If you can do it..

[Joseph Willington]

Luna Clary Daniels
Kl. 20.00
Ved søen

Joseph sad nede ved søen og læste i en af de uendeligt mange bøger han nød at læse i. Han læste utroligt meget, nok fordi det kunne få ham lidt ind i en anden verden.
Det var ikke altid nemt at gå rundt på Hogwarts og ikke vide hvad der foregik det halve af tiden, han var ret god til at mundaflæse efterhånden, men det krævede jo ligesom at folk kiggede på ham før han forstod hvad de sagde.
Han var en ganske positiv person, og han prøvede altid at holde humøret oppe. Der var flere af Slytherin drengene der mobbede ham, og da også nogen fra de andre kollegier, men her var det nok en fordel han ikke kunne høre hvad de sagde.

Denne aften havde han aftalt at mødes ved Luna ved søen kl 20.00, fordi at han havde lidt problemer med en opgave han skulle fremlægge den næste dag. Han havde fået lov bare at afleverer den skriftligt.
Han kunne godt tale lidt, han havde gået meget i tale terapi da han var ung, men han kunne ikke lige at tale foran folk, for han talte ikke særligt godt og han syntes ikke det var sjovt når folk gjorde grin med ham.

[Luna Clary Daniels]

Luna var sent på den og styrtede afsted imod søen, hvor det var meningen hun skulle mødes med Joseph. Hun havde været ved at glemme deres aftale, fordi hun havde siddet og læst op på hvordan man brygger en stormhateliksir. Det var meningen at hun ville lave en til Spencer til næste fuldmåne, men hun ville være helt sikker på den var brygget rigtigt, så hun ikke endte med at gøre Spencer ondt.

Hun nåede dog søens bred og da hun fik øje på Joseph sørgede hun for at gå om, så han kunne se hende kromet. Hun vinkede spillende til ham og da hun var derhenne satte hun sig i græsset ved siden af ham. ”Hej undskyld. Har du ventet længe?” hænderne snakkede de døves sprog mens hun alligevel også lod ordene komme over læben. Det var nemmest for hende sådan.

[Joseph Willington]

Luna var faktisk den eneste ven som Joseph sådan rigtigt havde.
Mest fordi at selvom de andre nogengange prøvede at snakke med ham, så var der mange der gav op fordi at de alligevel ikke forstod hvad han sagde eller ikke gad bruge tiden på at lade ham skrive ned hvis han havde brug for at kommunikerer noget.
Lidt tilfældigt kiggede han en smule rundt og fik øje på Luna, hvilket fik ham til at smile og gjorde tegn til at hun endeligt måtte komme nærmere, han følte sig altid lidt mere fri når der var nogen han rent faktisk kunne snakke med.

"Nej det er ikke så slemt... Jeg læser bare" gjorde han tegn til og pegede ned i mod bogen, sådan så man ham oftest, med en bog - det var bare sådan et dejligt sted at kunne være i fred for resten af verden.
"Har du haft en god dag?" spurgte han med sine hænder, som han gjorde plads så hun kunne sætte sig ved siden af ham.

[Luna Clary Daniels]

Luna satte sig i græsset ved siden af sin ven. Hun kunne godt lige at bruge tid med Joseph også selvom han ikke kunne tale. Han kunne jo sagtens kommunikere, så da hun havde lærte at snakke tegnsprog var der ikke længere en sprogbarriere mellem dem. “Min dag har været rigtig god. Jayson "JJ" Jacobo var efter mig, men det gik” hun trak på skuldrene som hun fortalte det. Det var træls at han skulle være efter hende, men hun ville ikke gøre noget stort nummer ud af det. Det kunne ikke betale sig. Hun var nok også lidt nervøs for om Spencer Lynch så ville blande sig. 

[Joseph Willington]

Joseph lagde hovedet på skrå som hun talte til ham og han nikkede så.
"Du skal ikke finde dig i det... De er bare nogen idioter" sagde han blot: "Nohr var også efter mig i dag... Men i det mindste går Tristan her ikke længere" sagde han roligt, det var lidt som om at de to altid var mest efter ham.
Nu var Tristan da heldigvis gået ud af skolen, så nu skulle han forsøge at få styr på bare at holde Nohr ud. Det var ikke fedt at blive mobbet og slet ikke når man ikke altid forstod hvad de sagde til en.

"Går det godt med dig og ham fyren... Spencer?" stavede han ud med fingrene, han var ikke helt sikker på hvad det var at han hed.
"Det er utroligt at de ikke kan lade en være i fred bare engang imellem" gjorde han tegn til og sukkede så, som han kort kiggede udover søen, han vidste godt at det ikke skulle være nemt at være anderledes.
Nogengange ville han nok bare ønske at folk lod ham være lidt mere i fred.

[Luna Clary Daniels]

Luna fnøs lidt over det Joseph "sagde", de trøstende ord. alle vidste dog at Luna ikke var typen der bare fandt sig i ting. Jo efterhånden var hun blevet ligeglad med at blive kaldt mudderblod, men det var da også det mest latterlige ord, hun længe havde hørt og virkelig ukreativ. "Tak Joseph. Du har desuden ret." De folk der drillede var virkelig idioter, men omvendt så havde Jayson bare ramt et punkt i hende, som hun ikke sådan lige kunne vende ryggen til. Hun var bange for ham og var utryg ved at være alene med ham. Det var dog ikke noget hun sagde til nogen. Det var hendes hovedpine, ikke andres. Men efter den dag han havde slikket hende så ydmygende i ansigtet havde han haft en klemme på hende. Det ønskede hun ikke gentog sig. 
Dog smilede hun, da Joseph spurgte til Spencer, smilede Luna lidt forelsket. Hvad end man kunne sige om hende og Spencer, så elskede hun ham og han havde en helt særlig plads i hendes hjerte. Om de var kærester vidste hun ikke. De havde da kysset, men det var ikke ligesom de der turtelduer på gangene der næsten var ved at æde hinanden op. Hun nikkede derfor for at understrege spørgsmålet om hende og Spencer. "Det går godt med mig og Spencer tak." Navnet spencer blev beskrevet ved bevægelsen af at tage en hue på. Det var så ikonisk for Spencer, med sin hue at det gav god mening, at det var sådan Luna omtale ham.

[Joseph Willington]

Joseph sukkede.
"Det er ikke særligt fedt at være anderledes på denne her skole" tilføjede han. Det var som om at folk ikke kunne leve med at man altså gjorde tingene anderledes og der var mange der ikke rigtigt turde tale til ham.
"Tror bare jeg nogengange bedst kan li at bruge tid for mig selv" sagde han og smilede forsigtigt til hende, det var virkeligt ikke nemt at holde humøret højt når det skulle være på den måde, og egentligt så viste han heller ikke hvad han skulle ende i.

"Jeg ved heller ikke hvad jeg skal lave efter skolen. Hvem gider ansætte en døv taber?" spurgte han og kunne mærke at hans humør ikke var det bedste i dag, han var faktisk bare glad for at Luna var der og ville være hans ven.
"Åh hvor dejligt, i ser søde ud når i går sammen... Men jeg har aldrig talt med ham" sagde han.
Men det var måske ikke så mærkeligt, der var mange på skolens om Joseph ikke havde kommunikeret med.

[Luna Clary Daniels]

Luna smilede til ham og gav hans skulder et lille klem. "Nok er du anderledes, men du er også unik. Tænk ikke på dem der ikke forstår dig. men på dine venner i stedet." Hun vidste godt det kunne være svært. Selv havde hun det enormt svært, bare pga hendes blod, så hvordan mon ikke det ville føles, hvis man slet ikke kunne tale heller. Gad vide egentlig om man kunne lave en anordning, som kunne tale for Joseph. En slags mekanisme, der aflæste hans tanker og sagde det højt for ham? Uanset, så ville Luna ikke vige fra hans side, bare fordi Joseph havde det svære ved at kommunikere. 
Hun kom dog til at grine lidt over hvordan Joseph lod alle spørgsmålene hagle ned over sig. Det fik hende til at ryste på hovedet, og sende ham et smil. "Heldigvis har du da lidt tid endnu, før du er færdig. Men hvis det hjælper dig, så synes jeg du skal begynde at overveje mulighederne allerede nu. Du har mange gode kvaliteter, måske noget af det kan bruges i et fremtidigt job." Luna var altid optimistisk når det galt om at hjælpe andre. Hun ville sine venner det aller bedste, og det var tydeligt at mærke. Hun var en hjertevarm person, som havde rigelig med kærlighed at give at.

[Joseph Willington]

Han nikkede: "Ja jeg prøver... Det er lidt svært nogengange" påpegede han og smilede så i mod hende, som han lod blikket glide let rundt på de fantastiske opgivelser, som man jo boede på når man var på Hogwarts.
Han elskede virkeligt at være på Hogwarts, og mest af alt så var han glad for at Gary også boede der så han havde et sted han kunne gå hen når han blev for usikker på sig selv og det hele blev lidt for meget for ham.
"jeg er også blevet forelsket i en" påpegede han, og kunne mærke at han rødmede.

]"Ja... Jeg ved ikke lige hvad jeg vil endnu, ville egentligt gerne være auror, men det kan jeg ikke rigtigt... Så må prøve at finde ud af det.. Ved du hvad du skal?" spurgte han i en rolig bevægelse og smilede til hende.
Han var virkeligt glad for han havde hende.
"Jeg håber du ved hvor glad jeg er for at vi to er venner" sagde han i en rolig stemme.

[Luna Clary Daniels]

Luna gav han et kram og smilede så hjertevarmt til ham. "Jeg ved godt det kan være svært. For hvad det end er værd, så vil jeg sige dig, at jeg synes du er utrolig modig og sej." Det var oprigtigt ment det hun sagde. Men taget i betragtning af hvilke udfordringer han kæmpede med, så gjorde han det altså virkelig godt. Bare det at han hver dag kæmpede viste Luna hvor sej han egentlig var! Hun var stolt over at kalde ham sin ven og glad for hun havde lært at tale med ham. Det var da også blevet lettere for hende med tiden, det med tegnsprog. Det havde mest fungeret som selvstudie og så lidt øvelse hos Joseph, men nu kunne hun det altså. Det blev dog glemt, da han fortalte at han var blevet forelsket. "Forelsket?? I hvem??" Det gik op for hende at hun havde glemt hænderne, da hun havde snakket. "undskyld. Sådan" Hun gjorde tegn for sit udbrud, så han vidste hvad hun netop havde råbt, i tilfælde at han ikke havde gættet sig til det allerede. 

Hun måtte dog klø sig lidt i nakken over han valg af jobønske, og dog. "Hvis du bliver virkelig god til Nonverbal magi, så kunne du blive en vild specialist. De må alligevel ikke tale på missioner. Jeg har en tanke om hvad jeg gerne vil ja, jeg ved ikke om det er en mulighed." Hun tænkte på Spencer, hun havde endnu ikke luftet ideen for ham. Hun ville også gerne snakke med Ezekiel Amardeus om det, da det faktisk var hendes plan at se om han ville starte op sammen med hende. Hun fik dog ikke gået mere i dybden med det, før Joseph roste deres venskab, hvilket fik hende til at smile og give hans hånd et klem, før hun trak hånden til sig, så hun kunne bruge den til at svare. "Jeg synes også du er alle tiders."

[Joseph Willington]

Han smilede i mod hende.
"Det er pænt af dig... Tak" viste han, han var utroligt glad for hende - ikke at han var forelsket i hende eller noget i en stil, men hun var uden tvivl den bedste veninde som han havde på skolen.
Han grinede let og kunne mærke han rødmede igen som han kunne se hendes udbrud, og så hendes rettelser med hænderne, selvom han nu godt havde forstået hendes udtryk som jo var ret tydeligt: "En fra Slytherin... Hun kom og talte til mig til årgangsfesten... Ines" sagde han og lagde hovedet på skrå, ikke sikker på om Luna vidste hvem det var.
"Er Spencer ikke Slytherin?" spurgte han.

"Hvad vil du gerne da?" spurgte han.
Egentligt så var Luna nok det eneste menneske som han turde fortælle alt, hun var virkeligt sød og uden tvivl en pige der var meget åben. Han håbede virkeligt at Spencer var god ved hende, for det fortjente hun uden tvivl.

[Luna Clary Daniels]

Joseph betød virkelig meget for Luna men mere som en bror end som noget andet. Hun elskede han og ville ham det bedste, igen mere som en bror end fx en kæreste. De havde været sammen så længe, at andet ville blive mærkeligt. 
Som han derfor begyndte at snakke om forelskelse var hendes opmærksomhed vakt. “Ines?” Så slog hun over i tegnsprog igen. “Det lyder dejligt Joseph jeg håber hun er sød. Og jo. Spence er slytherin” hvorfor det var vigtigt vidste hun ikke men hun håbede ikke at det var fordi Spencer Lynch drillede ham. 

Hun tøvede lidt før hun afslørede hvad hun ville og egentlig var det ikke hele sandheden. “Jeg vil lave et sted hvor folk kan få hjælp, hvis ikke de lige er som normen siger man skal være. Et sted hvor de ikke skal føle sig alene”

[Joseph Willington]

"Ja hun er en pige fra Slytherin... Det er helt sikkert super dumt" sagde han i et suk.
Altså hun havde jo været sød nok ved ham og hun havde jo ikke gjort ham noget dårligt, men derfor så vidste han jo godt at Slytherin var et farligt område at bevæge sig ind på når man nu selv var en døv dreng fra Hufflepuff.
"Arh ja, så nogen fra Slytherin er søde" tilføjede han og smilede let, han vidste ikke med Ines, måske hun faktisk syntes han var latterlig, hun var bare virkeligt sød og mest af alt så var hun smuk at kigge på.

Joseph var jo ikke rigtigt så god til alt det med piger.
"Altså ligesom et børnehjem eller sådan noget? Ligesom Gary har?" spurgte han, Gary var pedel på skolen og de fleste kendte ham godt for at have mange plejebørn, lige for tiden boede de omkring 7 børn ved Gary hvor at Joseph var en af dem.
Han var virkeligt glad for at bo ved Gary, han var et meget behageligt og hjertevarmt menneske.

[Luna Clary Daniels]

Luna sendte ham et smil og strøg ham over kinden med sin tommelfinger, før hun så igen brugte hænderne til at tale. "Det er ikke spor dumt. Jeg kan tale med hende for dig, hvis du vil have det?" Foreslog hun. Før en tanke så ramte hende. Hvor meget mon Spencer Lynch og Ines Cornette kendte til hinanden? Det kunne jo være de en dag alle 4 kunne følges til Hogsmeade, men så igen.... De"t virkede lidt som ønsketænkning. "Der er mange fra slytherin der er søde. Ligesom at der er nogen fra Gryffindor der er nogle idioter." Det var legender fra gammel tid at alle de modbydelige kom på Slytherin, hvilket Luna til tider kunne hade. Der var så mange gode folk på Slytherin, som han så glemte alt om. fx. Severus Snape, Albus Potter, Andromeda Tonks og selveste Merlin, Men fordi mange fuldblods fanatikkere havde holdt til på Slytherin, var det gode rygte omkring slangerne meget lille.

Hun rystede på hovedet, som han spurgte ind til hendes fremtidsplaner. "Nej ikke et børnehjem. Det er ikke kun for børn. Det skal være et sted hvor du kan komme hen, hvis du foreksempel skal lære at leve med dine varulve evner efter at være blevet bidt. Et sted for mugglerfødte, hvor de kan finde hjælp igennem den magiske verden. Den slags ting." Hun smilede og man kunne se på det virkelig var noget der var vigtigt og en ting hun troede på.

[Joseph Willington]

Han nikkede til om hun skulle tale med hende: "Jeg har inviteret hende til tegnsprogstimerne så hun måske kan lære det" pointerede han og smilede let i mod hende, han håbede da at Ines måske ville lære det.
Bare fordi at det kunne være fedt sådan rigtigt at kommunikerer med hende, for selvom Joseph jo talte lidt så var det ret dårligt og ikke særligt flydende i forhold til hvordan han kunne gøre tegn med hænderne - det var bare langt lettere.
"Ja... Der er bare en del af Slytherin drengene der er efter mig" sagde han og sukkede tungt.

"Åh wow det lyder svært... Men også spændende..." sagde han: "Tænker du så at tage en uddannelse i det eller sådan noget?" spurgte han og smilede roligt i mod hende, man måtte vel være pædagog eller et eller andet mærkeligt.
Joseph skulle nok også finde sit kald i livet, det tog bare lige lidt tid at finde det helt rigtige åbenbart.