Bare en kop kaffe?

[Angela Dupuis Blake]

Tråd til @felipe

Angela passede sit arbejde som altid og gik og satte ting på plads, da den lille klase af klokker over døren begyndte at bimle og bamle. Angela kiggede derhen og blev glad over synet det velkendte ansigt. "Felipe? Er du her?" De kendte hinanden fra skoletiden. Det var enormt rart for Angela og møde en fra det liv hun kendte så godt. Det liv der altid havde været hendes, men som nu ikke var sandt. Eller det var hvert fald ikke så sandt som hun før havde troet det var. "Hvordan har du det? Hvad kan jeg hjælpe med?"

[Deleted]

Felipe trådte ind i Floridors Iscafé med en rolig mine. Han brød sig ikke om iscafeer, men hans gamle ven arbejdede der og han ville gerne se til hende igen. Der var gået et stykke tid siden sidst. Det virkede kun rigtigt at han lige besøgte hende igen. Han trådte hen til disken og så på hende med et svagt smil. Som altid havde han et jakkesæt på, da han jo kom direkte fra arbejde.
"Jeg tænkte bare at vi kunne få os en kop kaffe." Han lænede sig lidt henover disken. "Når du har fri?"

[Angela Dupuis Blake]

Angela smilede til ham. Hun kunne rigtig godt bruge at drikke en kop kaffe med ham. Han var hendes virkelighed. Den del der føltes ægte i alt det uægte rod hun var vågnet op i men stadig ikke forstod på nogen måde. “Det vil jeg rigtig gerne. Jeg har dog først fri om en time. “ måske kunne hun gå lidt før, hvis ikke der var nogen kunder? Man kunne da håbe. “Vil du have en kop kaffe her imens?”

[Deleted]

Skuffelsen han følte var tydelig. En time kunne føles som en evighed, men han kunne godt vente. Hendes selskab var ventetiden være - det herskede der ingen tvivl om. Hendes tilbud om en kop kaffe nu var meget fristende og fik et lille lys til at dukke op i hans øjne.
“Meget gerne. Bare en almindelig sort kaffe, tak.” Han begyndte at finde sin pung frem, så han kunne betale. “Og jeg venter gerne til du har fri.” Det sidste blev sagt med et lidt større smil. “Kan du stadigvæk godt lide at arbejde her?”

[Angela Dupuis Blake]

Det var tydeligt at se, at han blev skuffet, men hun var nødt til at passe sit arbejde. Det var rigtig irriterende lige nu. Heldigvis kunne hun måske få lov til at lukke lidt før hvis ikke der var nogen kunder. "Jeg beklager meget Felip. Jeg lover dig jeg giver en kop kaffe når jeg har fri." Hun fik næsten dårlig samvittighed over ikke bare at kunne tage afsted nu. 
Da der heldigvis ingen kunder var lige nu, kunne hun dog sætte sig ned til bordet ved ham, hvilket hun derfor gjorde. Her sendte hun ham et smil og kiggede så på ham. "Det rart at se dig igen. Hvordan går det?"

[Deleted]

Det gav et lille stik i samvittigheden, at hun undskyldte. Under ingen omstændigheder behøvede hun at undskylde. Hun havde et job og det skulle ordnes. Han kunne også bare skjule sine egoistiske følelser bedre. Han smilede derfor undskyldende og rystede lidt på hovedet.
"Du behøver ikke beklage for noget, Angela. Du arbejder og jeg bør ikke forvente, at du har tid til at mødes med mig, når jeg har fri." Han satte sig samtidig ned ved af en bordene. Han rettede lidt på sin habitjakke imens. "Det går vel som det plejer." Der skete absolut intet spændende i hans liv og det var faktisk meget rart. "Og hvad med dig? Går det godt?" Han tager en tår af sin kaffe, imens han venter på svar.

[Angela Dupuis Blake]

Angela trak taknemmeligt på smilebåndet, Felipe var sød og havde altid været det. Det var rart at se ham igen. Han var ægte, han var hendes ven uanset hvem pokker hun da så ellers var. Det virkede næsten skørt at fortælle det oven på hans rolige svar og hun tog da også sin tid om det. "Tja... Jeg ved det ærligt talt ikke.." Det gjorde ondt bare at tænke på det og som en sky for solen forsvandt glæden i hendes øjne. Så kløede hun sig lidt i håret. "jeg har åbenbart en bror og... øhm ja.. Det en længere historie" Forklarede hun. Hun ville ikke bare øse det ud over Felipe, hvis ikke han var klar til det.

[Deleted]

Der var tydeligvis noget galt. Glæden i hendes øjne forsvandt så hurtigt. Det lignede nærmest, at der kom en regnsky i stedet. Hvis hun begyndte at græde, ville han ikke vide, hvad han skulle gøre. Da hun så fortalte om denne 'bror', hun tilsyneladende havde, blev han ærlig talt lidt forvirret. Burde hun ikke være glad for det? Var det ikke en god ting? Selvfølgelig skabte det nogle spørgsmål, som 'hvorfor havde hun ikke kendt til ham før'?

"Er det ikke en glædelig opdagelse?" Spurgte han. Måske misforstod han noget? Måske var denne 'bror' en dårlig person? "Fortæl mig endelig historien." Han havde alligevel ikke andet at give sig til. Desuden, venner var der for at lytte til hinanden, ikke?

[Angela Dupuis Blake]

Glædelig oplevelse? Det var hun nu ikke så sikker på om man kunne kalde det. Jo i sin simpelhed, så var Angela da glad for at have en bror, men rammerne omkring var hun ikke ligefrem fan af. Hun sad og tegnede cirkler i bordet med en fingere og efter lidt tænketid, så kiggede hun op på ham igen. "Joeh.. Det er da meget godt at finde ud af jeg har en bror. Men jeg fandt samtidig ud af at mine forældre slet ikke er mine forældre, at jeg slet ikke er fra Frankrig og..." Så tøvede hun igen, dette her var der bare ingen ordentlig måde at fortælle på. Hun forstod hvorfor Thomas eller Michael havde haft så svært ved at fortælle det. "Angiveligt, så skulle min far, altså min rigtige far, have haft stor pengegæld da jeg var barn. og... Da han ligesom ikke rigtig kunne betale, så... Han valgte at sælge mig Felipe!" Hvilken far gjorde den slags? Hun kunne ikke huske ham, det var nok meget godt, men det var virkelig underligt alligevel. "Som jeg lidt har forstået det, så solgte han mig til nogen i Frankrig som vitterligt, slettede hvem jeg var og skabte den datter de ønskede..."

[Deleted]

Nu var han bare fuldt ud ærlig lige her. Han havde ikke forventet denne historie. Langtfra. I de første par sekunder, troede han at hun bare lavede sjov med ham. At hun sad og løj. Så fik han dårlig samvittighed, for under ingen omstændigheder, ville Angela lyve overfor ham og især ikke om sådan noget. Hans blik faldt ned i kaffen og øjenbrynene trak sig lidt sammen til en rynken. Det lød bare så urealistisk. Som en historie, man hørte i nyhederne, men som kun virkede sand, fordi at det skete for en, man ikke kendte. Hans blik søgte op igen for at fange hendes, imens han tog endnu en tår af sin kaffe.

"Det er noget af en nyhed. Jeg er ærlig talt lidt målløs." Han smilede venligt til hende, men det virkede falskt. Tvunget. "Jeg er ked af at dette er sket for dig. Har du tænkt dig, at kontakte din biologiske far om det? Konfrontere ham?"

[Angela Dupuis Blake]

Det var virkelig en stor mundfuld, og det var svært helt at håndtere. Til en start havde hun næsten været sikker på det var en underlig form for mareridt, der trængte sig på, men så var hun alligevel blevet mere sikker i det. Ting begyndte at give mening og det var som om de ting, der altid havde undret hende nu blev besvaret. Det gav da hvert fald mere mening nu, hvorfor hun aldrig havde kunnet set sine forældres træk hos sig selv.. eller det var jo så netop ikke hendes forældre. "Det er meget mærkeligt ja, jeg ved ærligt talt ikke hvordan jeg skal have det med det. Desværre så... mine.. Altså mine rigtige forældre er døde, så... Jeg ved ikke rigtig" Det hele var enormt forvirrende. Hun havde Michael, som hed Thomas nu og skønt hun følte hun kendte ham, kunne hun ikke huske noget af det. Hele hendes liv havde været en løgn. Det var svært at acceptere.

[Deleted]

Dette møde var ikke som han havde troet det ville være. Det var næsten lidt for meget. Han var ikke god til denne slags situationer, så uden at kunne styre det, søgte hans blik hen imod døren, men i det sekund det gik op for ham, skyndte han sig at se på Angela igen.
"Det er jeg ked af at høre." Han følte lidt, at han gentog sig selv. "Jeg ved ikke lige hvad du kan gøre." Man blev ikke undervist i at håndtere denne slags situationer, så hvordan kunne man forvente, at man ville give den rigtige reaktion til den slags?! "Beklager. Jeg er ikke megen hjælp."

[Angela Dupuis Blake]

Det var rart at Felipe prøvede, men hun forstod også godt at det var mere eller mindre umuligt at gøre noget ved det. Derfor smilede hun bare og trak på skuldrene. "Jeg ved det godt det ikke er nemt. Det er heller ikke fordi du behøver sige så meget. Jeg ville bare nævne det LAd os lade det ligge for nu." Hun smilede og forstod godt at han ikke ville snakke om den slags. Det var også fjollet lige nu, det skulle jo gerne være en glædelig ting at de sås.