Så, hvad siger du?

[Timorthy Lavoie]

Stella Todd

Floridirs Iscafe - Diagonalstræde

Juli 2056 - Sommerferie
Kl. 14 -ish

---

Solen stod højt på himlen som Timmy med rank ryg stod og ventede foran Floridors Iscafe. Han havde for et par dage siden skrevet og spurgt Stella om at mødes her for lige at få en is sammen, og fordi han savnede hende så vanvittig meget. Var det underligt? De havde kun været adskilt i omkring en måned, men dagene på Hogwarts havde godt nok været lange uden hende. 
Timmy havde været en af de "uheldige sjæle" som havde været fanget på skolen imens det magiske skjold var gået op. Stella var nået at komme ud havde han fundet ud af eftersom hun ikke var blandt de tilbageværende elever. De havde ikke nået at sige farvel til hinanden, hvilket havde givet Timmy en ubehagelig følelse i maven og en endnu større trang til at se hende nu hvor han endelig kunne komme hjem igen. 
Egentlig var det meningen at han ville spørge hende om hun havde lyst til at komme med ham hjem en weekend i sommerferien. Han havde meget kort spurgt sin onkel Darcel Montaque Lavoie, om det var i orden han havde en med hjem. Måske han havde undlader at fortælle ham at det drejede sig om en pige, mere præcist hans kæreste. En del af ham ønskede bare ikke at skabe en akavet scene. 
Men nu skulle han jo i første omgang også lige finde ud af om Stella i det hele taget havde lyst. Igen kiggede han mod sit ur, han havde været over tyve minutter for tidligt på den udelukkende fordi at hvis nu Stella dukkede op tidligere, så var det jo kun mere tid han kunne bruge sammen med hende. 

[Stella Todd]

Outfit

Det havde været den værste sommerferie nogensinde! Stella var blevet splittet fra Timmy på vej hjem fra Hogwarts og han havde så været fanget der i 14 dage. Stella havde været så bange for, hvad det ville kunne have af betydning, og havde derfor slet ikke kunnet slappe af, selv ikke om Jacob Todd havde givet hende lov til at passe den niffler han havde med hjemme i ferien. Hun havde døbt den Trine og var da også meget glad for den, men den var bare ikke Timmy.

For et par dage siden var hun så blevet kontaktet af Timmy med ønsket om at spise is sammen. Der var ikke gået mange sekunder før der var blevet svaret på beskeden, og nu var dagen endelig kommet! Stella sørgede for at se pæn ud og var trukket i et smuk sommer outfit, som hun følte sig godt tilpas i. Derefter var hun taget af sted, nok i lidt for god tid, men hun kunne ikke vente mere på at se Timmy igen.
Hun nåede Diagonalstrædet og hastede afsted imod iscafeen. Så snart hun så den grønhårede dreng udenfor butikken, satte hun i løb og kastede sig om halsen på ham. "TIMMY!!" Glæden var ikke til at tage fejl af og efter hun havde givet ham et tæt kram, flyttede hun lidt på sig, så hun også kunne kysse sin kæreste.

[Timorthy Lavoie]

Timmy kiggede på uret for tredje gang inden for de sidste fire minutter. Han kunne slet ikke lade være, han savnede bare Stella helt afsindigt meget.
Derfor rettede han også omgående blikket op som han hørte sit navn blive kaldt, dog noget han ikke at give noget videre respons, før Stella havde kastet sig i hans arme -til hans store tilfredsstillelse.
Han holdt hende tæt, "Stella! Hvor har jeg sav..." mere nåede han ikke at sige før hendes læber var presset imod hans. Han glemte alt om resten af verden og holdt hende bare tæt ind til sig som han gengældte kysset og lod alt sit savn skylle igennem det. Hans hænder var i hendes lange mørke hår, var det for øvrigt vokset lidt i den måned han ikke havde set hende? Okay nu var han nok bare lidt dum, men det føltes bare som evigheder siden han havde holdt hende tæt.
Da de efter lidt tid brød kysset så han ned på ende med lettere røde kinder der udelukkende skyldtes den varme der var skudt gennem kroppen ved endelig at have hende tæt på sig igen. "Hej," hilste han med et sødt smil, "jeg har savnet dig," gentog han den uafsluttede sætning fra før. "Hvordan går det?" Han rynkede lidt på brynene af sit eget spørgsmål, det lød bare så formelt på en eller anden måde. "Det har været nogle virkelig lange uger...lyder det for cheesy at sige?" Han førte en fri hånd gennem det grønne hår før han fangede hendes hånd og flettede sine fingre sammen med hendes.

[Stella Todd]

Al smerten og alt det triste forsvandt som dug fra en skyfri himmel. Det var helt igennem fantastisk at være hos Timmy igen, og selvom de til sidst måtte bryde kysset, lod Stella ikke til at ville give slip på ham lige med det samme. Hun kunne ikke få sig selv til at give slip fra ham allerede hun havde savnet ham som bare pokker. Hver aften havde hun ligget søvnløs og kigget imod stjernene mens hun havde tænkt på Timmy og nu var han her endelig. Hendes Timmy, hendes grønne prins. "Du må aldrig gøre sådan noget igen! Jeg har savnet dig som bare pokker. Mine forældre har troet jeg var syg, fordi jeg.. ja ligemeget." sagen var at hun ved aftensmaden mest bare havde sikkert og stikket lidt til sin mad uden rigtig at spise noget, derfor havde hun også endt med at smide et par kilo, hvilket ikke var helt heldig, eftersom hun var ret tynd i forvejen. Ikke at det på nogen måde var skadeligt, men det var nok ikke noget der skulle fortsætte. "Hmm Det går.. Jeg har brugt en del tid med Trine.. øhm Jacob Todd Skal passe en niffler i ferien, så ja jeg opkaldte den Trine fordi det var en pige og ja.. det var det tætteste jeg kunne finde på Timmy." Hun blev lidt flov og blev derfor også rød i kinderne, men hun havde sådan savnet at snakke med Timmy at hun slet ikke tænkte over hvad hun selv helt sagde. Hun lod ikke øjnene slippe Timmy et eneste øjeblik og smilede også kun da han flettede fingrene ind i sine. "Det har været alt for lang tid. Hvad skete der? Hvorfor kom du ikke ned til toget?"

[Timorthy Lavoie]

Han holdt hende tæt ind til sig og som hende havde han egentlig ikke lyst til at slippe hende igen, derfor gjorde det ham absolut ingenting at hun heller ikke lod til at ville slippe taget i ham.
Det lille velkendte grin brød hans læber, ”gøre hvad?” Spurgte han lidt usikkert. Han havde ikke tænkt over at det var den del med indespærrelsen hun hentydede til. Det værste var at det faktisk havde været helt utrolig hyggeligt, men han havde slet ikke nydt det fordi han konstant havde gået og tænkt på hvor meget han ville ønske at hun havde været der sammen med ham. ”Fordi du hvad?” Spurgte han ind, denne gang med lidt mere alvorligt udtryk.
”Trine?” Han fik dog hurtigt svar på sin undren. Et nyt smil efterfulgt af et kærligt blik blev sendt imod hende, ”har du opkaldt en niffler efter mig...eller sådan...derhenad?” Spurgte han imponeret.
Den røde farve fik ham om muligt kun til at holde endnu mere af hende. Han lænede sig frem og kyssede blidt hendes pande, ”det er virkelig sødt,” sagde han så for at overbevise hende om at hun ikke havde noget at være flov over.
Han strammede sit greb lidt om hendes hånd, bare lige for at være sikker på at hun rent faktisk var der sammen med ham. ”Det der skjold der er over skolen for at beskytte den blev aktiveret,” forklarede han, ”vi kunne ikke komme ud.” Han skar en grimasse. Han havde haft det forfærdeligt ved at vide at hun måske havde stået og ventet på ham og han så bare ikke var dukket op.

[Stella Todd]

Savnet gjorde hende næsten sur på ny. Ikke sådan rigtig sur, bare voldsom påvirket, fordi han havde mangler så længe og nu stod der og spurgte til en hel masse. "Du må ikke bare sådan forsvinde i så lang tid! Det holder jeg ikke til!" Lød det så fra hende, men hun så på ham med hvad der skulle ligne et strengt blik, men samtidig var hun så glad for at han endelig var der, at hun ikke kunne lade være med at smile og slet ikke holde sig fra ham. Som han så spurgte ind til hvorfor hendes forældre havde troet hun var syg, lukkede hun i som en østers. "Ikke noget. Jeg skulle ikke have sagt det.. Det er bare dumt.." Det var tydeligt noget der gik hende på og noget hun havde svært ved at indrømme. Derfor kom der heller ikke det mindste over læben omkring det. Heldigvis havde hun netop snakket som et vandfald, så der var rig mulighed for at ignorere det og blot gå videre til nogle af de andre ting. På den måde kunne hun måske slippe udenom. "Jep, Trine. Hun er super sød. Bortset fra når hun prøver at tage min halskæde" Stella gik ofte med en lille sølvkæde om halsen, hvori der var et hjertevedhæng. "Ellers er hun meget rolig. Men ja, hun er opkaldt efter dig. Igen... så godt som jeg kunne komme på et navn der lød som Timmy. Hun har dog heller ikke grøn hår." Blev hun ved mens smilet gik fra øre til øre. Dog var en del af hende bevidst om at snakke en masse, så Timmy forhåbentlig glemte den del hun ikke ville snakke om.
Hun rynkede så brynet, som han forklarede hvad der var sket på skolen. "Gik skjoldet op? Jamen.. hvorfor? Skete der noget? Altså hvem var det? Er fjenden væk nu?"

[Timorthy Lavoie]

Hendes ord gav ham næsten lyst til at grine. Ikke fordi han ville være tarvelig, men fordi det bare var så vanvittig sødt og det glædede ham på en eller anden måde at vide at han havde været så savnet. ”Undskyld, jeg lover aldrig at blive holdt fanget mod min vilje uden dig igen.” Svor han som han lavede et kryds over sit hjerte med pegefingeren.
Den sædvanlige undrende rynken formede sig i hans pande. ”Stella, hvad snakker du om?” Spurgte han ind i et lidt mere alvorligt toneleje. Hvis der var noget galt ville han da gerne vide det.
Hans blik sænkede sig til det lille sølvvedhæng da hun nævnte at Trine godt kunne finde på at snuppe den. ”Arh selvfølgelig. Nifflere og skinnende ting.” Konkluderede han med et morende glimt i øjet.
”Men hey, farven kan fikses, jeg kan sagtens give dig besværgelsen,” drillede han. Selvfølgelig skulle hendes niffler ikke farves grøn, men tanken var nu ganske underholdende.
Spørgsmålende skyllede ind over den unge ørn, desværre havde han ikke alle de svar hun søgte. Han bevægede sig frem mod iscafeen imens han gav sig til at forklare, ”har du slet ikke hørt det? Jeg troede at det måtte stå i alle aviserne.” Indrømmede han og bed sig i læben. ”Anyway. Jeg er ikke helt sikker på hvad der skete, professorerne holder ret tæt omkring det, men der går rygter om at det var en elev de aktiverede det.” Forklarede han. Han håbede bare ikke at det havde været en eller anden dum udfordring i Hogsquad for så måtte han nok erkende at det var gået for vidt. ”Men altså vi er alle okay.” Forsikrede han og holdt døren for hende så de kunne gå ind. ”Der blev holdt nogle forskellige aktiviteter på skolen, jeg ville ønske du havde været der.” Indrømmede han stille.

[Stella Todd]

"Godt. For det er ikke spor rart at du gør det." Indrømmede hun så og lænede sig ind imod ham, for at give ham et kys. Humøret skiftede dog, som han blev ved med at spørge ind. Hun kunne nok ikke rigtig undgå at svare på det. Hun kunne hvert fald ikke blive ved med at krybe udenom. "Mine forældre var ved at tro jeg var ved at være syg, fordi jeg.... jeg ikke har spist siden jeg kom hjem og.. og bare har ligget på min seng med Trine" Stella var tydelig meget flov og kiggede bevidst væk, hun vidste godt, at  det kunne ses på hende at hun ikke rigtig havde spist. "Jeg begyndte at spise igen for et par dage siden" Tilføjede hun så, som om alt andet blev mindre alvorligt så. Hun ville virkelig ikke snakke om det og satte da også pris på at Timmy begyndte at gå imod iscafeen, måske de så kunne glemme det.
Igen skævede hun til ham, i forsøget på at holde ham fra "Stella spiser ikke-emnet" "Jeg kunne også farve mit hår grønt.. eller blåt.. eller Hvad er egentlig din yndlingsfarve Timmy? Er det Grøn?" Det var meget bedre at snakke om den slags end hendes dårlige start på sommeren. Det glædede hende dog at det ikke havde været noget alvorligt, der havde udløst skjoldet. Men hun var tydeligt imponeret, hvis det virkelig passede at det var en elev. "Wauw, en elev.. det ret voldsomt"

[Timorthy Lavoie]

Han bed sig let i kinderne, igen for at holde grinet tilbage der ellers lå lige bag og truede lidt med at bryde ud. Han modtog glædeligt kysset og gengældte det omgående. Folk omkring dem måtte allerede være ret trætte af at se på de to turtleduer, men Timmy var komplet ligeglad.
Blikket blev hurtigt mere alvorligt. Hvis det var rigtigt forstod han da godt at hendes forældre havde været bekymret. "Har du ikke spist noget? Hvorfor ikke?" Forlangte han at vide. Havde der været sket noget imens han havde været væk? En frygt for om @themadhatterwasher12 måske havde været på spil igen gled gennem ham.
Nu hvor hun selv nævnte det, lod han blikket glide ned over hendes krop og kunne egentlig godt se at hun havde tabt sig. Tanken skræmte ham. Blikket blev igen fastlagt på hendes ansigt skønt hun kiggede væk. "Er der sket noget?" Spurgte han ind som et follow-up spørgsmål til dem han havde stillet hende før.
Som de havde sat kurs mod iscafeen var stemningen lettet en smule igen, men emnet var absolut ikke glemt. Han holdt døren for dem så de kunne gå ind. Ved forstillignen om Stella med grønt eller blåt hår, kunne han ikke holde et mildt grin tilbage. "Hmm...så skal det være grønt, så matcher vi. Eller pink, det er mere piget." Forklarede han underholdt. "Min ynglingsfarve..?" Han tænkte sig lidt om. "Tjo det er nok grøn...eller blå." Sagde han og tænkte sig lidt mere om, "men altså jeg ændre mening engang imellem." Indrømmede han så.
"Ja det var også min tanke, men igen er det bare rygter, jeg ved desværre ikke rigtigt noget." Indrømmede han med en smule ærgrelse i stemmen.

[Stella Todd]

Det var netop derfor Stella havde forsøgt at undgå emnet. Hun vidste at Timmy ikke ville kunne lade det ligge og i stedet blive bekymret. Det ønskede hun jo netop ikke, men det lød til at være for sent nu. ”Det er ligemeget Timmy. Det ikke noget særligt” sandheden var, at hun var flov over at fortælle det og helst ikke ville forklare ham at grunden var hendes nervøsitet over at han ville have brugt de ekstra dage med Kimberly og dermed glemme alt om hende. ”Det er ligemeget nu Timmy. Jeg har det meget bedre” forsøgte hun. Det passede da også, hun var bare blevet tyndere og havde endnu ikke taget det sidste på igen.
I stedet gjorde hun alt for at skifte emne, så de ikke snakkede om det. ”pink hår. Det kunne være sejt. Prøv lige at overveje det. Men… men… jeg ved slet ikke om det ville være pænt. Hvad hvis ikke jeg kan lide det? Det nok bedst bare at lade være. Folk ville sikkert også undres, hvis jeg havde pink hår” nej det ville være et virkelig dårlig valg. Stella kunne lige forestille sig hvordan alle folk ville vende sig og kigge efter hende. Ellers tak! Så var der ikke noget med bare at forsvinde i mængden. ”Det er også pæne farver. Er det derfor dit hår blev grønt? Fordi du syntes det var pænt med den farve?” hun havde ikke rigtig spurgt ind til det før, men nu var det fint nok som afledning, og egentlig var hun da også nysgerrig.
Som Timmy snakkede om rygterne om hvorfor de ikke kunne komme hjem begyndte Stella og kiggede på is. ”Jeg er bare glad for at du skrev. Og ikke kun fordi jeg elsker is”

[Timorthy Lavoie]

Han sendte hende et meget tvivlsomt blik. "Det må det da være hvis ikke du spiser?" Påpegede han og sendte hende et lidt gennemtrængende blik. Han havde ikke lyst til at være den kæreste der forventede at hun skulle fortælle ham alt hun gjorde, men han måtte erkende at dette her bekymrede ham.
Blikket gled lidt op og ned af hende, imens han overvejede i sit stille sind om han skulle lade hende slippe og i stedet fokuserer på at de endelig var sammen. Han havde ikke helt lyst til det fordi han gerne ville ind til sagens kerne, men måske det kunne falde naturligt senere? "Okay. Hvis du siger det." Han gjorde intet for at skjule den tydelige tvivl i hans stemme, som han sukkede let og bed sig i underlæben.
Han kunne ikke undgå at le ved hendes snak om pink hår imens han for sit indre blik forstillede sig hvordan hun ville se ud hvis de brune lokker var erstattet med pink. "Ork jo, jeg er sikker på at det ville klæde dig helt fantastisk," svarede han morende og lod hovedet tippe let på skrå. "Desuden er det da lige meget med hvad folk siger. De eneste meninger der er vigtige er de personer der betyder noget." Fortalte han hende vist. Det var i hvert fald det han var blevet oplært med.
Igen lo han mildt og rystede så på hovedet, "nej det var faktisk tilfældigt, vi skrev en masse farver ned på nogle papilapper og så trak vi en farve hver." Forklarede han. Han fik et helt specielt glimt i øjet som han mindes sine gamle venner og sin gamle skole.
Timmy fulgte hendes blik til de forskellige smagsvarianter af is. Han smilede bredt, "jeg er glad for du sagde ja -og heller ikke kun fordi jeg elsker is." Drillede han, og puffede let til hende. "Faktisk var der også noget andet jeg ville spørge dig om, men det kan vi lige snakke om når vi har spist." Tilføjede han lidt kryptisk for at tænder op under hendes nysgerrighed.

[Stella Todd]

Stella trak lidt på skuldrene, men havde også svært ved at holde ting tilbage for Timmy. Særligt når han så så gennemtrængende på hende. "Jeg har ikke været sulten. Jeg... Jeg havde ikke lyst til at spise noget fordi... Fordi..." Hun kiggede flovt ned i jorden, så han ikke kunne fange hendes øjne. Hun havde ikke lyst til at snakke om Kimberly igen, men det var jo derfor. Det var hendes skyld. Hvor forkert det end var, så var det hendes skyld at Stella ikke havde kunnet spise. Frygten for at Timmy ville ende med at kysse hende, eller være sammen med hende, havde bare været umulig at komme af med. Det var ikke med hendes gode vilje. Hun vidste jo godt at Timmy aldrig kunne finde på den slags og hun ville ikke bestemme hvem Timmy måtte snakke med og ikke måtte snakke med. Det var forkert at have det sådan.
Heldigvis kunne snakken om det pinke hår får hende til at lette på smilebåndet igen. Det var sjovt at forestille sig og hun blev kun glad af Timmys ord. "JEg ville sikkert ligne en cupcake eller noget."  Grinede hun så og tog sig til maven. Det var skørt at snakke om sådan noget, men det gav bare så god mening med Timmy. Han fortalte hvordan det var endt med at hans hår skulle være grønt og Stella smilede lettet til ham. "Jeg synes det er pænt" Hun hævede sig op på tæer og gav ham et flygtigt kys. Hun var simpelthen så glad for at være sammen med ham igen. og havde det meget bedre end hun havde haft det siden hun var taget fra Hogwarts. Hun rynkede dog brynene ved Timmys ord. "Hvad vil du gerne spørge mig om?"

[Timorthy Lavoie]

TImmy genkendte den ubehagelige følelse i maven som han havde haft den aften ved søgen efter indvielsen af Hogsquad. Sam var der noget hun ikke kunne fortælle ham. Det gik ham på, ikke fordi selvfølgelig måtte hun da gerne have ting som hun holdt for sig selv, men når de lod til at have noget med ham at gøre så følte han måske bare lidt at han havde ret til at vide det somehow.
"Fordi hvad?" Spurgte han forsigtigt ind. De havde ikke fået det snakket igennem fordi en vejleder var dukket op og Frej havde slæbt afsted med hende for at undgå at de blev opdaget og fik ballade. Efterfølgende var det bare som om at det lidt havde ladet som om at det slet ikke var sket, de havde i hvert fald ikke bragt det op igen. Nu lå det ligesom bare og lurede lidt i skyggerne.
Han smilede på ny, "man skal bestemt ikke undervurderer en cupcake, de er jo super lækre." Han rankede ryggen lidt og sendte hende et varmt blik. Der var ingen tvivl om at han var dybt forelsket i sin kæreste. Han var så glad for at hun var hans, men alt dette her usagte bekymrede ham alligevel.
Hendes kompliment gjorde kun hans smil bredere, "jamen mange tak My Lady." Svarede han ridderisk og blinkede til hende. Kysset blev også hurtigt gengældt og han genkendte omgående den varme følelse der spredte sig i kroppen ved hendes læber mod hans.
Herefter vendte opmærksomheden igen tilbage til kølerdisken. Han fik bestilt en is til sig selv og til hende. Med en is i hver hånd fandt han dem et lille bord i hjørnet hvor han satte sig, for at trække spændingen lidt sørgede han også lige på at vente til hun selv havde sat sig før han forsatte, "jo altså, jeg tænkte på om du måske kunne have lyst til at komme hjem og besøge mig i løbet af ferien....eller efterårsferien, hvad der passer bedst." Han rakte hendes is frem imod hende.

[Stella Todd]

Uden at kigge op på Timmy lagde hun bare armene om sig selv. "Fordi.. du var der sammen med hende.. Kimberly. Jeg... Jeg har godt set hvordan du kigger efter hende..." Hun kunne ikke få det hele sagde, hun vidste jo alligevel at TImmy bare ville slå det hen med at de bare var venner, men sådan føltes det ikke for Stella. Ikke mens hun havde været så langt væk. "Jeg ved jo godt hun er smuk og fremme i skoene og hun er ikke bange for noget og... Jeg forstår godt hvis du hellere vil være sammen med hende end med mig."
Det gjorde ondt at sige, men hun var også bare nødt til det. Han skulle vide det ville være okay, selvom hun nok aldrig ville blive glad igen så. Hun fulgte med hen til bordet og satte sig så. Her stirrede hun lidt på sin is, hun havde mistet lystet til den. Hvad hvis der virkelig var noget mellem Timmy og Kimberly? 
Derfor overraskede hans spørgsmål hende også en hel del. "Besøge dig?" Et smil rørte på sig og hun lyste lidt op igen. "Hvornår? Jeg mener ja, det vil jeg gerne"

[Timorthy Lavoie]

Timmys mund gled op i overraskelse over hendes kommentar omkring Kimberly. Det havde godt nok ligget lige under overfladen siden den aften ved søen. De havde ikke rigtigt drøftet det efterfølgende da han ikke var sikker på om det ville være smart at bringe det på banen igen. Han havde egentlig aldrig forstillet sig at Stella ville være den jaloux type, måske fordi han vidste at hun intet havde at frygte, for ham var hun perfekt, det ville hendes usikkerhed bare ikke lade hende se.
"Stella.." begyndte han, som han genfandt fatningen. "Jeg er ikke interesseret i Kimberly på den måde, hun er min veninde." Forsøgte han at forklare. Havde han kigget efter hende på en forkert måde? Det mindes han ikke, så havde han i hvert fald ikke lagt noget i det. "Synes du jeg kigger efter hende?" Han tippede hovedet let på skrå.
Hendes næste ord fik ham til at ryste omgående på hovedet og holde en forsvarende hånd på foran sig, "woah," han så indtrængende på hende, "Stella, det er dig jeg vil være sammen med. Ikke Kimberly, eller nogen af de andre piger på skolen. Kun dig." Han forsøgte lod den frie hånd glide over bordet frem mod hende for at fange hendes. "Som sagt er Kimberly og jeg bare venner, hun er sød og jeg holder af hende, men slet ikke på samme måde som jeg gør med dig." Forsikrede han hende. Han ville så gerne forklare hende hvordan Kimberly egentlig også var meget alene fordi hun ikke turde stole på at folk gad hende og ikke bare prøvede at komme i bukserne på hende. Egentlig var han ret sikker på at hvis Stella gav hende en chance kunne de måske blive gode veninder, Kimberly havde endda opfordret ham til at tage kontakt til Stella dengang. Men han ville ikke sidde her og rose Kimberly hvis Stella i forvejen var usikker på hende, det ville hurtigt kunne misforstås til noget det ikke var.
"Altså måske til efterårsferien? Min onkel har vidst lidt travlt over sommeren." Forklarede han, før det slog ham at han vidst ikke havde snakket med Stella om at han boede ved sin onkel. "Øhm, jeg bor hos ham. Min onkel altså." Han smilede og skar en mild grimasse. Han elskede Darcel Montaque Lavoie, skønt han savnede sin mor hver eneste dag.