This Is Why I'm Single

[Deleted]

Alecander nikkede: "Det er nok godt for dig at komme lidt ud" sagde han roligt, både så hun måske ville se nogen mænd, men da også fordi at dte måtte være kedeligt hele tiden at hænge ud med en syg minister der enten sov eller arbejdede.
De to ting holde ham beskæftiget, for nu hvor han ikke kunne bruge sit rum kunne han godt mærke at hans lunte var helt utrolig kort, og han anede ikke hvordan at han skulle takle andre mennesker. Det gik jo fint med Lorelai, men han kunne godt mærke at han var begyndt at snærre en del af folk på arbejdet, og det hadede han virkeligt sig selv for.

"Rummet? Hv.. Hvorfor vil du se rummet?" spurgte han, tydeligt overrasket. Mon det havde gjort hende nysgerrig? Men han kunne da aldrig være sammen med hende oppe i rummet, hun var jo simpelthen så ung en pige og hun var jo bare lille Lorelai som han altid havde hjulpet.
Alligevel så.. Ja han kunne vel godt vise hende det, nu hvor at hun alligevel boede der og havde set det: "Du kan kun komme derop hvis du aflægger den ubrydelige ed" sagde han i en rolig stemme, og afventende.

[Lorelai King]

Et stille smil viste sig på Lorelais læber, "Det ved jeg ikke om det er, jeg er jo glad for at være her, men ja, jeg savner nok lidt at stå på scenen," indrømmede hun og sendte ham et undskyldende blik. Hun ville gerne være der hundrede procent for ham, men det var også bare svært, når han heller ikke lukkede hende hundrede procent ind.
Hun tog roligt og drak det sidste i hendes kaffekop, som efterhånden var blevet ulækker kold, hvilket fik hende til at skære en grimasse og stille koppen fra sig igen.

Hun trak lidt på skulderne, og vendte så blikket mod gulvet. Hun var egentlig en ret åben kvinde, og kunne uden problemer snakke åbent og frit omkring alt, også samleje, men hun havde aldrig set sådanne et rum før, og så havde det nok også noget at gøre med måden hun havde fundet ud af det på. "Det ved jeg ikke.. Jeg er vel.. bare.. nysgerrig-ish.." sagde hun og vendte blikket tilbage på ham, hun ville jo ikke lyve for ham.
Denne gang var det Lorelais tur til, at blive overrasket, "Ubrydelig ed?" spurgte hun, ikke fordi, hun vidste jo udmærket godt hvad det var, men stolede han ikke på hende? Hvis hun havde ville sige det til nogen som helst, så havde hun jo nok gjort det allerede. Hun førte en blonde hårtot om bag det ene øre, men endte alligevel med at nikke, "Okay, det kan jeg godt, men jeg håber da, at du ved jeg aldrig ville sige noget til nogen?" spurgte hun, følelsen af at han ikke stolede på hende, var faktisk virkelig ubehagelig.

[Deleted]

"Det kan jeg godt forstå, ens arbejde skal jo også passes... Jeg passer jo også mit" sagde han i et smil, han kunne jo bare arbejde hjemmefra, men det kunne hun jo desværre ikke rigtigt. Her imens Alecander var syg havde han det godt med at hun boede hos ham, normalt havde han nok presset på for at hun skulle finde et sted, men der havde alligevel været så ensomt siden Kimberly.
"Men du er jo altid velkommen når du vil slappe af igen" sagde han roligt.

Alecander følte sig næsten mere rolig over at det var rummet hun ville se og ikke hans soveværelse, som ikke engang Kimberly havde været inde i, nogen ting skulle bare holdes private og det var en af dem. Han ville ikke dele det sted med nogen, ikke engang Kimberly, selvom han havde holdt meget af hende.
"Lige med dette her kan jeg ikke stole på nogen Lorelai, hvis vi engang bliver uvenner eller hvis du engang taler over dig i fuldskab, skal jeg sikre mig at jeg har min ret. Det gør jeg med alle" sagde han og tog sin stav frem fra lommen inden han rakte hånden frem i mod hende som en hentydning til at hun skulle tage fat omkring den.

[Lorelai King]

Hun nikkede lidt med et roligt smil på sine læber. Det var jo ikke hver weekend hun gav koncerter, men hun gik meget op i at gøre så meget som muligt for sine fans og ikke skuffe dem.
Hendes smil voksede lidt, "Det er jo kun for weekenden, så let slipper du altså heller ikke af med mig," grinte hun let, han havde nu altid været så venlig overfor hende, lige fra første dag, hvor han havde taget i mod hende som ung teenager, hjulpet hende med at få Melody bortadopteret og hjulpet hende tilbage til Hogwarts igen. Hun ville slet ikke vide, hvor i verden hun ville være, hvis det ikke havde været for Alecander.

Lorelai havde nok aldrig rigtigt tænkte over Alecanders soveværelse, selvom hun nu havde boet der snart et halvt år, så var hun jo mere i stuen, eller på sit eget værelse, eller uden for hvis vejret var til det.
Hun bed sig lidt i læben, hun havde aldrig aflagt en ubrydelig ed før, og hun måtte nok indrømme, at det gjorde hende en smule nervøs. Brød man en ubrydelig ed, døde man. Det vidste alle jo. Alligevel rakte hun ud efter hans hånd da han rakte den mod hende, og tog blidt fat om hans hånd, og kiggede så op mod ham og nikkede som tegn på, at hun var klar, "Okay," sagde hun stille.

[Deleted]

"Jeg skal nok lade være at sætte mig til at græde" sagde han i en tør og ironisk stemme, Alecander var ikke særlig god til humor, ironi og den slags, men en enkelt kæk eller flabet kommentar kunne man jo godt smide, især når hun nu kendte ham og nok vidste at han ikke helt vidste det så alvorligt, selvom han var dårlig til at vise humor som sådan.
Alecander smilede blot til hende i et langt øjeblik: "Men no rush, slap af og nyd din karrierer" sagde han roligt, han var bare glad for at være i godt sleskab med Lorelai.

Som hun tog fat omkring hans hånd lod han roligt staven bevæge sig over deres hænder så et grønt lys bandt deres hænder sammen: "Lover du aldrig at tale om rummet, hvad der sker derinde, hvad jeg fortæller dig derinde eller andre ting der handler om det? Hvis du gør vil det have store konsekvenser" sagde han og afventede at hun svarede ja så eden blev fuldbyrdet.
Ja han stolede da på nogen, men aldrig nogen nok til at han kunne være sammen med dem i rummet udne at de lovede ham ikke at sige noget, heller ikke selvom han havde planer om at være sammen med Lorelai derinde.

[Lorelai King]

Et skævt smil meldte sig på hendes læber, hun kunne ærligt talt ikke forestille sig Alecander græde, nok fordi hun aldrig havde oplevet det. "Det havde jeg nu heller ikke forstillet mig, at du ville høre" sagde hun i et lille grin.
Hun smilede roligt tilbage til ham, som han blot smilede til ham. Hun nikkede lidt "Det vil jeg også gøre, jeg vil bare også være sikker på, at du kan klare dig selv i mens" sagde hun og prøvede meget ihærdigt ikke at lyde alt for bekymret. Havde Alecander sagt, at han ikke ville være alene eller på anden måde hentydet til, at han gerne ville have hun blev hjemme, så havde hun heller ikke tøvet med at gøre det, men han var jo en voksen mand, så hun gik nok bare ud fra, at hvis han ville have det, så ville han også sige det.

Lorelai mærkede hvordan hendes hjerte bankede hårdt og fast mod hendes bryst, som det grønne lys ramte deres hænder. Hun var så optaget af lyset fra Alecanders stav, at det nærmest gav et sæt i hende, da han begyndte at snakke. Hun nikkede blot, og rømmede sig så, "Ja, det lover jeg" sagde hun hæst, og vendte et lidt usikkert blik fra deres hænder og op på Alecander.
Allerede nu følte hun det hele var ret grænseoverskridende, men på den anden side, så var det jo ikke fordi de skulle lave noget i rummet, hun var jo bare nysgerrig efter at se det ordenligt. Hun kunne slet ikke forestille sig selv, hænge på et eller andet kors, som den kvinde havde gjort, da Lorelai havde fundet Alecander faldet om i rummet.

[Deleted]

Alecander smilede: "Jeg skal nok klare mig... Jeg skal bare ikke overanstrenge mig" sagde han roligt. Han skulle ikke ende med at gøre noget dumt når hun var væk, for det var jo primært når hans hjerte kom op i puls, så kunne han ikke rigtigt holde det tilbage.
Det var jo også hans hjerte der var dårligt, og Alecander hadede det. Hans kollegaer var begyndt at se så dårligt til ham, hans liv var begyndt at falde sammen og Alecander anede ikke længere hvordan han skulle komme godt ud af alt det her. Han håbede bare at det snart ville slutte, på den ene eller den anden måde.

Som hun havde sagt ja, lod den grønne sky af støv til at forsvinde over deres hænder og Alecander slap hende roligt, nu vidste han da at han kunne stole en smule på hende om ikke andet.
"Jamen så lad os gå derop" sagde han roligt, han følte sig faktisk lidt usikker på at skulle derop, især fordi han havde den enorme trang til at være deroppe med en kvinde igen, men det skulle ikke slå ham ihjel - altså rummet. Han ville ikke ligge døende derinde, det at Lorelai havde fundet ham derinde en gang var rigeligt. Han gik op til døren og låste den roligt op ved hjælp af sin stav, som han ganske roligt skubbede døren op.

[Lorelai King]

Lorelai mærkede sin hånd ryste en lille smule, hun havde jo aldrig aflagt en ubrydelig ed, men hun vidste godt, at det ikke nødvendigvis var en god ting at gøre, men hun stolede på Alecander, og regnede da med, at han vidste hvad han gjorde, især efter han havde sagt, at han havde gjort det med alle som havde set rummet, selvom hun ikke helt ville vide hvor mange kvinder det var.
Der gik et par sekunder fra, at Alecander gav slip på hende, til hun selv slap ham, som om det lige skulle gå op for hende, at eden nu var aflagt, og der ingen vej tilbage var. Eller jo, hun kunne jo stadig nå og sige, at hun ikke ville se eller høre om det alligevel, men hun vidste inderst inde godt med sig selv, at hendes nysgerrighed ville nage hende, til hun fik mod til sig og gjorde det.

Hun nikkede og mærkede en vis nervøsitet melde sig i hele hendes krop. Hun følte sig virkelig latterlig, der var jo i bund og grund ikke noget, at være nervøs over, det var jo ikke fordi de skulle lave noget, hun skulle jo bare kigge.
Hun fulgte med Alecander op til rummet, og stoppede op ude foran det. Hun vendte blikket i mod ham, som han fik døren til at gå op, et kort øjeblik overvejede hun, om hun skulle løbe skrigende væk. Det gav det mindre sæt i hende, da han skubbede døren op, og hun bed sig lidt i læben som hun kiggede ind, "Må jeg gerne gå ind?" spurgte hun stille og vendte kort blikket fra døren og mod ham og tilbage mod døren igen.

[Deleted]

Alecander trak vejret dybt, han skulle lige forberede sig på at have Lorelai med ind i rummet. Det var bestemt ikke lige noget han havde forventet, for selvom Lorelai var en voksen kvinde, så havde han nok altid passet lidt på hende, fordi at dengang hun var kommet til ham sidst havde hun været i store problemer, og han havde gjort alt hvad han kunne for at hjælpe hende.
Alecander var ikke gammel, men efter at han var blevet syg måtte han jo nok ærligt indrømme at han følte sig gammel, han kunne knapt bevæge sig mere uden at komme med en pivende lyd, som var hans krop pludseligt blevet halvfems.

"Ja..." sagde han og skubbede så roligt døren op inden han selv trådte ind. Elektrisk lys tændte automatisk i loftet og han kiggede så let rundt, alt lignede sig selv, han havde ikke været derinde i flere uger, men han savnede det.
"Noget specielt du vil se?" spurgte han i en forsigtig stemme, han var ikke sikker på hvor meget han havde mod på at vise hende uden at hans hjerte ville begynde at hamre, men for nu var dette her ganske udemærket, og han lod hende blot se sig lidt omkring.

[Lorelai King]

Hun gik næsten forsigtigt med ham ind i rummet. Hendes mund åbnede sig i en lille sprække i en blanding af overraskelse og nervøsitet. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige. Hun følte sig bare virkelig dum, bare sådan stå og kigge. Hun vendte blikket hen mod, der hvor hun havde haft fundet ham, og lagde armene over kors ved tanken.
Hun vendte blikket mod ham som hans spørgsmål lød og trak så lidt på skulderne, "Det ved jeg ikke," svarede hun stille og trådte lidt længere ind i rummet, lige nu følte hun sig bare virkelig overvældet. Hendes hoved var fyldt med spørgsmål, og alligevel var hendes mund fuldstændig tom for ord.

På den ene side følte hun sig som et lille barn der lige havde fået frit valg på alle hylder i en slikbutik, og hun havde lyst til, at spørger hvad alt var. Men på den anden side, var hun også bare bange for, om hvis hun nu spurgte, og hans svar ville være lidt for farverige og hun ville få nogle billeder for hornhinden, som hun aldrig ville kunne slette igen.
"Alt?" hørte hun sig selv sige, selvom det var så lavt, at hun faktisk blev en smule usikker på, om han overhovedet hørte hende. Som hun nåede cirka midten af rummet, stoppede hun op og vendte sig med fronten mod ham.

[Deleted]

For Alecander var det virkeligt underligt at have Lorelai med ind i rummet, generelt var der ikke mange der så hans rum uden at der var en plan med det, faktisk var der kun Zeke han havde haft med i rummet, hvor at han ikke haft tænkt på at lave noget - Alecander var jo trods alt ikk til mænd.
Også var der Lorelai nu. Alecander havde aldrig tænkt på hende som andet end en god veninde, og derfor virkede det meget forvirrende for ham at have hende med et sted hvor at Alecander normalt fik frihed til at udtrykke sine dybeste lyster.

"Du kigger og roder bare" sagde han i et smil og lænede sig op af væggen tæt på døren, imens han prøvede at forene sig med tanken om at hun var i rummet lige nu, det var en mærkelig følelse det gav ham i maven, og for nu valgte han blot at stå og betragte hende.
Alecander savnede dette her rum og han håbede at han en dag ville kunne holde til at få pulsen højt op igen. Han havde brug for at komme af med den vrede der oftest byggede sig op i ham, men for nu måtte han bare prøve at holde den inde.

[Lorelai King]

Lorelai nikkede lidt til hans ord, og gjorde som han sagde. Hun vidste dog ikke helt om hun havde lyst til, at røre ved noget som helst, hun anede jo ikke, hvem det sidst var blevet brugt på, hvilket var en tanke hun prøvede at skubbe lidt ud af hovedet. Allelige mærkede hun også nysgerrigheden melde sig i hele hendes krop. Hun havde aldrig følte det sådan før.
Hun lod sine fingre spidser blidt glide hen over en pisk, mens hun mærkede sit hjerte begyndte, at banke virkelig hårdt, så hårdt at det næsten gjorde ondt i hendes brystkasse.

Hun vendte blikket mod Alecander igen, "Må jeg stille spørgsmål?" spurgte hun forsigtigt og fjernede sine fingre fra pisken igen, hvilket overhovedet ikke fik hendes hjerte til at slappe den mindste smule mere af.
Hun lod armene søge over kors, mens blikket glid lidt rundt i rummet. Hun kunne slet ikke finde ud af, hvordan hun skulle forholde sig til noget som helst af det, selvom det var hende selv, som havde bedt om at se rummet igen, så kom det nok bare lige så meget bag på hende denne gang, som det havde gjort første gang, da hun havde fundet ham med baroverkrop og pisken, for slet ikke at snakke om kvinden.

[Deleted]

At have hende inde i det her rum, gav ham en underlig fornemmelse i maven som han ikke helt kunne genkende. Han havde aldrig haft venner med i rummet før – som sagt ikke udover Zeke. Lorelai var en smuk kvinde, ingen tvivl om det, men han havde aldrig tænkt på hende i forbindelse med det her rum.
Alecander havde nogen meget klare retningslinjer inde i hans hoved. Der var de kvinder han forgudede og som han kunne forestille sig i rummet, men som han knapt gad have en seriøs samtale med, også var der modsat de kvinder han kunne have en seriøs samtale med, men som han ikke tænkte på mulige kvinder i rummet. Som puttede han dem bare i en kasse hvor de så boede indtil de engang var ude af hans liv.

”Ja spørg bare” sagde han i et lille smil og forsøgte at holde masken, som hun gik rundt og kiggede på tingene, og som hun rørte ved dem, kunne han mærke den velkendte rytme slå i mod hans hjerte, den rytme som før havde gjort hans hjerte dårlig, men som han nu for et øjeblik bare stod og nød.
Åh Gud hvor han dog savnede dette her rum: ”Du er måske interesseret i den slags?” spurgte han blot og vidste jo i teorien ikke om det var noget hun havde lavet før, ikke fordi at hun umiddelbart slog ham som typen, men man kunne jo blive overrasket.

[Lorelai King]

Lorelai stod et øjeblik og kunne ikke helt finde ud af, om hun fortrød at se rummet igen, eller ej. Det var virkelig grænseoverskridende for hende, men nok mest fordi hun havde troet, hun havde kendt Alecander så godt, hvilket det jo tydeligvis viste sig, at hun ikke havde gjort, på nogen som helst punkter faktisk. Det følte hun i hvert fald ikke lige nu.
Hun lod sine fingre glide i gennem det blonde hår, men hendes blik flakkede rundt, da det hele tiden blev fanget af noget nyt, både ting som hun udemærket godt vidste hvad var, men endnu flere ting som hun ikke havde den ringeste idé om, hvad var for noget, eller hvad det skulle bruges til.

"Er du.. Sadist?" spurgte hun som han sagde hun bare kunne spørger, og det var lige det eneste ord hun kendte for, folk som nød smerte, så det var nok derfor det var det første som faldt hende ind. Hun vendte blikket i mod ham på ny, og gengældte hans smil, dog en del mere usikkert end hans. Hun kiggede lidt mod et par håndjern, som hun af ren nysgerrighed tippede hovedet en smule til den ene side, med et lidt mere intens blik hvilende på dem.
Hendes smil blev dog ret hurtigt væk, og udskiftet til en ret så overrasket mundåbning. "Hvad? Nej," skyndte hun sig at sige, og mærkede sine kinder bluse hurtigt op, så hun nok mest lignede en som havde taget alt for meget solarie. "Eller.. Det ved jeg vel ikke.. Jeg har ikke prøvet ret meget," tilføjede hun i en næsten flov tone.

[Deleted]

Alecander havde aldrig set Lorelai som andet end en god veninde han hjalp igennem en svær tid, og han havde aldrig tænkt på hende som en kvinde. Nok primært fordi at han havde mødt hende første gang da hun var så ung, og selvom Alecander måske havde lidt specielle tildenser når det kom til kvinder, så var unge kvinder ikke en af de ting han tændte på.
Jo altså de måtte da godt være yngre end ham, men teenage årene var no-go, i starten af tyverne kunne han gå med til, men folk skulle være sikker i deres seksualitete, for han ønskede bestemt ikke at ydnytte nogen.

"Nej jeg er ikke en sadist" sagde han, som han mærkede et lille smil fandt vej til hans læber: "Jeg slår ikke folk ihjel, eller får dem til at bløde" sagde Alecander, selvom han jo havde en lille drøm med en kvinde og en dolor, men det vidste han godt aldrig ville blive til virkelighed.
"Du har da været sammen med mænd?" sagde han en smule spørgende, eftersom hun havde været gravid første gang han havde mødt hende, så kunne hun jo ikke ligefrem være helt uskyldig på det område, også måtte hun vel også vide hvad hun itneresserede sig for når det kom til stykket?