Back in the game

[Angela Dupuis Blake]

Angela så uforstående på ham og forstod ikke, hvad det hele var for noget. En dyb fuge dukkede op mellem hendes bryn, da han pludselig ville have hende til at sige, at hun ikke troede ham. Troede han nu hellere ikkeselv på det længere? Hun kiggede ned på sin hånd, Christopher Antoney Halliewell havde sagt, at hun havde en bror eller søster, og her sad Thomas og virkede så oprigtig i sine ord. Det var ulideligt at være i og hun følte hun var ved at splittes midtpå af bare forvirring. 
Så slog hun blikket op og så ham dybt i øjnene for at sige, hvad han havde bedt hende om.  "Jeg... Jeg tro.. tror ik'..." tårerne løb hende over kinderne og hele hendes mave knugede sig hårdt sammen. Hun kunne ikke! Det ville være løgn at sige, at hun ikke troede på han var hendes bror. Den smerte og det tomrum hun altid havde haft, syntes at være væk når han var det. Hun følte sig sikker og hun følte hun kendte manden så godt. Hun vidste han ville beskytte hende. Beskytte hende som en bror beskytter sin søster!
Igen slog hun blikket op, som igen var faldet til hendes hænder, og før nogen af dem rigtig kunne gøre mere, havde hun lagt armene om ham i et kærligt knus. "Mikey! Du... Du er... " mere sagde hun ikke før hun blev oversvømmet en lettende følelse, der kom sammen med at en knugende fornemmelse i maven opløstes. Han var hendes bror, hun var sikker nu. Der var ikke andre muligheder.

Efter bare at have krammet ham i noget tid, slap hun ham og rettede sig lidt op, tørrede tårerne med bagsiden af hånden og så på ham med et smil i øjnene. "Jeg har egentlig levet et godt liv i Frankrig. Mine forældre... Det er de vel så egentlig ikke...." Hun blev stille og så ned. wow det var en mærkelig følelse. De to personer hun havde kaldt mor og far siden hun var 10 var pludselig falske mennesker, opdigtede kunne man vel næsten kalde dem. "Altså.. Jeg er vokset op i et meget fint hus, og lært meget om etikette og den slags. Jeg skulle bla lære at spille klaver, fordi det ville være godt for mig, mente de. Jeg fik alt jeg gerne ville have, men... Der var altid en følelse af at noget var forkert. og.. og så var der det med mine ar..."

[Thomas Blake]

Thomas ville så gerne holde om hende, som han havde gjort så mange gange, da de var små. Dog kunne han ikke få sig selv til det og slet ikke, når hun sad og så så forvirret ud. Han troede ikke på, at hans omfavnelse ville hjælpe hende på nogle måder. Det ville måske bare gøre det værre for hende og det ville han ikke have. Det ville han ikke kunne klare. Han sad og håbede så inderligt, at hun ville tro på ham, for det var sandt. Han var på ingen måder i tvivl. De havde de samme øjne og han kunne bare mærke, at han havde fundet hende, som han havde ledt efter det meste af sit liv. Da hun pludselig slog armene om ham, begyndte tårerne at vælte ud af ham og små hulk kom frem. han slog armene om hende og lagde sit hoved ned på hendes skulder, hvor det blev sækket af hendes hår. "Angel." Hviskede han og var lettet som aldrig før. Det her var lykke, men selvfølgelig lå der mere bag. De havde jo stadig ikke talt om alle de ting, som der var sket dengang og han havde faktisk heller ikke lyst. Dog ville han svare på alle hendes spørgsmål, hvis hun havde nogen.

Det stak lidt i ham, da hun slap ham igen, men han sagde ikke noget. Han lyttede blot til hende. Det måtte ikke være nemt at vide, at ens forældre slet ikke var ens forældre. Dog lød det til, at hun havde haft det godt. Det sidste hun sagde, vækkede hans opmærksomhed. "Dine ar?" Han tog hendes ene hånd og gav den et klem.

[Angela Dupuis Blake]

Følelsen der fyldte hende var ubeskrivelig. Hun var ret sikker på næsten at hun ville flyve af lettelse og som Thomas lagde armene om hende og begyndte at græde, var det hende der knugede ham tørstende ind til sig og strøg ham over ryggen. Han var hendes bror, det var der ingen tvivl om. Det var forvirrende, men det var sådan sandheden var. 

Han virkede ikke til ikke at forstå det med hendes ar. Hun smurte derfor det ene ærme op, så hun afslørede et Hvidt ar. Det var gammelt, men kunne stadig ses. “Det her fx. Mine... øhm... dem jeg voksede op med har altid sagt at jeg brændte mig på en tallerken da jeg var lille, men det virker bare større end det. Jeg kan ikke rigtig forklare det.” Sandheden om arret var at hun kort før hun fyldte 10 havde forsøgt at bage en kage til Thomas som havde fødselsdag, men var så ramt imod den varme ovn med hånden og havde derved brændt sig. Hun havde grædt meget og var dengang blevet trøsten af Thomas. Alt det vidste hun bare intet om nu. 

[Thomas Blake]

Thomas prøvede at tænke tilbage på deres barndom. Han havde fortrængt så meget af det, da han hadede sin far så inderligt. Det var ikke rart at tænke på alle de ting, der var sket dengang og derfor havde han lukket det meste ude. Han kiggede på hendes ar og det kom tilbage til ham. Hun havde prøvet at gøre ham glad og så var hun kommet til skade. Han kunne huske, at deres far var blevet utrolig vred og havde ikke engang trøstet sin egen datter. Nu var det nok også mest fordi, han ikke brød sig om at fejre Thomas' fødselsdag eller nogen af de andres. Hvorfor skulle man fejre en søn, som man faktisk ikke havde ønsket? Thomas fik nogle tics i ansigtet, som han havde haft som barn, som kom hver gang, hans far gjorde hans mor eller søster fortræd. Han havde ikke haft de tics siden han slog sin far ihjel. Han kiggede på Angela.
"Hvis dem du voksede op hos har været gode ved dig og du ser dem som dine forældre, så er det dine forældre. Okay? Vores biologiske er ikke værd at kalde forældre." Sagde han og aede hendes hånd. Han skævede ned til hendes ar igen og tænkte på dem han selv havde på maven og på ryggen. Hans far havde flere gange brændt ham med en cigar, når han ikke synes, at Thomas opførte sig ordentligt. Han vidste ikke, om han skulle fortælle Angela, hvorfor hun havde de ar. Hun havde vist fået nok dårlige minder for i dag.

[Angela Dupuis Blake]

Da angela lagde mærke til de små tics hos Thomas, skyndte hun sig at smøre ærmet ned igen, for at dække arret til. Det virkede til at være det Thomas ikke brød sig om at se. Ikke at hun helt forstod det. Hun vidste jo stadig ikke hvad det kom af. Han sagde ikke noget, men hun vidste ved blot at kigge på ham, at han kendte til hvad der var sket. Det fik hende til at hælde hovedet lidt på skrå. "Så.. Har jeg ret? Det kommer ikke fra en tallerken?" Det var virkelig frustrerende ikke at vide noget, ikke at kunne huske. Jo mere hun forsøgte at tænke over det jo mere ondt i hovedet fik hun, men det var ligemeget lige nu. Lige nu ville hun bare gøre alt for at huske sin bror. Tårerne var dukket om i hendes øjne igen, uden hun selv havde bemærket det. “Altså de var da søde nok. Jeg føler mig bare lidt... stjålet... solgt nok nærmere. Jeg ved det ikke. Det er ret svært at forklare. Men Thomas? Jeg forstår stadig ikke hvorfor han gjorde det. Vores far altså. Kunne han ikke lide mig?”

[Thomas Blake]

Thomas havde virkelig ikke lyst til at fortælle hende, hvad der var sket. Det kunne bestemt ikke være nemt for hende at skulle tænke på de ting, som hun faktisk var heldig med ikke at kunne huske. Det måtte være forfærdeligt ikke at kunne huske, men på den anden side, ville han ønske, at det var ham. Der var ikke nogen, han hadede mere end sine egne forældre. Det var lige før, han hellere ville havde Voldemort og Grindelwald tilbage til verden, end sine forældre. Det var dog fordi, de havde påvirket ham, at det var så sært for ham. De havde været forfærdelige mennesker og Angela behøvede ikke at huske dem, selvom hun jo selvfølgelig fortjente at få sandheden, hvis hun gerne ville.
"Det var ikke en tallerken." Sagde han og sukkede. "Du ville..Er du sikker på, at du gerne vil have disse ting at vide? Jeg er ikke meget for at give dig flere dårlige minder." Sagde han og fik helt dårlig samvittighed, selvom det jo ikke var ham, der havde gjort hende ondt.

Thoma første en hånd indover ansigtet. Han forstod godt, at hun havde den følelse, for det var jo sådan det var.
"Måske det var for det bedste. Måske de vandt dig i et spil, men hvis de har behandlet dig godt, så var det altså det bedste." Sagde han, selvom det måske lød underligt. Hvordan kunne man have det godt med folk, som havde vundet en? Købt en? Dog virkede det da til, at hun derefter havde haft et godt liv. Det havde hun ikke hjemme hos Thomas og deres forældre.
"Michael kunne ikke lide nogen. Han var et modbydeligt menneske, som aldrig skulle have haft børn. Jeg tror, han fik os, så han kunne skyde skylden på nogen og have nogen at slå på, når han tabte i spil." Sagde han, uden at tænke over det. Hadet var kommet op i hans øjne. De lynede og havde Angela set ham dengang han havde slået deres far ihjel, så ville hun kunne genkende hans blik nu.

[Angela Dupuis Blake]

Angela så afventende på sin bror, hun havde muligheden for lige nu at få bekræftet at hendes tanker og følelser ikke gav et 100% match så selvfølgelig ville hun gerne vide, hvad sandheden var. Han begyndte da også at fortælle, men til hendes irritation tøvede han ret hurtigt. "Hvad ville jeg? Jeg vil gerne vide det. Du forstår det nok ikke, men... Alt er så forvirrende for mig. Jeg ved ikke hvad der er sandhed og hvad der er løgn." prøvede hun at forklare ham. Det var ikke ligefrem let at forklare, men hun måtte prøve. Følelsen af at lægge et puslespil med de forkerte brikker, var nok måden man kom tættest på. Hun forstod heller ikke hvorfor det kunne være så farligt. Det var jo bare et gammelt brændemærke, det var vel ikke fordi nogen havde gjort hende ondt?

Generelt forstod hun ikke, hvad han sagde og hun rykkede da også lidt væk fra ham, mens hendes bryn rynkede sig undrende ned i panden. "Det bedste? Uden.... Jeg kan ikke engang huske min egen bror! Jeg vidste ikke du fandtes, før du kom herind. Tænk hvis.... hvis..." Hvis hun aldrig var taget til England, ville hun stadig ikke vide, at hun havde en bror, hvis ikke han kunne lide is, ville hun stadig ikke vide, at hun havde en bror. Så på hvilken måde kunne det være en god ting, det der var sket. Hun var gået glip af at vokse op med en storebror, en ting hun ellers altid havde drømt om, men hun havde været enebarn, hvert fald i Frankrig.
Igen var hendes hoved fuld af tanker som fløj omkring og hun var ikke sikker på hun forstod, hvad Thomas sagde. "Michael?? Er det så... Men du hed jo Michael ikke? eller huskede jeg forkert?" Det var så svært at finde ud af det hele og holde styr på alle de oplysninger hun fik.

[Thomas Blake]

Thomas sukkede. Det var på ingen måder nemt at skulle fortælle hende ting fra den tid, som han selv havde prøvet at glemme. han hadede at tale om det og på en måde ville han ønske, at hun aldrig ville stille ham spørgsmål om fortiden igen. Det var unfair, men sådan havde det. Det sagde han dog ikke, for selvfølgelig skulle hun vide det, hvis hun gerne ville. Han ville bare ønske, at han havde nogle gode minder at dele med hende. Eller.. Der var da dengang, han havde lavet en gynge i et træ, et stykke væk fra deres hjem. Han havde fundet et gammelt dæk og så havde han lavet en gynge, som de nød godt af. Lige indtil faren så det og så var gyngen der ikke mere.
"Okay... Du ville bage en kage til min fødselsdag, men du endte med at brænde dig.. Vores far blev meget vred og trøstede dig ikke. Faktisk mener jeg, at han slog mig, fordi det var min fødselsdag, så det måtte være min skyld." Han trak på skuldrende. På det tidspunkt havde han faktisk været vant til det.

Thomas rejste sig op og traskede lidt rundt i butikken.
"Jeg ved det godt, Angie.. Men vores far var ondskabsfuld. Tro mig, det var for det bedste. Det lyder grusomt, men jeg tør ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis du ikke var blevet sendt væk. I det mindste har du haft et liv." Han lagde mærke til, at han var begyndt at råbe. Ikke af hende, men han var bare så frustreret. Han havde haft et lorteliv og nogle gange havde han ønsket, at hans far ville tabe ham i et spil. Det kunne vel ikke blive værre, end det var hos ham.
Han kiggede ned på hende og gøs lidt ved sit gamle navn.
"Jo. Jeg er opkaldt efter ham. Da jeg... da han døde, ændrede jeg mit navn. Eller det kunne jeg først senere hen, men det er ændret i hvert fald." Sagde han og skubbede tanken om faren væk. Hvor han dog hadede den mand. Han håbede, at han var brændte op i helvede for evigt.

[Angela Dupuis Blake]

Angela kiggede længe på sin bror, som han jo så var, så kiggede hun ned på arret på sit håndled. Det havde altså været et vigtigt ar. Det var vigtigt. Hun havde bagt til ham, for at glæde ham. Hvad han sagde fik hende til at se overrasket op på ham. Hun huskede det meget svagt. Det var som om endnu en barriere forsvandt og hun nu kunne huske mere. "Ja, jeg ville glæde dig, men.. Jeg brændte mig på kagen. Det gjorde ondt. Jeg prøvede ikke at sige noget, men... men det gjorde så ondt. Men du hjalp og far blev sur fordi...Fordi..." Angela blev ligbleg i ansigtet og fik det næsten helt dårligt. Hun huskede nu hvordan faren var kommet ind for at putte hende den aften. Hun huskede ordene han havde sagt til hende. "... Om så han havde fødselsdag hvert år, vil jeg ikke have du kommer til skade.... Han sagde det til mig om aftenen, før han... han..." Hun rykkede sig væk fra Thomas og lagde armene om sig selv, mens hun var stille. Tankerne kørte på højtryk om hvad hun egentlig huskede. "Han kaldte mig altid hans solstråle, jeg måtte ikke fortælle det til mor. hvordan han.... han kunne bedre lide mig end... mor." Hun følte sig skidt tilpas og ville meget gerne snart hjem. Meget snart. "Jeg tror det er nok for i dag... Jeg vil.. jeg vil ikke høre mere."  Fik hun så endelig sagt til ham.

[Thomas Blake]

Thomas hadede to ting. Sin far og sig selv. Hans had til hans far, var jo væsentligt større, end det had, han havde til sig selv. Han hadede at tænke på sin fortid, men Angela ville gerne vide det. Det forstod han ikke, men han kunne jo heller ikke sætte sig ind i det. De ting, han havde glemt, havde han glemt med vilje. Der var ikke nogen, der havde taget de minder fra ham.

Thomas kiggede hen på Angela, da hun snakkede. Hans smukke søster, som havde været så meget igennem. For hende ville han gøre alt. Han ville dog ikke fortælle alt. Hun behøvede ikke at vide, hvad han havde gjort ved deres far. Han fnøs til hendes historie om, hvad faren havde sagt om Thomas. Deres far havde været ligeglad med dem begge, lige meget hvad han sagde, og det kom ikke bag på Thomas, at deres far havde sagt det om ham. Da hun fortalte videre, stod Thomas helt stille. Hvad var det hun prøvede at fortælle? Deres far havde da ikke...? Havde han? Thomas lagde mærke til, hvordan hans vejrtrækning blev hurtigere og mere voldsom.
"Han kunne li...mere end...." Thomas holdt normalt sine følelser for sig selv, men det var skisme svært på nuværende tidspunkt, for det var gået op for ham, hvad Angela talte om. Fy for helvede, hvor var den mand det værste der var sat i denne verden. Han ville langt hellere til teselskab med Voldemort og Grindelwald, end han ville have kendt den mand. Thomas lignede en der kunne spy ild, når det skulle være.
"Den modbydelige...klamme stodder." Hvæsede han mellem sammenbidte tænder.
Han rasede, og uden at tænke over det, væltede han en stol, og næsten sprang ud af døren og transfererede sig væk. Han havde ikke engang sagt farvel til Angela. Han kunne ikke. Han var for vred, og han tænkte ikke klart. Levede deres far endnu, havde han slået ham ihjel.

Thomas fór hen ad kirkegården og direkte hen til farens gravsted. At han overhovedet havde fået en, var en gåde for Thomas. Thomas havde dog selv været til begravelsen, men det var fordi, han prøvede at skjule, at det var ham, og faren blev begravet samme dag, som hans mor. Da Thomas nærmede sig gravstedet, var han så rasende, at han greb den nærmeste kæp, han kunne finde, og hamrede den ned på farens sidste hvilested.
"Du havde ikke nok i at tæve mor og mig, hva? Du skulle have dine hænder på den uskyldige lille pige? Hvis ikke du allerede var død, så havde jeg satme slået dig ihjel, dit modbydelig bæst!" Råbte han alt imens han hamrede løs på både jord og gravsten, hvor verdens størte løgn stod: Michael Cornell. Savnet far og ven.

"Du er satanedme ikke savnet, det kan jeg love dig for. Jeg river hovedet af dig, når vi ses i Helvede." Hvæsede han, og kastede kæppen fra sig. Derefter forlod han kirkegården med tårer ned ad kinderne, uglet tøj og øjne, der lynede.

// Out