This Is Why I'm Single

[Lorelai King]

@alecander - Alecanders hus - omkring aftensmadstid.

Der var gået nogle dage siden Lorelai havde fundet Alecander i rummet, bevidstløs, og chokket havde efterhånden lagt sig. Hun havde set efter Bellis, Marguerites datter, et par timer, og havde afleveret hende igen for et par timer siden. Hun elskede den lille pige, selvom synet af hende braget en masse følelser og tanker omkring Melody op i hende.
Hun fortrød ikke, at hun havde givet Melody væk, for hun vidste godt, at hun aldrig ville blive nogen god mor, og da slet ikke dengang. Selvfølgelig vidste hun ikke, hvad fremtiden ville bringe, men som tingene så ud til pt, skulle hun i hvert fald ikke have nogen børn. Alecander var syg, hendes egen karriere havde aldrig været gået så godt, som den gjorde for tiden, der var simpelthen ikke tid eller overskud til et barn, så var det bare meget bedre, at låne Bellis en gang i mellem, og kunne aflevere hende tilbage.

Hun havde siddet inde på sit værelse siden hun havde afleveret Bellis. Hun sad på sengen med sin guitar, en blyant på tværs i munden, og en masse papirer rundt omkring sig, inklusiv en masse på gulvet og i sengen, som var krøllet sammen, fordi hun var i gang med at skrive en ny sang. Hun lod sine fingre glide ned over guitarens strenge, nynnede en smule, og skrev så et par ord ned.
I et lidt opgivende suk, kiggede hun op mod uret, hvorefter hun rejste sig fra sengen, stillede sin guitar over på dens stativ som stod i det ene hjørne, kiggede tilbage på sin seng, med et opgivende blik, af alle de papirer som lå over alt, før hun gik ud af værelset, og gik ind mod stuen, "Alecander?" kaldte hun.

[Deleted]

Alecander's sygdom var ikke ligefrem blevet bedre og han var ikke sikker på hvor meget længere han kunne holde masken på ministeriet. Men tanken om at sige sit ejet job om? Det kunne han næsten ikke bære og han anede ikke hvoran han skulle kunne leve sit liv ved bare at sidde der hjemme og trille tommelfingre, sådan var han jo slet ikke.
Alecander havde netop brugt det meste af formiddagen og eftermiddagen på kontoret og var nu taget hjem for at slappe lidt af inden endnu en dag. Han skulle beslutte sig for hvad der ville ske og han kunne slet ikke få ro på de mange tanker i hans sind.

"Ja..." sagde han i en mat stemme som han hørte sit navn blive sagt, lige nu sad han og stirrede stift på sofa bordet som forventede han at et klogt svar ville komme til ham hvis han bare fastholde sit blik stædigt nok.
"Noget du har brug for?" spurgte han og kiggede i mod døren som han fik øje på Lorelai. Han var faktisk glad for at hun var flyttet ind, det var rart tat tænke på lidt andet engang i mellem og om ikke andet var hun altid god for en samtale og lidt hyggelige og venskabelige stunder.

[Lorelai King]

Lorelai sendte Alecander et venligt smil da hun fik øje på ham. Hun rystede stille på hovedet, "Nej, nej, overhovedet ikke.." svarede hun og satte sig i sofaen. Det var uden tvivl hårdt at se ham på denne her måde. Men så længe han holdt sig oppe og gik på arbejde, lige så længe ville hun støtte ham omkring det. Så længe han passede på sig selv.
"Jeg ville bare høre om, du også er ved at være sulten?" spurgte hun, det var hun i hvert fald selv, det blev hun altid når hun var i gang med en ny sang. Hun vidste ikke hvorfor, men det var bare som om, at der var et eller andet som blev tricket i hende, og så blev hun sulten hele tiden.

Hun rejste sig roligt fra sofaen igen, "Vil du ha en kop kaffe?" spurgte hun, og satte vand over. Hvorefter hun vendte blikket tilbage mod Alecander. Det var underligt, på det sidste var hun begyndt, at se helt anderledes på ham. Altså ikke at hun var blevet direkte forelsket i ham. Der var bare et eller andet over ham, som hun ikke havde set før, men så klart og tydeligt nu. Hvad det var, det vidste hun ikke, men der var et eller andet.
Hun hoppede op på køkkenbordet og satte sig, "Alec?" spurgte hun roligt, og vendte blikket mod kedlen som om hun håbede lidt på, at den ville begyndte at larme så meget, at han ikke havde hørt hende, da hun nok lidt fortrød, hvad hun egentlig ville spørger.

[Deleted]

Alecander rystede på hovedet: "Ikke specielt nej, men tak fordi du spørger" sagde han. Huset var ikke helt så ensomt efter at Lorelai var flyttet ind, men han følte sig stadig utroligt lukket og forladt efter han ikke havde Kimberly længere, hendes død havde taget hårdt på ham og han følte sig ikke klar til nogensinde at falde for nogen igen.
Rummet savnede han dog, men han ville ikke tage chancen for at ende deroppe ødelagt igen, hans hjerte kunne ikke holde til det, og det var nok også derfor han følte han lige så godt bare kunne dø, han havde ikke meget at leve for mere, slet ikke hvis han nu også snart skulle opgive sit job.

"Ja kaffe er fint, jeg skal lige have sendt et brev afsted til ministeriet" sagde han og kiggede ind i mod sit kontor, han var nødt til at fortælle om sin sygdom, også selvom han ikke anede hvilke konsekvenser det måske kunne have.
"Ja?" sagde han inde fra stuen som hun sagde hans navn, han sad stadig og tog sig mod til at gå ind i mod kontoret, men lige nu følte han ikke at hans krop havde lyst til at bevæge sig nogen steder hen.

[Lorelai King]

"Okay, jeg tænkte ellers at gå i gang med maden, men jeg kan godt vente lidt, hvis det er?" spurgte hun roligt, og sendte ham et smil og gav sig til at flette det lange blonde hår. Hun rettede lidt på den, satte en elastik for enden, og svang den så om på ryggen, før hun vendte blikket afventende tilbage på Alecander.
Hun havde prøvet at skubbe alle tankerne omkring rummet, ud af hovedet, selvom det var en smule svært. Hun ville ikke spørger mere ind til det, hvis han følte for, at fortælle hende om det, eller vise hende det, så ville han vel selv åbne munden. Hun havde jo haft spurgt om hun måtte se det, så han vidste jo hun gerne ville. Ikke at hun ville lave noget som helst med ham derinde. Det var stadig alt for grænseoverskridende for hende.

Hun tog to kopper ud af skabet, og stillede dem på stuebordet. "Du drikker den sort ik?" spurgte hun en smule usikkert, "Okay, skal jeg hente uglen for dig?" spurgte hun omsorgsfuldt, på en eller anden måde så kunne hun faktisk godt lide, at være der for ham, hvis han havde brug for hende, selvom hun nogengange følte sig mere som hans assistent end som hans veninde.
Hun kom ind i stue igen med kaffekopperne i den ene hånd, og kanden i den anden. "Ehm.. Jeg er i gang med en ny sang, men jeg kan ikke rigtigt få den til at hænge sammen, vil du have noget i mod, at høre lidt af den, og sige hvad du syntes?" spurgte hun en smule forsigtigt. Hun vidste ikke engang om Alecander overhovedet kunne lide den slags musik som hun lavede, men hun havde bare brug for et par frisk øre på teksten, inden hun ville blive skaldet fordi hun havde revet alt håret af sig selv i frustration.

[Deleted]

Alecander smilede roligt i mod hende, han skulle virkeligt vende sig til at have nogen boende, ikke fordi det var trælst, men bare fordi at det var en omvæltning: "For min skyld kan du godt vente" sagde han og trak på skuldrende, han spiste ikke så meget for tiden, og det kunne man godt se på ham. Hans eller så muskuløse overkrop var ved at være slank, han kunne ikke overskue at træne, for når han fik sin puls op, endte han altid med at få det dårligt.
Generelt følte han bare at han var ved at gå i stykker, som om hans krop ikke ville det samme som ham.

"Ja det gør jeg, bar helt sort.. og nej det er okay, jeg skal lige have skrevet det først" sagde han blot, velvidende om at det godt kunne tage nogen dage at tage sig sammen, det var jo ikke ligefrem det fedeste brev at skulle skrive.
"Nej... Altså, jeg har jo ikke rigtigt forstand på musik" sagde han blot og trak på skuldrende, Alecander hørte primært klassisk musik og opera, alt andet syntes han virkede så fjolelt og underligt, men på den anden side hvis det gjorde hende glad, så skulle han da nok lægge øre til.

[Lorelai King]

Lorelai syntes hun gjorde hvad hun kunne, for at Alecander fik noget at spise, men hun hverken kunne eller ville tvinge ham. "Okay, så venter vi bare," sagde hun roligt, hun kunne jo altid tage sig et æble eller sådan noget, hvis hun følte hun var lige ved at dø af sult. Men for nu, gik det da.
"Har du taget din medicin i dag?" spurgte hun forsigtigt, hun havde det virkelig svært, hun vidste ikke hvad hun kunne tillade sig, at sige til ham, men hun følte bare et eller andet ansvar for, at han fik hvad han skulle, selvom hun jo godt vidste han var en voksen mand, som godt kunne passe på sig selv.

Hun nikkede lidt, og hældte så kaffen op til ham i en kop, og stillede den på bordet foran ham, "Okay, ellers må du bare sige til," sagde hun roligt og sendte ham et venligt smil.
Hun førte en blond tot som ikke var kommet med i fletningen, om bag det ene øre. "Man behøver ikke have forstand på musik, bare for at høre om teksten giver mening, men det er okay, hvis du ikke vil," sagde hun roligt og tog en tår af sin egen kop kaffe, som hun havde hældt op. Hun havde nok ikke helt selv tænkt over det, men efter hun havde fundet ham i det rum, havde hun ikke rigtigt kigget ham i øjnene, ikke ret lang tid af gangen i hvert fald. Hun vidste ikke helt hvorfor. Måske hun var bange for at sige noget forkert, eller blive rød i hovedet? Alene det hun tænkte på det, kunne hun mærke en mild rødme snige sig ind på hende.

[Deleted]

Der var noget hyggeligt over den mor-agtige attitude som Lorelai havde over sig, og Alecander smilede da også derfor til hende, endog en smule diskret: "Du må gerne spise hvis du er sulten" sagde han afslappet og smilede til hende, hans appetit var ikke fantastisk lige for tiden.
"Ja.. Jeg tror jeg har styr på det" sagde han roligt, han var efterhånden ikke sikker,d er var så mange ting at huske og han hadede især den næsten orange eliksir han drak, den gjorde ham svimmel og træt, og han kunne næsten ikke fungerer efter den, derfor tog han den oftest lige inden han skulle i seng.

"Jo jo, jeg vil gerne høre det... Kan bare ikke love et kontruktivt svar" sagde han i et smil og lod en hånd glide igennems it hår, han kunne jo godt sige om noget var godt eller skidt i hans optik, men han havde ikke forstand på musik som sådan.
"Så.. Nu eller?" spurgte han blot som hun drak af sin kaffe.
Han vidste jo ikke om hun havde tænkt sig at vise ham musistykket nu eller om det var noget hun ville gemme til engang senere, Alecander selv var bare glad for at have lidt underholdning i hans ellers kedelige liv.

[Lorelai King]

Hun rystede smilende på hovedet, "Det okay, jeg kan sagtens vente" sagde hun roligt, og tog en tår mere af sin kaffe. Da hun havde boet alene, havde hun nærmest kun levet af kaffe, så det var nu ikke noget problem for hende, at gå en dag uden mad.
"Det er jeg glad for," hun håbede virkelig at Alecander vidste hvor meget det betød for hende, at han huskede sin eliksir. Det kunne godt være han aldrig ville blive rask, men bare det at han kæmpede betød virkelig meget for hende. Hun kunne slet ikke forstille sig et liv uden ham.

Hendes smil voksede, som han sagde han gerne ville høre det, hun kunne faktisk ikke huske om hun nogensinde, havde sunget eller spillet musik for Alexander før. "Bare det du gider lytte, er en hjælp" sagde hun taknemligt, og stillede sin kaffekop fra sig på bordet igen.
"Hvis du ikke har travlt nu?" spurgte hun, og rejste sig for at gå ind og hente sin guitar og papiret hvor på hun havde skrevet sang teksten ned, hun kunne den jo ikke helt i hovedet endnu. "Bare husk den altså ikke er færdig endnu" sagde hun med et smil på læberne, da hun kom tilbage med guitaren i den ene hånd og papiret i den anden.

[Deleted]

Alecander smilede venligt i mod hende, han ville ikke franare hende et måltid mad, men på den anden side kunne han knapt passe på sig selv for tiden, så han måtte antage at hun var voksen nok til at bestemme om hun var sulten eller hvordan hun ellers havde det.
"Ja... Jeg har det bedre, det hele skal nok ordne sig" sagde han roligt, nok egentligt mere til sig selv end til hende, for hvis han skulle være ærlig så var han usikker på om tingene nogensinde blev bedre, han havde bare brug for selv at høre det engang imellem.

"Jeg lytter gerne..." sagde han roligt, han var jo glad for Lorelai, de var gode venner og han var glad for at de var sammen i huset, fordi at han lige nu ikke ville bo alene, selvom han nok ikke var specielt glad for at indrømme det.
"Ikke lige de næste par timer nej, hvorfor?" spurgte han blot, han prøvede bare at holde styr på tingene i sit hoved, frem for ud ei virkeligheden: "Jamen jeg venter spændt" sagde han og lænede sig tilbage i sofaen, det var da charmerende når en kvinde skulle spille guitar, også selvom han ikke normalt var guitar typen.

[Lorelai King]

Hun sendte ham et venligt smil, "Selvfølgelig skal det, det," sagde hun optimistisk, hun levede stadig i den overbevisning, at der nok skulle komme en kur til ham på et tidspunkt, inden det ville være for sent, selvom hun godt vidste, at tiden rendte ud for ham. Hun kunne bare ikke klare tanken om, at han skulle dø så tidligt.
"Jeg skal give koncert i Paris her i weekenden, så jeg havde egentlig håbet, at den kunne blive færdig inden," sagde hun i et lille grin, lige nu føltes det som en umulig opgave hun havde sat sig selv på, men hun mente nu, at det var ret sundt at presse sig selv nogengange.

"Tak," sagde hun taknemligt, og stemte lidt på sin guitar og rømmede sig en smule, hun havde jo ikke varmet stemmen op, for uden det hun havde siddet og sunget lidt for sig selv tidligere. "Ehm.. Ikke for noget," sagde hun og sendte ham et lille smil, hun ville gerne, at han viste hende det rum, så hendes pokkers nysgerrighed kunne blive stillet, men hun følte ikke rigtigt hun kunne tillade sig at spørger ind til det mere, det havde hun jo gjort den anden dag, hvor han havde sagt, han havde været for træt, så hun regnede vel et eller andet sted, med at han selv ville sige til, når han følte sig frisk nok, til at vise hende det.
"Okay," sagde hun med et smil på læberne, og gik så roligt i gang.

Link til sang

[Deleted]

Alecander havde sagt ja til at lytte til hendes sang, og det havde han skam også tænkt sig at holde. Han satte sig tilbage i sofaen, imens han prøvede at samle sig selv et øjeblik. Han kørte på halv kræft for tiden og han følte ikke at han kunne samle sig selv til at lave ret meget, hvilket han hadede, for han plejede altid at være frisk og typen der gjorde alt han kunne for at gøre sit arbejde godt nok.
"Oh ja naturligvis... " sagde han blot, og følte det helt underligt at hun ikke ville være der, når hun skulle til Paris var hun sikkert væk hele weekendne, og nu var han jo lige begyndte at vende sig til hendes selskab.

Som hun begyndte at synge lyttede han og kiggede skiftevis i mod hende og bare lidt rundt i rummet, det var uden tvivl charmerende med en kvinde der kunne synge, og generelt så var Lorelai jo bare en ganske charmerende kvinde.
Som hun afsluttede sin sang, smilede han kort og kiggede i mod hende: "Igen, jeg har ikke forstand på det" undskyldte han sig selv: "Men jeg syntes det lød godt" sagde han ærligt, han havde jo alle dage vidst at hun var meget talentfuld.

[Lorelai King]

Lorelai elskede at synge, det havde hun gjort lige så længe hun kunne huske. Hun havde været med i Hogwarts skolekor dengang, og generelt bare altid elsket at bruge sin stemme, og gjorde lige så tit hun kunne komme til det.
Hun sendte ham et lille bekymret smil, "Hvis du altså kan undvære mig?" endte hun spørgerne, hun ville have det rigtigt skidt med, at aflyse koncerten, mest overfor sine fans, men også fordi hun vidste hun var nødt til, at gøre noget for sig selv en gang i mellem, og lige som så mange kvinder gik til frisøren eller fik ansigts behandlinger, som forkælelse af dem selv, så fik Lorelai den præcis sammen tilfredsstillende følelse når hun stod på en scene foran så mange mennesker og bare fyrede den af.

Hun bed sig lidt i læben, som han begyndte at snakke efter hun var færdig. Bidet i læben blev dog ret hurtigt skiftet ud til et smil, "Tak, det er jeg glad for du syntes," sagde hun i et næsten lettet smil. Det var altid dejligt, at få af vide, når man gjorde noget godt, selvom hun selvfølgelig godt vidste hun sang godt, ellers ville hun jo aldrig have gjort karriere inde for sang.
Hun stillede guitaren fra sig på gulvet, lænende på af sofaen, og tog så en tår af sin kaffe, der efterhånden var kølig nok, til at drikke. Hun rømmede sig en smule, "Cander?" spurgte hun stille og vendte så blikket i mod ham, hun var altså snart nødt til, at få stillet sin nysgerrighed omkring det rum der.

[Deleted]

"Well nu har jeg jo vendet mig til selskabet, men det går nok" sagde Alecander i et roligt smil, det bekymrede ham naturligvis om han mon kunne blive syg imens hun var væk, nu havde han jo to gange fået et anfald, det ene blot mere smertefuldt end det andet.
Han havde aldrig haft problemer med sit helbred og hvad han havde gjort for at fortjene det nu, ja det overgik ham også, han ville bare gerne være sig selv, være rask, være dominerend,e have et arbejd eog ikke bekymre sig om resten. Helbred var ikke noget han før var gået op i.

Alecander kiggede blot i mod hende som hun satte guitaren fra sig og sangen af afsluttet. Han var nu meget glad for at have en kvinde i huset, det va rhyggeligt ikke at være alene, nu hvor han ikke kunne gøre ret meget andet med kvinder end at nyde synet af dem, hvilket også åd ham op indefra, selvom han prøvede at skjule det.
"Ja?" sagde han blot og vendte blikket i mod hende, som han igen lænede sig tilbage på sofaen, bange for at overanstrenge sig, dette her var simpelthen ulideligt, og han hadede sådan som hans liv var lige nu.

[Lorelai King]

Lorelai nikkede lidt, "Jeg er også virkelig glad for at være her, men det er jo kun en weekend, jeg er hjemme igen søndag" sagde hun, og håbede inderligt, at han ville forstå, at hun også havde brug for at komme lidt ud og væk, ikke fra Alecander, men fra hans sygdom. Det tog meget hårdere på hende, end hvad hun havde regnet med, at det ville gøre. Det var bare som om, at efter hun var flyttet ind og hos, og nu to gange havde fundet ham på gulvet, så var det bare blevet alt for virkeligt for hende, og det gjorde virkelig ondt på hende. Hun ville ønske hun kunne tage ham med, men hun vidste også bare, at hun ikke ville kunne koncentrer sig om at give sine fans den opmærksomhed som de fortjente, når hun var på scenen, så var det jo ligeså meget for deres skyld.

Hun rømmede sig en smule og kiggede så lidt i mod ham. "Inden jeg tager afsted.. Vil du så vise mig rummet?" spurgte hun, usikker på om hun overhovedet kunne tillade sig, at blande sig i hans privat liv på den måde.
Hun var af natur bare en virkelig nysgerrig kvinde, så hun ville gerne have den nysgerrighed stillet inden, hun skulle afsted, men hvis han ikke ville vise hende rummet, så måtte hun jo acceptere det.