Well this sucks

[Luna Clary Daniels]

Det gjorde ikke Luna noget at de tog emnet op igen, ej heller at det ikke helt var hvad deres emne omhandlede. Det var stadig spændende og noget Luna mente var vigtigt for historien, selvom det også var noget af den mørkeste magi der fandtes. Tanken løb hende koldt ned ad ryggen og hun kom et øjeblik til at ryst lidt ved det. Det blev dog glemt i samme øjeblik som Spencer udbrød, hvad den sidste Horcrux var. Kroppen selvfølgelig! Tænk sig at hun kunne have glemt den. Det generede hende egentlig efter som hun så sig selv som en der havde styr på tingene. Det havde hun altså ikke altid.

Den tilkomne elevgruppe af smarte fyre generede Luna, men hun prøvede dog stadig at vise dem respekt. Det var sjældent hun mistede kontrollen, derfor kunne hun dog godt sætte dem lidt på plads alligevel. Måden de behandlede Spencer på gik hun hvert fald absolut ikke ind for. Det var enormt latterligt og barnligt. Igen vendte hun derfor blikket fra Spence til anføreren, da denne valgte at kalde hende prinsesse. Det fik hende dog kun til at smile. ”Du hørte helt rigtig tiggerdreng.. En interessant samtale. Du ved sådan en man kan lærer en masse af og som stikker dybt, som man kan reflektere over og debatterer. Nej??” Hun kiggede på ham som om hun antog, at han ikke forstod hvad sprog hun snakkede. ”hvis du endelig er interesseret, så drejede det sig om Hvordan Harry Potter vandt troldmandskrigene. Det var nok at fordreje sandheden lidt, men hun havde en fornemmelse om, at det ikke ville komme til hende og Spencers fordel at fortælle de havde snakket om varulve og opdelingen under krigen.
Det gjorde hende tosset at høre, hvordan de snakkede til Spencer og smed hans ting ned. Hvem troede de egentlig de var og alt imens Spencer fløj op af stolen, trak Luna diskret sin stav under bordet, og uden en lyd sendte hun en Tarantellegra besværgelse efter drengen, der kort efter begyndte at danse ustyrligt med benene. Staven blev skjult i ærmet, før nogen af dem lagde mærke til hvad der var sket. ”Vi må hellere gå Spencer, der ser ud til at løverne skal i gang med dansetræningen.” Hun håbede på Spencer var klar på at komme med, frem for at blive og komme i karambolage med drengene.

[Spencer Lynch]

Spencer havde ingen tålmodighed når det kom til denne type mennesker. Det vidste han godt. Det ville vaulvesiden ikke tillade ham....eller der var i hvert flad den han gav skylden for sit korte temperament. At den ganske enkelt ikke ville finde sig i at nogen udfordrede den. Okay det kunne måske også delvist være at han bare selv var en kende aggressiv anlagt, men altså det valgte han ikke at tro på.
Lunas ord fik Spence til at bryde ud af sit lille macho-match, noget han ellers have virkelig svært ved normalt, når først han blev provokeret var han svær at få ned igen, og stirre endnu mere forbløffet på hende end før.Hvem i alverden var den pige?
Gryffindor eleven nedstirrede hende hårdt "undskyld hvad kaldte du mig lige der?" Havde en tikkende bombe haft en stemme ville den nok have lydt nogenlunde som han lød lige nu. "Du skal ikke tro for ét sekund at bare fordi du ser godt ud at jeg ikke ville sætte dig på plads." Sagde han hårdt. Spence tvivlede dog på om den fyr kunne sætte nogen som helst på plads, han havde mødte ham flere gange og havde erfaret at han var meget bedre til at afgive trusler end til at fuldføre dem.
Spence skulle til at genoptage seancen han havde sluppet før da Gryddindor elevers pludselig gav sig til at danse ukontrolleret hvilket i første omgang gjorde ham ret forvirret. Alligevel valgte han at følge hendes råd. Han samlede hurtigt sine ting sammen fra gulvet imens Gryffindor eleven banede og hans venner forsøgte at holde hans ben for at forhindre ham i at danse videre. Et syn der egentlig morede Spencer ganske godt.
Han smed de sidste ting i tasken og fulgte så efter Luna. På vej forbi eleven kunne han dog ikke dy sig fra at give ham et ret voldsomt skub med tasken hvilket sendte ham en tur på røven. Spencer smilede for sig selv over sin egen umodne handling før han atter vendte sin opmærksomhed imod Luna. Der var noget anerkendelse i de blå øjne. "Det var dig der kastede den besværgelse." Det var mere en konstatering end et spørgsmål. "Hvorfor?" Hun kunne jo bare have ignoreret situationen og så have undgået muligheden for at få en eftersidning.

[Luna Clary Daniels]

Luna håbede virkelig på ar Spencer bare ville lytte til hende og følge efter, frem for at gå videre ind i denne karambolage, særligt fordi Idioten fra Gryffindor igen henvendte sig til hende igen. Det var godt nok lidt underligt at han valgte at sige hun så godt ud oven i det hele. Hun trak bare på smilebåndet af ham og henvente sig så med rolig venlig stemme. "Ih det tror jeg skam heller ikke. Men jeg forstår godt det er svært, hvordan man omgås piger. Tak for dit kompliment, men jeg er desværre ikke interesseret." Derpå vendte hun sig mod Spencer og hjalp ham med at samle sine ting op, dog kun med den ene hånd, da hun stadig havde staven i den anden. Snart var de klar til at gå og hun kunne ikke lade være med at grine, da hun bemærkede Spencer banke tasken ind i den anden elev. 

De forlod biblioteket og da de nåede ud på gangen stoppede hun op med et lille smil. Da hun blev beskyldt for at have kastet besværgelsen trak hun bare på skuldrene og lod så sin stav komme til synes så hun kunne komme den rigtigt på plads. "Jeg aner ikke hvad du snakker om. Jeg sagde da ingen besværgelser." Så blinkede hun bare til ham og begyndte at gå. "De var nogle idioter og det var ikke en fair måde at behandle dig på. De trængte til at blive sat på plads."

[Spencer Lynch]

Det var godt nok længe siden...hvis nogensinde... at Spencer havde moret sig så meget. Det kom dog ikke specielt meget til udtryk hos ham som andet end en mindre trækning i den ene mundvig. Han var på ingen måder vandt til at folk hjalp ham, han var vandt til at klare sig selv og det havde han lært at accepterer. Han skulle bare blive myndig så han kunne rejse langt væk fra folk og deres fordomme og så bare passe sig selv.
Som de forlod biblioteket lod han blikket falde på hendes tryllestav som hun gemte den væk. "Så du kan nonverbal magi?" Det var nu ret åbenlyst, men den type magi havde han altid fundet lidt spændende. "Det er da ret sejt." Han forsøgte ikke at lyde for imponeret. Han havde jo et image at opretholde.
Hendes næste ord fik ham til at stoppe lidt op og kigge på hende med samme undren i blikket som han havde gjort tidligere. "Hvordan kan du være så sikker på det? Du kender mig ikke." Udfordrede han. Det var ikke flabet, nok nærmere en konstatering. Han forsatte, "måske var jeg et røvhul overfor dem tidligere i dag?" Han hævede et bryn. For at være ærlig havde han faktisk ikke givet dem nogen direkte grund til at gå efter sig. Ikke mere grund end alle andre brugte. At han var en sær enspænder. Det var nok til dels rigtigt, men hvorfor skulle det ses på som en dårlig ting? De kendte ham jo ikke og de anede ikke hvilken risiko det kunne være at komme for tæt på ham. Måske han ville ende med at skade dem. Det ville han jo nok. Ikke fordi han havde lyst, men på grund af bæstet. Det var kun et spørgsmål om tid, i hvert fald hvis han skulle tro sin mors ord. Så egentlig gjorde han vel alle en tjeneste ved at holde sig på afstand.

[Luna Clary Daniels]

”Okay ja det kan jeg. Det er ret praktisk i situationer som denne. Ikke at jeg ofte får drengene til at danse for mig” grinede hun lidt. Nu de ligesom var på afstand kunne hun godt grine lidt over synet. Hun kiggede sig dog alligevel over skulderen for at tjekke om drengene skulle være på vej efter dem. Det så heldigvis ikke sådan ud.
Spencers spørgsmål fik hende til at kigge lidt på ham mens hun overvejede hvad hun egentlig vidste. Det var ikke meget, men hun havde kunnet lide deres samarbejde. Hun kendte til alle rygterne, men det var også bare så langt fra hvad hun lige havde set hos ham. ”Det kan jeg i princippet heller ikke. Jeg kunne vælge at tro på nogle af alle de rygter man hører i krogene, men for at være helt ærlig, så slår du mig ikke som typen, der er efter andre” Hun trak på skuldrene og forsøgte så at sende ham et lille smil. ”og nej jeg kender dig ikke. Alt jeg ved om dig har jeg lært i dag, men jeg vil mene jeg kender forskel på en hjernedød slagsbror og en enspænder.. ja undskyld” Hun kiggede over på ham for at tjekke om han blev sur over at hun kaldte ham enspænder. Det håbede hun ikke. Der var hvert fald intet ondt i det. ”Jeg tror ikke på du er typen der starter et opgør uden grund. Tager jeg fejl, så er det nok mig der er til grin nu og så vil jeg bare sige flot klaret”

[Spencer Lynch]

Han betragtede hende kort med samme intense blik som tidligere. "Nu var de også selv uden om det. De kaldte dig trods alt prinsesse." Sagde han som skulle det være den største forbrydelse der var sket bag disse vægge. Et meget svagt smil var på hans læber, men det var væk igen i løbet af få sekunder.
Det var interessant at høre om hendes syn på ham Hun anede ikke hvilket monster han i virkeligheden var, men det var der på den anden side ingen der gjorde. Han ønskede ikke at bliver forvandlet til et blodtørstigt bæst hver måned og måske hans liv også ville have set en del anderledes ud den dag i dag hvis ikke han havde varulveblod i årerne.
Han fik næsten lyst til at spørge ind til de såkaldte rygter. Hvad var folks teorier om ham? På den anden side ville det nok ikke gavne ham at høre så han holdt inde.
"Non taken," sagde han og holdt en hånd lidt op for sig. Enspænder. Det var nok en af de pæneste øgenavne og så var det jo sandt så på den måde kunne han vel ikke tillade sig at være sur over det.
Han stoppede op som de nåede klasselokalet og så på hende igen. "Jeg at holde mig ude af problemer." Sagde han så, det var ikke direkte svar, men han kunne ikke sige med ren samvittighed at han aldrig ville gøre nogen ondt for det ville være en løgn. Som varulv vidste han at han ville dræbe alle der kom for tæt på. Som menneske kunne han sommetider mærke den vildskab indeni når han blev sur. Det gjorde det svært for ham at stoppe hvis først han gik igang med at slås og det var trods alt sket et par gange.
Han sukkede let. "Vi må hellere gå ind." Sagde han så. Så måtte de arbejde videre på opgaven derinde eller senere efter skoletid...som om det ville ske. Spence havde aldrig hængt ud med nogen og sket ikke når timerne var overstået.
Med en rolig bevægelse åbnede han døren og gik ind.

// out