Turning me...

[Joseph Willington]

Haru Faa
kl. 23.30
Storsalen

Der var ingen i storsalen udover Joseph, der var helt stille og heldigvis sov professorene nok også, det var mest vejlederne han kunne være bange for at møde, men lige nu havde han ikke lyst til at ligge oppe i sin seng.
En af drengene fra Gryffindor havde spændt ben for ham i dag så han var faldet og havde slået sin hage, så han havde et ordenligt sår dernede. Han sad og kiggede ned i en af bøgerne og det var tydeligt at se på hans kinder at han havde grædt.

Egentligt ville han selv mene at han var en ganske stærk fyr.
Men han var ikke altid så god når de andre blev ved med at være efter ham, det var ikke altid helt nemt at være anderledes og da slet ikke når det betød at de andre mente de havde et fripas til at drille ham.
Joseph vidste godt at han kunne gå ned og snakke med Gary, men han havde lyst til at klare sig selv engang imellem, han var trods alt snart seksten år, så kunne man jo ikke bare altid løbe hjem til "far" når man fik det svært.

[Deleted]

Det var sent, men Haru kunne ikke sove. Der var så mange nye lyde på stedet og ting han ikke var vant til. Han havde kun gået på skolen nogle dage og havde svært ved alt det nye oveni at han endnu ikke kunne tale sproget så godt. Mange havde allerede grint af ham, men han var forholdsvis ligeglad, han gjorde sit bedste og det var vigtigt for ham. Han havde set Ever nogle gange men havde ikke turdet snakke med ham.
Nu i den tidlige nat vandrede gennem skolens mange gange, han ville gerne finde en kop varm mælk, det hjalp altid når han ikke kunne sove. Det mest logiske var at lede i storsalen, hvorfor han nu drejede derind. Synet det mødte ham overraskede ham dog en del. Der sad en af drengene fra han kollegie, men det han virkelig lagde mærke til var såret på fyrens hage. ”Er do kommt Tel skade?” spurgte han på sit gebrokne engelsk og håbede på drengen forstod ham. Han var ikke en af dem Haru havde snakket mest med, da han altid virkede meget stille og ikke rigtig sagde noget.

[Joseph Willington]

Joseph var ikke så god til at være social.
Han havde nogen få venner som han virkeligt gerne ville sidde og snakke med, men han kunne hurtigt mærke når folk grinte af ham eller syntes at han var underlig, så nogengange havde han bare brug for at sidde lidt for sig selv.
Heldigvis var professorene og Gary som oftest også overbærende overfor ham, fordi at de godt vidste han ikke altid havde det helt så nemt som mange af de andre havde på Hogwarts, egentligt var Joseph også bare glad for at han fik lov til at gå der.

Joseph kiggede op som han fornemmede nogen kom nærmere, og som han så Haru smilede han let, han vidste jo godt hvem han var, de gik trods alt på samme kollegie og årgang, men han havde aldrig rigtigt kommunikeret med ham.
Fra hans bukselomme fremdrog han den lille blok som han oftest brugte når han talte med folk der ikke forstod tegnsprog og som han ikke havde lyst til at åbne munden overfor, han talte sjældent højt for han vidste godt han ikke talte særligt pænt.
Han lagde blokken over i mod Haru, han kunne ikke helt mundaflæse hans gebrokne engelsk.

[Deleted]

Det var lidt et problem, at Joseph ikke kunne tale i og med at Haru om muligt var dårligere til at stave end at snakke engelsk, så endte han bare med at sukke opgivende, da drengen rakte ham blokken som indikator på at han skulle skrive. Joseph snakkede helt sikkert ikke japansk, men alligevel tog han dog imod blokken det kunne jo være senere. 

haru sendte drengen et smil og pegede så på josephs der var skrabet. “Av” sagde han tydeligt og så så spørgende på drengen. På den måde håbede han det blev forståeligt. 

[Joseph Willington]

Joseph nikkede som han pegede på han hage og sagde av.
Han tog blokken til sig: "Nogen drillede mig" sagde han på papiret og rakte de tilbage i mod Haru, han kunne godt forestille sig hvis Haru også blev mobbet, han var trods alt også anderledes.
Joseph kunne dog ikke helt fornemme hvor dårligt engelsk han faktisk talte, det var bare fordi at han ikke helt kunne aflæse ham.

"Jeg hedder Joseph" gjorde han tegn til.
Han navn blev lavet ved at knytte hånden og ae sin egen kind. Det var hans plejefar Gary der havde besluttet sig for at det var sådan hans navn skulle se ud, og egentligt så var han også ganske selv tilfreds med det.
Det var altid mærkeligt at tale med nye folk.

[Deleted]

Haru så til mens Joseph skrev på blokken. Han var heldigvis noget bedre til at læse engelsk, hvilket gjorde det nemt at forstå drengen på den måde. i ren lykke over at forstå ham, sendte han ham et smil og en tommel op. Der gik dog ikke længe, før det gik op for Haru at det kunne forstås helt forkert. Derfor skar han hurtigt en grimasse og i en hurtig bevægelse fik han hånden om på ryggen. "Ond-skyld" sagde han meget tydeligt og langtsomt. Det var en underlig måde for kommunikation. Normalvis var Haru en dreng, der kunne snakke en væddeløbshest træt, men lige nu var der ikke mange ord imellem dem. 

Haru forsøgte at forstå, hvad Joseph sagde, eller viste tegn omkring og nåede frem til at det nok havde noget med at præsentere sig at gøre. Heldigvis vidste han da at han hed Joseph. Haru smilede og vinkede så til drengen, mens han sagde drengens navn, for der efter at efterligne fyrens tegn for hvad der måtte være hans navn. Derefter kiggede han for at se om det blev godkendt. Der efter tog han blokken og skrev et ord derpå. "Haru" sammen med navnet, tegnede han en pil, som pegede over imod ham. Som i at han var Haru.

[Joseph Willington]

Joseph kiggede i mod ham med et smil.
Det var ret svært at tale sammen, men en del af ham havde faktisk ikke noget i mod det, bare fordi at han var glad for at nogen overhovedet gad at snakke med ham. Han kiggede ned på papiret og kiggede som der blev skrevet Haru.
"Haaaaaru?" sagde han roligt, Joseph kunne godt tale meget lidt, men han gjorde det meget sjældent fordi at han godt viste at hans tale var sløret og ikke særlig pæn, så han syntes som oftest det var utroligt pinligt.

"Jooojsep" sagde han og pegede i mod sig selv.
Det var første gang i meget lang tid at han havde sagt noget, typisk så sagde han kun noget højt omkring sine plejesøskende og plejefamilie generelt, fordi han vidste at de accepterede ham som han var og ikke dømte ham.
Det var nogengange lidt mere kompliceret med resten af verden.

[Deleted]

Oi! Det var noget af en opgave Haru var kommet på her. Egentlig var Joseph utrolig sød, eller sådan virkede han, men to sprogbarriere, det var en vanskelighed. Han var dog optimist og greb fat hvor han kunne. Det var også ret imponerende at høre den døve dreng snakke. Det gjorde på en eller anden måde Haru lidt glad, fordi det lød næsten som ham selv... lidt værre dog. I et smil pegede Haru nu på sig selv. "Haru" Derefter pegede han over på Joseph. "Joseph" På den måde havde de nu præsenteret sig. 
Dette fik så Haru til at klø sig i det blå hår, han måtte være kreativ, når han skulle snakke med Joseph, han bad derfor om blokken og pennen, så han kunne kommunikere. På blokken skrev han sit navn - Haru, og tegnede så det Japanske flag. Derefter tegnede han det britiske flag og en mund, for så at krydse det ud og se opgivende på Joseph, men han trak på skuldrene. Han håbede inderligt på at Joseph ville forstå at han ikke kunne snakke sprogtet så godt. Det var hvert fald hvad han prøvede at fortælle.

[Joseph Willington]

Joseph smilede som han kunne se at Haru gentog de to navne.
Det var ikke helt så nemt at kommunikerer, men altså han kunne jo altid forsøge sig lidt og om ikke andet så måtte man jo forsøge sig med finger takter uden at lave direkte tegnsprog, det virkede jo også engang imellem.
"Japaeeen?" forsøge han at sige højt.
Han var jo heller ikke så god til at snakke højt, nok mest fordi han ikke ville blive drillet.

"Jaj kan tåle lidt hoht, men de ander driller mig" sagde han og kiggede ned i bordet i et kort øjeblik for så at kigge på Haru igen: "Dov..." sagde han og pegede på sit ører i et forsøg pg at fortælle at han var døv.
Han havde gået til tale terapi som ung, men han kunne ikke så godt lide det, altså tale terapien var fin, men han brugte det meget sjældent fordi han syntes han lød så dum - eller det vidst han jo ikke, men de andre så sådan ud i hovedet.

[Deleted]

Okay, så nu havde de altså fundet en måde at kommunikere på... sådan da. Det fik Haru til at smile. Han ville gerne snakke med Joseph, da det så ud som om fyren ikke rigtig havde det så super fedt, hvilket Haru var ret ked af. Han nikkede smilende, da Joseph forsøgte at udtale "Japan". Det føltes underligt nok dejligt at snakke med en, der snakkede lige så dårligt engelsk som ham selv. Han kløede sig lidt på hagen, hvordan pokker skulle de kommunikere bedst muligt? "Jeg...Ta-ler... hel-ler... ik-ke.. så... Gådt... gOdt... æng.. Eng-elsk" Forsøgte han meget koncentreret og stille. Det viste sig at koncentrationen afbrød ham for mange sjuskefejl, men sådan kunne han jo ikke snakke til dagligt. Han ville kede sig selv halvt ihjel, før han havde sagt, hvad han ville sige. "Di skald ek drellø daj" Sluttede han så af.

[Joseph Willington]

Joseph måtte fokusere en del for at få nogenlunde styr på hvad det var Haru forsøgte at sige.
"Min kan lære tegnesprog har på skolan" sagde han i en snøvlet stemme, han talte mest som en der ikke helt kunne få ordene ordenligt ud af munden, men det var svært fordi han ikke kunne høre sig selv snakke.
Så han var nødt til at stole på at det han mærkede i sin hals, var nogenlunde de rigtige lyde der også kom ud i den anden ende.
Joseph var født døv, han havde aldrig hørt noget som helst.

Han smilede og rystede på hovedet.
Nej det skulle de ikke: "Dumme" sagde han og lavede tegnet til dumme på samme tid, det var hvad de var. Han vidste godt at det måske var mærkeligt at han var anderledes.
egentligt ville han hellere have de så bare ignorere ham.
Især fordi han jo som oftest ikke engang vidste hvad de sagde om ham.

[Deleted]

Det var svært for Haru at forstå engelsk, så at skulle forstå engelsk sagt af en der snakkede lige så dårligt som han selv, gjorde det kun værre. Det var lidt træls for Haru ville gerne snakke med Joseph. Han var ikke typen der bare lod folk sidde og være kede af det, men han måtte virkelig anstrenge sig, det var noget med noget man kunne lære på skolen, men han var ikke helt sikker på hvad. Dog havde han en ide og pegede derfor på Joseph's hænder "Tagnspråg?" Spurgte han så og håbede Joseph forstod ham. Wauw dette her var det mærkeligste han længe havde været ude for, men samtidig forstod han fuldt ud, hvordan Joseph måtte have det. Ikke at forstå hvad der skete eller blev sagt omkring sig og have svært ved at kommunikere. 

Haru kløede sig i de blå lokker og vurdere så situationen, før han rakte sin hånd frem imod Joseph. "Venner?" Sagde han tydeligt. Det var da et ord han kendte på Engelsk, så hvis bare Joseph kunne høre det eller opfange det, hvordan han nu gjorde, så ville det være en god start.

[Joseph Willington]

Joseph smilede i mod Haru, han var nu meget flink - også selvom han måtte sige kommunikationen var en smule udfordret.
"Ja, tegnsprog" gjorde han tegn med hænderne, det var en dejlig måde at kommunikerer på når man nu ikke kunne høre noget, det var jo også det der var kompliceret når han snakkede med andre mennesker.
At han ikke kunne høre hvad han selv sagde, så han måtte bare stole på at de lyde han lavede var nogenlunde rigtige.

Joseph nikkede og rakte hånden frem i mod Haru, det var næsten ærligt deres kommunikation var så dårlig, for de havde da uden tvivl en del tilfælles: "Vennar" sagde han og smilede i mod Haru.
Han vidste ikke helt hvad han ellers kunne sige, de kunne jo ikke rigtigt snakke sammen, så for nu sad han bare og smilede. Han burde nok også bare snart komme op til sig selv, han havde bare sådan lige brug for en pause.

[Deleted]

"Tegn-Sprog" Lød det prøvende fra Haru for at læreordet, så han kunne gå til en professor og spørge om kurset. Det var måske ikke helt smart oveni at lære engelsk, men han ville gerne kunne tale med Joseph også. Det var ikke rart at være den der ikke kunne snakke som man gerne ville og Haru havde en ide om at Joseph måtte føle lidt det samme. Han smilede dog da det virkede til at de blev venner. det var rart for Haru at oplevede, frem for kun at have sin familie og så dem der bare havde ondt af ham. Det var ikke den følelse han fik hos Joseph. Haru gabte så og så på Joseph. Det var ret sent. Han kunne ikke rigtig tegnsprog, men han kunne da prøve at opfinde noget selv, han overvejede det lidt og lagde så sine håndflader imod hinande, og lod kinden hvile på dem, som han lukkede øjnene og lavede snorkelyde. Underforstået: "Skal vi gå tilbage til sovesalen?" De sov trods alt i samme sal. Han håbede bare Joseph ville forstå det og ikke tro at Haru syntes han var kedelig.

[Joseph Willington]

Joseph smilede i mod ham.
Han var nu egentligt en super flink fyr og lige nu ville Joseph nok bare ønske at de to kunne tale lidt bedre sammen end de gjorde lige nu. Desværre kunne Joseph jo ikke helt gøre så meget ved sit handicap og Haru kunne jo ikke gøre noget ved at han endnu ikke var super god til engelsk.
Han nikkede og rejste sig så roligt op.

Han ville også bare gerne op og slappe lidt af.
Desuden så burde han nok prøve at få sovet, desvære var Joseph ikke altid så god til at sove om natten, da han desværre som oftest havde helt utroligt mange tanker i hovedet som han havde svært ved at holde styr på.

//Out