Never Trust A Pretty Face

[Kimberly Aya Minore York]

Tristan Plainwood
Hogwarts - Slytherins opholdsstue.
Maj 2056 - Omkring klokken 02 om natten.

---

Kimberly nød nattetimerne i opholdsstuen. Hun var ikke nogen særlig social pige, da hun altid havde en indre frygt for, at folk - især det modsatte køn - kun gad hende, fordi hun var willieslægt og hun var bange for enten selv, at blive udnyttet eller komme til, at udnytte andre. Hendes mor var willie, hvilket gjorde hende selv til halvwillie. Hun sad i en af sofaerne, lænet indover sofabordet hvorpå hendes tegneblok på, som hun sad og tegnede i. Hun var dygtigt, hvis man spurgte alle andre end hende selv, hun så kun sine fejl og mangler.
Hun havde glemt alt om tid og sted, fordi hun fordybede sig så meget i sin tegning og nød stilheden omkring sig, da hun var den eneste i opholdsstuen. Hun gik ud fra, at de øvrige Slytherin elever sov, da de trods alt skulle tidligt op dagen efter og have undervisning. Hun bed sig lidt i underlæben, med et koncentreret blik på sin tegning og en blyant mellem sine fingre, mens den anden hånd, gled en gang gennem det lange blonde hår.

[Tristan Plainwood]

Irriteret havde Tristan opgivet at sove videre, efter han var blevet vækket af en af de andre drenge der uroligt havde vendt og drejet sig i nabosengen. Opgivende havde han sat sig op i sengen og frustreret kørt en hånd igennem det ustyrlige mørke hår som han havde tænkt mulighederne igennem, hvor han kort havde overvejet og næsten været tæt på at gøre, at kaste sin pude lige i smasken på fyren ved siden af. Som et suk slap ud, besluttede han sig og steg til sidst ud af sengen, og kun iført natbukser, bevægede han sig igennem sovesalen og hen imod udgangen der ville føre ham til opholdsstuen.
,,Hmm", havde han brummet, som han var trådt frem og været i fuld gang med at gnubbe sine øjne rene fra søvn. Med lukkede øjne kendte han ruten til sofaen, men som han havde løftet hovedet efter øjnegnubberiet, havde han fået øjne på en blondine, i hans sofa, hvilket havde fået ham til at stoppe brat op. Klokken var mange, men hvor sent det var det anede slangen ikke, dog var han blevet overrasket over at se en anden være vågen. ,,Hvorfor sover du ikke?" Lød det, som han betragtede pigen og samtidigt lod armene glide over kryds, og egentligt ligeglad med at han stod i bar overkrop foran det der måtte være en pige der enten gik i en klasse eller to under ham.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly anede intet om, hvad der foregik i drengenes sovesal. Hun anede ikke, at hun inden for få minutter, ikke længere ville være alene. Hun sad bare i sin egen lille, uforstyrret bobbel og nød stilheden omkring sig. Hun var så fordybet i sin tegning, at hun ikke engang bemærkede, den lidt ældre medslange ankomst og hun dermed ikke længere var alene. Hun satte et par ekstra streger på sin tegning, før det gav et sæt i hende, da en stemme pludselig prikkede hendes bobbel og hun blev tvunget tilbage til virkeligheden, hvor klokken var omkring 2 om natten og hun sad alene i opholdsstuen i sit nattøj. Hun så hurtigt op og så på den unge mand, men slog hurtigt de klare blå øjne væk igen, da det meget hurtigt gik op for hende, hvor lidt påklædt han var. "Jeg kunne ikke sove.." svarede hun roligt og bed sig lidt i læben, uden at se på ham.
Hun rømmede sig lidt, før hun begyndte, at pakke sin blok og sine blyanter sammen og lagde det i en bunke, så det ville være nemt for hende, at transportere det tilbage til sin sovesal. Hun lod sit blik glide lidt forsigtigt mod ham, men gjorde alt for ikke at kigge på hans blottet overkrop, "Hvorfor sover du ikke selv?" vendte hun hans spørgsmål og rettede sig lidt i sofaen. Det var egentlig ikke fordi hun var genret af sig, at hun meget bevidst - måske for bevidst og åbenlyst - undgik at se på hans bare overkrop, men fordi hun ikke ville risikere, at han skulle få et forkert indtryk af hende.

[Tristan Plainwood]

Som de mørke øjne var gledet over blondinen, havde Tristan i starten haft svært ved at finde ud af hvem det faktisk var der sad i sofaen, og hvilken årgang hun stammede fra. Lettere nysgerrigt havde han fulgt med i hvordan hun var begyndt at pakke sine ting sammen efter hun havde besvaret hans spørgsmål, hvortil han havde svaret med en dæmpet ,,Aha'' til hendes svar. Derefter havde han mærket hvordan det trak op i mundvigen, i et mindre smil, da pigen ikke havde været spor diskret med at skjule sit forsøg på ikke at kikke for meget på ham, en noget så lille handling der havde fodret hans ego på det groveste. ,,Det samme", havde han roligt svaret, hvorefter han var gået fremad, rundt om sofabordet og havde inviteret sig selv ned på den frie plads i sofaen ved siden af hende. Den nye og tættere vinkel havde fået slangen til at hæve brynet en anelse overrasket, da han så snart havde fået et bedre blik på blondinen, havde mærket en mere boblende interesse i hende. ,,Jeg syntes ikke helt at jeg kan gennemskue om jeg har set dig før?" - dog havde pigen ikke fået lov til at svare, før han havde skævet over på bordet og fået øje på den tegneblok hun have placeret der. ,,Hvad tegner du?" Havde han i stedet spurgt og rakt ud efter blokken for at få et bedre kik.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly nikkede lidt et par gange, til den lidt ældre medslanges aha. Det var ikke fordi hun som sådan var genret af sig, hun holdt sig bare meget for sig selv, fordi hun var bange for at blive udnyttet eller selv udnytte nogen, hvilket ikke ville være første gang. Hun bed sig lidt i læben, da hans svar lød, "Er der også koldt i jeres sovesal?" spurgte hun - nok mest i mangle på bedre, da small talk virkelig ikke, var hendes stærkeste side.
Hun fulgte ham ud af øjenkrogen, som han bevægede sig tættere på hende og sank en enkelt gang, da han satte sig i sofaen ved siden af hende, hvilket fik hende til, at rykke lidt på sig og vendte blikket mod bordet, for at undgå øjenkontakt med ham. "Jeg.." mere nåede hun ikke at sige, før næste spørgsmål kom. "De fleste er bare skitser.. Tidsfordriv, du ved," svarede hun og førte en hånd igennem det lange blonde hår. Det var meget forskelligt, hvad hun tegnede. Nærmest alt fra dyr og mennesker til symbol og mønstre. Det meste af det, var alt efter hendes humør. Nogle af dem var næsten færdige, mens andre kun var blevet til et par streger eller sider, hvor hun havde øvet en bestemt ting, så der var flere af dem. "Vær sød ikke og kig i den," bad hun og rakte selv ud efter blokken, i et håb om at nå det før ham. Hendes blik gled mod ham, som deres hænder mødtes. Hendes blå øjne flakkede kort mod hans stadig blottet overkrop, hvortil hun hurtigt vendte blikket væk fra ham igen og trak sin hånd til sig igen, uden at sige noget.

//OOG - eksempler på Kimberlys tegne stil xD

Tegning 1   Tegning 2    Tegning 3    Tegning 4   //

[Tristan Plainwood]

Koldt? En smule uforstående havde slangen rynket brynene af spørgsmålet. Skulle sandheden frem så havde Tristan slet ikke bemærket det, hvorvidt om sovesalen havde været kold eller behagelig at befinde sig i, tværtimod havde han været så irriteret over den snorkende nabo at det måtte være der hans fokus havde været. ,,Nahja… Jeg vil nærmere sige at jeg blev vækket da hele salen gyngede da min nabo snorkede", trak han på skulderne og sendte hende samtidigt et mindre drillende smil.
Tristan havde været hurtig, eller rettere sagt hurtigere end blondinen; hånden havde han placeret på blokken, hvorefter hendes hånd var havnet ovenpå hans, et træk der havde fået slangen til at skæve fra blokken over på Kimberly. Der var noget… over hende der fangede hans interesse, dog kunne slangen ikke helt pointere hvad det var. ,,Ikke?" Havde han kun lige nået at stille spørgsmålstegn ved som hun havde trukket hånden tilbage og fjernet blikket fra ham. Det havde været med et smørret grin at Tristan havde gjort som det passede ham og han havde taget blokken og lænet sig tilbage i sofaen. Han havde ikke hørt hendes bøn, faktisk havde han slet ikke taget den i betragtning: blokken havde han åbnet og med en forestilling om der bare var tale om et par streger, var Tristan blevet en smule overrasket - og det var bare den første side. ,,Wow", havde han mumlet og bladret videre til den næste side, og den næste igen. ,,… - Det er slet ikke dårligt … ? … Det her." Havde han sagt, en smule tøvende, som han igen havde skævet over på Kimberly og samtidigt fisket efter hendes navn.

[Kimberly Aya Minore York]

Et mildt, kort grin forlod den unge blondines læber, "Åh, det er næsten værre jo," sagde hun og sendte Tristan et smil, selvom hun stadig var påpasselig med, at se for meget på ham, primært fordi han stadig havde sin overkrop blottet og hun ville ikke virke som en der sad og overbegloede ham. Hun var selv virkelig en frosenpind, så for hende havde det været manglende varme, der havde vækket hende, hun frøs stadig, men varmen fra kaminen havde hjulpet lidt på det.
Hun var fuldt ud bevidst om sit williegen, som hun havde arvet efter sin mor, præcis ligesom sine tre ældre søskende, hvilket var en af grundene til, at hun holdt sig meget for sig selv. Hun var ikke genret, man skulle bare lige under huden på hende, før hun ligesom lukkede op og lod folk se hendes vilde sider, for de var der helt bestemt også. Hun rystede langsomt på hovedet og vendte blikket væk fra ham igen, efter deres hænder havde været mødtes. Burde hun advarede ham om, at hun var willieslægt? Hun førte en hånd igennem det lange blonde hår, da hun hørte hans smørret grin. "Jeg er glad for, at jeg kan underholde dig," lød det fra hende, før hun lænede sig tilbage i sofaen, uden nogen form for demostration over, at han havde taget blokken alligevel. Hun regnede med at få den tilbage igen, når han var færdig med, at gøre grin af hende, eller det var i hvert fald dét hun forventede ville ske. Hun vendte derfor overrasket blikket tilbage på ham, denne gang mere direkte på ham, end tidligere. Hun kløede sig lidt i nakken, "Ehm.. Tak, tror jeg nok?" svarede hun en smule spørgerende, da hun ikke helt kunne finde ud af, om han mente det eller ej. Hun rettede lidt på sit nattøj, før hun lænede sig lidt mod ham, for at se hvilke tegninger det var han kiggede på. "Har du nogle særlige talenter?" spurgte hun og vendte blikket fra blokken til hans øjne og sendte ham et lille smil, uden at tænke over, at hun var kommet tættere på ham, da hun havde gjort det for at kigge med.

[Tristan Plainwood]

,,Ja ikke?" Lød det næsten overrasket fra slangen da blondinen sagde som hun gjorde. ,,Jeg havde også nær kastet puden i hovedet på ham", afslørede Tristan hurtigt og sendte hende dertil et drillende smil kombineret med noget flirt indover. Når han nu tænkte over det, så fortrød han det helt, at han ikke havde gjort det - dog var han ikke usikker på at muligheden ville dukke op igen.
Tristan havde været oprindelig i sine rosende ord, og som han forsatte bladeriet blev han kun mere imponeret. Og han forsatte indtil han ramte en blank side, hvilket passede omkring med da Kimberly spurgte om han havde nogle særlige talenter. Tegneblokken lukkede han i og lagde tilbage på bordet, hvorefter han slog blikket over på blondinen. Ivrigt havde han forsøgt at få øjenkontakt med hende, men uden held, noget der irriterede ham grænseløst da det oftest gav slangen en bedre fornemmelse af hvor han havde pigen han snakkede med, om hun befandt sig i hans hule hånd eller om han skulle kæmpe lidt ekstra. ,,Det kommer vel an på hvad man anser som… talent..", havde han svaret med en drillende mine og et næsten hemmelighedsfuldt smil, samtidigt som han havde flyttet sig en anelse i sofaen, tættere hen på blondinen, hvilket forhåbentligt ville hjælpe ham med også at kunne få hende til at kikke på ham.

[Kimberly Aya Minore York]

"Mmh," lød det stille fra Kimberly, mens hun førte en hånd i gennem det lange blonde hår. Hun måtte dog slippe et grin, da han fortalte om sin nærved misson med puden og målskrive i form af den snorkende medelev, mens hun så kortvarrigt på medslangen, men længe nok til at se det drillende smil, med lidt flirt gemt i. Det var sikkert kun på grund af hendes williegen, at han var sådan, det var hun i hvert fald overbevist om. "Det havde nok ikke hjulpet ret længe anyway," svarede hun med et lille smil på sine læber, som grinet var overstået og hun atter havde vendt blikket væk fra ham.
Hun lod ham kigger færdigt i tegneblokken og fulgte den med blikket, da han lagde den tilbage på bordet. Puha, så skulle hun i det mindste ikke frygte, at han ville stikke af med den eller bruge indholdet mod hende. Hun så stadig ikke på ham, selvom hun godt kunne fornemme hans blik på hende. Hun trak lidt på den ene skulder, "Jeg anser et talent, som noget man er god til. Hvad anser du det som?" vendte hun hans spørgsmål mod ham selv, før hun bed sig lidt i læben, da hun havde en eller anden idé om, at han havde hentydet til noget seksuelt. Da hun mærkede på sofaen, at han kom tættere på hende, skævede hun lidt imod ham, men lod sit blik hvile på hans knæ, før hun samlede mod - eller dumhed, det var som man tog det - og lod sine klare blå øjne søge hans mørke, "Du har tænkt dig, at prøve at kysse mig lige om lidt. Har du ik?" spurgte hun direkte og trak lidt på smilebåndet, før hun rejste sig fra sofaen og satte sig på bordet lige overfor ham, med det ene ben over det andet og hænderne på hver side af hende, mod bordpladen hun nu sad på, og holdt øjenkontakten endnu.

[Tristan Plainwood]

Det havde været med et træk på skulderen og et mumlende Meh over blondinens, uden tvivl, sande ord. Hjulpet havde det bestemt ikke gjort, tværtimod havde det nok bare gjort det hele værre, men det havde med garanti givet en følelse af tilfredsstillelse som selv den sødeste og uskyldigste elev på skolen ville finde nydelse i.
Forsat søgende efter medslangindens blik, lod Tristan sig vente, tålmodigt, som hun samtidigt svarede hans spørgsmål med et andet spørgsmål, et spørgsmål der fik ham til læne sig en anelse tilbage og smile en anelse listigt for sig selv. ,,Jaså… Så har jeg mange talenter...", svarede han, uden at gå i dybden. Blondinens tanker om det seksuelle var ikke forkert, da det bestemt var noget han havde tænkt på som noget af det første; at tilfredsstille enhver pige. ,, - men jeg langt fra så kreativ som du er", havde han i stedet vendt den og kikket en smule afventende på hende, atter i håb at få øjenkontakt med hende.
Som blondinen gav efter og Tristan endelig fik lov til at se hendes blå øjne, havde han mærket mundvigen trække op i et mere tilfredsstillende smil. Men det større og tilfredse smil havde været midlertidigt, da han lynhurtigt havde mærket en klump i maven over hendes uventede glød - var hun..? Tænderne havde han bidt sammen og en lydløs klump havde han sunket. Egentligt havde slangen slet ikke hørt blondinens ord, eller i hvert fald havde han ikke registreret dem før hun havde rejst sig fra sofaen og havde flyttet sig over på sofabordet. En smule forstyrret havde han rystet på hovedet over hvad der lige var sket, og som medslanginden fik sat sig til rette, havde han slået blikket over på hende så de igen havde fået øjenkontakt. ,,Hvad?" Havde han grinet dæmpet over hende. ,,Hvad får dig til at tænke at jeg ville kysse dig?" Havde han spurgt og lænet sig tilbage i sofaen, med hagen løftet en smule og et roligt smil på læberne som han havde betragtet hende. ,,Fordi du er hvad du er?" I stedet for at lade blondinen svare, havde Tristan gættet. Og det var et skud i tåget - han var ikke en gang sikker, men han havde følt det før, tiltrækningen til en pige med williegenet, og det var præcis den samme følelse han lige havde genoplevet.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly smilede svagt ved Tristans Meh, dog stadig uden at kigge på ham. Hun anede ikke om det gjorde nogen forskel, at hun ikke kiggede på ham, ikke så ham i øjnene, eller om han kunne mærke hendes williegener alligevel. Hun vidste bare, at det var den nemmeste måde for hende selv, at håndtere det på, for så kunne hun i det mindste ikke se det.
Hendes blik gled lidt længere op af hans ben, som han lænede sig tilbage, så hun kunne se ham ud af øjenkrogen. "Virkelig? Nu sætter du mine forventninger højt," svarede hun med en lidt drillende undertone, mens hun trak svagt på smilebåndet. Hun vidste godt, at hun ikke skulle falde for hans charme og der skulle sådan set også mere til, før hun gjorde det. Desuden så var hun til de lidt ældre fyrer, den yngste hun havde været sammen med, havde alligevel været fem år ældre end hende selv og den ældste hun havde været sammen med, havde været ti år ældre end hende selv. Hun fnøs let, som et smil brød hendes læber, "Men tæt på, at være lige så charmende," svarede hun atter med den drillende undertone, som hun blødte mere og mere op, for at fører en samtale med ham, hvilket var stort fra hendes side af. Hun var utrolig asocial, netop fordi hun ikke stolede på, når folk virkede interesseret i hende, så var det hende de så. Hun var sikker på, at det eneste folk så, var hendes williegener, og derfor gad de hende. Hun havde før udnyttet det, men hun var også selv blevet udnyttet på grund af det.
Hun bed sig let i læben, over det smil hun fik fra ham. Måden han så på hende nu. Præcis ligesom alle andre. Hun lod sine negle tappe let hen over bordpladen hun sad på, mens hun holdt øjenkontakten, "Du hørte mig godt," svarede hun til hans hvad, før hun blinkede til ham. Det var fint, hvis han ville noget, så kunne han da bare prøve. Hun lænede sig lidt frem, som han lænede sig tilbage - lidt provokerende måtte man vel gerne være, så længe det var på en ordenlig måde. Hun skulle lige til, at svare ham, da han kom hende i forkøbet. Av. Den sveg. Hun var hvad hun var. Var hun et objekt for ham? Hun var ikke en hvad, men en hvem. Ikke en eller anden ting, uden følelser, hvilket folk typisk troede om willier og deres slægter. Hun var halv af hver. Hun brød øjenkontakten igen og så ned på sine bare lår, som kun var dækket af det tynde stof fra hendes lårkorte sove-shorts. Hun nikkede lidt, "Yeah.. Fordi jeg er, hvad jeg er," svarede hun lavmeldt, mens hendes blik var ubevidst fastlåst på hans brystkasse, før hun rømmede lidt sig, for at vende tilbage til virkeligheden. "Anyway, godnat mr. Plainwood," sagde hun en anelse kortfattet, før hun rejste sig fra bordet og vendte rundt, for at bukke sig efter sine ting, uden at tænke over bagdelen blev vendt i hans retning.

[Tristan Plainwood]

Tungen gled let over den perlelige række af tænder som blondinen nævnte hendes forventninger; høje forventninger. ,,Tja.. Men jeg tror ikke at du ville kunne håndtere det, desværre..", lød det i samme drillende tone som hende, dog langt mere fremtrædende. Samtidigt rystede han svagt på hovedet, som ærgrede slangen sig det helt store, hvilket var en del af skuespillet, og det hemmelige talent som der med lethed kunne misforstås.
,,Åh, hvem er det nu der fedter?" I et mindre grin havde Tristan atter ladet blikket glide op og ned af hunkønnet ved siden af ham, ikke at han var blevet meget klogere på hvem der sad foran sig; intet navn, ingen årgang, ingen ingenting - kun at hun var god med en blyant i sin hånd.
Brynet var skudt i vejret over blondinens pludselige adfærdsændring, samt det pludselige Godnat. Tanken om at Tristan kunne havde sagt noget forkert, eller i hvert fald sagt noget på en måde der kunne misforstås, havde ikke strejfet ham det mindste. Normalvis var han en ung troldmand der var skarp med ord, specielt hvis han skulle hviske hunkønnet over i et stadie af kådhed, eller hvis han ville ødelægge en person indvendigt og ud, men det andet, smalltalken og misforståelserne i de forskellige enkle ord der kunne opstå, det tænkte slangen slet ikke på, det var ''småting'' i hans verden. Mén alligevel havde han tænkt. Og som han havde skilt læberne for at komme med sin bemærkning, havde medslanginden smidt håndklædet i ringen. På benene og med bagpartiet i hans retning, havde han dog alligevel mærket smilet på ny og uden tøven havde han rejst sig fra sofaen og var havnet lige bag hende. Han havde lænet sig en anelse ind over blondinen, og selvom Tristan havde sørget for at holde en smule luft imellem deres kroppe, kunne kontakten ikke undgås som han lænede sig længere ned for at komme tættere på hende. Med hænderne omme på sin egen ryg, havde han tiltet hovedet lettere nysgerrigt i et forsøg på at få et bedre kik på blondinen. ,, Willie eller ej, så ville jeg til hver en tid forsøge at kysse dig." Startede han ud i en næsten hviskende tone. ,,Det du har, definerer dig ikke. -" Langsomt rettede han sig så op, så der igen kunne komme luft mellem dem. ,,- Det gør den, du er."

[Kimberly Aya Minore York]

Et let fnøs lød fra den unge blondine. Det kunne godt være, at hun holdt sig meget for sig selv, at hun ikke var særlig social på skolen, men så snart hun var i byen, havde drukket lidt eller bare følte sig en smule tryg i folks selskab, slog hun sig løs. "Hvad får dig til, at tro jeg ikke kan det?" spurgte hun stadig med den lidt drillende tone i sin stemme. Troede han, at hun var jomfru og ikke kunne tåle at hører, hvad han mente hun ikke kunne håndtere? Hun var naiv nok til, at falde på det spil, han havde gang i lige nu.
Hun grinte let, "Oh come on, som om du ikke godt selv ved det," svarede hun og rullede let med de blå øjne, før hovedet blev drejret i modsatte retning, af hvor han sad. Det kunne godt være, at han ikke vidste, hvem hun var, men hun vidste umærket godt, hvem han var. Han havde et ry på skolen og selvom hun ikke var typen, som gad at høre på sladder - det hørte hun rigeligt af, om sin verdens kendte storebror og hun vidste halvdelen der blev sagt, alligevel var løgn - så havde hun hørt om ham, set ham på gangene.
Kimberly bemærkede ikke, at den anden slange havde rejste sig, da hun var i fuld sving med, at samle sine ting sammen. Hendes tanker var helt andre stedet. Hun vidste godt, at hun nok ikke burde hænge sig i detaljer og at det kunne have været en talefejl, fra hans side af. Man skulle vel efterhånden også tro, at hun var vant til, at blive gjort til et objekt i manges øjne - især hankønnet. Hun fik samlet de fleste af sine blyanter op, men som hendes hånd søgte blokken, mærkede hun ham bag sig, hvilket fik et svagt gips til at bryde hendes læber. Blyanterne tabte hun mod bordet, og hendes håndflader blev plantet solidt mod bordpladen, for ikke at få overbalance. Hun mærkede sit hjerte begyndte, at slå fast mod hendes brystkasse, da han lænede sig indover hende, selvom kontakten var begrænset. "Og jeg ville til hver en tid afvise dig," svarede hun hviskende og drejede hovedet en smule, for at se op på ham ud af øjenkrogen, med et smil som ikke helt afslørede om hun var provokerende, drillende eller udfordrende i sit udsagn. Hun mærkede afstanden mellem dem, blev større igen, men blev selv stående med hænderne mod bordpladen og hovedet drejet en smule for at følge ham med blikket, ud af øjenkrogene på de klare blå øjne. "Det siger I alle sammen," svarede hun og smilede til ham, mens hun forsat blev stående og afventede om han ville flytte sig helt, så hun kunne rette sig op igen eller, hvad der skulle ske.

[Tristan Plainwood]

Ak ja, Tristan var klar over det, men det betød ikke at han nød at høre det, tværtimod, var der noget slangen elskede, så var det at få bekræftet og fodret sit ego, og med de rette redskaber var det ærligtalt ikke så svært at opnå. Måske var det også derfor han var så fuld af sig selv, derfor han anså sig selv som skolens konge, og var ligeglad med de alverdens konsekvenser der kunne komme ud af de alverdens ting han gjorde - og havde lavet for den sags skyld igennem hans tid på Hogwarts. Han sprang dog let og elegant videre over emnet, med et mindre udfordrende smil på læberne som det langsomt gik op for ham at pigen der gik nogle årgange under ham ikke var som alle de andre piger på skolen.
Lænet indover medslanginden, ventede Tristan på hvad hun kunne finde på. Hendes ord om at hun til hver en tid ville afvise ham gjorde automatisk at mundvigen trak en anelse mere op i det allerede eksisterende smil. Tristan elskede en god udfordring, willie eller ej. Han sagde dog intet, i stedet betragtede han hende, og fulgte dermed med som hun langsomt lænede sig ned og sollidt plantede hænderne på bordpladen. De klare blå øjne der blev vendt mod ham gjorde det bestemt ikke nemmere - hun tikkede jo nærmest om det. Han fnøs og kortvarigt lod han så blikket glide undersøgende rundt i rummet, lige indtil han igen lod de kulsorte øjne lande på blondinen igen. I en hurtig bevægelse var han over hende, så den blottede overkrop kom i kontakt med den påklædte ryg. Håndfladerne slog han mod bordpladen i et ordentligt klask, så hver en hånd havnede blot centimeter fra hendes egne, og dermed fangede Tristan medslanginden i stillingen. ,,Det siger I altid", svarede han så endelig til hendes kommentar om at hun til enhver tid ville afvise ham. Det andet var luft, det var ligegyldigt. Blondinen havde trods alt fanget hans opmærksomhed.
,,Vil du virkelig vide noget om mine talenter?" Spurgte han i en næsten hviskende tone mod det blonde hår. ,,Det kræver bare en… lille… sød… ofring", bekendtgjorde han uden at flytte hovedet og i en tone der tydeligt afslørede det luskede smil der hvilede på hans læber.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly var en stille pige, indtil man lærte hende at kende eller udfordrede hende. Hun var egentlig ikke stille, fordi hun var genert, men fordi hun ikke gad drama og hun gad ikke folk og deres falske interesse. Hun var ikke som de andre piger på skolen, på mange punkter. Selvfølgelig var der det åbenlyse williegen, som hun havde arvet fra sin mor, men hun var ikke bange for, at sige noget til fyrerne, eller udnytte sit gen, for at komme ud af ballade.
Et svag gips lød fra hende, da han igen bøjede sig ned over hende og hun denne gang rent faktisk kunne mærke han brystkasse mod sin ryg, velvidne om, at det eneste der sørgede for, at deres hud ikke var i direkte kontakt, var det tynde stof fra hendes nattøj. Hun bed sig i den bløde underlæbe, da de to maskuline hænder ramte bordet, ikke langt fra hendes fine, blege spinkle hænder. Hun lod sine negle kradse let over bordpladen, som hun bøjede fingrene og strakte dem igen. Hendes hjerte bankede, men han skulle ikke vinde den her. Hvad end 'den her' så var. "Mmh, men jeg mener det, Mr. Plainwood, jeg har ikke tænkt mig, at kysse dig. Du er ikke min type," svarede hun en anelse provokerende og smilede lidt for sig selv. Hun trak lidt på den ene skulder, "Lige nu vil jeg ærligt talt hellere vide, hvornår du har tænkt dig, at fjerne dig fra mig," svarede hun roligt, mens hun overvejede sine muligheder. Hun kunne drille ham lidt, gnubbe sin bagdel mod hans skridt og stadig afvise ham, eller hun kunne bede ham om, at flytte sig fra hende og gå i seng. Det sidste var jo bare ikke ligeså sjovt, og bare fordi hun drillede ham lidt, betød det jo ikke hun skulle lave noget med ham eller kysse ham. Hun drejede hovedet en smule, så hun kunne skimte ham ud af øjenkrogen, når hans hoved var så tæt på hendes hår. "Lad mig gætte; et kys?" spurgte hun og blinkede til ham, før hun rettede blikket ned mod bordet igen. Hun rettede lidt på sine fødder, hvilket faktisk gjorde hun kunne mærke noget mod sin bagdel, det havde dog ikke været med vilje og hun valgte ikke, at kommentere på det, i håb om, at han ikke havde mærket noget.