Hundeelsker!

[Luna Clary Daniels]

Luna kiggede op fra sin bog, som hun sad og læste i, da hun mærkede nogen nærme sig. Det var fjolset, der havde afbrudt hende og Spencer den dag de havde arbejdet på biblioteket. Ham hun havde kaster en lille besværgelse på.
Hun lukkede bogen, da hun fornemmede, at det var hende, han ville snakke med. Bag ham stod selvfølgelig hans to gorillavenner, ikke at det gjorde hende noget. Hun var vant til at kæmpe for sine holdninger og gjorde det gerne.
”Øhh.. jeg har regnet dig ud. Det var dig der kastede den besværgelse på mig på biblioteket!” lød det Fra det ledende fjols.
Luna forholdt sig bare roligt ud over lige at hæve det ene bryn. ”Og det har du først fundet ud af nu? Wauw” Bogen blev åbnet igen så hun kunne læse videre, men der gik ikke længe før bogen blev slået ud af hænderne på hende. Den landede lidt nede ad gangen. Hvilket generede Luna lidt. Blikket faldt på lederen, hun var ganske rolig stadig. ”Er du sød at lade være med at kaste mine ting væk.” Lød det bestemt fra hende uden at kigge væk. Fjolset grinede bare hånligt og kiggede på sit følge som grinede med ham. ”årh se hun kan faktisk opføre sig pænt også når emo-drengen ikke er her. Hov nu vi snakke om ham! Jeg hørte nogen i spådom kalde ham for den grumme. Du ved tegnet på at der sker noget slemt” De grinede alle højlydt, alle undtagen Luna. Hun stod bare med knyttet hænder og et bryst der hævede og sænkede sig i dybe træk. Det var tydeligt at hun ikke synes det var sjovt. ”Jeg hørte faktisk at det var Emo-drengen der havde kradset din arm. At han er varu…” men drengen nåede ikke sige mere før Luna havde plantet en knytnæve lige på kæben af ham. ”Hold dog din kæft. Bland dig ikke i ting du ikke forstår alligevel” Det var yderst sjældent at Luna slog nogen, men i dag var det endt sådan. Drengen tog sig lidt til kæben, men så slå der lyn ned i øjnene på ham. Han nikkede til sine to kompagner, den ene greb fat om Lunas håndled og vred hendes arm om på ryggen, så hun ikke kunne gøre noget. Imens kiggede fjolset der ledte dem på hende. ”Så sig mig lige, ham emo-drengen, passer det han er varulv?” Luna stirrede olmt på ham og nægtede at svare. Hun rystede bare på hovedet og forsøgte at hive sin arm til sig. ”Slip mig. Desuden så nej, Spencer er ikke noget monster” Lød det fra hende. Det var tydeligt fjolset foran hende ikke var tilfreds. ”årh hold op prinsesse sig det. Indrøm det eller skal jeg banke sandheden ud af dig? Det ville være synd” Han knyttede truede sine hænder, men Luna var ligeglad. ”Slip mig! Jeg har ikke tænkt mig at fortælle dig noget. Det her er totalt latterlig. Spencer er ikke spor anderledes end du og jeg” Før Luna kunne nå at gøre noget havde hun fået en knytnæve lige i ansigtet og hun kunne smage blod, sikkert fra en flækket læbe. Det lød en hånlig latter fra drengene. ”Det næsten sødt mudderblodet der forsvare monstret” dette fik drengene til at grine endnu højere, mens Luna forsøgte at sparke ud efter ham. ”Det eneste monster jeg kan se her er dig!” Dertil ramte endnu et slag i hovedet på hende, men hun var ligeglad hun stod ved sine holdninger og ville ALDRIG kalder Spencer et monster.

[Spencer Lynch]

Spencer havde været nede ved søen hvor han havde siddet og tegnet. For en gangs skyld havde vejret været til det. Han nød at være ude i den friske luft så slap han i det mindste for dem der sendte ham mærkelige blikke og hviskede om ham når han gik forbi. Folk kunne simpelthen være så smålige sommetider.
Skønt pointen havde været at tegne, havde han faktisk ikke helt fået sat så mange streger som han plejede, måske fordi der var andre ting der havde fyldt hans sind. Tanker og følelser som han havde svært ved at sætte ord på. Noget havde ændret sig efter festen. Luna havde kysset ham. Ham af alle personer. Det satte gang i noget i ham som han ikke havde mærket før. En form for tryghed og følelsen af gerne at ville være i nærheden af hende. Igen en uvant situation for en som ham, der helst ville være alene.
Til sidst have han pakket sammen og rejst sig. Han var på vej tilbage mod slottet, uden noget egentlig formål andet end han følte sig for rastløs til at sidde stille. Det var her han fik øje på dem.
De to store gorillaer og deres ukronede leder. Han himlede med øjnene og havde egentlig allerede udset sig en rute hvorpå han kunne snige sig forbi dem da de lod til at være ret godt optaget af at gør livet surt for en uheldig elev.
Spence kiggede en ekstra gang og det var først nu at det gik op for ham hvem denne uheldige elev var. Luna.
Han mærkede en vrede stige inden i. Den var temmelig ulig den han før havde følt da Nohn havde haft fat i hende, men der havde hun heller ikke fået direkte tæsk. Han smed hvad han havde i hænderne, hvilket bestod af han kæreste eje, skitsebogen og hans penalhus med foreksllige blyanter.
Uden at tænke videre over det, greb han fat i nakken på "lederen" og flåede ham tilbage med så stor kraft at fyren næsten satte sig på røven. "Hvad damn laver I?!" Råbte han vredt henvendt til de tre kødhoveder. "Slip hende!"

[Luna Clary Daniels]

Luna vred og vendte sig for at komme ud af deres greb, hvilket kun fik det til at stramme endnu mere. eleverne omkring dem, var alle gået og hun håbede inderligt, at en eller anden ville finde en professor. der virkede dog ikke til at komme nogen, ikke før hun hørte en velkendt stemme, der fik hende til at kæmpe hårdere for at komme fri. Spencer var i nærheden, hun håbede bare ikke nu at der ville ske et eller andet dumt.
Dog nåede hun ikke tænke længe over det, før Spencer tog fat i nakken på Lederen og rev ham væk. Et øjeblik troede Luna, at det var nok. Særligt fordi de to gorillaer i et splitsekund løsnede grebet, og hun dermed kunne rive sig fri. Hun nåede dog ikke langt, før den ene fik fat i hendes hår og hev hende tilbage. "Av for Helved din idiot! SLIP MIG!!" Men hvad nyttede det at råbe, de var stærkere end hun var og to imod en. Hun hørte dem grine hånligt mens Spencer blev overfaldet af lederen, der var kommet på benene igen. 
"Nåååh så vovsen komme og redder sin muddertøs." Lød det hånligt ind i øret på Luna, hvilket fik hende til at sparke ud efter ham i og med at hun igen var låst på armene. "I er simpelthen pisse latterlige! Jeg har ikke gjort jer noget, så lad mig være i fred!" Hertil grinede de bare mens deres leder var heldig at rive sig løs fra Spencer og løb hen til Luna så de stod tæt overfor hinanden. Her skulede han ned til hende. "Du er simpelthen så latterlig! Troede du virkelig at du kunne slippe efter hvad du fik mig til?" Denne gang slog han hende hårdt i maven, hvilket fik hende til at knække sammen midt på. Det resulterede så bare i yderligere smerte i armene, som gorillaerne stadig holdt fast i.
Hvor mange ok ville knække sammen over dette, bed Luna blot tænderne sammen og rettede sig op igen. "Og alligevel brugte du to måneder på at samle mod til dig. Du får ikke mig ned med sølle ord og slag. bare så du ved det og.." Hun forsøgte at sparke ud efter ham uden at ramme, hvilket kun fik ham til at grine. "Og hvad" "og Du er ikke en skid værd at samle på." Hun moslede for at komme fri, hvilket gjorde at hendes arm bare blev vredet ydeligere omkring. "AV! SLIP DIN IDIOT!" Hun mistede interesseren for lederen og prøvede i stedet at ramme fyren der holdt hende fast.

[Spencer Lynch]

Spencers opmærksomhed blev påkaldt til Luna som han hørte hendes smertesudbrud. Dette gjorde at han ikke nåede at reagerer som lederen atter kom på benene og placerede en bolig knytnæve i ansigtet på Spencer, der måtte tage et par skridt tilbage og forsøge at finde fokus igen som lederen herefter hånligt gav sig til at ydmyge Luna endnu mere. Spence kunne mærke raseriet vende sig i ham på ny. "Du rør hende ikke!" Råbte han og sprang frem mod gruppen på ny, komplet ligeglad med at han kunne smage blod fra sin flækkede læbe.
Denne gang gik det ud over en af gorillaerne som holdt Luna fast i et låst greb. Denne gang holdt han ikke tilbage som han med knyttede næve ramte fyren midt i ansigtet. Der lød en knasende lyd og Spence kunne mærke fyrens næse give efter som han gik i gulvet.
Smerten fra sin den knyttede næve sendte små impulser gennem hele Spences arm, men han ignorerede det og vendte sig imod den anden gorilla, der stadigvæk holdt hendes arm vredet rundt, og lederen. "Dét her er sidste advarsel. Slip. Hende." Sagde han faretruende.
Hans vejrtrækning var hektisk og det krævede virkelig alt i ham ikke at springe direkte i ansigtet på de to idioter, det eneste der holdt ham igen var at han ikke ønskede at gå amok foran Luna. Han vidste at han kunne have svært ved at styre det, hell det havde han bestemt også nu, men uden hun var klar over det, holdt hun ham tilbage. Han ønskede ikke at hun skulle se hans dårlige sider, ikke når hun nu havde været så optimistisk omkring ham, men han var også godt klar over at han bevægede sig lige på kanten til et vaskeægte-Spencer-raseriudbrud.
Blikket gled mod Luna som for at checke om hun var okay, hun var blodig og så ud til at være i smerter hvilket skar ham i hjertet.

[Luna Clary Daniels]

I og med at lederen greb slap fri af Spencer, greb han selvfølgelig ud efter Luna der ikke rigtig kunne gøre så meget, fordi hendes hænder var fastholdt på ryggen. Hun endte derfor med at bide ud efter ham for på den møde at beskytte sig selv bare en smule. Hun var ikke typen der bare gav op og det gjorde hun heller ikke nu. Det havde da også hjulpet på det hele, at Spencer var kommet for at hjælpe hende, men de var stadig i undertal. Vredt prøvede Luna at stampe ham der holdt hende over foden, men det var ikke nok til at han ville lade hende slippe. 
Det varmede at høre Spencer forsvare hende, skønt de slet ikke havde mulighed for at snakke sammen. Men med Spencer behøvede hun ingen ord for at vide, at han var der og det bånd de havde var da også langt dybere. Lige nu skulle hun bare lige af med den ekstra vægt først. 
Mens Spencer så gik efter de to gorillaer, kom lederen tættere på Luna, og hun forsøgte virkelig alt for at undgå ham, men før hun vidste var det var det pludselig ham der havde fat i hende og ikke de to gorillaer. Det hele var et stort kaos og Luna havde svært ved at holde overblik over hvad der foregik. Alt andet forsvandt da også for hende, da lederen lagde sin arm stramt omkring hende og med den anden hånd hold hendes hoved fast ved at lægge en hånd om hagen på hende. "Når vi er færdige med hende, skal jeg nok slippe. Hun skal bare lige vide hvem der bestemmer og hvad der sker, hvis man hæver sin tryllestav overfor mig!" Derop grinede han hånlidt og før Luna kunne nå at gøre noget mærkede hun deres læber forene sig i et kys, for derefter at mærke lederen slikke hende i ansigtet. "Det er vel sådan du gerne vil have det hundeelsker!" Han grinede hånligt og skubbede hende fra sig, og vendte sig imod Spencer. Luna væltede ned på knæene, men blev så hevet på benene igen af en af de to andre. Ham der ikke havde brækket næsen.
Luna var ved at knække nu og kunne efterhånden ikke holde til mere. "Slip... Slip mig... Vil I ikke nok.. I vinder okay.." dette fik dem dog kun til at grine højere. "Ikke får du indrømmer at du er en mudderblodstøs og han et monster." Luna kiggede på Spencer med våde øjne men så hurtig væk hun var så flov. Alligevel nægtede hun. ".. Nej..." Hvilket resulterede i at grebet om hende strammedes.

[Spencer Lynch]

Spence var lige nu komplet ligeglad med hvad der skete med ham selv. Alt han bekymrede sig om var hende. Han hadede at hun var blevet rodet ud i dette her på grund af ham. Spencers opmærksomhed blev rettet imod lederen og gorillaen som tog fat i Luna.
Han mærkede hvordan hans mod sank helt ned i maven som lederen greb fat i hene og kyssede hende. Det var tydeligt at se at Luna væmmedes lige så meget ved det som Spencer selv gjorde. I nogle korte sekunder glemte han helt at kæmpe imod fordi han bare var så chokeret over hvordan den anden fyr behandlede hende. Det der fik bæret til at flyde over var da fyren slikkede hende i ansigtet og kastede hende fra sig som var hun en brugt kludedukke.
Spence så rystet hvordan hendes øjne var blanke. Denne form for ydmygelse havde de ikke engang udsat Spencer for, og de havde ellers været temmelig kreative i deres forsøg på at provokerer ham gennem årerne.
Han vidste hvad han burde gøre. Han Burde hente en professor og få ham eller hende til at stoppe dette vanvid, men den uhyggelige vildskab der var ved at tage over lod ham ikke give op.
I en hurtig bevægelse, gik han frem mod gorillaen der holdt hende fanget. Han havde ikke selv bemærket hvordan hans øjenfarve var gået fra den kølige blå farve til de dyriske ravgule øjne han besad under fuldmånen. Gorillaen bemærkede det dog og slap Luna før han tog et par skridt tilbage, frygt stod skrevet i hans ansigt som han holdt hænderne op for sig i overgivende maner. Men Spencer accepterede det ikke. Han gav fyren et voldsomt skub i brystet der sendte den uheldige elev et par meter bagud før han landede på ryggen i en højlydt klagen.
Spence vendte sig mod lederen. De orange øjne lynede af arrigskab og had, som han uden tøven gik frem mod den sidste stående mobber.
"Så det er sandt" udbrød lederen næsten hoverende, "du er faktisk et monster." Hans selvfede smil forsvandt dog hurtigt som Speces ene hånd skød frem og lukkede sig om hans strube for at afskære ham luftvejen. Havde Spence tænkt sig om, ville han jo godt vide at dette her ikke var den korrekte måde at løse problemerne på, men for nu var hadet så dybt og blodlysten så stor at han ikke kunne stoppe sig selv.
I strakt arm løftede han den anden elev et par centimeter over jorden, andrealinen blandet med at han rent faksikt havde opgivet at kæmpe imod ulven gjorde ham en del stærkere end normalt. Lederen sprællede med armene og forsøgte hjælpeløst at løsne Spencers greb om sin hals. "Hvad er der galt, pludselig ikke så kæphøj?" Spencers stemme var en anelse dybere end normalt og han så næsten ud til at nyde synet af den anden der blev mere og mere rød i hovedet. Det var ret tydeligt at han ikke havde i sinde at stoppe. Panikken spredte sig i den andens ansigt som den realisation også ramte ham. "U-undskyld..." hvilskede han anstrengt i håb om at det ville skifte Spencers mening, men Spence smilede blot tilbage imod ham, ikke de søde skæve smil som han fra tid til anden havde sendt Luna. Dette smil var næsten ondskabsfuldt og som tænderne blev blottet i smilet kunne man ane de spidse hjørnetænder der var trådt frem. Spencer havde aldrig før overgivet sig på denne måde, det var som om at han ikke selv helt var i kontrol over hans handlinger, men lige nu var han ligeglad. "Jeg kan ikke høre dig." Svarede han isende koldt.

[Luna Clary Daniels]

Det var normalt for Luna at kæmpe for det hun troede på, og det var også det hun gjorde denne dag. Hun havde bare aldrig oplevet så hård og fysisk en kamp. Måske var det også fordi Spencer betød noget særligt for hende og havde fået en særlig plads i hendes hjerte, men uanset hvad, så fik de hende hverken til at indrømme at han var varulv eller et monster. Dét var han ikke!
Den ene dreng havde slikket hende i ansigtet, hvilket var det mest nedværdigende hun nogensinde havde oplevet. Hun tørrede sig med ærmet, mens hun uden at kunne styre det lod tårerne trille. Hun ville ikke mere nu. Hun ville bare væk. Op under sin dyne og gemme sig fra omverdenen. Alligevel så hun op på Spencer for at finde en form for beroligende støtte, men synet der mødte hende, skræmte hende kun endnu mere. De kølige rare blå øjne hun elskede at kigge i og fandt tryghed i, var skiftet ud med ravgule ulveagtige øjne, som så mere uhyggelige ud, end sidst Spencer havde været varulv under fuldmåne. Han lignede et vildt dyr, var et vildt dyr og virkede ikke til at ville stoppe sit forehavende.
”Spencer!!...” Råbte hun højt, som hun fik bange anelser om, hvad han havde gang i. Den ene Gorilla blev nærmest kastet væk og en ubehagelig lyd af noget der knak lød som drengen landede på ryggen.
Bare han ikke havde brækket noget! Luna så forskrækket derover og bevægede sig i hans retning, men nåede ikke langt, før Spencers stemme fangede hendes opmærksomhed. Han lød næsten glad, som om han nød den smerte, han påførte dem. Det var uhyggeligt og for første gang, var hun virkelig bange for Spencer. Som varulv var han underlagt en forbandelse, men dette her, det var Spencer selv. ”Slip ham Spencer! Du kvæler ham!!” hvor end hun ønskede at lyder bestemt og fattet, så kunne hun ikke skjule den frygtelige panik, der skyllede ind over hende. ”Nu har han sagt undskyld, så slip!” bad hun mens hun alligevel øgede afstanden mellem hende selv og Spencer. Nok havde hendes øjne været blanke før over ydmygelsen, men det var intet i forhold til den frygt, der nu havde lagt sig over hendes blik. Hvad hvis han ikke stoppede?

[Spencer Lynch]

Han havde mistet kontrollen. Det som han så inderligt frygtede ville ske var igang med at udvikle sig og det var svært for ham ikke at nyde de magt det gav ham. Rationelt var han godt klar over at han burde stoppe, men han kunne ikke. Han var så rasende over det de havde udsat Luna for udelukkende fordi de troede at de var så seje og stærke. Det var på tide at de fandt ud af at de ikke skulle spille med musklerne overfor ham. Han havde sådan lyst til at straffe dem og for alvor vise dem hvem der bestemte.
Det var meget fjernt fra hans normale tankegang. Her ville han bare himle med øjnene og fortælle sig selv at han vidste bedre. Men nu hvor scenariet ligesom var sat, var det bare som om at dette virkede som den eneste løsning.
Da hans blik havde mødtes med Lunas første gang kunne han se overraskelsen, men på det tidspunk havde han allerede overgivet sig og bare ligesom ladet tingene ske. Han hørte godt hun råbte af ham, og det rørte noget i ham, men han ignorerede det. Som et rovdyr fikseret på sit bytte havde han lederen i fokus.
Anden gang han hørte Lunas stemme, fangede det hans opmærksomhed. Var det frygt? Han kunne fornemme det. Mærke det på en eller anden måde. Dette fik ham til at dreje hovedet og kigge på hende. Synet af hendes paniske ansigtsudtryk blandet med lyden af hendes stemme ødelagde et eller andet indeni. Dét blik hun sendte ham var det som han aldrig ønskede at få fra hende. Han ville ikke at hun skulle se ham som et monster, men lige nu var det vel det han var. Fornuften begyndte at slå ind og få overtaget. Hvad fanden havde han gang i?! Han sendte den dinglende elev endnu et hadefuldt blik, men slap ham så. Han faldt gispende til jorden og forsøgte næsten omgående at møve sig væk. "Du...du er jo sindsyg Lynch!" Udbrød han forfærdet, men hans mening betød ingenting. Den eneste han var ked af at have svigtet i denne situation var Luna. Den ravgule farve aftog og han mødte atter Lunas blik. Selvhadet og hjælpeløsheden stod tydeligt skrevet i hans blik.
Uden et ord vendte han om på hælen og forsvandt i modsatte retning af hvad han var kommet. Han havde på nuværende tidspunkt glemt alt om skitebogen han havde smidt lidt derfra. Han ville bare væk.

// out