Mudderblod... Bogstavelig talt...(REAKTIONSTRÅD)

[Deleted]

Tiltænkt: Ethel Emsworth
Tidspunkt: Fredag aften EFTER fællesspisning
*I kan ikke afsløre at Lyra er den skyldige… Men det der sker med Ethel må i gerne reagere på (hvis i ønsker).

Høstfesten var blevet skudt i gang med fællesspisning, men Lyra havde næsten ikke kunne koncentrere sig om maden, fordi hun havde været så spændt på sin lille mudderblodsplan senere. Normalt lå det ikke til Lyra at være den, der lagde de skumle planer, men det havde ændret sig, nu hvor hun var blevet formand og nu skulle stå i spidsen som det gode eksempel på en fuldblodsheks.

Efter fællesspisningen var Lyra gået til værks. Hun havde allerede fundet sit offer… og det kunne kun blive godt dét her. Hun havde fået hjælp af nogle medlemmer til at få slæbt spanden med ind på pladsen, så diskret som overhovedet muligt, og den var blevet skjult i hjørnet af det åbne telt, der stod på pladsen.

Det sværeste havde været, at få offeret til at placere sig i nærheden af spanden… for Lyra vidste at der var en stor risiko for at hendes magi ville fejle, som det så ofte gjorde. I sidste ende havde hun valgt at gøre det på den nemme måde: ved at få en anden elev til at videregive en besked til Ethel. En besked der sagde: ”mød mig i teltets højre hjørne, tættest ved scenen”.

Mens Lyra havde siddet ved sit gemmested med staven parat, havde hun fået fornemmelsen af at det her ikke kom til at virke. Eleven kunne sikkert ikke finde Ethel og hvis eleven fandt Ethel, så kunne det også være at hun ikke gad at følge beskedens instrukser.

Lyra blev glædeligt overrasket, da hun så en skikkelse dukke op, tæt ved hjørnet. Det var sørme Ethel. Et veltilfredst smil dukkede op hen over hendes læber, som hun trak staven længere frem og svang den, mens hun lavt, men bestemt sagde ”wingardium leviosa”. Spanden ved Lyras side svævede op og gennem luften, lige i retningen mod Ethel… og på ingen tid, var spanden nået hen over hovedet på Ethel. Et vift med staven var nok til at spanden vendte sig om, så al indholdet flød ud ad den. Den tykke væske, som var en blanding af griseblod og mudder væltede ned over Ethel, og malede hende en mørkerød farve.

Da det var gjort, gemte Lyra hurtigt sin stav væk igen, og hun kiggede sig omkring for at sørge for at hun ikke var blevet opdaget. Det så heldigvis ikke sådan ud.

[Ethel Emsworth]

''Er du Ethel? Jeg har en besked til dig." Afbrudt midt i samtalen med veninden @eleanor , lod Ethel de blå øjne glide over på den noget yngre elev. Mistroisk hævede blondinen brynet, som slangen foran hende rakte et foldede papir mod hende. ,,Hvem er det fra?" Spurgte hun samtidigt som hun tog imod beskeden, men i samme øjeblik så hvordan personen forsvandt væk i mængden af mennesker. ,,O-kay?" Forvirret skævede veninderne på hinanden, hvorefter de side om side åbnede det foldede stykke papir og læste højt.

”Mød mig i teltets højre hjørne, tættest ved scenen”

Uvidende om hvem det kunne være, lod blondinen alligevel tankerne strømme. Måske det var…? Smilet voksede en anelse, og selvom alarmklokkerne burde havde ringet, gjorde de det ikke. Eleanor fik stukket papiret i hånden. ,,Jeg tror jeg ved hvem det er", sagde hun med et smil og trådte et skridt tilbage. ,,Hold øje", blinkede hun glad, hvorefter hun svang om på hælen og bevægede sig hen imod det højre hjørne af teltet, tættest ved scenen.

Med smilet malet på læberne, lod blondinen de blå øjne glide rundt i teltet som hun havnede det sted som beskeden havde bedt hende om. Og der ventede hun, og ventede, lige indtil hun mærkede noget tungt, koldt og klamt ramme hende. Lugten af jern overtog, samtidigt som Ethel mærkede, og så, den klamme masse glide fra hovedet og videre ned af ansigtet, skulderne og kroppen. Med munden formået som et perfekt O i overraskelse, gled hænderne op til ansigtet og fjernede så meget som muligt - ikke at det føltes som at blondinen kom nogle vegne da massen af blod og mudder konstant blev ved med at løbe ned fra håret i ansigtet.

Hvem gjorde sådan noget? Stivnet i chok og med maven suget ind, skævede hun stivt delvist i teltet, hen på hendes fellow ørne, som Eleanor og Noah Lynch , så løverne, grævlingerne og til sidst slangerne. Med vand i øjnene, og med følelsen af at ALLE stirrede og nogle endda grinte, fik Ethel til sidst styr på sin krop, og flov som hun var, løb hun forbi de enkle der stod i vejen og ud af teltet.

[Deleted]

Horatius fik alt med. Alt. Han havde hørt nogle rygter cirkulere om at der ville ske noget episk i aften, så han havde holdt sine øjne åbne. Det han så fik ham til først til næsten at danne et næsten lige så perfekt O med sin mund, som Ethel havde haft gjort. Derefter trak han hånden op til sin mund for at dække over at han var ved at flække af grin. Beskidt blod, på en mudderblod, fantastisk humor.

[Deleted]

Beatrix havde jo været til møde med Fuldblodsklubben for noget tid siden, hvor Lyra havde afsløret sin totalt episke plan: at overdænge mudderblodselever med mudderblod (= en blanding af mudder og griseblod). Hvor hun havde fået griseblod fra var ikke til at sige, mens mudderet gav sig selv. Under alle omstændigheder synes Beatrix, at det var super godt fundet på (af en lebbe) og faktisk på grænsen til det geniale.

Derfor stod Beatrix selvfølgelig klar til høstfesten, for at se, hvad der skulle ske. Hun havde nemlig hørt rygter om, at der skulle ske noget episk, og derfor stod hun nu her. Høj, kaglende latter flød ud af hendes mund, som hun hørte et plask, og så Ethel være overhældt med mudderblodet. Genialt!

[Deleted]

Det havde været meget forvirrende at en elev var kommet og havde afbrudt dem i deres tøse samtale, og så oveni købet med en seddel om at Ethel skulle møde en eller anden i et hjørne af teltet. Eleanor havde hævet et øjenbryn og overvejet om det var sikkert, lige indtil veninden havde forsikret hende om at hun var ret sikker på at hun vidste hvem det var.

Eleanor havde smilet stort efter sin veninde, da hun gik over imod hjørnet, og hun havde selvfølgelig håbet på at hendes veninde kom til at score. Det ville være så fedt… Især fordi høstfesten knap nok var begyndt!
Men… sandheden var desværre en anden, da Eleanor så noget svæve hen over hovedet på hendes veninde. Det havde fået hende til at rynke brynene sammen, forvirret. Hun havde ikke nået at reagere eller advare sin veninde, før skaden var sket. Eleanor var nærmest i chok og hånden røg op til hendes mund. Det hele gik så hurtigt, og før hun vidste af det, havde Ethel sat i løb mod udgangen. Eleanor var fulgt efter hende i et hurtigt løb. Desværre havde Ethel været for hurtig… og det blev umuligt for Eleanor at finde sin veninde mellem alle de mennesker. Hun fortsatte med at lede og kalde "Ethel?!", men uden held... hun ledte alle de forkerte steder.

[Benedict Monroe]

Høstfesten var endelig kommet, og Ben havde faktisk fået fri i dag. Han regnede faktisk på at han kunne få Ethel Emsworth at se bare en enkelt gang. Eller i det mindste en gang mere. Han ville faktisk gerne invitere hende ud hvis hun havde lyst. Han tænkte stadig en gang i mellem på det de havde lavet ude på toilettet, men det var ved at være så længe siden, og de havde stadig ikke fået lavet en aftale mere under andre omstændigheder, måske denne gang kunne være denne gang? Han håbede det lidt. Dog var chancen for at finde Ethel nok lidt lille. Gaderne var jo vildt populære nu, så hvordan skulle han dog kunne finde hende? Han vandrede op og ned af alle og kiggede på alle der var forbi. Han så alle der var, men ingen af dem lignede Ethel. Han så dog også Lyra stå ved scenen men skænkede hende ikke en tanke, han kendte hende jo heller ikke, køn ja men det var også det, derfor bevægede han sig videre igennem menneskerne. Råben og skrigen samt grin bag ham fik ham dog til at vende sig om og se hvad der foregik. Måske det var noget vigtigt? Men så igen, det var ikke derfor han var her, han skulle finde Ethel. Dog inden han nåede at vende sig om så han rent faktisk Ethel stå der med mudert og blodet ud over sig. Han var chorkeret, det var en virkelig dårlig joke! "Ethel.." mumlede han og prøvede at komme igennem menneskemængden men uden at komme igennem da Ethel rendte sin vej. "Ethel!" råbte han efter hende i håb om at hun kunne høre ham, men chancen var helt klart lille.

[Yuri Faa]

Lidt nervøs over at skulle spille i morgen vandrede Yuri rundt for at finde nyt tøj hun kunne tage på. Dog var chancen for at finde noget her MEGET lille. Hun skulle være gået her ned noget tidligere da der var åbent i de forskellige butikker. Hun håbede bare på at hun kunne matche lidt med Luna Clary Daniels det ville i hvert fald være det hun satsede på at de kunne. Hun havde netop spist færdig og sad lidt og kiggede lidt rundt, hun ville egentlig ikke være her, men hun skulle vel lære at snakke med nogen. Godt nok var hun ikke så genert mere, måske hun skulle finde Haru Faa han havde nok slet ikke nogen at snakke med her. Han anede sikkert ikke engang hvad der forgik. Lige pludselig skete der en helt masse og Yuri opfatede slet ikke hvad der skete. Hun stirrede lidt rundt og så Ethel's overraskede ansigt og blandningen af væsken der løb ned af hende. Det var en skam, hun var ellers så pæn! "Sikke en skændsel! Slet ikke morsomt!" kom det fra hende. Folk var virkelig så barnlige bare en gang i mellem. Det var rent faktisk mobning! Noget hun ikke lige gav meget for.

[Deleted]

Dante dallede rundt efter festmiddagen, og forsøgte at finde et eller andet at tage sig til. Han var egentlig ikke særlig interesseret i festen. Han var kun taget med for at passe på Sky Wolfgang. Det var hans hovedplan. Men eftersom han ikke kunne se hende nogen steder, så overvejede han faktisk kraftigt at tage tilbage på slottet igen. Han var ikke særlig interesseret i at feste, for han synes egentlig ikke, at han havde noget at fejre. 

Han gik selvfølgelig også og brugte det meste af sin tid på at gå og være bitter. Bitter over sine forældres død.

Da hørte han et splat bag sig, og drejede om på hælen, for at have blikket mod lyden. Det var en drengestreg, åbentlyst, og den var åbenbart gået udover en 7'ende års pige ved navn Ethel. Han kendte hende ikke synderligt godt, men de havde da timer sammen. Men det der gjorde ham vred var, hvad der var sket. Hun havde brunligt, jernlugtende væske udover sig. Det kunne lige så vel have været Sky. Det gjorde ham vred.

Så han brølede gennem hele teltet: "HVEM HELVEDE ER ANSVARLIG FOR DET HER!?"

[Noah Lynch]

Noah stod i lidt ude i siden af scenen som han fik øje på Ethel. De havde ikke haft mulighed for at snakke sammen siden deres lille "stund" i badekaret. Eller det var nok løgn. Der havde været en del muligheder, men ikke en Noah havde turde at tage. Faktisk havde han nok lidt mere forsøgt at undgå hende en smule, fordi han var lidt flov. Da han ligesom var kommet sig over at være flov over det der skete -hvilket by the way havde været ret fantastisk på sin egen måde, så var han blevet flov over at han ikke havde taget kontakt noget før.
Da han fik øje på hende med veninden -Eleanor, endnu en fellowørn tøvede han dog. Han ville helst ikke snakke med hende når hun stod sammen med andre. Igen måtte han erkende at han havde fået kolde fødder.
Han sukkede let og rettede de brune øjne imod blondinen som hun satte kursen mod scenen hvor han stod. Hun så ret målrettet ud og han skulle til at træde frem bag den flok af folk han havde gemt sig bag, da dét skete. Der lød et plask og i det samme var hendes smutte platinblonde hår, samt resten af hendes sarte hud dækket af blod og mudder. Noahs overraskede udtryk matchede nok nogenlunde Ethels. Hvem fanden kunne finde på det.
Som hun satte i løb var han hurtigt fri af den lille gruppe som han fulgte efter hende, "Ethel vent!" Kaldte han håbefuldt, dog uden at have den fjerneste anelse om hvad han skulle sige til hende når han indhentede hende.

[Spencer Lynch]

Spencer var ikke helt sikker på hvorfor han var dukket op. Normalt joinede han ikke denne slags begivenheder, men han håbede nok lidt på at finde Luna Clary Daniels og de så kunne have en lidt hyggelig aften samme, hun kunne vidst -modsat ham. godt lide sådan noget her. Desuden skulle hun spille i morgen aften med sit band, så han ville da virkelig gerne se hende.
Lige nu havde han kæmpet sig langs siden af teltet for at kigge mellem de mange rækker af folk om han kunne spotte den smukke brunette.
Han måtte dog erkende efter lidt at hun nok ikke befandt sig i teltet. Eller i hvert fald ikke af hvad han kunne se. Han var nået op nær scenen da noget fangede hans opmærksomhed. Der var noget som lugtede underligt. Det lugtede af...blod. Lidt forvirret over denne indskydelse fra hans sanser lod han blikket glide rundt, der var intet at se udover glade folk der havde en dejlig aften. Han skævede til blondinen, en ravenclaw-elev, vidst nok fra årgangen over ham, som han stod ret tæt på. Måske var det bare hans skarpere sanser der havde opfanget noget andet han forbandt med lugten af blod, der var trods alt mange forskellige lugte denne aften.
Spence nåede kun lige at tænke tanken til ende, da der løs en susende lyd, han så op, men nåede ikke at sige eller gøre mere før en spand fyldt med blod og mudder blev vendt på hovedet ud over den uheldige elev ved hans side. Noget af blodet sprøjtede lidt i hans retning, men han var på ingen måder så uheldig som pigen.
Det var som om tiden stod stille i nogle lange sekunder. Så satte pigen i løb ud af teltet efterfulgt af en vejleder. Folk var simpelthen nogle idioter, hvem helvede var så klam i hovedet at finde på sådan et nummer?

[Timorthy Lavoie]

Timmy var virkelig nervøs. Han skulle snart optræde for første gang. Eller det var hans første rigtige optræden. Han priste sig lidt lykkelig for at han som udgangspunkt kun skulle spille guitar. Han kiggede op mod scenen.
Det var godt nok først i morgen, men han ville da gerne lige se det hele lidt an. Her lod til at være godt med mennesker. En smule nervøst bed han sig i underlæben og fik rettet blikket imod scenen igen.
Hans tanker drev lidt af sted frem til han hørte en underlig lyd efterfulgt af komplet stilhed. Han drejede hovedet og fik øjne på Ethel. En pige fra hans klasse. Hun var dækket i blod og mudder. Hvad i alverden var der dog sket? Hans mund gled op og han stirrede rundt, men alle så næsten lige så overraskede ud som ham. Hvem ville dog gøre sådan noget?
Den grønhårede dreng mærkede en synkende fornemmelse i maven, og han tog et skridt frem mod blondinen. Han havde ikke rigtigt snakket med hende, men det betød da ikke at han ikke kunne hjælpe hende. Dog nåede han ikke rigtigt at træde til før hun havde sat i løb ud af teltet.
Han hørte godt en anden elev, Dante hed han vidst, råbe op og han mærkede selv vreden i sig stige over at nogen kunne være så barnlige!

[Alfred "Alfie" Weasley]

Selvfølgelig var Alfie mødt op til denne festlighed. Han elskede alt ved sådanne arrangementer og bare duften fra alle lækkerierne var nok til at få hans tænder til at løbe i vand. Lige nu befandt han sig i teltet, han havde en betydelig slikpose i den ene hånd som han gik og gumlede fra som afhang hans liv af det. Han vidste at hvis hans søskende fik øje på ham -og dermed posen, ville de bede om at smage, og så ville der ikke være meget tilbage til ham.
Han kiggede rundt og ved et tilfælde nåede han lige at fange glimtet af en svævende spand i samme sekund som den blev vendt på hovedet udover pige under den. "Pas på!" Råbte han med en lakridsstang hængende halvt ud af munden. Han havde ikke nået af færdiggøre sin sætning. Desuden gjorde det nok ikke den store forskel for hans ord druknede i larmen i teltet.
Chokeret slog han en hånd op for munden som indholdet, bestående af blod og mudder, løb ned over pigen i hvad der føltes som en uendelig strøm.

[Deleted]

Selvom fællesspisningen var slut, så havde Selene stadigvæk en tallerken med mad hos sig, med mad hun skovlede indenbords. Hun hørte et spektakel, og så derefter spanden der lå på jorden og så en pige, smurt ind i blod, der stak af fra menneskemængden. Det fik Selene til at stoppe med at tygge på sit kyllingelår, og hæve sine bryn en smule, før seeren mumlede for sig selv: "Det burde jeg have forudset..."

[Owen Rei Chang]

Owen var gået ind i teltet sammen med vennen Jayson "JJ" Jacobo. De var, som alle andre, ude for at nyde festlighederne i Hogsmeade. Det var nok også lidt på tide at han slappede bare en lille smule af i hovedet ovenpå sommerferien og alle de bekymringer deres sidste bytur havde medbragt.
Lige nu befandt den høje fyr sig nær scenen, han havde et candyseret æble i den ene hånd som han gnaskede lidt af fra tid til anden. Han var en høj fyr og ragede derfor lidt op i landskabet, måske var det også derfor at han kunne se hvad der skete som Ethel, den ret hotte ørn fra 7. årgang, fik en spand med blod og mudder i hovedet. Hans mund gled op og han havde nær tabt den bid æble ud af munden, som han lige havde indtaget.
Næsten med panik i blikket rettede han de brune øjne imod Jayson, "Vær sød at sig dét der ikke er en af dine smarte påfund?!" Hviskede han bekymret. Han vidste at Jayson var ekspert til at komme op med den slags ydmygende afstraffelser, måske Ethel havde afvist ham, og dette her var hans bitter revenge.

[Archibald J. W. Windsor]

Archi havde faktisk næsten glædet sig til at slutte sig til festlighederne i den lille magiske by, Hen havde, modsat de fleste andre, aldrig været her før og han kunne ikke undgå at blive lidt betaget af det hele, til trods for at han stadigvæk ikke følte sig hundrede procent tilpas med tanken om at være troldmand. Troldmand, det lød simpelthen så fesent.
Han rystede lidt på hovedet og bevægede sig op mod scenen. Der var en del folk både elever og voksne lod det til. Det var en lidt underlig følelse at kunne gå rundt på denne måde uden nogen rigtigt bemærkede ham, havde det været til en høstfest -eller en hveranden festlighed for den sags skyld, i mugglerens verden så var han blevet genkendt de første 30 gange nu var han ret sikker på.
Han fugtede sine læber en smule og kiggede rundt som han fik øje på Ethel oppe ved scenen. Et velkendt ansigt! Skønt! Måske hun havde tid til at snakke lidt eller vise ham rundt, bare for at give ham lidt selskab. Han nærmede sig, men stoppede brat op som spanden med det foruroligende indhold skyllede ned over den blonde pige. Han stirrede med store øjne som resten af forsamlingen, så kom vreden, han forsøgte at mase sig frem mod hende, men blev afskåret vejen af en gruppe elever der trådte til for bedre at kunne se, "må jeg lige komme forbi," spurgte han i en høflig, men bestemt tone, de flyttede sig, men som han nåede frem til den plet hvor hun havde stået var hun allerede væk og havde efterladt et rimelig blodigt spor efter sig.
Han så rundt på de stirrende elever. "Hvilken Kujon vil står bag dette her?" Udbrød han vredt og så rundt på de nærmeste elever. Et par af dem hold forsvarende hænderne op foran sig for at undertrykke deres uskyld.