Vi er ikke så forskellige igen

[Gwendoline Granger-Weasley]

November
Lidt efter sengetid
Tråden er tilegnet Archibald J. W. Windsor
OUTFIT

---

Det var ikke helt atypisk, i hvert fald på det seneste, for den unge løvinde at liste ud af sovesalen for at slå sig ned i opholdsstuen og der, nyde varmen fra den åbne pejs. Det var blevet en dårlig vane, eller også var det en kombi af dårlig vane og de mange tanker der langsomt begyndte at fylde hendes sind, om hvad der faktisk skulle ske efter Hogwarts. Det var først for nyligt at Gwen havde fået øjnene op for noget der rent faktisk kunne interesse hende, men… var det godt nok? Hun var trods alt en Granger-Weasley, og selvom der intet ansvar som sådan fulgte med i navnet, så føltes det alligevel som om at der sommetider lå et pres på den unge heks' skuldre.
Gwen havde taget skolen så seriøst de første par år, hvorimod de sidste to havde hun været lidt mere afslappet og der fundet sig selv - eller det følte hun i hvert fald at hun havde. Hun var ikke længere den stille mus, men den unge heks der ytrerede sig så snart nogen sagde noget der lød bare en anelse idiotisk. Hun sagde intet imellem linjerne, nej alt blev sagt direkte, hvilket ikke altid faldt i de andres smag. Hun var blevet ældre, og hvad så? Et lille suk forlod hendes læber som hun samtidigt trak benene op til sig og der lod hagen hvile på knæskallen som de olivengrønne øjne stirrede lidt drømmende ind i ilden. Hvad skulle hun gøre?

[Archibald J. W. Windsor]

PÅKLÆDNING

Archi havde ikke kunne sove til aften, dette havde resulteret i en hel del venden og drejen samt endeløs stirren op i loftet imens han hørte på sin sidemands sagte snorken. Han havde hjemve. Eller ikke sådan rigtigt, men han savnede sin egen seng og sine venner -som han for øvrigt næsten ikke havde hørt fra efter han stoppede på skolen. Han savnede sit store værelse og lyden af stuepigerne der listede rundt på gangen for at sørge for det hele så perfekt ud til den kommende morgen når familien stod op.
Enhver anden ville nok have været lykkelig over at have fået at vide man var magiker og skulle starte på en magisk skole, det var da også spændende, det kunne han ikke benægte, men han havde bare svært ved at passe ind og det var meget nyt for ham. Det var langt de færreste der så ham som værende noget specielt, her var han bare fyren der var bagud i timerne og altid sagde dumme ting fordi han ikke vidste bedre. Det kunne godt være ret ulideligt faktisk.
Med et let suk satte han sig op og kastede dynen til siden. Han svingede benene udover sengekanten og trådte så ud på det kolde stengulv. Hurtigt trak han i et par mørke jogginbukser samt en grå bluse med lange ærmer.
Et lille gab undslap ham som han forlod sovesalen og begav sig ned i opholdsstuen.
Til hans store overraskelse gik det op for ham at han ikke var ene om at være vågen for der i sofaen sad en af de ældre piger...Kunne det passe hun hed Gwen? Han var ikke helt sikker. ”Godaften,” sagde han høfligt, men lavmeldt som han nærmede sig ildstedet. Han slog sig ned i en af lænestolene og sendte hende et lidt forsigtigt smil.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Fordybet i tankerne, og synet af de dansende flammer i ildstedet, hverken hørte eller så Gwen medløven før han afslørede sig selv i den lave hilsen. Et mindre pustud fra næsen lød som hun rankede ryggen og hagen i overraskelse og slog blikket hen mod… Prinsen? Jo, det var Prinsen, Prinsen af England - alle vidste efterhånden hvem han var, de fleste havde trods alt stået og skævet sig over skulderen på gangene når han var gået forbi, hvisket bag hans ryg for så at grine over det alterego han de første par dage havde udstrålet - hvilket nu virkede long gone. Bare tanken gjorde at heksen trak en anelse på smilebåndet, hun fandt det både underholdende men også lidt trist, hun kendte trods alt til det, eller noget der mindede om det i hvert fald. ,,Godaften..", svarede hun tilbage, som øjnene fulgte ham diskret.
,,Problemer i drømmeland, Deres Majestæt?" Gwen stak ham et mindre drillende smil som de ellers blide ord forlod læberne. Hun mente absolut intet nedgørende med det, men det kunne snildt lyde sådan, specielt hvis han følte sig ramt.

[Archibald J. W. Windsor]

Archi var ikke dum. Han vidste godt at folk gik og snakkede bag hans ryg. Det værste var at han egentlig ikke kunne bebrejde dem. Han forstod sig ikke på noget af dette her og han havde ingen intentioner om at skulle bruge det til noget senere hen. Han skulle bare lære at kontrollerer sin magi så han kunne komme tilbage til sit gamle liv der desværre virkede mere og mere fjernt som dagene gik.
Hans mobil og computer virkede ikke her på skolen, så han havde ingen kontakt til hans gamle venner. De måtte tro at nan havde lagt dem på is.
Som forudset rettede han alarmeret de brune øjne imod hende ved hendes ordvalg. Han havde efterhånden opfanget af hans kongelige status ikke var noget der blev set op til her på skolen, nærmere tvært imod. Eller nogle enkelte elever -primært de mugglerfødte var mere respektfulde omkring ham, men ingen lod rigtigt til at være interesseret i at kende ham. ”Jah...jeg sover bedst i min egen seng.” Mumlede han og bed sig lidt i underlæben. ”Dig?” Spurgte han en smule varsomt ind. Denne samtale kunne trods alt gå begge veje, men ensomhedens desperation gjorde ham nok bare lidt mere opsøgende.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Gwen trak en anelse på smilebåndet som hun blev mødt af prinsens mørke øjne, hvor hun der ikke helt kunne benægte det bekendte skær der så tydeligt brændte i dem. Hans svar fik hende dog hurtigt til at ændre fokus mod ilden og samtidigt der, blotte tænderne en anelse i smilet der voksede. Forståeligt - han havde sikkert ti senge med tyve madrasser og tredje dyner og puder. ,,Det er også nogle møg elendige senge", gav hun ham ret og sænkede derefter hagen en anelse, så den igen kunne hvile på det ene knæ. Ganske kort skævede hun over på ham, måske en anelse diskret, ligesom for at se hans reaktion. Den unge heks ønskede trods alt ikke at udsætte ham for den behandling som de fleste udsatte ham for, specielt ikke nu hvor hun selv oplevede en anden men alligevel lignende behandling som de fleste Weasley'er fik. 
,,Og jeg…- " i et split sekund tøvede hun, som ledte hun efter de rette ord, ikke at det virkede til at hjælpe , ,,..- tænker på fremtiden.. Hvad jeg skal efter Hogwarts." Det lød oprindeligt som ingenting, Gwen havde jo alverdens muligheder, hun var ikke bundet, som prinsen eksempelvis var til tronen, men det godtgjorde ikke for den følelse hun følte.. Hun var en Granger-Weasley, hendes mormor og morfar var ved Merlin Hermione og Ron, dem der kæmpede side om side med Harry Potter mod Voldemort! Som barnebarn og ikke mindst venner med Potter-familien, gav det bare et eller anden form for pres.

[Archibald J. W. Windsor]

Archi kom med noget der nærmest lød som et lettelses suk. ”Ja er det ikke? Jeg var så bange for at det bare var mig der synes det.” Han havde lært af bitter erfaring her på skolen, at han måske var en smule forvent med at tingene var på en bestemt måde og at folk anså ham som at være snobbet når han informerede om det.
Her kunne man ikke regne med at få badet for sig selv. Fællesbadning bar bare bestemt ikke noget for ham. Han kunne heller ikke bare komme og tro at hans seng redte sig selv eller at sengetøje blev skiftet for ham. Han måtte selv sørge for at stå op om morgenen så han ikke missede morganmaden og han skulle finde sig i at dele væelse med alle de mandlige løver på årgangen, og den ene snorkede bare højere end den anden.
Måske var det småting i alle andres øjne, men for ham var alle disse ting, ret store omvæltninger. Det var ikke engang altid at der var varmt vand tilbage når han skulle i bad hvilket var over hans fatteevne når nu det hele fungerede via magi.
Han rettede ryggen en smule i nysgerrighed som hun nævnte det store fremtidsspørgsmål. Det var ikke noget han skulle eller kunne bekymre sig om. Hans fremtid var allerede fastlagt. ”Har du for mange ideer eller ikke nok?” Spurgte han lidt nysgerrigt ind. På hans gamle skole havde han også nogengange bare siddet og lyttet med som hans venner snakkede om hvad de skulle stille op med deres liv, imens han tog sig den frihed at drømme om at have samme muligheder.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Gwen kunne ikke helt undgå at mærke smilet vokse et par centimeter eller gemme det lavmælde grin som medløven virkede til at være en anelse lettet over hendes lille sidekommentar til sengeproblemet. Hun var jo ikke uenig, men samtidigt havde hun bare et muligt forskruet syn på hvordan prinsens sovekammer så ud - eller hvad?
En smule overrasket over prinsens nysgerrighed, drejede den unge heks i første omgang hovedet en anelse og betragtede ham der med de olivengrønne øjne og det ene bryn let hævet, så et nærmest malet udtryk af ''seriøst?'' hvilede i hendes ansigt. Gwen havde jo kun hørt folk tale om ham, om hvordan han var, snobbet, højrøvet, bedrevidende, og så videre, men hun havde jo rent faktisk ikke oplevet det, - tværtimod havde han indtil videre kun virket som en lille fortabt og forskræmt hundehvalp. ,,Ikke nok", bekendtgjorde hun og sendte ham et lille smil. ,,.. -Der er så mange muligheder, og alligevel føler jeg at der er nogen forventninger til hvad jeg skal..", forklarede hun kort.

[Archibald J. W. Windsor]

Archi kunne mærkede hvordan hendes opmærksomhed blev vendt imod ham. Han rankede ryggen en smule og bed sig let i underlæben som de brune øjne mødte de grønne. Han sank og var ikke sikker på om han var ment til at sige noget, men hun kom ham i forkøbet ved at svare på spørgsmålet han kort forinden havde stillet hende.
Det var ikke med vilje, men han kunne simpelthen ikke holde et lille fnys tilbage som hun snakkede om “forventninger”. Hvad vidste hun om forventninger fra familien?
Okay det var muligvis en ret arrogant holdning at sidde med, men for pokker, han skulle styre et helt land, det var de forventninger der blev lagt på ham, hvor mange teenagere kunne toppe det?
Det gik dog op for ham at han måske havde fnyst lidt højt og han så på hende med et let undskyldende blik. ”Sorry....” Mumlede han og så lidt ned, ”jeg har bare hørt så mange snakke om det som om de ikke har andet valg.” Han ved sig kort i læben. ”Såh..hvilke forventninger hviler på dine skuldre?” Han forsøgte virkelig ikke at lyde højrøvet som han sagde det, han var trods alt ikke ude på at skabe sig flere uvenskaber hvilket ellers var blevet en spidskompetance efter han avr startet her, og det værste var at han ikke helt forstod hvad han gjorde galt.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Ved Archi’s fnys ændrede den rødhårede heks lynhurtigt sit blik, fra det mindre milde smil på læberne og blide udtryk i de grønne øjne til et, i første omgang, overrasket udtryk med hævede bryn, for derefter lidt mere skulende med sammenknebne øjne og rynkede bryn. Hvad bildte han sig overhovedet ind? Hvad kendte han overhovedet til det? - Jovist var han var prins, den kommende konge til England, men havde han overhovedet nogen idé om hvor meget blod og arv også betød i det magiske samfund? Hans undskyld ændrede intet, i Gwens øjne havde Archi allerede jogget gevaldigt i spinaten. ,,Det har mange heller ikke” pointerede hun kort. ,,Blod og arv har ligeså megen betydning i det magiske samfund som mugglersamfundet, hvis ikke mere”, gik heksen i dybden, næsten lidt irriteret over hans udvidenhed, hvilken hun ikke gjorde et særligt godt forsøg på at skjule.
,,Hvad ved du overhovedet om det magiske samfund? Om vores historie og ideologier?” Spurgte hun istedet og ignorerede hans spørgsmål om hvilke forventninger der måtte være til hende.

[Archibald J. W. Windsor]

Og han havde trådt i spinaten igen. Han kunne fornemme det allerede det sekund hendes grønne øjne hævede sig imod ham. Han forsøgte virkelig at trække i land, men måtte hurtigt erkende at slaget var tabt.
Dog kunne han godt mærke at han blev en smule provokeret som hun påstod at det måske endda havde mere betydning i det magiske samfund. ”Det tvivler jeg nu på.” Mumlede han og så kort væk. Han ville ikke være et røvhul, men han mente da klart at forventningerne til ham langt overskred de fleste andres.
”Ikke meget,” indrømmede han, ”jeg ved kun hvad der er absolut nødvendigt for mig at vide, Mit fokus bliver nødt til at være andetsteds.” Det var mere hans mors ord end hans egne. Hun havde virkelig været imod at han begyndte her på skolen, hun mente at det var spild af tid og han havde vigtigere ting at bekymre sig om. Ting som han nu måtte bruge alle sine ferier på at indhente. ”Men du skal være velkommen til at fortælle mig om det.” Udfordrede han let og satte sig bedre til rette i lænestolen. Han havde vidst ramt en nerve hos hende, det havde ikke været meningen, men nu var der ligesom prikket hul på bylden.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Et tydeligt fnys lød som prinsen indrømmede at han ikke havde meget kendskab til det magiske samfund. Han var så fuld af sig selv. ,,Et andetsted?" Gentog Gwen, retorisk, da hun jo udmærket godt vidste hvad han talte om. Dog kunne hun ikke tro sine egne ører: den kommende konge af England var magiker, en mugglerfødt godt nok, hvilket nok ikke faldt i de mange fuldblods smag, men tænk bare på hvilke ting han kunne udrette! Hvis altså han fik den rette vejledning, da det også kunne gå helt galt med den forkerte. Lettere irriteret skævede hun mod ham, som han, næsten provokerende, satte sig til rette i stolen og smed det der lignede en udfordring efter hende. Og selvom Gwen prøvede at modstå, så var fristelsen ikke til at stå for. Hun vendte sig mod ham, fik fødderne placeret sollidt i gulvet, rankede ryggen og lignede ærligtalt en der var klar til at debattere natten lang. ,,..Hvis du vidste hvad der var absolut nødvendigt at vide, ville du vide hvor meget mugglerfødte, som dig selv, og halvblods bliver set ned på i det magiske samfund. Du ville også vide, at med din kommende status taler du ikke kun for mugglersamfundet, men også for det magiske. Du ville blive et vigtigt bindeled mellem to forskellige samfund, en allieret, og ikke nok med det, så ville du vide at du blev en kæmpe trussel for mangemange fuldblods da de ikke kan fordrage tanken om at ikke-fuldblods magikere har højere magt end dem." Under den lille opsang havde den unge heks ikke formået at kunne side stille, i stedet var hun kommet op på benene og var havnet ovre ved Archis stol, hvor hun der, havde placeret den ene hånd på toppen af lænestollens ryg og lænet sig en anelse ned over ham. ,,Blod betyder alt i dette samfund; det har det altid gjort og det vil det altid gøre. Du er, som prins, ikke blevet født med fordomme mod dig, men du bliver ramt af fordommerne så snart du bliver født som enten mugglerfødt eller halvblods." Med hovedet tippet en kende var de grønne øjne låst fast på medløven. Gwen følte helt at hun kogte, det var næsten helt utroligt at Archi havde haft sådan en effekt på hende.

[Archibald J. W. Windsor]

Hans bryn blev formet i en uforstående rynken ved hendes trodsige fnys. ”Ehm ja?” Svarede han usikker på hvorfor det skulle være et forkert svar. Dog tydeliggjorde hun kort efter sine tanker for ham.
”Se ”den” del har jeg opfattet. Det er derfor de kalder mig….hvad var det nu...mudderblod?” Han rystede på hovedet som var han langt hævet over det niveau.
Han lod hovedet tippe på skrå. ”Ifølge dine..med-magikere taler jeg bestemt ikke for dem,” påpegede han og bed sig let i læben. ”Mit fokus er selvfølgelig hele folket, uanset hvad deres baggrund måtte være, men jeg kan ikke trylle...” Han lavede en mærkelig grimasse da det gik op for ham at den ellers normale hverdagssætning faktisk ikke gav mening mere, i hvert fald ikke sagt af ham, ”...elller altså jo, men du ved hvad jeg mener. Jeg kan ikke begynde at skulle tage mere hensyn til magikerne, tingene kan ikke bare ændre sig,” forsøgte han at forklare, ”ingen på slottet, udover meget nær familie, ved jeg er magiker og det kan de aldrig få at vide. Det er jeres lov, ikke vores by the way.” Påpegede han. Han havde dog lænet sig lidt tilbage i stolen som hun under sin tale var kommet over mod ham og nu hvilede hånden bag hans hoved på ryglænet. De var så tæt på hianden at han kunne dufte hendes shampoo.
Han trak på skuldrene, ”Jeg er da ligeglad med deres fordomme.” Svarede han barnligt og slog let ud med hånden. ”I England har vi monarki og det må magikerne også indleve sig under, intet er ændret bare fordi jeg er magiker.” Konkluderede han med barnlig stædighed.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Havde det været muligt havde Gwen rejst børster som den arrige hunulv hun følte hun var nu hvor Prinsen åbnede munden. Måden Archi sagde sine ord på fodrede blot den unge heks lyst til at prikke ham gentagende gange på brystkassen som ville det pointere hendes sag endnu bedre. Et mindre pfft lød, i forbløffende over hvor meget det virkede til at han rent faktisk var ligeglad med det magiske samfund og fremtiden. Gwen forblev stående over ham som han talte videre og af og til hævede eller rynkede hun brynene som Prinsen foran hende sagde noget der fik ham til at lyde som det hun ville beskrive som en forkælet møgunge. ,,Det faktum at du slet ikke vil anse hvor meget betydning det kan have for dine med-magikere er foruroligende. I stedet for at være en mulig inspirationskilde for kommende unge mugglerfødte med samme baggrund som din, vælger du i stedet at skubbe denne fantastiske mulighed til siden, som var det ikke andet end snavs. Jeg siger ikke at du burde tage mere hensyn, men bare sætte dig bedre ind i det magiske samfund og hvordan det oprindeligt fungerer. Om end ikke forsøge at gøre forskel, præcis som du ville gøre i mugglersamfundet når de har brug for støtte fra den royale familie." Hun holde en kort pause og lod der de grønne øjne nærstudere hans brune, måske lidt for længe før hun igen fik fundet tilbage til virkeligheden. Hun sank lydløst. ,,Måske er DU ligeglad med fordommene, men det er der mange der ikke er, og hvis vi ønsker at gøre noget ved det, tager det flere år", lød det, halv personligt, uden hun egentligt opfangede det selv. ,, - Og tror du selv, hvis der en forfærdelig dag skulle opstå en ny troldsmandskrig, med lignende formål som Voldemort havde, at de går op i monarki?'' Forhåbentligt havde han allerede lært noget om deres historier og de troldmandskrige der havde været, men det overraskede ikke Gwen hvis Prinsen ikke havde lyttet efter.

[Archibald J. W. Windsor]

Archi kunne godt fornemme at hans ord ikke ligefrem faldt i god jord hos den rødhårede Weasley-pige. Han havde ubevidst presset sig selv en smule tilbage i den bløde lænestol som hun stod halvt lænet ind over ham. Hendes ord fik hans øjne til at lyne i ren og skær irritation. ”Så du kan så let stå der og fortælle mig hvad jeg bør tage hensyn til og hvad jeg bør sætte mig ind i-” Han rejste sig fra stolen som han snakkede og tvang dermed hende lidt på afstand. ”Du har slet ingen ide om hvor mange ting jeg skal lære, tage stilling til, deltage i. Jeg har så mange fokuspunkter at min hjerne er tæt på at brænde sammen og så kommer magien og det samfund oveni! Jeg har aldrig bedt om at blive en del af det magiske samfund! Det er blot endnu en ting jeg skal finde tid til,” han tog et par skridt frem mod hende, det var som om at alle hans frustrationer langt om længe kunne se dagens lys. ”Jeg skal lære præcis hvad alle andre elever i normale skoler skal lære. Samfundsfag, Økonomi, Litteratur, jeg skal lærer op til 10 forskellige sprog flydende fordi jeg skal kommunikere med andre lande og være talerør, jeg skal sætte mig ind i landet politik fordi jeg skal være med til at omskrive og godkende love, jeg skal deltage i omkring 50 arrangementer om året hvor jeg må tage fri fra skolen her for at kunne møde op. Og ja nu vi er ved det, så skal jeg også lige finde tid til at lære at kontrollerer min magi og læse op på fag jeg er 5 år bagud i, fordi min mor ikke mente at det var vigtigere jeg lærte de andre ting. Jeg har underskud i fritid så jeg ved ganske enkelt ikke hvor det er du vil finde tid til at jeg skal sætte mig 100% ind i den magiske verden, som alligevel er fuldkommen ligeglad med mig og taler ned om mig i stedet for at vise mig respekt!” Hænderne var knyttede og ved hans sidste ophidsede tone sprang et glas som stod på en af de små runde borde henne ved vinduet. Et tydeligt tegn på at han ikke havde lært at kanaliserer sin magi rigtigt endnu. Han sukkede og gik over for at begynde at samle de små skår op med en opgivende mine. ”Desuden lod I da til at have ret godt styr på den sidste krig. Jeg havde aldrig hørt om ham Volde før jeg kom her til skolen.” Bemærede han nu i en roligere tone. Han havde faktisk en kende dårlig samvittighed over at være blevet så irriteret. Han burde vide bedre. Han skulle kunne holde hovedet koldt. ”Undskyld. Det var ikke for at flippe ud. Der er bare lidt meget lige nu.” Sukkede han. Han kunne slet ikke mindes overhovedet at have haft tid til bare at slappe af og nyde den verden han var blevet en del af.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Som Prinsen sad tilbagepresset i lænestolen og forblev stum de første par sekunder, mærkede Gwen den langsomt hoverende følelse der sneg sig indover ryggen på hende. Hans blik var kilden til det næsten ikke eksisterende ryk i mundvigen til begyndelsen af det der måtte være et sejrer-smil, men alt det ændrede sig fra det ene øjeblik til det andet som de brune øjne blev spærret op i fornyet og kampklar energi. Ikke klar på noget som helst, bakkede hun et skridt tilbage som Archi kom på benene, dog uden at give ham alt for megen plads i første omgang. Ikke mange sekunder efter bemærkede den unge heks dog hurtigt hvordan det hele havde taget en uventet drejning som Prinsen, under den mindre hidsige opsang, havde fået hende presset modvilligt længere bagud og væk fra den positionen de var startet ud i. Gwen følte sig lille, mindre end hun nogensinde havde gjort, og det faktum at han var et hoved højere gjorde det bestemt heller ikke bedre. Selv var Gwen ikke klar over hvor tilbagetrukket hendes hovedet var, som hun stædigt forsøgte at forblive stående de sidste skridt, som understregede det en eller anden dum pointe. Det hele blev dog afbrudt noget spontant som et glas sprang, takket være Archi, hvilket fik dem begge til at ændre fokus. I et split sekund forblev de stille, lige indtil Archi brød stilheden som han samtidigt vandrede over til det smadrede glas. Et lydløst suk lød da det gik op for Gwen at hun havde holdt vejret og som medløven stod med ryggen til og begyndte at snakke, lod hun den ene hånd glide op til armen på hende selv og gav den et lille klem. Et skævt smil dukkede svagt op. Uden at sige noget, drejede Gwen i stedet om på hælen og fulgte trop, hen mod den lille bunke af skår, hvor hun der, satte sig på hug foran Archi og langsomt begyndte at hjælpe ham med at samle op. ,,Det var fordi vi var heldige…", lød det dæmpet til Volde-kommentaren. ,,..Og du skal ikke undskylde", tilføjede hun relativt kort tid efter og løftede blikket en anelse i forsøget på at få øjnekontakt med ham. ,, - Du har ret til at ytre dig som enhver anden.. Med alt det du har oplevet det sidste stykke tid, den ringe modtagelse på Hogwarts, presset fra undervisningen og de andre krav der stadigvæk følger med som prins, så er det forståeligt at du har det som du har det." Hun tav, betragtede Archi og forsatte så med skårene. ,,Jeg ved det er nemt at sige, men… du skal ignorere idioterne holde hovedet højt, og med tiden tror jeg du ville kunne falde godt til her. Få nye venner og styr på magien, og rent faktisk nyde magien, alt imens du også klarer de andre pligter."