Don't let them get you down!

[Stella Todd]

Stella smilede en smule beroligende, det var godt nok at vide, at de ikke kunne komme op og flyve. Det var hun virkelig glad for.

Det generede hende dog lidt at han blandede sig i om hun blev udnyttet eller ej. Det havde fungeret fint indtil nu. Nej, fint var nok ikke ordet, men det havde fungeret og hun havde ikke lyst til at det blussede op. Hun bed dog mærke i hans ordvalg og så over på ham.
"Synes du virkelig jeg er sød?" Et lille smil formede sig på hendes læber og hun så ned på deres sammenflettede fingre. Måske var hun faktisk så heldig at han reelt kunne lide hende. Det gav hvertfald et sug i maven, som hun kiggede på hænderne. 
Klubben han snakkede om lød egentlig meget spændende, men hun var samtidig også lidt nervøs for hvad præcis det indebar. "Altså.. Er det farligt? Må man overhovedet gerne det?" Hun havde ikke rigtig lyst til at få eftersidning... og dog hvis det var sammen med Timmy så måske. "altså, bare der ikke er noget med flyvning eller højder, så tror jeg egentlig jeg er med på det meste. " Hun trak lidt på skuldrene, egentlig kunne hun ikke komme på noget hun var bange for eller ikke turde foruden højder. Så det kunne da sikkert godt være, og hvis det var en klub, så fik hun måske mulighed for at lærer nogle flere sådan rigtigt at kende. "Sååh.. hvordan melder vi os til?" Hun smilede lidt til ham. Jacob ville sikkert ikke synes om det, men omvendt ville han jo også gerne at hun fik det bedre. 

Som hun fortalte om episoden med Beatrix ved quidditchbanen, fik hun det næsten fysisk dårligt, det hjalp dog meget da hun så blev trukket ind i favnen på Timmy. Her hvilede hun sit hoved mod hans bryst og tørrede øjnene lidt. Det var flovt at blive så påvirket af det hele, men hun kunne ikke styre det. "Hun... hun fik mig til at svæve i luften uden for tårnet." Stella sank en klump, men nu var hun igang med at fortælle følte hun, at hun også skulle færdiggøre det, selvom det var svært. "Jeg tror der er omkring 10-15 meter ned, og jeg hang der bare... Mens hun grinede. Jeg har aldrig været så bange!" Hun skjulte hovedet i hans bryst og lagde armen omkring ham. Han gav trøst og det havde hun brug for. Da han så sagde, at han var hendes personlige prinse-ridder kom hun dog til at grine lidt. "Vil du gerne være min?" hvad der lå i spørgsmålet, vidste hun ikke helt, hun ville bare gerne høre ham sige ja.

[Timorthy Lavoie]

Timmy kunne ikke lade være med at smile imod hende. Det var åbenbart den effekt hun havde på ham og så efter så kort tid. Det gav ingen mening, men måske skulle den slags bare ikke give mening. "Ja, selvfølgelig." Svarede han mildt og sænkede som hun blikket til deres sammenflettede fingre. Han kunne mærke sommefugle i maven.
Han vidste godt at han ikke havde ret til at blande sig i hendes sager, men stod det til ham ville han få hende til at sige fra over folk som Beatrix. Hun var virkelig for god af sig til at skulle udnyttes.
"Farligt?" Han tænkte kort, "det tror jeg ikke. Men jeg er ret sikker på at det er hemmeligt for professoren for en årsag," han skar en let grimasse. "Men altså vi kan jo altid trække os hvis ikke vi føler os tilpas i det." Nu var han selv ret glad for eventyr og han ville elske at tage imod diverse udfordringer også selvom de måske ikke alle var lige gennemtænke.
Han smilede bredt på ny, "det kan jeg ikke udelukke, men man kan vel altid sige nej." Svarede han blot, "men altså bare rolig, jeg skal nok passe på dig," han blinkede til hende. "Altså vi skal vidst mødes med nogen andre nede ved søen og så ville vi få mere at vide, jeg skulle få besked om hvornår når det er tid." Sagde han med et skuldertræk, så lige nu skulle de vel så bare vente.
Han holdt hende tæt imod sig imens hun afsluttede sin fortælling og han kunne mærke et bittert had imod Beatrix stige indeni jo mere Stella fortalte. "Jeg forstår godt at det gjorde sig bange for højder," sagde han så, "Beatrix er simpelthen forfærdelig." Han sukkede næsten opgivende. "Måske en dag vi kan se vores frygt i øjnene sammen." Sagde han så med et lille smil på læben. Han var ikke synderlig interesseret i at se sin frygt for fugle i øjnene, men han kunne jo ikke sige at han synes huns skulle gøre det hvis kke han var villig til at gøre det selv. Hendes ordvalg fik ham til at se på hende et blik der forsøgte at gennemskue hvad hun lagde i sine ord, han valgte dog bare at fortælle sig selv at det blot havde været det. Et ordvalg. Alligevel tog han sig selv i at nikke kort hvorefter han slap hende og på ny fangede hendes hånd for at trække hende med sig ned af gangen, "vi må hellere komme derned hvis ikke vores mission skal afbrydes af en professor." Sagde han så og sendte hende et skævt smil.

[Stella Todd]

Det føltes enormt rart og rigtigt at være sammen med Timmy. Stridighederne med Beatrix var allerede næsten glemt. Smilet havde stille vundet over det triste, og hvad så hvis BEatrix havde taget hendes eventyr, på en eller anden måde virkede det faktisk lidt ligegyldigt om hun læste det op på skolen. Nu kendte Timmy jo til det.
Da Timmy snakkede mere om den hemmelige gruppen lyttede Stella spændt med. Det lød cool, men turde hun virkelig det og hvad værre var, hvad ville hendes bror sige til det. ”Du siger noget” Grinede hun så alligevel, tænk hvis de faktisk gerne ville have hende med. Det kunne være rigtig rart. ”Tror du godt bare sådan man kan trække sig” Det lød på en måde næsten for let, men måske havde han ret, det ville selvfølgelig være godt, hvis han havde det, og hun håbede da også på det. ”Ved søen? ved du hvad vi skal der?” Det var egentlig ikke fordi Stella var super bange over den oplysning. Det var ikke højder, så hvor slemt kunne det være? Måske var det noget med at holde vejret under vand eller noget andet? Om de skulle se deres frygt i øjnene sammen vidste hun ikke, hun var virkelig ikke klar til at flyve endnu. Det endte da også med at hun rystede på hovedet. ”jeg… jeg kan ikke… ikke højder. JEg.. tør ik’” lød det fra hende med næsten rystende stemme. Det var simpelthen stadig for meget for hende. Hun havde været bange for højder hele livet.
Stella nikkede dog af Timmys ord om at komme videre. ”Jep, eventyret venter. Den grønne prins og… Pigen på eventyr” Grinede hun så lidt og prøvede at efterligne Timmy fra deres første møde.

[Timorthy Lavoie]

Timmy trak let på skuldrene over hendes spørgsmål. "aner det ikke, eller må vi jo bare duellerer vores vej ud," han blinkede kækt tll hende for ta understrege joken. Frej havde ikke virket som om at det var med livet som indsats at man joinede hans gruppe, så Timmy gik bestemt ikke ud fra at det var så slemt for ærlig talt, hvad var det værste der kunne ske?
Endnu et skuldertræk, "ingen anelse, det sagde han ikke. Han sagde bare at det var en eller anden form for indvigelsesrlitual." Forklarede han. Han havde fået at vide at han ville få videre information når de mødtes.
Igen løb det beroligende smil over hans læber, "der er heller ingen der siger at det skal være i aften og ingen siger at vi skal helt op på tribunerne. Babysteps." Han var interesseret i at hjælpe hende. Beatrix skulle ikke have lov til at have ødelagt hende på den måde.
Dog forstod han godt hendes skepsis, han havde det jo på samme måde hver gang han så en fugl. Når uglerne kom ned post om morgenen havde han mest lyst til gemme sig under bordet til de var væk og han nærmede sig af princip ikke uglerriet.
Han lo ved hendes højtidelige stemme og rettede ryggen. Hun var virkelig sød og han var glad for at han havde mødte hende igen i dag skønt omstændighederne godt kunne have været bedre, "Jamen i så fald, lad os drage afsted." Sagde han med glæde i stemmen og satte kursen mod de store trædøre for enden af marmortrappen.
Han holdt dem for hende så de kunne følges udenfor.

[Stella Todd]

Stella kom til at grine af Timmy, det var svært at lade være med det væsen han var. Han skulle knap nok gøre andet end at trække vejret, så fik han Stella til at smile. Hun elskede virkelig det spil der var imellem dem og hun følte sig slet ikke forkert eller dum eller noget. Det føltes faktisk som om hun kunne få lov til at være sig selv, hvilket hun kun oplevede meget få steder. 
Hun skævede op til Timmy og smilede så. "Er det skidt hvis en lille del af mig faktisk ønsker at vi skal duellere vores vej ud? sådan bare for oplevelsens skyld." Det lød helt sikkert som højdepunktet i et eventyr og det var bestemt ikke noget hun ville gå glip af! Det var helt sikkert. At Timmy ikke vidste noget om indvigelsesritualet generede hende en smule, men så igen så længe det ikke var højder, så kunne hun klare det meste. "Vi må jo se på det og så klare det alligevel." Hun smilede og nikkede til ham. 

Det overraskede lidt hvordan Timmy holdt døren for hende, da de var på vej ud og hun kunne ikke helt lade være med at smile og kommentere på det. "Det jo lige før jeg føler mig helt vigtig, som du holder døren." Fortsatte hun i sin eventyrtone. Da de komudenfor så hun lidt til siderne og trak så vejret dybt. Quidditchbanen... Hun måtte kunne klare det. "Så Du går foran tænker jeg.. det dig der er ridderen. Jeg er bare... hende der også er der." Hun havde utrolig svært ved at give sig selv en rolle i deres lille eventyr. Der var ikke rigtig noget der virkede passende.

[Timorthy Lavoie]

Han kunne ikke andet end at smile ved endes kommentar. "Du har ret, det lyder som en god historie at fortælle videre senere hen." Han delte hendes lille grin og lod de brune øjne hvile på hende i nogle sekunder. "Vi går ind i det sammen og hvis vi skal ud af det gør vi også det sammen, aftale?" han rakte hånden frem mod hende for at hun skulle tage den og seal the deal som mand sagde.
"Præcis, uvisheden er det halve eventyr ikke sandt?" Jokede han og blinkede til hende. Han var ikke bange for så meget andet end fugle så det bekymrede ham ikke det mindste. Dog havde han vidst havde indvielseritualet indebar, ville han måske alligevel holdt bare lidt igen. Han var ikke flov over sin krop, men det betød ikke at han ønskede at vise den frem foran en masse folk han ikke rigtigt kendte.
Igen gengældte han hendes smil med et varmt et. "Selvfølelige mademoiselle," han bukkede elegant. Efter han var begyndt på Hogwarts havde han lidt tvunget sig selv til at snakke engelsk til trods for at han selvfølgelig havde snakket fransk da han boede i Frankrig. Heldigvis var størstedelen af hans familie britisk -inklusiv hans mor, så han var opvokset med begge sprog.
Han lukkede døren efter dem og satte kurs over plænerne. "Well, du må jo så være enten ungmøen eller prinsessen, hvis jeg skal være ridder-prinse-fyren," sagde han og smilede skævt til hende. Kimberly havde sagt at hun syntes han skulle spørge Stella om hun havde en kæreste, men han kunne simpelthen ikke få sig selv til det, en del af ham frygtede nok at hun ville sige ja. Han kunne jo ikke vide om hun så deres...hvad end det var de havde som almindeligt venskab eller om hun måske også fandt ham lidt mere interessant som han gjorde med hende.

[Stella Todd]

Det var så underligt at være sammen med Timmy. Underligt på en god måde selvfølgelig, men hun havde aldrig før mødt en der virkede til at forstå hende så godt og være med på hendes små eventyrideer. Det føltes rart og hun havde da også fuldstændig givet slip på det triste, som hun havde båret på. Hun var meget afslappet og havde tydeligt sænket skuldrene. Hun nød virkelig at snakke med ham. "Timmy... jeg..." Men hun stoppede bare igen og sendte ham i stedet et stort smil. "Jeg håber på at skulle på mange eventyr med dig." Sagde hun så som konklusion på alle hans tanker. 

Hendes øjne strålede da han slog over i fransk. Det var noget der sjovt nok kom lidt bag på hende, hvilket det egentlig ikke burde, efter som han kom fra Frankrig, men det lød så fint. "Timmy du snakker jo fransk!.... Kan... Vil du lære mig det? bare lidt?" Ordene var ikke rigtig til at stoppe før de var ude og hun blev lidt rød i kinderne over at have spurgt. Måske var det virkeligt dumt? Hun kløede sig lidt i håret og så så forbi ham. "Nej.. Nej det ligemeget.. Det... det bare fjollet.. undskyld." Hun var tydeligt blevet genert over hendes egen iver.

Da han nævnte hvad hun kunne være for en rolle stod hun og tænkte lidt over hvad hun i så fald skulle være.. Hvis hun nu skulle være helt ærlig, hvad var hun så? igen kom de tænksomme rynker frem i panden på hende. "Jeg tror altid jeg har set mig selv som den grimme landsbyboe, som en dag blev opdaget af en prins og så bliver lykkelig sammen med ham. Jeg er ikke sikker på om jeg er en prinsesse.. måske mere tjenestepige."

[Timorthy Lavoie]

Hendes ord fik ham til at føle sig en smule let i hovedet, hvis man kunne sige det på den måde. Sådan helt bekymringsfri somehow. "Jeg vil med glæde ledsage dig på alverdens eventyr." Svarede han så tilbage og sendte hende et nyt af sine smil der efterhånden konstant var malet på hans ansigt når han var i nærheden af hende.
Han kunne stadigvæk ikke helt komme sig over alle de tanker og følelser hun satte igang hos ham. Han var normalt ikke nervøs omkring piger og det var han egentlig heller ikke omkring hende, faktisk følte han sig total i sit es når de var sammen, men alligevel nagede det ham ikke at vide om hun havde en kæreste, han var bare ikke helt modig nok til at spørge, hvilket var pudsigt når Stella tilsyneladende så ham som værende denne modige ridder-type.
Han kunne ikke lade være med at le da hun kommenterede på hans franske, "oui, jeg kommer trods alt fra Frankrig." Sagde han morende og fugtede sine læber en smule. Endnu en kort latter, men der var intet hånligt i den, "jamen det kan jeg da godt. Eller jeg kan forsøge, jeg tror ikke at jeg er den bedste læremester," han blinkede til hende.
"Hey, det er aldrig fjollet at lære nye sprog," rettede han hende og gav hendes hånd et klem. "Du behøver ikke være så usikker på dig selv." Han smilede opløftende til hende.
Denne gang skød han brynene i vejret, "grimme landsbybo? Du tager gas på mig ik?" I hans øjne var der intet grimt over hende, tvært imod. "Dog vil jeg lige påpege at det da kun er fedt at være tjenestepigen, hun må selv kæmpe sig op til de ting hun vil have, prinsessen har det sikkert allerede i forvejen." Forsvarede han og rettede så blikket lidt frem som de nærmede sig banen.

[Stella Todd]

Smilet voksede igen frem på Stellas læber. Han ville 'Ledsage' hende ud på eventyr. Det lød simpelthen så sødt at hun blev helt glad inde i. Et kort øjeblik nåede hun faktisk at tænke på, om hun burde takke @themadhatterwasher12 for denne dag at have været efter hende. Meget føltes trods alt til at have fået lidt mere fart efter, at hun havde valgt at læse eventyret op, så Timmy faktisk hørte det. Det at han ikke var blevet sur, gjorde Stella meget glad og hun håbede, at det var fordi han måske også kunne lide hende så. "Det er en aftale så. Eventyr.. Dig og mig, sammen." Hun smilede og kunne ikke lade være med at overveje hvilke eventyr det skulle være. Det var helt sikkert bedre eventyr end hun havde været på med Ben. Godt Timmy ikke vidste noget om det!
Det var nok rimelig logisk ja, at Timmy snakkede fransk nu han kom fra Frankrig hun havde bare aldrig skænket det en tanke før. "Det er et flot sprog Fransk. Det lyder ret så romantisk synes jeg. Men jeg forstår det ikke." Hun kunne godt tænke sig at kunne snakke det, for at kunne bruge det i nogle af sine eventyrer. Prinsen skulle være fornem franskmand, som ikke gad de kedelige selskaber, men i stedet blev forelsket i den almindelige pige som bare levede livet. Der var meget i det.
Det generede hende lidt at han nævnte hendes usikkerhed, det var ikke ligefrem noget hun selv kunne styre, så det var svært bare at lade være med det. Heldigvis var eventyr hendes safety zone hvilket man også tydeligt kunne mærke på hende. Den sikre havn hun altid kunne stråle i. Hun rystede da også lige på hovedet af ham, da han havde misforstået hvad hun havde sagt før. "Nej, ikke sådan Grimme Grimme landsbybo, bare sådan hende der er lidt kedelig.. Du ved hende der ikke går op i at blive stadset ud og fokusere på udseendet, bare... smuk af sind nok.. tror jeg." Hun nikkede for at understrege sin påstand. "Det må være mig."

[Timorthy Lavoie]

Han smilede og nikkede bifaldende, "aftale!" Sagde han med et muntert smil. Det lød i hvert fald som noget han godt kunne tænke sig at kaste sig ud i med hende. Stella var virkelig sød og hun var en del anderledes end så mange andre piger han havde møde. De fleste på Beauxbatons var lidt for fyldte af sig selv, mente han i hvert fald, som om at det bare lå til franske piger at være snobbet. Selvfølgelig var det nok en smule fordomsfuldt fra ham af, men han sagde det i det mindste ikke højt.
Stella var bare så ydmyg og sød og hun var virkelig ufattelig godt ud, men på en naturlig måde og ikke fordi hun havde brugt timer foran spejlet på at ligge krigsmaling. Det vidste han naturligvis ikke om hun havde, men så var hun i hvert fald god til at få det til at se meget naturligt ud.
Han nikkede, "ja det kan lyde virkelig romantisk sommetider I guess." Svarede han og smilede lidt lusket i hendes retning, "je voudrais t'embrasser" sagde han så som smilet voksede, "hvis du mener du gerne vil lære fransk, så kan du jo starte med at slå det op når du får tid," han blinkede drilagtigt til hende.
Han holdt de mørke øjne rettet på hende imens hun forklarede havd hun mente. Hun var nu ret sød. Han kunne ikke helt bedømme om det bare var ham, men det virkede lidt som om at hun havde en smule svært ved at sige rigtig rosende ting om sig selv. "Også smuk af sind. Det passer da perfekt på dig -bortset fra du ikke virker kedelig."  Sagde han som var det en fact lige så normal som at kommenterer på at det var fredag.
De nåede frem til banen og Timmy bøjede nakken bagover for at kigge op imod tribunerne der rejste sig flere meter over deres hoveder. Det gøs lidt i ham efter det hun lige havde fortalt ham.

[Stella Todd]

Stella kunne ikke lade være med at rødme, som Timmy gav hende ret i, at fransk var et fransk sprog. Det var lidt unfair dog at han så begyndte at snakke fransk til hende og så også forventede, at hun ville kunne forstå det. Hun forsøgte at overveje om noget af det virkede bekendt, men hun havde ikke hørt det før. "Hvad sagde du?"  En ting var at hun ikke forstod fransk men hvordan skulle hun slå noget op hvis ikke hun vidste hvad hun skulle slå op. Kunne han da ikke bare sige det? "Det jo ikke til at slå op senere Timmy. jeg ved jo ikke engang hvordan det staves. jei vodrajs t'ambraser?" Prøvede hun, men kunne godt selv høre at det ikke lød rigtigt. Det generede hende lidt for hun ville gerne kunne udtale det rigtigt. 
I sit forsøg på at gentage hans franske havde hun slet ikke lagt mærke til at de allerede var ved banen. Da hun så så at de var der trådte hun usikkert et skridt tilbage. Hun hadede det her sted. "Synes du virkelig?" Hun kom til at smile og kiggede lidt væk fra ham så han ikke kunne se at hun blev rød i kinderne.

[Timorthy Lavoie]

Okay havde hun forstået fransk ville han aldrig have været modig nok til at sige det til hende, men nu kunne han lidt skjule sig bag hendes uvidenhed. Han smilede en smule flabet med et glimt i øjet, "ja se det er jo så det store spørgsmål," drillede han mildt.
Som hun forsøgte at sige det efter smilede han blot en smule bredere, "je voudrais t'embrasser" gentog han i en venlig tone så hun ikke skulle tro at han gjorde grin med hendes måde at udtale det på. Fransk var ikke ligefrem et let sprog. "Hvis du husker mig på det kan jeg skrive det ned til dig senere, så kan du slå det op." Han blinkede til hende. Hvad han egentlig ville gøre hvis hun rent faktisk kom og sagde hun havde fundet ud af hvad det betød anede han ikke. Nok panikke en lille bitte smule.
Som hun trådte let tilbage kiggede han på hende med et lidt mere dybsindigt blik. Han havde ondt af hende at hun skulle være så bange for stedet på grund af den hejre til Beatrix. "Ja jeg gør." sagde han ærligt og tog fat om hendes hånd igen. Han havde sluppet den som hun var trådt tilbage, "kom, jeg lover at vi nok skal blive på jorden." Forsikrede han hende og trak forsigtigt i hende for at lokke hende med ind på banen.

[Stella Todd]

Hun så indgående på ham. Hvorfor ville han ikke bare sige det? Stella blev enormt nysgerrig, nok mest fordi han ikke ville sige det. Det generede hende. Hvad kunne det dog være? Hun overvejede det lidt, men hun havde ingen ide om det. "Det er vel noget med at du er glad for at gå her... sammen med mig." Foreslog hun så. Det måtte være et eller andet med dem, men om det passede vidste hun ikke. Hun ville stadig gerne lære sproget og prøvede derfor endnu en gang at gentage hvad han havde sagt. "Ji.. Nej je vo... Voudrais t'embrasser" Det var et langt bedre forsøg denne gang men hun havde også hørt det et par gange nu. Hun vidste dog stadig ikke hvad det betød. "Du er nok nødt til at skrive det ned til mig, hvis jeg skal finde ud af hvad det betyder. Er det noget vigtigt eller er det bare sådan. 'Jeg kan godt lide hunde'?" Hun smilede lidt over forslaget, hvorefter hun tog ham i hånden og fulgte med. "Hvor skal vi hen?"

[Timorthy Lavoie]

Han hævede blot et bryn af hende og trak så let på skuldrene. ”Hvem ved, måske.” Svarede han kryptisk. Det var faktisk lidt sjovt at lade hende gætte lidt, han havde dog ikke helt modet til bare at sige det direkte til hende. Det kunne godt være at han havde kysset Kimberly eller rettere hun havde kysset ham, men det havde været under helt andre omstændigheder, så det gjorde ham ikke ligefrem mere modig, desuden så han ikke Kimberly som andet end en sød pige som havde fantastisk vennepotentiale. Stella var noget andet. Noget helt andet.
Endnu et smil gled over hans læber, ”sådan, du lærer hurtigt,” roste han. Selvfølgelig ikke helt så flydende som når han sagde det, men det var der jo sådan set også ganske gode årsager til kunne man sige.
Han nikkede til at han ville skrive det ned til hende. Igen anede han ikke hvordan han ville ende med at reagerer når hun fandt ud af hvad det betød, hvis altså hun valgte at konfronterer ham med det, men det måtte han jo tage til den tid. Han var jo som sådan heller ikke bange for at kysse hende, han var lidt bange for at blive afvist hvis han gjorde.
”Ja se det finder du ud af når du slår det op.” Drillede han hende mildt.
Han vendte blikket imod banen, ”vi skal da ind og se banen.” Sagde han muntert. Han ville ikke slæbe hende med op i tribunerne hvis ikke hun havde lyst, men han kunne godt tænke sig at se banen indefra. Måske virkede det lidt ligegyldigt når man jo rigeligt kunne se den her fra kanten, men altså der gav bare en anden feeling at stå i mindten bildte han sig selv ind.

[Stella Todd]

"Sig så hvad det er. Ellers kunne jeg jo tro det var noget dårligt.... Måske har du lige sagt at jeg ligner en trold med svampe ud af ørerne." Stella var frygtelig nysgerrig og det at der nu var et eller andet hun ikke forsod, men vigtig nok til at holde hemmeligt, detvar noget af det hun hadede aller mest. Hvorfor Kunne han ikke bare sige det? Så hemmeligt var det vel ikke? Hun kunne nærmest ikke få øjnene væk fra ham. De let sammenknebne øjne, der måske forventede at hun ville kunne læse svaret, hvis bare hun kiggede længe nok på ham.  Så fik hun alligevel en ide. Det var lidt udspekuleret, men det var en god mulighed. "Så Sig mig, hvis jeg læser så godt. Hvordan siger man så: Jeg synes du er sød, på fransk?" Hun så afventende på ham, det kunne jo godt være det han havde sagt? så ville hun kunne høre det nu.

De var nået helt ned til banen, og selvom der ikke var noget spil igen, var Stella ikke meget for det. Hun holdt sig derfor helst tæt ved Timmy. Hun forstod dog ikke hvorfor de skulle ind på banen, det var lidt.. ja.. men hun gjorde det for Timmys skyld. "Vi kan gå ind på banen, når du fortæller mig, hvad du sagde før?" Udfordrede hun ham så. Det var da forsøget værd.