Always there.

[Léonie Alessandra Ainsworth]

Tråd til @alfreda

Alfredas hjem

September 2056 - Klokken 17.48

Det var sen eftermiddag og Léonie havde efter arbejde sat kursen imod sin veninde Alfredas hjem. Hun havde været på arbejde og efter en hård dag, så hun nu frem til at sidde og slænge sig lidt i sofaen med sin veninde. Der var sket meget på det seneste. – Sikkert for dem begge to, som de på det seneste havde haft for travlt til at ses. Selv havde Léonie været involveret i en dum ulykke på arbejdet og ikke nok med at hendes kærlighedsliv var noget kedeligt bøvl, syntes hun altid at være enormt træt, når hun kom hjem lige for tiden. Således, havde hun i dag sat sig selv op til at forsøge at være lidt frisk, nu hvor Alfreda så fint havde spurgt om ikke hun kom over til en kop te. – Og dog, kunne auroren ikke helt undgå at fornemme at der måske vare noget på færde med så spontan en aftale. Stille og roligt, bankede hun så ellers på hoveddøren, da hun nåede Lestrange familiens hus.

[Deleted]

Det havde ganske enkelt været vovet at invitere veninden så spontant på besøg, men tidspunktet havde været perfekt. Dominic brød sig sjældent om det, når Alfreda inviterede hendes venner på besøg. Selv ikke en fuldblods heks som Léonie, som endda arbejdede som auror var god nok, men det var måske det der var problemet; en kvinde med sådan en magt passede ikke Lestrange manden. Med Dominic ude af hjemmet, af årsager Alfreda ikke kendte til, havde heksen slået til. Og som hun hørte det banke på døren, var hun hurtig til at bevæge sig ned den store trappe i halen, hen for at åbne døren og sende et stort imødekommende smil til veninden. ,,Léonie!" Lød det muntert, som hun let gik mod hende og der gav et forsigtigt hilsende kram af bare glæde. ,,Dejligt at du kunne komme med så kort en varsel", sagde hun derefter, som hun trak sig tilbage og gjorde plads. ,,Kom indenfor."

[Léonie Alessandra Ainsworth]

Léonies blik flakkede for et par sekunder, som hun stod der på Alfredas dørtrin. – Det var altid med lidt uro i sindet at Léonie besøgte Lestrange-huset. Trods alt, var hun ikke direkte på bølgelængde med venindes mand, Dominic Lestrange og hun så derfor også helst at undgå ham. Hun havde ikke meget tilovers for manden, velvidende om at ikke alt var som det skulle være mellem veninden og hendes husbond og selv kunne hun ærligt ikke sætte sig ind i, hvad Alfreda nogle gange tænkte, ved at hun blev hos ham. Der var masser af søde fyre derude..Gode mænd, der ville have mere at tilbyde veninden end ham som hun var sammen med. – Når den tanke var tænkt, vidste Léonie dog også godt, at det var begrænset hvad hun kunne bilde sig ind rent faktisk at mene eller sige til veninden og hun nøjedes således med at give hende et glædeligt kram retur, da hun blev omfavnet. ”Jo tak…- Dejligt at se dig Alfreda.” Smilede hun varmt go trådte så ellers indenfor, før hun løsnede sit tørklæde en smule og gav sig til at knappe jakken lidt op.

[Deleted]

Hvor længe var det siden sidst? Som tanken strejfede Alfreda, lukkede hun samtidig døren i som Léonie trådte indenfor. Ikke for sent til at hjælpe, tog Alfreda derefter imod både tørklædet og jakken som veninden tog overtøjet. Det var ren høflighed, sådan var hun jo blevet opdraget, men det sad lige så dybt i Alfreda at gøre det af den grund af at hendes husbond forventede at blive behandlet som en konge i sit eget hjem, hvorimod når de var ude, så gjorde Dominic alt i sin magt for at fremstille som den gode overfor sin hustru - ikke Alfreda stillede krav.
,,Det er længe siden", sagde hun med et lille smil, alt imens hun lavede en gestus om de skulle bevæge sig ind i stuen. Det varme vand stod trods alt allerede klar, ikke at Léonie var kommet for sent. Théen var til at berolige Alfredas egne nervøse nerver.
,,Har du det godt? Sker der noget spændende på arbejdet?" Spurgte hun med et smil på de røde læber, hvor Alfreda, inden hun slog sig ned i sofaen, hældte varmt vand op til dem begge. Det kunne tydeligt ses og høres på kvinden at hun havde noget på hjertet.

[Léonie Alessandra Ainsworth]

Stille og roligt, lod Léonie sig hjælpe af med tørklæde og jakke, før hun lod Alfreda overtage overtøjet og hænge det op. Selv rettede hun imidlertid lidt på sine gevandter og nikkede lidt, som Alfreda konstaterede at det var længe siden sidst. ”Mhmm…Jeg syntes nok det var ved at være på tide at du inviterede igen.” Drillede hun lidt mildt. Trods alt, var det oftest Alfreda der måtte sørge for at bevare kontakten imellem det, idet Léonie godt var bevidst om situationen med Dominic. – Ikke at hun nogensinde havde kritiseret venindens husbond direkte imellem dem, men anelserne var der..Og Det havde trods alt tidligere været Léonies job at aflæse andre mennesker. Dominic, brød hun sig ganske enkelt ikke om. Han virkede dominerende…Kølig og ikke mindst temperamentsfuld. Hun fulgte veninden ind i stuen og her tog hun så ellers plads i sofaen ved siden af Alfreda. ”Tjoo…Du ved…Det er det sædvanlige…Stadig alene. – Jeg har lidt travlt…Jeg er rykket fra min sekretær stilling til at bevæge mig rundt ude i felten igen.” Forklarede hun stille, selvom hun tydeligt mærkede at Alfreda måtte have noget på hjerte.

[Deleted]

Et mindre beklagende smil gled over de bløde læberne da Léonie sagde som hun gjorde. Der var ingen grund til at forklare det, veninden vidste det jo udmærket godt, det var Alfreda allerede klar over. Selvom de aldrig direkte havde talt om det, så vagte der ingen tvivl - der var desuden også en grund til at Léonie arbejdede med hvad hun gjorde, hun var god til sit arbejde. Dominic var en ulv i fåreklæder og de fleste købte den, men veninden vidste nok næppe hvor slemt det i virkeligheden stod til.
,,En skønne dag møder du den rette.. Og er du? Hvor fantastisk! Du har heller aldrig kunne sidde stille", lød det med et mindre grin som Alfreda satte sig tilbage i sofaen. ,,.. Men for guds skyld! Lad nu endelig være med at blande arbejde og kærlighed sammen. Det ender aldrig godt." Et drillende smil spejlede sig på brunettens læber. Det var selvfølgelig nemmere sagt end gjort; hvis man arbejdede meget, og op og ned af hinanden og man fik et godt bånd sammen til en af sine kollegaer, så var man jo ikke herre over hvis der pludselig begyndte at dukke følelser op. Men alle og enhver kendte til dramaet der kunne opstå efterfølgende, og den drama ønskede Alfreda bestemt ikke skete for veninden.

[Léonie Alessandra Ainsworth]

Léonie nippede lidt forsigtigt til den kop te hun var blevet tildelt og smilende, nikkede hun anerkendende til venindens ord. ”Been there, done that..” Erklærede hun, som hun himlede lidt opgivende med øjnene af sig selv. – Dette, som hun kom til at tænke ikke alene på den åndssvage dragetæmmer hun engang havde haft en lille engangsting med og derefter @lincoln , som hun havde haft en frygtelig mislykket episode med, efter at han havde afvist hendes tilnærmelser. Næhh….Hun havde siden da, været på en enkelt date med en charmerende healer..Men hvor meget der ellers lå i det, var hun ikke klar over. Trods alt, havde han blot hjulpet med at få hende lidt på højkant efter en arbejdsskade og siden de havde været ude og spise for et par måneder siden, havde hun ikke hørt fra ham. – Ikke at hun dermed sagt selv havde gjort noget for at finde frem til ham heller…Hendes stolthed afholdte hende lidt derfra. Og for nu, var hun der jo egentlig også primært for at se til Afreda. ”Hvad med dig? Er du okay, Alfreda? Du ser mig lidt bleg ud..?” Spurgte hun så, lettere bekymret, som hun rakte ud efter venindens hånd.

[Deleted]

Alfreda trak svagt på smilebåndet ved Léonies ord. Det var altid så let at sige, at den rette nok skulle dukke op, på det rette tidspunkt og det rette sted. Men hvad skulle hun ellers sige? Hun ville ikke foreslå tilfældige blinddates, men det var måske mest fordi hun selv ikke kunne forestille sig det - hvis hun da altså havde været ledig på marked. Hun ville jo også bare veninden det bedste, men hvad var Léonie overhovedet til? Ikke mænd som Dominic, men hvem var også det..
,,Ømh...", lød det dæmpet, da fokusset blev vendt over på Alfreda. Hun pressede læberne sammen og skævede ned mod deres hænder. ,,Jeg… Léonie…" Hun sukkede og slog sekunder efter de mørke øjne op og tilbage på veninden. ,,..Jeg.. Jeg skal fortælle dig noget. Og du må love mig - ved Merlin, du må virkelig love mig at du ikke fortæller nogen det. Og du må heller ikke dømme mig… Okay?" Tonen var dæmpet, forsigtig og det var tydeligt at det Alfreda havde på hjertet fyldte meget. Ingen kendte til det, til hendes hemmelighed-er, ikke en gang hendes psykolog.

[Léonie Alessandra Ainsworth]

Léonies hånd søgte forsigtigt Alfredas, som veninden tydeligvis tøvede med et eller andet. – Noget hun ville sige. Hun gav venindens hånd et blidt klem og selvom ansigtet var fortrukket i en alvorlig mene, var øjnene tydeligt bekymrede. Hun holdt oprigtigt af Alfreda og at se hende så sårbar, smertede Léonie. – Særligt, når Alfreda ikke tidligere havde gjort anmærkninger til at række ud og bede om hjælp. – For hvad stod der så ikke og ventede nu? Hvor slemt stod det mon egentlig til? Hun afventede i stilhed, men nikkede atter. ”Alfreda, jeg ville aldrig dømme dig…” Svarede hun blot forsigtigt, som hun betragtede veninden med bekymrede øjne.

[Deleted]

Alfreda tøvede forsat i nogle sekunder, også selvom hun vidste af veninden aldrig ville sige noget hun ikke mente. Léonie ville forstå det, ville hun ikke? ,,Jeg…" Hun sank lydløs og skævede atter væk fra, bare i nogle sekunder, hvorefter hun endelig tog mod til sig. ,,- Jeg har fået foretaget en abort…" Ordene blev sagt så hurtigt og så lavt som frygtede hun at nogen stod og lyttede lige om hjørnet. ,,Og det er ikke første gang", tilføjede hun relativt kort tid efter, hvilket blot fodrede den ubehagelig følelse der langsomt sneg sig ind i maven på hende. Helt automatisk gled hånden, hånden der før havde været i kontakt med venindens hånd, hen til maven, som havde hun stadigvæk noget i maven. Det var dog ikke tilfældet. ,,Dominic ved intet", lød det en anelse knækket i tonen.

[Léonie Alessandra Ainsworth]

Léonies klare grå øjne hvilede stålfast og fokuseret på Alfreda, der med ét virkede endnu mere usikker end før. – Ikke alene virkede hun omtumlet..Men hun virkede også tøvende, som om hun ikke syntes sikker på, hvor hun havde veninden. Hun sendte hende således et prøvende opmuntrende smil igen, om end det hurtigt forsvandt, da Alfredas ord, så ellers forlod de lyserøde læber. Minen blev alvorlig som sætningerne bundfæstnede sig og forsigtigt placerede Léonie så en hånd på venindens skulder i et forsøg på at trøste, om end det lige nu syntes næsten…underligt. – Som om hun godt var klar over, hvor magtesløs og uløselig hele situationen syntes. ”Åh…Alfreda….” Mumlede hun stille, før hun så ellers strøg veninden lidt over ryggen. Prøvende, forsøgte hun at fange hende blik. ”Kan…Kan jeg gøre noget?” Spurgte hun så forsigtigt, velvidende om, at det nok var mere rigtigt at spørge sådan, end at forsøge at stille de klassiske spørgsmål om, hvorfor hun ikke forlod Dominic. – Trods alt, vidste Léonie godt, at det ikke bare var lige til på den måde for veninden.