S.O.S.

[Deleted]

Forbeholdt til
Kaya Elisabeth Hansen

_________________________________________________

”Åh, Trevor. Kan du ikke lige tage ind til universitet og aflevere den her tunge og upraktisk store flyttekasse med alt vores lort, vi ikke bruger? Du laver jo ikke noget i øjeblikket alligevel.” mumlede han for sig selv. Han overdreven ekstremt på sarkasmen i sin stemme og prøvede slet ikke at efterligne en ordentlig moder-tone, som han gentog hans mors ord fra tidligere. Selvfølgelig med nogle ekstra ord sat ind hist og her. Han var muggen. Det tog ikke en detektiv for at lægge mærke til det. Han var blevet hevet ud af sit værelse på hans velfortjente fridag for at løbe omkring og ærinder. Han havde skam haft gang i noget. Han havde haft travlt med at lave ingenting. En fantastisk aktivitet til en dag som i dag. Men om han havde kunne snige sig ud af dagens opgave? Nope!
”Nu du er i gang kan du vel også lige gå ud og søge efter de vise sten.” fortsætte han, nu med selvopfunden dialog. Han brummede irriteret, mens han fik et bedre tag på flyttekassen, inden han gik i krig med at få hoveddøren op ved hjælp af hans albue og skulder. Det var her automatdøre ville være utrolig brugbare. Men med tilvæning fra arbejdet i Kandisbaronen lykkedes det ham at komme igennem uden større problemer end at være lidt forpustet efterfølgende. Og hans briller var faldet en god vej ned af hans næseryg. Lige det han manglede. Han kunne endda så småt mærke sine bukser krybe ned omkring hans røv. Men i det mindste kunne han se frem til at komme af med læsset inden længe, da han endelig var ankommet.

Det magiske universitet. Det tætteste han kom på, at bevæge sig frit rundt på en af de eftertragtede magiske skoler, hvor man lærte at svinge polerede grene rundt for at få diverse ting til at svæve, eller hvad man nu kunne finde på. Hans blik stødte med det samme på et par elever, der passerede ham. Deres kapper flagrede efter ham. En af de ting han trøstede sig selv med. Han behøvede ikke at gå klædt i kapper dag ud og dag ind. Han trådte lidt længere indenfor og hans mørke øjne søgte lidt rundt omkring, inden han blev enig med sig selv om at stille flyttekassen ned på gulvet. Bare for at kunne få hænderne fri til at placere hans synsnødvendige stel med glas på deres rette plads, og han fik også hurtigt trukket bukserne på igen, inden han atter løftede boksen med skrammel op. Han var stadig forundret over, at tingene i den kunne bruges til, hvad han mente ville være undervisning. Mugglergenstande kaldte de det. For ham var det bare en gammel føntørre, en elkedlen og meget andet bras. Men hver med sit.
Så var problemet bare: Hvor i helvede skulle han aflevere det hende? Han havde fundet der hen. Han var sikkert stadig støvet til efter uden med susepulver. Men hvad så nu? Skulle han bare stå midt i det hele og ligne en forladt hundehvalp, indtil en eller anden god fe ville poppe frem og hjælpe ham på hans vej? Han tvivlede stærkt. Hvor var informationen overhoved?
"damning fabelagtigt..."

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya havde netop fået fri fra sin sidste lektion. Tanken var egentlig, at hun ville tage direkte hjem til sin søster i dag, men hun havde glemt alt for mange ting der hjemme, så det kunne hun godt skyde en hvid pil efter. Hun havde håret hængende løst ned langs sin ryg og skulder, som det plejede, make-uppen sad som den plejede, ja der var nok ikke mange som ville have gættet hvor mange ting som rent faktisk havde ændret sig i hendes liv over de sidste par år.

Hun svang tasken fra den ene skulder til den anden. Den vejrede fandme som et ondt år. Hun stoppede dog op med et suk i indgangshallen. Et øjeblik stod hun blot og kiggede på alle de elever og professorere som stressede afsted. Og over hvad? De skulle nå hjem så de kunne læse op til dagen efter? Skulle de til Quidditch træning? I byen og drikke deres hjerne væk? Gid det var det sidste Kaya skulle, men nææh nej, hendes søster Harper, skulle jo rodde sig ud i ligeså meget lort som Kaya selv var i, eller i hvert fald havde været i.
Hun vendte blikket mod den unge mand med flyttekassen, han lignede en som var på kanten til at give op. Præcis ligesom hende selv, til tider i hvert fald. "Brug for hjælpe?" spurgte hun tværs i gennem folke muldret, og lagde armene over kors, mens hun med langsomme skridt gik i mod ham.

[Deleted]

Brug for hjælp?
Idét hans ører fangede ordene, var der noget inde i ham der reagerede uden yderligere eftertanke. For ligemeget, hvor meget han så end ikke ønskede at indrømme det, så havde han brug for hjælp. Han var faret vild. Han var på fremmed grund. Derfor havde hans hjerne været som en radar i en søgen efter bare noget der kunne minde om, hvad han havde brug for. Nemlig hjælp. Automatisk drejede han overkroppen en smule og så sig hen over skulderen i retningen af stemmen. Den havde virket et stykke væk fra, hvor han stod, så han begyndte at tvivle lidt om, der var blevet talt til ham. Men efter at have scannet hans omgivelser, landede han blik mod en yngre tøs, der så ud til at have sat sin kurs direkte mod ham. ”Huh?” lød det fra ham, selvom han allerede havde fanget, hvad der var blevet sagt. Hans ansigt var ikke ligefrem præget af den største mængde lettelse, men hvad andet kunne man forvente fra ham. Efter lidt tid valgte han dog at dreje hele kroppen for ikke at stå så akavet. Og også for at indikere, at hun var velkommen til at komme tættere på. Han var som et dyr, konstant på vagt.
”Yea. Ved du - by any chance - hvor helvede informationen er? Eller rettere sagt; hovedkontoret?” Endnu engang forsøgte han at rette på den måde, han havde fat i flyttekassen, hvilket fik hans stemme til at lyde anstrengt ved de sidste par ord. Han var ikke svag, som sådan, men hans arme var ved at blive trætte til trods for, at de allerede havde haft en mindre pause. ”Jeg blev bedt om at medbringe alt der her lort til.. afdelingen for mugglergenstande, tror jeg at det kaldes.” Nu hvor han sagde det højt for sig selv, kunne han virkelig høre, hvor meget det lød som en afdeling på et hospital. Var det virkelig det, det hed? 
Han tillod sig selv at tage hende i øjenhøjde. I forhold til hende, var han bestemt mere sjusket i udseendet. Håret var kun lige holdt væk fra hans ansigt med gårsdagens voks, og hans tøj lignede var tydeligvis blevet sat sammen ved at have trukket tilfældige ting ud af skabet. For ikke at tale om hans sko, der næsten ikke havde nogen sål tilbage, sådan som han slæbte sine trin hen over gulv og grus.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya stoppede op godt en halv meter fra den unge mand, dog stadig med armene over kors. Hun vendte blikket mod kassen han stod med. Hvorfor i al verden svang han ikke bare sin stav, så han slap for at bæger på den? Hun rystede tanken lidt ud af hovedet, "Altså rektors kontor lægge oppe oven på," svarede hun, ikke helt sikker på, om det var der han skulle hen.
Hun vendte blikket tilbage på ham, en smule undrende, "Du går ikke her på skolen, gør du vel?" spurgte hun, og lod blikket glide rundt i indgangshallen, som efterhånde var blevet tømt for elever.

Hun rynkede en smule på panden, "Ehm, der er et lokale for mugglerstudier, hvis det er det du tænker på?" var det en muggler hun stod overfor eller hvad? Men hvis han var muggler, hvordan pokker kendte han så til Det Magiske Universitet? Eller magien i det hele taget.
Hans kasse så ret tung ud, "Skal jeg ik ta den der for dig?" spurgte hun, det var ikke ligefrem fordi det lignede hende aller mest at være venlig, men han lignede virkelig en som havde brug for hjælp, og så længe han var venlig overfor hende, jamen så var hun det skam også overfor ham.

[Deleted]

Trevor kunne ikke helt lade være med at komme frem med en noget ironisk latter i et kort øjeblik, da hun valgte at spørge ind til, om han var elev eller ej. Gu’ var han ej. Var det måske ikke tydeligt nok? Selvfølgelig kunne han sagtens gå for en helt ny studerende, men han havde stadig svært ved at se chancerne i det. ”Nope.” svarede han, mens han svagt rystede på hovedet. ”Det er sjovt nok ikke noget jeg kan prale af.” Der var det igen! Sarkasmen. Det var vel så småt begyndt at blive en fast del af hans daglige kommunikation. Ligeledes som hende gled hans øjne rundt omkring dem. Det var nu fantastisk, hvordan de fik en helt bygning til at være så meget større indvendig end udvendig. Hvad man ikke kunne klare med en lille sving med en magisk gren. Hurtigt landede de brune øjne tilbage på tøsen foran hende.
”Sikkert.” Han vidste det squ ikke. Han vidste bare, at han skulle af med de ting, han gik og slæbte på. Han priste sig taknemmelig for de mange år hos Kandisbaronen. Så mange papkasser fyldt med diverse former for slik, der skulle flyttes fra det ene sted til det andet. Det havde virkelig styrket hans fysik. Men han kunne nu stadig mærke det lidt i rygsøjlen. ”Det lyder i hvert fald rigtig nok.” Han antog at ordet ’muggle’ var indflettet i, hvad hun havde fortalt, så måtte det være det korrekte sted. Og hvis ikke, var han parat på at stille lortet fra sig der alligevel. Måske endda sætte det over døren så hvem end der trådt indenfor først ville få skramlet i hovedet. Noget han bestemt gerne ville være tilskuer til.

”Huh? Hva?” Han blev med ét trukket ud af sin tankestrøm, som hun talte til ham igen. Han burde nok opgive lidt mere opmærksomhed for hende. Han stirrede undrende på hende i et par sekunder, før hans hjerne endelig opfangede, hvad hun havde sagt. Og det viste sig i hans ansigt, som var pæren over hans hoved blevet tændt. Hvis altså han havde været en del af en tegneserie. Det shit skete ikke i virkeligheden. ”Ah. Ved du hvad? Det gør nok.” Han så kortvarigt ned i flyttekassen og så tilbage på hende, inden han træk let på skulderen. ”Jeg har begivet mig hele vejen fra damning Skotland med den, så jeg burde nok kunne holde vægten ud det sidste stykke.” En krusning kom til stede i hans mundvige, som et drengerøvet smil tvang sig frem. ”Og hellere at jeg får dårlig ryg, end at du gør, right.” Det var ofte at han glemte, hvilken verden han levede i. For ham var magi ikke normalen, så den vej tænkte han sjælendt sine løsninger. ”Men en ting du kan gøre.” Han holdt inde et øjeblik, hvor han løftede sit ene hånd for at kunne stykke flyttekassen på det, mens han slap med sin ene hånd for at rette på brillerne og så tage fat igen og stod som var intet hent. ”Hvis du ikke har travlt or some shit. Kunne du så ikke vise vejen til det der lokale? Som sagt: Jeg går her ikke.”

[Kaya Elisabeth Hansen]

Et skævt smil meldte sig på hendes læber, "Om det også ligefrem er noget at prale af, er måske så meget sagt," sagde hun i en rolig tone. Hun syntes da ikke det var meget anderledes end at have gået på Hogwarts, ud over niveauet selvfølgelig var en del højere.
Hun nikkede en smule, og skævede så mod uret, "Well, så er det oppe på tredje sal," sagde hun med et mildt skuldertræk. Det var i hvert fald hendes bedste bud, at mugglerdimser og tingester skulle til mugglerstudie lokalet. Hun vidste ikke ret meget om mugglernes verden, på trods af at hun selv boede i den, så var det uden alle deres såkaldte hjælpemidler.

Hun så lidt på ham, som om han lige var faldet ned fra himlen, "Har du båret den hele vejen?" spurgte hun undrende, hvorfor i al verden havde han ikke kastet en simpel lille besvægelse på den, og fået den til at svæve foran sig? Det var jo basis magi de lærte på første år i skolen? Men som hans næste sætning lød, ramte de to brikker hinanden, "Jeg havde ikke tænkt mig, at bruge mine arme eller ryg," sagde hun og trak sin stav, efterfulgt af et blink til ham.
"Jo, det kan jeg godt," sagde hun roligt, og gjorde en gestus mod trapperne som tegn på de skulle den vej, "Muggler med magiker i familien, eller fuser?" spurgte hun og skævede lidt i mod ham, før hun begyndte at gå roligt op af trapperne.

//Mange gange undskyld!!!! Jeg troede det var din tur, det beklager jeg mange gange //

[Deleted]

Da heksen pludselig så på ham, som var han et væsen fra en anden verden, gengældte han automatisk blikket, eftersom han ikke selv forstod, hvad der var galt. For ham var der ikke noget underligt ved det, at bære sine ting fra A til B. Og det var heller ikke det helt store. Susepulveret havde fået ham det meste af vejen. Det havde kun været en lille tur fra den ankomne pejs. Men tilsyneladende kom der et låg på begge deres forvirring, da tøsen valgte at være flabet og trak sin elskede stav frem. Han fnyste en smule utilfreds ud af ren vanesag. Selvfølgelig. Det burde have sagt sig selv. Ingen heks eller troldmand valgte at bruge egne muskler længere. Han forstod det vel godt. Han ville nok også havde brugt magi, hvis det altså havde lagt naturligt for ham. Ommøblering ville bestemt have været nemmere, hvis han kunne kaste lidt tryllestøv hen over sengen og få den til at tænke på det bedste den vidste. For så straks ville den flyve af sted.
Men til trods for irritationen, der så småt havde bygget sig op på rygraden, forholdte han det til et minimum. Hun var jo egentlig villig til at hjælpe ham i hans nød. Og han var på udebane. Derfor bed han det i sig og fulgte ellers bare efter hende, som hun viste trop. Slæbte som altid sine skridt efter sig og fik endnu en gang rettet på sit greb om flyttekassen. Han fortrød lidt, at ikke have taget imod hendes tilbud, men samtidig var der noget i ham, der ville fortsætte med at vise frem hans selvstændighed.

”Oh-hå-hå.” lød den korte og sarkastisme latter, som hendes afklarende spørgsmål blev kastet mod ham. ”Lige på og hårdt, huh?” Han tog et par dobbelttrin for at lande oppe ved siden af blondinen og lagde hende så i øjenfald. ”Der er intet der går din næse forbi, kan jeg se.” Så tydeligt var det nok ikke efter mange års træning, men det han hovedsageligt gjorde var ubevidst undvigelse af spørgsmålet. Eller i princippet tral han bare ud at svare. Dog forsvandt den letterede kække udstråling, som han så bort fra hende igen og se op ad trappen. Han sukkede dybt og gjorde kortvarigt plads til at en forbipasserende kunne komme forbi. Og folk som denne fremmede var på afstand, åbnede han munden igen. ”Fuser.” Der var ingen forskel på hans toneleje, men han havde svaret en smule mere brummende. Han var ikke stolt af det, så det var uden tvivl ikke noget, han ønskede at gå rundt at smide omkring sig med. ”Så det var ikke lige med at bare trække min magiske pind frem.” Det kække smil kom tilbage på hans læber og hans brune øjne landede tilbage på hende, som for at løfte stemningen igen.


//Det skal du slet ikke tage dig af. Som jeg selv så smukt har bevist, jeg er selv langsom til at få svaret. damn, det må du undskylde..//

[Kaya Elisabeth Hansen]

Hun trak lidt på skulderne, "Tjah, hvorfor pakke tingene ind, når man kan sige det ligeud og undgå misforståelser?" spurgte hun og blinkede til ham. Hun havde intet imod hverken muggler eller fusere, hun havde det dog svært ved muggler som ikke kendte til magi overhovedet, hvad pokker skulle hun snakke med dem om? De vidste ikke noget om hendes verden, og hun vidste ikke noget som deres verden.
"Narj, kun det uinteressante," svarede hun kækt, fangede folk først hendes opmærksomhed, så var hun jo sød nok, der var ikke noget der, men man skulle bare ikke bevæge sig om bag hendes ryg, for at tog fanden ved hende, og hun var ikke ligefrem typen man ønskede at blive uvenner med. Hun havde et temperament som sagde spar to, og når hun først blev vred, blev hun som regel også voldlig, hvilket var grunden til, at det stort set altid endte galt for hende.

Hun vendte blikket mod ham, da hans svar endelig nåede hendes ører, "Arh, ja, jeg kan nok ikke sige, at jeg misunder dig, men så er det vel heller ikke værre.." sagde hun roligt, selvom hun nok aldrig ville indrømme det, så havde hun da fra tid til anden, tænkt på hvordan det måtte være, at være muggler eller fuser, men hun kunne ikke rigtigt forestille sig det, fordi magien var så stor en del af hende.
"Yeah, well, man lære vel at leve med det?" spurgte hun, og fortsatte op af den næste trappe, stadig med papkassen svævende foran sig. "Jeg kan altid tranforere dig hjem igen, hvis det er," foreslog hun, det var lidt synd for ham, hvis han skulle hele vejen med muggler transport hjem, og det tog jo ingen tid for hende, lige at svinge staven en gang eller to mere, desuden havde hun ikke noget hun skulle nå.