flere meters afstand. "Oliver Brayson," kaldte hun, mens hun så lidt rundt på de mange magiker i venteværelset.

[Deleted]

OUTFIT

En lille hvid løgn havde ført til flere store: Jeg sover hos en kammerat, havde han sagt til Natacha: det bliver bare en drengeaften, intet mere, havde han forsat, hvilket storesøsteren naivt havde købt. Normalt løj Oliver heller ikke, men skulle sandheden frem havde nogle enkle ting ændret sig det sidste halve år og den unge løve sørgede nu ved at gøre det de fleste familiemedlemmer nok ville frygte en ung teenager ville ty til i lignende situation. Han opsøgte ikke nødvendigvis problemerne bevidst, men han gjorde absolut heller intet for at undgå dem. Venne-delen havde været sandt, og drengeaftenen ligeledes, men delen om at de ville tage på pub og få et par øller havde han undladt. Derfra var det ene ført til det andet og som de to unge løver havde givet hinanden forskellige udfordringer bare for at aftenen mere interessant og Oliver havde fået en udfordring der lød på at gå over og flirte med en bestemt pige, hvilket han havde gjort, var hendes kæreste, en gut som kunne beskrives som et kæmpe gorilla-lignende væsen, trådt frem. Lidt overrasket, og en smule fuld, havde Oliver sagt det første han var kommet i tanke om, hvilket havde resulteret i at han var blevet kastet rundt med i pubben som var han en lille dukke. Mere alvorligt var det heller ikke endt før fyren var blevet stoppet og smidt ud, men med en blodig og smertefuld tud, der næsten måtte være brækket, en flænge over øjenbrynet, flækket underlæbe og en masse smerte i kroppen, var ham og vennen taget et smut forbi Mungos.
,,Ja, det er mig..", lød det en anelse sølle som han hørte sit navn blive sagt højt, hvorefter han han rejste sig, måske lidt for hurtigt, for så at gå over til healeren. Halvdelen af ansigtet var dækket til med det hviskestykke med isterninger han havde fået af pubben.

[Penelope Lavoie]

Penelopes blå/grå øjne faldt på ejermanden af den stemme, som havde tilkendekendt sig. Hun måtte tage en dyb indånding. Al det blod. Heldigvis havde hun mange års erfaring med, at skjule sin tørst og hun havde drukket to poser blod, inden hun var gået fra for, at hjælpe til nede i akutten, netop for at undgå at blive for fristet, men det gjorde kun fristelsen lettere, det fik den ikke til at forsvinde.
"Kom du med mig," lød det venligt fra hende, som hun viste vej ind på en af undersøgelsesstuerne. "Mit navn er Penelope Lavoie, og jeg er healer. Værsgo og tag plads," sagde hun, mens hun gjorde en gestus med den ene, næsten papirs-blege hånd mod en stol, hendes toneleje var roligt og blidt, men det var nok også nemt at virke så rolig, når man ikke havde nogen plus der kunne afsløre én. "På en skala fra 0 til 'jeg springer ud af vinduet lige om lidt', hvor mange smerter har du så?" spurgte hun og tippede hovedet lidt til den ene side, da hun meget hurtigt antog, at der nok var smerter i en eller anden grad og hvis det var meget slemt, så skulle han jo have noget smertestillende, før hun ville kunne undersøge ham ordenligt.

[Deleted]

Ikke voldsomt meget værd var Oliver stoppet med en meters afstand foran healeren. Med kun et øje til at se hvad der skete og hvem der stod foran ham, havde han kikket en ekstra gang på blondinen som han havde ladet blikket glide op og ned af hende. Det havde været uskyldigt, med ingen bagtanker, overhovedet, og ærligtalt tænkte han ikke yderligere over det, hvilket nok var grundet den forhøjede promille. Det blev til et lille lydløst nik til beskeden om at han skulle følge med hende, hvorfra han skævede sig over skulderen, til vennen som tegn på at han klarede den, men istedet mødte en der lavede både ansigter og sendte andre signaler til at han fandt kvinden lækker.
,,Tak skal du have”, lød det i en let mumlende, hvorefter han satte sig ned og samtidigt afslørede i en tydelig grimasse at det gjorde ondt. Ved hendes næste ord kunne han dog ikke undgå at trække lidt på mundvigen og komme med et lydløst grin, hvilket hurtigt blev erstattet af en ny grimasse i smerte og en utilfreds brummen. ,,Ud af vinduet og gang det med to..” svarede han, hvorefter han flyttede hviskestykket med isterningerne fra det halve af ansigtet og der både afslørede den flækkede læbe, flængen over brynet og selvfølgelig den blodige og brækkende tud.

[Penelope Lavoie]

Penelope prøvede altid udfra de første to minutter med patienten, at finde ud af hvordan hun bedst kunne hjælpe. Det var meget forskelligt, hvordan folk reagerede på smerte. Hun kunne dufte blodet fra den unge mand, og de andre fra venteværelse. Hører deres hjerter slå. Se deres puls på deres så lokkende halse. Hun bemærkede derfor ikke den unge magikers vens fagter. Der var alt for mange andre ting, hun skulle koncentrere sig om.
Hun rynkede mildt på panden, da hun så den grimasse han lavede da han satte sig. "Her, drik det," lød det blidt fra hende, som hun trak en lille flaske med en smertestillende eliksir i, frem fra medicinskabet på stuen. "Mhh, jeg håber den anden ser værre ud," sagde hun med et let, dog drillende smil på sine blege læber. Hun tog blidt fat om viskestykket med isen i og lagde det på bordet, før hun gav sig til at studere hans læbe, øjenbryn og næse. "Din næse er brækket, så meget kan jeg sige med det samme. En flække i din læbe og en flænge over dit ene øjenbryn. Har du slået dig andre steder?" spurgte hun blidt. Det var jo kun de skader hun kunne se, men det betød ikke, at han ikke kunne have et par trykket ribben eller andet, som gemte sig under tøjet.

[Deleted]

Oliver var ikke et sekund for langsomt til at tage imod eller drikke den eliksir der blev rakt mod ham, hvortil han dog alligevel hurtigt nåede at sende et taknemmeligt smil og nik i kvindens retning før han bundede den lille flaske. ,,Føj..", skar han i en grimasse kombineret med et lille utilfreds grin. Ved hendes næste ord sendte blev det i stedet erstattet af et lidt mere forlegent smil, samt dæmpet latter, hvilket tydeligvis afslørede at han var ude i stand til at finde noget fornuftigt at sige.
,,..Brækket?" Gentog løven, uden helt selv at opfatte det, eller tænke over de mulige konsekvenser hvis Natacha fandt ud af det. Ak ja, søsteren havde faktisk slet ikke strejfet Olivers tanker endnu. Men at den var brækket gav god mening, da smerten var ulidelig, eller den havde været, nu hvor den smertestillende eliksir langsomt begyndte at virke.
,,Ømh.." Lød det i første omgang, som mærkede han lige efter en ekstra gang. Alkoholen i blodet gjorde det ikke ligefrem nemmere, eller det faktum at hun stod faretruende tæt på. ,,Jeg har lidt ondt i venstre side, i de øverste ribben", forklarede han sekunder efter og tænkte ikke yderligere over om der kunne være indre skader.

[Penelope Lavoie]

Et venligt smil meldte sig på vampyrens læber, mens hendes blå øjne hvilede på ham. Al det blod. Det duftede så godt. Så lokkende. Hun måtte tilbage holde et grin, da han drak indholdet og kom med et føj. "Havde du forventet jordbær-smag?" spurgte hun en smule drillende, nok mest i et forsøg på og aflede sig selv, fra hans duft af blod.
Hun nikkede lidt, "Ja, brækket. Hvor gammel er du mr. Brayson?" spurgte hun roligt, da hun syntes hun huskede hans journal havde vist, at han ikke var myndig endnu, hvilket betød at hans forældre eller værge skulle være til stede, eller i hvert fald underrettes om, at han var i akutmodtagelsen.
Hun trak sit teleskop af, som før havde hængt omkring hendes nakke, "Kan du løfte op i din bluse for mig?" bad hun roligt, for at lytte til hans lunger og hjerte, da han fortalte om smerte ved sine ribben i venstre side.

[Deleted]

Hånden gled tværs over munden som den utilfredse mine kombineret med det mindre grin forsat hvilede på læberne. Det var ren ønsketænkning at den simple handling ville fjerne den ringe eftersmag. ,,Jeg havde måske håbet..", kunne han ikke holde tilbage og ej det tandsmil der fulgte trop.
Brækket. Selv ved tredje gentagelse kunne han ikke helt fatte at det var sket. Smerten var heldigvis dalet gevaldigt, men det kunne mærkes og synet han så så snart han forsøgte at kikke ned over næsen var heller kønt. Men det blev også hurtigt erstattet af andre tanker da den blonde heks spurgte ind til hans alder. ,,Ømh..", lød det tøvende som han genovervejede hvor smart det var at fortælle sandheden. Løven havde drukket og ikke på lovlig manere. Og ergo dér dukkede de mere paniske tanker om at hun nok skulle kontakte hans søster. damn. Lidt afvigende skævede han væk og forsøgte at få styr på det umulige, men så snart Penelope begyndte at pille ved teleskopet, røg fokusset tilbage på hende. ,,Mi-min bluse?" Den smule kækhed han troede han havde haft, forsvandt omgående. Udover alle drengene han delte omklædningsrum med, så var der kun én anden fremmed kvinde der havde set hans overkrop, og det havde bestemt ikke været planlagt. ,,..Jeg er 17", svarede han så endelig, eller mumlede han nok nærmere, og tog sig derefter sammen og fik skubbet jakken af for så derefter fangede midten af bunden af den sorte t-shirt og trak den så meget op som muligt. ,,Er… det godt nok?" Spurgte han usikkert og anede vitterligt ikke om det var noget man normalt spurgte om. Mest af alt havde han i hvert fald lyst til at klemme øjnene hårdt sammen bagefter da genlyden af spørgsmålet bare blev værre og værre inde i hans tanker. 

[Penelope Lavoie]

Penelope lagde sjæl og hjerte i sit arbejde, måske en smule dobbeltmoralsk sagt, eftersom hun hverken havde en sjæl eller et bankende hjerte, men hvis hun kunne få sine patienter til, at smile på trods af den smerte de var i, så følte hun, at hun havde gjort en forskel. "Naivt. Sødt, men naivt," sagde hun i en blid drillende tone og smilede varmt til ham.
Hun så lidt på ham, da han ikke rigtigt besvarede hendes spørgsmål omkring hans alder. Ung var han, men hvor ung? Umidlbart ville hun nok gætte på et sted i start tyverne, men hun var ikke den bedste til, at gætte aldre. Hun var foreksempel selv 254 år, men lignede ikke en der var en dag over 30. Hun tippede hovedet lidt til den ene side, "Ja, jeg vil gerne lytte til dit hjerte og dine lunger, så jeg er sikker på alt er som det skal være," forklarede hun venligt og lod ham lige nu, springe uden om hans alder. Hun vidste godt, at hun ikke måtte gøre noget, der ikke var livsnødvendigt uden hans forældre eller værge var til stede, men på den anden side. Hvem ville de klage til? Leder? Altså hende? Hun nikkede lidt, da han endelig afslørede sin alder, "Ved dine forældre, du er her?" spurgte hun blidt og satte sig ned i hug foran ham og nikkede, "Det er helt fint," smilede hun og lod teleskopet ramme hans brystkasse, selvom hun fint kunne høre det uden. Hun kunne høre hans blod dunke rundt i hans krop og duften.. For pokker hans blod duftede godt. Hun bed sig lidt i læben og rejste sig hurtigt op, "Og tag et par dybe indåndinger," bad hun som hun rykkede om bag ham og lyttede nu til hans lunger fra ryggen af.

[Deleted]

Det mindre nervøse smil blev hængende da Penelope gav til udtryk for at det var fint nok bare at holde blusen oppe som han gjorde. Alligevel jagtede genlyden af spørgsmålet stadigvæk Olivers tanker, lige indtil hun kom dét tættere på og han sekunder efter mærkede det knap så varme teleskop mod den bare brystkasse. Per automatik rejste nakkehårene sig og han forsøgte ihærdigt at spille cool, hvilket resulterede i at han holde vejret lidt for længe og derefter kom til at tænke alt for meget på hvornår han skulle ind- og udånde. I et forsøg på at komme tilbage på sporet rømmede han sig som hendes spørgsmål lød. ,,Nej… Min ømh, min søster har... ingen idé", svarede han en anelse tøvende og gjorde derefter som hun bad ham, tog nogle dybe indåndinger. Et skævt smil overtog langsomt læberne som han begyndte at ønsketænke lidt at det kunne blive mellem dem, og nok også håbede på ikke at få noget der mindede om sympati grundet det næsten sagte med de manglende forældre. ,,Er der ingen mulighed for at kunne undlade hende? Hun slår mig ihjel", det sidste blev sagt i et svagt grin, som derefter blev erstattet med en lille grimasse i ømmelse da det endte med at gå ud over ribbene.

[Penelope Lavoie]

Penelope lyttede efter hans hjerteslag og hans vejrtrækning, og måtte rynke lidt på panden da han holdt vejret. "Bare træk vejret, som du ville gøre det normalvis," sagde hun roligt og lagde sin frie, kolde hånd mod hans skulder. Hun rynkede lidt på panden, "Din søster?" spurgte hun lidt ind, hun vidste hun efter loven skulle kontakte hans forældre eller værge, da han ikke var myndig, men hvorfor nævnte han så sin søster.
En lidt bekymret mine meldte sig i hendes øjne, "Jeg tvivler på hun slår dig ihjel, hvorfor må hun ikke vide det?" spurgte hun yderligere ind og satte sig om på den anden side af skrivebordet, hvor en fjerpen begyndte at skrive hans værdier ned. Hun foldede hænderne og lagde dem på bordet mellem dem, mens hun lænede sig lidt frem mod ham. "Jeg vil ikke være helt tryg ved, at sende dig hjem i den tilstand du er i lige nu, men jeg vil heller ikke være skyld i din alt for tidlige død," begyndte hun og smilede lidt drillende til ham. Hun skævede mod uret, som viste to minutter i fri. "Jeg vil helst heller ikke indlægge dig, for så skal din søster i hvert fald underrettes.." hun tænkte lidt videre. Skulle hun tage ham med hjem til sig selv? Det ville være imod alle protokoller, men hvem skulle sige noget til hende? Hun var lederen af det magiske hospital. Hun vidste dog også, at selvom hun med tiden var blevet virkelig dygtigt til at styre sin blodtørst, så sov hun stadig ikke og med en levende blodbank rendende rundt i hendes hjem? Det var hun ikke sikker på, hvordan ville ende.

[Deleted]

Normalvis? Det var lettere sagt end gjort, tænkte den unge løve, nu hvor hans tanker blev jagtet. Det kunne sammenlignes med når man også tænkte at man skulle gå ordentligt, og man i stedet begyndte at gå som havde man lavet i bukserne. Den kolde hånd på skulderen hjalp heller ikke ligefrem, eller, delvist hjalp den, som tankerne skiftede fokus, om hvorfor den var så kold. Frøs hun? Det var også lige før han havde spurgt hende, men lægen kom Oliver i forvejen som hun spurgte til hans kommentar om søsteren. Nå ja… Han pustede ud, forhåbentligt lavere end hvordan det lød inde i hovedet. ,,Min søster, ja… Hun… er min værge", forklarede han. Det var den korte version, og lige nu nok også den mest brugbare for lægen, som sikkert fandt det andet som ligegyldigt info. ,,Og altså… -", der var intet at smile af, Oliver var hverken stolt af hvad der var sket eller hvordan det var sket, men alligevel kunne han ikke helt holde det lille smil tilbage. Der var næsten noget uskyldigt over det. ,,- hun ved ikke at jeg har været på bar… eller at jeg drukket" forklarede han og lod ellers trofast det enkle brune øjne følge med som hun skiftede stilling. Ligeså antog han at han kunne lade blusen falde ned over den blottede overkrop.
,,M-min død?" Lød det hurtigt, og tydeligt spørgende, og næsten også lidt i chok. ,,Du joker, gør du ikke?" Spurgte han i et lille forsigtigt grin, tydeligt usikker på hvor alvorlig hun var. Det drillende smil der prydede hendes læber var en ting, men blikket i de blå øjne var noget andet. Oliver følte en tung klump i halsen. Hvad skulle han gøre? ,,Er der slet ikke noget der kan gøres? Jeg mener… " Han ledte næsten desperat efter ord som han samtidigt lod hånden med isposen der var gemt i hviskestykket falde fra ansigtet. ,,Jeg kunne komme tidligt ind i morgen og du kunne tjekke mig igen, eller… eller - " Hvad skulle Oliver gøre? ,, - kan vi slet ikke finde en løsning? Jeg ville stå så meget i gæld til dig."

[Penelope Lavoie]

Penelope tænkte ikke selv over, at hendes hænder var kolde, hun kunne jo ikke selv mærke det og hun var desuden så vant til det. Hun rynkede mildt på panden, "Hvad er der sket med jeres forældre?" spurgte hun blidt og lod hovedet tippe lidt til den ene side, mens de blå øjne hvilede på ham. Hun havde en grim fornemmelse af, at hun allerede kendte svaret, men det var selvfølgelig aldrig til at vide. Hun lod ham give slip på bluse, så den igen dækkede hans brystkasse, mens hun lyttede til hans ord. "Oooh... Det er altså dér skoen trykker," svarede hun og smilede lidt til ham, det var en uskyldig lille ting i hendes øjne, men hun kendte ikke til hans familie. Hun lod fjerpennen noter lidt mere. Han var jo bare en teenage dreng, som havde været lidt uheldig. Hun kunne ikke lade vær med, at få lidt ondt af ham. Alle skulle have ret til at more sig. "Jeg er sikker på, der ikke er nogen promiller i dit blod, hvis jeg måler det, derfor vil jeg ikke måle det," hun håbede lidt, at han ville opfange, hun prøvede at hjælpe ham. Så ville der i hvert fald ikke stå i hans journal, at han havde været påvirket af alkohol.
"Ja.. Jo, det gør jeg. Du sagde din søster ville slå dig ihjel, hvis hun fandt ud af det, så det var på den måde jeg mente.. At jeg ikke vil være skyld i din for tidlige død," hun kløede sig lidt i nakken, hendes forsøg på at være sjov, var tydeligvis faldet til jorden, med et knaldebang.
Hun kunne virkelig ikke lade vær med, at få mere og mere ondt af den stakkels teenager. "Okay, okay.. Lad mig lige tænke.." sagde hun og bed sig lidt i læben. Hun skævede mod klokken. Hun havde faktisk haft fri i en time efterhånden, men hun sov jo ikke og blev derfor heller ikke træt, hvilket var årsagen til at hun også tit arbejdede alt for meget. Hun vendte blikket tilbage på ham. "Okay, du har tre muligheder. 1, du bliver indlagt her til observation og jeg kontakter din søster. 2, jeg kontakter din søster, hun kommer og henter dig og hun tager ansvaret for at observere dig de næste 24 timer. Eller 3.. Vi siger intet til nogen, og så kommer du med mig hjem og så observere jeg dig, de næste 24 timer," det var de bedste tilbud hun kunne give ham, selvom hun godt vidste det sidste, ikke var heeelt så lovligt.

[Deleted]

Sorgen sad stadigvæk dybt og skulle sandheden frem havde Oliver uden tvivl brug for at snakke om savnet til de afdøde forældre, der var trods alt en grund til den langsomt men tydeligt ændrende opførsel og de elendige karakterer som også kun blev ringere og ringere. ,,...", det kom måske også derfor lidt bag på ham, som han havde siddet og antaget af det var unødvendigt at bringe dem på banen. ,,De gik bort for fem år siden. I en trafikulykke." Svaret var en anelse forsigtigt og tonen henne i den mere dæmpede del og i et split sekund forsvandt det ellers keglede smil og et lidt mere sørgmodigt udtryk kom til kende. Det varede dog kort og hurtigt gled det mere drengede og forsat kiksede smil over læberne, hvilket passede omtrent med afsløringen omkring søsteren og Penelope der fik det hele til at gå op.
Øjnene blev derefter spærret en anelse op, i overraskelse, eller det ene øje gjorde, mens det skadet fulgte så godt med som muligt, og munden fulgte trop som et næsten ikke eksisterende 'o' blev dannet. Den unge løve var oprindeligt overrasket over healeren og det at hun virkede til at tage hans ''parti'', hvis man da kunne kalde det det. Oprindeligt havde han da også nær kvajet sig og sendt et spørgende men? i hendes retning, men der havde han stoppet sig selv i tide som brikkerne hurtigt var faldet på plads.
Panikken havde derefter været tydelig at spotte i tonelejen og Oliver havde nok ærligtalt også frygtet for at han ikke ville overleve natten over, hvilket han udelukkende kunne takke sig selv for. Joken var fløjet direkte henover hovedet på ham og som healeren fandt det nødvendigt at forklare det der bare havde været en uskyldig joke, følte han sig pludselig dummere end det burde være tilladt. ,,Oh.. Ohh.. Jeg troede at du.. Ja, jeg forstår den nu ", endte han med at grine, tydelig flovt, alt imens hånden gled igennem de brune lokker, bare for at foretage sig et eller andet. Måske var det et indirekte træk på at blaime det trætte og overbankede hoved, at hjernen var lidt ekstra langsom her til aften.
Oliver følte til sidst at han ævlede uden det egentligt gav mening, han vidste bogstaveligt ikke hvor han selv var på vej hen i sine små tiggende og dertil lovende ord. Heldigvis formåede Penelope at stoppe ham som hun bød ind og lidt ligesom en næsten syg hundehvalp slog han blikket hen på hende i håb på at hun kom på en genial idé. Som tavsheden bød ind, slog han blikket opgivende ned i jorden, men de brune øjne var lige så hurtige til at glide op på hende da hun brød stilheden og begyndte at snakke om tre muligheder. Det første forslag fik ham til at synke en klump. Den anden mulighed forstærkede lidt den første reaktion som han næsten formåede at lave en dobbelthage som hovedet trak sig lidt tilbage… og så kom den sidste mulighed. Hjem til hende? Ordene blev gentaget et par gange inde i hovedet på ham. Udfra hendes egne første ord lød det heller som om at det var et helt lovligt tilbud, men… det var lige før at han hellere ville sige ja til en fremmede end at få skæld ud af @natacha. ,,Jeg vil ikke være til besvær. Jeg mener.. Tænk hvis nogen finder ud af det? Du skal ikke blive fyret på grund af mig." Oliver takkede langt fra nej til tilbuddet, tvært i mod var svaret skinnende gennem linjnerne, han var nok bare nervøs for at den øverste på hospitalet fandt ud af det og Penelope derefter blev fyret på stedet - han vidste trods alt ikke at Penelope var overhovedet her.

[Penelope Lavoie]

En hånd blev sat for Penelopes bryst, hvor hendes hjerte burde have banket, hvis hun ikke havde været en levende død, uden hjerteslag eller en puls. "Det er jeg virkelig ked af, at høre, Mr. Brayson," sagde hun blidt og så medfølende på ham. Hun havde selv mistet sin nærmeste familie. Sine forældre, ægtefælle, børn og søskende. Hun havde fjernt slægtende nu, men ikke nogen hun havde kontakt til, da ingen måtte vide, hvad hun var.
Hun vidste godt, at hun gik imod alle protokoller lige nu, men for pokkker, hun havde jo også været ung engang, selvom det var utrolig mange år siden, så havde hun jo også leget ung langt det meste af sit liv. Hun havde haft det sjovt, været på røven, haft det godt, haft det af lort til. Hun havde haft så mange op og ned ture i sit liv. Der havde været medgang og modgang, og der var ting hun fortrød, men der var også ting hun ville gøre igen, uden at tøve.
Hun grinte mildt, "Sorry, det var mig, som lavede en dårlig joke," undskyldte hun. Set i bakspejlet så burde en healer aldrig joke med døden, det vidste hun egentlig godt. Ikke på jobbet i hvert fald.
Hun vidste godt, hun ikke burde tilbyde, at tage ham med hjem, men der ville hun kunne holde øje med ham. Hun vidste jo i bund og grund ikke, hvad den præcis grund til, at hans søster ikke måtte vide noget. Det kunne være alt fra almen pinlighed til søsteren slog ham, hvis han ikke opførte sig pænt. Hvad vidste hun. Det var desværre ikke første gang, hun oplevede mindre årige komme ind og tigge og bede om, at deres forældre eller værger ikke måtte vide noget. Hun viftede lidt med den ene hånd, "Jeg bliver ikke fyret, for der er ikke nogen som finder ud af det. Og selv hvis de gør, så skal en hel bestyrelse blive enige om at fyrre mig, så jeg er ikke bekymret," svarede hun venligt og smilede til ham.