Well this sucks

[Spencer Lynch]

Luna Clary Daniels

Klasseværelse: Magiens Historie

Marts - 2056

---

Gruppe arbejde. Yepee. Spencer himlede kort med øjnene og vippede let på stolen i sit hjørne af klasselokalet. De blå øjne var vagtsomme som han fulgte Professor Roden inddele eleverne. Han havde ikke lyst til gruppearbejde for det betød at han skulle være social og han havde at være i sociale sammenhæng. 
Spencer passede oftest sig selv. Man fandt ham ofte siddende i de forskellige kroge med sin skitseblok og sin fjerpen.
Han var glad for at tegene og var god til det, selv opgaven foran ham var allerede blevet påført diverse kruseduller, nogen bare random intetsigende tegninger og andre mere detaljeret. 
Han sukkede dramatisk og rettede blikket imod pigen som han tilsyneladende lige var blevet sat sammen med. Han havde mest lyst til bare at arbejde selv, men det var meget sjældent at han fik lov til det når først en professor havde sat sig noget andet i hovedet. Heldigvis havde han en ide om at det så ville kunne gå et andet sted hen og arbejde. Biblioteket eksempelvis, der plejede at være dejlig stille. 
Han var også bare ekstra træt i dag, det var ikke mange nætter siden at det havde været fuldmåne, dette tog virkelig hårdt på ens kraften og han var ofte helt ødelagt flere dage efter en forvandling. Lige på det punk plejede professorer at være forstående nok. de vidste det trods alt godt at han var varulv. Det havde rektor gjort dem opmærksom på og det var nok også for det bedste. Varulve burde blive holdt i skak. Det var nogle forfærdelige og voldsomme væsner og Spencer hadede hver en lille fiber i sin krop der tilhørte bæstet. 

[Luna Clary Daniels]

Det var normalt et af Lunas yndlings fag, magiens historie, og dagens emne lød enormt spændende. De skulle arbejde med troldmandskrigene med særligt henblik på den sidste af dem. Normalt et emne Luna ville elske, men i dag havde professor Roden fået den “fantastiske” ide at sætte eleverne sammen i par.
Luna kunne følge med i hvordan de andre elever blev parret op og hun fik da også en del medlidende blikke, da sandheden blev klar. Hun skulle arbejde med Spencer. Enspænderen der aldrig rigtig sagde noget og mest bare virkede til helst at ville sidde i en mørk krog og skule ondt til verden.
Hun så lidt opgivende ned på ham, han skulle ikke få lov til at trække hendes karakter ned.

Der var nok ikke så meget andet at gøre end vare forsøge at tage styringen og så få det bedste ud af det. Professoren havde allerede sagt, at det ikke var en løsning at lave opgaven selv, hvilket Luna kort havde overvejet.
Hun rejste sig og gik hen til fyrens bor, hvor hun så ned på ham. Først lidt irriteret, men så besluttede hun alligevel at prøve med et åbent sind, hun kendte trods alt ikke knægten. ”Hey Spencer ik? Jeg tror vi er makkere her. Hvor har du lyst til at sidde?” spørgsmål var godt, på den måde blev han nødt til at sige et eller andet, og det ville da være en start.

[Spencer Lynch]

Spencer var godt klar over at han ikke var vellidt mellem klassekameraterne, men han forsøgte heller aldrig at være det. Der var ingen grund til at forsøge han havde været så vandt til at folk behandlede ham dårligt helt fra han var helt lille. Det sted han følte sig mest holdt af var sørgeligt nok på børnehjemmet, men det var ikke nok til at veje op på resten af verden der så ham som en eller anden freak.
Han gav sig atter til at tegne lidt formålsløse kruseduller omkring nogen af bogstaverne i pergamentet frem til pigen kom hen til ham. Han vidste godt hvem hun var. Ikke at han kendte hende personligt, men han kendte selvfølgelig ikke nogen personligt.
De blå øjne blev rettet imod hende, "skyldig." Mumlede han og samlede så hurtigt sine ting sammen. "Biblioteket?" Forslaget kom næsten ud i det sekund hun havde stillet spørgsmålet. Han havde brug for at komme lidt væk fra larmen der var begyndt at sprede sig i klasselokalet som folk fandt sammen med deres respektive partnere.
Han fik fejet sine ting ned i den i forvejen rodede skoletaske og svingede den over skulderen. Han kunne mærke en mild hovedpine begynde at melde sig, men han kunne godt ignorere den lidt endnu. "Efter dig." Han gjorde en gestus med hånden mod døren. Hans tone var på ingen måder imødekommende, men heller ikke direkte uhøflig han var bare virkelig ikke vandt til rigtigt at skulle føre samtaler.

[Luna Clary Daniels]

Det stod hurtigt klar for Luna, at det ville blive en meget lang time. Det var bestemt ikke nemt at få ord over læberne på fyren, hvilket helt sikkert ville blive et problem for arbejdet.
Heldigvis havde han da foreslået biblioteket som deres arbejdsplads. Luna elskede biblioteket, man var vel Ravenclaw, så den del var hun meget enig i. Derfor valgte hun at sende ham et smil ”Godt så,
biblioteket. Den er jeg med på” måske hvis hun virkelig skruede op for både smil og høflighed kunne det rykke ved noget? Hun havde trods alt hørt forskellige ting om Spencer på skolen, men altså… rygter skulle oftest tages med et gran salt. Hun troede ikke rigtig på at drengen fx havde sat ild til en plejefamiliens hus, bare fordi han ikke fik sin vilje, ej heller troede hun på, at han havde fået en hundehvalp til at hoppe i søen og drukne, fordi den havde tygget hans sko i stykker. Men hun vidste dog godt, at han ikke var noget helt uskyldigt lam. Det måtte hun vel tage som det kom? Der var en opgave der skulle løses og de var vel ikke blevet sat sammen, hvis han var farlig.
Da han gestikulerede imod døren hankede Luna op i sin taske og begyndte at gå. Biblioteket lå heldigvis ikke så langt væk og uden at nævne noget om det, fandt Luna et lidt afsides bord derinde. Hun havde lagt mærke til at Spencer ofte holdt sig i skyggerne, så hvorfor ikke forsøge at indfri det? ”her virker godt.” hun kiggede på ham med et lille smil i håb om at han blødte lidt op. ”eller hvad siger du?”

[Spencer Lynch]

Spence var godt selv klar over at han ikke var nem at komme tæt på. Hen havde så mange tid fra sin fortid der gjorde det umenneskelig svært at åbne sig for folk. Han gengældte ikke hendes smil, men det undrede ham tydeligvis at hun i det hele taget forsøgte. Han blik var ikke direkte hårdt, det var nok mere bare hjemsøgt og en smule undrende. Han var dog virkelig lettet over hun gik med til at gå på biblioteket for han havde en ide om at hovedpinen ikke ligefrem ville blive bedre hvis de blev i klasselokalet.
Han slog blikket en smule ned og fulgte efter hende ud af klasselokalet imod biblioteket. Bare det at komme ud på gangen væk fra alle folkene fik ham til at løsne lidt op i skuldrene og slappe en smule mere af. Han var altid anspændt når der var mange mennekser omkring ham hvilket også var med til at udløse hans hovedpiner sammen med den fact at han 1 nat om måneden fik dislocated hele sin krop for at blive forvandlet ind til et flænsende monster. Tanken alene kunne give ham kuldegysninger.
Han sagde ikke noget før hun udpegede et sted der i hans optik virkede helt perfekt. Det lå lidt afsides hvor der ikke ville komme mange elever forbi. Han kiggede kort til siderne som skulle han lige vurderer om det var langt nok væk fra de øvrige borde "det er fint," svarede han før han satte sig ned og svingede tasken op på bordet. Han rodede lidt rundt i den og trak så sin historiebog ud og bladerede lidt rundt i den.
"Så troldsmandskrigene," begyndte han og rettede blikket imod hende. Denne gang var der en del gå-på mod i det blå øjne. Selvom han ikke var glad for gruppearbejde så havde han ikke noget imod at lave noget, hans styrke lå mere bogligt end i praksis. Til gengæld havde han -grundet forbandelsen, en smule skærpede sanser og var en del stærkere end han så ud.
Han rømmede sig en smule, "hvilken en af dem skal vi starte med?" Han fandt dem begge virkelig interessante, men den 2. var den der sagde ham mest da de lå tættest på deres egen levealder.

[Luna Clary Daniels]

Luna måtte kvæle et lille suk, hun fik intet tilbage fra fyren end ikke et lille bitte smil. Men nu sagde han da noget. mere end bare sætninger bestående af enkelt ord. Det virkede til at hun havde valgt et godt bord, så det var en del af den rette vej. Hun blev også tydeligt lette, da han fandt sin bog frem. Han ville altså gerne lave noget. Hendes karakterer var dermed ikke helt i fare. Det trøstede hende en hel del! 
Hun fandt selv sin bog frem og bladrede lidt i den, før hun kiggede over på ham. Hun havde bevidst valgt at sætte sig over for ham, for ikke at sidde alt for tæt på, i tilfælde af at der nu var lidt sandhed i nogle af rygterne. Hun kunne lide livet og havde intet ønske om at ende det foreløbig. 
At Spencer spurgte ind til opgaven gjorde hende virkelig glad og fik et nyt smil frem på hendes læber, før hun overvejede mulighederne. "Vi kunne vælge at tage udgangspunkt i opdelingen. Det var noget med at på mørkets side stod selvfølgelig.. Vol.. Voldemort, men også dødsgarden og varulve. Der var da hvert fald ham Gråryg eller hvad han hed. og hans kul? flok? gruppe? Jeg ved ikke lige hvad det hedder for varulve. På den anden side var der jo så Dumbledore, Harry og føniksordren, ny som gammel." Når Luna først gik igang havde hun ofte svært ved at stoppe igen før hun havde fortalt om hele sin ide, så det gjorde hun. "Jeg tænker alligevel på Hvordan fandt han varulvene? De levede jo ikke bare sådan i byerne med os andre. Hvad fik de fx ud af det? Det samme med Dumbledore og de godes side. De tog jo enormt mange valg og hvorfor hjalp man ikke Harry Potter med at finde de ting han skulle bruge. Eller Dumbledore, der kendte til hans Horcouxer hvorfor lod han ikke andre hjælpe med det?... Wauw det er et stort emne." Sluttede hun af efter hun havde overvejet om det var en mulighed at kigge på det hele fra en anden vinkel. "Der var også kentaurer der hjælp, hvad side var det nu de var på? og var der ikke også trolde?"

[Spencer Lynch]

Spence lagde ikke så meget i at hun ikke satte sig på samme side af ham. Faktisk var det lidt en lettelse. Han var en smile berøringssky, men det var måske heller ikke så mærkeligt. Spencer dækkede tit sin krop så meget til som muligt for at skjule de utallige ar hans mor havde påduttet ham når han havde været i sin varulvefrom. Der var alt fra brandmærker, samt ar fra knive og pisk. Heldigvis var han aldrig bevidst om hvad hun havde udsat for ham for når han var varulveformen, for han havde ingen erindring om det dagen efter udover en meget øm og ofte forslået krop.
Lige i dag var der dog temmlig lunt på biblioteket skønt det var koldt udenfor så han endte med at hænge sin skolekappe over stoleryggen og smøge ærmerne på den hvide skjorte en smule op hvilket afslørede et langt brændmærke på ca en centimeters bredde der løb tværs over hans arm lige i kanten af hvor han havde folket skjorteærmet op til.
Et lettere bitters udtryk gled over hans ansigt som hun satte varulvene i forbindlese med den mørke side. Han vidste at det var rigtigt og at de fleste varulve havde været med Voldemort. Det gav mening, de var jo onde væsner. Han sank, "flok." Slog Spencer fast, "varulve kalder det for det meste flok, det var en undergrundsbevægelse så vidt jeg ved og man mener at den stadigvæk eksisterer den dag i dag, man har bare ikke fundet dem. Det skulle være ført videre gennem generationerne." Han havde hørt sin mor snakke om den så mange gange at han var ved at brække sig over det. "Men ja så var der også dem der lå lidt i gråzonen, dem som man mente Voldemort havde tvunget til at slutte sig til sig. Man kunne debaterer om de var onde eller i virkeligheden ofre selv." Han rettede de blå øjne imod hende, denne gang var de fyldt med langt mere liv end tidligere fordi han virkelig interesserede sig for emnet.
Han lyttede til det hun fortalte og måtte nikke sig enig i hendes ord. Det var et enormt emne at kaste sig ud i. "Det har jeg faktisk også altid tænkt på, hvorfor skulle det absolut være Harrys opgave at finde Horcruxerne, det er et lidt vildt ansvar at ligge over på en dreng der ikke var meget ældre end os." Det kunne efter Spencers mening godt have været planlagt bedre, tydeligvis var andre jo også i stand til at destruerer horcruxerne.
"Jeg tror primært kenatuerne var på deres egen side var de ikke? Troldene var vidst med...Voldemort, men mon ikke han fik troldene med sig ved at tricke dem ind i det, for no offence, men jeg har hørt at trolde ikke skulle være de kvikeste skabninger." Han skar en lille grimasse. Wow, det var nok den længste samltale han havde haft med en anden elev den sidste måned og det var på trods af de først lige var begyndt.

[Luna Clary Daniels]

Luna bed mærke i det store ar Spencer havde på sin arm. De blev tydelige, da han smurte skjorteærmerne op. Blikket hvilede på det før hun så op på ham, mens hun tænkte… måske var han virkelig med i en sekt af en art. En ond art… måske skulle hun alligevel være lidt forsigtigt omkring ham, men hun var også nødt til at arbejde sammen med ham for at få en god karakter. Der var altså ikke rigtig noget valg. Tanken blev dog afbrudt af hans meget uddybende svar, hvilket der ærligt talt overraskede hende. Før havde han været helt lukket og havde svaret så lidt som muligt. Nu fortalte han jo nærmest en halv roman. Det trøstede hende da lidt. Det betød at hendes opgave var reddet. ”flok” nikkede hun som tegn på hun havde forstået det.
Det Spencer fortalte fik Luna til at rykke usikkert på sig. ”så den flok der fulgte Voldemort findes stadig? Det da lidt skræmmende. Jeg har aldrig mødt en varulv, men det da ikke ligefrem det man har lyst til så.”
Omvendt fandtes der selvfølgelig mange andre dårlige grupper, det uanset næsten hvilket folkeslag man kiggede på, så det var vel egentlig ikke helt rimelig at stemple varulve som direkte onde? Da Spencer fortalte at noget varulve var blevet tvunget til at følge Voldemort, blev Luna alligevel overrasket. ”Så varulve er måske slet ikke onde? Jeg tænker de nok stadig kan være farlige, men du får det til at lyde som om de er mennesker som os. Tag nu fx mugglere, der er mange tegn på gennem tiden at der har været nogen onde nogen som har forsøgt at overtage, det gør ikke alle mugglere til onde væsner.” hun tøvede lidt og tilføjede så ”alle frugttræer kan vel også have råden frugt” der havde jo også været professor Lupus dengang. Han havde bestemt været god.
Hvordan var det nu det havde været dengang med Harry Potter, da han havde jagtet horcruxerne? Luna prøvede i hovedet at huske dem alle: Dagbog, ring, Medaljon, diadem, slange, hvad var de sidste nu? Skulle der ikke være syv? Jo Harry var jo også en! Hun talte på fingrene uden at sige noget, men det var tydeligt at se noget ikke stemte. Det måtte hun få læst op på!
” måske var det fordi de var så farlige som de var. Ikke at det forklare hvorfor Harry Potter skulle klare det. Eller også var det netop for at holde det skjult at de gik efter dem. Hvis alle ledte ville Voldemort jo nok have passet bedre på dem. Måske?” der var mange bud. Føniksordren havde vel egentlig også haft deres at slås med? ”det var jo nok også svært at vide hvad man skulle gå efter. Og egentlig så hjalp Luna Lovegood jo. Det var hende der fortalte om diademet.” hun bladrede lidt i bogen foran sig for at finde mere viden. ”Du har ret, kentaurerne var vidst sig selv, ligesom nisserne også lidt var det.”

[Spencer Lynch]

Han havde ikke helt bemærke hendes blik falde på hans ar. Havde han set det ville han havde smurt ærmet ned igen for han brød sig ikke om at folk kunne se dem. Desværre var det blot et af mange og det gjorde ham altid usikker hvis folk kiggede for spurgte de ind til det ville han ikke vide hvad han skulle svare.
"Ja...eller altså efterkommerne af den." Forklarede han og tænkte sig så lidt om. Det var jo ikke en prøven fact, men nærmere løse rygter, dog efter at have hørt på sin mor var han ret sikker på at der var noget om det. Var han ikke kommet væk derfra havde hun sikkert endt med at sende ham ind som spion eller noget i den stil, tanken alene skræmte ærlig talt livet af ham. "Eller altså der går rygter om det, men det giver ny meget god mening, der findes jo også stadigvæk Dødsgardister den dag i dag skønt det er så mange år siden Voldemort døde." Hen gøs igen ved navnet. Tænk at en person kunne skabes meget rædsel selv så langt tid efter han var død og borte.
Kommentaren om at hun ikke ville møde en varulv fik ham til at slå blikket lidt ned. Hun havde heldigvis ingen anelse om at hun sad overfor en at this moment. "Varulve er også farlige og frastødende, man skal helt sikkert holde sig langt væk fra dem hvis man kan." Dette var ord han nærmest havde fået ind med modermælken om man så kunne sige og han troede på det. Han så si selv med de øjne og han forstod hvorfor andre også så det på den måde.
"Jeg tænkte nu mere generelt, ikke kun varulvene." Svarede han. For jo, set med hans optik var alle varulve onde. Der var enkelte undtagelser måske, men han kunne jo selv mærke bæstet indeni det var en konstant kamp for at holde det inde og det blev værre jo tættere han kom på fuldmånen. Men når han fx ikke kunne styrer sit temperament kunne han mærke det, trangen til at være "i toppen" være "alfaen" og slås for det hvis nogen troede at de kunne træde på ham. Well det havde givet ham en del flere eftersidninger end han havde lyst til at tælle. Alle de dyriske instinkter som normale mennekser havde let ved at undertrykke var svære for ham at holde nede og han hadede det.
"Jah...men altså jeg tror nu at varulve har flere dårlige end gode frugter." Mumlede han lidt og bladrede lidt i bogen for at distraherer sig selv for at møde hendes blik.
Han søgte dog atter hendes blik da hun snakkede om horcruxerne. "Det er nu en ret god pointe. men synes nu stadigvæk det er ret stor tillid at ligge på en der ikke engang har gradueret fra Hogwarts." Bemærkede han i en rolig tone. Han lod en finger massere den ene tinding en smule, han hovedpine var blevet en smule værre grundet søvnunderskuddet.

[Luna Clary Daniels]

Det overraskede hende, hvor meget Spencer vidste om varulve, men selvfølgelig havde man vel også hver sine interesseområder. Et øjeblik så Luna forskrækket over på ham. Hvad hvis den sekt han var på vej ind i var for varulve?! Hvad hvis det var det der var skyld i at han var som han var, fordi han håbede på at blive varulv. Det kunne jo være han troede det var sejt, eller... eller han på en måde søgte det som familie nu han var opvokset uden. Hendes øjne gled ned i bogen igen, som hun mumlede. "Bare man ikke opsøger varulve og selv beder om at blive forvandlet." Det var en skjult hentydning og hun skulede lidt op for at se om det kunne være det, der var med ham. Så næsten hellere at han havde brændt et hus eller andet. Det kunne ske, men at blive indskrevet i en varulveflok, det var noget man aldrig kunne kunne ændre på igen. Han snakkede selvfølgelig også dårligt om varulvene, så hvad var sandheden? 
Det gik op for hende, at hun i sit tankemylder var begyndt bare at stirre uhøfligt på ham. "Undskyld. Jeg ville ikke..." Hun kiggede undskyldende op på ham.

[Spencer Lynch]

Spencer rettede de vagtsomme øjne imod hende og en undrende rynke formede sig imellem hans bryn. "Hvorfor i alverden skulle nogen nogensinde ønske at blive bidt af en varulv frivilligt?" Spørgsmålet var jo som sådan ikke møntet på hende, det var nok mere sådan i al almindelighed. Hvorfor skulle nogen nogensinde frivilligt lade sig udsætte for alt det. Hvis han kunne havde han fravalgt den del af sig ser in a heartbeat.
Han bemærkede godt det tænksomme blik hun sendte ham og fastholdt mod ham selv efter han atter havde rettet opmærksomheden imod bogen. Han mærkede ubehaget stige, han følte at hun dømte ham, men det følte han jo altid når folk kiggede på ham for længe af gangen. "Hvad?" Hans tone var nok en smule hårdere end havd hvad han havde ment den til at være, men han var bare så træt af at folk stirrede på ham når han kom gående som var der vokset ekstra hovede ud fra hans skulder.
"Det er fint." Mumlede han tydeligt irriteret som hun undskyldte. Det var som om at han på få sekunder var gået tilbage til at være afvisende og indelukket. Hvorfor kunne folk ikke også bare lade ham være?
Han rømmede sig og bevægede sig lidt ukomfortabelt på stolen for han atter lod blikket falde ned i bogen hvorpå han hurtigt skimtede det øverste af sætningerne. "Så altså, der var 7 Horcruxer.." forsøgte han at spore samtalen tilbage til arbejdet. Nede i den anden ende af biblioteket gik dørerne op og en mindre gruppe drenge kom ind, Spencer kunne høre dem, men tunede det hurtigt ud for at holde sit fokus på tingene foran sig.

[Luna Clary Daniels]

Hun havde nok alligevel taget fej så. Det havde bare lydt så velkendt for ham alt det  med varulve. Hun trak derfor på skuldrene og så ned i bogen. "For nogen er det vel meget spændende. Det iver vel en form for tryghed at blive en del af en flok... hvis man nu føler sig ensom." Han var altså en underlig fyr, men kom hun nu alligevel til at dømme ham for hurtigt, lige som alle andre. Noget hun egentlig har besluttet ikke at ville gøre? Det kunne selvfølgelig også bare være et uheld, arret på hans arm. Det skete da at 'almindelige folk' også kom til skade. Da han pludselig næsten brølede af hende, gav det hende et lille chok og hun rykkede lidt tilbage på stolen. "Ik noget undskyld." Hun kunne ikke ligefrem sidde og fortælle som sine tanker. Det ville ikke være fedt for nogen af dem. Hun var egentlig også ret flov over at have haft dem.
Heldigvis tog Spencer skolearbejdet op igen, så kunne de da fokuserer på det. "Syv?" Hun talte endnu engang på fingrene. "Jeg får det kun til seks?" Hvad var det for en hun havde glemt?

[Spencer Lynch]

Han så på hende med et hårdt blik som hun snakkede om at nogen kunne finde det spændende. Det havde hun jo desværre nok ret i, men dem der troede at det kunne være spændende måtte være nogle hjernelamme idioter. "Spændende?" Han fnøs, "hvad spændnede skulle der være i at blive forvandlet til et altædende monster uden den mindste smule selvkontrol én gang om måneden?" Det irriterede ham at nogen overhovedet kunne forbinde "spændnede" og "varulv" i samme sætning. Tydeligvis anede hun ikke hvad hun snakkede om.
Det havde nok også noget at gøre med at han vidste hvad det indebar at have ens krop i forvandling. Hvordan knoglerne ændrede sig inde i ens krop og gik ud af led for at passe sammen til det væsen man var ved at blive til. Følelsen af at mærke en krop strække sig til et sådan punkt at man troede man ville besvime af smerte, men man blev holdt vågen af den vildskab man kunne mærke forsøge at bryde ud frem til det overtog ens sind som en pest man ikke kunne stoppe eller holde tilbage.
Nu havde Spencer heldigvis aldrig været underlagt nogen utilgivelige forbandelser - ikke i hans menneskelige form i hvert fald, hvad han havde været udsat for som ulv ønskede han ikke at vide noget om, men han fortillede sig lidt at det at blive forvandlet til en varulv måtte svare til at få kastet Crucio og Imperius forbandelsen over sig på samme tid. Smerten og overtagelsen af sindet. Alene tanken fik hårene på hans arme til at rejse sig.
Han kunne godt se at han havde forskrækket hende, men han havde ikke tænkt sig at undskylde. "Lad os bare holde os til opgaven." Mumlede han så.
Som hun talte på fingrene gav han sig til at gøre det samme, "Okay så der er; Diademet, Ringen, Slangen, Medaljonen, Harry selv, Dagbogen og...øhm..." Hvad pokker var den sidste?
Desværre var hans koncentration ved at skifte lidt til drengene som han kunne høre komme i deres retning skønt han hold et stift fokus imod bogen foran sig. Han vidste hvem de var og han vidste at de ikke var her for at studerer. Han havde haft en del problemer med dem gennem årerne og var bare glad for at deres "leder" en 7. årgangs Gryffindorelev gik ud til sommer.
Og ganske rigtigt, der var ikke gået mange sekunder før Spence mærkede en flippe hans ene øre. Han lukkede øjnene og forsøgte for alt i verden at bevare den nærmest ikke-eksisterende selvkontrol han besad. "Jamen jamen, har freaken fået sig en lille veninde?" Fyren, som i de fleste pigers optik var en af "the hot guys" rettede blikket imod Luna. 

[Luna Clary Daniels]

Hans ord lød ganske troværdige, det var altså ikke den sekt han forsøgte at blive en del af. Det var egentlig også latterligt, sådan at sidde og beskylde ham for ting på den måde. Hun kunne i sidste ende spørge ham, hvis det virkelig var noget hun havde brug for at kende svaret på og ellers burde hun faktisk blande sig uden om, mindede hun sig selv om.
"Nej du har nok ret. Undskyld. Jeg lod tankerne løbe lidt af med mig. Jeg har nok også et lidt.... andet syn på sagen." Hun havde hørt myter fra mugglernes verden og set nogle film. Man med så mange andre ting virkede det til at sandheden var en noget anden. Hun ruskede lidt op i håret og forsøgte så at smile til ham. Han så ud til at være lidt trykket af stemningen.. Så slog en tanke hende. Hvem sagde ikke at han var et offer i det hele? hvorfor var han den onde? hvorfor ikke den der var ladt tilbage, han var trods alt forældreløs.

Hun kom til at trække lidt på smilebåndet, da han forslog at holde sig til emnet. Emnet som var fordelingen under krigene ikke horcruxerne, men det ville hun ikke sige højt nu. Det var nok bedre bare at fokusere på noget han gerne ville, han virkede til at være blevet lidt oprevet over varulve-emnet. "Hmm.. Altså Dagbogen blev spidet af en slangetand af Harry. Medaljonen... medaljonen blev ødelagt af gryffindorssværd mener jeg. Harry blev jo dræbt af Voldemort, diademet brændte vidst? slangen mistede hovedet af sværdet også.. ringen... skete der et eller andet med, det kan jeg ikke huske. Det sidste var øhm..." Hun blev afbrudt både af Spencer der først sad og kiggede på en gruppe drenge og derefter lukkede øjnene. Luna selv kiggede i retningen af drengene som valgte at komme hen til dem. Det så ikke ligefrem ud til at Spencer anså dem som venner og lige nu var hun mere på Spencers side end på deres. Hun hævede derfor en finger i retningen af dem som for at gør dem opmærksom på ting. "Søde drenge, først og fremmest er jeg aldeles ikke lille, og dernæst, WHAT! Freak? Stop jer selv gider I!?"
Hun mærkede en knugen i maven, hun havde selv lige været på deres niveau i forhold til Spencer. "Vi er ved at lave en skoleopgave og jeg ville sætte stor pris på hvis i spredte jeres latterlige beskyldninger et andet sted, så vi kan koncentrere os om vores arbejde. Det faktisk en enormt spændende samtale." Hun vendte sig imod Spencer og deres arbejde igen og rystede lidt på hovedet. "Utroligt, jeg troede ellers dem på Gryffindor besad mod, og alligevel er de nødt til at samle sig i flok for at komme med dumme kommentarer."

[Spencer Lynch]

Igen lod han det vagtsomme blik hvile på hende. Der var mange der ikke brød sig om at han så på dem på den måde, fordi blikket godt kunne virke en smule gennembordene. Han gjorde det dog på ingen måde med vilje. Det var bare det blik han sendte folk når han forsøgt at gennemskue dem. Hans "gruble-blik" om man så kunne sige. "Det er fint." Mumlede han igen. Når det var et område han følte sig sikker på var an ikke bange for at sige sin mening. Det var ofte det der fik ham i problemer havde han måtter erfare så han forsøgte at holde bare lidt igen.
I sin desperation for emneskift tænkte han ikke over at det egentlig ikke var det deres emne gik ud på, hans hjerne fandt bare tilbage dertil fordi det var det de havde snakket lidt om før.
Han lyttede intenst til det hun sagde før den sidste slog ham og han udbrød nok med lidt større entusiame end påtænkt, "koppen!" han tav, rømmede sig, slog blikket ned og gentog så lidt mere stilfærdigt, "Hufflepuffs kom var den sidste horcrux."

Desværre var den samtale hurtigt cuttet af af dyrerne der havde fundet interesse i dem. Spencers øjne gik atter op og han tog sig selv i at stirre lidt på hende med åben mund som hun svarede dem igen. Der skulle ellers en del til at overraske ham, men dén havde han godt nok ikke set komme.
"Undskyld mig prinsesse," fyren lod hovedet tippe på skrå, "sagde du interessant samtale? Om hvad? Torturredskaber og hvordan de anvendes?" Drengene bag ham brølede af grin. Spencer mødte Lunas blik og trak let på skuldrene, "du tager fejl, Gryffindorelever er ikke modige, de er bare for dumme til at opfatte når noget er farligt." Sagde han iskoldt, men blikket han havde mod hende var næsten venligt. Næsten.
Fyren kom med en irriteret lyd og i en hurtig bevægelse lænede han sig ind over bordet og skubbede de fleste af Spencers ting på gulvet. "Du tror du er så sjov din lille lort! Jeg skal lære dig en ting eller to om at ligge dig ud med de forkerte!" Men Spencer var allerede fløjet op fra stolen stillede sig helt tæt op af fyren der næsten var et hovede højere end ham. Hans blik var lynende, "du kommer bare an, jeg sender dig gerne op og se skolesygeplejersken!" Der var ikke den mindste smule frygt i hans stemme. Spence vidste at han var langt stærkere end han så ud, det eneste han kunne takke varulveforbandelsen for.