Familie i nødens stund

[Deleted]

outfit

Tråd til @jiro
Oktober - 2056

---

Endnu engang havde Raphael Kovinsky været efter Haru, endnu engang havde han taget hans bøger, spændt ben for ham, gjort ham til grin og denne gang også kastet en besværgelse på ham, så han var blevet komplet gennemblødt fra top til tå, selv hans bøger var gennemblødte af vandet. Haru var netop endelig kommet ud af han hånlige selskab og gik i en korridor og råbte op på Japansk om hvor meget han hadede den fyr. "Anata ni tsuite watashi ga itte iru koto o kiite ureshīdesu ka? ! U ̄ n... Anata wa kiku no ga orokadesu, anata no seiseki wa osoraku waruidesu, soshite, anata ga saiaku no jōtai de anata no kazoku o fumeiyo ni suru koto o negatte imasu. Watashi wa anata ni totemo unzari shite irunode, anata no atama ni ishi no sapōto o shite hoshīdesu! Watashi o hanatte oite, jibun no mendō o mite kurenai no? Watashi ga sukinahito o shinpaishinaidekudasai, anata ni naru koto wa arimasen! Hanatte oite! Watashi wa anata ni nani mo yatta koto ga arimasen! Anata to onajiyōni, watashi to ebā ga issho ni i rarenai koto o hoshō suru hitobito wa, gakkō demo koko ni imasu. Watashi wa sudeni Daisukē o ushinaimashita, watashi wa imamade ushinaitakunai.." lød det ganske uforstående for alle omkring ham, der bare blev skræmt over den vrede dreng med blåt hår, som sparkede til alt han kunne komme i nærheden af. Han havde fået nok og ville ikke mere. Han ville bare hjem, og ikke kun hjem til sin onkel, nej han ville helt hjem han gad ikke være her mere! Han havde simpelthen fået nok!! 
Vreden blev overmandet af sorgen og langsomt sank han ned på gulvet op ad væggen, og begravede frustreret hænderne i det blå hår. 
At vende hjem var ingen mulighed, det vidste han også godt. Han kunne intet gøre uden at vanære sin familie, hans ære hang allerede i en tynd tråd, snart ville de sikkert slå hånden af ham, hvis ikke han blev "rask". Problemet var jo bare han ikke var syg. Han kunne bare godt lide fyre. Endnu frustreret sparkede han til sine skolebøger som gled hen over gulvet, en af dem, der allerede var hårdt medtaget, gik midt over. Det betød dog intet for Haru, lige som det heller ikke betød noget at en lille gruppe Ravenclaw piger fra en af de små årgange løb skrigende væk, med ordene: At kineseren var gået amok.
Haru sukkede dybt. Familien Faa var fra Japan!

-// oversat af japansk:

Fint vil du høre hvad jeg mener om dig?! Hmm... Du er dum at høre på, dine karakterer er sikkert dårlige og jeg håber du vil vanære din familie på det groveste. Jeg er så træt af dig og jeg ønsker at du får en stenstøtte i hovedet! Kan du da ikke bare lade mig være i fred og så bare passe dit eget? Bland dig uden om hvem jeg godt kan lide, det bliver alligevel aldrig dig! Lad mig være i fred! Jeg har aldrig gjort dig noget! Det folk som dig, der gør at jeg og Ever aldrig kan være sammen, heller ikke her på skolen. Jeg har allerede mistet Daisuke, jeg vil ikke også miste Ever..

[Deleted]

Jiro havde haft en kort dag i skolen og havde derfor været nede og træne noget quidditch på banen. Det havde støvregnet let så han var rimelig våd og en smule gennemkold på nuværende tidspunkt. Han var derfor på vej imod opholdsstuen i kælderen med sin kost i den ene hånd. Hans plan var at få skiftet tøj og så snoge sig op og få sig et langt varmt bad, da han hørte råben på japansk. Der var ikke mange japanere på skolen, desuden var det blå hår ikke til at tage fejl af som han nærmede sig.
Han forstod hvert et ord Haru sagde og en del af ham mærkede maven snøre sig lidt sammen. Hvad snakkede han om? Hvad mente han med ham og Ever....Der gik lidt. "Holy crap!" Udbrød han overrasket som femøren faldt på plads for ham.
Desværre for Jiro var det højt nok til at Haru nærmest ikke kunne undgå at høre det. Det ville nok komme som lidt af et chok for ham at høre Jiro bande på den måde, han havde trods alt kun set ham fra den stille, pligtopfyldnede side da de sad sammen med hans far.
Med store øjne gik Jiro frem mod ham og rømmede sig undskyldende, "Undskyld...det var lidt....akavet." Indrømmede han. Alting gav pludselig mening for ham, var det derfor han var her? Fordi han...var til fyre. Wauw. Stakkel. Den slags var ikke velset i deres familie, skønt Jiro ikke havde noget problem med den slags, han havde nu heller aldrig været fan af trolovelsen mellem Yules og Matthew. Man skulle da have lov til at være sammen med den der gjorde en lykkelig, ellers var livet sauda næsten ikke værd at leve. Han frygtede også lidt at han selv og Yuri ville lide samme skæbne når de blev gamle nok. "Hvad sker der? Er du okay?" Spurgte han så ind da det gik op for ham at han havde forholdt sig tavs alt for længe. Han bukkede sig ned og samlede den ødelagte bog op fra gulvet som han tog med tilbage til Haru.

[Deleted]

Af alle dage på skolen havde Haru nærmest kun set Jiro når der var med, og det skønt de var på samme kollegie, dog med et år til forskel, og så nu valgte han at være fætteren der skulle komme forbi! Hvor var det dog typisk! Haru mærkede den sidste farve i sine kinder forsvinde da han kiggede bange op på sin fætter. Nu var det ude med ham. Jukumo Faa ville få det hele at vide fra Jiro og Harus dage ville være talte. Han skulle lige til at sige noget, da det gik op for ham hvad Jiro netop havde sagt, hvilket efterlod Haru i bare at side med åben mund og stirre op på Jiro. Han sank en klump og klarede halsen lidt. "Do.. de.. Jai ik.. Jiro do sae..." Han kunne slet ikke samle sig om det engelske sprog lige nu, som han vidste Jukumo ville have ham til. "De ære ek såm do trour! Jai ær ek.. Jai menor. De do hørde var ek mai."  hjertet bankede med panik i brystet på Haru og han kørte usikkert hånden igennem det blå hår flere gange,samt rettede på det for at få det til at sidde ordentligt, selvom den del føltes umulig lige nu. Han lod slet ikke til at fange, hvem Jiro faktisk var, men så stadig det pragteksemplar, Jiro viste sin far altid.

"Rafæl... Han... ik nåd. De ik nåd. jai.. jai... jai trod ingn hørd mai." prøvede han, men han kunne godt mærke det var en tabt kamp. Jiro forstod Japansk, så han vidste det hele. Hvilket betød Haru nu også havde afsløret @themadhatterwasher21. Ikke så heldigt og slet ikke over for Jiro, som jo var søster til Yuri Faa. SHIT noget rod han havde lavet! Han facepalmede sig selv flere gange, før han så også mærkede tåre trænge sig på. Fedt!! Skulle han nu også til at tude overfor Jiro? Hvorfor overfor ham? og hvorfor... Jo den del vidste han. Han var oprigtig bange for, at Ever ville vende ham ryggen nu. Måske endda hade ham. 
Haru kiggede op på sin fætter fra sin halvvåde elendighed. "jai fek bar nåk." Han engelsk havde aldrig været så dårligt som det var nu, men han var ligeglad, han kunne ikke styre det oveni alt det andet. "Rafæl (Raphael Kovinsky) ær æfter mai. fårdi jai er bøs... Sir han. han spæner ben altid ou tar min teng. Han... i da gjor han mai våd ou spænt ben.... han tar altid min bør. nu de ødlagt. Jukumo blir sur når han fender ud a det. Jai har vanært familjen igæn"

[Deleted]

Der gik et par sekunder før Jiro lige opfangede at det var udtalelsen Haru havde opfanget. Jiro havde ikke rigtigt været i opholdsstuen på samme tid som Jiro, kun nogle ganske få gange og tilfældighederne ville det at det var hver gang Jiro sad og læste lektier som en artig lille dreng. Han måtte da stadigvæk se ham som det der totale dydsmønster, hvilket bestemt ikke var tilfældet. Kun når hans far var i nærheden.
”Jaah jeg...ligemeget.” Han slog let ud med hånden. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle sige, men alting gav bare mening nu, skønt det også rejste en hel del spørgsmål. ”Nåh, du mener det var den anden blåhårede japaner der sagde det?” Han hævede et bryn tydligt ikke overbevist om løgnen.
Jiro sukkede let og gik helt frem til fætteren, ”well, jeg hørte dig.” Konkluderede han as a matter of fact. Han lyttede til hvad Haru fortalte til at starte med uden at fortrække en mine. Han havde ikke vidst af Ever var homoseksuel. Han kendte ham nu heller ikke rigtigt, men han havde da hørt ham spille med skolebandet og så var han venner med Yuri.
”Er det derfor du er her?” Spurgte han så ind, ”fordi du er til fyre?” Det kunne bedst ligne hans familie at tro den slags var noget der kunne opdrages væk. Det var simpelthen for latterligt.
Han fornemmede godt at de anden var på grådens rand og placerede så en trøstende hånd på hans skulder. ”Hey tag det roligt, det er ikke så slemt, du skal bare lære at stå imod.” Forklarede Jiro med et fortrøstningsfuldt smil. Han rystede på hovedet. ”Pfff vandære familien? Rolig nu, det sker jo kun hvis han finder ud af det.” Han smilede igen og førte en hånd gennem sit eget våde hår. ”Okay kom med, nu smutter vi op og lægger tingene her fra os, og så viser jeg dig en hemmelig indgang til vejledernes badeværelse.” Sagde han så som skulle det løse alle problemer. ”Jeg har brug for et varmt bad og det ligner du også en der kunne bruge. Badekaret der er nærmest på størrelse med en mindre pool så husk bare badebukserne.” Hans tone var som altid optimistisk og han sagde det igen som var det det mest naturlige i verden at snige sig rundt og bryde regler samt holde hemmeligheder for sin far. Det var jo også hundrede procent naturligt for ham. Han gjorde det til daglig.

[Deleted]

Det var den mest akavet samtale Haru længe havde oplevet og han ønskede for alt i verden det aldrig var sket. Han kunne ikke finde ud af Jiro og han var bange for konsekvenserne. ”Do må ik sige noget til non og hvad do hørt om Ever,vær sød at glæd det igen” bad han meget alvorligt og bange men han tørrede tårer af kinderne. Jiro vidste det nu, hvorfor han var her, men Haru kunne ikke finde ud af hvad det betød. Han virkede ikke til at ændre meget på sig over oplysningen, max blev han måske overrasket. Haru så flovt ned i gulvet, som Jiro spurgte ind til om det var grunden til han var der. Det var nok bedst at svare. ”Jeg drak Mai ful en da og så tog jeg… Daisuke med hjem. Han… vi var samn i halt år, men min far så det den dag. Han kom tidligt hjem fra kontor. Nogle dage sener sad jeg på flyt hærte” Haru samlede sine ting sammen og rejste sig,
Da en del af ham stadig troede Jiro var familiens pragteksemplar. Men så sagde Jiro noget der overraskede den blåhåret fyr. ”do sir de ik? Lover du?” Haru forstod ingenting og lignede nok et kæmpe spørgsmålstegn. ”Men do ik ved-læder?” Det kunne tydeligt høres på Haru at han ikke forstod hvad der præcis foregik.

[Deleted]

Jiro så lidt op og ned af sin fætter og bed sig kort i underlæben. Han havde været så fokuseret på den del med at Haru var homoseksuel og hvordan det hele faldt på plads, at den del med Ever ikke helt var sivet ind før Haru sagde at han ikke måtte fortælle det til nogen. ”Så du og Ever....?” Han lod spørgsmålet glide lidt ud, men så stadigvæk imod fætteren som forventede han et ærligt svar.
Han satte sig på hug ved Haru og hjalp ham med at samle tingene op som fætteren fortalte sin historie. Jiro rettede de mørke øjne imod ham, hans mine var mere alvorlig end før. Ikke fordi han synes der var noget galt i det fætteren fortalte, men fordi han godt kunne forstå hvis det måtte være svært for Haru. ”Jeg er ked af det ikke gik med dig og Daisuke.” Sagde han sandfærdigt og placerede en venlig hånd mod den andens skulder.
Han rystede på hovedet og smilede igen som de begge rettede sig op. ”Bare rolig, din hemmelighed er sikker hos mig.” Lovede han. Han rømmede sig, ”og nej det er jeg ikke, man undres..” han så kort frem for sig og smilede så endnu større, ”men det er jo perfekt, så holder jeg en hemmelighed for dig og du holder en for mig.” Han slog ud med hånden som var det det smarteste han havde fundet på side han stod op i morges.

[Deleted]

"Scchhhh..." Tyssede Haru, da Jiro spurgte ind til ham og Ever. Hurtigt kiggede Haru sig omkring, for at se om der var nogen i nærheden, der kunne have overhørt dem. Han havde trods alt lovet Ever ikke at sige noget til nogen, så det var i princippet allerede slemt, at Jiro vidste det. Bare han nu ikke fortalte det videre til Yuri, så ville der helt sikkert være problemer!
Hele samtalen føltes dog som at møde sin fætter for første gang. Han var jo slet ikke, som Haru havde troede. Det var meget underligt at mærke medfølelse fra ham i forbindelse med tabet af Daisuke, det havde Haru bestemt ikke regnet med. "Jai trod du var som Jukumo? Do er altid så pæn ou stiv ou plegtopfylende." Det kom meget bag på Haru hvem han faktisk snakkede med og det var tydeligt at tingene slet ikke gav mening for ham lige nu. Haru kløede sig lidt i håret og så på sin fætter. "Så du slæt ik så tør som jai trod." Grinede han. Haru havde haft den opfattelse af Jiro at ha var en pligtopfyldende fyr som gjorde alt hvad han fik besked på og var et rigtig lille englebarn, der aldrig gjorde noget forkert. Sandt at sige, havde Haru næsten været bange for Jiro, for om han ville sladre, det var nok også derfor han lidt havde forsøgt at undgå Jiro. "Jai sir ik nået ves do ik gør" Blinkede han så og smilede skævt tydeligt i meget bedre humør.

[Deleted]

Jiro tav omgående som Haru tyssede på ham. Han forstod selvfølgelig godt at Haru var meget påpasselig, især når det var det der havde fået ham ”smidt ud hjemmefra” i første omgang. ”Ja ja, selvfølgelig, sorry.” Skyndte han sig at tilføje med hænderne holdt forsvarende op foran sig.
Den unge japaner kunne ikke lade være med at komme med et sammenpresset grin ved Harus ord. ”Det er jeg også, men altså kun når min far er i nærheden.” Svarede han så. ”Hvis jeg skal være ærlig, så er det slet ikke mig, men du ved jo selv hvordan det er med forventninger og alt det.” Han sukkede og trak let på skuldrene.
Jiro smilede igen lidt forsigtigt, ”jeg kender min plads, jeg ved hvad der forventes af mig. Jeg er ikke altid enig, men det holder jeg for det meste for mig selv.” Svarede han og skar en grimasse, ”men så må jeg lave mine udskejelser når min far ikke er i nærheden, men altså, dem laver jeg også mange af. Kunsten er bare ikke at blive snuppet.” Han blinkede kækt, som var det et dybere livsråd han lige havde givet videre. ”Det er en aftale.” Jiro rakte hånden frem mod Haru som for at afslutte deres lille hemmelige deal. ”Så, er du ellers glad for at gå på skolen? Nu render du vel ikke og keder dig?” Han begyndte at guide fætteren imod opholdsstuen så de kunne hente noget skiftetøj og forhåbentlig komme ud af det våde klunds.

[Deleted]

Haru kunne bedre og bedre lige Jiro og det gik langsomt op for ham at mange små træk ved Jiro pludselig gav mening. Det var utroligt at tænke på, hvordan det nærmest alle sammen levede et dobbelt liv. Haru var bare dum nok til at være blevet opdaget. "ånkel Jukumo er ik enggan så slæm som Tante Julie. " Fløj det pludselig ud af Haru, før hun stivnede og på bedste japansk maner bukkede undskyldende for sin fætter. "Åndskyl Jiro, jai ment de ik. Hun.. Hun var bar så Led i såmmers da jai hjalp din søster mæd kjolen." Haru havde virkelig følt sig ramt af hvordan @themadhatterwasher28 havde snakket ned til ham, for derefter at være forsvundet med Yules uden på nogen måde at tænke på ham. Han var blevet ladt tilbage uden at vide hvordan han skulle komme tilbage, eller hvad retning han skulle gå i. Det havde virkelig fået ham til at føle sig forladt.
Haru så igen interesseret på Jiro. "Ud skajelsår? Hvad er ud skajelsår?" Det ord kendte han ikke til. Det havde han ikke hørt nogen sige før, så han havde svært ved at forstå hvad sætningen var omkring. han forstod dog godt det sidste, og trak lidt på smilebåndet. "Ja, ik drik og tog kærste mæ hjæm i hust, når de en drang." Han fik røde ører over at nævne det. Det havde simpelthen været så flovt og hans far havde været rasende! "Do drikker?"
Haru kløede sig lidt i nakken og tænkte over hvorvidt han var glad for at være her, og endte heldigvis med at nikke. "Jo. Hær er Ever." Han smilede og blev rød i kinderne. "Ou jai har møt Joseph Willington, han kand ik snak, så han kan ik hør mit dorlig ængelsk. Hmm.. og quidditch er rart det det sammen hær som i Japan."

[Deleted]

En svag rynke formede sig mellem Jiros bryn. ”Ja de to er ikke altid nemme at være omkring.” Indrømmede han og så lidt frem for sig, men nysgerrigheden tog alligevel over, ”hvad gjorde hun da?” Han vidste godt at både hans far og mor kunne være strenge, men direkte lede? Det udtryk havde han ikke hørt om dem før.
Han sendte Haru et snedigt blik, ”du ved, “ballade”.” Det sidste ord blev sat i anførselstegn ved hjælp af fingrene. ”De ting som bestemt ikke er værdsat i familien Faa.” Han blinkede kækt til fætteren.
”Lige nøjagtig!” Han klappede ham venskabeligt på skulderen. ”Der er mange andre steder at gøre den slags kæresterier her på skolen, har jeg hørt.” Sagde han morende som de gik gennem gangene mod opholdsstuen. ”Desværre har jeg ikke haft mulighed for at få fat i noget alkohol endnu, men det er da en af mine nytårsforsæt.” Jokede han i et skævt grin. ”Hvad med dig?” Det var lidt af en lettelse at lære sin fætter bedre at kende. Han havde jo også troet at Haru var sådan en lille skræmt mus, men det lod han ikke helt til at være.
”Du er virkelig skudt i den fyr hva?” Jiro smilede skævt til ham, ”er I så kærester eller er det stadigvæk bare på sådan lidt hyggebase?” Spurget han ind.
Jiro nikkede. Han vidste godt hvem Joseph var skønt han ikke selv havde snakket med ham. ”Well, dit engelsk er da ikke helt skidt.” Roste han. ”Og godt du er glad for Quidditch, det må være en familiesvaghed.” Han lo kort og gik ned af trapperne mod kælderen.

[Deleted]

Haru var lidt flov over at havde snakket grimt om sin onkel og tante, og han fik da også røde ører, nu han blev spurgte om at uddybe hvorfor han ikke kunne lide sin tante. "Hon kaldt Yules for en billig luder. Yules var så småk og glad får kjoln men Julia blev vrad." Det havde virkelig overrasket Haru hvordan Julia havde reageret, måske mest fordi Yules havde været så smuk og havde virkelig set ud til at være glad for kjolen. Det havde været den helt rette kjole. "Mæn hon sagde at Yules var en luder og så forsvandt de... puff." Haru sukkede lidt. Det var nok lidt barnligt af ham at være sur over de bare havde transfereret sig væk, men det havde altså være en ubehagelig oplevelse. "JAi kan ike transperere endnu, og jai kunne jo ik finde hjæm fra butiken." Han havde gået rundt længe uden at vide hvad vej han skulle gå, og det havde da også resulteret i at han var kommet meget sent hjem den dag, hvilket så gav ham nye problemer. Det var virkelig ikke nemt at være ham.
Haru fløjtede lidt da han fik forklaret ordet udskejelser, jup det med at bryde reglerne kendte han lidt for godt til. Det var jo netop derfor han var her. Nogle ting kunne man bare ikke lave om på, som fx at forelske sig i drenge. Han smilede dog lidt til sin fætter som det blev nævnt at det var et nytårsfortsæt at drikke alkohol. "Arh det ik svært at få fat i alkohol. tro mai, do skal bare vid hvordan do gjør." Lød det utroligt selvsikkert fra ham, men han havde også gjort det flere gange i Japan. Det galt bare om at virke voksen og så vælge den rette butik. "I JApan vi oft drikker.. Der var en gyd vi samles i. Der smed vi hæmnerne." Forklarede han med et skævt smil på læben. "Det var dær mit hår blev blåt. Og! jeg fek lavt hål i ørt. men jai går aldrig med smyk i. Ik når familjen ser det." De unges liv i Japan var vildt, hvert fald den flække Haru kom fra. Det eneste han ikke havde prøvet var stoffer, men det havde han heller ikke hverken lyst til eller behov for. 
Han nikkede så som Jiro spurgte indtil Ever. Jo han var bestemt skudt i Ever, men nej de var ikke kærester endnu, ikke officielt hvert fald. "Nai, han er ikke gåt ud af skabt." Prøvede Haru at fortælle med den nye vending han havde lært af Ever. Han var ikke helt sikker på om han forstod det, men det var noget med at så længe man var i skabet var man i et hemmelig forhold. Han grinede som de endte med også lige at vende quidditchholldet. "Ja, vi jo også træ på huflepofs håld."

[Deleted]

Jiro så overrasket..nej nok nærmere chokeret på Haru. ”Kaldte hun hende en luder?” Det kom så meget bag på ham at hele hans mimik nærmest ændrede sig som havde nogen lige kastet en spand koldt vand ned af ryggen på ham. ”Seriøst?” Det gav slet ikke mening. Hans mor kunne god være skrap, men sådanne ting virkede meget ulig den side af hende som Jiro kendte. Han satte sig godt nok heller aldrig på tværs, men det gjorde Yules da heller ikke -ham bekendt i hvert fald.
”Wauw...det er jeg virkelig ked af.” Sadge han ærligt og stadigvæk med en dybt foruroliget mine.
Samtalen blev dog igen lidt mere munter og Jiro sendte ham et listigt blik, ”og du ved hvordan man gør?” Spurgte han videre ind. Han syntes bedre og bedre om Haru som minutterne gik.
Han tog da også lige sig selv i at rette blikket mod øret som Haru nævnte at han havde hul i øret. ”Jamen dog, du er om muligt mere rebelsk end jeg er.” Jokede han underholdt over hele situationen og af denne nye side af fætteren. De lod åbenbart til at have mere tilfælles end først antaget.
Jiro smilede let på måden som Haru sagde det med skabet. Det var lidt sjovt, ikke fordi det var forkert, men bare fordi det lød lidt morsomt som om at Ever sad og ventede i et skab. ”Hmm, jeg er sikker I nok skal finde ud af det.” Svarede han så med et roligt blik og et lille smil.
En mild latter gled over hans læber og han nikkede som de nåede opholdsstuen. ”Ja, vi har total indtaget quidditchholdet.” Jokede han som han sagde kodeordet så de kunne gå ind.

[Deleted]

Haru nikkede bestemt til spørgsmålet om det han sagde nu kunne passe. Så kløede han sig lidt i det blå hår og rynkede på næsen. "moske jai ik forstod det. Men Julia sae luder og Yules blev ked a de. Og så puff." Haru følte sig en anelse skyldig i det hele. det var trods akt ham, der havde fundet kjolen til Yules, men den havde altså virkelig været smuk og ikke super afslørende. Faktisk havde den været virkelig smuk til hende.
samtalen blev skubbet til alle Haru "ulovligheder" og et skævt smil lagde sig på hans læber. "Gør hvad? får sprot? de næmt."  Det havde hvert fald været nemt nok i Japan. man skulle bare finde den rette døgnkiosk som gik mere om i indtjening end lovgivning og så skulle man virke ældre end man var. Viste man tegn på usikkerhed var slaget tabt på forhånd. Det havde han lært. Haru grinede lidt over det kompliment det lod til at komme fra hans ikke-så-stille fætter. "Dær nok osse grun for jeg nu er hær." Det gik op for Haru at hans fætter faktisk var ret cool og at han ikke behøvede være så bange for ham alligevel. Tænk sig der alligevel kom noget godt ud af hele situationen.
Som de trådte ind i opholdsstuen lagde Haru sine bøger fra sig og så imod Jiro. Han ville gerne høre med om hvem hans fætter egentlig var. "så hva lauer do af ballad?" Han havde efterhånden gennemskuet at jiro heller ikke var noget dydsmønster.

[Deleted]

Jiro rystede forvirret på hovedet, ”hvor er det bare mærkelig.” Indrømmede han. Den side havde han aldrig set af sin mor og håbede aldrig at han ville komme til det.
Han hævede let et bryn af Haru som han påstod at det var “nemt” at få fat i sprut. ”Hmm.. Jeg synes nu ikke det har virket så let.” Mumlede han en kende tænksomt. ”Måske vi kunne finde noget sammen på et tidspunkt.” Det ville nok ikke være helt dumt. Jiro kunne i hvert fald godt tænke sig at afprøve sådanne ting inden familien krævede for meget af ham.
Han lo og hævede hånden til en highfive, ”true!” Svarede han og kørte på ny en hånd gennem det våde hår. Fætteren hvade trods alt en pointe.
Som de kom ind på opholdsstuen tyssede han lidt på den blåhårede fyr og sendte ham så et listigt blik, ”Dét skal jeg fortælle dig. Jeg tror du vil synes om det.” Forsikrede han og kryptisk. ”Men lad os snakke om det lidt senere,” Han var ikke interesseret i at alle skulle vide det. ”Hvad siger du til at vi lige fanger vores ting på vores sovesale og mødes igen hernede om 5 minutter?” Forslog han smilende. Hvorefter han bevægede sig mod sovesalen. Måske Haru slet ikke var så slem som han havde forventet.

// out