Vi er ikke så forskellige igen

[Gwendoline Granger-Weasley]

Det var måske lidt forkert at sidde og smile og småfnise, men hele måden Prinsen gjorde det på, fremlagde sine pinsler så og sige, og så med den form for energi, gjorde det bare lidt svært at sidde som en nikkedukke. Selvfølgelig kunne Gwen forstå ham, hun kunne sætte sig ind i det, også selvom hun ikke havde oplevet noget lignende - og heldigvis for det! Hun grinede jo heller ikke direkte af ham, nok nærmere med ham - hvis altså Gwen selv skulle sige det. ,,Det er okay. Helt ærligt, det er det.. Jeg forestiller mig ikke ligefrem at I har en at gå til med det her." Lød det forstående fra hende, forsat med et mindre underholdende smil siddende på læberne.
Brynene blev herefter skudt en anelse i vejret over Mrs. Hudson kommentaren og ganske svagt måbede og skabte Gwen også et lille 'o' i overraskelse. ,,Drøm videre." Aldrig i livet! Følelsen der gled igennem kroppen på den rødhårede heks kunne vel nemt beskrives som barnenivauet af når to små børn hørte eller vidnede nogen kysse, og at de så fik fortalt at de i fremtiden ville ende med at gøre nøjagtigt det samme. For at holde sig i karakter, kastede hun derefter den ene pude hen mod ham, med et lige så drillende glimt i øjnene.
Det virkede bare som om at tankerne om at han var kongelig snart slet vandrede i hendes tanker, ligeså med de mange fordomme omkring hele Archis person; Archi var jo egentligt bare en normal teenagerdreng, med en ligeså stinkende attitude som så mange andre teenagerdrenge - han havde bare en mugglerfødt titel bag sig, som gjorde at alle magikernes fordomme blev vækket til live og derfra ekstra provokeret. Et mildere smil dukkede op som han konkluderede at han gjorde sit bedste. Gwen tvivlede heller ikke på ham, han virkede oprindeligt ikke som en quitter.
,,Rebelsk?!" Gentog Gwen som hun havnede tilbage på sin flade efter at have pillet ved de blonde spidser. Hun behøvede en mere uddybende forklaring og hurtigt. ,,Åhah åh nej…", grinede hun relativt hurtigt efter han forklarede sig, og det blev da heller ikke bedre at han virkede helt stolt af det. Grimassen der hvilede over hele hendes ansigt afslørede også at hun havde svært ved at tage ham helt seriøst, og det undrede hende da heller ikke hvis hun snart fik kastet puden tilbage mod sig. ,,Altså jeg… jeg tror bare at jeg… Ja, jeg siger ikke mere", grinede hun og puttede samtidigt hånden op for munden i det mest elendigste forsøg på at skjule det allerede sete og hørte.

[Archibald J. W. Windsor]

Archi kunne godt selv se og høre at det hele måske lød lidt overdramatiseret, så da hun begyndte at le tog han ikke videre notis af det, udover at smile lidt til hende. Han kunne godt fornemme at latteren ikke var fordi hun syntes han var åndssvag, men på grund af situationerne han beskrev for hende.
Han rystede på hovedet, ”nej ikke rigtigt. Vi har rådgivere, men altså de får jo løn for det, så det er bare noget andet på en eller anden måde.” Jo selvfølgelig stolede han på de folk der var ansat, eller i hvert fald dem der var tættest på familien, men det betød jo ikke at de ville blive hængende hvis ikke de fik løn for det. Måske ville de, men man kunne jo aldrig være hundrede procent sikker.
Archi lo da hendes udtryk tydeligt gjorde opmærksomt på hendes misbellielse over at være blevet degraderet. Latteren gjorde også at han ikke lige havde fokus på den pude hun sendte i hans retning. Han nåede kun lige at opfange den før den smaskede direkte ind i hovedet på ham. Som på en god gammeldags tegnefilm, væltede den herefter ned i skødet på ham og afslørede det måbende udtryk hans ansigt havde fastlåst ham i. ”Kastede du lige en pude efter mig?” Det var nu et ret dumt spørgsmål eftersom det var temmelig åbenlyst, men det var kommet ret meget bag på ham. Dog fandt han det stadigvæk uhyre befriende hvor letsindigt hun tog hans royale status, uden at være uhøflig omkring det.
Som samtalen gled videre, kunne han godt fornemme, at hun ikke ligefrem så hans lille “rebelske udspring”, som værende lige så snedigt som han selv havde gjort. Følelsen af at hun faktisk lænede sig frem og pillede ved hans hår, bevidnende endnu engang om hvor cool hun var ved situationen. Det var underligt, men på en rar og afslappende måde. Det fik ham til at føle sig helt normal. ”Du skal da ikke sidde der og grine! Det er faktisk meget svært at lave store udskejelser i min position.” Forsvarede han sig og greb fat i et hjørne af pude og sendte den retur mod hendes ansigt, som hun atter faldt tilbage i sofaen. Smilet afslørede kun at han morede sig over situationen. ”Og det ser godt ud, du kan lige så godt indrømme det!” Han rankede ryggen og gjorde sig en smule til som en hanfulgt der fremviste sin smukke fjerdragt. Smilet forlod dog ikke hans læber, så det var tydelig at han ikke tog sig selv særlig seriøst på nuværende tidspunkt.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Rådgivere? Gwen var næsten lige ved at afbryde Archi, men løven kom hende i forkøbet; ja netop, de var betalt. En ting var at have nogle man virkelig kunne åbne sig op for, en anden ting var når det var en… ansat, og de blev betalt for at høre om problemerne, og ekstra betalt for ikke at sladre til pressen. Let bed den unge heks tænderne sammen som tanken nærmest nagede hende, for hvem kunne man, i sådan en position, overhovedet stole på?
,,Hmm, gjorde jeg?" Spurgte hun retorisk, samtidigt med at hun skød skuldrene en kende op, så hele hendes kropsprog skreg spørgsmålstegn. Udtrykket i Prinsens ansigt havde været priceless og det var snildt noget Gwen kunne finde på at gøre igen, blot for at se det måbende udtryk. Hun roste også sig selv inderligt for at havde ramt så godt. Det var nok også uden tvivl den selvglade følelse, dertil kombineret med den afslappede af slagsen som hun kom tilbage i sofaen, at hun slet ikke overvejede at Archi kunne gøre samme nummer, heller ej selvom det nærmest blev sagt i genlyden af hans næste ord. Uforberedt smaskede puden tilbage i smasken på Gwen og havde hun ikke allerede lagt tilbage i sofaen var hun i hvert fald endt der. Overrasket fløj hænderne op til puden og præcis som Archi, blev den derefter skubbet ned i skødet på den rødhårede heks der sendte et overrasket udtryk i hans retning. ,,Du!! Din!! Det gjorde du bare ikke!" Lød det i et underholdt grin. Med lysten til at smide den tilbage, specielt endnu mere som han gjorde sig ekstra meget til, stoppede Gwen sig selv i tide som hun hørte en lyd komme fra gangen man gik igennem inden man nåede opholdsstuen. Med rank ryg og i stilhed kikkede hun skiftevis fra Archi til gangen, hvorefter de grønlige øjne gled over på medløven igen. Det kunne jo være hvad som helst på en skole som Hogwarts, men i værste tilfælde kunne det være en professor. ,,Vi burde gå tilbage til sovesalen - ", hviskede hun. ,, - vi kan få seriøse problemer hvis det er en professor…", prøvede hun at lyde alvorlig, ikke at det lykkedes særlig godt. Alligevel kom hun på benene, da løvinden, trods den useriøse mine, mente sine ord. Derefter bevægede hun sig lydløst hen mod trappen der førte en op til pigernes sovesal. ,,Vi ses i morgen, Watson," lød det, lettere drillende, samtidigt som hun skævede sig over skulderen og blinkede frisk til Archi, for derefter forsvandt op af trapperne.

//Afsluttet//