This Is Why I'm Single

[Deleted]

Han smilede til hende, det var ikke fordi at han ønskede at være en sur og gnaven mand, men han havde så mange ting i kroppen han ikke kunne komme af med og han følte hele tiden at han var en tiggende bombe klar til at eksploderer.
Måske han bare burde gå ud og drikke sig pløre fuld og se om det kunne tage noget af det? Han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre, han følte sig så sårbar lige nu fordi at hans helbred var dårligt, men det nyttede jo ikke noget hvis han på den anden side gik og var sur og irriteret hele tiden.

"Hør, jeg har bare brug for lidt fred Lorelai, det har ikke noget med dig at gøre" sagde han og kunne mærke hvor irriteret han blev på alle hendes spørgsmål, selvom han godt vidste at det ikke havde noget med hende at gøre, han havde nok bare brug for at sove og glemme hele verden lige nu, inden at han slog nogen, for lige nu havde han mest bare lyst til at slå fra sig.
"Ja jeg skal nok klare mig" sagde han og prøvede ihærdigt ikke at virke alt for sur, det hele var bare så frusterende for ham lige nu.

[Lorelai King]

Det blev hele tiden hårdere og hårdere for Lorelai at følge med i Alecanders humør. Det ene øjeblik smilede han og virkede tilfreds, hvilket selvfølgelig bare kunne være en facade, for lige pludselig vendte han rundt, virkede sur og indebrændt over sin sygdom, hvilket hun da også godt kunne forstå.
"Ja okay.." svarede hun blot stille. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige til ham. Hun havde mest lyst til bare, at kaste håndklædet i ring og sige damn det hele, men det kunne hun bare ikke.

Hun nikkede lidt til at han nok skulle klare sig, "Ellers kan du altid sende mig en ugle," sagde hun, og fik det sidste af sin suppe i sig. Men ville vente med at bæger ud til han også var færdig, detvar vel bare almindelig høflighed.
Hun lænede sig roligt tilbage. "Jeg tror bare jeg går i seng, når vi er færdige.. Du må bare kalde hvis der er noget" sagde hun roligt, og betragtede ham en smule. Han var en flot mand, ingen tvivl om det.

[Deleted]

Alecander ville virkeligt ikke være en røv, men i hans sted var det svært at være andet. Som han blot sad, vidste han godt at han måske var en smule hård, men han sagde ingenting: "Ja" sagde han kortfattet.
Han var nok nået til den konklusion at det var bedre hvis han ikke sagde for meget, han ville alligevel ikke ende med at sige ting der var specielt venlige. Alecander var i forvejen en mand med et stort temprement, som han dog som oftest skjulte, men lige for tiden følte han ikke at han kunne skjule noget, selvom han virkeligt kæmpede. Som en varulv der prøvede at blive i sin form.

"Fint... Jeg må også bare sove" sagde han og spiste en smule af maden, som hun havde lavet utroligt hurtigt. Han var overhovedet ikke sulten, men en smule venlig kunne han da godt forsøge at være, og alligevel så opgav han hurtigt og smed skeen ned i tallerkenen.
"Nope, I'm done" sagde han blot og holde begge hænder op på siden af hovedet, han kunne slet ikke holde til noget for tiden, alt var irriterende, alt var forfærdeligt og han hadede sit liv. Måske han i virkeligheden bare burde dø og få det overstået.

[Lorelai King]

Det gav et sæt i Lorelai da Alecander smed med skeen, hvilket fik hende til at rejse sig fra bordet, "Jeg rydder af bordet og så går jeg i seng," sagde hun og rystede lidt på hovedet. Det frustrerede hende helt vildt, at hans humør vente på den måde, og selvom hun ville ønske hun kunne håndtere det, så var det virkelig svært for hende.
Han skræmte hende nok lidt på et eller andet punkt, især efter hun havde set rummet sådan rigtigt, hun forstod stadig ikke rigtigt meningen med det, så hun så det nok mere som en straf end som noget som skulle bringe nydelse til nogen som helst. Det var nok noget man skulle opleve for at forstå det rigtigt. Hun begyndte at bæger ud og skylle af, før hun kom tilbage ind til stuen, "Godnat, sov godt," sagde hun en del mere roligt, fordi hun lige nåede at køle ned igen ude i køkkenet.

***TIME***

Klokken var vel godt 2 om natten, Lorelai havde ligget i sin seng siden efter aftensmaden, hun havde virkelig dårlig samvittighed over, at have reageret som hun havde. Det var nok et af hendes svageste punkter, hun var tit alt for sød af sig, og det lignede hende heller ikke, at blive så kort for hovedet.
Hun havde ligget en halv times tid og overvejet at rejse sig for at gå ind og undskylde, men hun havde frygtet lidt, at han var faldet søvn, så hun var selv faldet i søvn og havde sovet siden klokken havde været 22 cirka.

[Deleted]

Alecander sov aldrig specielt godt om natten, men de sidste par uger var det kun blevet værre. Han kunne slet ikke være i sig selv, han kunne ikke rigtigt sove, ikke rigtigt tænke og når han endeligt var faldet i en dyb søvn, så blev han ofte vækket af mareridt meget værre end dem han ellers oplevede.
Det var da også derfor at han havde overvejet at gøre en ende på det hele, måske finde en læge han kunne betale for at slå sig ihjel, bare fordi at han hadede denne her pine han hele tiden gik igennem, uden at kunne gøre noget ved det.

Alecander var da også denne nat faldet i søvn efter at have vendt og drejet sig et par timer, og da han endeligt troede at han havde fundet ro, var mareridt begyndt at jage hans følsomme sjæl endnu engang.
Så lige nu vred og drejede han sig inde på sofaen, badet i sved og bange. Han følte at nogen jagtede ham, nogen ville slå ham ihjel og han følte ikke at han kunne styre sig selv, og inden han vidste af det, ramte han pludseligt et sort hul med et ordenligt brag. Som han slog øjnene op var han dog blot landet på gulvet, og han kiggede rundt med bange øjne og sved på hele brystkassen, hvorfor kunne dette her ikke bare stoppe?

[Lorelai King]

Lorelai fik aldrig rigtigt mareridt, og hvis hun endelig gjorde, så var det primært drømme om, at hun stod nøgen på scenen og publikum grinede af hende, men så var det hellere ikke værre. Det var jo noget hun udemærket godt vidste aldrig nogensinde ville komme til at ske.
Hun lå blot i sin seng og sov, hun drømte ikke rigtigt noget, hendes krop slappede bare af, og det samme gjorde hendes sind. Eller det gjorde hun i hvert fald indtil hun vågnede med et sæt, da hun hørte et bumb, og var selv nærmest ved at falde ud af sengen af forskrækkelse.

Der gik ikke mange sekunder før hun var kommet helt ud af sengen og nærmest væltede ud af værelset og løb ned af gangen mod stuen, "Alecander?" kaldte hun og var på få sekunder henne ved ham, hvor hun faldt på knæ ved siden er ham. Hendes hjerte begyndte at slå fast mod hendes bryst, bare det ikke var et nyt anfald.
"Hey, er du okay?" spurgte hun og så på han med et chokeret blik. Han lignede en som havde været i bad, men det regnede hun dog ikke med, at han havde været på den her tid.

[Deleted]

Alecander sad på gulvet og kiggede sig en smule fortabt omkring. Han hadede virkelgit disse her maridt, og det blev kun værre når han havde det dårligt eller når han ikke havde været i rummet i lang tid.
Han aned eikke hvordan han skulle håndterer sig selv eller verden omkring ham, det eneste han vidste var at han havde brug for hjælp, han havde brug for tid til at komme væk fra dette her og han havde brug for ikke længere at blive vækket otte gange om natten for at gå i panik over ting han troede han havde oplevet.

"Ja?" sagde han og kiggede i mod hende, uden at ane hvad han skulle gøre af sig selv, han havde bare lyst til at grave sig ned og aldrig komme tilbage igen: "Okay? Ja... ja jeg har det fint" sagde han blot og kiggede ned i jorden som han sukkede dybt.
Han blev siddende på gulvet uden at sige noget og havde heller ikke øjnkontakt med Lorelai på noget tidspunkt: "Bare... Sov igen" sagde han og rystede på hovedet imens han stadig ikke kiggede på hende, han anede slet ikke hvordan han skulle holde fokus på noget som helst, han ville gerne flygte fra denne her verden.

[Lorelai King]

Lorelai så på Alecander som han bare sad der på gulvet. "Du ligner ikke en som har det fint. Her lad mig hjælpe op," sagde hun og rakte en hånd til ham. Havde det ikke været fordi han kampsvedte og lignede en forvirret mus, og mest at alt var syg, så havde det måske været en smule underholdende, at han bare var væltet på gulvet i søvne.
Men nu kendte Lorelai til hans sygdom, hvilket hun selvfølgelig med det samme mistænkte for dette her. Hun kendte jo ikke til hans mareridt eller andet, så hvordan skulle hun have en jordisk chance for, at vide andet end at det var fordi han var syg.

Hun satte sig helt ned på gulvet, i stedet for at sidde på sine knæ, og rystede så lidt på hovedet, "Jeg er ikke træt mere.. Kom nu, Alec, lad mig hjælpe dig op i sofaen igen," bad hun og søgte forgæves hans øjenkontakt, hun endte derfor med at lægge en blid hånd på hans ene knæ.
Hun havde aldrig set et menneske svede så meget før, hvilket bekymrede hende en hel del. Hun var vågnet med et sæt, hvilket havde fået adrenalinen til at pumpe i hele hendes krop, det var nok derfor hun ikke var træt mere lige nu.

[Deleted]

Alecander rystede på hovedet og afslog derfor også hendes hånd: "Nej... nej jeg vil gerne sidde" sagde han og lænede sig op i mod sofaen, som han overvejede hvad hans næste træk skulle være. Normalt ville han løbe en tur nu for at få tankerne klare til at kunne tænke igen, men han kunne ikke.
Han vidste at hvis han løb ville han ende med at få et anfald og selvom Alecander på mange punkter ønskede at dø, så ønskede han ikke at det skulle være på den måde. Han var så træt af at være låst i sig selv, og han kunne mærke hvordan at han bare var begyndt at hade sig selv.

"Nej... LAd mig nu bare være! Jeg vil gerne sidde" snærrede han som hun satte sig på knæ. Han lod sine hænder glide op foran hans ansigt og gemte sit ansigt i sine hænder, som han tog et par dybe indåndinger.
Han forsøgte virkeligt bare at samle sig selv lige nu, han kunne ikke finde ud af hvordan han nogensinde skulle kunne få styr på sit liv, han ville ikke noget mere, han ville bare gerne være selv, han ville gerne væk fra alle: "Please lad mig være" bad han, stadig med ansigtet gemt, han hadede at folk så ham svag.

[Lorelai King]

Hun trak hånden til sig, da han afviste den blankt. "Okay," sagde hun stille, men blev ved ham, hendes hjerte bankede stadig ret hurtigt af chokket. Hun ville sådan ønske der var noget hun kunne gøre for ham, men hun vidste bare ikke hvad, hun var jo ikke healer, hun havde ikke engang nogen anden skolegang end Hogwarts, hvor hun misset godt fem måneder på sjette årgang, fordi hun havde været gravid.
Hun halv løb ud til køkkenet, og kom så hurtigt tilbage med et glas vand til ham, "Vil du ha lidt vand?" spurgte hun og rakte ham glasset, det var det eneste hun kunne komme på, at hun kunne gøre for ham, selvom det var ingenting. Det følte hun i hvert fald ikke det var.

Som han snerrede af hende, da hun satte sig, satte hun håndfladerne mod gulvet og skubbede sig væk fra ham, hvilket også fik hende til at fjerne sin hånd fra hans knæ. Hun havde aldrig set ham sådan før, selv ikke når han vågnede efter et anfald. "Okay, okay," sagde hun og trak sig en smule mere fra ham.
Hun kørte en hånd i gennem det lange blonde hår, som hun overvejede sit næste trak, for hun vidste godt, at uanset hvor langt væk fra ham, hun end kunne gå, så ville hendes samvittighed skrige af hende og hun ville alligevel ende med at tjekke op på ham senere. "Det kan jeg ikke Alecander.." sagde hun stille og rystede lidt på hovedet, som hun blot sad og kiggede på ham, "Sådan der plejer dine anfald ikke at være, jeg sender en haste ugle til Mungos," sagde hun bekymret, og rejste sig fra gulvet.

[Deleted]

Alecander tog nogen dybe indåndringer i håb om at få nogenlunde styr på sig selv, han var ikke god til det her, han hadede at være syg, at være dårlig og generelt så hadede han når andre folk så ham som svag, hvilket desværre var sket en del gange med Lorelai, og det gjorde nok også at han havde lyst til at tage afstand fra hende, og til tider tænkte han også på hvor meget han bare ville ønske at Kimberly kom tilbage.
Det havde været en stor sorg og miste hende, og han havde aldrig snakket med nogen om det, fordi at han ikke ønskede at sidde og rode op i de gamle ting, så ville han hellere bare gemme det væk.

Alecander trak benene op og lagde hans arme over hans knæ og lagde så hovedet ovenpå igen så han kunne kigge ned i jorden imellem hans knæ, han sagde ikke noget da hun sagde at hun ikke ville gå, han blev bare sidende og gjorde et forsøg på at samle sig selv.
Han kunne mærke sit hjerte så meget hurtigt og trak så vejret dybt som han mærkede der langsomt kom mere ro på, hvor han dog bare hadede at leve sådan her.

[Lorelai King]

Lorelai flyttede ikke blikket fra Alecander, men hun vidste heller ikke, om hun skulle gå, nu hvor han havde bedt hende lade ham være, eller om hun skulle sende den haste ugle til skt. Mungos. Hun tog sig selv i at trække vejret dybt i takt med ham, mens hun sad i sit indre dilemma, om hvad hun skulle gøre.
Hun så lidt rundt, uden at vide hvad hun kunne gøre. Hun overvejede lidt om hun skulle tage tæppet, og give ham over sig, men han så jo ikke lige frem ud til, at fryse, så måske det ville være dumt. Hun følte sig hele tiden i sådanne en 'skal-skal ikke' situation, hvilket var virkelig hårdt for hende.

Hun kørte en hånd i gennem det lange blonde hår, "Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte hun forsigtigt, i mangle på bedre. Hun ville sådan ønske der var bare et eller andet hun kunne gøre. Hun kunne i hvert fald ikke få sig selv til bare at gå fra ham, når han havde det så skidt.
Lorelai satte sig ned igen. "Snak til mig Alecander, please?" bad hun stille og søgte igen forgæves hans øjenkontakt, hvilket hun godt kunne glemme alt om, da han gemte ansigtet, og hun pustede tungt ud som hun lod sine hænder glide hen over sit eget ansigt og op igennem håret en gang til.

[Deleted]

"Nej, der er ikke noget du kan gøre, bare gå i seng" bad han, det var svært for ham at Lorelai ikke var en kvinde der gjorde som hun fik besked på, han va rså vant til at kvinder gjorde hvad de fik besked på når han sagde noget til dem, og lige nu irriterede det ham at han ikke kunne holde styr på hende.
Men på den anden side var det jo nok svært at holde styr på andre når man ikke engang kunne holde styr på sig selv, og det var endnu en ting som han virkeligt hadede.

Han hævede roligt blikket igen og kiggede på hende, han havde det en smule bedre: "Hvad vil du have at jeg skal sige?" spurgte han i en rolig stemme, lige nu havde han mest af alt bare lyst til at hamre hovedet ind i væggen på sig selv.
Ikke fordi at han kun var træt af at være dårlig, men også fordi han ikke gad at vise sig svag overfor nogen, på nogen punkter så ønskede han virkeligt bare at dø, så han var fri for at være så vattet, han ville bare gerne være sig selv igen og bare gøre tingene så godt han kune.

[Lorelai King]

Lorelai var bestemt ikke en kvinde man bare lige kunne koste rundt med, havde hun været det, havde hun nok ikke været verdens kendt, man skulle være rimelig hård og ville det, for at slå i gennem. Dog vidste hun også godt, når hun bare skulle smide sin stædighed og stolthed i ring sammen med det berømte håndklæde.
"Er du sikker?" spurgte hun bekymret, selvom hun virkelig kæmpede for ikke at lyde bekymret. Hun sukkede en smule, og overvejede et kort øjeblik om hun skulle lægge en hånd på hans skulder, eller hente et tæppe til ham. Det var ikke fordi hun ikke havde set en bar mandlig overkrop før, men der var bare et eller andet grænseoverskridende ved det, når det var Alecander.

Hun vidste ikke helt hvorfor, det var jo ikke fordi han havde noget, som andre mænd ikke havde. Måske det var fordi hendes følelser for ham, ikke var de samme som de havde været engang. Ikke at hun var forelsket i ham, for det var hun ikke. Men hun måtte nok ærligt indrømme, at hun så anderledes på ham, end hun havde gjort før i tiden.
Hun trak lidt på skulderne, "Det ved jeg ikke.. Et eller andet.. Hvad skete der?" spurgte hun forsigtigt, og fangede langt om længe hans øjenkontakt. Hun havde aldrig oplevet at han var faldet ud af sengen, eller i dette her tilfælde sofaen, ikke af hvad hun havde hørt i hvert fald, og hun sov ellers aldrig særligt tungt, hun vågnede ved de mindste lyde.