Far from home

[Darius Lee Malice]

Lorelai King - @callie

Darius var lige for tiden i Frankrig. Han havde i nogle år været ude at rejse. Mest fordi han var på flugt fra sin familie, men det var også en god idé for ham at opleve en masse ting, så han kunne være en bedre journalist. Han havde en drøm om at blive chefredaktør for Profettidende, men han gik ikke ud fra at Tyler ville sige op lige foreløbigt. Darius overvejede nu faktisk at starte sin egen, men det krævede nok lidt mere end man lige regnede med. 
For nogle dage siden havde han opdaget at Lorelai King skulle spille koncert i Paris, så Darius kunne ikke dy sig for at tage afsted. De kendte ikke hinanden så godt endnu, men de havde snakket lidt sammen siden han havde haft det interview med hende. Muggleravisen havde elsket artiklen og ville have givet ham et fast job, men han kunne ikke arbejde for mugglere. Han havde ikke lyst til at skulle arbejde fast med dem i længere tid. Han havde bestemt sig for at han ikke længere ville være på flugt, og det var måske på tide at Lorelai lærte hans rigtige navn at kende, istedet for at han skulle kalde sig selv for Toby. Han var færdig med det og ville snart tage hjem til sin far og til André. 

Darius var sluppet forbi vagterne, da han havde aftalt med muggleravisen at han ville lave et interview mere, inden han rejste hjem. Dog havde han ikke tænkt sig at skrive en artikel, men bare smutte. Han gik med hastige skridt ned ad gangene, til han nåede backstage. Han havde et navneskilt hvor der stod Toby Adams, men om ikke så længe, ville Lorelai kende sandheden og måske også at han ikke var muggler. 

[Lorelai King]

Lorelai havde det forfærdeligt med, at tage væk hjemmefra. Væk fra Alecander. Han var efterhånden blevet hele hendes verden. Ikke at de var kærester eller noget, men hun hadede at være væk fra ham i længere tid ad gangen, men hun var verdens kendt, og hendes fans skulle ikke svigtes. Callie, hendes personlige opvarmer, var også med, denne gang til Paris. Hun var en fantastisk sød pige, og Lorelai var sikker på hun nok skulle komme frem med tiden.

Hun gik i mod kaffemaskinen, hvor hun tog en kop, som hun altid gjorde inden hun skulle på scenen og give den gas. Hun vendte blikket mod en af gangene, hvor hun fik øjne på et velkendt ansigt. "Toby?" sagde hun og et smil voksede på hendes læber. På trods af deres første virkelig akavet møde, så så hun ham faktisk som en ven. Også selvom det jo ikke var hver dag de snakkede, så ville hun da mene, at hun kunne stole på ham, og han ikke bare ville udnytte hende, for at finde ud af hendes inderste hemmeligheder, for at skrive et eller andet lort om hende i avis. Det var virkelig det sidste hun havde brug for. DEt var hårdt med Alecanders sygdom, som hun ikke kunne snakke med nogen som helst om, fordi han ikke ønskede nogen skulle vide det. DEt var noget hun blot gik med for sig selv. Ikke engang hendes familie vidste hun boede hjemme hos ham.
Hun gik med hastige skridt i mod Toby, og lagde så armene omkring ham i et kram, "Hvordan pokker er du kommet her om?" spurgte hun i et grin. Trods alt, så var hun stadig lige så smilende og udadvendt som hun plejede, selvom det meste nok var en facade.

[Deleted]

Callie havde netop fået knappet de stramme læderbukser, da hun trådte ud af omklædningen. Trods hendes utilfredshed, så havde make-up artisterne lagt en alt for overdrevet make-up og havde sat hendes hår. Eller folk der ikke så Callie hver dag, ville ikke kunne se forskel på den pjuskede, kæmpe store manke. Men Callie kunne godt. Håret havde fået lidt mere fylde i sig, hvilket Callie absolut ikke mente var nødvendig. Det var da fyldig og stod ud til alle sider alligevel.

Callie skulle opvarme for Lorelai til dagens koncert, men der var stadig en times tid til, som Callie havde besluttet at ville bruge på enten at slappe af og lige få vejret. Man blev så pokkers forpustet af at give den gas på scenen. Callie lod sine hænder børste de sorte bukser, der sad en smule for stramt, hvorefter hun gik hen mod Lorelai som stod ved kaffemaskinen. "Hej Lorelai så er je...." begyndte Callie, men stoppede sig selv da hun så den unge herre. Hun havde altid været opdraget med at man ikke måtte bryde ind i andres samtaler. Derfor lod hun pænt sine hænder falde ned langs siden, hvorefter hun smilede genert til manden med navneskiltet Toby og så derefter op på Lorelai med et skeptisk smil. Var han journalist? Hun kunne virkelig ikke lide journalister.
"Goddag Hr. Adams. Lorelai." sagde hun hurtig og gik selv hen til kaffemaskinen så hun kunne få en kop varm chokolade. Kaffe var ikke godt.

[Darius Lee Malice]

Darius begyndte at smile, da han så Lorelai komme gående. Selvfølgelig var hun på vej hen til kaffemaskinen. Det var sådan han kendte hende bedst, selvom han nu ikke kende hende ret godt endnu. Hun kendte desværre heller ikke ham ret godt, og vidste ikke han havde været på flugt de sidste 3 år af sit liv. Han ville så gerne fortælle hende det, så de kunne blive rigtige venner. Hun var magiker, så det ville ikke være forfærdeligt at fortælle hende at han også var. Det ville måske komme som en overraskelse for hende, da hun jo troede at han var muggler, som han havde udgivet sig for at være. Han smilede stort til hende, da hun kom og gav ham et kram og han krammede hende igen.
"Hej Lorelai." Sagde han og slap hende igen. Han fnøs en smule til hendes spørgsmål og pegede på sit skilt hvor der stod 'Toby Adams. Journalist.'"På den måde." Sagde han så med et smil. "At jeg så ikke arbejder for dem mere, er en helt anden historie." Sagde han grinende. Han stoppede dog, da han så en ung pige, på omkring hans egen alder, komme hen mod dem. Han blev meget betaget af hendes udseende. Hendes øjne var dybe og mørke på en meget sensuel måde og hendes hår fløj ud til alle sider og af en eller anden grund, fandt han det tiltrækkende. Han blev hylet en smule ud af det og glemte hvorfor han var der.
"Ehm... Hej." Sagde han og prøvede at komme tilbage til virkeligheden. Han kiggede tilbage på Lorelai, men holdte alligevel øje med den nyankomne ud af øjenkrogen.
"Jeg kom faktisk fordi der er noget jeg gerne vil fortælle dig." Sagde han og blev en smule nervøs.

[Lorelai King]

Lorelai grinte let og himlede med øjnene, "Åh din flab," sagde hun morende, da han pegede på sit skilt. Det var bare typisk. Journalister kunne da også bare komme ind alle steder. Hun vidste intet om, manden som i hendes hoved hed Toby, fortid, hvor skulle hun dog også vide det fra, når han intet havde fortalt hende. Hun slap ham roligt, da han slap hende. "Arbejder du der ikke mere? Hvorfor dog ik?" spurgte hun overrasket. Det kunne til tider godt være svært for Lorelai at være omkring muggler, ikke fordi hun havde noget i mod dem, overhovedet, hendes fans var jo både muggler og magiker, og de betød alle sammen lige meget for hende, men mere fordi hun var så hurtigt og dum nogen gange at hun talte over sig.

Lorelai vendte sin opmærksomhed mod Callie som hun kom hen til dem, "Hej Callie," hilste hun venligt, hun var nu ret sikker på, at Callie en dag selv ville få brug for en opvarmer, men indtil da, så nød Lorelai blot, at hun var for hende. "Oh, Toby det er Callie, min nye opvarmer, og Callie, det er en af mine journalist venner, Toby," præcenterede hun dem kort for hinanden, andet ville jo være mega uhøfligt.
Hun vendte sin udelte opmærksomhed tilbage på Toby, "Oh, ehm, okay? Hva så? Skal vi finde et mere privat sted eller?" spurgte hun, der rendte jo både lysmænd, lydmænd, vagter og al verdens andre mennesker rundt omkring dem, da der ikke var længe til, at koncerten skulle starte.

[Darius Lee Malice]

Darius sendte Lorelai et smil og nikkede så. Han fik fundet et lidt mere privat sted. Han var en smule nervøs, for det var en smule at bryde hendes tillid at han havde løjet for hende i den tid. De havde lært hinanden lidt at kende, men desværre vidste hun ikke så meget om ham, som hun faktisk burde på dette tidspunkt.
Han tog en dyb indånding og prøvede at smile sig ud af det.
"Okay. Først og fremmest, så arbejder jeg ikke længere for den avis, da jeg flytter hjem til Irland og så er det en muggler avis og det kan jeg ikke lige overskue, for så skal jeg have for mange hemmeligheder." Sagde han lidt for hurtigt. Det at bruge udtrykket muggler, var allerede at afsløre at han var magiker, hvilket hun stadig ikke vidste. Han kløede sig i håret og så undskyldende på hende.
"Ja....Jeg er magiker." Sagde han roligt. "Jeg ville have fortalt dig det, men jeg har været på flugt fra min familie og ville ikke fortælle folk hvem jeg virkelig er." Han vidste ikke hvor meget han skulle fortælle hende, men nu var han allerede begyndt på det med familien, så mon ikke han blev nødt til at fortælle resten?
"Min mor blev slået ihjel af andre fra familien, så jeg skiftede navn og flyttede rundt. De er nu bag tremmer, så jeg er helt tryg og kan flytte hjem. Mit navn er heller ikke Toby Adams.. Jeg hedder Darius Lee Malice." Sagde han og blev helt lettet over at kunne bruge det navn igen, langt om længe. "Undskyld." Sagde han og tog hendes hånd. Han var begyndt at holde af hende. Der var ikke mange han begyndte at holde af så tidligt, men sådan havde han det med hende og derfor fortjente hun at få sandheden, så hun selv kunne beslutte om hun ville have ham som ven eller ej.

[Lorelai King]

Lorelai fulgte roligt med Toby, selvfølgelig med sin kaffekop i hånden. Nogen ville måske mene hun var født med den i hånden, men det var enten det eller energidrik, og så mente hun selv, at kaffen var sundere, selvom den nok ikke var så sund i den mængde som hun indtog den i.
Hun stoppede op som han gjorde det, med et lettere bekymret blik hvilende på ham. Hun følte helt bestemt hun havde fundet sig en god og dejlig ven i Toby, også selvom de ikke var andet end venner. Hun troede da også at hun kendte ret godt efterhånden, derfor kom det også meget bag på hende, da han pludselig brugte den magiske betegnelse for mennesker uden magi, og hendes mund gled op, så en lille sprække skilte hendes læber.

Hans undskyldende blik, blev gengældt af et forvirret blik fra Lorelai, og hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige. Hun mærkede sit hjerte begynde at banke hurtigere end det gjorde normalvis. "Du.. Jamen.. Jeg.." hun startede nok de første femsætninger med få ord, men vidste slet ikke hvordan hun skulle ende dem. "Hvorfor.. har du ikke sagt noget?" spurgte hun, han burde da hele tiden have vidst hun var magiker, når han sådan turde fortælle hende det, men hvorfor havde han så holdt det hemmeligt for hende, at han også var det?
"Wow, wow, wow, vent hvad? Din familie slog din mor ihjel?" spurgte hun og viftede lidt med hænderne, så kaffe skvulpende i koppen, hvilket fik hende til, at stille den fra sig på et lille bord, hvilket nok var meget heldigt, da han afslørede sit rigtige navn, da hun nærmest følte hun mistede alle sine kræfter i både arme og ben. Den ene hånd førte hun op til sin mund af overraskelse, og vendte blikket ned mod gulvet, "Jeg.. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.." sagde hun stille, og løftede ikke blikket igen, før hun mærkede hans hånd tage fat om hende. Hun bed sig lidt i læben og hendes øjne var blanke, "Er du overhovedet journalist?" spurgte hun, hun vidste jo ikke hvor meget mere han havde løjet omkring.

[Darius Lee Malice]

Det var tydeligt at se på hende at hun var i chok. Darius var ikke ligefrem stolt af situationen. Eller okay jo det var han måske lidt. At han havde kunne holde noget så stort, hemmeligt så længe, var alligevel imponerende. Og han var på en måde stolt af at hans familie, som ellers var ret dygtige detektiver når de endelig ville være det, ikke havde fundet ham endnu. Han var dog ikke stolt af at han havde løjet for hende.
"Jeg har ikke sagt noget, da jeg ville holde min identitet hemmelig for alle. Min familie skulle på ingen måder finde frem til mig og jeg følte det var det sikreste. Jeg troede heller ikke at vi ville blive så gode venner, da jeg mødte dig første gang. Det er også blevet sværere med tiden at lyve for dig. Tro mig." Sagde han og førte en hånd igennem håret.
Han kløede sig i håret og sukkede let.
"Min familie er...Noget for sig selv. Det er bestemt ikke hele min familie der er sådan, men vi har en del i Rusland der er svære at være stolte af, vil jeg sige." Darius kom til at tænke på André. Havde han haft de samme holdninger som resten af familien, så var Darius' mor nok ikke død. Han rystede hurtigt den tanke af sig, for det var ikke Andi's skyld noget af det.

Darius blev overrasket over hendes spørgsmål, men forstod ikke helt hvorfor. Selvfølgelig var hun i tvivl om alt hvad han nogensinde havde fortalt hende.
"Ja jeg er. Jeg arbejdede for Profettidende i et par år, men så røg min far i Azkaban og jeg smuttede fra landet. Da min mor så døde, sendte han mig et brev om at jeg skulle blive væk og sørge for at jeg ikke ville kunne blive fundet." Plaprede han løs. "Wow jeg fortæller ikke om mig selv ret godt lige nu...." Sagde han og rystede på hovedet af sig selv. "Jeg arbejdede for en muggleravis, da jeg interviewede dig." Sagde han så lidt efter. Han håbede hun ikke var alt for skræmt.

[Lorelai King]

Lorelai vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv lige nu, hun følte lidt at alle Darius ord bare ramte hendes trommehinder, men ikke rigtigt blev opfanget som sætninger i hendes hoved. Hun kunne slet ikke følge med i noget som helst af det. Hendes hjerte bankede og hun mærkede tårene presse sig på, men for nu kunne hun da holde dem tilbage, men det var ikke uden kamp, "Hvordan skal jeg kunne tro på dig?" spurgte hun, hendes stemme var lav og rystende, hendes øjne var blanke.
Med tiden skulle hun nok acceptere det, men det var ikke lige der hun var lige nu. Hun var ikke typen som bare begyndte, at holde af folk, og slet ikke efter hun var slået igennem som sanger, for hun vidste godt, at folk var gode til at udnytte andre, så hun havde været meget påpasselig, men hun var jo begyndt at holde af Darius, og nu viste det sig, at han slet ikke var den som han havde givet sig ud for at være. Det ramte hende virkelig hårdt. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige Tob.. Darius," rettede hun sig selv, det var bare blevet så naturligt for hende at kalde ham Toby, at Darius virkede så forkert.

Hun bed sig hårdt i læben, igen i et forsøg på at holde tårene tilbage, Hun rystede lidt på hovedet, "Nej, det gør du virkelig ikke," sagde hun og mærkede den første tåre som hun ikke kunne holde tilbage mere, da den trillede roligt og fint ned af hendes ene kind, hvilket fik hende til, at vende blikket mod gulvet.
Hun følte slet ikke hun kendte ham mere, og det gjorde virkelig ondt, hun havde svært ved at finde venner i forvejen, fordi hun var så bange for at blive udnyttet, men hun havde set Darius som en rigtigt god ven, som oven i købet havde været journalist. "Jeg.. Jeg skal snart på scenen.." sagde hun stille, det var nok bare typisk hende, at skubbe folk væk på den måde, hun hadede at blive såret, så var det nemmere og tage afstand, selvom hun jo heller ikke ønskede at miste ham, for han havde jo hele tiden været en dejlig ven og en af de tætteste hun nogensinde havde haft.

[Darius Lee Malice]

Darius fik det virkelig dårligt, da han så hvor ked af det hun blev. Han kunne godt se at hun kæmpede med at holde tårerne tilbage og det gjorde ondt på ham at se. Han ville ønske han aldrig havde løjet om sin identitet, men han vidste også at det var nødvendigt for ham og hans familie.
"Lore... Jeg ville ønske jeg kunne bevise for dig hvem jeg virkelig er, men jeg kan godt forstå hvis du ikke tror på mig. Det var nødvendigt for mig at lyve, for at beskytte mig selv og min familie." Han tog sig til panden og sukkede. han kunne ikke rigtigt forklare sig overfor hende, for det var bestemt ikke en heldig situation.

Han kiggede på hende og håbede så inderligt at hun en dag ville tilgive ham og at de tårer der var i øjnene på hende, ikke ville trille ned ad hendes kinder, for det ville nok ødelægge ham. Da en af dem så gjorde, var han så tæt på at falde på knæ for hende, for han kunne slet ikke holde det ud.
"Undskyld." Sagde han og slog blikket ned. Uden at han lagde mærke til det faldt der en tåre ned fra et af hans egne øjne. Han græd normalt ikke, men når han sårede mennesker han virkelig holdt af, så var det ikke altid han kunne lade vær.
"Jeg skal nok gå nu. Jeg er sikker på du er helt fantastisk på scenen i aften,som du plejer. Lad ikke mig ødelægge det for dig. Hvis du vil snakke om dette eller måske bare har spørgsmål eller ville komme og slå mig med en kølle som kun trolde har, så er min adresse her." Sagde han og rakte et kort med hans nye adresse på frem mod hende.

[Lorelai King]

Lorelai havde det virkelig svært ved at tro på de ting Daruis sagde. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun selv skulle sige, det Heel var bare så overvældende og hun var i forvejen nervøs over at skulle på scenen, men det var hun nu altid.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.. Jeg.. Troede vi var venner.." sagde hun, og mærkede hvordan hun alligevel fik et prik i hjertet over dårlig samvittighed, hvis han nu virkelig kun havde holdt sin sande identitet hemmelig for hende, for at beskytte sig selv og sin familie, så var det vel også en smule tarveligt af hende, at forvente andet.

Hun vendte blikket tilbage på ham, da han undskyldte, på den ene side havde hun lyst til, at råbe og skrige af ham, skælde ham ud for at have løjet for hende i så lang tid, men på den anden side, så lå det jo bare slet ikke til hende, at råbe og skrige af nogen som helst.
Det ramte hende lige i hjertet da han også selv fældede en tåre, selvom hun ikke sagde noget til det.
Hun tog en tung, rystende indånding og tog så fat ud efter hans hånd i stedet for kortet med hans nye adresse på, "Vær sød, ikke at gå," bad hun stille, og så på ham som en ny tåre trillede ned af hendes kind. "Bliv, som du plejer, så kan vi tage en kop kaffe bagefter og snakke?" spurgte hun, selvom det nok mere var en bøn, end et spørgsmål. Hun havde bare brug for, at han var der, og endnu mere brug for at snakke med ham bagefter, for lige nu stod der tudsin fans og skreg hendes navn.

[Darius Lee Malice]

Darius kunne slet ikke lide denne situation. Han havde såret en pige der betød så meget for ham og han hadede sig selv for det. Dog fortrød han ikke, for han vidste at det var det rigtige at gøre, for dem begge to.
"Det er vi også. Hvis du giver mig en chance til, kan du lære den rigtige mig at kende." Sagde han og trippede lidt. Han håbede så meget at hun ville tilgive ham engang, men han forstod også godt hvis hun ikke længere ønskede at se ham.

Da han var på vej væk, nåede hun at stoppe ham og han kunne mærke at han blev utroligt glad.
"Hvis du ikke vil have det, så går jeg ingen steder." Sagde han og sendte hende et lille smil. Han måtte hellere være helt rolig omkring hende, så han ikke skræmte hende væk. Han ønskede dog allermest at lægge armene om hende, men han var bange for at hun ville blive skræmt og fortryde at hun bad ham om at blive og det ønskede han ikke. Han ville gerne tale med hende og svare på alle de spørgsmål hun nu måtte have om ham og hans liv.

[Lorelai King]

Lorelai havde aldrig troet at hun nogensinde skulle blive venner med en journalist, de var jo som regel kun ude på, at gøre livet surt for hende, men efter hendes første møde med Darius havde han bare modbevist den teori, og nu var hun alligevel i tvivl, men hun syntes heller ikke, at det ville være fair af hende, ikke lige og give ham en chance til at forklare sig.
Hun var på mange punkter en virkelig følsom kvinde, det kom især til udtryk når man havde såret hende. Hun havde på den ene side lyst til, at stikke ham en lussing for at have løjet for hende, men på den anden side havde hun også lyst til bare at lægge armene omkring ham i et kram. Men hun foretog sig ingen af tingene, hun vidste ikke engang hvad hun skulle sige.

Det var nok første gang i hele hendes liv, at hun slet ikke havde lyst til, at gå på scenen, hun ville meget hellere få snakket med ham, men hun ønskede jo heller ikke at skuffe sine fans. Hun slap roligt hans hånd igen, og tog så et par skridt i mod ham, og lagde sine arme omkring ham, "Du er en idiot, ved du godt det?" spurgte hun og klemt sig en smule ind til ham.
Hun slap ham så efter nogle sekunder, og kiggede på ham, "En kæmpe idiot," tilføjede hun så, dog i et lille smil. "Frk. King, det er showtime," lød det fra en kvinde med en øresnegl i øret, hvilket fik Lorelai til at nikkede mod hende, "Du kan bare vente i min garderobe," sagde hun til Darius og forsvandt så ud på scenen.

[Darius Lee Malice]

Darius kunne slet ikke forstå hvorfor hun gav ham en chance, for han følte sig virkelig som den største skurk lige på dette tidspunkt. En rigtig bandit. Dog var han glad for det, for han ville helst ikke miste hende. Hun betød så meget for ham og han ville gøre alt for at vinde hendes tillid igen.
Han lagde armene om hende, da hun gav ham et knus og ønskede ikke at hun skulle gå. Da hun kaldte ham en idiot, begyndte han at grine en smule og var endda bange for hvordan hun ville tackle det
"Åh ja, det ved jeg godt." Sagde han og gav hende et klem. "Gå ud og fyr den af, som jeg ved du kan. Du er fantastisk på en scene." Sagde han, da hun begyndte at gå. Han gik ind i hendes garderobe og satte sig på den nærmeste stol han fandt. Han vidste ikke hvordan han skulle gribe det hele an når hun kom tilbage. Han håbede bare hun ville tilgive ham.

// Time

Darius sad og kiggede på sit eget spejlbillede, da han kunne høre at Lorelai var færdig med sin koncert. Han synes nu selv han var en flot fyr og kunne ikke forstå hvorfor damerne ikke faldt ham i armene. Han blinkede til sig selv et par gange og øvede sig på måder at få pigers opmærksomhed på.
"Heeeey there beautiful." Fik han sagt til sit eget spejlbillede, med en stemme der skulle have lydt samlejeet, men som nok mest af alt lød som... ja kikset.

[Lorelai King]

Lorelai elskede sit arbejde, hun elskede at stå på scenen og bare give den maks gas og hun gav sig altid hundrede procent, men hun kunne denne aften godt mærke, at alt det med Darius lå i hendes baghoved, og fyldte helt utroligt meget. Hun var jo begyndte at holde af den gut.
Hun vinkede og sendte et sidste luft kys ud til de mange skrigene fans, før hun dukkede op bag ved scenen, hvor en kvinde stod klar med en flaske med koldt vand i og Lorelais silkekåbe. Hun var på ingen måder en diva, men en smule stjernenykker havde hun nok skaffet sig i gennem tiden.

Hun lukkede døren op ind til garderobe, lige præcis tids nok til, at høre Darius snakke til spejlet, hvilket fik hende til, at bide sig i læben for ikke at grine. Hun rømmede sig i stedet for, lidt højere end man ellers normalvis gjorde, bare lige for at gøre opmærksom på hun var kommet.
"Forstyrre jeg?" spurgte hun med et smil på læberne, hun kunne jo ikke helt lade vær med at drille ham lidt, selvom hun stadig meget gerne ville have en seriøs samtale med ham omkring alt dette her. Hun lukkede døren efter sig, og satte sig så på en stol ved siden af ham med blikket hvilende på ham og tog en tår af sin flaske.