Rumour has it..

[Deleted]

Tråd til Castor Morgan

Magic Times - Mariettas kontor

September 2056

Det havde været nogle travle dage for Marietta. Travle, men spændende dage, hvor chefredaktøren syntes at have nok at se til. Der var nok af historier at tage fat på….Artikler der kunne udgives og ikke mindst administrative hængepartier, som hendes sekretær havde sendt videre til hende. Selv havde Marietta et par aftener forinden da også formået at lave en lettere interessant historie ud af et kort møde hun havde med lederen for adelingen ’Magiske Katastrofer og ulykker’. – Herunder også obliviator kontoret. Godt nok skrev hun ikke selv artikler så ofte længere, men når hun alligevel sad oppe længe om aftenen uden at kunne sove, syntes hun lige så godt at kunne bruge tiden fornuftigt indimellem. I den specifikke artikel havde Marietta valgt at rette kritik imod afdelingslederen Castor Morgan. Ikke blot havde hun kritiseret afdelingen for sjusk og benyttet de fakta hun havde fået til rådighed, men hun havde også erklæret at afdelingen syntes at have udfordringer omkring samarbejde og at denne syntes umådeligt ineffektiv i sit arbejde. Direkte kritik var blevet rettet imod lederen, som syntes at have en grov tone overfor sine medarbejdere og endvidere havde Marietta tilladt sig at kalde manden direkte usympatisk. – Hvad hun så ville få af hug for det, måtte hun tage hen ad vejen. Lige for nu, var hun i hvert fald dybt optaget at bevæge sig frem og tilbage henover gulvet på sit kontor, imens hun remsede diverse ting op for sin kvikskribler, som hun skulle huske.

[Castor Morgan]

Den sædvanlige støj udenfor Mariettas kontor syntes med ét at stige i lydstyrken. En mandsskikkelse var dukket op derude med en assistent lige i hælene og en sammenfoldet avis stukket ind under armen. Et par mørke øjne gled nådeløst rundt i lokalet, før de fæstede sig på en dør i den anden ende af rummet, hvor et skilt viste at det var chefredaktørens kontor. Med målrettede skridt begav Castor Morgan sig imod denne dør, kun for at blive forsøgt stoppet af hvad der måtte være redaktørens sekretær.
”Undskyld, sir, men De kan ikke bare-”
”Kald det et spontant interview.” svarede Castor tørt og efterlod sin assistent sammen med sekretæren, da han rev døren til kontoret op og trådte lige ind. Øjeblikkeligt fæstede hans blik sig på den samme kvinde som han havde stødt ind i dagen forinden i Ministeriebygningen. Avisen blev foldet ud og sigende holdt oppe, med den relevante side slået op. ”Hvad tror du, at du bilder dig ind?” spurgte han sammenbidt. Ethvert forsøg på at holde den høflige tone, han havde haft under deres forrige sammenstød, var fraværende. Han smækkede avisen ned på hendes skrivebord. ”’Ineffektiv, dårligt koordinerede’… Jeg mener at du på et tidspunkt bruger udtrykket ’Afdelingen for Magisk Vandrende Katastrofer?” De mørke øjne slog lyn da han lænede sig ind over hendes skrivebord. ”Forklar dig selv, Orison.”

[Deleted]

Overraskelse. Det var vist den følelse der ramte Marietta, da hun pludselig syntes at blive afbrudt på sit kontor. Kvikskribleren stoppede med at skrive i samme nu, som den mørkhårede herre, som Marietta havde interviewet tidligere på ugen, trådte ind på hendes kontor. Brynene skød en smule op i overraskelse, som hun stoppede sin vandring henover gulvet og i stedet ganske fattet bevægede sig om bag sit skrivebord, for at tage plads i sin stol. Det kom bag på hende at afdelingslederen bare var brast ind. At han tillod at tiltale hende uformelt og ikke mindst at han talte nedsættende til hende, som om hun var et barn der skulle have skæld ud. Roligt rømmede hun sig en smule, som hun lænede sig tilbage i sin stol og elegant lagde hun benene lidt over kors, imens hænderne flettede sig afslappet sammen. Trods den konfrontation hun blev stillet, følte hun sig aldeles rolig og om end minen var seriøs, syntes hun bestemt ikke slået ud. – Tværtimod, sendte hun Mr. Morgan et køligt blik, som han tårnede sig op på den modsatte side af hendes skrivebord. ”Mr. Morgan…Tænk, jeg havde ikke tænkt mig at se Dem her i egen person.” Tonen var legende, som en legesyg kats og lettere triumferende sad hun der, komplet uberørt af hans ellers intimiderende opførsel. ”Jeg syntes ikke at erindre at vi var dus…Men De har måske læst min artikel?” Spurgte hun prøvende og nikkede imod avisen på bordet. ”Ganske kreativt, ikke sandt?” Tonen var kølig og som hun fugtede læberne lidt, lagde hun hovedet på skrå.

[Castor Morgan]

Hendes tilsyneladende ligegyldighed overfor den smøre hun havde skrevet om ham og hans afdeling provokerede ham kun yderligere, og Castor nedstirrede hende køligt.
”Virkelig kreativt. Jeg formoder at det tog dig en god eftermiddag at finde på det sludder.” Ikke at det gjorde en forskel. Det havde allerede fået snakken til at gå rundt omkring i Ministeriet. Når Castor stadig var så ny i sit embede, havde han ikke råd til at der blev sået tvivl om hans kompetence så tidligt. ”Det er bagvaskelse, hvert et ord af det, og jeg kræver at du tager det hele tilbage.” En pegefinger havde placeret sig hårdt ovenpå avisen på bordet, men hans blik havde ikke forladt Mariettas ansigt. Castors ansigt var låst i en anspændt mine. Tydeligt var det, at han ikke brød sig om den slags omtale.

[Deleted]

Ganske afslappet, lænede Marietta sig tilbage i sin stol, som Castor stod og brokkede sig. Armene var blevet lagt køligt og afvisende over kors og stædig som hun var, blev hun siddende uden at fortrække minen yderligere. – For hende at se, kunne han brokke sig herfra og til juleaften uden at hun ville skifte mening og med de problemer hun for tiden også havde på hjemmefronten, havde hun ikke behov for også at skulle deale med ham. Ganske simpelt, måtte hun således feje ham af og hun mødte ham umådeligt fattet og rolig. ”Phf…Ja, den var god…Du tror måske at min løn henter sig selv ind?” Den høflige tiltale blev også lagt væk fra Mariettas side nu. Overskuddet til at være den store, var der bare ikke lige for tiden. ”Du må gerne gå nu…Medmindre du mener du har noget interessant at tilbyde mig til gengæld..” Fnøs hun køligt, mest af alt for at komme med en spydig og ironisk kommentar.

[Castor Morgan]

”Nej, jeg tror den kommer på bekostning af redelige mennesker som gør sit arbejde, kun for at se deres navne blive trukket gennem mudderet i din lille sladderspalte.” lød det hvislende svar. Begge Castors hænder havde placeret sig på kanten af hendes skrivebord, som han stod lænet ind over. Alligevel var hun så irriterende rolig og kølig overfor emnet. Kunne hun virkelig ikke se, hvad hun gjorde?
Efter et par sekunders stirren på hende rettede Castor sig endelig op med et støn. ”Journalister… I lever og ånder alle sammen efter gode historier at sælge, ikke?” Han grublede lidt. Han var ikke meget for at skulle tage herfra uden at have fået et eller andet for sit besøg, og Marietta havde ikke givet ham andet end en skarp tunge. Om ikke andet måtte han rose hende for hendes stædighed, som kunne måle sig med hans egen. ”Nuvel. Hvis jeg ikke kan få dig til at trække artiklen, har jeg et forslag.” sagde han endelig. ”Et nyt interview. Se på det som at jeg svarer på din kritik af mig og mine ansatte. Jeg får chancen for at redde ansigt, og du får endnu en artikel at sælge. Lyder det fair?” Hænderne foldede sig bag hans ryg. ”Hvis det hjælper med at smøre hjulene… Jeg skylder dig en undskyldning. For at have stødt ind i dig forleden dag. Det var… klodset af mig.” Et vågent øje gled til Kvikskribleren, men faldt hurtigt tilbage til Marietta.

[Deleted]

Marietta lod tavsheden fylde rummet for en stund, efter at Castor havde ladet de sidste spydige ord forlade hans læber. Hun lod armene ligge over kors og roligt, lod hun fortsat de mørke øjne hvile på ham. Hun trak en smule på skuldrene af hans kommentar om at journalister alle åndede for den gode historie og lidt utålmodigt, sad hun så ellers og fumlede lidt med kanten af et papir, blot for så at ånde tungt ud, nikke og derefter rejse sig. På vejen greb hun sin lille kvikskribler, samt sin notesblok. ”Fint…Men jeg var faktisk på vej ud til frokost. – Så den kan du få lov til at give, imens vi tager interviewet..hmm? Så skal jeg nok godtage din undskyldning.” Hun sendte ham et lille sigende smil, som hun gik op på siden af ham og hun nikkede så imod hans slips. ”Og du bør måske lige rette det der..” Pointerede hun venligt, før hun så satte kursen imod døren og hægtede sin jakke ned fra stumtjeneren.

[Castor Morgan]

Personligt ville Castor have foretrukket at Kvikskribleren var efterladt her på hendes kontor, men hun var i det mindste gået med på hans forslag. Det var vel et skridt i den rigtige retning.
Et hurtigt blik blev vendt ned til hans brystkasse, og en hurtig bevægelse med hånden rettede på hans slips. Normalt var han ellers meget nøje med sit udseende, så det sagde vel lidt om hvor meget hendes artikel havde fået ham i det røde felt.
”Udmærket. Jeg kender et godt sted.” fortalte han mens han fulgte med hende. Han holdt døren åben for hende og lod hende træde ud først. Knapt var han selv nået udenfor døren før hans assistent trådte op til ham. ”Jeg tager frokost, Daniels.” brød Castor ind, før assistenten overhovedet kunne nå at sige noget. ”Tag tilbage til kontoret og arkivér de rapporter. Jeg tager mig af resten når jeg kommer tilbage.” Han gav Daniels et klap på skulderen før han vendte blikket mod Marietta og nikkede sigende mod udgangen. ”Der er en café to blokke herfra. Dér kan vi tale relativt uforstyrret. Og de har god kaffe.”

[Deleted]

Marietta tog en dyb indånding, idet hun trak i jakken. Den besværlige herre, som hun nu lod til at skulle ud med, udfordrede virkelig hendes tålmodighed. Ikke nok med at han lod til at være lige så stædig som hende…Så lod han også til at være bestemt. Mere bestemt end hvad Marietta syntes at kunne sige nej til. – Hvilket nok også var derfor hun havde indvilget i et nyt interview. At han så i det mindste var gentleman nok til at holde døren for hende, syntes dog atter at få hende til at trække på smilebåndet og ganske let, nikkede hun høfligt til ham, som hun bevægede sig ud af døren. Den sorte damefrakke knappede hun pænt, før hun stoppede hænderne og kvikskribleren i lommerne. ”Det lyder fint.” Svarede hun roligt, som hun bevægede sig ud af den store kontorbygning og ud i Londons travle gader.

[Castor Morgan]

Marietta så ud til at have fundet manererne frem igen, skønt meget af det velsagtens kunne komme af at han selv var i et noget bedre lune end sidst de havde stået overfor hinanden. Det var nemmere at holde en høflig tone når man ikke var blevet taget med bukserne nede.
De fulgtes ad ud på gaden, og Castor ledte an ned af vejen. Mugglerne passerede dem på alle kanter, enten til fods eller i deres biler og andre transportmidler. Det havde givet Castor et anspændt udtryk i ansigtet, som først så ud til at mildne da de rundede et hjørne, og han førte Marietta med sig ind i en café, som fra ydersiden så bedragerisk lille og næsten usynlig ud, men så snart man kom indenfor virkede rummet meget større og mageligt. Man kunne regne ud at mugglerne blev holdt derfra på magisk vis.
Der var ikke mange i caféen på daværende tidspunkt, så det blev nemt for Castor at udpege en afsidesliggende bås bagerst i rummet, hvor de kunne holde deres interview så privat som muligt. På plads blev de mødt af en servitrice som bød dem velkommen og stod klar til at tage imod deres bestilling.
”Bare kaffe til mig. Sort.” bestilte Castor mens han satte sig til rette i det polstrede sæde. Hænderne foldede sig på bordet mellem ham og Marietta. ”Bestil hvad du har lyst til.” tilbød han afslappet. Det kunne ikke skade at sætte sig selv i et så godt lys som muligt.

[Deleted]

På en eller anden måde syntes Marietta altid at blive lettere overvældet af ’mugglernes’ London. Det syntes så…anderledes fra den magiske verden, som Marietta elskede så højt. De mørke øjne gled nysgerrigt omkring på trods af at Marietta godt bemærkede Castors fortrukne mine og stille, fulgte hun ellers bare med ham i tavshed, indtil de nåede den café han havde valgt som frokoststed. Umiddelbart mindedes Marietta ikke selv at have været der før, men huskede hun ret, mente hun at de befandt sig et sted nær Diagonalstræde. Hun knappede jakken lidt op igen, som de tog plads ved et af bordene og lidt hurtigt snuppede Marietta et menukort, for kort at bladre det igennem, før hun henvendte sig til servitricen. ”Jeg vil gerne bede om en gang pasta, med laks og spinat. – Og en kande vand med lidt citron.” Bad hun høfligt, før hun klappede menukortet sammen og rettede sin opmærksomhed imod Castor igen. Kvikskribleren lod hun dog for nu forblive pakket væk. ”Nå….Vil du fortælle mig lidt om dig selv?”

[Castor Morgan]

Servitricen nikkede smilende da hun tog menukortet tilbage før hun forsvandt om i caféens køkken. Det efterlod Castor og Marietta alene, foruden de få andre gæster som befandt sig spredt i lokalet. Men de ville kunne snakke nær uforstyrret hvor de sad.
”Uformelt?” spurgte han sigende, med en antydning af et smil i mundvigen. Hun havde ikke fundet Kvikskribleren frem, så det så ikke ud til at hun havde tænkt sig at skrive hvad han sagde ned. Alligevel fandt han det i sin bedste interesse at give hende svar – han skulle nødig give hende grund til at fremstille ham som mistænksom og utilnærmelig. ”Jeg tror du allerede ved en del om mig, miss Orison, men jeg kan spille med. Mit navn er Castor Morgan, og jeg er nyligt blevet udnævnt som leder for Obliviatorkontoret i ministeriets Afdeling for Magiske Katastrofer. Det er op til mig at håndtere når den magiske verden står i fare for at blive opdaget og få mugglerne til at glemme at de har set, hvad de ikke burde se.” Han faldt en smule tilbage i sit sæde med et dæmpet suk. ”Det var hvad der var gået galt, sidste gang du mødte mig. Én af mine ansatte havde fået til opgave at besøge en landsby efter at en drage var blevet set for tæt på, og han skulle sørge for at dem, der havde set den, ville glemme det. Han havde overset én, og vedkommende havde selvfølgelig valgt at fortælle det til alle der ville lytte. Selvfølgelig var der nogen der bare troede han var blevet skør, men nogen troede på ham. Jeg var nødt til personligt at træde ind før det udviklede sig yderligere.” Endnu et lille træk på smilebåndet. ”Du kan forstå at mit humør derfor ikke var det bedste, da du mødte mig i Ministeriet, men min reaktion var alligevel ikke retfærdig overfor dig. Jeg håber du kan tage imod min undskyldning.”

[Deleted]

Marietta virrede lidt fra side til tide med hovedet, ved Castors ord, som for at sige ’lidt og så alligevel ikke’, idet hun rettede lidt på sin skjortekrave. Stille og roligt, foldede hun pænt hænderne på kanten af bordet, som hun lænede sig lidt tilbage og som den pæne dame, hun nu gerne ville udstråle at hun var, lagde hun benene en smule over kors under bordet om end det måske ikke ændrede så meget andet end hendes kropsholdning, som ryggen blev lidt mere rank. ”Jeg har en god hukommelse. Jeg behøver ikke skrive alt ned.” Svarede hun roligt, før hovedet blev lagt en smule på skrå og hun atter lyttede til, hvad han havde at fortælle. Minen forblev dog lettere alvorlig, som han igen forsøgte at krybe omkring hendes spørgsmål og hun måtte fugte læberne lidt, for derefter at pirre ham en smule yderligere. ”Jeg forstår godt din situation…Og jeg havde skam ærligt heller ikke regnet med, at du ikke havde dit at se til i ministeriet…Men lige nu, var jeg faktisk nysgerrig på dig og ikke dit arbejde, hvis jeg må være så direkte.” Svarede hun roligt og dog en smule pågående. – Trods alt, brød Marietta sig godt om at vide, nogenlunde hvem hun havde at gøre med.

[Castor Morgan]

En lille rykning viste sig ved Castors næseryg, som kunne give indtrykket af at han ikke var helt tilfreds med hendes svar. Han havde ikke været en fan af hvad hun havde skrevet med sin Kvikskribler, så han vidste ikke hvad han kunne forvente at se fra hendes fremtidige artikel uden den. Det kunne lige så meget gå den ene vej, som den anden. Men han udtalte ingen protester.
”Tror du mit private liv ville interessere dine læsere?” spurgte han med en vis grad af skepsis. En finger trommede tankefuldt mod bordpladen. ”Jeg tror ikke du får meget interessant at skrive om på dén front. Morgan-slægten er ikke udbredt, men den er gammel. Vi er velsete, hvor vi kommer fra.” startede han. Hans familie havde aldrig haft noget stort fæste i England, men hjemme i Irland ville de fleste troldmandsfamilier i det mindste have hørt om navnet. ”Jeg var mine forældres eneste barn, så alle deres forventninger til fremtiden havnede på mine skuldre. Jeg fuldførte min uddannelse på Hogwarts – Slytherin, naturligvis – med gode karakterer på mine F.U.T.-eksamener. Jeg gik direkte ud som praktikant hos Ministeriet og tilbragte nogle år i lære her, før jeg startede som Obliviator.” Mere var der ikke at sige om dét, når hun ikke ville tale om hans arbejde. ”Er det noget specifikt du håber at lokke ud af mig?” spurgte han afmålt, idet servitricen kom tilbage til deres bord med hans kaffe, en kande citronvand og Mariettas pasta, som hun satte fra sig på bordet med et ønske om at det ville falde i deres smag.

[Deleted]

Et lille lurvet smil gled over Mariettas læber, som hu sad og nærstuderede hvert eneste af Castors små ansigtstræk. Hun skævede kort ned imod sin tallerken, som maden blev placeret foran hende, men hun lod så atter manden på den anden side af bordet få hendes fulde opmærksomhed igen, alt imens hun foldede sin serviet ud og lagde den pænt i skødet. Hun lyttede interesseret og alt imens, gav hun sig god tid til stille og roligt at fiske lidt pasta op på sin gaffel. Hun tog en bid, tyggede grundigt af munden og hun rystede så ellers bare en smule på hovedet, før et suk undslap hendes læber og hun lagde sin gaffel lidt fra sig på kanten af tallerkenen. Dette, før hun slog lidt ud med den ene hånd. ”Nej..Det…Hør..Jeg…” Hun bremsede sig selv, som hun mærkede sig selv kludre rundt i ordene og en smule frustreret rankede hun sig, før hun nu tydeligt en smule mere tynget søgte obliviatorens blik. ”Jeg…Jeg er ikke meget for at indrømme det, men…Jeg tror nærmere det er mig, der skylder dig en undskyldning end omvendt. Jeg…Jeg er godt klar over at jeg ikke direkte er…fair, men…Lige nu er mit arbejde alt jeg har…” Indrømmede hun stille, som hun stak en smule til sin pasta. ”Jeg skrev en lorteartikel, fordi mit eget liv er noget lort, og fordi jeg tilfældigvis ikke kunne rumme min egen tilværelse den dag, du bed hovedet af mig.” Forsøgte hun tøvende.