Vi er ikke så forskellige igen

[Archibald J. W. Windsor]

Eftersom hun ikke rigtigt rykkede sig for ham, og han nægtede at holde sig tilbage, endte de nærmest med at stå bryst mod bryst som to kamphaner der lige var blevet smidt ind i manegen. Dog lod hun efter lidt til at give sig en smule. Han vidste at det var forkert af ham at hidse sig op, han kunne næsten høre sin mor skælde ham ud i baghovedet og sige meget bestemt at en prins ikke mistede fatningen. Det var trods alt historier som dette der kunne fodre paparazzierne til deres forside-artikel. "Kronprins gået amok".
Hun stoppede stædigt op igen og han lænede sig en smule ind over hende i kampens hede hvilket fik dem til at stå i en underlig position der mindede lidt om en akavet dansefatning. Han modstod trangen til at prikke hende på brystet som hun havde gjort mod ham kort forinden.
Da den ophedede diskussion blev afbrudt af glasset der sprang havde Archi faktisk lidt forventet at den rødhårede pige ville se sit snit til at smutte, men til hans store overraskelse lød et par lette trin og så sad hun foran ham og hjalp med det rod han havde lavet. Forbavselsen over denne handling stod tydeligt skrevet i det lettere måbende ansigt.
Munden gled først i da hun rettede blikket imod ham. Han vidste ikke helt hvad han skulle svare og så bare ned på skårene igen, der blev tildelt unødigt meget opmærksomhed fra hans side. Var hun på hans side nu? "Det er bare..." han tøvede let som ledte han efter det rette ord. "Svært." Dette blev sagt med et dybt og opgivende suk. "Jeg passer ikke rigtigt ind her... og nu føler jeg heller ikke at jeg passer ind derhjemme. Ingen må vide hvad jeg er udover de aller nærmeste..." Det var ikke fordi han ville sidde her og pive som en tøsedreng, men han kunne bare ikke helt stoppe ordene før de slap ud, "jeg havde et perfekt liv med gode venner, og nu har jeg ingen måder at kommunikerer med dem på. Jeg kan jo ikke rigtigt sende dem en fugl og min mobil og computer virker ikke her." Han sukkede igen, "Okay...jeg ved godt at det måske lyder latterligt," der var jo større problemer i verden, men derfor var hans stadigvæk påvirket af det. Hans liv havde ændret sig fra det ene øjeblik til det andet...som et trylleslag.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Den mærkelige og en anelse tryggede stemning forsatte som de to løver skiftevis talte og kom ned på et mere civiliseret niveau, alt imens det samtidigt føltes som om at de begge undgik direkte at kikke på hinanden. Jovist lyttede den unge heks, men skårene fik Gwens fulde opmærksom som Prinsen talte og løftede sløret for de lidt mere personlige ting der lod til at fylde i hans hverdag. Helt tilfældigt fangede hun sig selv i at gætte det ikke helt utænkelige ord ''svært'' som Archi tøvede for en stund, hvilket ganske kort fik hende til at trække svagt på mundvigen i al hemmelighed. Et eller andet sted kunne hun vel relatere, selvom deres problemer ikke lå helt op af hinanden, men Gwen vidste hvad han mente. Som han blev færdig, hvilket omtrent også passede med at der ikke var flere løse skår på gulvet, slog hun atter de grønne øjne i hans brune. ,,..Du har stadigvæk et perfekt liv, med gode venner, venner som venter på dig når du kommer hjem.. Du kan ikke undgå at komme igennem livet uden modstand eller opleve at dem du har kært måske ikke er der når du har allermest brug for dem..." Gwen sank diskret samtidigt som hun skævede ud i det delvist mørke rum som kun blev belyst af ildens varme flammer. Selv havde hun mistet hendes barndomsveninde, en muggler, da hun var startet på Hogwarts. Det skar lidt i hjertet, hvilket nok også var derfor hun rejste sig relativt kort tid efter og drejede om på hælen for at undgå for at blive gennemskuet og dertil gik hen til det nærmeste bord for at komme af med skårene. ,,Men du kommer igennem det, og bliver endnu stærkere. Og du finder ud af hvem der i virkeligheden er dine venner," lød det, med en lidt mere opløftet stemme end før. Igen vendte hun om på hælen, så hun igen kunne se på Archi. Lidt mere afslappet lænede den rødhårede heks sig tilbage, så bagdelen fik hvile på bordet. Et skævt smil gled over læberne som hovedet samtidigt blev tippet en kende på skrå. ,,Har du forsøgt med et helt normalt brev?"

[Archibald J. W. Windsor]

Stemningen var stadigvæk akavet og Archi ønskede måske at han havde holdt bare en lille smule igen i stedet for bare at plabre løs. Han var så optaget af skårene at han ikke bemærkede det lille smil der endte med at pryde hendes læber.
Deres blikke mødtes, hans fremstod måske en smule håbløst, som en fortabt hundehvalp. Han hadede lidt at han følte sig så besejret, for han plejede jo normalt at have styr på det hele, være selvsikker og bare være på toppen.
Han fnøs let og så kort væk, ”modstand, du får det til at lyde så bagatel-agtigt.” Mumlede han. Det var det måske også set med andres øjne, men for ham var det et enormt nederlag. Der skete dog et eller andet med hendes blik som hun nævnte det med at de måske ikke ville være der. Han studsede let over det, men inden han fik spurgt havde hun allerede rejst sig. ”Du lyder som en der taler af erfaring?” Prikkede han lidt og kom selv op og stå. Han gik hen til samme bord og aflagde skårerne. En lille splint fik prikket hul på den bløde hus i et uopmærksomt øjeblik og han skar en grimasse hvorefter han puttede den uheldige finger i munden.
”Et normalt brev?” Dette blev sagt ret utydeligt eftersom han stadigvæk havde pegefingeren i munden. Han følte sig pludselig en smule dum, for ærlig talt havde den tanke slet ikke strejfet ham. Han trak fingeren fri af mundtøjet og så på hende som var hun lige faldet ned fra månen, ”jeg øhm...” han tøvede lidt, ”jeg har ikke set nogen postkasser.” Endte han så en smule fåret. Der var vel ikke nogen i en magisk by som Hogsmeade, for postbudene var vel mugglere, for honestly, hvilken magiker ville gide at være postbud når de havde uglerne.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Forsat med ryggen til, overhørte Gwen den svage mumlen fra prinsens side af. Bagatelagtigt? Kommentaren sørgede for at det lille smil forblev på de smalle læber, lige indtil han prikkede ind til det hun så inderligt håbede at han ikke opfattede. Det endte med at Gwen stod og brugte ekstra lange sekunder på at skubbe skårene sammen med pegefingrene, uden noget oprindeligt formål. Hun rømmede sig, hvorefter hun fik vendt sig om, og der, placeret sig på bordet med bagdelen og påtaget det lille smil igen. ,,Lad os bare sige, at jeg kender til det faktum at man ikke må fortælle sine nærmeste om det magiske samfund og derfra hvilke følelser det kan sætte i en", svarede hun i stedet og betragtede ham samtidigt som han kom tættere på og der selv skubbede skårene ned fra hænderne og ned til den lille bunke hun havde lavet. Oftest følte Gwen bare at mugglersamfundet var nemmere at leve i, men det handlede vel ligeså meget om at hun i mugglersamfundet ikke blev dømt på hendes efternavn. Som halvblods virkede det oftest som om at man skulle vælge side, eller sådan følte Gwen i hvert fald, specielt når man fik smidt i ansigtet at ens allernærmeste mugglervenner ikke måtte få noget at vide om at man skulle starte på en skole for heksekunster. Tankerne blev dog revet en smule fra hende som Archi skar en grimasse og derefter stak fingeren i munden. Med et hævet bryn betragtede hun ham og rystede lidt på hovedet i ren underholdelse som han begyndte at snakke med fingeren i munden. ,,Et normalt brev, ja", gentog hun, lettere drillende og lod der samtidigt helt naturligt armene glide over kors. Stadigvæk underholdt, blottede hun tænderne en anelse i det voksende smil som Archi tøvende forklarede at han ingen postkasse havde set, eller, rent faktisk afslørede at han ikke havde skænket det en tanke. ,,Hvis du nu skriver et brev… så skal jeg nok lære dig at sende det, uden ugle. Hvad siger du til det?"

[Archibald J. W. Windsor]

Han så en smule uforstående på hende. Det var ikke fordi han bevidst var arrogant, men nogle ting fik han bare ikke altid lige tænkt over før han åbnede munden, "men...er din familie ikke magiske?" Spurgte han så. Han vidste god at det langt fra var alle elever på skolen hvis familier kendte til magi, men selv hvis hun var mugglerfødt som han selv, hvordan skulle hun så på nogen måde kunne sætte sig ind i hans situation, hun havde vel ikke en papperatzie der nærmest stod stand-by og ventede på "den perfekte historie".
Han lod tænksomt de brune øjne glide op og ned af hende i et kort øjeblik som hun sad der på bordet. Mente hun virkelig at man kunne det? Sende et brev uden ugle og postkasse? Han anede ikke hvordan han konstant kune blive overrasket over hvad der kunne lade sig gøre med magi, men gang på gang tog han sig selv i at blive det anyway.
Fingere blev omsider trukket ud af munden og han nikkede herefter, "meget gerne!" Der var lettelse at spore i hans stemme.
Hovedet blev herefter kæntret en anelse på skrå, imens en kort stilhed gled gennem rummet, "såh, er der noget jeg kan gøre for at gengælde den tjeneste?" Spurgte han ind. Det var nok mest af alt et desperat håb om at kunne hjælpe hende med noget den anden vej, og dermed skabe sig en form for relation til hende, for han kunne virkelig godt bruge nogle venskaber her på skolen.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Gwen trak lidt på smilebåndet og blottede der også kort sine tænder i det lille smil som Archis spørgsmål lød. Smilet var langt fra dømmende, hvilket det lille afvigende blik forhåbentligt også afslørede som hun skævede ned i gulvet i nogle sekunders tid. Det var både rart og irriterende at stå og tale med en komplet uvidende type, netop fordi Gwen følte at hun ikke blev dømt, men samtidigt så vidste den rødhårede heks også bare at spørgsmålene kunne blive ved og ved jo mere hun fortalte. ,,Min mors fars side er magiske, men min fars familie og min mormors familie er mugglere", forklarede hun roligt og håbede samtidigt at det ikke var alt for kompliceret fortalt. Kort fortalt betød det også bare at der var tætte dele af hendes familie som aldrig kunne få at vide at hun var en heks, hvilket bestemt var noget der gjorde ondt i hendes hjerte. Gwen hadede ikke at indrømme det, men hun elskede mugglersamfundet, og endda nogle gange højere end det magiske samfund.
Lettelsen der var tydelig at spotte i hans stemme, hvilket kun gjorde smilet en tand større. Og så kunne Gwen selvfølgelig heller ikke undgå at finde det (aka ham) en smule underholdende - og sød og mærkelig på samme tid, nu hvor han havde stået og mumlet med en finger i munden. Smilet blev dog hurtigt erstattet af et noget overrasket udtryk som brynene blev skudt i vejret da han tilbød at gengælde tjenesten. Igen havde rygterne allerede skabt en tanke i det fjerne at prinsen ikke ville tilbyde noget tilbage, tvært imod bare tage imod. ,,Emh..", lød det i første omgang fra heksen, som hun rankede ryggen en anelse, dog forsat siddende på bordet, og samtidigt lod hånden glide om i nakken for så at lege med en af de krøllede totter med pegefingeren. ,,..Hvad med -" Gwen tog en kort pause som hun forsøgte at genoverveje mulighederne, og dertil hvordan hun skulle formulere det. ,, - viden?" Det gav måske ikke helt mening, specielt ikke nu når Gwen hørte sig selv sige det højt. ,,Du nævnte nogle ting, fag, for at være helt præcis, som jeg har interesse i, og så måske… lidt om jer, kongefamilien." Det lød sikkert absurd mærkeligt, måske endda ligefrem taberagtigt, men Gwen var trods alt en Granger og ligesom hendes mor og mormor så tørstede hun altid efter ny viden, dertil livserfaringer, og hvem bedre til at fortælle om kongefamilien og muligvis give inspiration kunne man finde end selveste Prinsen af England?

[Archibald J. W. Windsor]

Archi lyttede som hun forklarede. Ansigtet blev lagt i lettere tænksomme folder imens han forsøgte at følge med i familieforklaringen. Heldigvis var det ikke så svært at forstå. ”Ah...så de må ikke vide at du er magiker?” Spurget han. Det var vel samme regler som for ham. Hans forældre vidste det og så de nærmeste tjenestefolk som ikke rigtigt kunne undgå at finde ud af det, dog var der også ret strikse regler for dem, noget med at de ville få slettet deres hukommelse omkring det når de en dag stoppede med at arbejde for slottet. En lidt skræmmede tanke faktisk.
Der var ingen tvivl om at Archi ikke altid var det mest betænksomme menneske. Det var ikke fordi han ikke ville være det. Han kunne faktisk godt lide at gøre folk glade, men at være et sted hvor næsten ingen udviste ham respekt havde nok sat ham i et lidt dårligt lys, primært fordi han ofte påpegede det.
Hendes betænksomhed gjorde ham nysgerrig og han tog et skridt tættere på hende som hun begyndte sin sætning. ”Jah?” Lød det opfordrende fra ham. Dog kom svaret bag på ham. ”Viden?” Spurget han uforstående, hun måtte da vide på nuværende tidspunkt at han intet kunne fortælle om det magiske samfund som hun ikke allerede vidste. Først da hun fortsatte gik det op for ham at det ikke var det hun ønskede at blive klogere på.
Han endte med at stirre på hende i nogle lange sekunder som var han ikke helt sikker på om hun lavede sjov. ”Du vil vide noget om...kongefamilien? Og hvilke fag?” Han havde nævnt en del havde han ikke? Det virkede som en ret let deal for ham. Nok ikke noget som hans forældre ville sætte pris på han plaberede løs om, men de var her ikke. ”Okay, det er en aftale. Hvad vil du gerne vide?” Spurgte han så. Han havde fundet det varme smil frem igen. Blikket gled kort over imod sofagruppen han ville ærlig talt hellere sidde ned imens de snakkede. Bare for at det ikke føltes som om de havde travlt.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Smilet blev hængende, om end ikke en anelse større da det lod til at femøren endelig faldt for Prinsen. Blåt blod i årerne eller ej, så gjaldt de samme regler for alle om hvem der måtte kende til det magiske samfund - desværre. Gwen nikkede og bed sig selv i inderkinden som den mindre stikkende kommentar om, at han slet ikke var så dum igen, passerede hendes tanker. Måske en anden gang, Gwen var trods alt fan af at stikke lidt til folk, og et eller andet sted var det mere fristende end nogensinde.
Forsat siddende og med hovedet en kende på skrå, betragtede løvinden hvordan medløven trådte et skridt tættere på med det spørgende udtryk malet i hele hans ansigt. Bekræftende nikkede hun en gang som han gentog hendes ord. ,,Ja, viden. Og … du nævnte et par stykker, som økonomi og litteratur, og så var der også noget med en masse sprog." Var det en mærkelig efterspørgsel? Archi virkede i hvert fald overrasket og hans ord forstærkede også kun Gwens fornemmelse af at han fandt det hamrende mærkeligt at spørge om sådan noget. Hvad havde han mon forventet? At hun ville have guld og grønne skove? Smykker? Et kys - et kys fra en Prins? Hendes tankestrøm blev dog afbrudt som han gik med det til og han nærmest gik lige til sagen. I overraskelse rankede hun hovedet og lod de grønlige øjne betragte ham i nogle stille sekunder og opfangede samtidigt hvordan han skævede over mod sofagruppen. ,,Nu?" Spurgte hun. Der gik yderligere nogle sekunder, som genovervejde hun hvad hun ville vide, hvorefter hun rejste sig op. ,,Alt du vil dele" Sagt med et smil, skævede hun sig over skulderen og så ned på Archi, hvorefter hun langsomt men målrettet gik hen mod sofaen. En finger lod hun glide henover diverse genstande og møbler imellem tiden. ,,Vi kan jo starte med…-" Gwen vendte sig om og så på ham. ,,- Dig?" Heksen var oprindeligt nysgerrig, for hvordan fungerede en royals liv egentligt? En ... prins' liv. Havde han normale husligepligter eller blev alt gjort af tjenestefolk? Måtte han have kæledyr? Hvordan var reglerne for ham for at tage i byen? Og behøvede han at bestå for at få kørekort eller var det et født privilege? Gwen satte sig i sofaen og hapsede dermed også den bedste plads, tættest på pejsen.

[Archibald J. W. Windsor]

Uvidende om hendes mentale lille sidebemærkning, lod Archi kort de brune øjne hvile aflæsende på den rødhårede heks. Han vidste faktisk ikke helt selv hvad han havde forventet. Måske at han havde haft lidt strengere regler fordi han trods alt havde en mugglerpresse i hælende meget af den tid han brugte uden for slottets mure. Set i bakspejlet kunne han dog godt se at det var en lidt naiv tanke. Selvfølgelig gjalt de samme regler, royal eller ej.
De to løver betragtede hinanden i noget tid før samtalen blev genoptaget. Der var en eller anden form for forståelse imellem dem, eller det følte han i hvert fald fra hans side. Det kunne naturligvis også være indbildning i sin desperation efter at skabe nye relationer.
Den ene mundvig begyndte langsomt at glide en kende opad, som et smil formede sig på læberne. Han ville da ikke have noget imod at lære fra sig hvis hun interesserede sig for den slags, der var faktisk noget befriende i at der om ikke andet var én som interesserede sig for verden udenfor det magiske samfund.
Spørgsmålet fik ham til at tænke lidt. Var ny måske et dårligt tidpunkt? Klokken var trods alt mange og de burde begge sove, men han følte sig bare ikke træt. Som tanken blev tænkt til ende sneg et gab sig ind på ham, og han måtte skjule det så godt han kunne bag håndryggen. "Tja hvis du har lyst?" Kastede han den lidt over på hendes banehalvdel.
Hans spørgsmål blev dog kort efter besvaret som hun satte kursen mod sofagruppen. Han fulgte troligt efter hende og slog sig ned på pladsen ved siden af hende, hvorfra han heldigvis og kunne få lidt glæde af pejsens varme. "Mig...hmm okay.." Han tænkte sig lidt om for hvad der kunne være interessant at høre om. "Altså...der er ret strenge regler omkring hvordan jeg skal tale og opføre mig.." begyndte han, "for eksempel, må jeg ikke bare sidde og dele ud af mit liv som jeg gør nu, da man aldrig kan vide om det jeg fortæller kan blive brugt imod kongehuset." Han holdte en kort sigende pause, "men altså med dig gør jeg en undtagelse, men du må love at tingene bliver mellem os." Selvfølgelig kunne løfter med lethed blive brudt, men der var bare en falsk tryghed i når folk gik med til sådanne aftaler.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Snedigt, tænkte heksen for sig selv, som Archi så klogt smed spørgsmålet tilbage. Trætheden var ikke til at spore, ikke for Gwens vedkommende, hvilket nok også var derfor at hun handlede som hun gjorde - ikke at den unge løvinde regnede med at al snakken ville gøre hende træt, tværtimod ville det nok have den modsatte effekt, og med den tanke, undrede det hende heller ikke at de måske havnede med at sidde og snakke hele natten, hvis altså Prinsen kunne holde til det.
Godt tilbage sat i sofaen, med pude i ryggen og benene trukket op og armene rundt om dem, fangede Gwen sig selv i at sidde med et mindre men tydeligt spændt smil på læberne over hvad Archi havde i sinde af fortælle. Hun havde nogle idéer, forestillinger, om hvordan livet som kongelig var, men samtidigt så kunne hun heller ikke undgå at pille dem ned da de fleste tanker kom ud fra film. Og som han forklarede, løftede hun let hagen som hvilede på knæet og spærrede øjnene en anelse mere op og hævede dermed også brynene. ,,Virkelig?" Selvfølgelig kunne Gwen ikke undgå at tænke at Prinsen allerede har brudt noget der lød som nogle meget simple ''regler'', og så længe havde de ikke en gang kendt hinanden. ,,Jeg lover at det bliver mellem os", sprang hun videre og sendte ham et varmt smil. Ud af det blå løftede hun derefter hånden og stak lillefingeren frem. ,,Pinky swear."
,,Så, når du siger at der er strenge regler omkring opførsel… Så går jeg ud fra at din reaktion, fra før, ikke ville blive modtaget specielt godt?"

[Archibald J. W. Windsor]

Der var noget befriende i at kunne sidde og snakke om noget der faldt ham naturligt, det var nok også derfor han så letsindigt var gået med til denne deal. Han måtte tage hendes ord for at det han fortalte hende ikke kom videre.
Han nikkede, "jah, det brittiske kongehus er meget lukket omkring sådanne ting. Hvis jeg skal fortælle om mit privatliv i for eksempel et interview, så skal vi se alle spørgsmålene før selve interviewet og jeg får klar besked om hvad jeg gerne må fortælle om og hvad jeg ikke må." Forklarede han sandfærdigt og lænede sig lidt frem med en mere dæmpet stemme, som var han bange for at væggene havde øre. "Det britiske kongehus har så mange hemmeligheder, jeg kender ikke selv dem allesamme, men jeg har hørt nogle ret scary rygter, og ærligt ville det ikke undre mig om nogen af dem var ægte." Et let kryptisk smil legede på hans læber. Faktisk var han ret betaget af den slags, det var spændende, men hans forældre blev irriteret hvis han forsøgte at spørge for meget ind til forskellige ting fra fortiden der involverede mulige coverups fra kongehuset. Problemet var bare at han aldrig havde haft nogen at snakke med disse teorier omkring, igen fordi han ikke måtte. "Hvis ikke jeg havde været kronprins var jeg sikkert endt med at blive detektiv eller sådan noget ligende," grinede han og bed sig let i læben.
Han rømmede sig let og lænede sig atter tilbage i sofaen med et næsten bekymret udtryk, "nej for pokker. Jeg skal altid være i kontrol, altid tale pænt og altid have overskud til alle omkring mig. Pressen gider ikke skrive om alle de gange jeg har snakket pænt til butiksmedarbejderen, eller hjulpet klassekammeraterne med lektierne, men den ene gang jeg så beder om ikke at blive filmet imens jeg spiser på en resturant, der kan jeg være sikker på at det står i avisen dagen efter, hvor min ubehøvlethed er nævnt så mange gange som overhovedet muligt." Han skar en grimasse. "Desuden, kan du forstille sig hvilke problemer jeg ville kunne sætte alle i hvis sådan noget skete på live tv eller noget i den stil." Han fik et næsten bange udtryk i ansigtet. Det ville kunne afsløre hele det magiske samfund.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Overraskelsen stod tydeligt skrevet i den rødhårede heks' blik som Archi forklarede hvordan landet lå, og så bare i forbindelse med noget så simpelt som et interview. Tjekke spørgsmålene igennem? Må og ikke må fortælle om? Gwen var selvfølgelig aldrig blevet interviewet før og kendte derfor heller ikke standardproceduren, men… hold da op.. Alle vidste selvfølgelig også hvordan journalister arbejdede og derfra havde tendenser til at dreje ordene til deres egne fordele for at gøre en historie ''spændende''. Forfærdeligt - det krævede i hvert fald at man var øvet og kunne holde tungen lige i munden.
Ligesom Archi, fulgte hun derefter hans eksempel og lænede sig en smule fremad, uvidende om hvad han havde i tankerne at dele men alligevel med en masse forestillinger. Det var heller ikke helt løgn af de grønne øjne næsten begyndte at lyse op i ren og skær drømmeri om at gå på opdagelse på slottet. Alle de uopdagede tunler, rum, malerier, bøger, ja generelt bare alle de hemmeligheder der bare lå og ventede.. den rødhårede heks var trods alt en sand dagdrømmer og hun elskede at gå på eventyr. Derfor havde tankerne om at rejse rundt i verdenen det næste år eller to da også fyldt hendes tanker op til flere gange, hvorefter de var blevet skudt ned igen med frygt for familiens tanker. ,,Jeg kan lige forestille mig det…'' lød det helt drømmende, hvilket tydeligt afslørede hende. Dog fik Gwen rystet sig tilbage til den virkelige verden. ,, - Men, dig, en detektiv?" Grinede hun sammen med ham og kunne ikke helt lade være med at sende ham et mere drillende blik. ,,Så kan jeg være Sherlock Holmes og du kan være Watson", jokede hun videre og rankede selv ryggen. Det virkede dog helt umuligt at smide tankerne væk om at gå på opdagelse på slottet, faktisk blev det ved med at være i heksens tanker.
Smilet forsvandt dog delvist som Archis udtryk selv ændrede sig og let tippede Gwen hovedet som hun lyttede til de mere bekymrende ord der forlod hans mund. Det var næsten skræmmende at tænke på, at ens liv kunne blive kontrolleret så meget, og så bare udfra en lille ''forkert'' handlingen, som så ville blive brugt imod en tusinde gange. Uden at være klar over det, slog hun blikket ned i sofapuden. Der hvilede et næsten frustreret udtryk over hendes ansigt, lige indtil de grønne øjne atter blev rettet op på medløven og en fornyet smil blev sendt i hans retning. ,,Så er det godt du har mig, så du kan få styr på din magi", lød det fra hende i en glad tone. ,,Før eller siden skal du kun tænke på hvad du må og ikke må sige, og om at se godt ud på tv'et." Et drillende blink blev sendt i hans retning som de ord lød.

[Archibald J. W. Windsor]

For Archi var det hverdag at tænke over hvad han sagde og gjorde. Det var en del af den han var. Alle hjem havde deres husregler. Han boede bare i et større hjem, med langt flere regler. Dog kunne han godt se at hun lod til at være en smule overrasket over det. Han bed sig kort i underlæben før han forsatte. "Det kan sommetider godt være en smule anstrengende altid at skulle vende alt man tænker inden man siger det højt, men man vender sig til det." Et løst skuldertræk og han tænkte sig om for at overveje hvad ellers han kunne dele ud af.
"Vores fødselsdage tager altid en evighed, når vi fylder rundt varer festen jo nærmest en uge, for ikke at snakke om bryllupperne." Han gjorde store øjne. Personligt kunne han faktisk godt tænke sig, bare en gang imellem, at der ikke skulle bruges 2 månederes forberedelse på hver fødselsdag i familien, det kunne godt blive en kende trættende. Det var da altid noget at han var enebarn. Han havde dog en ung kusine der også boede på slottet sammen med hans faster og onkel.
Archi havde hørt skumle rygter, blandt andet om at det brittiske kongehus skulle have været involveret i Jack the Rapper mordene, men igen var det noget han aldrig fik lov til at undersøge nærmere. "Ja?" Han så på hende, som kunne han slet ikke gennemskue hvad problemet skulle være i det. Han elskede mysterier, men okay, han havde måske ikke den største sans for at løse dem. "Hey, hvorfor skal jeg være Watson?" Spurgte han i hvad der skulle have været en fornærmet tone, men som i stedet kom ud som et halvt grin. Han havde læst bøgerne om Sherlock Holmes og elskede dem.
Hendes næste ord varmede ham faktisk, og et oprigtigt smil, gav prinsens brune øjne et hjerteligt skær. "Og du vil gerne hjælpe mig med den del også?" Spurgte han forhåbningsfuldt. "Og by the way, så ser jeg altid godt ud." Han kunne ikke holde masken, og brød ud i let latter.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Det gav selvfølgelig mening, at man vendte sig til det, at det blev en direkte hverdagsting og at man ikke behøvede at anstrenge sig om hvad måtte og ikke måtte siges. Det endte sikkert med at sidde helt ind benet på en, men alligevel… alligevel kunne Gwen ikke helt slippe tanken om hvor forfærdeligt det også måtte være, fordi… følte man nogensinde at man kunne være 100% sig selv?
Som Archi forsatte, gled det mere naturlige og underholde smil over læberne igen. ,,Åh jeg kunne lige forestille mig det", gav hun ham hurtigt i en lille latter. En ting var at sidde på sidelinjen og opleve det disse begivenheder som publikum; det meste af verdenen gik jo nærmest i stå, men en anden ting var at være i det. Fødselsdage, brylluppere, barnedåbe og meget mere. Der sneg sig en anden form for træthed henover den unge heks ved de tanker. ,,Er det ikke trættende?" Spurgte hun og gjorde samtidigt et pænt godt forsøg på at holde det lille gab tilbage som fulgte med de tidligere tanker.
Det dårlige skuespil på at virke fornærmet fik automatisk den rødhårede heks til at deltage i grinet som Archi påstartede, hvorefter, hun rømmede sig. ,,Det er et mysterium du må finde ud af, og hvis du gør det, så kan du få lov til at være Sherlock Holmes", svarede hun, helt seriøst, men måtte til sidst give op med at holde masken og i stedet sende ham et drillende men også næsten udfordrende smil.
Det drillende smil blev hængende som den rødhårede heks' noget friskere bemærkning lød. Der blev ikke lagt noget mellem ordene, der var ingen skjulte hentydninger om at hun fandt ham attraktiv, for ærlig talt så havde Gwen slet ikke kikket sådan på Prinsen, hverken før deres lille møde og heller ikke lige nu. Men alligevel formåede den lille ændring i Archis udtryk, den noget varmere glød i hans ansigt og specielt i de brune øjne, at hive Gwen en anelse ned fra den høje hest. Der var noget over hans øjne… I et lille (langt) sekund sad hun bare og betragtede ham, indtil hun blev rystet tilbage til virkeligheden, hvilket passede præcist med hans næste ord. Lidt halvhjertet fik hun tvunget det drillende smil på læberne og det lykkedes også til sidst for Gwen at grine lidt sammen med ham. ,,Selvfølgelig vil jeg det. Jeg er ret sikker du er lærenem", lød det hurtigt fra hende, næsten som et ivrigt forsøg på at skjule det der lige var sket og der komme tilbage op på hesten. ,,Og selvfølgelig gør du det… Fortæl mig igen, hvornår var det at afblegede spidser kom på mode igen?" Uden helt at kunne dy sig, fjernede heksen benene under sig og endte i stedet med at læne sig ind over sofaen, hen mod Archi, for der, bare lige for at pointere sig selv lidt mere, at fange noget af strithåret mellem en pege- og tommelfinger.

[Archibald J. W. Windsor]

Archi gjorde store øjne som var hun den første som havde forståelse for hans pinsler, ”Voldsomt trættende!” Indrømmede han næsten lidt for energisk. ”Alle synes altid det lyder ih og åh så spændende, store flotte kjoler og smokings, men lad os lige være ærlige for et øjeblik, det er jo ikke behageligt at have på i længere tid. Og forestil dig at have gæster i en hel uge! Ikke bare ens nærmeste familie, men like hundredvis af mennesker...det er så udmattende, man skal hele tiden smile og vise overskud, men ærlig talt hvem har overskud efter at have stået i samme stilling og givet hånd i 2 timer!” Han slog ud med hånden i indebrændt frustration, men blev hurtigt opmærksom på hvor beklagende han lød. En svag rødmen spredte sig på hans kinder og han bed sig i læben, ”Sorry...jeg ved godt at det måske ikke lyder som nogle særlig store problemer kontra hvad så mange andre har at slås med...jeg har bare aldrig rigtigt snakket med nogen om det.” Han foldede sine hænder let i skødet og rankede ryggen, som skulle det rette lidt op på den dårlige omtale.
Han fnøs let, men morede sig tydeligvis over hele Sherlock/Watson joken. ”Pas på eller jeg degraderer dig til at være Mrs. Hudson.” Drillede han med et glimt i øjet.
Hele Gwens persona fik ham til at føle sig langt bedre tilpas end han havde gjort siden han startede på skolen. Det var rart at blive behandlet ordentligt, skønt hun ikke ligefrem nejede for ham -hvilket passede ham fint, så var der alligevel noget langt mere høfligt over hende -og det var på trods af hvordan de havde bidt af hinanden for en lille halv times tid siden. ”Jeg gør mit bedste.” Konkluderede han med et nik.
Hendes kommentar om hans hår, og derefter berøringen fik ham til at grine let. ”Se dét gjorde jeg udelukkende for at være rebelsk.” Svarede han med et snedigt udtryk. ”Jeg fik en af mine venner på min gamle skole til at afblege det, dét blev jeg ikke populær på da jeg kom hjem.” Han så lidt frem for sig, tydeligvis ret stolt af sin egen veludførte mission. ”Men altsså, jeg rocker det nu ret godt, hvis jeg selv skal sige det,” et hævet bryn, et drenget smil og en selvtillid som kunne have været fra enhver anden munter teenagedreng skyllede ind over ham.