It Hurts

[Alexa O'Neill]

Sted: Gangene på Hogwarts
Vejr: Solrigt, men ikke helt varmt
Tid: Fredag middag
Deltager: Noah Lynch

Fællestime med årgangen fra Ravenclaw. Egentlig burde Alexa være vildt ivrig, for hun vidste at Noah var fra det kollegie og hun havde ikke snakket med ham siden starten på ugen. Og nu var det fredag. En kort, god dag og med muggler-studier, som var så nemme, at timerne oftest bare fløj af sted. Andre elever hadede det som oftest, men Alexa havde intet problem med det. Her kunne hun ofte vise folk, at hun vidste lidt af hvert, og at hun altid gerne ville hjælpe andre.

Bare ikke i dag. Alle andre dage end i dag. Humøret var fuldstændigt i bund og hun havde virkelig VIRKELIG svært ved ikke at opsnappe tanker fra ALLE de andre elever i klasseværelset. Det var forfærdeligt. Og hovedet gjorde så ondt at hun havde det lidt som om, at det skulle til at eksplodere. Ærligt talt kunne hun ikke vente med at timen var ovre, så hun kunne tage tilbage til sovesalen i Slytherins opholdsstue, få noget søvn. Bare sove gårsdagens hændelser væk. Men det ville ikke gå væk. Hun havde slet ikke sovet i nat efter det og hun havde det forfærdeligt. Paranoia, hovedpine, rygsmerter. Og så var der initialerne, skåret ind lige under hendes kraveben. Hun havde selv renset det og lappet det til, men hun kunne stadig mærke det og det var ved at gøre hende vanvittig!

Hun havde med vilje valgt at sætte sig bagerst i klassen, komplet ukarakteristisk. Hun sad ved siden af en anden fra Slytherin, men hun undgik al kontakt med pigen, som hun godt vidste, tænkte på hvorfor hun mon så så bleg og træt ud. Alexa gad det bare ikke. Hun ville bare lades være i fred og jo mere hun opsnappede sidekammeratens overraskende bekymrede tanker, jo mere kunne hun mærke, at hun bare skulle ud herfra!

Der var egentlig kun få minutter tilbage i timen, men Alexa kunne mærke en stigende kvalme, især da professoren viste dem hvordan et vækkeur fungerede. Larmen var fuldstændig ubærlig og så snart det stoppede, rakte hun en hånd i vejret. Uden rigtigt at vente på professoren, undskyldte hun sig fra timen med at hun ”skulle på toilet”, samlede sine ting sammen og smed dem ned i tasken. Rodet kunne hun tænke på senere. Og så gik hun ud af lokalet og direkte på toilettet, der fik lov til at byde hendes maveindhold velkommen. Ikke at der var særlig meget, for hun havde ikke spist siden i går aftes. Med gummiagtige ben gik hun til håndvasken og plaskede vand i ansigtet, hvorefter hun langsomt gik ud på gangen og satte sig på én af bænkene med hovedet i hænderne. Det ville bare ikke gå væk.

[Noah Lynch]

Noah sad som altid på forreste række. Han lyttede til hvad professoren sagde, men det var mere af høflighed end det var fordi han lærte noget af det. Hans mor var muggler og var ikke klar over at hendes to sønner var magikere. Det var en super trist skæbne, fordi hun var en af dem der ligesom var "opgivet" af systemet fordi ministeriet ikke havde været hurtigt nok ude da hun bevidnede deres far blive dræbt af en varulv. Hun lå nu indlagt på den lukkede afdeling.
Han sad med albuen solidt plantet i bordet og hovedet hvilende på hans hånd. Hans tanker var drevet lidt i en anden retning som alarmen fra uret pludselig lød og det gav et sæt i ham. Han så forvirret rundt som havde han siddet og sovet. Flere af eleverne -især fuldblodsmagikerne, brokkede sig over den forskrækkelse de ligeså havde fået.
Da larmen endelig stoppede kiggede Noah lidt rundt i rummet og fik øje på Alexa der hurtigt undskyldte sig og smuttede ud. Han så lidt efter hende, hun så lidt sløj ud, eller var det bare ham? I det samme kaldte professoren hans opmærksomhed. Han blinkede lidt ukoncentreret og forklarer hurtigt hvordan alarmklokken virkede hvorefter han ligeså undskyldte sig, pakkede sine ting og smuttede ud med tasken over sin ene skulder.
Han gik ned af gangen og inden længe så han hende komme ud fra pigetoilettet og sætte sig på en af bænkene. Han hankede let op i tasken og gik roligt frem mod hende hvorefter han lagde en hånd på hendes skulder. "Hey," sagde han forsigtigt, "er du okay?" Han satte sig langsomt ved siden af hende, klar til at flytte sig igen hvis hun bad ham om det.

[Alexa O'Neill]

Hendes hænder rystede let og hun blev siddende i samme stilling nærmest som en statue, indtil nogen rørte ved hendes skulder, hvilket blot var det samme som at trykke på hendes indre panikknap. Det var godt nok mest hendes hoved og ryg der gjorde ondt, men hun kunne godt huske Tristans ubehagelige berøring af hendes skuldre og hun var et kort sekund ved at tro at det var ham der var kommet her. Hun gav et hårdt spjæt fra sig og kiggede meget hurtigt op mens stemmen på personen afslørede at det ikke var Plainwood, men derimod Noah. Så hurtigt som hun var gået i panik, faldt hun igen til ro, mens hun kiggede Noah i øjnene, indtil hun afbrød øjenkontakten og kiggede væk. Det var pinefuldt, pinligt og nedgørende at snakke om det her og hun ville helst ikke have at han troede at hun var en lille svækling. For det var hun jo ikke. Selvom hun følte sig lidt som én.

Men hun kunne stadig heller ikke få sig selv til at lyve over for ham, lige gyldigt hvor meget hun end mente at det var nødvendigt og at hun ikke ville sladre om i går aftes til nogen.
Hun endte med at ryste oprigtigt ærligt på hovedet til hans spørgsmål. "Dårlig aften," mumlede hun lavt og minsandten om ikke også hendes stemme knækkede let mens øjnene blev en smule blanke. Det var ikke hendes intention at knække nu, men hun havde det bare så smadder dårligt og alting var bare træls og nederen. Undtagen Noah. Han var stadig lige så sød og rar at se på som han havde været tidligere på ugen. "Meget dårlig aften.. Jeg tror jeg klarer mig," hun ville ikke blande ham ind i det, der var for stor risiko for at Plainwood kom efter ham og det ville hun ikke have. Så det var hendes plan at lade det ligge dér, rejse sig og gå sin vej. Men det øjeblik hun forsøgte at gøre det, svimlede det totalt for hende og hun endte med at læne sig op af væggen bag sig med anstrengte, lukkede øjne. Efter et øjeblik rystede hun på hovedet igen og tog sig udmattet til panden. Dog var hun overraskende tavs og kunne ikke rigtig åbne munden for at sige noget. Ikke uden at hendes stemme skulle knække midt over igen og det havde hun ikke lyst til.

[Noah Lynch]

Noah havde ikke den fjerneste ide om havd han havde sat gang i i hendes hoved. Han så defor lidt overrasket på hende ved hendes næsten paniske blik. Det var slet ike sådan han huskede hende fra sidst de havde set hinanden. Selvfølgelig kendte han hende måske ikke godt nok til at vide om denne lettere ulykkelige side af hende skatere oftere end han var bekendt med, men det valgte han nok lidt at tro på ikke var tilfældet.
"Undskyld det var ikke for at.." han var ikke helt sikker på hvordan han skulle forsætte sætningen; skræmme dig, lød bare så ånsvagt. "Forskrække dig." Endte han med at gøre brug af.
Hun så forfærdelig ud..eller nej hun var jo stadigvæk ufattelig køn, men hun så lidt ud som om hun havde været gennem helvede. Han mørke chokoladebrune øjne hvilede på hende. De var som altid fulde af bekymring og medlidenhed, selv uden han vidste hvad det var han gav hende medfølelse i.
Hendes ærlighed overraskede ham faktisk lidt. Folk plejede altid bare at sige alt var fint, hvorefter de stillede et falsk smil op. Han var selv typen der bare følelserne uden på tøjet, men hans bror hørte i den anden kategori. "Må jeg sætte mig?" Spurgte han så lidt usikker på om hun havde lyst til at snakke om det.
Da hun rejste sig og kort efter var ved ta miste balancen tog han sig sagen lidt i egne hænder. Han stillede sig hen til hende og tog forsigtigt fat i hendes arm, "las os sætte os lidt," forslog han bekymret. "Er det det der...legilimensi igen?" Hans blik gled kort op og ned af gangen idet han hviskede ordet legilimensi, som var det en hemmelighed kun han var indviet i.
Han var ikke sikker på om han var den hun havde lyst til at snakke med lige nu, de kendte jo ikke hinanden, alligevel kunne han ikke få sig selv til at gå.

[Alexa O'Neill]

Alexa kunne godt mærke på den tøven der kom ved Noahs undskyldning at han havde haft et andet ordvalg i tankerne, men hun tog sig ikke rigtig af det, for hun ønskede ikke at gå ind i hans sind. Ikke lige nu. Hun var alt for træt og det tog allerede nok energi fra hende at holde sig fra at gøre det. Det var meningen at hun ville nikke til ham ved hans spørgsmål om at måtte sætte sig, men hun havde åbenbart haft for travlt med at rejse sig selv og nu stod de, ansigt til ansigt, foran bænken og han talte i en lav, årvågen tone mens hans blikke ned af gangen afslørede at han lige så vel som hun, gerne ville holde hendes legilimensi hemmelig. Men det var lige gyldigt, for Plainwood vidste jo allerede at hun besad den evne. Hvornår mon det var spredt rundt til hele skolen? Eller ville han bare holde det for sig selv, mens han forsøgte at få fat i hende igen? Forhåbentlig ville hun have sin stav næste gang.

Der var nærmest ingen mulighed for at tale uden om her og hendes lyst til at stikke af afholdt hende fra at sætte sig ned igen. Hendes blik flakkede og undgik hans. Hun nægtede at sladre om Tristan. Det havde nærmest været en usagt aftale mellem dem efter han havde skåret sine initialer ind under hendes kraveben og hun vidste bare, at hvis hun sladrede, så ville hun ikke blot miste sin egen integritet, men hun ville også få ham endnu mere på nakken. Nej, hun måtte tage sine egne kampe og ikke få andre til at gøre det for hende.
"Nej.. Det.. Nej, det er ikke det," fremstammede hun usikkert.Kvalmen skyllede ind over hende på ny, men hun nægtede også at ende med at kaste op på Noah. Det ville være et værre griseri, og hun ville aldrig kunne tilgive sig selv for det. "Jeg kan ikke fortælle dig det.." mumlede hun til sidst halvt opgivende, før den slemme dunkende hovedpine tog lidt mere til i styrke igen og fik hende til at snuble ind i ham som hun mistede balancen endnu en gang.

[Noah Lynch]

Noah var lykkelig uvidende omkring det der havde været forgået imellem hende og Tristan. Havde han vidst det ville han nok også skabe et mindre oprører omkring det og belære hende lidt om at den slags skulle meldes til en professor.
De bekymrede øjne gled lidt op og ned af hende som hun rejste sig og stod overfor ham. Han kunne godt se at der var et eller andet helt galt, men det var svært at vurderer hvad det var. Hun virkede bare langt mere nervøs end den selvsikre muntre pige han havde mødt nede ved søen.
Tankerne racede rundt i hovedet på ham, han vidste godt at de langt fra var tætte venner eller noget, men hendes fremtoning bekymrede ham virkelig, "Hvad er der sket?" Spurgte han mere direkte. Hendes undvigelse og at hun så snakkede om at hun ikke kunne sige det satte kun diverse skrækscenarier gennem hans hovede. "Alexa." Sagde han lidt mere bestemt, en side af ham der ellers kun meget sjældent trådte frem. "Du freaker mig altså lidt ud, hvad er det du ikke kan fortælle mig? Og hvorfor kan du ikke sige det?" Han ville have taget forsigtigt fat om hendes skuldre da hun virkede en smule vakkelvåren og havde også allerede hævet armene for at gøre netop det, da hun næsten som på tælling væltede ind i hans favn.
Som per automatisk slog han armene en smule omkring hende, han havde glemt alt om hvor nervøs han normalt var omkring fremmede piger, fordi trangen til at trøste hende var større. Han var ikke helt sikker på om hun havde brug for at blive trøstet, men han ville da i hvert fald gerne tilbyde sig hvis det skulle være. "Vil du ikke nok fortælle mig hvad der forgår?" Spurgte han stille og strøg hende let over ryggen en enkelt gang, "måske jeg kan hjælpe?" Han så ned på hende for at søge hendes blik.

[Alexa O'Neill]

Noahs bestemte tone ville en hvilken som helst dag have fået Alexa til at smile. Han havde virket så sky sidste gang de mødtes og nu hvor han direkte lød streng og bestemt følte hun sig faktisk en smule stolt af ham, selvom det var i et af hendes mest ynkelige øjeblikke. Hun kunne godt lide den side af ham og det fik hende faktisk til at føle sig tryg, også da han lagde sine arme om hende og virkelig bad om en forklaring og fortalte at han måske kunne hjælpe. Men stadig ville hun ikke få ham blandet ind i det. For Tristan ville bare lade det gå ud over ham og derved gøre hende endnu mere ynkelig. Han ville træde totalt på hende og hun vidste udmærket hvordan han ville gøre det. Hun kendte godt typen. Det halve år i Slytherin kollegiet havde vist hende hvordan typen var. For ikke at glemme Durmstrang. Der var hun overhovedet ikke hjemme. I det mindste havde hun muligheden for at få venner fra de andre kollegier her, selvom de fleste fra Slytherin var nogle lettere hæslige typer.

"Okay.. Okay, jeg var oppe at skændes.. Toppes.. Med én af de andre," hun ville stadig ikke give ham et navn. Aldrig i livet. "Og så kom vi op at slås og... Så.. Så gik det galt," mere end galt. Galt var hovedpinen og smerterne på ryggen, der hvor Noahs hånd strøg blidt hen over. Det var mere end bare et uheld at hun havde T.P skåret ret hårdt ned igennem huden. Men hun kunne simpelthen ikke få sig selv til at sige, at hun havde været Tristans mobbe-offer. Det kunne hun bare ikke. "Jeg har virkelig ondt i hovedet," sagde hun så lavt som det var muligt. Hun ville ikke lade andre høre det. Bare det at fortælle Noah det, gjorde hende lettere panisk for at fremstå patetisk, og på trods af det, klyngede hun sig nærmest til ham, som gjaldt det livet. Lysten til at græde blev ikke bedre. Faktisk røg der et par tårer ud, men hun var overraskende god til at holde igen. Alt for god, for det tærede også på hende og gjorde kun hovedpinen værre. Ærligt talt ville Alexa egentlig helst bare gerne hjem, men det kom ikke til at ske, for så ville der da først blive stillet spørgsmål.

[Noah Lynch]

Lige nu var han super forvirret over hvad der have slået den unge slange sådan ud af kurs. Hun havde bare virket så sprudlende sidst og nu var hun jo nærmest kun en skygge af sig selv. Noahs omsorgsgen var bare virkelig stærkt og det slog næsten hans nervøse side lidt i sænk.
I nogle lange sekunder stod de bare lidt i den stilling de mere eller mindre var "havnet" i om man så kunne sige. Det havde ikke være meningen at han ville holde om hende på denne måde, men det var nu heller ikke fordi han havde noget imod det. Det virkede måske lidt som om at det var det hun havde brug for.
Endnu engang strøg han blidt en hånd ned over hendes ryg. Så ganske forsigtigt.
Han løsnede sig en lille smule fra hende, udelukkende så han kunne se ned på hende, dog havde han stadigvæk armene omkring hende. "Med hvem?" Spørgsmålet var jo næsten uundgåeligt, især fordi han var vejleder og han måske lidt så det som sin usagte pligt at lege Nancy Drew og komme til bunds i den slags sager.
"I kom op og slås?" Spurgte han forundret, "altså sådan...rigtigt?" Hvordan man sloges forkert havde han sådan set ikke nogen ide om, men han havde bare lidt svært ved at forstille sig Alexa i en eller anden knytnæve kamp med en af de andre elever. Selvfølgelig skulle man aldrig sige aldrig. Igen kendte han hende jo ikke så godt. "Hvordan galt?" Lige nu virkede det måske lidt mere som et tredjegrads forhør og det beklagede han i sit stille sind, men han ville bare gerne lidt til bunds i hvad der havde slået den unge heks sådan ud af fatning.
Han mærkede hendes greb omkring ham og uden selv at tænke over det havde han placeret en hånd mod hendes nakke så hun kunne læne sit hoved mod hans bryst. Den anden hånd forsatte de blide strøg ned over hendes ryg, uvidende om at det måske var smertefuldt for hende. "Det skal nok gå." Lovede han hende så, skønt han måske i realiteten ikke kunne give hende den forsikring uden at kende historien bag.

[Alexa O'Neill]

Med det samme kom spørgsmålene. De var ikke super mange i virkeligheden, men Alexa havde svært ved at fokusere på dem alle. Hun ville bare blive i Noahs favn i stedet, kiggende håbløst op på hans øjne der så bekymret ned på hende. Rationelt. Det var én af de ting, hun fandt at hun kunne lide ved ham, at han ikke bare panikkede fordi hun gjorde det, men at han lige nu, virkede til at have helt og holdent styr på tingene. "Ja, sådan.. Rigtigt.. Han blev ved med at irritere så jeg.. Jeg gav igen af samme skuffe og så blev han bare skide sur," forklarede hun med en lille stemme. Hun ville så nødigt indrømme at hun havde sparket Tristan i hans ædlere dele. Hun kunne ikke forestille sig at det overhovedet var noget, Noah ønskede at høre om i detaljer.

"Jeg tror bare det.. Det var meningen at han ville skubbe mig, men jeg ramte væggen lidt.. Hårdt?" det var stadig lidt blurry for hende at genkalde i sit hoved, der stadig dunkede voldsomt og ømt og til sidst stoppede Noah da også med at spørge mere ind til det fortalte bare at det nok skulle gå mens han holdt om hende, forsikrende. Betryggende. Det fik hendes nerver til at dulme en anelse ned og det blev hurtigt erstattet med trætheden og den manglende evne til at bide smerten i sig, så da hans hånd strøg hen over det store, blå mærke på hendes ryg røg der et meget lavt, indestængt klynk ud af hende som hendes krop kort blev anspændt. "Undskyld," lød det hurtigt derefter, uden at hun helt forstod hvorfor hun undskyldte. Det kunne muligvis have noget at gøre med, at hun følte at hun var vildt svær og træls at trøste, men det ville hun bare heller ikke indrømme. Så det blev bare til det ene undskyld.
"Ka.. Kan vi ikke sætte os ned? Jeg har det ikke så godt," benene var begyndt at være lidt usikre under hende og hun hang i forvejen nærmest i Noahs greb i forvejen. Der var bare ingen evne til at balancere lige nu.

[Noah Lynch]

Den unge ørn måtte bide sig let i underlæben for ikke at smile lidt over hendes kommentar med at han blev ”skide sur”. Det gav vel god mening, sådan var de jo ofte dem der mobbede. Store i munden og kunne ikke klare når nogen så gik imod dem. ”Altså nu er slåskampe måske heller ikke den bedste løsning.” Sagde han stille. Han var bestemt ikke fan af vold. Vold avlede kun mere vold. Øje for øje gør verden blind, som hans mor sagde.
Deres blikke mødtes og han kunne mærke et sug gå gennem kroppen. Det var som om at hendes blik var virkelig dybt på en eller anden måde, som kunne hun læse ham som en åben bog...hvilket hun jo sådan set også kunne hvis hun ville, men der var bare noget i hendes blik der efterlod ham mundlam i et par lange sekunder. Han rømmede sig, ”Og du har ikke været ved sygeplejersken?” Spurgte han ind, skønt han uden legimentiske evner, allerede havde en ide om hvad svaret ville være.
Noah stoppede omgående de strygende bevægelser ved hendes næsten uhørlige klynken. Havde han ramt et ømt punkt. ”Det er mig er undskylder...gjorde det ondt?” Han var lidt forvirret fordi det måske ikke var helt normal respons at være øm på ryggen, men nu havde hun jo trods alt været i slåskamp.
”Jo, jo selvfølgelig.” Forsugtigt guidede han hende hen til bænken hvor han satte sig ved siden af hende. De brune øjne var om muligt mere bekymret end før. ”Er du dårlig?” Spurgte han forsigtigt ind. Uden selv at have bemærket det havde han stadigvæk en arm omkring livet på hende delvist for at støtte hende og delvis for stadigvæk at holde hende lidt tæt, og på den måde udvise omsorg. Den eneste grund til at han var så modig omkring hende lige nu var nok på grund af alvoren i hele situationen.