Trussetyven

[Tristan Plainwood]

Aften - April 2056

Slytherins Opholdsstue

Tråden er tilegnet Lillith Malfoy

---

Tristan havde overtaget Opholdsstuen og med god stil; alt for lang, men alt for komfortabel, havde slangen placeret sig i den lille sølle tomandssofa. Med hovedet hvilende over det ene armlæn og benene flydende udover det andet, lignede han den konge som han selv mente han var. Om halvanden time lød klokken, hvilket betød at snart ville der være udgangsforbud da klokken ramte 22. Alle ville styrte til sovesalene og stilheden ville atter ramme Hogwarts. Han var ingen engel og sjældent fulgte han reglerne, og så havde han sine egne problemer at slås med, problemer der gjorde at han ikke sov særlig godt om natten. Men det var en mindre detalje. Nu nød han livet, alene og flydende i sofaen.

,,Ud'' havde han sagt da to 4. års elever havde været på vej ind og målbevidst var gået hen imod de to tilbagestående stole. Han kendte dem ikke, og de to gutter kunne sikkert snildt havde underholdt ham, men det var ikke lige den underholdning han havde haft brug for. En smule tøvende havde de kikket på hinanden og derefter ham, og da de efter 1 minuts tid stadigvæk stod der, havde Tristan hævet brynet og kikket spørgende over på dem. ,,Skal I have hjælp? - Forsvind så." Det sidste havde fået dem til at forlade rummet og dermed havde de efterladt en tilfreds Tristan.
Øjnene havde han langsomt lukket i og så havde han ellers lyttet til den knitrende lyd fra den åbne pejs.

[Lillith Malfoy]

Lillith havde siddet på biblioteket og læst og var nu på vej tilbage til opholdsstuen med bogen under armen. Hun smuttede ind gennem den fugtige mur efter at have sagt kodeordet og blev mødt af synet af den ældre elev der flød på sofaen. De kendetegnende gråblå øjne hvilede på ham i et par lange sekunder før hun gik helt ind og søgte over mod en af lænestolene.
Hendes plan var egentlig at forsætte sin læsning, hun var noget til et ret spændende sted i den gyser hun havde med sig og skulle man gøre sig håb om at få en plads i opholdsstuen inden udgangforbuddet så var det en god ide at være der i god tid.
Hun var på nuværende tidspunkt iført et par jeans og en ternet skjorte. Håret sad i en løs fletning som hun selv havde lavet for et par timer siden da hun var blevet træt af at få det i ansigtet.
Lidt påpasselig satte hun sig i lænestolen. Hun vidste godt hvem Tristan var, men det havde hun en ide om at de fleste elver gjorde. Især dem fra Slytherin.
Hun var også kort stødt ind i de to elever han havde smidt ud på vejen herhen, de havde i hvert fald haft en meget ophidset samtale om ham da de havde passeret hende.
Dog var Lillith ikke en der lod sig kue. Hun var en Malfoy og med dette førte den vis stolthed skønt hun på ingen måde var helt så arrogant som sine ældre søskende. Hun mærkede ildens varme fra pejsen som hun nåede hen til sofagruppen og satte sig i lænestolen han kort forinden havde forvist sine medkollegianer fra. Som han, satte hun sig med ryggen mod det ene armlæn og svingede banen ud over det andet. Hun åbnede bogen og gav sig til at forsøge at finde frem til der hvor hun var nået. Hun skævede kort over mod ham som forventede hun nærmest bare at blive bedt om at smutte som eleverne før hende.


// OOG: *dør af grin over den overskrift*

[Tristan Plainwood]

Armen røg dækkende over øjnene sekunder efter de to udbudte gæster forsvandt; han havde det hårdt, bildte Tristan sig selv ind som han nød den nyvundne stilhed. Endnu hårdere blev det dog da han atter hørte et par fodtrin, som ikke tøvede med bevæge sig ind i stuen - ja faktisk lige forbi ham. Der var ingen snakken, tværtimod var personen stille, hvilket havde fået ham til at fjerne armen nogle millimeter, så han til sidst havde kunne skimte og dermed holde øje med den kvindelige skikkelse. En Malfoy, havde han tænkt og hævet brynene en anelse, som han diskret havde betragtet blondinen der havde slået sig ned i stolen ved hans side.
Det rørte ham at det var en fuldblods, men det var trods alt en Malfoy, og så endda en køn en af slagsen. Lilly? Luna? Lola? Hvad hed hun nu? I et forsøg på bestemt ikke at imponere, fjernede Tristan armen fra ansigtet og afslørede sig selv - ikke at hun sikkert allerede havde gættet hvem der lå og fyldte, og så røg fokusset ellers over på Lillith. Et minut efter flyttede han på sig og endte i stedet med at sidde oprejst i midten af sofaen; træt gled hånden igennem de mørke totter der på den korte tid allerede lignede morgenhår. ,,Hvad læser du?" Spurgte han. Tristan var dog ingen mand der var kendt for sin tålmodighed og før nogen anede uro, strakte han sig hen til stolen Lillith havde slået sig ned i og gjorde et forsøg på at snuppe bogen ud af hånden på pigen, hvor hvis det lykkedes ham, ville han falde tungt tilbage i sofaen og studere forsiden på bogen og gøre et forsøg på at regne det ud selv, og ellers håbe på at hun lavede en eller anden scene der ville kunne føre til mere. Lykkedes det ham dog ikke, så ville han dog i stedet dumpe tilbage i sofaen og sende hende et drillende smil, bare fordi han kunne.


//Tænkte at den måske passede, eller måske kom til det 

[Lillith Malfoy]

Lillith var måske en smule på vagt. Hun havde hørt rygter om Tristan og havde da også selv bevidnet ham være efter nogle elever med jævne mellemrum. Han var et par årgange over hende og hun havde derfor aldrig rigtigt haft direkt grund til at snakke med ham. Hun havde heller ikke forventet at det i aften skulle være anderledes.
Hun forsøgte på ikke at dømme folk ud fra de rygter man skabte omkring dem, hun havde trods alt selv en del af slagsen klistret på sit efternavn, men når hun hun selv havde oplevet det fra tid til anden havde hun bare taget en naturlig afstand til drengen. Dette skulle dog ikke forhindre hende i at befinde sig i opholdsstuen bare fordi han var der.
Med blikket låst på et bestemt punkt i bogen blev hun opmærksom på hans bevægelse, både ud af øjenkrogen, men også ved lyde af lædersofaen der gav efter som han flyttede sin vægt. Hun var så fokuseret på at virke som om hun ikke havde bemærket ham at det gjorde hende temmelig anspændt, hvilket derfor kun fik hende til at gispe overrasket som det lykkedes for ham at snuppe bogen ud af hånden på hende.
Hendes und gled let op og hun drejede de blågrå øjne i hans retning som han kastede sig tilbage i solen. Armene blev kastet let over kors, skønt udtrykket sagde at hun ikke var videre irriteret over hans gestus. Der skulle nok mere til at gøre hende vred for at være ærlig.
Hun rømmede sig en smule "Dyrekirkegåren." Kommenterede hun så, som hun valgte at opretholde den positive stemning. Desuden var hendes stemme så naturlig blid at det næsten var umuligt for hende at lyde selv den mindste smule intimidernede. "Kender du den?" Hun betragtede ham som han studerede forsiden, der med hvid skrift informerede om overskriften samt forfatterens navn, Stephen King. En muggler-forfatter, men det gik hende nu ikke på. Bogen var hun faldet over på et bogsalg i en lille butik i London da hun havde været hjemme i påskeferien.

[Tristan Plainwood]

Tristan var ingen bognørd, tværtimod kunne han ikke fordrage bøger. Han klarede sig ikke godt i skolen fordi han tog sig tid og satte sig ned, slog op i en bog og flittigt læste i flere timer, tværtimod klarede han sig godt i skolen fordi han igennem hans skoletid på Hogwarts havde mestret brugen af at udnytte andre til at læse hans lektier og derfra give et kort brugbart resume. Han var en stræber, men på sin egen måde, og nød brugen af genvejen. Bogen Lillith have siddet med, og som han havde snuppet let og elegant ud af hendes hænder, sagde ham intet. Jovist havde han siddet og studeret forsiden og læst titlen ''Dyrekirkegården'' inde i hovedet, men mere var det ikke i det. ,,Nej." Han var ærlig. Bogen lagde han derefter til siden, på den side der var længst væk fra Lillith, så hun enten ville skulle række ind over Tristan og ende med næsten at lægge sig i hans skød, eller, den mere besværlige måde, rejse sig fra stolen for at gå forbi ham og hente den. ,,Men du læser en muggler-bog?" Spurgte han så og lagde den ene arm afslappet op på ryggen af sofaen. Han nød sig af at fylde, og ingen skulle være i tvivl om at Tristan ejerede sofaen her.
,,Jeg troede at de fleste fra Malfoy-slægten ikke kunne fordrage mugglerfødte, eller det de lavede for den sags skyld", skød han ud, eller nærmere konstaterede han, og betragtede så ellers blondinen fra top til tå. Der var ingen tvivl om at Tristan fandt Lillith tiltalende; den lyse hud så fløjs blød ud og han tvivlede ikke et sekund på at det blonde hår duftede sødt. Derudover kunne han ikke undgå at tænke tanken om hvordan hun mon smagte, hvilket automatisk fik slangen til at bide sig næsten smagende i underlæben.

[Lillith Malfoy]

Hendes lyse øjne hvilede på ham som ah afslørede at han ikke kendte bogen. "Hm," konkluderede hun tænksomt, "jeg kan ellers varmt anbefale den, den er ret spændende." Hun smilede på ny og lod derefter blikket glide ned mod bogen som han lagde uden for hendes rækkevidde og så tilbage til ham igen.
"Ja det gør jeg," bekræftede hun og overvejede om hun skulle række indover og snuppe bogen tilbage. Et lillebitte skær af irritation over den udtalelse meldte sig ganske kort i hendes blik. Var han en af dem der dømte hende på familienavnet. Hun skød et slankt bryn i vejret. "Du tror måske på alle rygter du hører?" Udfordrede hun og gav det så et forsøg med at række ind over ham for at snuppe bogen der desværre stadigvæk lå uden for hendes rækkevidde, hun var nær tiltet ud af stolen under akten, men genvandt balancen i sidste øjeblik.
"Min familie har ikke været blodfanatisk i mange generationer.." Hun tøvede lidt, både i sin handling, som hun lå strakt frem mod ham halvvejs ude af stolen, og i sin sætning fordi det måske nok var lidt en overdrivelse, "-eller i hvert fald ikke i de sidste generationer...kan du række mig bogen?" Spurgte hun så i et lettere opgivende tonefald som det gik op for hende at hun ikke ville få fat i den på denne måde.
Hun kunne mærke hans intense blik mod sig og det gjorde hende en lille smule usikker, dog var hun alt for stolt til at vise det.I stedet mødte hun hans blik på ny. Han var da en flot fyr og hun forstod godt at pigerne havde det med at flokkes omkring ham, men hans ry var bestemt også kommet ham i forkøbet hvilket gjorde hende lettere påpasselig omkring ham. Gjorde det måske i virkeligheden hende lige så fordomsfuld som ham? Åh den søde selvrealisation.

[Tristan Plainwood]

Et smil tegnede sig over Tristans læber ved Lilliths ord. Han havde ramt et eller andet, noget rigtigt - ifølge ham selv - som havde fået den ellers så blide albino slange til at reagere, hvis ikke næsten bide ud efter ham. Hendes tone havde været udfordrende og sekunder efter hendes spørgsmål havde hun praktisk talt lagt i skødet på Tristan, ikke at han klagede; tværtimod var Lillith mere end velkommen og dette havde Tristan også vist ved at læne sig tilbage i hendes forsøg på at nå bogen. Dog havde han været klar til at puffe bogen det længere væk hvis hun bare havde været i nærheden af at få fingrene i den, men heldigvis havde dette ikke været et behov i første omgang.
,,Om jeg tror på dem?" Havde han lagt ud efter Lillith havde talt ud i forsøget på at forsvare sit eget navn. Bevidst valgte han samtidigt at ignorere spørgsmålet om bogen. ,,Lad mig besvare dit spørgsmål med et spørgsmål-" sagde han hurtigt efter sit eget spørgsmål og lagde derefter hånden på bogen. Selv vidste Tristan at han havde et ry, og det var ikke takket være et efternavn; efter næsten 7 års skolegang på Hogwarts havde han gjort sig både populær og upopulær, både blandt sine egne, men også hos løverne, ørnene og grævlingerne. Der var forkærligheden hos hunkønnet og ellers lysten til at ydmyge og gøre livet surt for tilfældige personer. ,,-Gør du selv?" Smilet bredte sig og brynet hævede sig som han lagde hovedet på skrå og betragtede blondinen. Måden Tristan lagde det hele op på, gav næsten den fornemmelse af, at hvis Lillith svarede rigtigt, så ville hun få sin bog, men svarede hun forkert, så så hun den måske aldrig igen.

[Lillith Malfoy]

Det lod til at være en tabt sag med bogen i første omgang. De blågrå øjne hvilede kort på den, som om at det ville hjælpe hvis blot hun stirrede intenst nok. Blikket blev dog atter rettet mod ham da han atter snakkede.
Hun lod roligt armene glide over kors og sendte ham et afventende blik, problemet med Lillith var virkelig at selv når hun forsøgte at fremstå bare lidt hårdført, mislykkedes det grusomt for hende og hun endte i stedet med bare at se endnu mere uskyldsren ud. Hun var godt klar over dette, men det forhindrede hende nu ikke i at forsøge alligevel.
Igen gled øjnene mod bogen som han placerede sin hånd over den. Hvorfor havde hun idet hele taget ladet ham snuppe den i første omgang, hun manglede kun 1/3 af bogen og det var jo nu den var ved at blive spændende.
Da han vendte spørgsmålet mod hende, kunne un godt mærke facaden falde en smule. Hendes arme løsnede sig fra hinanden og hun tænkte kort over spørgsmålet. Hun rømmede sig og forsøgte at genfinde sin "autoritære" holdning igen. "Jeg tror på hvad jeg selv oplever," svarede hun så og skød hagen lidt op. Et smil formede sig atter på hendes læber, "så hvis nu du giver mig min bog, kan du modbevise rygterne." Mentalt highfivede hun sig selv for hvad hun selv syntes var et genialt comeback. Desværre tydeliggjorde det nok kun hvor elendig hun var til det spil. Ikke noget hun havde arvet efter sin farfar det var helt sikkert. Hun rakte hånden frem mod ham med håndfladen pegende opad som forventede hun at han ville afleverer bogen som belønning for hendes gode arbejde.

[Tristan Plainwood]

Et træk i mundvigen havde afsløret minen til et påbegyndende smil over blondinens mislykkedes forsøg på give Tristan et bestemt blik i håb om at få bogen tilbage. Med hovedet på skrå, havde han betragtet Lillith og ventet på hendes næste træk, og da hun atter havde åbnet munden, havde han, ligesom hende, løftet hagen og overvejeret hendes ord. ,,Hmm", havde han sagt højt og derefter løftet bogen og kikket på forsiden af den igen. ,,Men så igen, hvad får jeg ud af det?" Spurgte han, næsten helt filosofierne og kikkede igen over på blondinen, med hans tydeligt luskede smil. Inden Lillith gav sig til at svare, valgte Tristan hurtigt at klappe et par enkle gange på den frie plads på den modsatte side af hvor bogen lå, som en invitation til, at hun skulle komme og slå sig ned.
,,Kom her over, og så får du den", sagde han og lod ellers de mørke øjne forblive i pigens blågrå af slagsen. ,,Jeg vil se dig læse den færdig. Udfra hvad jeg så, så manglede du vidst ikke ret meget igen", både forklarede og påpegede han. Tonen havde derudover været udfordrende, og selvom Lillith allerede havde afvist den første udfordring som Tristan havde smidt efter hende, så håbede han inderligt på, at hun tog imod denne her. Han krævede jo egentligt ikke meget af hende, og hvis hun så gerne ville have bogen tilbage, så betød en smule omrokering vel ikke noget?

[Lillith Malfoy]

Hun sukkede en kende opgivende og lod blikket glide op og ned af ham som vurderede hun ham. "Se det er det smukke ved venlighed, man behøver ikke nødvendigvis at få noget ud af det." Svarede hun så, det ene bryn blev skudt i vejret og et smil legede på de fyldige læber, der efterfølgende blev erstattet af en kort tænksom mine, hun tappede let sig hage med pegefingeren som om hun tænkte sin overvejelse højt, "medmindre...medmindre rygterne om dig er sande?" Hun rettede atter blikket imod ham, det bar dog stadigvæk et venligt skær, som fandt hun deres lille samtale ganske underholdende. Selvfølgelig ville dette have haft en federe virkning, hvis hun rent faktisk havde nået at sige det til ham inden han havde forsat ved at gøre tegn til at hun skulle sætte sig ved hans side.
Hun skævede til pladsen med et skeptisk blik, og sad lidt med følelsen af at det ville svare til bevidst at sætte sig på en pruttepude i et menneskefyldt lokale. Doomed to go wrong.
Kommentaren om at han ville se hende læse den færdig fik hende til at bryde ud i en mild rullende latter, "ja for det lyder jo slet ikke creepy på nogen måder." Svarede hun og lod de slanke arme falde let over kors. "Desuden kan du vel let betragte mig læse bogen færdig, skønt jeg sidder overfor dig?" Hun morede sig nu stadigvæk lidt over ham. Det var underligt at en fyr viste den form for...kunne man kalde det interesse? Og så endda en 7. årgangselev. Der var selvfølgelig også den mulighed at han gjorde det for at tage røven på hende, men det regerede hun ikke med.
Med et dramatisk suk overgav hun sig og gjorde et stort nummer ud af at sætte sig tungt i sofaen ved siden af ham. Hun stemte fødderne imod bordkanten på det lille bord foran dem sådan at hun sad me let bukkede ben, igen rakte hun hånden frem mod ham på samme måde som før som hun halvt vende sig på pladsen og at kigge på ham, "bogen." Opfordrede hun, som skulle han være i tvivl om at det var det hun mente.

[Tristan Plainwood]

Tristan skar en grimasse ved Lilliths ord, som vel i bund og grund var sande - alt efter hvem man var og hvem man stod foran, hvilket grimassen også havde afsløret, i en form for mistro. Skulle sandheden frem, hvilket den aldrig kom, selv ikke for Joanne, havde Tristan aldrig haft det letteste liv. Han var vokset op med en fast hånd, hvor vold i hverdagen var blevet en vane, og derfra havde lært, at viste man det mindste tegn på svaghed, så skulle man slå til for at sætte sig i karakter, og det havde han gjort hele sit liv på Hogwarts.
Smilet havde været hurtig til at finde tilbage læberne efter grimassen, og som han havde åbnet munden og gjort sig klar til at komme med den sædvanlige prædiken om, at livet ikke var en dans på roser, var blondinen kommet ham i forvejen og atter bragt rygterne på banen, hvilket havde efterladt en vandret mine i ansigtet på slangen. Rygterne ragede ham en høststak, men alligevel havde hendes ord fået ham til at skæve ned på bogen og genovervejet situationen.
Den milde latter havde dog fået slangen til at ændre sit fokus og smide alle diverse tanker til Langtbortistan om at være the good guy for en kort stund. Hendes kommentar havde fået ham til at fnyse dæmpet, og det selvtilfredse smil var hurtigt dukket op på læberne igen, og et kort grin havde afsløret at han fandt hendes første kommentar sjov. ,,Det er ikke det samme. Kom nu bare her over, man sidder alligevel bedre i sofaen," havde han sagt med et drillende smil og atter klappet på den frie plads ved siden af ham, som var hun en hund der skulle lokkes på den helt rette måde.
Det dramatiske suk havde fået Tristan til at tilte spørgende på hovedet. Han ville høre hendes svar, og som Lillith gav sig til at flytte på sig, løftede han hagen og mærkede tilfredsheden glide ind over sig. Med et tungt bump, eller det der skulle forestille sig at være et tungt bump, havnede blondinen ved siden af hendes noget ældre kollegianer. ,,Det var da ikke så slemt, vel?" Spurgte han drillende, og uden at fjerne blikket fra de flotte gråblå øjne, fangede hånden bogen som han havde taget fra hende til at starte med, og uden tøven, rakte han den imod hende. ,,Værsgo", lød det, næsten sukkersødt, som var det for godt til at være sandt, og alt imens gled den anden frie arm over ryglændet bag Lillith. 

[Lillith Malfoy]

Grimassen fik hende til at hæve et udfordrende bryn af ham. "Du er måske ikke enig?" Spurgte hun, komplet uvidende om de ting han havde været igennem, som selvfølgelig spillede en stor rolle i hans liv og de tro han havde til mennekser generelt. De gråblå øjne hvilede på ham. Læste ham. Som forsøgte hun at gennemskue grimassen.
Ærlig talt kunne Lillith ikke helt se hvorfor den 2 år ældre elev skulle finde nogen som helst interesse i hende, men hun havde besluttet sig for at lade tvivlen komme ham til gode. Hun var endda næsten overbevist om at hun så ham tøve kort dag hun havde nævnt det med rygterne.
Måske var han ikke helt så slem så folk fik det til at lyde. Som med hende. En lille del af hende følte måske at det var en lille ting de havde til fælles, skønt det nemt bare kunne ende med at være hendes naivitet der spillede lidt ind der.
Som hun omsider havde ladet sig overtale og nu befandt sig ved hans side, var han flabet nok til at hoverer over sin sejr. Hun skulede let til ham, "det er da altid noget du er så voksen omkring det." Svarede hun med dyb sarkasme i stemmen. Igen afslørede det lille smil i hendes mundvig at hun stadigvæk mente det i sjov. Hendes blik blev fastholdt til hans, stormgrå øjne mod de chokoladebrune af hans og hun mærkede i et kort øjeblik, helt ubevidst, hvordan hun holdt vejret.
Det blev dog brudt som han rakte hendes bog og hun slog blikket ned hvorpå hun også genvandt fatningen. "Tak," sagde hun kækt og snuppede den fra ham hvorpå hun omgående gav sig i kan med at finde hvor hun var nået til. Den silkebløde stemme og armen der kort efter blev lagt bag hendes nakke fik hende til at stoppe sin gøren og kigge op på ham med lettere løftet hage, "sig mig Tristan Plainwood, kommer jeg til at fortryde at jeg satte mig herover?" Spurgte hun og fugtede sine læber med tungespidsen.

[Tristan Plainwood]

,,Mnja" trak slangen sit svar ud og roterede samtidigt en anelse i skulderne. Og som Tristan overvejede om han skulle gå i dybden med hvad han mente, dukkede der et mindre drillende smil frem på læberne. ,,Vi er sat sammen på en så forskruet måde, at, selvom vi bilder os selv ind at vi ikke behøver at få noget til gengæld efter venlige - '' ordet venlige blev tydeligt sat i gåsetegn '' - gerninger, så er der altid en lille bitte del af os der håber. En smule anerkendelse, et klap på skulderen, eller noget så simpelt som… et smil?" Det var ikke nødvendigvis et spørgsmål han stillede hunkønnet foran ham, tværtimod kunne emnet lukkes, åbent på stedet, hvor man så kunne gå og overveje og senere bidrage med hvad man mente, hvis altså det var det man gad at fordybe sig med i sin fritid - Tristan gjorde det i hvert fald ikke.
Ved hendes kommentar brød han ud i en dæmpet latter. Han elskede at hovere, og overdrev også gerne på det groveste. ,,Åh hold op, du ville sikkert havde gjort det samme", lød det selvsikkert fra ham, som kendte han Lillith helt ind til sjælen. Det var lovligt, og ikke altid dårlig stil, selv det måtte hun da give ham ret i.
Hovedet lagde Tristan derefter på skrå da Lillith atter valgte at slå blikket over på ham. Hendes kommentar fik ham til at trække op i mundvigen og til sidst sad han og smilede hvor tandsættet blev blottet en anelse, et smil der næsten skreg at han pønsede på noget. ,,Hvis du bliver ved med at pille ved de læber gør du måske", besvarede han ærligt og lagde derefter ikke skjul på at lade de kulsorte øjne vandre ned til blondinens læber, for så at lade dem glide tilbage op til de flotte øjne. 

[Lillith Malfoy]

Hun lyttede til ham med oprigtig interesse. Han havde en pokkers god pointe måtte hun erkende, derfor tog hun sig også lidt ekstra tid til lige at tænke over havd hun skulle svare ham. "Okay, måske du har ret, men til gengæld tager det heller ikke noget fra folk at give et tak eller et smil." Svarede hun så tilbage. Måske hun bare skulle lade emnet gå ud der.
Latteren smittede en smule af på hende skønt hun virkelig forsøgte at holde det tilbage. "Vel ville jeg ej, sådan er jeg slet ikke," åh jo hun var, og udtrykket i hendes ansigt talte for sig selv på den bekostning. Det var jo også lidt det der skete lige nu, hun hadede lidt tanken om at skulle give ham ret. Så havde han jo vundet den prisløse fiktive gevinst.
Alle alarmklokker satte igang ved hans smil. Hun forholdt sig i ro og lukkede bogen i sit skød, dog stadigvæk med pegefingeren på den side hun var nået til så hun ikke skulle til at lede efter det igen.
"Nå virkelig?" Hun hævede udfordrende et bryn, "så skulle du måske have advaret mig om at læbepilleri ikke var tilladt i sofaen." Konkluderede hun, "det er ikke fair først at indfører spillereglerne bagefter." Hun bed sig provokernede i underlæben og strøg så en lok af sit blonde hår bag øret.
Der var noget som sagde hende at hun ikke villle få læst særlig meget i sin bog til aften. Hun trak benene op i sofaen og vendte sig lidt mere mod ham sådan at hun sad med ryggen lænet mod armlænet og front mod ham. De blå øjne betragtede ham indgående. "Hvad siger du til at lege en leg?" Spurgte hun så og lod armene falde over kors. Bogen havde hun nu helt sluppet så den lå fastspændt mellem ryglænet og hendes hofte.

[Lillith Malfoy]

Der var ingen tvivl om at hun fandt situationen underholdende. Hun havde aldrig rigtigt givet sig i kast med t flirte med en fyr før, hun var ikke engang sikker på om det var det hun gjorde nu eller hvad hun håbede at opnå med det. Lige nu var det bare sjov. Et lille magtspil som hun af ukendte årsager lidt brændte for at vinde skønt det måske allerede var tabt på forhånd. Smilet var bredt og blikket trodsigt.
Hendes blik hvilede i hans i nogle lange sekunder før han sagde hendes navn på den der måde. Tonen slog hende lidt ud af fatning fordi hun ikke var helt sikker på hvad hun skulle ligge i det. Hun havde ikke lyst til at bøje nakken, men den ganske korte usikkerhed havde nok allerede givet sig til kende før hun atter fandt fatningen og rettede ryggen en smule. "Nå så det gør jeg?" Det genstridige blik var tilbage, men det venlige skær forlod aldrig de gråblå øjne.
Hun slog først blikket ned da han gik med til at lege hendes lille leg. Smilet voksede til næsten dobbelt størrelse "Ja selvfølgelig har jeg det, jeg er en ret interessant person." Svarede hun som havde hun kommenteret på vejret. Dog kunne hun ikke holde masken til at gennemføre illusionen om den alt for høje selvkærlighed. Den milde latter lød i rummet og hun rystede en smule på hovedet af sig selv. Det var ikke hende. Hun var ikke flov over sig selv og hun hvilede egentlig ret godt i sin krop, men hun brød sig ikke om at prale. Ikke på den måde i hvert fald.
Som hendes latter stilnede af lod hun atter sit blik møde hans. "okay," begyndte hun og rettede lidt på sig, "det forløber sådan her, jeg forsøger at gætte en ting omkring dig. Hvis jeg har ret, lader du mig læse en side i min bog. Hvis jeg tager fejl..." hun tænkte sig lidt om for hvad han ville gå med til, "så får du et kys," sagde hun så og forsøgte at lade som om at det ikke ville være ufattelig grænseoverskridende for hende. "derefter kan du gætte en ting om mig, har du ret får du et kys, tager du fejl får jeg lov til at læse en side. Aftale?" Hun sendte ham et lettere intenst blik. Det ville være ret akavet hvis ikke han var interesseret i at få et kys af hende, men hvor intet vovede som man sagde.