Every rose has its thorns

[Castor Morgan]

Tråd tilegnet @marietta

Døren til den fine luksuslejlighed gik op, og Castor trådte ind af døren til den oplyste gang, og hang sin frakke op på knagen. Det havde været en lang dag på arbejde, og han så frem til at kunne komme hjem og få slappet lidt af. I gangen kunne han se Mariettas sko og frakke, så han kunne kun gå ud fra at hun også var hjemme. Det trak let i hans mundvige, før han trådte helt indenfor.
"Marietta? Jeg er hjemme!" kaldte han ind i stuen. Det var en måneds tid siden at Marietta havde flyttet ind, og det nu også var hendes lejlighed - forandringen havde været slående. Der var bestemt kommet flere farver i hjemmet, både i form af Mariettas personlige ejendele og i indredningen som hun havde sat sit præg på. Men det ville være løgn hvis han påstod at han ikke kunne lide det. Det var helt klart en forbedring at have hende her, i forhold til da han boede alene.
Ikke at det kun var en dans på roser. Marietta havde ikke været i det bedste humør i den sidste tid, og det havde gået lidt ud over stemningen i hjemmet - for ikke at snakke om deres intime stunde sammen, som de ellers ikke havde haft problemer med før.
Han fandt Marietta placeret i sofaen i stuen, og han trådte roligt om bag hende og placerede sig på knæ så han nemt kunne læne sig frem over hendes skulder og placere et let kys på hendes kind. "Haft en god dag?"

[Deleted]

Marietta sad i sofaen i stuen og arbejdede. Hun havde valgt at tage arbejdet med hjem til aften. Trods alt, var der rigeligt med artikler at skrive og på denne måde, kunne hun sidde uforstyrret i afslappede omgivelser. – Og ikke nok med det, så havde hun også muligheden for at sidde med en opknappet flaske rosévin og et par karameller, som stod på stuebordet. En brummen lød fra hende, som Castor erklærede at han var hjemme og koncentreret, skævede hun ned imod sit pergament, som hun sad og skriblede på kursive bogstaver ned på det. ”Hej.” Mumlede hun stille, før hun nikkede vagt. Hendes fokus lå dog tydeligvis på arbejdet, fremfor Castor på nuværende tidspunkt. ”Jeg arbejder lige, skat.” Svarede hun forsigtigt, gør hun gestikulerede imod køkkenet. ”Der står aftensmad ude i køkkenet…Vin på bordet, hvis du har lyst.” Mumlede hun, som hun kløede sig lidt i nakken.

[Castor Morgan]

”Det kan jeg se.” svarede han med et sigende nik mod pergamenterne i hendes skød. Castor gjorde som regel en pointe ud af ikke at læse Marietta over skulderen mens hun arbejdede, og det var en policy han holdt fast i på dette tidspunkt. ”Men hvad med at tage en kort pause, hm?” foreslog han med lille smil spillende i mundvigen, mens hans hænder søgte frem for at lægge sig på hendes skuldre. ”Vi har begge to arbejdet så hårdt, og du føles noget anspændt. Jeg kunne hjælpe dig med at slappe lidt af?” fortsatte han, og plantede endnu et kys mod hendes kind, som gradvist bevægede sig ned i retning af hendes hals. Det var ikke sulten som udgjorde hans største behov den aften, et faktum som blev understreget af hans hænder på hendes skuldre som roligt begyndte at massere hende

[Deleted]

Et suk gled over Mariettas læber, som hun mærkede Castors varme ånde imod sit øre. Hun lukkede kortvarigt øjnene, der dog hurtigt gled op igen, som hun virrede en smule afværgende med hovedet og ganske let, rullede hun med skuldrene, som hun mærkede hans hænder kærtegne hende. Godt nok, fristede han, med sine søde ord og kærtegn, men ikke destomindre, følte hun sig irritabel. – Småvred over, hvordan han syntes for tiden at forsøge at presse hende til intimitet og samtidig affejede hendes behov for egentlig at snakke tingene igennem omkring situationen med Shawn. – Det trykkede hende, at han havde løjet for hende og tydeligvis forsøgte at skubbe emnet til side. Hun følte sig…Malplaceret, i hvad der skulle forestille sig at være hendes hjem også nu. Hun følte sig en smule…Fanget. Trykket, som hun tydeligvis havde presset sig selv til at starte et nyt kapitel, før det forrige var afsluttet. Hendes afvisning blev derved en smule kølig. ”Castor, jeg er ikke rigtig i humør til det…” Mumlede hun stille. ”Jeg skal desuden og være færdig med det her.”

[Castor Morgan]

Afvisningen var lidt som et slag i ansigtet. Det var bestemt ikke fordi Castor forventede at Marietta altid skulle give efter for hans tilnærmelser, men for tiden var det som om Marietta aldrig var i humør til det. I starten havde han været forstående og tålmodig, men det var efterhånden begyndt at blive frustrerende. Han trak alligevel hænderne til sig og rejste sig, blot for at bevæge sig rundt om sofaen for at placere sig i én af stolene overfor hende. Han placerede albuerne mod knæene og sad dermed let foroverbøjet med blikket rettet mod hende.
”Mari, hvad er det, der foregår?” spurgte han endelig. ”Jeg ved du har travlt med dit arbejde, men halvdelen af tiden når vi er hjemme virker det som om du ikke vil have mig her. Hvad er det jeg har gjort?”

[Deleted]

Marietta flyttede ganske let på sig, som Castor atter trak sig. Et lille suk gled over hendes læber i. lettelse over at han syntes at forstå, men denne syntes alligevel at skulle være kortvarig. De mørke øjne hvilede fast og fokuseret på arbejdet foran hende, selvom hendes koncentration for en stund syntes at være blevet brudt. Hun kløede sig således en smule i håret, før hun atter måtte se op ved samleverens ord. En smule opgivende, syntes hun derfor at måtte give efter og hun smed derfor sin fjerpen og sit pergament fra sig på stuebordet, før hun åndede tungt ud og kørte hænderne igennem de mørke lokker. De brune øjne faldt tøvende på Castor. ”Det…Det er bare underligt…Det..” Hun fumlede lidt efter ordene, som hun nervøst flyttede på sig og ganske let, gestikulerede hun så med hænderne. ”Du løj for mig over ikke at have kendt Shawn. Det strålede ud af ham i Madam Malkins, at i mere end bare kendte hinanden og..Og du stod nærmest bare og tværede det ud overfor ham, at jeg valgte dig frem for ham. Det…Det hjælper ikke på min dårlige samvittighed…Og slet ikke…Slet ikke, når…Når du så ovenikøbet presser på med vores seksuelle forhold. – Som om det er det eneste jeg kan bruges til, når du kommer hjem om aftenen." Til at starte med, var tonen tydeligvis frustreret. – Vred…Og som hun talte, ebbede den alligevel ud i noget mere fortvivlet.

[Castor Morgan]

Tavst havde Castor betragtet hende mens hun fandt ud af at svare ham, og nok en gang måtte Castor lade et støn glide over sine læber. Han burde have vidst at det handlede om Shawn. Helt siden de havde mødt ham i Diagonalstræde havde Marietta virket i dårligt humør, men Castor havde håbet at det ville være gået over nu.
”Jeg kan virkelig ikke se, hvad det gør af forskel, Mari.” indrømmede han ærligt, før han rejste sig fra stolen og begav sig over til barskabet. Den her samtale krævede vist noget stærkere end den rosé hun havde fundet frem. Han fandt i stedet en flaske Ildwhiskey og et glas frem før han begav sig tilbage til stolen, hvor han hældte op i sit glas. ”Ville det have ændret ting, hvis du havde vist at jeg gik i skole med Shawn? Ville det have fået dig til at blive hos ham i stedet for at finde sammen med mig? Jeg troede du var glad sammen med mig.” Tonefaldet blev en anelse køligt, som han følte sig lettere forurettet af hendes svar.
Kommentaren om deres seksuelle forhold fik ham alligevel til at sænke skuldrene, og med et suk tog han en tår af sin whiskey før han atter lænede sig halvt frem mod hende. ”Det er ikke det indtryk jeg vil have at du har af vores forhold, Mari. Jeg… kan måske virke til at presse det, men… Det er altså kun fordi jeg kan lide det. Hidtil har det også virket for mig som om du kunne. Hvis en del af problemet er at jeg er for pågående kan jeg sagtens bakke ned. Men det ville hjælpe hvis du fortalte mig det i stedet for de undskyldninger du har givet mig i det sidste.”

[Deleted]

”Nej, men det er måske også fordi du ikke er gået bag om ryggen på nogen!” Bed hun, som han rejste sig og tydeligvis var på vej hen imod sit barskab. Det provokerede hende. Det provokerede hende, at han tilsyneladende syntes hun var så dum at høre på, at han behøvede en whiskey for at komme igennem deres samtale. Hun lænede sig tilbage i sofaen og hun brummede så en smule irritabelt for sig selv, som hun lagde både arme og ben over kors. ”Det…Det går mig bare på….Faktum er, at du ikke var ærlig overfor mig fra start.” Erklærede hun stille, som de brune øjne flakkede omkring. ”Og min samvittighed nager mig.” Svarede hun, som hun atter lod de mørke øjne søge hans. ”Det…Det er bare som om du ikke forsøger at se tingene fra mit perspektiv, Castor. Jeg…Jeg vil gerne have børn. Jeg var parat til at få børn og jeg har smidt både det og alt andet på standby for nu, fordi du ikke er klar til det. Jeg ved godt at det ikke er hvad du vil…Men tror du så det er nemt for mig at være intim, velvidende om at min fertilitet lige nu er på sit højeste? At jeg bevidst vælger et muligt barn fra, hver gang jeg tager en eliksir, fordi jeg har valgt dig, fremfor ham?” Tonen var hård. Grov, som hun ikke alene var irritabel, men også træt nu. Et suk forlod hende og hun begravede så ansigtet en smule i hænderne.

[Castor Morgan]

Castor skar ansigt. Han brød sig ikke om når han og Marietta var i sådan en diskussion, men med måden deres forhold var udsprunget var det vel ikke til at undgå. Det havde været hektisk, og allerhelst så han at de bare kunne lade fortiden ligge og komme videre i deres liv – sammen. Han prustede tungt ud gennem næsen, tog endnu en tår af whiskeyen, og satte glasset fra sig på bordet.
”Nu sidder jeg desværre ikke med en tidsvender på lager, så det er ikke fordi jeg kan gå tilbage til den aften i baren og fortælle dig at jeg altså kendte din kæreste. Så hvor går vi videre herfra?” spurgte han tørt. ”Jeg vidste at du var sammen med én da vi to begyndte at se hinanden, Mari, og du vidste at du var sammen med en anden. Jeg kan virkelig ikke se hvilken forskel det gør at jeg kendte ham. Jeg kendte ham endda kun i skolen, så det er ikke fordi han var en nær ven eller noget! Hvorfor kan vi ikke lade det ligge?”
Hun besvarede spørgsmålet lige så snart det var stillet, og han bed sig en smule i tungen. Det var sandt nok at et barn havde set ud til at ligge i hendes og Shawns fremtid, hvor det i deres… Han var ikke solgt på idéen. Ikke bare fordi han og Marietta havde været sammen i så kort tid, men også fordi bare tanken på at få et barn gjorde ham svedig. ”At få et barn ville ikke have hjulpet jer to. Det ville kun have gjort tingene mere komplicerede for jer. Et sted er det kun godt at I ikke nåede dertil.”

[Deleted]

Marietta vidste udmærket godt at Castor ikke var et sted, hvor han ønskede at blive far. Og ærligt, så var Marietta heller ikke sikker på at hun ønskede at blive mor lige nu…Ikke når det hele stadig var så nyt. – Men et betød ikke, at hun ikke gerne ville det på sigt. At hun ikke længere brændende ønskede sig at få et barn. Han ord føltes således som et slag lige i ansigtet og tydeligt påvirket af hans ord, vente hun blikket væk. Først imod gulvet, derefter imod væggen til venstre for hende. ”Se, det var derfor jeg ikke bragte det op…For du forstår det tydeligvis ikke.” Mumlede hun lavt, som hun pillede lidt ved sin bukselomme.

[Castor Morgan]

Det var på ingen måde fordi Castor nød dette. Han hadede at se Marietta sådan her, og inderligt forsøgte han at tænke på noget han kunne sige eller gøre, som ville bringe smilet tilbage til hendes læber. Men der var intet han kunne sige, der ville få det her til at gå væk. Hvor lidt han end havde lyst, var det noget de faktisk kun kunne tale sig igennem.
Til sidst sukkede han dæmpet og bevægede sig væk fra stolen, kun for i stedet at synke på hug overfor hende. Hendes blik var fæstet mod væggen, men han holdt sit blik fæstet på hende.
”Så hjælp mig med at forstå.” sagde han endelig. ”Mari… Jeg vil have det her til at fungere. Hvis det betyder at jeg må prøve at se det fra dit perspektiv, så gør jeg det.” Forsigtigt faldt hans hænder på Mariettas knæ i et forsøg på at vende hendes opmærksomhed tilbage til ham. ”Skat… Jeg lytter, okay?”

[Deleted]

Det var ikke fordi Marietta syntes det var sjovt at skændes med Castor. Tværtimod. Hun vidste godt at de lige nu befandt sig rimelig langt fra hinanden, når det kom til forståelse. Hun havde svært ved at se, hvorfor han fandt emnet ligegyldigt….Og han havde svært ved at se, hvorfor det påvirkede hende så meget. Hun sukkede dybt, som han faldt på hug foran hende og lidt træt og opgivende, gned hun panden og tindingen en smule med den ene hånd, i takt med at hun åndede tungt ud. En hånd faldt så ned for at hvile ovenpå hans. ”Jeg…Jeg syntes bare det er svært. Det plager mig at være hende der…Gik bag om ryggen på sin kæreste. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor dårligt han har det…Og samtidig føler jeg mig bare…Skyldig over at nyde dit selskab så meget…At..At vores samlejeliv er så meget bedre, end hvad jeg før har oplevet. At jeg ikke fortjener det…Og samtidig så..Så frustrere det mig, fordi..-Jeg gerne vil have det fantastiske til at vare ved. Jeg…Jeg vil gerne mærke den her fornemmelse af at have et lille mirakel indeni mig.” Forsøgte hun tøvende, som hun tog hans hånd og sigende placerede den over sin mave. ”Men..Samtidig ved jeg også godt at det ikke er det du vil…Og den del gør også ondt.” Mumlede hun i et forsøg på at forklare.

[Castor Morgan]

Castor fulgte sin hånd med blikket da Marietta placerede den mod sin mave, og han bed sig automatisk en smule i tungen. Han trak den dog ikke til sig, men lod den roligt forblive hvor hun havde placeret den. Hans fingre strøg forsigtigt over hendes mave, før han løftede blikket op på hendes ansigt.
”Jeg forsøger så vidt jeg kan ikke at give dig falske løfter, Mari. Jeg ved ikke om jeg kommer til at blive klar til tanken om et barn, men jeg ved det ærlig talt ikke. Måske bliver jeg, måske ikke.” Han ville ønske han kunne give hende et bedre svar, men et ærligt svar ville altid være bedre end en løgn. ”Hvad angår Shawn… En del af skylden vil altid være min. Det ved du godt, ikke? Jeg blev ved med at ses med dig selv om jeg vidste at du var sammen med Shawn. Men jeg holder stadig fast i hvad jeg sagde dengang; du skyldte dig selv lidt lykke, og det fik du ikke hos ham.” Han tog forsigtigt om hendes hånd så han kunne tage den til sine læber, og kyssede hendes håndryg. ”Du må ikke føle dig skyldig for at have det godt, Mari. Shawn… Han skal nok komme videre. Det vil måske gøre ondt i et stykke tid, men han kan ikke hade dig for altid. Det er der ingen der kan.” Han smilede et forsigtigt smil op til hende.

[Deleted]

Som Marietta formåede at få talt ud, slap hun forsigtigt sit tag om Castors hånd. Hun rakte op for at gnide sin tinding en smule igen og med et lille suk, trak hun på skuldrene af hans ord. Ærligt, så vidste hun ikke, hvad hun skulle svare. – For hvad kunne hun egentlig i bund og grund svare? For nu, tillod hun bare sig selv at lytte. At døse en smule hen til hans ord, før hun atter kom med en indvending. ”Jeg…Jeg ved bare ikke…Hvordan jeg kommer videre fra ham…For ligesom jeg er glad..Så er jeg også..Ked af det..” Mumlede hun tøvende.

[Castor Morgan]

”Det bliver bedre, skat.” Han klemte forsigtigt om hendes hånd inden han tillod sig at rykke op at sidde ved siden af hende i sofaen. ”Jeg kan ikke love dig at det går hurtigt, men jeg ved at det kommer til at blive bedre. Og jeg… Jeg skal nok prøve på at gøre det nemmere for dig.” Endnu et forsigtigt smil brød frem på hans læber. Han var ikke vant til sådanne samtaleemner. Før han havde fundet sammen med hende havde Castor for det meste kun skulle forholde sig til jaget på arbejdet, og ikke i sit private liv. Men det var noget der fulgte med at have en kæreste, og det var noget han måtte vænne sig til. ”Jeg… Beklager at jeg ikke sagde til dig, at jeg kendte Shawn. Jeg holdt det ikke fra dig fordi du ikke måtte vide det eller noget, men jeg så virkelig ikke hvorfor det skulle forandre noget mellem os. Men jeg lod dig ikke tage valget selv, og det er jeg ked af. Og jeg gik over stregen med hvordan jeg bar mig ad, da vi så ham i Diagonalstræde.” indrømmede han dæmpet. Måske havde det været et spørgsmål om stolthed, der havde fået ham til at opføre sig som han havde gjort. Mest af alt var det fordi han ikke kunne lade Shawn tale sådan til Marietta, og han havde følt et behov for at sætte ham på plads. Men det havde været den forkerte måde at gøre det på.