I Can't Stand This...

[Kimberly Aya Minore York]

@rowan
Juni 2056, omkring klokken 14.00.
Hogwarts - klasselokale.
Påklædning: Slytherin pige uniform.

---

Lektionen i Magiske Sagn og Eventyr var netop afsluttet og eleverne, begyndte hurtigt at pakke deres ting sammen og forsvinde ud af klasselokalet. Kimberly tog sig lidt ekstra tid, selvom hun havde siddet lidt længere mod midten, end aller bagerst, som hun ellers plejede. Hendes karakterer var stadig i den lave ende af skalaen, fordi hendes tanker var tusind andre steder, end hvor de burde være.
Hun gad ikke skynde sig, for at skulle mase sig ud gennem de mange elever. Så ville hun hellere vente til de fleste var gået ud, før hun selv ville begynde, at tænke på det samme. Hun mærkede godt de mange blikke fra sine medelever, især drengene, men hun havde efterhånden lært hvordan hun skulle håndtere det. Hun kunne jo desværre ikke selv, tænde og slukke for sit williegen. Hun tiltrak det modsatte køn - til tider også sit eget køn - med en kraft der var ude af hendes kontrol, men hun vidste også godt, at det var noget hun skulle leve med resten af sit liv. Hendes gen var stærkt, avet fra hendes mor som var helwillie. Hun begyndte roligt, at pakke sine ting sammen. Hæftet som havde flere tegninger i sig, end noter som det egentlig var beregnet til, blæk huset og fjerpennen, blev alt sammen pakket sammen. Hun følte sig utrolig ensom, efter hendes søster var gradueret sidste år. Hun var den eneste willieslægt tilbage på skolen, så der var ingen hun sådan rigtigt kunne snakke med det om, hvilket også bare gjorde, at hun holdt sig endnu mere for sig selv, end hun havde gjort hidtil. Hun kom forsent flere gange. Karakterne dalede mere og mere. Hun håbede dog, det ville blive bedre, efter sommerferien.

[Deleted]

Selv efter 40 år på Hogwarts gjorde Rowan en dyd ud at at vurdere sine elever. Ikke kun ud fra deres præstation i klassen, men også personlighed, mål og drømme. Men på 70. årti, drillede hukommelsen ofte, elever blev byttet rundt og navne svære at huske. Men med så mange studerende var der vel ikke noget at sige til det?
Rowan var i gang med at viske tavlen ren, hvor på der havde stået noget om eventyrs teori. Det hele kørte efterhånden bare på vane, så forberedelse gjorde han ikke meget ud af... Han drejede sig mod pladserne og så at en enkel stadig var til stede. Hvad var det nu hun hed... En lidt indadvendt type... nej... Hmmm.
Willie effekten slog med det samme i hans retning, som mod en sulten mand der så på en lækker ret. Han slog blikket ned. Nu huskede han. Willier var der få af, men hun var ikke den første han havde undervist, så han holdte det fint i skak. Navnet kom samtidig til ham. "Frk. York." Han lavede en gestus med hånden om at hun skulle komme hen til ham.
"Eksamenerne er kun dage væk... Men du virker ikke til at have forberedt dig?" Der havde været flere gange, hvor han måtte give hende dårlige karakterer eller kalde på hende i timen, fordi hun var faldet hen i sine egne tanker.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly var i sine egne tanker, mens hun stod og pakkede sine ting sammen. Hun var ikke typen, som rækkede hånden op i timerne eller satte sig helt op foran. Hun sad helst så langt tilbage i lokalerne, som det var hende muligt, hvilket nok også var en af årsagerne til, at det fagligt gik så meget ned ad bakke. Hun var egentlig ikke dum og mange ting kunne hun sagtens svare på, hvis hun blev spurgt. Hun interesserede sig bare ikke og overskuddet var nærmest ikke eksisterende.
Det gav et mindre sæt i hende, da hendes navn lød, fordi hendes tanker blev afbrudt. "Ja, professor Peverell?" spurgte hun, mens de klare blå øjne hvilede på ham. Hun kørte en hånd igennem det lange blonde hår, før hun lagde de sidste ting fra sig og gik mod ham, som han gestus indbød hende til. Hun bed sig let i læben, da hun opdagede han ikke kiggede på hende. Hun tænkte ikke altid selv over, at hun ufrivilligt tiltrak mændene omkring hende, men hun var udstyret med to øjne, så af respekt stoppede hun op godt to meter fra ham og undgik øjenkontakt ved at vende sit blik mod gulvet. Hendes bid i underlæben, blev en smule hårdere, da han begyndte at snakke om eksamen og forberedelse, mens hun mærkede sine øjne blive fugtige. "Det ved jeg godt, professor. Jeg.. jeg skal nok tage mig sammen," svarede hun og sukkede lidt opgivende. Hun prøvede virkelig, men hendes tanker var tusind andre steder. Hendes ældste storebror var flyttet til USA, for at gøre mere ud af sin sangkarrierer derovre, efter hun havde fundet ud af, at han havde manipuleret hende stort set siden hun havde været gammel nok til den slags. Hendes anden storebror, Cleon Fenris Minore York var i gang med auror uddannelse, og hendes storesøster, Saga Ronja Minore York læste jura. Kim var stadig her på Hogwarts, alene og anede stadig ikke, hvad hun ville med sit liv, når hun blev færdig næste år, men forventningerne var høje og presset var stort.

[Deleted]

Rowan huskede godt de andre York børn som havde gået på skolen. Det var altid så besværligt med de Willie unger... Egentlig var han hellere fri, men han havde også en pligt til fører de unge godt videre livet. Blikket sneg sig kort hen til hendes. Hvis ikke det havde været for den høje alder og store erfaring, så havde det været tæt på ulideligt. Hun var blot et barn, men alt det med kvindelig samvær, var ikke noget der fyldte i hans liv, så det blev nærmere end fascination end noget andet.
"Nej. Det tror jeg ikke hjælper noget." Han nulrede sit overskæg tænktsom. - "Misforstå mig ikke Frk. York, men du er blot en elev ud af mange jeg har haft. Manglende motivation, og fokus kommer af mange grunde, men... høje forventinger og sociale krav kan gøre det svært at balancere det hele. Det er en af de typiske grunde, specielt ved elever af umh... hunkøn."
Det var hvert år at Rowan så de samme problemer ved eleverne. Mange troede at de var alene om at have det sådan, da ingen delte deres problemer. "Er det også de andre fag at der er problemer?"

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberlys blik blev slået ned mod gulvet, da professorens første ord lød. Av. De ord ramte. Hun vidste jo et sted, dybt inde i sig selv, godt at hun ikke var dum eller ubegavet. Hun havde bare rigtigt svært ved, at koncentere sig og når fagene så oven i købet ikke sagde hende noget, blev det kun sværere, for den unge heks. Oven i den manglende interesse, så skete der rigtig mange ting på hjemmefronten, som også gik hende på. Hun bed sig hårdt i læben, mens hun mærkede hvordan tårene pressede sig på. "Jeg har meget om ørerne, professor. Jeg ved godt, jeg ikke er ligeså dygtig, som mine søskende," svarede hun stille. Hvad skulle hun gøre? Jo, interessen var der ikke, men hun vidste jo godt, at hun burde tage sig sammen, også fordi hun ikke ønskede, at skulle gå et år om, og slet ikke nu, hvor hun snart kun havde et år tilbage.
Hun nikkede forsigtigt. "Jeg er god til flyvning og botanik, men ellers ja.. Besvægelser er også okay.. Jeg er bare ikke så god til, de boglige fag, professor," svarede hun ærligt, stadig med blikket låst mod gulvet. Hun havde en eller anden idé om, at hvis hun ikke holdt øjenkontakt med dem hun snakkede med, så virkede hendes williegen ikke lige så meget, selvom det nok bare var ren indbildning, eller ønske tænkning, om man ville.

[Deleted]

Sådan var det så ofte. 'Meget om ørerne'. Visse undervisere vil sige at eleven skulle tage sig sammen, eller prioritere skolen mere, men Rowan forstod også godt at der var et liv uden for skolen... Eller hvert fald uden for undervisningen på Hogwarts. Han lod dog derfor også til at lytte til hendes ord, og nikkede forstående. "I mit fag tager jeg imod elever med 'acceptable' som karakter. Men måske skal du kigge på hvad du gerne vil efter Hogwarts. Hvis dit hjerte ikke ligger ved Magiske sagn og eventyr, men i stedet hos et andet fag, bør du ligge dine kræfter der. Stadig så jeg gerne at du kæmper for en bestående karakter i andre fag."
Han bøjede sig en anelse i søgen på hendes blik. Selvom hun var en willie, var det til at holde ud. Et glimt sprang frem i hans øjne.
"Det handler ikke om karakterer Frk. York. Det handler om at springe ud i livet og gøre det man har lyst til. Ikke alle kan få top-karakterer, og selv uden dem kan man være en dygtig heks, der har susces i livet"

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly bed sig svagt i læben. Det var ikke fordi hun ikke ville, men fordi der ganske simpelt ikke var plads til mere, i hendes hoved. Hendes tanker, den dårlige samvittighed, selvværdret og så mange andre ting, som så mange andre teenager også skulle deale med, oveni var hun så også bare willie, hvilket gjorde hun havde nogle seriøse trust issues. Hun nikkede lidt, til hans ord. "Jeg ved ikke, hvad jeg vil efter Hogwarts, Professor.. Men jeg lover, jeg nok skal tage mig sammen," svarede hun, for anden gang med det løfte, hun efterhånden havde brudt så mange gange. Hun så lidt op, da hun fornemmede han søgte hendes øjenkontakt, og lod sine klare blå øjne hvile i hans, mens hun sank lidt.
Hun fnøs let og rystede på hovedet, "Med al respekt professor Peverell, men sådan er det ikke i min familie.." svarede hun og sukkede lidt. Hun kunne egentlig ret godt lide ham, som professor, så det var heller ikke dér skoen trykkede.

[Deleted]

Stakkels Teenage drenge der vovede at se på Kimberly i for lang tid. Selvom det på ingen måde var hendes skyld, var svage mænd altid mere tilbøjelig til at syne hen ved synet af en willie... eller halv willie. Det trak stadig i Rowan ved at se hende i øjnene, men som før, var hans alder og erfaring med til at give ham lidt ro. Fingrene lavede små tænksomme hvirvler i skægget. "Om et år er du myndig frk. York. Selvom familie er vigtigt skal man også tage sine egne beslutninger. Måske behøver du heller ikke beslutte dig nu."
Han gik over til en af de mange bogreoler der stod i lokalet. En del af pensum var generelt læsning. Herfra tog han en bog frem. "Den her bog har en masse små historier, og den tiltænkte historie er kun 5 sider lang... Det må være nemt overskuelig blandt travlheden." Med et varmt smil, gemtvæk bag det buskede skæg, gav han hende bogen.
På omslaget var der en eng og nogle børn der legede, titlen var 'De glemte børns historier'. "Læs den på side 211... 'Min vej er en anden' - Hedder den."

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly havde på mange punkter vendt sig til, at fyrerne kiggede efter hende, til tider endda tillod sig, at tro det var okay at give hende et klap bagi, når hun gik forbi dem eller de gik forbi hende. Nogen var mere insiterende end andet, men andre fyrer, nærmest bare gik helt i baglås, når de så hende, næsten som teenagpiger der så deres helt store idoler. Hun havde også vendt sig til, mange piger ikke kunne fordrage hende, fordi hun havde så nemt ved at score og alle fyrerne sloges om hendes opmærksomhed. Det var også nogle af grundene til, at hun holdt sig meget for sig selv, isolerede sig og ikke sagde noget i timerne. Hun orkede ikke al det drama der fulgte med. Selv mænd der var ældre end Rowan, vidste hun godt, kunne have syndige tanker om hende. Hun trak lidt på skulderen, "Nej, det ved jeg godt.. Men Seth er rejst til USA, for at forsætte som sanger der. Cleon er snart færdig som auror og Saga er i gang med, at læse jura. Jeg har kun næste år til, at beslutte mig og mine forældre.. De bliver skuffet, hvis jeg ikke skyder højt, ligesom mine søskende.." svarede hun stille og så ned mod jorden, det var meget sjældent hun lukkede op, på den måde og fortalte nogen hvad det egentlig var, der gik hende på. Hun vidste, at Rowan havde undervist alle hendes tre ældre søskende, selvom det selvfølgelig ikke betød, at han kunne huske dem, men hvem glemte bare sådan lige, en søskende flok på fire, alle fire halvwillier.
Hun fulgte ham lidt med blikket, da han gik over for at finde en bog. Hun bed sig i underlæben og tog i mod bogen. Tiden havde hun vel sådan set, hun brugte den bare på at tegne og lave ingenting, fordi hun ikke kunne overskue lektierne. Hun nikkede lidt, mens hun studerede bogens omslag. "Til hvornår, professor?" spurgte hun og vendte de klare blå øjne tilbage på ham.