Så, hvad siger du?

[Stella Todd]

Hovedet vær bøjet ned imod bordet, da Stella ikke rigtig turde se på Timmy, alligevel slog hun hele tiden blikket op, så hun alligevel kunne holde øje med ham. Det var lidt flovt at sidde der og beskylde ham, men det havde altså været noget. Havde der ikke? Hun rynkede brynene som hun begyndte at tænke og trak vejret dybt. Måske var det bedst bare at få det hele ud? "Den dag ved søen... Du virkede bare så glad og smilende omkring hende, og så da I snakkede om kage... Jeg vil ikke stå i vejen, hvis I skal på date et sted hen og spise kage sammen..." Hun bed sig i underlæben og trak vejret dybt før hun fortsatte. "Det var derfor jeg ville op at søen, og da vi så snakkede sammen så... kiggede du helt længselsfuldt efter hende... Jeg... Hvis ikke det er fordi du elsker hende, så forstår jeg det ikke." Stella var påvirket af det og havde ondt i maven. Hun ville ikke sidde der og beskylde Timmy men han havde bare virket så glad for Kimberly og hun forstod ikke hvorfor. Hun kiggede da aldrig sådan efter @kyle fx. 
Alligevel ramte Timmys ord hende som han understregede at det var Stella han ville have. Det fik hende til at kigge op på ham, og med øjnene lede efter bevis for at det virkelig passede. "Mig?" Han holdt mere af Stella end nogen anden pige? var det ikke hvad han lige havde fortalt? 
Stella tænkte på den dag i astronomitårnet, lige nu ville hun ønske det kunne være sådan igen, bare dem to alene væk fra resten af verdenen, så hun kunne kramme ham og putte sig ind til ham. Detaljen om at det var højt oppe, kunne dog godt undværes. Hun så den imødekommende hånd der var på vej hen over bordet og lagde sin egen hånd over den, før hun så kiggede på Timmy igen. "Undskyld... Det bare... Hun er så perfekt og jeg... Jeg opfører mig tåbeligt." Der var stille en tid mens Stella tænkte, hun var nødt til at give slip på det her, det kunne hun godt mærke. Hun var bare så pokkers usikker. "Hvis du og Kimberly er venner... Så... vil jeg ikke stå i vejen for det. Jeg vil ikke være den der ødelægger dine venskaber." Hun måtte bare lære at acceptere det. måske hun skulle opsøge Kimberly Aya Minore York når skolen begyndte igen?

At Stella blev inviteret hjem til Timmy, eller hvert fald til hans onkel betød meget for hende. Hun rynkede dog brynene i undren, hvorfor boede han ved sin onkel? og hvorfor havde de aldrig snakket om det før? "Din onkel? men jo, efterårsferien lyder fint tænker jeg."

[Timorthy Lavoie]

Timmy tog havd hun sagde ganske alvorligt. Det havde aldrig været hans mening at såre hende og det var vigtigt for ham at hun vidste det. Han havde aldrig haft en kæreste før, så han vidste ikke helt havd spillereglerne var, men han var ret sikker på at snakke med en veninde ikke gik ind under kategorien utroskab. "Vi snakker bare godt sammen, der er intet mere i det end det." Sagde han stille og uden at fjerne blikket fra hende. "Og bare fordi vi skal sidde og spise kage sammen er det ikke en date," forsikrede han hende.
Det lød som om at dette her var en del der havde bygget sig op hos hende uden nogen egentlig grund. Ikke at han synes hun var overdramatisk, hun havde bare misforstået hvad det havde drejet sig om. "Jeg kiggede ikke længselsfuldt efter hende," rettede han hende. "Men du snakkede jo også med Jiro." Han rynkede brynene let igen, "elske er et meget stort ord at bruge, jeg elsker hende ikke, jeg synes hun er sød og en fantastisk veninde, Jeg synes du er skøn og jeg er helt vild med dig. Det er slet ikke på samme måde. Jeg har ikke lyst til at kysse Kimberly, men jeg har lyst til at kysse dig," forsøgte han at adskille det.
Han så på hende med samme alvorlige blik som deres hænder mødtes på bordet, "det er dig som er den perfekte Stella." Svarede han hende komplet ærligt. Han holdt virkelig af Kimberly, men mere som den søster han aldrig havde haft. Stella var noget helt andet. "Du har intet at være bekymret for med mig og Kimberly, jeg er sikker på du også gerne må komme med nogengange hvis du har lyst?" Forslog han. Måske Kimberly ville blive lidt træt af at glo på dem hvis de sad og kissemissede hver gang.
"Ja, han har et ret stort hus," svarede Timmy sandfærdigt. "Men perfekt! Altså du bestemmer jo selv om du vil blive hele ferien eller bare i nogle dage." Tilføjede han så.

[Stella Todd]

Det føltes som en rutsjebane tur gennem følelser, da Timmy begyndte at snakke. Stella bed ned i underlæben og så flovt på ham. Hun havde ikke meget selvtillid og det var sikkert også noget det spillede ind her. ”men… det lød bare så… jeg ved det ikke. Jeg ville bare ønske det var mig” Endte hun så med at sige. Hvad præcis dét var, lå lidt i det uvisse, faktisk vidste Stella det heller ikke selv, hun ville bare gerne forblive Timmys kæreste.
Det undrede hende noget at Timmy pludselig blandede Jiro ind i dag. ”men… jeg spurgte jo bare om det var ok at gå op af søen. Ikke andet. Fordi… fordi jeg ikke havde lyst til at være der mere” Det var både pga Timmy og Kimberly, men også arret på ryggen. Folk skulle jo ikke se det.
Han sagde en masse om at elske, men Stella var ikke i stand til at høre hvad han sagde. Kun det sidste opfangede hun, hvilket fik hende til at se på ham. ”mig? Perfekt?” Hun virkede overrasket, men smilet der lagde sig i hendes øjne og det at hun lige rankede ryggen lidt fortalte sit tydelige sprog om hvilken glæde det gav hende.
Hun så dog lidt undrende på ham og lagde hovedet på skrå. ”Hvorfor bor du ved din onkel?”

[Timorthy Lavoie]

Timmy kunne ikke lade være med at smile til hende som han gav hendes hånd et let klem. "Stella, du kan stole på mig, du har absolut intet at være nervøs for." Sagde han ærligt. Selvfølgelig ville det jo nok være hvad de fleste utro typer ville sige, men han mente det virkelig. Han kunne aldrig finde på at bedrage hende på den måde.
Smilet groede en anelse større, "og altså, vi kan da også sagtens snige os ned i køkkenet og snuppe noget kage engang imellem." Sagde han og blinkede muntert til hende. Der var ingen grund til at hun følte sig udenfor i den sammenhæng. Eller han ville i hvert fald gerne forhindre at hun følte sig overset.
Han sendte hende hvad der skulle være et beroligende blik, han var ikke interesseret i at anklage hende for noget, for han var faktisk ikke nervøs for at hun hang ud med andre end ham, han blev nødt til at tro på at hun var lige så forelsket i ham som han var i hende. "Jeg hørte ikke hvad I snakkede om, men jeg stoler på dig." Sagde han stille. "Jeg er bare ked af hvis du føler at jeg drev dig op af vandet." Han skar en mild grimasse.
"Ja. Jeg kunne ikke se mig selv sammen med andre end dig." Lovede han hende. Igen en sandhed, hun var den eneste pige i hans hovede og han holdt helt ufattelig meget af hende. Derfor fik hendes lige-fra-hjertet-smil ham også til at lysne op i et tilsvarende.
Spørgsmålet var nok uundgåeligt, og det gav ham lidt en følelse af at han måske burde have fortalt hende det noget før, ikke fordi det var hemmeligt, men der havde værte noget rart i at kunne glemme den sorg tabet af hans mor stadigvæk satte i ham. Han ville ikke at Stella skulle gå og bekymre sig om ham og han havde det jo basicly helt fint.
De brune øjne blev slået lidt ned på en tilfældig mindre plet på bordet, "øhm...min mor døde for nogle måneder siden, det var derfor jeg flyttede til England. Jeg kender ikke min far så min onkel tog mig ind." Forklarede han lidt mere tilfældigt.

[Stella Todd]

Hun så kort ned på deres hænder, før hun så slog blikket op og lod de mørke øjne fange hans. "Jeg var bare så... øhm... jeg er ikke så glad for det ar jeg har på ryggen, så det var jeg ret ked af at alle kunne se det. Alt imens du snakkede med Kimberly, der bare er perfekt. Det var svært og... og jeg følte mig bare..." blikket sank igen og hun slap hans hånd, så begge hænder kunne finde hvile i skødet. usikkert bed hun sig i underlæben. Hun hadede det ar. Det mindede hende om det værste øjeblik i sit liv. Det der havde sendt en skræk i livet, hun ikke kunne slippe af med. Det der havde havde gjort hende så pokkers bange for højder. 
Hun slog dog næsten forarget blikket op, som Timmy foreslog, at du kunne gå i køkkenet efter kage. "Timmy! Det må man da ikke!" Næsten råbte hun, så flere vendte sig og kiggede på hvad der foregik ved bordet, hvilket kun fik hende til a skjule sig ydeligere. "Men nej, jeg føler ikke du drev mig op ad vandet, jeg havde bare ikke lyst til at være der når alle kunne se mit ar. Jeg kan ikke lide det." forklarede hun. Desuden var @jiro slet ikke hendes type, han var alt for vild og lidt for karlsmart til hende. Hun ville meget hellere have en som Timmy. Det kunne hun meget bedre håndtere. "Helt ærligt Timmy, så kan ingen slå din ridderlighed." Grinede hun så og tænkte igen på deres første møde. Hun var faldet total pladask for ham den dag og havde ikke tænkt på andre siden. 
Det overraskede hende noget, da Timmy så fortalte at hans mor var død. Hun mund åbnede sig i et lille lydløst o, og hun så på ham uden helt at vide hvad hun skulle sige, hun kunne ikke forestille sig noget mere forfærdeligt end at miste sin familie. "Det, det gør mig ondt at høre Timmy. Det vidste jeg ikke. Undskyld."

[Timorthy Lavoie]

Timmy betragtede hende som hun forsøgte at forklare sig. Han var ked af at hun havde følt det på den måde for han kunne vitterlig aldrig drømme om at såre hende på den måde. "Stella, jeg vil aldrig være dig utro." Sagde han så ganske alvorligt. Det var nok meget godt at få det på bordet. Hun kunne checke op på ham når som helst hun ønskede, og hun ville aldrig finde ham i færd med noget som helst i den stil. Det turde han godt lægge hovedet på blokken for.
"Dit ar?" Han tænkte sig kort om, "var det det du fik da du faldt ned af træet?" Havde hun ikke fortalt det på et tidspunk? Eller havde det været en drøm han havde haft?
Han skar en mild grimasse og bed sig i kinderne for ikke at begynde at le over hendes forargede udtryk. "Må man ikke?" Spurgte han uskyldigt, "den regel må jeg vidste have øverset." Han sendte hende et bredt smil der tydelig bekendtgjorde at han udemærket godt vidste at det var "forbudt."
Dog ville han ikke fremstå som en eller anden lømmel og derfor tilføjede han hurtigt, "ej jeg har kun gjort det et par gange...men jeg sender lige en invitation næste gang." Han blinkede drilsk til hende. Han ignorerede de nysgerrige blikke der ellers blev sendt i deres retning.
Det var rart at stemningen atter var blevet løftet en smule igen. Han nikkede blot som til at han havde forstået hvorfor hun ville op af vandet, og at det efter sigende ikke var hans skyld. "Hør, bare til din info, så synes jeg ikke du skal skamme dig over det." Sagde han så som den ene mundvig trak sig let opad i et blidt smil.
Smilet gled over i en let latter som hun snakkede om hans såkaldte "ridderlighed". "Du får mig altid til at fremstå helt helteagtig." Svarede han morende.
Stemningen var dog hurtigt bragt tilbage til den lidt dystre side som samtalen gled ind på hans mor, han rystede let på hovedet og mødte atter hendes blik, "du skal ikke undskylde, det kunne du ikke vide." Sagde han og bed sig lidt i underlæben, "jeg beklager jeg ikke har fortalt dig det," sagde han så og sukkede let, "det er ikke så let for mig at tale om." Indrømmede han og slog atter blikket ned. Han havde faktisk ikke rigtigt snakket om det siden det var sket fordi han havde en eller anden ide om at hvis han bare ignorerede smerten længe nok ville den automatisk forsvinde.

[Stella Todd]

Selvom Stella nok egentlig ikke havde regnet med at Timmy kunne finde på at være hende utro, så føltes det rigtig rart at få det bekræftet. Det gjorde hende glad og mere sikker, hvilket hun havde brug for lige nu. Hun kunne ærligt talt ikke huske om hun havde fortalt om sit ar. Måske havde hun vidst fortalt det dengang i astronomitårnet, den gang de havde haft gang i en masse ting, men var blevet afbrudt. Tanken fik Stella til at smile kort for sig selv, før hun så mindede sig selv om hvad de var ved at snakke om. "Jo netop. Jeg fik et grimt ar da han faldt ned. Det er ikke særlig pænt." forklarede hun ham så. 
Han blev dog hurtigt provokerende, og hun fik lyst til at daske ham let over hans flabethed. "Nej man må ikke! Det ved du også godt."  Det fik de at vide på skolen med jævne mellemrum, så det kunne ikke komme bag på nogen at det var sådan reglerne var. hans ord overraskede hende hvortil hendes mund gled op i et stort o. "Timmy jeg skal ikke have en invitation. Det er imod reglerne at elever er dernede, det må man ikke!" Hun turde ikke gøre den slags. Tænk hvis de blev opdaget! Det kunne man altså ikke bare. Hun rynkede så brynene lidt over hans kommentar. "Men Timmy, du er også min helt. Lige fra første gang jeg så dig. Du... hvordan vidste du overhovedet at jeg kunne lide dine små påfund?" Det havde hun længe spekuleret over. Det havde været en af de bedste turde gennem hogwarts. det havde været sjovt spændende og lærerigt, og så havde den givet hende Timmy. Noget hun ikke ville være foruden nu. 
Hun mærkede godt Timmy blive ked af det, hvilket fik hende til at tage hans hånd i sine og give den en let kys. "HVis du en dag får brug for at tale om det, så vil jeg gerne lytte."

[Timorthy Lavoie]

Han smilede atter imod hende, "altså nu har jeg ikke set det rigtigt, men jeg er sikker på at det ikke er så slemt." Svarede han beroligende. I hans øjne var hun perfekt, med eller uden ar. Ganske kort strejfede tanken ham at han forhåbentlig kom til at se det en skønne dag. Det var en lidt underlig indskydelse hans hjerne lige smed ind og han måtte lige tage et øjeblik til at slå tanken ud af hovedet igen. Det var ikke der hans fokus skulle ligge.
Heldigvis hjalp det lidt som de jokede. "Okay okay," han holdt forsvarende hænderne op forans sig, den ene stadigvæk med den halvspiste is. Han var nu ikke så bekymret lige for den del, det var trods alt ikke den største regel at bryde det var jo ikke farligt eller noget. "Så sniger jeg en kage med op til dig næste gang," han blinkede drilsk til hende. "Men jeg føler måske lige jeg må tilføje at det ikke er mere regelbrydende end at nøgenbade i søen," Igen med den uskyldige drilske undertone som han påviste sin is unødig meget opmærksomhed før han tog et par bider. Lige nu drillede han hende bare lidt.
Det drengede skæve smil, gled over og blev mere kærligt, "det vidste jeg heller ikke, jeg var bare mig selv, ligesom dig. Det er en af de ting jeg elsker ved dig." Forklarede han. Han havde egentlig ikke gjort det for at vise sig, de havde bare haft en fantastisk kemi fra starten -og havde det stadigvæk.
Hans blik mødte atter hendes som han mærkede hendes bløde hånd over sin og herefter hendes læber imod den lidt ru hud på hans hånd. Han smilede svagt til hende og blinkede et par gange. "Tak," Svarede han så og tog en ny bid af isen for at flytte sit fokus lidt. Han var ikke sikker på om han nogensinde ville blive klar til at snakke om det, men han var oprigtig glad for hendes tilbud.

[Stella Todd]

Nej, han havde ikke set arret, og på sin vis håbede Stella, at hun aldrig ville komme til det. Det var yderst få, da fik lov at se hendes ar, af den simple grund, at det gjorde hende flov og var mærket på den værste oplevelse i sit liv. Stella tøvede lidt og spiste lidt af isen. "Den sidste der så mit ar var Professor Haven Presley Reid Buchanon, og det kun fordi han ville have mig op at flyve. Nu må vi se om det sker." Hun var ikke selv sikker på det. Godt nok havde hun indvilget i det, men hun stolede ikke nok på sig selv til at forvente det faktisk ville ske. Timmy skulle hjælpe hende, det var lidt blevet aftalt, men hun var ikke sikker på sig selv og tanken kunne stadig holde hende vågen.
Hun kunne godt mærke der var mening i hans argumenter om at nøgenbadning også var imod reglerne, men det var utroligt nok ikke så slemt for hende. de havde jo været dækket af vandet og det havde været mørkt. "Det er bare som om det er værre at snige sig ned i køkkenet og.. og stjæle. Det er altså ulovligt Timmy! Desuden er der intet unormalt i at bade nøgen." Hun tænkte faktisk ikke videre over hvad hun lige havde sagt om at bade nøgen, men hun gjorde det ofte i ferierne i skovsøerne tæt på hvor hun boede, det var hyggeligt, og man blev sjældent forstyrret.
Stella sad og tænkte på deres første møde og kom til at smile ved tanken. Hun havde jo bare villet hjælpe ham. Det havde været kort tid efter at hun var endt i den ubehagelige situation med Ben, det der havde gjort hun var blevet så usikker, da Timmy havde kysset hende. "Jeg kan godt lide Dig selv..." Lød det med et lille smil fra Stella mens hun kiggede forelsket på Timmy. Stella kiggede undrende over på Timmy og lagde hovedet lidt på skrå ved hans tilføjelse. "Mig selv? Du gjorde mig bare så glad og.. modig.. tror jeg." hun havde ikke været bange for at være sig selv da Timmy havde været der. Det var hun aldrig nær Timmy. Her turde hun godt vise hvem hun var. Selvfølgelig havde hun stadig været bange for trapperne, men det var også noget andet. "Timmy jeg... øhm... nej... Jeg elsker den du er."  Lød det så bare roligt fra hende, mens hun forestillede sig at putte sig tæt ind til ham og det kun var de to.

[Timorthy Lavoie]

Timmys bryn formede sig i undren, "hvordan endte han med at se det?" Spurgte han ind. Hvis det sad på ryggen? Han forsøgte ikke at tænke for meget over det, men det gav ikke helt mening for ham. Haven var en af de nyere og yngre professorer, og selvom Timmy ikke følte sig truet af manden -han var jo professor, så gav det alligevel et kort dyk i maven.
Han rømmede sig en smule, "altså, bare så du ved det, så står mit tilbud stadigvæk ved lige." Bemærkede han så. "Jeg vil gerne lære dig at flyve på en kost." Han formede et sødt smil på læberne, skønt han allerede havde en god fornemmelse af hvad hendes svar ville være.
Han kunne simpelthen ikke lade være med at more sig over hendes prioriteringer omkring hvad der var værst. Han bed sig kort i læben, der var altså noget dybt chamrernede ved hende når hun fik den lidt strengere tone på. Som om at hun forsøgte at være bestemt, men hendes alt for uskyldige udseende bare modarbejdede hendes tone. "Med en flok klassekamerater der det," argumenterede han, dog uden at ligge mere i debatten end sjov. "Desuden har jeg ikke stjålet maden," rettede han hende så, "husalferne gav mig den." Han ønskede ikke at fremstå som et dårligt eksempel, men han mente vitterligt ikke at det havde været helt så stor et regelbrud af liste sig ned og så en natsnack, han kunne alligevel ikke sove på tom mave.
Endnu et hjertevarmt smil formede sig på læberne, "godt, for du hænger på mig." Konkluderede han med et enkelt hovednik som var det hermed fastslået. "Du er en Gryffindor, er mod ikke en del af pakken?" Spurgte han kærligt og tog så endnu en bid af sin is der snart var halvspist.
Samtalens drejning havde gjort at han egenligt heller ville være et sted hvor der måske ikke var så mange mennesker. Det var ikke tit at Timmy blev, trist til mode, men når han gjorde havde han det bedst med lidt ro til lige at samle tankerne, og der var helt sikkert nogle ting der ikke var blevet bearbejdet. Det gjorde ham ikke noget om hun var der sammen med ham, nærmere tvært imod. Han mødte hendes blik igen og forsøgte at genfinde det glædestålende smil, "jeg er virkelig glad for at jeg har dig." Sagde han så.

[Stella Todd]

Ved spørgsmålet om hvordan Haven havde set Stellas ar, blev hun rød i kinderne og måtte rømme sig en del før hun kunne svare. "Altså jeg.. var på hans kontor og... han ville have mig op og flyve, så jeg... jeg måtte jo gøre et eller andet for at overbevise ham om, at jeg ikke skulle flyve nogen steder hen." Stella bed på ingen måde selv mærke i hvor forkert det egentlig lød det hun fortalte, og hvor let det kunne misforstås. For hende gav det god mening hvad hun fortalte, hun glemte bare lidt nogle vigtige detaljer.
Timmy havde også tilbudt at lære hende at flyve, men det gav det samme resultat. Hun nægtede og ville ikke!! "Timmy jeg kan ikke. Jeg... jeg tør ikke og du får mig ikke til det." Hun ville gøre alt for at forblive på jorden og kæmpe for at blive nede. Hun var ligeglad med hvad der skulle til, det her var en kamp hun ikke ville tabe. Det var simpelthen for farligt, for personligt.  
Der blev diskuteret frem og tilbage som de snakkede om hvad der var rigtigt og forkert, og nøgenbadningen der havde fundet sted var selvfølgelig en del af den snak. Stella havde ikke fået set ordentligt på Timmy den dag, men hun vidste fra tidligere at han havde en virkelig indbydende overkrop. Tanken fik hende til at smile lidt. "Ja.. en hel del klassekammerater. Timmy, tror du det havde været anderledes hvis det bare var dig og mig." Tanken havde strejfet hende nogen gang efterhånden. Hvad ville der ske, hvis de var sammen for længe og hvordan ville det føles at være sådan rigtig sammen med ham. Hun havde kun prøvet det en gang i sit liv, og var nu klar til at gøre det med sin kæreste, skønt hun ikke vidste hvordan man lagde op til den slags. "Jeg tænker bare på, den dag i tårnet, vi blev ligesom lidt afbrudt." Nævnede hun så med et lille uskyldigt smil, der ikke helt passede til emnet. 
Det havde faktisk altid været lidt et ubesvaret spørgsmål for Stella hvad hun lavede på Gryffindor, men det virkede da til at den gamle hat alligevel havde ret, hvert fald når Timmy var der. "Man kan vel godt bare modig omkring nogen ting og så rædselsslagen om andre?" Spurgte hun så lidt forundret. "Fx så.. Jeg vad bange for hvad der ville ske den gang vi mødtes. Fordi... Fordi jeg kort tid inden var... blevet snydt af en anden løve."

[Timorthy Lavoie]

Timmy blinkede at per gange som et underligt udtryk spredte sig i på hans ansigt. Han var da ret sikker på at Stella ikke kunne finde på at gøre noget for at undgå det, right? Han havde vel ikke noget at frygte? Alligevel lå den lillebitte tvivl i maven som et lille grønt jaloux monster der begyndte at gnave løs i hans mave. Han rømmede sig en smule, "Undskyld hvad?" Hele hans mimik måtte have afsløret hvor hans tankegang var gledet hen ved hendes måske lidt misfortalelse.
Han slog hurtig hænderne let op for sig igen, "nej nej, jeg vil aldrig tvinge dig...jeg siger bare at hvis det er, så skal du bare vide at jeg gerne vil være der for dig." Han sendte hende et kærligt smil og spiste det sidste af sin is.
Hendes spørgsmål kom en lille smule bag på ham. Han mærkede et velkendt sug, skyde gennem kroppen i brøkdelen af et sekund. "Altså hvis det bare var os to i søen..nøgne?" Spurgte han, halsen føltes pludselig lidt tør og han kom til at tænke på den fine lille gave Jacob havde insisteret på at give ham. Kinderne begyndte at brænde ganske let, men han håbede ikke at hun bemærkede det. Det uskyldige smil fik ham nærmest kun til at forelske sig mere i hende -hvis det overhovedet var muligt, han gengældte det, "ja det blev vi vidst.." Det var nok okay, han havde ikke haft noget imod at vente lidt, både så han var sikker på at de begge to var sikre på at det føltes rigtigt -og så fordi han var så pokkers nervøs for at være helt håbløs til det. Hun havde jo prøvet det før modsat ham. Han havde det bare med at glemme den lille detalje at hun ikke havde haft den fedeste oplevelse med det.
Dog ændrede det ikke at tanken også havde strejfet ham. Mere end én gang faktisk. Han var slet ikke i tvivl om at han gerne ville have hun skulle være hans første gang, det var bare som om at det rette tidspunkt ikke helt havde meldt sig efter aftenen i tårnet.
"Ja det er selvfølgelig rigtigt," erklærede han sig enig og kiggede kort ned for så at møde hendes blik på ny, "snydt? Mener du det der skete med ham der...?" Spurgte han lidt forsigtigt, hun havde kun meget kort fortalt om episoden og kan kendte langt fra detaljerne, han vidste bare at de havde været i seng sammen og at der var gået rygter om at hun var gravid bagefter.

[Stella Todd]

Til at starte med fangede Stella ikke grunden bag, hvorfor at Timmy reagerede som han gjorde. Faktisk troede hun først det var fordi hun havde kæmpet så meget imod sin frygt. ”Jeg kunne bare ikke Timmy! Jeg tror slet ikke du forstår hvordan det er. Han ville have mig op at flyve. Bare det at snakke om det gjorde mig bange. Så jeg… jeg prøvede alt for at overbevise ham om at jeg ikke skulle. Men intet af det hjalp. Til sidste så… så trak jeg op i min bluse, viste ham arret, så han kunne se at det var mere end bare pjat…” Hun var stille lidt og fokuserede bare på at spise resten af sin is. Hvad nu hvis Timmy syntes hun var fjollet fordi hun kæmpede så meget for ikke at flyve. Han spillede Quidditch og var faktisk også god til det. Hun havde sneget sig ned til kampene nogle enkelte gange, men havde selvfølgelig holdt sig i sikkerhed.
Igen slog hun blikket op og så på Timmy. ”Jeg håbede på du ville være der når jeg skal flyve med professor Buchanon… hvis jeg da kommer til det. Men han siger jeg ikke kan bestå Hogwarts hvis ikke jeg klare min eksamen.” Hun tav og så ned og grinede så kort for sig selv. ”måske er det mig der ender som spøgelse på Hogwarts; pigen der aldrig blev færdig” hun kunne vel lige så godt gøre lidt grin med det hele. Hun vidste hvor svært dette her ville blive for hende alligevel.
”Bare os ja… i søen eller et andet sted… så… der var bare så mange og… jeg var ret bange for nogen ville tage mit tøj” Hun grinede lidt af sin indrømmelse. Det havde været en reel frygt den dag, at når de alle var nøgne i søen, så ville noget stjæle deres tøj, så de også skulle gå nøgne tilbage på skolen. Det var da heldigvis ikke sket.
Var det slemt at hun gerne ville ligge med Timmy uden at blive forstyrret? Hun ville jo gerne bare kunne nyde ham og have ham lidt for sig selv uden altid at blive afbrudt eller sidde offentligt som her. ”Altså misforstå mig ikke, men jeg ville blive glad med flere episoder som den i tårnet. Bare uden Peeves.” Hun blev rød i kinderne, men grinede samtidig af det hun sagde.
Hun indrømmede så også via et nik med hovedet at hun havde følt sig snydt dengang med Benjamin. ”Han… Han snakkede om at han gerne ville tage mig med på eventyr og at han havde et vildt godt eventyr at vise mig. Jeg fulgte med ham ned i et tomt klasselokale og… og… ja. Den del kender du jo. Jeg var virkelig dum. Så da du kom var jeg bange for om det samme ville ske igen. Men… men sådan er du slet ikke”

[Timorthy Lavoie]

Timmy tog sig selv i bare at stirre lidt smådumt på sin kæreste i nogle lange sekunder, som hun forsøgte at uddybe hvad hun mente. Noget der ikke ligefrem beroligede ham til at begynde med. Han rømmede sig en smule, som det langsomt gik op for ham, at hun trods alt havde ment det uskyldigt. Ikke desto mindre gav det ham alligevel en mindre uro i maven. Han stoppede sig selv. Det var latterligt, der var absolut ingen grund til at være bekymret, han stolede på Stella, hun havde bare udtalt sig uheldigt. ”Nåh, på dén måde.” Han havde svært ved at skjule et lille lettelses suk.
På trods af Stellas joke grinede han faktisk ikke denne gang. Han så på hende med et lettere alvorligt blik. Hun skulle da ikke dumpe hele Hogwarts bare fordi hun var bange for at flyve, det virkede da ikke helt fair...gjorde det? ”Hvorfor skulle du ikke kunne bestå Hogwarts bare fordi der er ét fag du dumper?” Spurgte han ind. Det gik op for ham at der havde været et spørgsmål i starten af hendes sætning som han ikke havde fået givet hende svar på. ”Og ja, selvfølgelig vil jeg gerne være der.” Lovede han hende.
Faktisk havde han ikke helt tænkt over hvordan deres aften i søen kunne være endt hvis kun de havde været de to, nok mest fordi at de tanker havde været overskygget af nervøsitet for hendes nedtrykte humør og frygten for om han havde gjort noget galt. Han sank igen og kiggede rundt til de nærmeste borde for lige at checke at ingen fulgte med i deres samtale. Folk omkring dem lod til at være ret ligeglade.
Han mærkede sommerfuglene i maven blive lidt vildere, han sank. ”Tænker du pååå....du ved..” han lavede en lille grimasse, hvorfor han havde en smule svært ved at sige det højt vidste han ikke. Måske fordi det ikke ligefrem var blevet en normal del af hans hverdag. Ikke endnu i hvert fald. Pludselig føltes trangen til at være alene med hende lidt større. Han rømmede sig igen og forsøgte at nedkæmpe den stigende rødmen der truede lidt med at brede sig yderligere udover hans ansigt. ”Det ville jeg også.” Indrømmede han så. Det havde føltes så rart og trygt.
Som hun snakkede om Ben, forsøgte han virkelig at forholde sig helt neutral. Det var ikke rart at høre om, én ting var at han ikke kunne være hendes første gang, det var hvad det var, men det der gik ham på i situationen var at Ben ikke engang havde behandlet hende ordentligt i det. At hun havde ”spildt” sin første gang og haft så dårlig en oplevelse med det. Han rettede de mørke øjne imod hende med et fast blik, ”nej det er jeg ikke.” forsikrede han hende uden omsvøb.

[Stella Todd]

Det var lidt underligt som Timmy stirrede på hende, mens hun forklarede om hvordan hun havde vist professoren sit ar på ryggen. Selvom Stella virkelig ikke havde lyst, kunne hun da sagtens vise det rigtigt til Timmy også, hvis det var det der var problemet. Hun anså slet ikke de seksuelle undertoner, der havde ligget i det hun havde sagt. Det var jo en professor, så det faldt hende slet ikke ind, at man kunne tænke sådan, desuden så ville hun aldrig gå imod Timmy med den slags. Derfor blev det også Stella, som kiggede undrende på Timmy, ved hans udtalelse. "Selvfølgelig, Hvad havde du regnet med da?" Hun forstod det ikke lige. Hun prøvede at gengive samtalen de lige havde haft, hvad kunne være blevet misforstået? Men hun kunne ikke rigtig komme på hvori fejlen lå. Hun havde jo netop vist ham arret. 
Timmys spørgsmål var egentlig reel nok, og Timmy var trods alt forholdsvis ny på skolen, så han kendte ikke til hvordan det havde været de foregående år heller. Efter at have kigget lidt ned i bordet, så hun nu op på ham tøvede, men svarede ham så. "Det kræver lidt, at du deltager for at du kan dumpe. Jeg.. har aldrig deltaget i en flyvetime. Vores foregående flyveprofessor var gammel og havde bøvl med synet. Han så aldrig rigtig hvad der skete i timerne, bare folk var i luften, og i og med at nogle af drengene havde travlt med at suse afsted, så lagde han sjældent mærke til at jeg blev på jorden." Egentlig havde Stella altid haft let ved bare at gå i et med omgivelserne, når der var andre i nærheden, fordi hun var så stille og ikke gjorde meget væsen af sig. "Professor Burhcannon Mener altså at jeg som minimum skal op på en kost og flyve bare 1 meter over jorden. Men... jeg tror ikke jeg kan. Bare nu jeg tænker over det får jeg det skidt." Det var ingen løgn det sidst hun sagde, mens hun havde snakket havde hun knyttet hænderne hårdt i , for at undgå at vise hvor tydeligt det var at hun rystede.
Hun spiste videre af sin is, som var ved at smelte lidt, hun havde muligvis glemt den lidt under al flyvesnakken, lige som hun igen glemte den som de begyndte at tale om deres tur i tårnet. Hvor ville hun gerne bare være tæt på Timmy og væk fra resten af verdenen. "Timmy?" Hun spiste den sidste mundfuld is og tørrede sig over munden med hånden, servietter var sjældent noget hun huskede at bruge. "Vi kunne jo fint et skyggefuldt sted i en park eller noget.... Hvis du da har tid?"