Jeg har ødelagt alt, undskyld

[Yuri Faa]

Tiltænkt: Luna Clary Daniels

Tid/Sted: Den sorte sø, December kl 15

Vejr: Snevejr, frost grader

Outfit

---

Det var ikke længere sjovt at være på Hogwarts. Det var ikke længere sjovt at spille Quidditch, og det var ikke engang sjovt at synge mere. Yuri havde dummet sig rigtig meget for et par måneder siden, og intet havde været det samme mere. Hun havde ødelagt noget hun ikke havde regnet med at hun ville ødelægge. Det var for sent at rede det nu. Hun kunne ikke stille noget op mere. Hun havde ikke engang snakket med Luna siden hun var gået den dag hvor det var meningen de skulle have øvet musik til det kommende bryllup. Det var lige meget hvad hun gjorde nu, så kunne hun ikke gøre det om. Intet var som det skulle være mere, alt var ødelagt og hun savnede Luna så meget.

Det var lørdag og alle var nærmest ude på søen for at skøjte, men Yuri sad for sig selv under et træ og ønskede sig langt væk. Normalt ville hun have været den første ude på søen iført skøjter, men der var bare ikke noget sjovt i det her mere. Hun ville hjem, og hun ville ikke tilbage til Hogwarts. Hun kunne ikke se sig selv på skolen mere. Tanken om det forstående Yulebal der ville komme var ikke hendes kop te. Hun ville have gået afsted med Luna, men Luna skulle sikker gå sammen med Spencer Lynch og hvem sagde overhovedet at Luna ville snakke med hende igen.

Selv aften i det Hylende Hus med Hogsquad havde påvirket hende. Alle havde været så modige og hun havde grædt foran dem alle sammen. Det var slet ikke sådan det skulle være. Det havde bare været for meget med Luna, og en lapdance hun slet ikke ville have. Hun havde ikke engang turde at snakke med Archibald J. W. Windsor endnu. Hvorfor var hun her i det hele taget.

Hun stirrede ud på søen og de mange elever der var der ude, folk der havde snebolds kampe, mest dem fra de små årgange, men hun var ikke specielt glad for at være her lige nu. Men hun ville heller ikke være inde på skolen. Ikke engang det sted hun fandt mest ro nemlig i Fornødenheds rummet ville hun være i. Hun havde gemt sig for længe indenfor, og hun ville nyde noget hvis hun kunne. Hun ville... Hun vidste ikke engang hvad hun ville.

Hendes jakke stod åben og hun frøs som hun sad her på den kolde jord, men det var lige meget. Alt kunne være lige meget nu. "Jeg vil hjem" mumlede hun for sig selv og vendte blikket ned imod det snedækkede græs. Sneen dalede ned fra himlen og lagde sig i et fint strøg på græsplænen. Sporerne hun havde lavet hen imod træet var så småt ved at blive dækket af et nyt lag sne. Hun havde siddet her i flere timer uden så meget som at lukke jakken, hun var sulten, men hun havde dårligt nok spist det sidste lange stykke tid af bare dårlig samvittighed.

[Luna Clary Daniels]

Outfit

Det havde været en lang pause uden bandet, og selvom Luna havde snakket med Timmy, havde hun længe gået med overvejelserne om hvorvidt, hun skulle tilgive Yuri. Eller nej, egentlig var der ikke noget at tilgive, hun kunne bare ikke leve med en der havde en sådan tilgang til det hele. Det var svært, særligt fordi Luna havde brug for veninden, men hvordan skulle hun kunne stole på hvad Yuri sagde? 

Denne dag var hun træt, det var første hele dag hun havde klaret uden søvn efter sidste fuldmåne. Nok var det ikke hende, der forvandlede sig, men Spencer havde fået stormhateliksir, hvilket havde haft stor betydning og de kunne bruge tiden bedre sammen. Det var også blevet koldt og Luna havde det lidt med at fryse. Nu var der dog ikke længe til ferien og Luna skulle hjem til familien, hvilket betød hun ikke ville få set meget til Yuri der heller. Det gjorde ondt. Julen skulle være hjerternes fest, det var det bare ikke rigtig mellem de to veninder. 

Luna sukkede på bangen som hun var på vej ned af. Hun gik forbi en gruppe pige som stod og bagtalede en eller anden, som angiveligt var total latterlig i sin mode og helt sikkert ville få blærebetændelse. En mente at pigen kun gjorde det for en fyr, og så var det at der var en der nævnte Yuris navn. Luna spidsede ører og fandt straks ud af hvor hun kunne finde sin veninde... okay, tidligere veninde. Luna greb det først tæppe hun kunne finde og skyndte sig ud til Yuri, som hun fik øje på, præcis hvor sladren sagde hun ville være. Som hun nærmede sig lagde hun tæppet om venindens skuldre. "Du bliver syg af det der Yuri"

[Yuri Faa]

Egentlig var der ikke så meget at gøre. Hun kunne lige så godt sige til sin far at hun droppede at spille til brylluppet med bandet. For der var ikke rigtig noget band mere, det var bare en hurtig overvejelse i sin tid, og det var helt anderledes nu. Hun havde ikke sunget en eneste tone sinde de alle sammen var gået deres vej. Hun skulle aldrig have gået med til at starte et band, men så igen hvor skulle hun også vide fra at det ville ende ud sådan som det havde gjort. Det var jo ikke sådan det skulle være. Hun ville gerne gøre det hele om hvis hun kunne, men det kunne hun ikke. Det var for sent at gøre noget ved nu. Hun havde jo ikke engang taget sig sammen til at turde snakke med Luna efter bandet. Desuden så ville Luna sikkert heller ikke snakke med hende når det rent faktisk kom til stykket.

Hun lod sin ene hånd glide hen over sneen og lavede mærker efter det. Hendes blik var intenst og hun lagde derfor ikke mærke til at nogen overhovedet var på vej over til hende. Det var først da der blev lagt et tæppe rundt om hende og en stemme lød at hun kiggede op. Der stod selveste Luna, hun havde lyst til at græde lige nu. Luna var kommet hen til hende efter så lang tid, og hun skulle gerne snakke med Luna nu, men hvad skulle hun sige? "Luna.... Jeg..." hun vidste ikke hvad hun skulle starte med at sige, det hele lå så fjernt fra hende nu. Der var da selvfølgelig en masse ting hun kunne sige, men det var som om det ikke rigtig ville komme ud af munden på hende. Hun åbnede munden men der kom ikke en eneste lyd mere ud af hende. Der var ikke engang en pipen. Der var vitterligt ikke noget der kom ud af munden på hende. Hun måtte kæmpe for at få noget lyd ud. "Tak... Undskyld... Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Undskyld Luna. Det var bare... Jeg kan ikke sige dig hvorfor jeg ved det ikke selv. Jeg burde ikke have fortalt en løgn, men det er ikke mit lod at fortælle sandheden, jeg ville bare være en god ven, men det endte med at jeg var en dårlig ven, Undskyld... Jeg beklager, jeg forstår godt hvis du ikke vil snakke med mig igen, det hele er min fejl, og jeg kan aldrig nogen sinde gøre det om igen." det hele kom ud i en stor pærevælling og hun vidste ikke engang hvordan hun skulle stoppe nu. "Hvis jeg bare kunne gøre de om så ville jeg gøre det, men det kan jeg ikke, undskyld... Jeg beklager dybt, jeg skal nok lade dig være hvis det er det du ønsker. Jeg var dum og fej, og slet ikke mig selv." kom det fra hende og lod blikket glide væk fra Luna og ned på sneen. Der var ingen grund til at kigge på Luna mere end højst nødvendigt.

[Luna Clary Daniels]

Det var imponerende nogen gange hvor meget Yuri kunne snakke uden helt at sige noget. Kun mere imponerende var det dog også hvor mange gange hun kunne sige undskyld. Det lød dog stadig ikke helt til at Yuri forstod, hvorfor Luna var gået i første omgang, hvorfor hun var gået, men det nyttede jo ikke noget bare at gå. Desuden savnede hun sin veninde så pokkers meget. 
Derfor valgte Luna også at sætte sig ned ved siden af Yuri, hun måtte lige samle sig et øjeblik og skjule et gab, før hun så så på sin veninde. "Yuri... Hvordan skal jeg på nogen måde hunne få et ord indført, når du siger undskyld hele tiden?" Hun rystede lidt på hovedet med et smil på læben. Det var rart at vide at Yuri var ked af hvad hun havde gjort, men det var også vigtigt for Luna at Yuri blev bevidst om hvorfor hun var gået. "Hvad end der foregår mellem dig og Ever, så er jeg ligeglad. Jeg behøver ikke vide det. Hvad der gjorde mig ked af det, var at du sagde du hellere ville lyve end sige at det ikke lige var noget du kunne dele. Jeg forstår godt, hvis der er ting jeg ikke skal vide. Ligesom jeg har ting som I ikke skal vide." Hun holdt en pause for at tjekke om Yuri var med så langt. "Tag nu fx mig og Spencer Lynch. Jeg har også hemmeligheder med ham, men jeg ville ikkelyver for dig, hvis du spurgte ind til det. Dog ville jeg fortælle at det er en ting mellem mig og ham, som jeg ikke ønsker at dele. Det slags er forståeligt og det er langt bedre end at lyve." Luna håbede så inderligt at Yuri forstod forskellen mellem de to ting. 

[Yuri Faa]

Hvordan skulle hun nogen sinde gøre skaden god igen over for dette her. Det var så langt ude som det kunne være, og her sad hun bare og undskyldte, og vidste ikke hvad hun ellers skulle sige. Hun havde lyst til at græde, men hun kunne ikke. Det var ikke fair over for Luna, selvom det smertede hende helt ind i hjertet kunne hun ikke gøre noget ved det der allerede var sket. "Nå nej, undskyld..." kom det fra hende igen og bed sig i læben. Endnu engang lod hun hånden glide hen over den bløde sne og kiggede ikke op på Luna en enkelt gang. Hun hørte på Luna's smøre og skulle lige til at bryde ind op til flere gange, men hun kunne ikke få sig selv til det. Luna skulle snakke færdig og det var sådan det måtte være. Så først da hun endelig var færdig måtte hun bide sig i læben. "Der sker ikke noget mellem mig og Ever. Virkelig, det er sandt. Det er bare... Han er... Ja altså jeg kan ikke sige det, jeg ville bare være en god ven og hjælpe. Det var forkert af mig at lyve. Jeg skulle have sagt noget andet, og det kom forkert ud af munden på mig. Det hele skete bare så hurtigt, og jeg nåede ikke at tænke mig om en eneste gang..." hun drejede hovedet og kiggede på Luna hurtigt inden hun fjernede blikket fra hende igen og vendte sig mod sneen igen. "...Jeg ville ikke have at vi skulle have hemmeligheder for hinanden, jeg vil gerne være åben og ærlig, jeg kan bare ikke fortælle alt selvom jeg gerne ville. Ever skal fortælle det og ikke mig. Det er Ever der skal fortælle hvad der forgår og ikke mig..." nu havde hun vidst også sagt det samme flere gange men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige. Det var sådan det var, og det var sådan det måtte blive. Luna skulle bare vide hvor ked af det hun var over hele situationen.

[Luna Clary Daniels]

Luna så ned på veninden, før hun så bukkede sig ned og tog fat om hendes håndled, så hun på den måde kunne få Yuri på benene. Hun føltes iskold. "Jøsses Yuri, hvor længe har du siddet herude?" Det var lige før Luna blev nervøs, ikke kun for kulden også for det tomme blik, det var værre end hvad Spencer nogengange kunne stille frem. Hun var nødt til at passe på Yuri. "Yuri. Du kan godt være åben og ærlig uden at fortælle en hemmelighed. De hemmeligheder er Okay at holde for sig selv. Særligt hvis ikke det er dine at fortælle." Hun tav lidt, mens hun overvejede hvordan hun kunne give et eksempel på det, og gerne uden at skræmme hende. "Okay, du har måske nok hørt om det med Spencer Lynch har sat ild til en hundehvalp. Det passer ikke, men hvis det gjorde, og jeg havde lovet ham ikke at snakke om det med nogen, så måtte sig jo prøve at svare uden at sige det hele." Hun var ikke helt sikker på om det ville give mening for Yuri det hun sagde. "Altså, du spørge om Spencer har sat ild til en hundehvalp. Jeg har lovet ham ikke at sige det, men vil heller ikke lyve for dig. Så kan jeg sige til dig, Jeg har ikke set ham sætte ild til en hundehvalp - hvilket jeg ikke har. Jeg svare altså med en sandhed, uden at afsløre hans hemmelighed. Giver det mening?" Hun prøvede lidt at smile til veninden og gik så mod døren, hvor hun sørgede for at få Yuri med ind. Det var svært at væresur på hende. Det var jo bare nogle ting der skulle redes ud, og så ville alt være klart igen.

[Yuri Faa]

Hånden på hendes håndled virkede varm, en varme hun måske savnede en smule og alligevel var det en oplevelse der lå så langt væk. "Jeg... Jeg ved det ikke." kom det fra hende og kom op at stå. Hun havde måske siddet her lidt for længe og glemt alt om tid og sted. Men så igen, hun havde faktisk glemt alt om tid og sted det sidste lange stykke tid. Der var ikke noget at tage sig til, og det med bandet var i hvert fald et kapitel der bare skulle glemmes. Hun skulle bare lige fortælle sin far når hun kom hjem fra ferie at hun ikke ville spille til brylluppet om et par måneder. Det var faktisk et nederlag, og hun vidste ikke længere om musikken var den vej hun skulle gå når hun var færdig på skolen til sommer.
Alligevel lyttede hun til Luna's fortælling og bed sig i læben. Hvordan kunne hun fortælle en halv hemmelighed omkring Ever's seksuellitet? Det kunne hun ikke, det var noget helt andet med en anden hemmelighed. Dette her var en man ikke kunne gemme væk, og det var svært nok i sig selv at sætte sig ind Ever's tanker. Ikke engang ham havde hun snakket med, hun havde ikke engang skænket Archibald J. W. Windsor en tanke. Det hele kunne jo også bare værelige meget nu. Måske hun ville giftes bort med som sin søster. Det ville nok være det bedste. Det Luna sagde fik hende til at tænke over tingene, men hun kunne stadig ikke finde ud af hvordan hun skulle fortælle en halv hemmelighed omkring Ever. "Jeg..." hun vidste ikke hvad hun skulle sige og fulgte egentlig bare med Luna. Det var også det eneste hun kunne gøre lige nu. "Ever er.. Han ehm... Jeg kan ikke" mumlede hun og bed sig i læben. "Jeg har ikke noget sammen med Ever" hun kiggede ned i jorden som de bevægede sig mod slottet.

[Luna Clary Daniels]

Uanset hvad Luna forsøgte på, så virkede det ikke rigtig til at hun kunne få Yuri til at forstå, hvad dette her egentlig drejede sig om. Det var nok næsten det mest bekymrende. Det var som om Yuri havde fået en ordentlig nedsmeltning over den episode for så længe siden. Hvordan skulle Luna kunne rede hende ud af den? Uanset, så vidtse hun at Yuri skulle på benene igen inden juleferien. Hun kunne jo ikke sende Yuri hjem til sin far i den tilstand!
"Yuri for pokker. Lyt til hvad jeg siger i stedet." Stemmen var blid og hun strøg veninden blidt over kinden. For det var hvad de stadig var. Veninder og veninder hjælper hinanden! "Jeg er ikke sur på dig længere Yuri. Jeg tilgiver dig for at du løj og du skal ikke fortælle mig hvad der er med Ever hvis det er en hemmelighed. Jeg behøver ikke vide det. Det er ikke vigtigt for mig." Hun holdt en pause, for i hun lagde armene om Yuri og bare holdt hende tæt ind til sig, Yuri skulle mærke at hun stadig var der. "Det eneste jeg blev ked af var at det mener det er bedre at lyve for sine veninder end at sige man ikke kan snakke om det fordi det er en hemmelighed.  Hvis nu I havde sagt at det var en hemmelighed, tror du så jeg havde spurgt videre ind til det, eller tror du jeg havde accepteret det?" Hun så afventende på Yuri og håbede på at hun nu ville forstå hvad problemet egentlig havde været den dag.

[Yuri Faa]

Lytte, ja det var det hun skulle lytte. Det var sådan det var, men kunne hun overhovedet det mere? Skyldfølselsen over at have løjet for Luna lå dybt i hende. Hun vidste ikke længere hvad hun skulle gøre med sig selv. Det var som om der sad en mørk plet i hjertet på hende for altid. Det var sådan det var, ville hun nu altid lyve over for nogen for at beskytte en ven, eller var det bare en indgangs fornøjelse? Forhåbentligt var det ikke noget der blev ved, for det var da kun en dum fejl, og hun hadet at lyve for nogen. Det havde været første gang, og det var hæsligt. "Jeg..." hun bed sig i læben som en hånd strøg hen over hendes kind og alligevel varmede den hånd på hendes ellers så kolde kinder. Alligevel ville Luna tilgive hende? For en fejl der aldrig nogen sinde skulle have været sket, hvordan kunne hun have så godt et hjerte. Hvordan kunne Luna være så godhjertet mens hendes eget var formørket. Og dog blev hun overrasket over at nogle arme blev lagt omkring hende. "Nej... Nej det havde du nok ikke. Det var bare hele stemningen... Jeg ville aldrig lyve det var aldrig min hensigt. Jeg er så frygtelig ked af det..." hun kunne mærke hvordan tårene pressede på og at hun var tæt på at lade tårrene falde. Men det kunne hun ikke, hun måtte være stærk på den ene eller den anden måde.

[Luna Clary Daniels]

Luna holdt fortsat om veninden, det kunne ikke være let det Yuri gennemgik lige nu og for Luna var det vigtigste bare at hun ikke følte sig alene. Yuri skulle vide at hun ikke være forvist, at hun stadig havde en veninde der elskede hende så højt. "Netop yuri." Luna holdt veninden ud i strakt arm og smilede til hende, og fjernede så en "næsten-tårer" fra hendes kind. "Det er ikke okay at lyve Yuri, men jeg tror også du har forstået det nu. Kom vil du ikke med ind? Eller planlægger du at lægge dig syg til yuleballet?" Drillede hun lidt. De havde flere gange snakket om det bal, og nu var der ting som Luna virkelig gerne ville dele med sin bedste veninde, så der var altså ikke tid til at stå her i kolden og være uvenner over ingenting.

[Yuri Faa]

En ting var sikkert hun var virkelig ked af det hele. Hun kunne græde så meget, men hun fællede aldrig en tåre. Det var så sjældent at det skete, og hun ville virkelig gerne nyde at være her nu. Det var bare så svært. Hun kunne ikke se nogen glæde i livet mere, og hvad nu hvis hun gik hen og blev mørk? Hvad nu hvis hun blev en dødsgardist?! Eksisterede de overhovedet stadig?! Hun vidste det ikke og det hele skræmte hende så meget. "Med ind? Jeg øhm... Jo måske... Jo.." hun frøs egentlig og men hun vendte sig om for at kigge på søen der var frosset til. Hun ville egentlig også der ud inden det blev for sent, dog vendte hun tilbage til Luna da hun snakkede om Yuleballet. "Hellere ligge mig syg end at være med.." kom det fra hende og et suk kom fra hende. Hun ville ikke engang med til det dumme bal.

[Luna Clary Daniels]

Nu begyndte det hele langt at blive godt fjollet i Lunas hoved. Ja Yuri havde løjet og var blevet taget i det, men Luna havde da tilgivet hende for længst, så hvorfor Yuri skulle sidde her og opføre sig om hun havde mistet livet selv. "Ja, Eller vil du blive ude i kulden?" Luna kunne ikke ligefrem se nogen grund til at Yuri skulle blive ude, hun måtte jo snart være gennemblødt. Luna greb derfor bare fat om Yuris håndled og ville trække hende op. "Pjat du vil da ikke gå glip af juleballet."

[Yuri Faa]

Endnu en gang måtte hun kigge ud over søen, hun kunne se hvor sjovt andre havde det ude på den frosne sø, og hende? Hun havde det bestemt ikke særlig sjovt længere. Det skulle nok komme på et tidspunkt, men nu? Langt fra. Hun drejede hovedet for at kigge på Luna og måtte komme med et mindre suk. "Så lad gå da." det var altså ikke fordi hun ikke ville med ind, men hun ville sådan set heller ikke være ude. Hun ville bare hjem. Der var ingen grund til stå her og hun trak tæppet lidt bedre omkring sig idet hun blev trukket med. "Jo, hvis jeg helt selv kunne vælge så vil jeg gerne." der var faktisk ikke noget hun hellere ville. Hun ville hellere end gerne slippe for at tage med til det dumme bal. Desuden havde hun ikke engang nogen date, og hun ville bare være det tredje jul med alle de andre hun kendte. Så nej det var altså ikke det der hang højst på ønskelisten.

[Luna Clary Daniels]

Luna så på veninden med et hævet bryn, hvad mon der var så vigtigt ude på søen, som gjorde at Yuri ikke engang ville kigge på hende? Måske prøvede Luna for meget, måske skulle hun bare acceptere at Yuri ikke gad mere. Hun vidste hvert fald ikke hvad hun ellers kunne gøre mere. Det blev da heller ikke nemmere af at Yuri bekræftede at hun slet ikke ville med til Ballet. Luna havde en date med Spencer Lynch, men hun følte bestemt ikke at hun kunne dele det med veninden, som helt ærligt virkede ret ligeglad med Luna lige nu. Det havde faktisk gjort de sidste par måneder. Nok var det Luna der var gået fra den prøve for så længe siden, men da hun var gået tilbage for at snakke med Yuri om det havde hun været væk. Det var jo helt ude af proputioner nu. Det der gjorde mest ondt nu var dog at Yuri bare var gået helt i sort og uanset hvad Luna prøvede, så var det ikke til at nå ind til hende. Derfor tog Luna en dyb vejrtrækning, før hun så pustede ud. "For Fandet Yuri? Hvad sker der? Du har undgået mig i 2 måneder. Du er fuldstændig ligeglad med noget som helst, du kommer ikke til prøverne længere og når jeg nu igen rækker en hånd ud så tager du ikke imod den. Vil du med ind eller skal jeg gå selv? For det her gider jeg ikke" Det var måske lidt hårdt, men Luna måtte også bare tænke lidt på sig selv og hun ville ikke med ned i samme hul som Yuri havde gravet til sig.

[Yuri Faa]

Det hele var også bare noget rod, og hun vidste ikke hvordan hun skulle gøre det hele bedre. Hvordan skulle hun kunne dække den sorte plet hun havde i hjertet. Hun havde gjort noget hun aldrig havde gjort før, og alligevel nu hvor Luna rent faktisk ville snakke med hende, ja så var hun bare lige glad eller hvad? Specielt da Luna kom med sit mindre udbrud begyndte tårene at løbe. Alt var bare så forkert og hun vidste ikke hvad hun skulle stille op. Hun var så ked af det at hun havde lyst til at løbe væk, men det kunne hun ikke. Hun måtte snakke med Luna om dette her, og alligevel var det bare som om hun ikke forstod noget som helst. Luna havde da godtaget hendes undskyldning og så var den ikke længere, og alligevel var det som om at hun bare ikke kunne forstå hvordan Luna kunne snakke med en som hende. "Jeg har ikke lyst til at komme. Jeg er så dybt frustrete over at jeg sårret en jeg ikke havde troet jeg ville såre. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, og alligevel står du her og prøver at tale mig til fornuft. Jeg..." tårene rendte ned af kinderne på hende og hun trådte op imod slottet præcis som Luna havde bedt hende om at gøre. "Jeg kan ikke synge med så dårlig en samvittighed. Jeg har bare ikke vidst hvordan jeg skulle være omkring dig når det hele er min skyld. Hvordan skulle jeg kunne sige undskyld til dig og fortælle hvor ked af det jeg er over noget der aldrig skulle være sket. Jeg har ville snakke med dig så mange gange, og alligevel har min samvittighed været formørket og ødelagt." hun lagde armene over kors og nærmeste krammede sig selv.