Don't let them get you down!

[Timorthy Lavoie]

Stella Todd

Gangene på Hogwarts

Februar 2056

---

Timmy havde set Stella tage flugten efter mødet med Beatrix. Han hadede inderligt at den blonde heks havde været sådan efter hende og ved først givende lejlighed var han smuttet efter hende. Det havde udviklet sig ret intenst og det havde ikke lykkedes for ham at få hendes papirer tilbage fra Beatrix og truslen om at hun ville læse eventyret op foran hele skolen gjorde ham trist på Stellas vegne fordi han godt var klar over at hun for alt i verden ville undgå det.
Derudover ønskede han ikke at nogen skulle begynde at drille hende med hele "den grønne prins" delen. Ham selv var han ikke så bekymret for, han kunne tage det og ærlig talt var han faktisk lidt beæret over at han tilsyneladende havde sat et så stort spor i hende. For det havde da været ham...right? 
Han slog tanken ud af hovedet og satte tempoet op fordi han gerne ville nå at indhente Stella, han svingende om et hjørne og var nær vadet direkte ind i ryggen på hende. 
Overrasket over at hun ikke var løbet længere væk så han på hende med et forsigtigt smil. Hun stod med ryggen til så han var ikke helt sikker på hvordan hun havde det, "hey," forsøgte han og lade blidt en hånd på hendes skulder, "er du okay?" Han var ikke helt sikker, men det lød som om at hun snøftede en lille smule, han håbede bare ikke at mødet med Beatrix havde ødelagt hende fuldkommen, hun fortjente bedre end det. 

[Stella Todd]

Stella var kun lige løbet om det nærmeste hjørne, hvor hun var stoppet op og havde lagt armene om sig selv men hun lod tårerne løbe uden ord.
Hun kendte det så godt, hele den følelse hun stod med nu, og alt hun ventede på var at sikre sig Beatrix havde haft tid nok til at nå ned i krypten, før hun ville begive sig op i opholdsstuen op i seng og påstå hun var syg.

Noget var dog anderledes i dag. Hun mærkede noget lægge en hånd på hendes skulder, hvilket fik hende til at afgive et forskrækket lille gisp og skutte sig sammen, før hun genkendte stemmen. ”Timmy? Hvad laver du her?” hun tørrede øjnene, han skulle ikke se hende græde. ”alt er fint. Det er lige meget nu” lød det bare fra hende i den vante remse der efterfulgte ethvert angreb der blev opdaget. Hun ville ikke snakke om det og til hvad formål? Det var jo overstået nu.

[Timorthy Lavoie]

Han trak hånden til sig som hun trak sig sammen. "Sorry, det var ikke min mening at gøre dig forskrækket." Sagde han i et mildt smil og tippede hovedet lidt på skrå. Han nåede at fange bevægelsen som hun tørrede sine tårer væk. Det gav ham en mindre knude i maven som hun hurtigt fandt "alt-ok" facaden frem. Den han også selv altid brugte når han ikke kunne overskue at snakke om tingene.
"Du smuttede bare afsted så hurtigt, jeg ville checke at du var okay." Sagde han så. "Jeg fik desværre ikke fat i dine papirer, men det var et ret vildt udfald du kom med der." Forsøgte han at opmuntre hende.
En del af ham havde lyst til at trække hende ind i sine arme og berolige hende og forsikre hende om at alt nok skulle være okay. Dog holdt han sig lidt igen. Hun havde ikke reageret helt så godt dengang han havde kysset hende på hånden og han fortrød nok lidt den handling set i bakspejlet, mest fordi han nok lidt havde en ide om at han havde skræmt hende lidt væk på det.
Han lod lidt forsigtig de mørke øjne hvile på hende, "altså hvis du har brug for at snakke om det så er jeg ret god til at lytte." Sagde han med et lidt medfølende blik. Han havde ondt af hende at folk som Beatrix skulle gøre hende så ked af det. Hun burde slet ikke lade hendes mening betyde noget. Stella var en flot pige og hun virkede utrolig sød og betænksom, alt havd Beatrix, set med Timmys øjne, ikke var.
"Jeg er nu glad for at jeg fandt dig, jeg har kigget efter dig, men har ikke lige set dig." Sagde han så og smilede igen. Måske var det meningen? Han vidste ærlig talt ikke om hun havde undgået ham efter sidst, men han valgte at tro at det ikke var tilfældet.

[Stella Todd]

Kunne det virkelig passe? Timmy måtte være sendt fra himlen, siden han nu stod der og bekymrede sig om hende, selvom hun var for flov til at se på ham. Der var ikke rigtig nogen måde at skjule det på for ham, hvad der var sket. Han havde jo set det hele. ”Jeg er vant til det. Så det går nok. Jeg kan godt klare det” det var ikke en direkte løgn, men hun vidste med sig selv at hun var mødt til det og det hjælp intet at græde.
”Det var pænt af dig at forsøge at hjælpe. Jeg må vel bare forberede mig på at det bliver læst højt. Det var virkelig dumt af mig at angribe hende, men hun skal ikke være efter dig. Det… det fortjener du ikke” nu vendte hun sig og så forsigtigt på ham. Al glæden i hendes øjne var væk. Det var som om hun havde trukket sig ind i sig selv og bare var. ”der er ikke noget at snakke om. Ikke medmindre du… du hørte jo det hun læste. Den grønne Prins er det det du vil snakke om? Du har vel regnet det ud. Undskyld” han var måske sur over hun havde brugt ham som inspiration uden først at spørge om lov?
Det undrede hende godt nok at han havde ledt efter hende. ”Har du brug for hjælp til at finde rundt?” hun havde nævnt, at han bare skulle sige hvis han havde brug for hjælp, så det måtte være grunden for han opsøgte hende.

[Timorthy Lavoie]

Det var som om at han lige brugte et par sekunder til at læse hende. Ikke at han havde det store held med det, men lige nu ville han virkelig ønske at han kunne få bare et lille indblik i hendes tankegang. "Jeg synes i hvert fald at det var mega fedt måden du stod op for dig selv." Roste han hende så. Hun lod til godt at kunne bruge et boost til sin selvtillid og det var han mere end villig til at give hende.
Igen et lille smil, "hey det skal du da ikke bekymre dig om, det er godt skrevet." Sagde han og slog let ud med hånden som var det ingenting. Inderst inde kunne han godt forstå hende. At lade skolen høre det kunne han kun sammenligne med hvis han blev tvunget til at synge eller spille klaver foran hele skolen og dét havde han bestemt ikke lyst til på nogen måde. Det svarede jo nærmest itl at blotte et stykke af sin sjæl. Han kunne forstille sig at hun måtte have det lidt på samme måde.
Hendes bekymring fik ham til at række ud og ligge en trøstende hånd på hendes skulder, "det skal du altså ikke tænke på, jeg er en stor stærk dreng, jeg kan selv snøre mine egne snørebånd og det hele." Han blinkede fortrøstningsfuldt til hende, men han mente det, hun behøvede ikke at have ondt af ham, han tog ikke den slags så tungt.
Han mødte hendes blik og det løb ham lidt koldt ned at ryggen så tomt hendes var. Dette fik kun lysten til at kramme hende til at stige en smule, men han holdt sig i skindet.
Igen forsøgte Timmy med alt hvad han havde i sig at vende situationen til noget positivt. Så det var ham. Dette gjorde ham mere beæret end sur som hun frygtede. "Undskyld? Hvorfor undskylder du? Du fik mig da til at fremstå mega awesome, det skal du da ikke undskylde." Han pustede sig en smule op og skød brystet frem i håb om at lokke et lille smil fra hende.
"Hvad?" Han så undrende på hende indtil han kom i tanke om at det jo var det hun havde sagt sidst, "nåh nej nej. Eller jo jeg har svært ved at finde rundt, men altså ikke derfor." Hen smilede igen, men blev så lidt mere alvorlig "faktisk ville jeg gerne undskylde for sidst, jeg er ked af hvis jeg overskred dine grænser." Her hentydede han selvfølgelig til kysset på hendes hånd.

[Stella Todd]

Timmy havde misforstået hende. Det blev tydeligt nu. Det var jo netop ikke hende selv, hun havde beskyttet eller havde stillet sig op for, hvad man nu sagde. Det var ham. Jo han ville sikkert nemt kunne klare sig selv. Men det havde været hendes kamp med Beatrix, det havde været Stella, Beatrix' had skulle gå ud over, ikke Timmy. "Det skulle ikke gå ud over dig. Det var en sag mellem Beatrix og mig. Der var styr på den, men hun ødelagde det." Stella hentydede til den aftale hun havde været ved at lave omkring det med at lave Beatrix' lektier. Det mente Stella dog ikke der var nødvendighed om at snakke om.
Da han så roste hendes eventyr kunne hun alligevel ikke lade være med at smile lidt over det. Det betød meget for hende, at Timmy kunne lide det. "Tak. Jeg følte mig ret inspireret." Hun blev rød i kinderne og så genert væk. Det var så pinligt åbenlys at hun måske havde forelsket sig i ham. Hun fandt en lok af sit hår som hun begyndte at pille genert ved. "Altså jeg.. øhm.. Jeg ville bare skrive en historie, hvor... øhm... jeg mener... jeg kunne ikke rigtig få dig ud af hovedet og så ville jeg bare skrive et eventyr hvor... hvor... som endte godt."Hun kunne ikke få sig selv til at sige det bedre. Sandheden var jo at hun ønskede at sige: Et eventyr, hvor han endte med at forelske sig i hende. Men det sagde man ikke. Det var Timmy også alt for sej til.
Det hele virkede rodet og ikke helt til at forstå. Han ville ikke have hjælp til at finde rundt, men kunne ikke selv finde rundt? Hun endte med at rynke brynene og lægge hovedet lidt på skrå. "Undskylde? Men... Altså det.." Hvordan skulle hun lige forklare sig? "Det var sødt.. det.. du gjorde..."

[Timorthy Lavoie]

Ingen måttet han ryste lidt på hovedet. "Seriøst de skal du ikke tænke på." Forsikrede han hende og smilede på ny. "Jeg aner ikke hvilken aftale du og hende Blodie har indgået, men for mig virker det bare ikke fair at du skal lave hendes lektier. Ikke medmindre du selvfølgelig har lyst til det." Ikke at han ville forstå hvorfor nogen som helst i verden skulle have lyst til at lave dobbelt op på lektier.
Et bredt lidt legesygt glimt meldte sig i hans mørke øjne, "så jeg er en god inspirationskilde..Noteret." Hen blinkede til hende. Han ville ikke have at hun skulle føle sig dårligt tilpas i det. Hun var dygtigt og han tog det bestemt ikke personligt, hvorfor skulle han? Hun havde jo beskrevet ham på en sød måde og ikke som røvhullet i historien.
Han bemærkede godt hendes rødmen og fik næsten ondt af hende, han ville ikke have at hun skulle stå og være flov overfor ham.
Hvad hun så sagde gav abolut ingen mening hvilket nok lidt afspejlede sig i hans undrende ansigtsudtryk, dog var der én ting som han havde bidt mærke i; hun havde ikke kunne få ham ud af hovedet. Det var vel et godt tegn? Det føltes som et godt tegn og det fik et nyt smil til at forme sig på hans kinder der i samme henseende begyndte at brænde en smule. Han rømmede sig og brød øjenkontkten for ikke pludselig at stå og smile lidt for fjoget.
"Det var sødt sagt," sagde han så og fugtede let sine læber. "Så håber jeg da at det ender lykkeligt." Han forsøgte at fastholde hendes blik lidt før han så kiggede ned af gangen. "Så hvor skal du ellers henad nu?" De havde jo stadigvæk timer tilbage, men han kunne da altid følge hende til den næste hvis det skulle være.
Han var ikke helt overbevist om den sidste del hun svarede på med kysset, hun havde trods alt fået ret meget fart på og han ville lidt ønske at han ikke havde gjort det, mest fordi han var ked af at have skræmt hende.

[Stella Todd]

Timmy virkede egentlig god nok, og måden han havde forsvaret hende før var måske tegn på at han var til at stole på. Hun trak vejret dybt og så så op på ham. ”den periode hvori jeg laver hendes lektier, der…. der er jeg sikker på hun ikke er efter mig” Det var flovt at sige, men omvendt var det måske bedst at spille med åbne kort fra start af. Bare han ikke ville sladre til nogen af professorerne eller gøre noget ved Beatrix.
Et smil vandt dog langsomt ind på hendes læber ”Jeg kunne virkelig godt lide at snakke med dig, den dag du kom og… “ mere fik hun ikke rigtig sagt. Det var så svært at få det til at lyde ordentligt. Forsigtigt rakte hun ud efter hans hånd. Det føltes som om det hele blev nemmere med støtte fra Timmy. Hun bed mærke i at hans kinder glødede og håbede på hun forstod det rigtigt. ”Det ender med at… øhm… han finder pigen og tager hende med sig og så kysser han hende. Det er jo et eventyr.” grinede hun så lidt og så på deres hænder. Jo det var bedre når hun kunne mærke ham. Rart. ”jeg ved det ikke rigtig. Måske du har lyst til at gå et sted hen sammen? Medmindre du selvfølgelig har travlt”

[Timorthy Lavoie]

Timmy fik et næsten blankt udtryk i ansigtet "Altså du kan godt selv høre hvordan det ikke er rimeligt på nogen måder ik?“ Hovedet blev tiltet en smule på skrå og han sukkede let, "Stela du er da langt bedre end det, du skal da ikke lade dig koste rundt med af en som Beatrix.“ Han sendte hende et forsigtigt smil. "Jeg ved godt at det måske ikke er på sin plads at jeg blander mig, men altså hvilken prins ville stå tilbage og bare se til?“ Smilet voksede lidt som han forsøgte at løfte stemningen en smule,
Han lyttede og kunne mærke sit smil vokse sig større jo mere hun sagde på trods af at hun ikke kunne afslutte sin sætning, "jeg kan også virkelig godt lide at snakke med dig,“ svarede han så og mærkede pludselig hendes hånd mod sin, han tog den forsigtigt og kunne mærke sit hjerte hamre en smule hurtigere. Han gav forsigtigt hendes hånd et lille klem som han havde gjort sidst de havde mødtes. "Jeg er overbevist om at du er langt stærkere end du tror Stella, du skal bare stole mere på dig selv.“ Sagde han stille hans blik blev sænket til deres hænder og han lo lidt sammen med hende da hun nævnte at han kyssede hende. "Det lyder som en ret kvik prins.“ Sagde han så og mødte atter hendes blik.
Det var ikke fordi at Timmy ikke havde lyst til at kysse hende i dette øjeblik, for det havde han faktisk, men han var ikke interesseret i at gå for hurtigt frem. Sidst var hun trods alt freaket lidt ud over et kys på hånden, så han ville hellere tage den med ro så han ikke endte med at skræmme hende helt væk.
Som hun atter snakkede brød hun den lidt drømmende tilstand han sekundvis havde befundet sig i. Det listige blik var tilbage, "sig mig engang Frøken Todd, opfordre du mig til at pjække?“ Han kunne ikke holde masken særlig længe, "-for i så fald jer jeg total på, jeg har eliksir i sidste time, jeg sværger på det klasselokale er som et gravkammer og den sære lugt dernede...“ han skar en grimasse, "desuden har jeg ikke fået lavet mine lektier, så hvor skal vi tage hen?“ Det ville kun være en befrielse at skippe de sidste timer skønt det nok ville give dem problmer senere.

[Stella Todd]

En smule stædigt rystede Stella på hovedet, selvom hun nok inderst inde vidste at han havde ret. ”Men det er sikkert. Jeg kan fint klare det. Det vigtigste er vel også at hun så ikke er efter mig.” Stella kiggede ned i jorden. Det var svært ikke at lade sig koste rundt med af en som Beatrix, særligt efter det Bea havde gjort for to år siden. Det ville Stella nok aldrig glemme. ”Der er ikke noget at gøre Timmy, hvis jeg sladre, så bliver det bare være. og… Jeg har ikke lyst til at være en sladderhank.” Hun så ned i jorden og mærkede den brændende følelse i øjnene der fortalte hende, at tårerne snart ville banke på. ”Det er meget sødt af dig at hjælpe, og jeg sætter stor pris på det, men...Du forstår ikke hvad hun kan finde på. Det her kan jeg holde til. Jeg kan ikke… Hvis… hvis hun holder mig ud fra et…. et tårn i den højde igen, så… Du forstår det nok ikk.” Timmy var Quidditchspiller, han havde ikke de samme problemer med højder, som hun havde. Frygten lå og ulmede hver dag, når hun så Beatrix i nærheden. Hun havde intet gjort den dag, og alligevel var det endte med at Beatrix holdt hende op i luften ud fra et af quidditchtårnene. Lige siden havde Stella ikke kun været bange for højder, men også for tilskuerpladserne til en quidditchkamp og havde derfor ikke set en eneste tæt på siden. Hun havde måttet stå et stykke derfra og håbe på hun kunne høre kommentatoren.
Det gjorde hende meget glad, at han fortalte, at han også kunne lide at snakke med hende. Og ikke bare lide det, Men virkelig godt lide det. Der var en stor forskel for Stella. Et smil blomstrede frem på hendes læber, som hun så op på Timmy. Et øjeblik gav hun slip på Timmys hånd, men kun for at søge ind og give ham et kram. Det var ikke noget hun tænkte synderligt meget over, havde hun gjort det, så var hun nok stoppet inden. ”Præcis som prinsen siger til pigen, man skulle tro du allerede kendte slutningen. Og jo Prinsen er ret kvik.” hun slap taget om ham og trådte lidt tilbage, så hun bedre kunne kigge op på ham. ”Han skjuler hvem han er, så han bedre kan lede efter pigen, men han finder hende dybt begravet i andres arbejde. Derfor går han hen til hende, rækker hende hånden og tager hende med sig. Væk fra alle dem, der behandler hende dårligt.” Stella åbnede munden for at skulle sige noget mere men tøvede så i stedet. Hun blev rød i kinderne og så væk.
Da han så begyndte at snakke om at pjække blev hun helt ude af den. ”Nej nej selvfølgelig ikke! Jeg øhm.. Altså jeg glemte lidt timerne og.. Du må ikke gå allerede. Sidst da jeg løb, der.. Altså, jeg vil bare gerne snakke mere med dig. Jeg har bare ikke rigtig turdet det.”

[Timorthy Lavoie]

Rynken mellem brynene blev ikke mindre over hendes syn på tingene. "Nej, det vigtigste er at du har det godt og er glad." Svarede han så. Havde det gjort hende glad at lave ekstra lektier så var det jo sådan det skulle være, men hvis ikke det gjorde måtte det da stoppes.
Skønt den lidt alvorlige situation fik ordet "sladrehank" ham til at smile lidt. "Altså det er da ikke det værste," sagde han så, "men altså jeg forstår godt det er svært at sige fra, men jeg synes bare det er synd at du lader dig udnytte." Konstaterede han så. Han ville heller bryde sig om at være kendt som en sladderhank, men altså så kunne man jo argumenterer for hvad der var værst.
"Et tårn? Hvad mener du?" Denne gang så han en del mere bekymret ud. Denne Beatrix var virkelig kun problemer og nogen burde gøre noget ved det. Han kunne selvfølgelig også bare gå til en professor og selv sladre, men han ville bare ikke at det skulle falde tilbage på Stella og igen forstod han godt følelsen af ikke at ville sladre også selvom han forsøgte at være cool omkring det.
I det samme blev hans tanker brudt som han mærkede hendes arme omfavne ham i et varmt kram. Han blev nok en smule overrasket over denne gestus, men den var uden tvivl kærtkommen. Forsigtigt lod han derfor sine arme snige sig omkring hende. Den ene hånd lod han hvile mod hendes nakke imens den anden var på hendes ryg. Det føltes varmt og velkomment og han kunne mærke sit hjerte slå en lille smule hurtigt. Hvordan det var lykkedes for ham at crushe på en pige han nærmest lige havde havde mødt havde han ingen anelse, det gik ellers kun så hurtigt i film. Men hun virkede bare så sød og speciel.
Et nyt smil gled over hans læber som han atter fik pointeret en sammenhæng mellem ham selv og prinsen. Da hun slap ham lod han selv sine arme falde ned langs siden. Han ville hellere have holdt hende fast, men det ville bare være creepy.
Hendes meget lange undskyldning fik ham til at grine, "Stella, slap af, jeg laver fis med dig." forsikrede han hende og fangede så hendes hånd. "Du må altid snakke til mig, det vil kun glæde mig, men for nu lad mig tage din hånd og lede dig væk fra alle dem der behandler dig dårligt," han blinkede til hende som han hentydede til hendes eventyr. "Hvor skal vi smutte hen?" Han så på hende med et smil.

[Stella Todd]

Stella bed hårdt ned i underlæben, før hun fik sagt noget i stil med at hun havde det godt og var glad, når Beatrix ikke var efter hende, men det ville også bare lyde rigtig dumt, og han ville helt sikkert ikke forstå hende.
Det var nogle hårde ord, der kom fra Timmy om at lade sig udnytte, men hvad skulle hun gøre? Hun kendte ikke til andet og det var hendes overlevelses mulighed. Det gjorde ondt i maven at snakke om det på en sådan måde. "Men Timmy, det er kun et år endnu, så er det overstået. Det kan jeg godt klare. " Om hun lød overbevisende var svært at vurdere, men hun troede hvert fald selv på at det nok skulle gå. Hun skar dog en irriterende grimasse, da han spurgte ind til tårnet. "ikke noget, det var bare en misforståelse for nogle år siden under en quidditchkamp." Rent mentalt krydsede hun fingre for at han ikke ville spørge mere ind til det. Hun ønskede virkelig ikke at fortælle om dengang, eller om hvad Beatrix havde gjort hende.
Det havde været rart at mærke hans varme favn og det ærgede hende allerede at hun havde givet slip, selvom det også var rart nok, når hun tænkte på hvordan det var gået med Ben. Det var vigtigt for hende at de ikke gik for hurtigt frem. Dog rødmede hun noget, da han heroisk tog hendes hånd i sin. Han var altså noget helt særligt. "Hmm... Der er biblioteket, eller ugleriet eller storsalen eller... Hvad vil du gerne se?" Hun glemte alt om timer og tænkte kun på hende selv og Timmy.

[Timorthy Lavoie]

Timmy sendte hende et sigende blik. Han var ikke overbevist på nogen måde, men så uden videre lyste han op i et optimistisk smil. "Udmærket, så har jeg et helt år endnu til at lære dig at sige fra og genfinde den indre løve har det med at gemme sig derinde," han pegede imod hendes hjerte. Der var intet nedladende i hans ord. Han ville bare gerne have at hun begyndte at kæmpe lidt for sig selv, hun fortjente ikke at blive trådt på. "Og du kan lige så godt opgive at tale mig fra det, jeg er helt ufattelig stædig." Advarede han med en hævet pegefinger. Alt blev dog sagt og gjort med det særlige glimt i øjet som understregede at han ikke mente noget ondt med det.
Han tænkte sig kort om. Han fik med ét et hemmelighedsfuldt udtryk i ansigtet, "og jeg ved hvordan vi skal starte. Meld dig til Hogsquad sammen med mig." Dette blev hvisket eftersom det jo var en ret hemmelig klub. Han var ikke sikker på om han måtte inviterer nye medlemmer uden selv at være medlem, men Frej havde virket ret cool da han havde snakket om det. Måske var det sådan noget Stella manglede. Noget der kunne skubbe til hendes grænser og ærlig talt ville han elske at have hende med.
"Aha...hvilken slags misforståelse?" Igen var han ikke særlig overbevist.
Han lyttede til hendes forslag og gøs let da hun nævnte ugleriet, alene tanken om at skulle opsøge et opholdssted for fugle var nok til at gøre ham en smule usikker, dog fik han en anden ide, "..Quidditchbanen?" Forslog han og tippede hovedet let på skrå. Det var nu ikke kun for at få hendes mund lidt på gled omkring den såkaldte "misforståelse" men han ville faktisk virkelig gerne se den eftersom han jo gerne selv ville begynde at spille.

[Stella Todd]

Selvfølgelig ville han gerne se quidditchbanen, et af de få steder Stella satte sine ben, men hun havde jo lovet at vise Timmy rundt. Derfor sank hun en klump og nikkede roligt, eller hun forsøgte at gøre det roligt. "Quidditchbanen.... Vi kan da godt gå derned, men jeg holder begge mine fødder på jorden! Helt nede på jorden." Det blev sagt meget bestemt, men hun frygtede stedet og havde virkelig dårlige oplevelser derfra, så bare tanken om at skulle op i et af tårnene igen, var nok til at hun mærkede maven slå knuder. Hun havde ikke lyst og ikke ti vilde heste kunne tvinge hende.
Hun tog igen hans hånd, denne gang mere sikkert og med et lille smil og begyndte så at gå. Hans udtale om at ville bruge det næste år på at lære at sige fra, havde sat sig i hende. Med hovedet lidt på skrå kiggede hun op på ham. "hvorfor er det så vigtigt for dig, om jeg siger fra? Du ved ikke hvad jeg har været igennem og alligevel så..." Det var ren undren der gjorde at hun spurgte. Hun var egentlig okay med at han tilbød det, hun forstod bare ikke hvorfor det var så vigtigt for ham. Udiover at han sikkert var en ridder, der nok hjalp alle. "Hogsquad?" Der kom en fin lille rynke hen over hendes næst, som understregede hendes uvished. "Hvad er det? Det har jeg aldrig hørt om?" Det lød som noget der foregik har på skolen, men hvad det var havde hun ingen ide om, hun kunne dog ikke lade være med at smile over måden han havde sagt det på, at det var noget vi skulle gøre sammen. 

De var begyndt at gå og egentlig gjorde det det lidt nemmere for Stella ikke bare at stå stille. Måske var det på tide hun fortalte sandheden om hvad der var sket mellem hende og Beatrix? Hun var ikke helt så bange for det længere. "For to år siden var der en quiddichkamp... Jeg øhm havde fået en plads oppe i et af tilskuertårnene. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg lavede deroppe, for jeg kunne slet ikke fokuserer på kampen...øhm.. De to søger fik så vidst øje på lynet og susede jo så efter dem. Det resulterede i at de fløj tæt over der hor vi sad..." Hun blev stille lidt og trak vejret tungt, hun havde ikke lagt mærke til at hun var stoppet op, eller at hun rystede på armene. "Jeg... Jeg blev enormt forskrækket og.. og en smule bange, så jeg øhm var ved at falde og greb derfor fat i personen tæt...tættest på mig. Det var Beatrix. Hun blev stik tosset og jeg prøvede at undskylde, men det nyttede ikke. Så hun...." Stella virkede til nærmest at være forsvundet helt i sig selv og stod bare hvid i ansigtet og bed tænderne hårdt sammen mens hun fortsat rystede over kroppen. Hun kunne ikke sige mere. Hjertet bankede i brystet på hende, det gav genlyd op i ørerne og hun følte sig helt dårligt tilpas.

[Timorthy Lavoie]

Timmy lod hovedet tippe let på skrå ved den meget stanhaftige udtalelse. "Jeg har alligevel ikke nogen kost så tænker at du er ret godt sikret der," svarede han blidt. Han huskede godt at hun havde noget med højder. Det havde de snakket om første dag de havde mødt hinanden.
Han lod hende tage sin hånd uden nogen form for beklagelse og ganske uskyldigt, nærmest som havde han ikke selv tænkt over det, lod han sine fingre glide imellem hendes. Han var ikke selv helt klar over hvorfor denne måde at holde i hånd på bare var en smule mere, intim, men det føltes bare sådan, han håbede ikke at hun sagde noget til det.
"Fordi du lader dig udnytte og det er synd, du er for sød til at blive udnyttet." Han trak let på skuldrene og kæmpede kort for at genvinde kontrollen over en let rødmen. Det var jo vigtigt for ham fordi hun virkede som en helt fantastisk pige og han kunne virkelig godt lide hende.
Hans smil voksede da hun ikke lod til at have den fjerneste ide om hvad han snakkede om, "det er en klub her på skolen, hvor man udfordre hinanden til at gøre forskellige ting, for spændingens skyld, det lød ret sjovt da jeg blev fortalt om den, men det er selvfølgelig hemmeligt. Jeg har tænkt mig at slutte mig til og jeg synes du skal slutte dig til sammen med mig." Forklarede han.
Som de gik og hun begyndte at fortælle historien bag hendes frygt kunne han mærke hvordan hans smil langsomt dalede. Hans mine blev alvorligt og hans bekymret. Sam hun stoppede op tvang hun lidt ham til at gøre det samme. Han betragtede hende og som hun til sidst ikke kunne sige så meget mere lod han armene snige sig omkring hende for at trække hende ind i sin favn i et varmt beskyttende knus. "Det er okay," beroligede han hende stille og tog sig selv i at stryge hende blidt over håret. Han kunne mærke hendes arme ryste hvilket fik ham til at holde hende tæt lidt længere før han atter slap hende han vidste ikke hvordan den historie endte, men han havde en smule bange anelser. "Beatrix kommer ikke til at gøre dig ondt igen, det er jo derfor du har din egen personlige prinse-ridder-dude med grønt hår." Sagde han med et svagt smil i et forsøg på at få hendes humør lidt op igen.