Det er bare for meget, jeg taber til et tæppe....

[Haven Presley Reid Buchanon]

Juni 2056  

Havens kontor 

Denne tråd er tilegnet Stella Todd  

Solskin og få skyer.  

---

Haven havde kaldt Stella til samtale. Han havde gået gennem den tidligere professors oplysninger og notater om eleverne. I den forbindelse havde han opdaget at en elev ikke havde deltaget i undervisningen og han kunne af logiske årsager derfor heller ikke lade hende bestå. Han ville snakke med hende om det og få hende til at forstå situationens alvor. Han var en hel ny professor, så han ville gerne gøre det rigtigt. Det var dog ved at være for sent for ham, da han havde damnet op allerede på første dag. Hans lillebror undgik ham stadig og nægtede at snakke med ham, når han prøvede at opsøge ham. Selv når han underviste ham, ignorerede Miles ham. Nej. Det var ikke nemt. Nu skulle han tilmed have en ret alvorlig samtale med en elev, og han håbede han ville kunne snakke med den her elev uden at være ligeså akavet som han havde været over for Kimberly. Han sad på sit kontor og kiggede papirer igennem, mens han ventede.

[Stella Todd]

Stella var kaldt til samtale hos den nye flyveprofessor, det kunne kun betyde en ting! Hun sig hårdt i underlæben, så hendes fortænder gav mærker. Hun ville virkelig ikke dette her. Hun var bange, meget bange. Hvad hvis han tvang hende til at flyve? Timorthy Lavoie havde forsøgt at berolige hende inden samtalen, og havde da også tilbudt at tage med hende, men Stella ville helst gøre det selv. Han skulle ikke se hvor bange hun var, hvor meget hun rystede.

Hun nåede professerens dør, men før hun fik banket på vendte hun om og gik sin vej. Hun ville ikke. Hun vidste dog hun var nødt til det og derfor måtte hun igen vende om og gå tilbage til døren. Med rystede hånd fik hun endelig banket på. "U...undskyld pro..professor. D..du ville Ta..tale med mig?" selv hendes stemme afslørede hvor bange hun var. Hun hadede flyvning. Alt med højder hadede hun og så hun skulle skrubbe toiletter med tungen, så gjorde hun hellere det end satte sig på en kost nogensinde igen!

[Haven Presley Reid Buchanon]

Haven løftede hovedet op, da der blev banket på døren. "Bare kom ind," påpegede han mod den lukkede dør og ventede tålmodigt på Stella ville komme ind ad døren. Han lyttede på stemmen. Hun lød nervøs. Gad vide om eleverne havde fundet ud af hans fortid? Havde rygtet spredt sig om, han havde siddet i Azkaban? Hvem havde sagt det? Han havde udtrykkeligt bedt om til samtalen det ikke blev nævnt, og han vidste den eneste der ellers vidste var hans bror. Han ville da ikke sige den slags videre, ville han? "Ja..." påpegede han til hendes ord. Han rejste sig, så han var klar til at tage imod hende. 

[Stella Todd]

Stella listede  ind i kontoret og så sig usikkert omkring. Hun prøvede virkelig at passe på og huskede på at trække vejret. Hvad mon han ville sige? Hun havde da ikke gjort noget forkert. det havde hun altså ikke. Det kunne selvfølgelig også være @themadhatterwasher12 der havde sladret om et eller andet. Det kunne hun sikkert godt finde på.
stella sukkede og lignede virkelig en der ikke var glad for at være der. Hun ville også meget hellere tilbage til sin sovesal under sin dyne. Ikke om hun ville være andre steder. Hun så på professoren, hun var trods alt høflig og velopdragen. Derfor måtte hun også trække vejret tungt og prøvede at spørge. “Und.. undskyld Pro..professor.. hva vil du snakke med mig om?”

[Haven Presley Reid Buchanon]

Haven så på hende, som hun bevægede sig ind på hans kontor. Som han så hende gik det mere og mere op for ham, at hun virkede nervøs. Han hørte hendes suk og lod de mørke brune øjne hvile på hende, som han iagttog hendes adfærd. Han gjorde gestus med hånden til, hun blot kunne sætte sig ned inden han selv gjorde. Han smilede roligt ved hendes spørgsmål. "Jeg har kigget papirerne igennem fra den gamle professor..." startede han og bed sig i læben. "Frøken Todd... Jeg kan ligeså godt være fuldstændig kontakt. De har ikke deltaget i Flyvning og som bekendt er De færdig på Hogwarts lige om lidt... men De kan ikke graduere før De har bestået mit fag.." påpegede han og lod sit blik hvile alvorligt på hende for at få hende til at se situationens alvor. 

[Stella Todd]

Stella gik forsigtigt nærmere som hun fik besked på antage plads. Hendes mave gjorde ondt og hun ville ikke være der. Usikkert bed hun ned i sin underlæbe. Åh nej, åh nej, åh nej!! Hun formulerede på at trække vejret i roligt tempo og bare forsøge at holde sig i ro. 
Og så... faldt bomben. Det var hendes manglende deltagelse i flyvning. Straks rystede hun på hovedet. Hun ville ikke! “Ja, professor der er korrekt at jeg ikke har deltaget i flyvning.” Fingrene pillede konstant ved kanten af hendes T-shirt og sank igen. “Jeg... jeg vil ikke professor. Jeg gør det ikke!” Tårerne sad allerede højt i øjnene på hende, men hun var ligeglad. Hun var bange! Hun var ligeglad med eftersidning og andre ting, bare hun ikke skulle op og flyve. “Så må jeg jo bare leve evig til på Hogwarts! Jeg nægter. Jeg gør det ikke..” tårerne begyndte at løbe hende ned over kinderne og hænderne var knyttet.

[Haven Presley Reid Buchanon]

Haven iagttog hende ud af øjenkrogen, som hans øjne mest var fokuseret på de papirer han var i gang med at kigge igennem. Han så op som hun rystede på hovedet og nikkede som hun var fuldstændig ærlig om hendes manglende deltagelse i hans fag. "Hvordan kan det være?" spurgte han direkte og bemærkede fingrene som billede ved kanten af hendes t-shirt. Som hun sank og begyndte at snakke om hun ikke ville, mens han så tårerne som trillede ned ad hendes kinder. Han så sig rundt som han ledte efter noget papir, hun kunne tørrer øjnene med. Da han endelig fandt noget rakte han det frem mod hende og bed sig i læben. "Vil De gerne bestå, bliver De desværre nødt til det," påpegede han - han prøvede at lyde autoritær. Prøvede at lade som om at tårerne ned ad hendes kinder ikke påvirkede ham overhovedet, men sandheden var en anden. Han kløede sig i nakken ved hendes næste ord. "Det er ikke en løsning... Lad os starte blidt op... Jeg gætter på De har drømme, De gerne vil følge.... og det kræver en uddannelse som er færdiggjort," påpegede han og kløede sig i nakken igen. "Hør.... Jeg vil virkelig gerne hjælpe Dem, men det kræver også noget af Dem" fortalte han uden at tænke over at hans sætning kunne lyde som noget helt andet. 

[Stella Todd]

Stella skrabede lidt i gulvet med den ene fod og prøvede så at tørre øjnene i sit ærme. Selvfølgelig ville han vide hvad der foregik, men hun var flov over at skulle fortælle det. Derfor gik der også tid før hun fik munden på gled. "Jeg vil ikke flyve." Forklarede hun så. "Jeg holder mine fødder på jorden hele tiden." Hun mærkede hvordan frygten fik hendes krop til ryste, det var modbydeligt og ikke nok med det så var hendes mave begyndt at snøre sig sammen. Hun turde ikke og det var hun klar til så at gøre hvad som helst for. "Jeg vil ikke flyve, jeg kommer ikke til at flyve og jeg er ligeglad med hvor mange eftersidninger du giver mig." Det blev sagt ganske lige ud og konkret. Det var fakta som hun holdt ved. Hun stod ikke til at bøje."Det er en fin løsning for mig. Det har fungeret fint i 6. år og jeg har ingen planer om at ændre på det nu. Jeg kommer aldrig op at flyve og skal aldrig bruge det i mit liv." Der blev rakt noget papir til hende, som hun med rystende hånd tog imod, hun var en nervevrag som lignede en der var ved at falde om. Hendes vejrtrækning blev hurtigere grundet panikken og hun mærkede hvordan kvalmen satte sig i halsen på hende. Med alt respekt Professor, Jeg håber på en fremtid med bøger, jeg vil gerne være forfatter. Det kan jeg sagtens klare herfra. Men nej, jeg er ikke interesseret i en uddannelse, hvis det kræver jeg skal flyve."
Hun ville ikke! Lige gyldig hvad så nægtede hun! "Jeg vil gerne sige tak for hjælpen, men nej tak. JEG VIL IKKE!" Slog hun så fast med en ny flodbølge af tårer. Hun mente det og var ligeglad med konsekvensen af hendes ord. Det måtte hun bare tage med. Hellere det end at flyve. 

[Haven Presley Reid Buchanon]

Haven havde lært ikke at frygte ret mange ting. To år i Azkaban havde nærmest per definition gjort ham fuldstændig frygtløs. Selvfølgelig var det ikke helt så realistisk, men de ting han frygtede var ikke længere banaliteter. Han frygtede dementorer, da de havde været hverdag for ham i Azkaban og så frygtede han, at skulle blive tæt med et andet menneske igen. Efter hans kæreste døde – delvist i hans hoved på grund af ham, havde han afskåret sig fra at udvikle nogen former for forhold der havde en dybere mening. ”Hvorfor ikke?” spurgte han opfølgende til hendes forklaring. Det gik dog langsomt op for hende, som hun fortalte hun ville have begge fødder på jorden. ”Frøken… Jeg lover, vi tager det hele i dit tempo… Men hvis du vil bestå Hogwarts er du også nødt til at bestå mit fag.. Og det vil sige, du skal kunne få kosten op i din hånd og du skal vide hvordan man styre og plejer den,” forklarede han og lod de mørkebrune øjne hvile alvorligt på hende. Der var dog også et gram af medfølelse gemt væk i dem, for han forstod, hun ikke havde lyst og havde det dårligt over at skulle tvinge hende. Han skar en grimasse ved hendes ord. ”Jeg ved godt, det ikke er brugbart.. Men det er stadig et krav for at kunne bestå,” påpegede han. Hans stemmeføring var forstående. Han betragtede hendes rystende hånd og lyttede til hendes vejrtrækning. Han lyttede til hendes ord og bed sig i indersiden af kinden. Teenagere. Han ventede dog med at åbne munden til hendes talestrøm var færdig. ”Der bliver ingen eftersidninger. Du behøver ikke flyve mere end to meter op over jorden og hvis det gør dig mere tryg må vi sidde to på en kost, hvor jeg hele tiden er klar til at hjælpe dig. Jeg er klar på at finde en løsning, for jeg vil gerne se dig bestå mit fag…” påpegede han med en rolig stemme, inden han kløede sig i nakken. Han brød sig ikke om, hans ord gjorde hende ked af det. ”Og hvis du hellere vil have en anden elev til at hjælpe dig, finder vi ud af det…. Vi kan lave nogen vejrtrækningsøvelser, så du hele tiden føler du har kontrol, når frygten bliver for stor…” foreslog han.

[Stella Todd]

"Je... jeg vil ikke! Jeg tør ikke!!" hulkede hun og gik nogle skidt bagud, hvorfor kunne han ikke bare lade hende slippe? De forrige professorer havde ikke været så hårde ved hende, men ham her ville ikke give slip. Hun skjulte ansigtet i hænderne, da hun ikke kunne klare mere og bare græd. "Hvorfor vil du ikke bare acceptere det? Jeg... Jeg gør hvad som helst, men jeg vil ikke." bønfaldt hun ham. Faktisk var hun efterhånden nok gået lidt i hak og bare spillede på samme rille, det gjorde det dog ikke nemmere for hende. "Mit tempo er at lade være! Jeg gør det ikke! NEJ!" Hun lyttede dog alligevel til hans ord, mens hun bare grædende rystede på hovedet. Skuldrene havde hæftet sig fast til hendes ører og blev ikke sænket ned. Hvorfor forstod han det ikke? Til sidst blev hun enig med sig selv om, at hun måtte være nødt til at vise ham, hvor meget hun ikke ville det. Derfor lod hun stille skolekappen falde af hendes skuldre og ned på gulvet, før hun så vendte ryggen til ham og trak op i sin bluse, så hende ryg blev synlig. På ryggen var et tydeligt ar, fra første og eneste gang hun fløj på en kost. "Som du kan se her professor, har jeg et evig mærke til at minde mig om hvor farligt det er at flyve. Det var en defekt børnekost. Jeg var 4 år og fløj ALT..... Alt for høj...højt op. Je..jeg.... jeg..." Så brast hun sammen i gråd og benene gav efter under hende, så hun faldt til jorden oven på sin kappe. "Ne....ned ge...gennem e...et træ... Jeg... Stor gren... slog.. hovedet og... flere uge... Jeg glemmer det aldrig....." Hun trak benene op under sig og rokkede bare lidt frem og tilbage, så snøftede hun og bed sig i læben og så op på ham igen med rødsprængte øjne. "Fffff.... For to år siden, til... til en Qu..quidditch..kamp @themadhatterwasher12 hun... hun... Ho..holdt mig ud fra en af... en af tårnene... Hun grinede bare.. men gjorde ikke noget... Hun grinede bare... Hun.... Hun grinede bare..."  Stella græd og lagde panden imod de bøjede knæ. "Jeg vil ikke... Jeg... vi...vil.. ikke..."

Måske Havens forslag ville fungere fint nok for hende, men lige nu var hun slet ikke klar til at høre på det eller acceptere at prøve det, hun var i panik og kunne slet ikke samle sig om noget.

[Haven Presley Reid Buchanon]

Haven var virkelig sat på prøve. De fleste ville hellere end gerne deltage i hans undervisning, da det givetvis måske var den nemmeste at bestå. Det var den første elev han havde, som virkelig ikke ville og han havde ikke været her længe. Han havde haft en hel reel hensigt om at hjælpe hende, men lige nu var han ikke sikker på, om han overhovedet virkede sådan. Han så på hende med et alvorligt blik, som hun svarede ham hun ikke turde. ”Hvorfor ikke?” spurgte han og bed sig i læben ved hendes næste spørgsmål. ”Jeg accepterer og anerkender, at du er bange for at flyve. Alt jeg ønsker er at hjælpe dig med at bestå Hogwarts,” svarede han ærligt. Han så på hende, som hun igen nægtede at gøre det. Han så på tårerne og havde stadig dårlig samvittighed. ”Jeg forstår du ikke vil,” svarede han. Som hun lod skolekappen falde af hendes skuldre og vente ryggen til ham, trak han på øjenbrynene. Han undrede sig over hvad hun havde gang i – og ærligt, så havde han ikke de bedste erfaringer når en kvindelig elev begyndte at smide kappen. Selvfølgelig tænkte han ikke det om Stella, da hende og Kimberly langt fra ens. Han undrede sig mest af alt over, hvad det hele skulle gøre godt for. Han så som hun trak op i sin bluse og betragtede det ar, som kom til syne på hendes ryg. Han lyttede som hun fortalte og rejste sig for at gå over til hende, da han kunne høre hvordan ordene blev svære for hende at sige. Han lagde en hånd på hendes skulder, som hun faldt ned på sine knæ. Han gav dog slip som hun snakkede videre og begyndte at rokke sig frem og tilbage. Han bevægede sig over til fronten af hende og satte sig på hug og så på hende, som hun snøftede og de rødsprængte øjne var på ham. ”Hør.. Jeg er ked af, de ting er sket for dig,” prøvede han og lod de mørkebrune øjne hvile på hende med en grad ad melidenhed. Ærligt havde Azkaban og det faktum han havde mistet sit livs kærlighed stjålet meget af hans medmenneskelighed. I lang tid havde han bare lukket fuldstændig ned for alle følelser, så han ikke kunne mærke den smerte, der nærede ham. Nu skulle tingene bare være anderledes. ”Vi finder en løsning, okay?” han prøvede at sende hende et beroligende smil – og med vilje satte han ikke ord på, hvad løsningen skulle være.

[Stella Todd]

Hun skjulte ansigtet i hænderne og græd, det første tegn på anerkendelse nåede dog ind til hende, som han spurgte til hvorfor hun var bange og gav hende lov til at være bange. Hun kiggede op på ham fra gulvet og forsøgte at finde ud af ham, i ren udmattelse af denne rutsjebanetur i følelserne sad hun mere eller mindre bare som forstenet og stirrede på ham, som om hun forsøgte at regne ham ud. Efter hun var knækket sammen, var han forblevet rolig og han havde været rolig og stille lige ved siden af hende igennem det hele. En støtte hun ikke før havde mødt hos en professor. Det rørte hende alligevel. Derfor nikkede hun også forsigtigt. "... En løsning.." 
Det var svært for hende at samle sig lige nu, men fordi Professoren var rolig og lige ved siden af, begyndte hans ro endelig at smitte af på hende. "1 Meter så... Og vi stopper så snart jeg siger stop.! og Timorthy Lavoie skal være der." Krævede hun ned i gulvet. Måske kunne hun faktisk godt. Måske... Måske hvis Timmy var der, De havde jo snakket om det lidt. Hun skulle hjælpe ham med uglerne og så hjalp han hende med højderne. 

Med rynkede bryn kiggede de våde røde øjne op på Professoren. "Hvad frygter du mest af alt i verden?" Det var nok egentlig ikke et spørgsmål man normalt stillede en Professor, men på den måde virkede de mere lige og hun havde brug for at vide, at han også kunne være bange for noget.

[Haven Presley Reid Buchanon]

Haven havde dårlig erfaring med at lade folk bære inde med deres følelser eller når pågældende følelser ikke blev anerkendt. Han var fra en typisk kernefamilie og i den familie havde det altid været okay, at snakke ud om følelser. De havde også snakket meget om tiden i Azkaban, da han for godt et halvt års tiden siden var blevet løsladt. Selvfølgelig havde de accepteret, der var mange ting, han ikke ønskede at snakke om. Han var stadig ikke nået ind til Miles, som stadig nægtede at snakke med ham. Det gjorde ondt, og han tillod det også. Sådan havde det ikke altid været. Da hans kæreste døde lukkede han sig helt inde. Det hele kunne være ligemeget og han sad alligevel i Azkaban ude af stand til at sige et sidste farvel. Tiden i Azkaban havde yderligere også tvunget ham til at lukke af – selv for de få ting, der kunne have givet ham glæde.
Haven havde nu officielt prøvet lidt af hvert gennem sit nye job. En elev, der ikke tog et nej for et nej, givet det endda havde været svært for ham at sige nej grundet hendes wililegener. Nu oplevede han en elev, der brød fuldstændig sammen. Han mente det var hans pligt at berolige hende. Han kunne eller ville ikke distancere sig fra hende. Han nikkede som hun selv kom med et forslag. ”Det er fint,” påpegede han og sendte hende et varmt smil.
Han så på hendes blik som hun stillede ham et spørgsmål. Han vidste, han ikke kunne være hundrede procent ærlig med hende, da han ikke kunne fortælle hende om hendes tid i Azkaban. Foruden så var hans største frygt egentlig ikke dementorerne, det havde mest af alt bare erstattet hans første store frygt. Han måtte dog også have bare et gran af sandhed i sit svar. ”Min største frygt er hende jeg elsker skal dø,” Den frygt var blevet til virkelighed for mange år siden. Han havde virkelig gjort alt for at undgå det og lige som han havde tjent penge nok til at have kunne have opnå hun kunne leve, var han blevet anholdt. Selvfølgelig havde hendes død nok været uundgåelig uanset hvad.

[Stella Todd]

Skønt forslaget havde været hendes, var hun alligevel ikke sikker på om hun rigtig kunne lide det. Helst så hun sig stadig helt ud af at skulle op og flyve, men det løb virkede til at være kørt. Hvor få timer hun kunne slippe afsted med vidste hun ikke, men hun vidste at hun ikke blev i luften et minut mere end hvad der var nødvendigt. Hjertet hamrede hårdt i brystet på hende og hun følte sig syg indeni. Bare hun dog kunne undslippe. Så kiggede hun op på professoren som en ny hindring havde fundet vej. “Professor. Jeg har ingen kost” at låne en af skolen var selvfølgelig ikke en mulighed. De var gamle og kunne let også være defekte. Hun skulle være sikker på kosten var i orden før hun ville sætte sig op på den. Ikke takle om at hun ville flyve afsted på den måde hun havde gjort for så mange år side.  
Stella smilede forstående som Haven fortalte sin frygt. Hun forstod godt hvad han mente, hun ville heller ikke miste Timmy. 

[Haven Presley Reid Buchanon]

Haven måtte indrømme, han var glad for de havde opnået et kompromis der gjorde, hun kunne bestå hans undervisning. Nu var han klar over hvilke udfordringer der var og så længe hun kunne flyve et par meter med sin kost, kunne pleje den og få den til at adlyde hende, ville han lade hende bestå. Han så på hende, som en ny udfordring ramte hende. ”Bare rolig, det med kosten skal vi nok få fikset. Jeg går ikke ud fra du vil låne en af skolernes,” svarede han og lod de mørkebrune øjne hvile analyserende på hende.

Haven så hendes forstående smil og bed sig lidt i læben. Han havde mistet sit livs kærlighed og det føltes efterhånden som et helt liv siden. Hver dag der gik i Azkaban føltes som et langt år og det havde virkelig tæret på ham.