Så, hvad siger du?

[Timorthy Lavoie]

Set udefra måtte Timmys ansigtsudtryk have set komplet skørt ud. Han kunne slet ikke lige finde ud af hvordan han skulle forholde sig til den information han kort forinden var blevet givet. Da sandheden ligesom gik op for ham kunne han til gengæld mærke de brændende kinder, han håbede bare ikke at hun bemærkede det. ”Ikke noget,” skyndte han sig lidt flovt at mumle. Nu var det hans tur til at håbe på et emneskift. Det var jo ikke fordi han direkte forventede at Stella kunne finde på den slags, han stolede på hende, men det havde bare lydt så forkert.
Lettet over emneskiftet lyttede han til det hun forklarede. Han kunne godt sætte sig ind i at det måtte være ufattelig skræmmende for hende skønt at det avr så simpelt for hende. Til gengæld havde hun nok ikke svært ved at sende post. Timme sendte meget sjældent ugler og hvis han gjorde fik han andre til at sende den for sig så han ikke selv skulle for tæt på de store fugle. ”Okay ja.” Han nikkede forstående.
Igen sendte han hende et lille beroligende smil. ”Men én meter over jorden er ikke så højt, jeg kan jo nærmest gå ved siden af og holde fast iden så den ikke stikker af med dig.” Tonen var fortrøstningsfuld. Han var ikke sikker på at han ville få lov, men måske bare at gå ved siden af så uden at holde fast. Han bemærkede godt hvordan hendes hænder blev knyttet og han rakte over bordet igen og fangede den frie. ”Det skal nok gå.” Forsøgte han blidt at berolige hende.
”Mhm?” Han så på hende med de blide brune øjne, han lyste op ved hendes forslag og nikkede, ”gerne.” Svarede han med et smil i den ene mundvig som hun tørrede sig om munden med hånden. Blikket hvilede kort mod hendes læber hvilket kun gav ham lyst til at kysse hende igen. At finde et skyggefuldt spot i parken kunne måske give dem mulighed for at genskabe noget af den stemning de havde haft i tårnet. Altså han regnede nu ikke med at smide blusen midt i en park, men derfor kunne de jo godt ligge og måske nusse lidt. Tanken alene satte omgående gang i sommerfuglene i maven.

[Stella Todd]

Det virkede ikke som “ikke noget”, men hvis ikke Timmy ville snakke om det, så var der ingen grund til at bore i det. Hun stolede på at det Timmy sagde var det rette. Istedet smilede hun blot til ham og nød hans selskab. 
Hun kom dog til at rulle øjne af ham, som han bagatelliserede den ene meter hun skulle over jorden på en flyvende kost. “Det er ikke sjovt Timmy. Hvad hvis jeg ikke klare det? Hvad hvis?... hvis noget går galt alligevel. Jeg hader det. Jeg hader koste” Det var ifølge Stella den dummeste opfindelse nogensinde, kosten altså og hun hadede at hun nu var blevet opdaget i ikke at have deltaget i undervisningen. Hun kunne bare ikke! Så mærkede hun Timmys beroligende hænder på sin hånd hvilket fik hende til at slappe af igen. Smilet vendte da også helt tilbage som han bekræftede at finde et sted at være mere privat. “Eller vi kunne leje et værelse på den ut...” ordene fløj ud af munden på hende uden at kunne stoppe dem og rød i hovedet fik så lukket af ved at lægge hånden for munden men måske var det allerede for sent?

[Timorthy Lavoie]

Han så på hende med et seriøst blik, ”jeg lavede skam ikke sjov,” svarede han hende roligt, ”jeg ved godt hvor bange du er for det, jeg tænke bare om det ville få dig til at føle dig mere sikker hvis jeg havde fat i kosten.” Et kærligt smil blev vendt mod hende. Han ønskede ikke at drille hende med det for ærlig talt vad hans frygt da lige så irrationel.
Heldigvis lod hun til at falde lidt til ro igen under hans berøring. Han gengældte smilet. Dog forsvandt det lidt i takt med hendes forslag. Kinderne antog igen en rødlig nuance der matchede hendes. Mente hun virkelig at hun ville gøre det like, lige nu? Tanken fik hans krop til at sitre en smule. Han sank. Han anede ærlig talt ikke hvad han skulle sige for det var jo ikke fordi han ikke ville være sammen med hende, han var bare så bange for at gøre noget forkert.
Blikket blev slået lidt ned til deres hænder og han bed sig tænksomt i underlæben. ”Øhm jeg har ikke nogen..” han rødmede om muligt dybere, ”du ved..på mig.” åh hvor han håbede hun var klar over han mente kondomer. Dem han havde fået af Jacob, og det ene Kimberly havde stukket ham, lå alle sammen hjemme i hans skuffe somewhere sammen med hans tøj og andre ejendele. Han havde ikke troet at det ville blive nødvendigt, ikke endnu i hvert fald, men lige nu fortrød han nok lidt at de var så langt væk. ”Men øhm...” han kunne næsten ikke tvinge sit blik op som han forsatte i en meget lav stemme, ”jeg kan tage dem med tilbage til skolen?” Forslog han så. Han hadede at føle sig usikker, dette her var nok også det eneste han følte sig virkelig på bar bund omkring.

[Stella Todd]

Stella fik dårlig samvittighed over at have troet Timmy lavede sjov med hendes frygt. Selvfølgelig gjorde han ikke det. Det ville ha da ikke kunne finde på. “Undskyld Timmy jeg ved det godt” Hun var nok bare lidt nærtagende når det galt at få hende i luften.  Hvem havde dog også bestemt at troldmænd skulle flyve? 
Emneskiftet der ellers havde virket godt til en start var nu endt ud i en virkelig akavet “ikke-samtale”. Der var så meget de begge hentydede til, men ikke sagde. Og Timmys kommentar om ikke at have nogen på sig fik først Stella til at se spørgende på ham, men så faldt kobber knutten! Han mente...! Havde han troet hun ville?! Var det faktisk hvad hun ville?? Så foreslog han at tage kondomer med på skolen. Det fik dog kun Stella til at stivne og blive ydeligere rød i kinderne. “Ja...” lød det så før hun satte sig til at pille ved sit mørke hår. 

[Timorthy Lavoie]

Igen lyste han op i et beroligende lille smil. "Det gør ikke noget." Forsikrede han hende så og lod blikket hvile betragtende på hende. Hun var simpelthen så smuk og han kunne mærke hvordan hans hjerte bankede hurtigere i brystet bare af at se på hende.
Som hende fandt han dog emneskiftet temmelig svært at snakke om. Der opstod en del akavet tavshed fordi ingen af dem lod til at sætte ord på hvad de egentlig tænkte. Åh for Merlin hvor han dog håbede at de snakkede om det samme, for han var så flov over det i forvejen. Tænk hvis han havde misforstået hende og hun slet ikke havde hentydet til det.
Han sank og dristede sig til at kigge op på hende for at se om han kunne fornemme hendes signaler. Om de gav hentydning til noget. Det spørgende blik der mødte ham fik rødmen til at falde og han blev i stedet en smule bleg. Det var ikke det hun havde snakket om. Hun havde ikke hentydet til samleje. Han skulle lige til at undskylde og sige at de slet ikke behøvede at tage det skridt endnu, men så svarede hun på hans spørgsmål, hvilket fangede undskyldningen i halsen på ham. "E-er du sikker, for altså jeg har ikke travlt, vi kan sagtens vente." Skyndte han sig at tilføje. Havde han lyst til at vente? Ja altså han ville ikke gøre det i dag, men han længtes faktisk lidt efter at mærke den nærhed de havde haft den aften i tårnet, og han havde bestemt haft lyst til at udforske mere den aften. Han ville nok ikke være gået hele vejen, det havde han måske ikke helt følt sig klar til på daværende tidspunk, men nu? De havde trods alt været sammen længe efterhånden.
Igen blev blikket vendt ned til sine hænder som han havde trukket til sig og nu sad og fumlede med på bordet som en lille skoledreng der havde fået skæld ud af sine forældre. Hold da op hvor var det her bare akavet, han håbede inderligt at det ville blive lettere med tiden! "Øhm vi kunne..." Han tøvede lidt og omformulerede så, "har du lyst til at gå en tur og kigge på butikker?" Alt for at komme lidt tilbage til rent faktisk at snakke sammen i stedet for at sidde i denne her ubekvemte samtale.

[Stella Todd]

Stella så roligt på Timmy mens smilet genvandt plads på hendes læber. Hun elskede at være nær Timmy og nød virkelig endelig at se ham igen. Han var hendes grønne ridder, hvor fjollet det end var og hun havde ikke i sinde at give slip på ham. Hun vidste at han ville være der for hende, når det blev nødvendigt og satte pris på den støtte han altid gav hende.
Samtalen var dog blevet meget akavet og fordi de nærmest kun brugte halve og kvarte sætninger, var hun ikke helt sikker på hvad der egentlig blev aftalt imellem dem. Dog vidste hun, vidst nok, at det nu var aftalt at Timmy efter ferien ville tage nogle kondomer med til Hogwarts. Wauw, bare tanken fik det til at slå knuder i maven på hende. Det ville betyder de skulle være nøgne sammen og ja, have samleje, men altså... Det gjorde hende bare virkelig nervøs og usikker at tænke på. Ikke fordi hun ikke havde lyst. Egentlig ville hun gerne have samleje med Timmy, men at tænke på det var bare... overvældende. Hvad hvis ikke hun gjorde det godt nok til ham, eller hvad hvis det ødelagde alt de havde? Puha hun var ret nervøs omkring det. Det havde været meget nemmere den dag i tårnet. Der havde det været følelserne der styrede ikke tankerne. Hun havde nydt det og været afslappet, men kunne hun slappe af, hvis hun vidste det skulle ske? Alle tankerne gjorde hende helt ør i hovedet, måske det var bedre at vente, og hvad var det overhovedet for et spørgsmål at stille? Hun gumlede lidt på sin underlæbe. "Mhm... Jeg ved ikke rigtig.... Jeg kunne godt lide den dag i tårnet, indtil vi blev afbrudt." Prøvede hun så at forklare ham og kunne ikke lade være med at smile. 
Hun takkede ham dog inderligt i sine tanker for at foreslå at gå ud og kigge butikker. JA TAK! Alt for at komme ud af den her akavet stilhed. "Måske vi kunne gå i boghandlen og se om der er kommet nogle nye spændende bøger?" Stella elskede eventyr og nød altid at gå på jagt efter ny, som hun endnu ikke havde læst.

[Timorthy Lavoie]

Timmy var slet ikke sikker på hvordan det hele var endt ud i at blive så super akavet. Han ville hellere end gerne sige det rigtig her, eller i det mindste bare virke lidt cool omkring det hele, for teknisk set var det jo ikke en unormal ting. Hverken at gøre eller snakke om. Men i deres alder var det bare stadigvæk ret nyt og tys tys. I hver fald for ham. Han kunne slet ikke få ordet samleje over sine læber.
Pludselig blev han lidt i tvivl om de havde lavet en decideret aftale om at det snart skulle ske eller om kondomerne bare var til "just in case" -situationer. Han forsøgte at rette ryggen lidt for at virke mere sikker på sig selv, men for pokker hvor var det svært især fordi han jo på ingen måder var sikker på sig selv i dette henseende.
Som hende sad han med præcis de samme tanker og bekymringer. Hvad hvis han ikke gjorde det godt nok, hun havde prøvet det før, hvad hvis han gjorde sig selv total til grin fordi han ikke kunne finde ud af det. Ikke at han troede Stella nogensinde ville gøre grin med det, men han ville jo bare gerne gøre det til en god oplevelse for dem begge. Men hvad hvis han fejlede? Eller hvis han kom til at gøre noget som gjorde ondt på hende..eller var for hurtig....eller langsom. Det føltes næsten panikvækkende at tænke på alt det.
Heldigvis blev tankestrømmen brudt som hun snakkede om aftenen i tårnet, han mærkede hvordan han sank dybt, "hvad med at jeg bare tager dem med...så har vi dem...du ved...hvis nu.. Igen kunne han ikke helt holde blikket på hende før han havde snakket frærdigt. "Jeg kunne virkelig også godt lide den aften i tårnet," fastslog han så.
"Boghandlen! Det lyder som en god ide!" Sagde han og fløj nærmest op af stolen desperat for at lægge dette akavede samtalemne bag sig. Han fangede hendes hånd, smilede kærligt til hende, og satte så kurs mod boghandlen.

// out