Alene... sammen.

[Spencer Lynch]

Han så ned af sig selv og sine nye blå mærker og de meget ømme skuldre. "Det forklare en del," erkendte han og sukkede. "Men jeg er virkelig ked af at du skulle opleve det.." Han så atter op en smule forsigtigt.
Spence fnøs en lille smule, "det er det samme." Svarede han toneløst. Det var i hvert fald det samme i hans øjne. Han kunne altid mærke "dyret" inde i sig, true med at bryde ud. Selvfølgelig kunne det ikke når ikke det var fuldmåne, men blev han rigtig gal skiftede hans øjne farve og han mistede kontrollen og kunne få nogle temmelig voldsomme raseriudbrud.
Hendes ord fik på ny hans flygtige blik til at søge hendes, "nej selvfølgelig ikke," svarede han før hun understregede sin pointe. Han sukkede let. "Du forstår ikke, jeg er farlig at være i nærheden af." Sagde han så. Han havde aldrig snakket med nogen om disse ting fordi han generelt var virkelig indelukket, men efter hun havde siddet hos ham hele natten følte han måske lidt at han skyldte hende at være bare en smule åben.
"Jeg fatter ikke at du blev her hele natten," indrømmede han så, "hvorfor gik du ikke?" Det kunne ikke have været let for hende at være i rum med en varulv en her nat. Han var selv ufattelig udmattet efter natten strabadser, men sådan var det efter hver fuldmåne, det tog ham ofte nogen dage at komme ovenpå igen.
Spence tog en lidt dyb indånding, "ærlig talt nej. Jeg hader det. Jeg hader alt ved at være varulv på trods af at jeg er født med det. Man skulle tro at man vender sig til det, men det gør man ikke." Han skar en grimasse i smerte og ømhed som han kort strakte sig. Igen faldt hans blik på det sår han havde efterladt på hende, "der er en sammenhæng." Svarede han blot en smule kryptisk. At fortælle lige den sandhed var han ikke sikker på at han var helt klar til. Han var stadigvæk ret store præg af det han havde været udsat for som lille.
Han så ikke ud til at være overbevist, "men jeg vil hellere smides ud fra skolen end være skyld i at du ikke får den rette behandling," sagde han blot. De stod pludselig meget tæt som hun tog fat i tremmerne. "Lad mig i det mindste gå med dig op på hospitalsføljen." Bad han så med et stålfast blik.

[Luna Clary Daniels]

“Det ser slemt ud. Gør det ondt?” Hun kiggede på de store forslåede mærker, ligeglad med at drengen stod stort set nøgen. Hun fortsatte dog med at holde fat i sin tremme for ikke at dejse omkuld, men hun følte bare heller ikke hun kunne sætte sig ned. 
Så rystede hun på hovedet for at understrege at hun var uenig med ham. “Medmindre du er bevidst om dine valg, så er det ikke dig der er et monster. Ikke i mine øjne hvert fald” hun sendte ham et lille smil. Han skulle ikke være så hård ved sig selv. Det var der ingen grund til. 

Måske forstod hun det ikke, men hun havde alligevel en holdning til det, som skulle deles. “Du er ikke farlig Spence. Ikke nu. Ja måske forstår jeg det ikke, men du skal ikke hakke ned på dig selv. Det er du for god til.” Hunde væk fra ham og spekulerede over det næste spørgsmål, hvorfor var hun ikke gået? Men svaret lå jo egentlig lige foran hende. “Det så ikke rart ud for dig, så jeg blev så du ikke skulle være alene når du vågne. Det stod vidst også på sedlen hvis du læste den. Jeg syntes bare du skulle vide at du ikke var alene og... og er det ikke det venner gør for hinanden?” Reelt set vidste hun ikke om han anså dem som venner, men det gjorde hun og sådan måtte det være. Desuden var det nok også lidt hende i en nøddeskal at være hvor folk ikke kunne kæmpe for sig selv. 
Hun rynkede så dog brynene over det han fortalte. “Født som varulv? Jeg troede man skulle bides?” Var der noget hun havde misforstået eller ikke læst rigtig op på? Hun havde aldrig hørt om at være født varulv. “Du må undskylde jeg spørger så meget, det er bare... ingen af rygterne er jo sande så. Du må have levet et liv jeg slet ikke kan sætte mig ind i. Det er frygteligt” selvom hun gerne ville vide en masse så lod hun værre med at spørge. Det kunne altid blive en anden dag. 

Det virkede lidt dumt som de snakkede om hvis skyld det var og hvem der burde straffes for det. Det endte dog med at hun nikkede. “Lad os bare følges, men du skal også have kigget på din ryg. Dog bør du nok skaffe noget andet tøj end min kappe... selvom den klær dig” Grinede hun lidt og smilede, men måtte så alligevel overgive sig og sætte sig ned. “Spence jeg... havde du mere chokolade? Jeg har det ikke så godt”

[Spencer Lynch]

Han sukkede og nikkede så, "en smule, men ærlig talt er jeg vågnet op med værre." Indrømmede han. Det var desværre ikke nogen overdrivelse, det var trods alt er alle hans ar stammede fra.
Blikket gled lidt undersøgende over hendes blege ansigt, "du ser altså ikke så godt ud." Sagde han så lige ud og rømmede sig så som han godt selv kunne høre at det måske ikke lød særlig betænksomt i forhold til hvad hun lige havde gennemgået for ham, "jeg mener, du er ret bleg." Rettede han sig.
Han hørte godt havd hun sagde, men han var nok bare ikke enig, uanset havd så havde han jo skadet hende, varulv eller ej. Det måtte jo betyde at hans mor havde ret i at han var farlig at være omkring. "Det er pænt af dig at sige," svarede han så hvorpå hans blik mildnedes en smule. Han havde aldrig oplevet den form for forståelse før. Jo altså den der arbejdede på børnehjemmet samt professorerne her på skolen var søde nok, men dette her var anderledes fordi hun var på hans alder, hun var ikke en voksen der vidste bedre. Han stolede dog ikke på de voksne, man kunne aldrig vide hvornår de opgav en, det havde han prøvet så mange gange efterhånden.
"God?" Han fnøs let. "du tager fejl, men jeg sætter pris på dit forsøg på at opmuntre mig." Svarede han og sukkede på ny.
Han nikkede let, "jeg læste den godt," sagde han stille og tippede så hovedet på skrå igen, "det....det er der aldrig nogen der har gjort før.." indrømmede han så, der var en lidt anden ømhed i hans stemme end normalt. Det var bare en ret uvant situation for ham. "...venner? Du kender mig jo ikke engang?" Der var ikke noget anklagende i hans tone blot komplet uforståelse. Hvem ville dog kalde sig ven med en som ham?
"Desværre kan man godt arve genet...det er dog yderst sjældent. Lucky me." Han sukkede en smule opgivende. "Min...min far er varulv." Så meget vidste han da, men igen var det aldrig noget han havde fortalt til nogen. "Min mor er varulvejager....så det har været nogen fede barndoms år." Hans tonefald var bittert når han snakkede om sine forældre, men han vidste ærlig talt heller ikke hvem af dem han hadede mest. Hans blik gled atter ned over den arrede krop for at understrege sin pointe. "Min mor mente hun kunne træne ulven, jeg ved ærlig talt ikke hvor meget succes hun havde med det." Han bed sig let i underlæben.
Han så ned mod kappen da hun kommenterede på hans udseende og kiggede så op på hende på ny, for første gan var der et lille smil på hans læber skønt det hurtigt fortrængte sig igen. Hans blik blev atter alvorligt som han godt kunne se på hende at hun ikke var okay. "Ja selvfølgelig." han fandt hurtigt chokoladen og rakte den til hende gennem tremmerne.

[Luna Clary Daniels]

Det måtte være frygteligt at vågne op så forslået en gang i måneden, det måtte være virkelig hårdt. At han kommenterede på hvordan hun så ud og lige understregede at det ikke var fordi hun var grim, bare bleg, fik hende til at smile en smule. ”Det dunker sådan i min arm og jeg føler mig virkelig svimmel” lød det fra hende før hun lukkede øjnene og trak vejret dybt. Det hjalp lidt på det, men hun skulle nok snart finde en bedre løsning.
Det så ud til at han begyndte at lytte lidt til hendes ord, men det virkede ikke til at han kunne acceptere dem. Det generede Luna for hun så ham virkelig ikke som et monster. Sådan var han slet ikke. Hun kunne nævne mange andre, der var mere monster end ham. Hun kiggede på sedlen hun havde skrevet og så på ham igen. ”Jeg håber det var til at læse. Jeg vidste bare ikke hvor længe…” hun overvejede sine ord nøje da hun hverken ville bruge ordet monster eller varulv. ”Hvor længe der ville gå før du kom tilbage og jeg kunne jo gætte mig til du ville få brug for tøj” hendes øjne faldt på kappen omkring ham. Den ene ærme var flået op kunne man se, hun burde nok få købt sig en ny, dog kom hun til at trække lidt på smilebåndet. ”Jeg beklager at jeg ikke er større dig” Det måtte vel være derfor han ikke havde taget den ordentlig på. ” jeg ved ikke om chokoladen hjalp, men det hjælper altid mig hvis der der sker noget voldsomt, så tja… jeg ville bare gør hvad jeg kunne. Måske kender jeg dig ikke så godt endnu nej, men der må da være noget jeg gør rigtig siden jeg har fået dig til at sige mere end bare et ord. “ hun smilede lidt drilsk til ham, så godt hun nu kunne. ”jeg kunne lide vores samarbejde den dag vi blev sat i gruppe sam….” Her stoppede hun og så næsten stirrende på hende, som en brik pludselig var faldet på plads. ”alt det jeg sagde den dag, om varulve! Hvor må jeg have været dum at høre på, når du… du lever med en.” det generede hende lidt, ikke fordi hun som sådan blev flov, hun følte sig bare dum.
Hun havde så mange spørgsmål nu hun fandt ud af at han havde arvet genet. Betød det så han ved hver fuldmåne altid havde forvandlet sig? Selv som spæd? Og hvad med den eliksir man sagde fandtes virkede den så ikke? Hun ville dog ikke spørge for han så ud til at have svært ved at fortælle. Hans mor havde forsøgt at tæmme bæstet. Var det det alle arene var fra? Hvordan kunne man gøre det imod sin egen søn. ”Tæmme det? Det virker ikke som en særlig god plan men så alligevel… det måske ikke så langt fra hvad jeg gjorde i nat” hun så lidt skyldfølt på ham, men han burde jo vide det. ”Hvor meget husker du egentlig?” han havde virket til ikke helt at huske hvad han havde lavet.
Hun tog imod chokoladen denne gang, satte sig ned og begyndte at spise af det. Det var ikke meget men det hjalp måske lidt. Så kiggede hun op igen. ”skal jeg egentlig låse op, så du kan komme ud?” Det virkede fjollet nu at hun var låst inde og en lille del af hende havde brug for at han kunne være hos hende.

[Spencer Lynch]

Han sendte hende et alvorligt blik til trods for hendes lille smil. ”Vi må havd dig op til skolesygeplejersken.” konstaterede han.
Blikket faldt tilbage på sedlen han havde tabt på gulvet før da det gik op for ham at hun var kommet til skade. ”Det var ikke noget problem, du har en pæn håndskrift.” Svarede han og gav sig selv en mental dumflad for at sige noget så fesent. Altså hun havde da en pæn håndskrift, men det var da den lammeste kompliment at komme med.
Han rømmede sig let og sukkede så, det var nu ret sødt som hun forsøgte at undgå at kalde ham nogen af de ord som han selv brugte skønt han hadede dem. ”det plejer at begynde når månen står højt og slutter først når solen begynder at stå op.” Så meget vidste han da.
Han fulgte hendes blik ned til det flænsede ærme og skar en grimasse som et skyldigt udtryk bredte sig over det blege ansigt. ”Jeg ved godt at man hele tiden har sagt af varulve vil flå deres bedste ven eller familie hvis de fik chancen, det er bare uhyggeligt at vågne op til at finde ud af at det er sandt.” Selvfølgelig var det samt, han havde aldrig rigtigt tvivlet på det, men at opleve det selv var alligevel noget andet end at læse om det i bøgerne.
Han kørte en hånd gennem det sorte hår og igen formede et mere venligt udtryk sig på hans ansigt. ”det kan jeg nok ikke helt tillade mig at klage over,” svarede han så og rystede let på hovedet hvortil noget andet slog ham, ”jeg har noget tøj liggende derovre” han pegede mod en lille bunke der lå foran cellen ved siden af. Han havde det aldrig inde hos sig, så var der ingen garanti for hvordan det så ud bagefter.
Han bed mærke I at hun sagde hun godt kunne lide at arbejde sammen med ham ”det er du nok ene om,” indrømmede han ”men tak...jeg kunne også godt lide at arbejde med dig og det med varulvene skal du ikke tænke på du havde nogle gode inputs” forsikrede han.
”Jeg ved ærlig talt ikke hvor godt det fungerede for hende, jeg ved kun hvad jeg vågnede op med dagen efter” Han så ned af sig selv på ny.
Han tænkte lidt over spørgsmålet ”ikke meget,” svarede han eftertænksomt. ”Kun at jeg panikkede over du var her. Jeg får altid blackout når selve forvandlingen tager over.” Forklarede han så.
”Jo det må du gerne,” nikkede han roligt. Så kunne han også få hende op og blive tilset at skolesygeplejersken.

[Luna Clary Daniels]

Hun havde ikke længere så meget lyst til at sige ham imod. Måske var det alligevel meget godt at få armen tjekket. Tørklædet der var bundet omkring såret var efterhånden ret mørk af blod og så måske ud til snart at skulle skiftes til noget bedre. "Du har nok ret." Hun burde nok ikke være blevet, hun håbede virkeligikke han kom i problemer pga af det.
At han så roste hendes håndskrift fik hende til at smile lidt. Det virkede sødt på en eller anden måde. Særligt når det nu var skrevet med venstre hånd. "Tak" Endte hun bare med at svare, det var lidt svært at sige mere end det rigtig. 
"Så så længe månen er oppe. Det giver mening, og vel så kun ved fuldmåne?" Hun havde da læst lidt omkring varulve. Hvad han så sagde om at gøre nære venner eller familie fortræd, fik hende til at hælde hovedet lidt på skrå og se på ham med et lille smil. "Nej, Du bestemmer vel ikke selv rigtig der. Er det derfor egentlig du altid har holdt dig lidt for dig selv? for ikke at skade andre?" Det gjorde hende ærligt talt lidt trist at tænkte på at det måske var det der var grunden. Det var lidt sørgeligt at han så slet ikke snakkede med nogen af frygt for at skade dem. Hun bed dog mærke i at han muligvis lige havde accepteret hende som sin ven.
Hun kiggede i retningen af hvor tøjet lå og gik hen og samlede det op for at give det til ham. Et øjeblik kiggede hun så på ham, før hun så trådte lidt væk fra buret og vendte ryggen til. "Jeg skal nok lade være med at kigge. hov vent øjeblik." Hun vendte sig om og låste op, så han ikke længere var fanget. Derefter stillede hun sig igen med ryggen til og ventede på at han kom i tøjet.

[Spencer Lynch]

Han var glad for at det lod til at debatten var overstået og hun ville gå med til at komme op til skolesygeplejersken i en fart. Hun så temmelig bleg ud og stoffet der var bundet om armen var komplet genneblødt.
Spence nikkede som svar på hendes spørgsmål og sukkede dybt ved den sidste del. ”ja heldigvis,” ellers var han ærlig talt ikke sikker på at han ville have kunnet holde til det. Alene den ene gang om måneden var nok til at han blev fuldkommen ødelagt. Dagene op til var han langt mere sur og der skulle intet til at hidse ham op, under var bare et smertehelvede og ugen efter var han bare træt og udmattet.
Til dette rystede han på hovedet, ”nej det ville ellers have gjort alting en del lettere.” Erkendte han. Han så kort på hende og trak så let på sen ene skulder, han skar en let grimasse da ømheden gav sig til hende ved bevægelsen, ”tja, man kan vel aldrig helt vide sig sikker i nærheden af en varulv.” Sagde han en smule dystert. Han stolede i hvert fald ikke på sig selv så hvordan skulle andre kunne stole på ham.
Da hun fik øje på tøjet rakte han armene ud gennem tremmerne for at tage imod det, Han foldede det ud og tøvede så en smule da hendes blik stadigvæk var rettet imod ham. Dog vendte hun hurtigt ryggen til ham og han skulle da også lige til at lade kappen falde da hun snurrede rundt igen. Han holdt nærmest krampagtigt fast i den. Det kunne hurtigt have været blevet en anelse akavet.
Som hun vendte sig for anden gang skyndte han sig at iføre sig sit tøj og trak huen på som det sidste. Han skubbede celledøren op og gik hen til hende, ”kom lad os få dig op til sygeplejersken.” Sagde han så i en bestemt tone. Professoren ville jo nok regne ud at han selv var kommet ud når han så at tøjet ikke længere var der, så måtte Spence komme med en eller anden undskyldning hvis de spurgte ind.

[Luna Clary Daniels]

Luna lod spencer om at få tøj på, i mellemtiden havde hun fundet noget nyt at støtte sig op ad og holdt sig nu også til hovedet, det kørte lidt rundt for hende og både hoved og arm dunkede, hun frøs, men samtidig begyndte hun at føle sig klam af sved. Hun havde det virkelig ikke godt. "Alt det... Me' varulve... Vi må snak om det en anden dag" Det var egentlig ment som et spørgsmål, fordi hun gerne ville høre mere til Spencer, men lige nu kunne hun ikke helt få ordene til at hænge rigtigt sammen. Da Spencer proklamerede, at han nu havde fået tøj på, forsøgte hun at sende ham et smil, som mest blev til at lidt skæv grimasse.
Derpå gik hun ned i knæ for at tage sin taske, hvorfor pokker skulle hunogså have proppet så mange bøger i den? Nå men hun fik moslet den over den ene skulder før hun igen kiggede på Spencer. "Det nok en meget go' ide." Hun begyndte at gå, mens hun støttede sig lidt til hvad der lige var i nærheden, primært væggen. "Du. Du ska' ik' ha' dårlig samvittighed...."Hun forsøgte at fortælle ham det, men var slet ikke sikker på om det hun fik sagt gav nogen mening. Hun havde brug for bare at ligge ned, gerne snart.

[Spencer Lynch]

Han kunne godt se og fornemme på hende at hun blev mere fjern som hun snakkede. Det bekymrede ham en del. Hvor meget blod havde hun mistet? Og hvor meget kunne man i det hele taget tåle at miste? Han brød sig ikke om at tænke på det for det gav ham en ustyrlig dårlig samvittighed.
"Jah..lad os se på det." Svarede han blot. Han var ikke så vild med at snakke om den del af sig selv eftersom det gjorde det mere ægte for ham og det var en side han helst ville glemme. Som hun gav sig til at bakse med sin taske og derefter slæbte sig selv afsted kunnet han ikke undgå at lade den gentleman-side, som han aldrig havde været klar over han besad, tage over. "Her lad mig." Det var ikke et spørgsmål, rettere en konstatering. Han trak hendes skoletaske ned og svingede den over sin egen skulder med en let grimasse pådraget af den ømme krop og det voldsomt store blå mærke han ellers kort havde glemt.
Efter en dyb indånding hvor han lige fik bidt smerterne i sig trak han hendes arm rund om sin nakke for bedre at kunne støtte hende. Den ene hånd støttede hendes arm om hans nakke ved at holde fast om hendes håndled imens den anden hvad snoet omkring livet på hende. "Hvordan kan du sige det, jeg har flået din arm." Mumlede han stille.
Han guidede dem gennem gangen med cellerne og slap kun taget i hende for at fiske tryllestaven op af lommen på sin trøje. "Alohamora" mumlede han og døren gik op. Han var ellers ikke en dygtigt magiker, men denne besværgelse var en han kunne finde ud af, på lige fod med Lumos og Nox.
Han trak hende med ud på gangen i krypten og begyndte så at sætte retning imod hospitalsfløjen, desværre lå den et stykke væk, så han håbede bare at hu kunne holde sig vågen. "Hvordan går det?" Spurgte han ind og forsøgte at se ned på hende. Hun virkede om muligt endnu mere bleg nu end hun havde gjort før.

[Luna Clary Daniels]

Luna var begyndt at gå, uden helt at have styr på om hun gik i den rigtige retning eller om Spencer var med. Hun ville bare gerne finde et sted at ligge ned, og det skulle altså være hospitalsfløjen, havde Spencer bestemt. Hun var dog ikke nået mere end et par skridt, før Spencer tog tasken fra hendes skulder, hvilket var noget af en lettelse. Det fik hende dog også til at grine lidt. "Du behøver snart ikke polyjuice for at ligne mig.. taske.. kap... Hvor min kappe?" Hun kiggede sig rundt efter den, det ville ikke være særlig smart hvis de efterlod den her. Skønt sygeplejesken alligevel snart ville vide hvad der foregik. Det føltes trygt og sikkert at blive støttet af Spencer og hun lagde også den anden arm over mod ham, for at føle sig mere sikker. Hun var i gode hænder, det var hun ret sikker på.
At de stadig diskuterede hvis skyld det var og om Spencer skulle føle sig ansvarlig, fortalte nok mere om Lunas stædighed end om så meget andet. Det skulle da lige være hendes retfærdighedssans. "Fordi du ik' gjorde det me' vilje. Fordi jeg ik' er vred på dig og...fordi det sådan det ska' være" Hun var ikke sikker på om det gav mening det hun sagde, men hun håbede på at han forstod at hun ikke var sur. "Varulven har flået min arm. Det... jeg sku' ha' hold mig væk." sagde hun så lidt snøvlende, og hvilede sig op ad væggen, mens han fik låst op. Hun var allerede træt, selvom hun da havde fået lidt søvn i løbet af natten. Hun havde virkelig lyst til at sove her bare, og det endte da også med at hendes hoved vippede ned og brugte Spencers skulder som pude. "Træt. Lidt en lille smule. Ellers har jeg det fint. Det dunker bare." Det dunkede helt vildt og hun følte sig syg. Hun ville bare ikke rigtig fortælle om det til Spencer. Hun lod Spencer føre vej og regnede med faktisk at være i ret gode hænder.

[Spencer Lynch]

Han kiggede en smule undrende på hende ved hendes joke, som forstod han først ikke helt hvad hun mente. Det var nu ikke så meget derfor, han fangede godt sammenligningen, han forstod bare ikke at hun havde overskud til at joke i en alvorlig situation som denne. Nu var han nok heller ikke den aller bedste til at cracke jokes. Det havde aldrig rigtigt været hans stil skønt han sommetider måske godt lidt kunne misunde andres letsindighed.
"Din.." Han tøvede. Den havde han fuldkommen glemt alt om da det var gået op for ham hvor svag hun var. "Jeg skal nok gå tilbage efter den bagefter, men nu må vi lige have dig derop." Det stod ikke til diskussion. Uanset hvad så skulle hun til hospitalsfløjen og det kunne nærmest kun gå for langsomt.
Som han mærkede ende læne sig ind mod ham spredte der sig en ukendt varme i kroppen. Ikke noget ubehageligt eller seksuelt, bare en varme. Følelsen af at hun faktisk lod ham komme så tæt på efter hvad han havde gjort. At hun lod ham komme tæt på i det hele taget. Han havde aldrig været så tæt med nogen før og det gjorde ham både en smule nervøs og usikker, men samtidig også glad.
Han så på hende med et skeptisk blik som han slæbte hende op af trapperne, alt imens han holdt debatten åben. "Du er virkelig stædig, ved du godt det?" Det var ikke ment på en led måde, men honestly den eneste han kendte der var næsten lige så stædig var ham selv.
Desværre kunne han godt fornemme at hun blev mere og mere sløset i sin tale, men denne debat lod da til at holde lidt gang i hende. De var der også lige om lidt. "Okay det er fint, bare hold dig vågen, vi er der om lidt," Forsikrede han og trak hende op af de sidste ting. Han nærmest sparkede døren op, eftersom begge hænder havde travlt med at holde hende på benene. og slæbte hende med ind på hospitalsfløjen. "Hallo, kan vi få noget hjælp?" Kaldte han ud i rummet.

[Luna Clary Daniels]

Der kom et lille smil på Lunas læber, da Spencer lovede at hente hendes kappe. Det var som sådan ikke fordi hun ville bruge den mere. Den var ret ødelagt, men det ville nok ikke se godt ud, hvis varulve-eleven var væk og der nu lå en ødelagt kappe fra et andet kollegie. Den del var dog for indviklet lige nu til at hun kunne forklare det. “Spenc... Tak. Du sød. Ved du det?” Det blev lidt den meget korte version af hendes tanker, som måske slet ikke ville give mening for andre end hende selv. Hun smilede lidt over at blive kaldt stædig. “Det du ikk ene om at sige. Jeg har bare stærke holdninger. Kæmper for rettigheder. For... folk er så pisse snæversynet” det var svært at samle ordene, men det hjalp hende lidt med at holde sig i gang det var hårdt bare at flytte fødderne. Hun ville allerhelst bare sætte sig ned og blive der. 
Men så lige pludselig var de fremme hun kunne kende det på lugten og så også på måden Spencer pludselig snakkede på. Hun hørte hurtige skridt nærme sig og åbnede øjnene lidt, da der blev spurgt til hvad der var sket. “Det et uheld. Jeg bukkede mig. Min arm. Den... den kom til skade. Spence hjalp mig” hun smilede for sig selv og lukkede så øjnene igen. Hun kunne ikke gøre så meget mere nu. Hun håbede bare ikke Spencer fik for meget ballade pga hende. 

[Spencer Lynch]

Han så på hende med en mindre grimasse. "Du har vidst mistet lidt for meget blod." Kommenterede han som hun sagde at han var sød. Han var sket ikke vandt til den slags komplimenter og han anede vitterlig ikke hvordan han skulle håndterer dem.
Det var bemærkelsesværdigt hvordan hun snakkede om det hun troede på. Selv nu hvor hun var ret svag efter sit blodtab kunne han godt fornemme at der brændte noget passion bag. Han skulle også til at kommenterer på det, men pludselig var han ikke helt sikker på om hun havde mistet bevistheden. Hendes øjne var lukkede og hun blev en smule tungere omkring hans hals.
Heldigvis kom hun til sig selv, omend kortvarigt som de måtte forklare hvad der var sket. Hendes øjne gled atter i og hun blev igen en smule tung.

// TIME

Sygeplejersken havde tilset Luna. Ikke at den unge pige var bevidst med det, lige nu lå hun på en af hospitalssengen og så stadigvæk uhyggelig bleg ud. Spencer havde aller nådigst fået lov til at trække en stol hen til sengekanten som han nu sad i. Han havde nægtet at forlade hendes side, han havde trods alt været skyld i at hun var endt der.
Han var gledet godt ned i stolen og nakken var tiltet let tilbage. Han havde siddet og små blundet eftersom det næsten var umuligt for ham at holde sig vågen når ikke han bevægede sig. I hvert fald efter en nat som varulv. Han var atter gledet ind i en urolig søvn og bemærkede egentlig ikke om Luna var ved at vågne.

[Luna Clary Daniels]

Fra sit næsten bevidstløse leje, mærkede Luna nogen komme til hende, tage fat og så en stram fornemmelse om armen. Det lød summen over hende men hun var for træt og udmattet til rigtig at registrere hvad der blev sagt. Øjenlågene var tunge og hun havde for længst opgivet at forsøge at åbne dem igen.

Hvor længe hun havde ligget der, da hun endelig kom til sig selv igen, det vidste hun ikke. Hun messede lidt med øjnene, før hun til sidst træt slog dem op. Hånden blev løftet, for at gnide søvn ud af øjnene, men hun nåede ikke langt før det gav et jag af smerte gennem armen. ”..av” kom det sagte fra hende og hun lod den ligge og brugte i stedet den anden hånd.
Så fik hun øje på drengen ved siden af sig. Han så ud til at sove. Han måtte også være træt, men det kunne ikke være super behageligt at sove i en stol på den måde. Hun tøvede lidt, men rakte så den raske arm ud for at prikke roligt til ham. ”Spence?... undskyld men.. vil du… jeg er virkelig tørstig.” hvorfor hun regnede med Spencer bare ville finde hende noget at drikke, vidste hun ikke, men hun var blevet for at se ham. ”Du Spence… hvorfor.. øhm.. hvad..” hun tog sig til hovedet og var lidt groggy stadig. ”burde du ikke sove i din seng i stedet? Det kan ikke være rart det der”

[Spencer Lynch]

Spence havde drømt at han havde haft mareridt. Han havde drømt om hvordan han havde set til fra sidelinjen som varulven havde dræbt og lemlæstet samtlige professorer og elever på skolen. Derfor vågnede han også med et voldsomt spjæt som hun prikkede til ham.
I et forvirret øjeblik var han nær gledet ned af stolen. Han kiggede på hende med trætte blå øjne som hendes spørgsmål sank ind og minderne der kun var få timer gamle begyndte at vende tilbage. ”Huh?” Han gned øjnene med sine håndflader og rettede sig op i stolen med en grimasse. Hele hans krop var øm og den måde han havde siddet og sovet på havde absolut ikke hjulpet på situationen.
Han rejste sig og strakte sig en enkelt gang. Han var egentlig en høj dreng, men det sås sjældent eftersom han altid gemte sig selv lidt væk.
”Vand sagde du,” Han kløede sig let i nakken og så sig om hvorefter han igen vendte blikket imod hende og nikkede. ”Jeg finder noget til dig.” Forsikrede han så, men tøvede da hun snakkede videre. Han så på hende med et lettere alvorligt blik, dog lå den samme taknemmelighed bag som den havde gjort tidligere, ”bedre end et hårdt, koldt gulv.” Kommenterede han så og og forsvandt kortvarigt ind til sygeplejersken for at vende tilbage med et glas vand. Han rakte det frem mod hende, ”her.” Bød han i en næsten venlig tone. Han satte sig atter ned på stolen og fumlede så lidt med hænderne i skødet, "jeg fik vidst ikke takket dig.." sagde han så stille og uden at møde hendes blik. "Tak fordi du blev, det var virkelig dumt...men tak," først her vovede han sit blik op til at møde hendes.