This Is Why I'm Single

[Lorelai King]

Lorelai var ikke bange for Alecander, men hun havde uden tvivl fået et helt nyt syn på ham, før havde hun nok set ham lidt, som den der søde, venlige og varme onkel som havde taget hende under sine vinger, da hun virkelige havde haft brug for ham.
Nu vidste hun slet ikke hvordan hun skulle se på ham mere. Hun ville gerne, som hun hele tiden havde gjort, men dette her, havde bare vækket noget i hende. Hun vidste ikke hvad, men noget.

Hun så lidt på ham, "Men du bruger alle de her ting på dem?" hun tøvede lidt, og flyttede vægten fra den ene fod til den anden, "Eller.. Bruger de dem på.. Dig?" spurgte hun, og mærkede sit mod komme en smule tilbage til hende i takt med hendes nysgerrighed voksede mere og mere.
Hun sendte ham et lille smil, "Ja, fire, men bare sådan, du ved.., stille og roligt-ish" svarede hun, hun vill ikke sige normalt eller almindeligt, for det var det her vel også for ham, selvom det virkede meget overskridende for Lorelai, men nu havde hun jo heller ikke prøvet ret meget.

[Deleted]

Alecander vidste ikke om dette her måske i virkeligheden var en dårlig idé. Han var en meget privat person og selvom han gerne ville svare på hendes spørgsmål så vidste han ikke om hun ville se ham som et anderledes eller dårligere menneske efter dette her. Men på den anden side vidste Alecander heller ikke om han ville se hende som et andet menneske efter dette her.
Han havde jo aldrig haft en pige med i rummet som han ikke ville noget med: "Ja det gør jeg" sagde han roligt: "Eller det gjorde jeg, da mit helbred kunne tåle det" sagde han i et opgivende suk, han hadede virkeligt at han ikke kunne gøre tingene ligesom han kunne engang.

"Aha..." sagde han blot: "Dette her er nu også meget roligt og intenst" sagde han blot, der var ingen følelse i verden der kunne få ham op at flyve som følelsen af at være i rummet med en smuk pige, jo måske lige den følelse han havde haft når Kimberly havde været i nærheden, men det prøvede han at glemme for ikke at gå helt ned med flaget.
"Skal vi ikke gå ned igen?" spurgte han og mærkede hvor varmt det pludseligt blev, han havde savnet dette her rum noget så grusomt.

[Lorelai King]

Lorelai sank en lille klump, og nikkede så lidt til Alecanders ord, uden helt at vide om hun skulle være lettet over han ikke gjorde det mere, men på den anden side kunne det vel være ligegyldigt for hende. "Gør det ikke ondt?" spurgte hun stille, hvilket måske i virkeligheden var et virkelig dumt spørgsmål. Der hang piske, og tudsin andre ting som Lorelai ikke havde den ringeste idé om, hvad var, men smertefuldt så det i hvert fald ud.
Hendes hjerte bankede nervøst, som hun lod en hånd glide i gennem sit blonde hår, i en lille dyb indånding. Hun havde aldrig set noget lignede, hvilket nok var derfor det hele kom så meget bag på hende, især også fordi det lige var Alecander.

Et stille smil fandt vej over hendes læber, "Det ser nu ikke særligt roligt ud," sagde hun og sendte ham et lidt undskyldende blik, men det syntes hun virkelig ikke det gjorde, men nu vidste hun jo heller ikke hvad det gik ud på, eller hvad meningen med det var eller hvordan det foregik, og det var hun faktisk heller ikke helt sikker på, at hun ville vide.
Hun nikkede lidt, "Ja, lad os det," sagde hun roligt, og gik tilbage mod døren, før hun stoppede i døråbningen og vendte et sidste blik tilbage ind i rummet, før hun gik helt ud. "Jeg tar lige et bad, er der noget du skal bruge inden?" spurgte hun, hun havde bare lige brug for fem minutter til, at få bearbejdet det hele, og så kunne de altid spise bagefter.

[Deleted]

Som hun spurgte om det gjorde ondt lod Alecander blikket vandre rundt i rummet, han elskede dette her sted, han havde selv bygget det og havde lavet hver eneste lille dle af det for at sikre sig at alt hvad der var derinde, var noget han ønskede.
"Smerten er i ens hoved, det handler om nydelse, om at stole på folk... Ikke om smerte" sagde han i en rolig stemme, han hade det underligt med at snakke med hende i rummet og han kunne mærke hvordan hans hjerte roligt slog hurtigere, og derfor var det nok beds at han nok ud derfra nu.

"Nej, jeg tror bare jeg sætter mig ind med en kop kaffe..." sagde Alecander, og kiggede end i jorden, han skulle have lavet en plan for ministeriet nu hvor han snart måtte stoppe som minister for magi, det var hårdt for ham at tænke på, det var jo hans drømmejob, men han kunne ikke fortsætte forevigt.
"Du kan bare komme ind i stuen når du er færdig" sagde han i et roligt smil og satte sig roligt ned i sofaen, han havde brug for bare at slappe af og se hvordan han bedst muligt kunne få formuleret noget nogenlunde fornuftigt. Men han anede jo ikke engang hvem han skulle give posten til?

[Lorelai King]

For Lorelai lignede det godt nok ikke et rum for nydelse eller tillid, men nok nærmere et tortur kammer eller noget tage ud af en porno film, men det skyldes nok også hendes uvished omkring det hele, men i frygt for at ende med, at lyde direkte dum eller på anden måde respektløs, så valgte hun, at holde den tanke for sig selv. Alligevel var der også stadig den der lille nysgerrig djævel som sad på hendes skulder og ville vide mere.
"I ens hoved? Det giver altså ikke rigtigt mening," sagde hun i en undskyldende tone, men hun var da pænt sikker på, at hvis hun blev pisket bag i, så ville det da ikke være hovedet hun ville få ondt i, men der hvor pisken havde ramt.

"Okay, jeg tror stadig kaffen i kanden derinde er varm," sagde hun i en nogenlunde rolig tone. Hun kunne godt mærke et bad var veltrangt efter dette her. Hun nikkede lidt, "Det skal jeg nok," adlød hun, og forsvandt ud mod badeværelset, hvor hun hurtigt fik smidt tøjet og kom ind under bruseren. Det varmen vand ned af hendes krop var næsten guddommeligt lige nu.
Hun havde stået i badet i godt ti minutter, før hun gik ud af det igen, svang et håndklæde omkring sig, og flettede håret i to fletninger, så hun slap for at tørre det inden hun skulle i seng og sove. Hun gik roligt ind i stuen igen, "Er du ved at være sulten?" spurgte hun, det kunne hun i hvert fald godt selv mærke hun var. Hun vidste ikke helt om hun bare skulle glemme alt hvad hun havde set, eller om de skulle snakke videre om det, derfor lod hun det nok være op til Alecander, hvis han åbnede samtalen igen, så ville hun da gerne vide mere, men hvis han ikke gjorde, så skulle hun nok lade det lægge.

[Deleted]

"Det giver fin mening, hvis man ved lidt om psykologi" sagde han i en rolig stemme, Alecander vidste en del om manipulation, psyke og den slags, der var jo en grund til at han var god til dette her "spil". Han havde aldrig mangel på piger der ville møde op, men nu vidste han jo også godt selv at han ikke ligefrem var nogen grim mand.
"Okay tak.." sagde han i et roligt smil og kiggede i mod hende, Alecander skulle finde ud af hvem der skulle overtage efter ham, men noget dybt i ham var også bare så stædig at han ikke havde lyst til at overgive stillingen, han ville næsten hellere dø med jobbet end at give det op.

Alecander satte sig inde i sofaen med en notesbog og en fjerpen, han endte dog ikke med rigtigt at skrive noget, han stod bare og stirrede lidt tom på papiret og kunne ikke rigtigt beslutte sig for hvad ben han skulle stå på og om han skulle gøre A eller B.
"Lidt... Men du behøver ikke varte mig sådan op Lorelai, det er okay" sagde han i et venligt smil, han elskede da at hun gjorde det, men det betød jo ikke at han krævede det af hende, hun skulle jo helst også nyde at bo ved ham.

[Lorelai King]

Hun vendte blikket lidt væk, "Arh, ja, det kan jeg nok ikke ligefrem prale af," sagde hun stille, de måneder hun havde mistet af skolen fordi hun havde været gravid, og hun havde ikke videre uddannet sig, fordi hendes sangkarriere havde kørt så godt for hende, så var det ikke lige psykologi hun havde haft lært aller mest om.
Hun sendte ham blot et stille smil, da han takkede, ikke at det var noget han skulle takke for, men det var nu meget sødt, at han gjorde det alligevel.

Hun satte sig i sofaen, det havde virkelig været dejligt med et bad, oven på alt dette her. Hun vidste dog stadig ikke helt om hun fortrød, at have set rummet igen, eller om det måske ville ende med, at give hende en eller anden form for ro i kroppen, fordi hun ikke skulle rende rundt og være så pokker nysgerrig mere.
"Det er ligeså meget for min egen skyld, jeg hader at lave mad kun til mig selv," sagde hun sendte et venligt smil retur til ham, som dog hurtigt faldmede da det gik op for hende, at hun ligesom stadig kun havde håndklædet omkring sig, hvilket fik hende til at rejse sig ret hurtigt op, "Ehm.. Jeg får lige tøj på, og så laver jeg mad," sagde hun med ildrøde kinder og forsvandt ret hurtigt ned af gangen og ind på sit værelse, mens hun havde aller mest lyst til, bare at løbe direkte ind i døren.

[Deleted]

Alecandr smilede, han kunne godt lide at lære og især da han var yngre havde han læst utroligt mange bøger, det var jo nok også det der havde gjort at han havde den status han havde i dag: "Jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvad jeg skal gøre Lorelai... Om jeg skal opsige min stilling, eller om jeg skal kæmpe videre" sagde han ærligt, han var ellers aldrig typen der talte om sådan nogen ting.
Han fortalte aldrig om hvad der gjorde ham ked af det eller frustereret, men lige denne her, han anede ikke hvad han skulle gøre og han følte virkeligt at han havde brug for et godt råd.

"Åh jamen fair nok" sagde han, lidt kunne han vel altid spise. Han lod kort blikket glide over hendes krop, han lod sig ikke friste, sådan var han ikke, men han kunne godt mærke at han havde sværer ved at styre sig selv nu hvor han ikke havde været sammen med nogen et stykke tid.
Alecander var altid sammen med kvinder ihvertfald et par gange om ugen, og nu hvor der var gået et par måneder siden sidst kunne han godt mærke at trykket var blevet højt, så det passede ham ganske udemærket at hun gik ind og fik noget tøj på.

[Lorelai King]

Lorelai vendte blikket i mod Alecander, hun havde aldrig set Alecander som typen der bare gav op, men hun kunne samtidig også godt forestille sig, at det ikke ligefrem var det letteste job han havde, og slet ikke når han samtidig var så syg som han var. "Jeg har altid lært, at så længe der stadig er noget at kæmpe for, så skal man aldrig give op.. Så er der er mere at kæmpe for i Ministeriet for dig?" spurgte hun i en rolig tone.
Hun ville ikke sidde og sige til ham, at han skulle sige sit job op, eller at han skulle blive ved med at kæmpe hvis han ikke orkede det mere. Hun ønskede jo kun det bedste for ham, og det var jo kun ham selv som vidste hvad præcist det bedste var for ham.

Da hun kom tilbage ind i stuen var hun knapt på rød i hovedet mere, og hun havde fået sin natkjole på. Hun gad ikke til, at finde rent tøj frem når de alligevel kun var de to, og de bare skulle spise. Det var egentlig ikke fordi Lorelai var sådan helt vildt blufærdig, men hun mente bestemt heller ikke, at det var hvem som helst der skulle se hende krop.
"Hvad siger du, til suppe til aftensmad?" spurgte hun og støttede sig lidt op ad dørkarmen, hun tænkte nok bare mest, at det skulle være nemt og hurtigt, og noget som passede det vejret.

[Deleted]

"Naturligvis er der det.. Men min sygdom hæmmer mig i at kæmpe fuldt ud" sagde Alecander, der var vel altid mere at kæmpe for i ministeriet? Alecander havde kun været minister i to år, han ønskede stadig at mugglere skulle have flere rettigheder, der var mange ting der ikke var ordnet og han havde kæmpet hårdt for den stilling, derfor var det også hårdt at tænke på hvis han skulle stoppe.
"Men det betyder jo ikke at det er mest fornuftigt at blive" sagde han og kiggede end i jorden, han hadede at han var blevet syg, han ville bare gerne tilbage til at være sig selv igen.

"Det er fint, jeg er som sagt ikke ved at dø af sult, så bare noget nemt" sagde han som han stadig sad på sofaen og overvejede ministeriets fremtid, han kunne jo altid give stillingen til sin lillebror Ethan, men han var ret sikker på at han ikke var klar på det.
"Nå men jeg behøver jo heller ikke tage stilling til det lige nu" sagde han og stirrede frem for sig, måske han bare burde tænke på noget andet for en stund også vende tilbage til det og se? Tiden gik jo ingen steder lige nu.

[Lorelai King]

Det var virkelig svært for Lorelai, at give råd omkring Alecanders job, derfor prøvede hun nok mere at forholde sig til, hvad der var bedst for ham og ikke resten af samfundet. "Jeg syntes du er en fantastisk Minister, Alec, men du må ikke glemme at passe på dig selv," sagde hun en smule bekymret. Hun kunne slet ikke forestille sig Alecander som andet end Minister for Magi.
Hun tippede hovedet en smule til den ene side, "Nej, det gør det ikke, men ja, jeg tror bare du er nødt til, at mærke efter inden i dig selv, og hvis du ikke kan mere, så skal du heller ikke," sagde hun, for hende var det mest vigtigt at han ikke glemte sig selv i alt det arbejde, at han huskede at passe på sit helbred, især nu hvor det var så dårligt.

"Super," sagde hun i en rolig tone, og gik så ud i køkkenet for at sætte suppen over, det var nok noget af det bedste ved at være magiker, alting kunne klares nemt og hurtigt, ved hjælp af et lille svig med sin stav.
Hun vendte blikket i mod ham, "Er du okay?" spurgte hun stille, hun hadede inderligt, at se ham sådan, hun hadede at se ham bare sidde stille i sofaen og stirre ud i ingenting. Hun ville ønske det bare var fordi han var doven, så hun kunne give ham et los bagi og få ham ud og gå nogle ture eller sådan noget, men han var jo syg, og hun vidste ikke helt hvor meget eller lidt, hun turde presse på, for at få ham ud og op og bevæge sig.

[Deleted]

Alecander nikkede, måske han bare skulle lade det ligge for nu og glemme arbejdet for en stund, han vidste godt at han måske burde tage sig sammen og finde en ny minister, men det betød bare så meget for ham at have den stilling at han heller ikke kunne få sig selv til at give op.
"Der er forskel på hvad man kan og hvad man vil... Men lad os tale om noget andet" sagde Alecander i et forsøg på at lukke den, han kunne ikke lide at sidde og være sårbar på den måde, generelt så gjorde alt det ham usikker, han åbnede sig ikke for folk.

"Ja.. Jeg er okay" sagde han i en kold stmeme, han var vel så okay som man nu kunne være når man havde fået at vide man var dødeligt syg, det var jo ikke ligefrem fordi han havde lyst til at hoppe op og ned i begejstring, men han kunne jo ikke gøre så meget andet end at vente
"Lad os nu bare spise så jeg kan få en lur" sagde han blot, han sov meget for tiden, men det var kun fordi at hans krop var så svag at han ikke kunne holde til alt for meget af gangen, og det hadede han.

[Lorelai King]

Lorelai nikkede lidt, "Ja, det er der, så jeg tror, at den eneste som kender svaret på det her, det er dig selv," sagde hun og lod blikket hvile lidt på ham. Hun havde aldrig snakket med Alecander omkring hans arbejde før. Generelt var der bare mange ting på det sidste, som havde fået hendes øjne op for, hvor lidt hun egentlig kendte ham.
Hun tog nogle dybe talkerner ned, fandt skeer og glas frem, så hun kunne dække bord. "Vil du helst sidde ved sofabordet eller spisebordet og spise?" spurgte hun, også for at lade den anden samtale lægge, når han nu så fint hentød til, at de ikke skulle snakke mere om det.

Hun så lidt på ham, han så overhovedet ikke okay ud, men hun ville heller ikke presse ham til, at snakke om sine inderste følelser. Hun nikkede derfor blot i et lille suk, og fik så dækket bordet færdigt, hvorefter hun gik tilbage til køkkenet, for at se til maden.
Hun kom tilbage med gryden, og stillede den på en bordskåner på bordet. Hun rynkede lidt på panden, "Hvorfor er du pludselig sådan?" spurgte hun dog holdt hun fast i sin blide stemme, den kolde stemme, han virkede pludselig sur eller irriteret, især i den sidste kommentar. Hun øgsede op til dem begge.

[Deleted]

Alecander sagde ikke mere, han havde ikke lyst til at snakke om det og tanken om at tingene var som de var, gjorde ham blot ked af det. Han ville for alt i verden beholde sig arbejde, og nu måtte han jo se om det ville kunne lade sig gøre i sidste ende.
"Det er ligemeget for mig, bare jeg ikke skal gå for langt" sagde han, lige nu sad han jo ved sofabordet og der var da heldigvis ikke mere end knapt fem meter over til spisebordet, det burde han nok lige kunne overskue, hvis han bare lige kom op at stå først.

"Jeg har det dårligt Lorelai, der er mange ting der ikke fungerer i min krop man bliver ikke ligefrem i godt humør af at være syg" sagde han blot, han havde lyst til at slå nogen ihjel de her dage.
Han havd ebåde et alt for stort seksuelt tryk lige nu og desuden så kunne han heller ikke løbe elelr gøre nogen af de andre ting han gjorde for at få tankerne på afstand, hans mareridt blev blot værre, alt i ham var værre end hvad det plejede og Alecander følte snart ikke der var mere at leve for: "Du skal ikke tage dig af det" endte han en smule sammenbidt.

[Lorelai King]

Lorelai ville inderligt gerne være der for Alecander så meget som det overhovedet var hende menneskeligt muligt, men det var godt nok ikke altid han gjorde det lige let for hende. Hun lod samtalen lægge, da det ikke virkede som om, at han ville snakke mere om det, hun ville ikke presse ham, og hans tonefalds ændring gjorde hende ikke ligefrem tryg.
"Vi kan bare sidde her så," sagde hun og stillede tallerkener på sofabordet så han slap for at rejse sig, før efter maden, eller når han på et tidspunkt ville i seng. Hun tænkte ikke over, at hun aldrig havde set hans soveværelse, han kom jo heller ikke rigtigt ind på hendes værelse, selvom hun da ikke havde noget i mod det, når han gjorde.

Hun vendte blikket lidt væk fra ham, det gjorde ondt, at vide hun ikke kunne gøre noget som helst for ham, hun vidste ikke hvad hun skulle svare. "Det kan jeg jo ikke vide, når du ikke fortæller mig det.. Skal jeg hente din eliksir til dig, eller vil du vente til du skal i seng?" spurgte hun uden at vide hvad hun ellers kunne gøre for ham.
Lorelai havde jo ikke en jordisk chance for, at vide alle de ting som Alecander gik med inden i sig, for hende så vendte han bare fra det ene øjeblik til det andet, og hun vidste slet ikke hvordan hun skulle håndtere det. Det gjorde hende usikker, utryg og magtesløs. "Okay.." sagde hun stille, og stillede skålen med suppen i foran ham, og rakte ham så skeen. "Er du sikker på, du godt kan klare dig i mens jeg er væk i weekenden?" spurgte hun og begyndte roligt, at spise af sin egen suppeskål, lige nu var hun faktisk ikke særlig sulten, hun ville bare i seng og sove, der havde været så meget denne aften, og hun følte nærmest bare hun kunne sidde op og sove lige nu.