Back in the game

[Thomas Blake]

Floridors Iscafé

Marts 2056

Angela Dupuis Blake

---

Thomas stod ude foran Floridors og kiggede ind. Han var gået og kommet tilbage flere gange og aldrig rigtigt haft mod til at gå indenfor. Sidste han havde været der, havde han set sin søster og det havde været tydeligt, at hun ikke anede, hvem han var. Han havde hadet det øjeblik og han vidste ikke, hvad han skulle sige til hende. Han havde ledt efter hende længe og pludselig var hun der og han havde intet at sige.

Han begyndte at gå lidt frem og tilbage og overvejede om han bare skulle tage tilbage på arbejde, men noget i ham fik ham til at blive. Han kunne ikke få sig selv til at gå, men han kunne heller ikke få sig selv til at gå ind. Han tog sig dog endelig sammen og tog i håndtaget. Han fortrød sin handling, men denne gang stoppede et ham ikke. Noget i ham håbede, at hun slet ikke var på arbejde, men han ville gerne have det her overstået nu.

[Angela Dupuis Blake]

Angela stod og puslede med nogle ting i baglokalet, der var en del kasser der skulle ordnes og ryddes op i. Derfor havde hun heller ikke set manden der blev ved med at gå frem og tilbage uden for butikken. Hun dukkede først op, da hun hørte klokken over døren bimle og skyndte sig ud for at se om der var kunder. Hun fik øje på manden, som havde været der for noget tid tilbage. Ham havde hun ikke glemt. "Thomas? ikke?" hun var lidt usikker på det, hvilket også fik den franske accent til at skinne tydeligt igennem. "Hvad kan jeg gøre for Dem?" Spurgte hun så. Han var vel kommet for at købe is. Hun var hvert fald sikker på, at hun ikke kendte ham, selvom noget havde rykket sig i hende siden deres sidste møde. Det var meget underligt og hun forstod det ikke. Måske skulle hun bare spørge. "Excusez moi, Kender jeg Dem?"

[Thomas Blake]

Som Thomas trådte ind ad døren og han hørte den velkendte lyd fra klokken iver døren, overvejede han at gå sin vej igen. Han vidste faktisk ikke, hvad han lavede der. Det havde været tydeligt, at hans søster ikke kunne huske ham og det havde generet ham. Så ung havde hun da heller ikke været, da hun blev fjernet fra hjemmet? De havde da været tætte som børn og hans efternavn burde da have sagt hende noget.

Da Angela pludselig igen stod foran ham, gippede det lidt i ham. Han forsøgte sig med et smil, da hun kunne genkende ham, men han vidste, at det nok ikke var fordi hun vidste, at de var i familie med hinanden.
"Faktisk hedder jeg Michael." Sagde han og rynkede på næsen, da han virkelig hadede det navn. Det var hans fars navn og det gjorde ondt, hver eneste gang han skulle sige det. Det var dog heldigvis mange år siden, det havde været nødvendigt.
"Men Thomas." Skyndte han sig så at sige. Da hun gik direkte til sagen og spurgte om hun kendte ham, fik han en smule kvalme og han vidste ikke rigtigt, hvordan han skulle få det sagt.
"Jeg er din bror." Sagde han og mere kunne han ikke få ud. Han burde sige mere, men han var pludselig bare lammet af frygt for hendes reaktion.

[Angela Dupuis Blake]

Angela forstod ikke rigtig hvad der foregik, hed han Michael eller hed han Thomas. Hun begyndte at få ondt i hovedet igen og tog sig til panden. "il doit avoir frappé la tête" Lød det fra hende på Fransk. Det var meget typisk for hende at snakke fransk når hun blev oprevet. Hun så på manden længe, intenst og en smule uhøfligt, og endte så med at ryste på hovedet. Hun havde ingen brødre. Hun havde en mor og en far og så deres hund. "Non. Jeg har ingen bror." Hun forstod det ikke, det var tydeligt at se på hende. Det var omkring her hun begyndte at føle sig svimmel og greb ud efter en stol, så hun kunne sætte sig før hun væltede. "En bror? Jeg.. jeg forstår det ikke? Hvorfor var du der så ikke?" Det mest logiske i hendes hoved, var bestemt at han altså også var født i Frankrig, men forsvundet derfra, mens hun stadig var meget lille.

[Thomas Blake]

Thomas havde virkelig overvejet længe, om han skulle tale med Angela, for han anede jo ikke, hvordan hun havde det med ham. han var dog kommet frem til, at han blev nødt til det. At hun så overhovedet ikke anede, hvem han var, slog ham lidt ud af kurs. Havde han taget fejl? Var det slet ikke hende? Han kiggede på hende igen og blev enig med sig selv om, at det altså var hende. Han kunne kende hende på øjnene som lignede hans på en prik.

Da hun lignede en, der skulle besvime, skyndte han sig hen til hende. han tog fat rundt om hende og fik hen sat ned på en stol. han prøvede i hvert fald. Han blev dog selv stående og lignede en, der var blevet slået i ansigtet med en grydeske. Hvad i alverden foregik der? Hvorfor anede hun det ikke? Selvfølgelig havde hun kun været 10 år dengang, men så ungt var det da heller ikke.
"Hvorfor jeg ikke var der?" Han kiggede uforstående på hende. "Jamen Angela... Det var dig, der pludselig ikke var der mere. Far... Han..." Thomas kunne ikke få sig selv til at sige, at deres far havde fået hende fjernet, fordi han havde gæld. Det gjorde alt for ondt at tænke på det og han var da slet ikke i stand til at få det over sine læber.

[Angela Dupuis Blake]

Det var godt at mærke stolen under sig for det hele svimlede for hende på en meget ubehagelig måde. Hun forstod ingen tig og hovedet dunkede, så hun var nødt til at tage sig til det. Hvad var det manden forsøgte at sige til hende? udover noget med at han var hendes bror, hvilket overhovedet ikke gav mening. Da han så nævnte, at det var hende der var forsvundet rystede hun frustreret på hovedet. "Nej! min far var der. Min far er Noël Dupuis og bor i Frankrig hvor jeg også har boet så langt tilbage jeg kan huske." Godt nok havde hun svært ved at huske meget fra før hun var 10, men sådan havde alle det vel. Kunne hun have glemt sin bror også? Hvis nu har var flyttet inden hun fyldte 10? Nej... nej så ville da jo have været billeder. "Hvem er du? Jeg forstår ingenting! Jeg har tænkt på dig siden sidst du var herinde... Jeg har haft en underlig drøm.. Jeg forsvandt ikke.. Jeg.. jeg.." Hun tog sig til hovedet, som dunkede frygteligt nu, det var helt så hun knugede hænderne ind i håret, mens hun bare rystede på hovedet i benægtelse. "Mine forældre er Noël og Albine, de har altid elsket mig og sagt jeg var deres et og alt. Der var ikke nogen bror. De nævnte aldrig nogen bror." Hun kiggede op på ham med et forvirret trist blik i øjnene, det blik hun altid havde sendt sin bror om aftenen når hun ikke kunne sove eller havde mareridt.

[Thomas Blake]

Thomas forstod ingenting. Hvad var der sket? Hvorfor kunne hun ikke huske ham? Det gjorde ondt i hans mave bare ved tanken og han kunne slet ikke se, hvad der kunne være sket. På nuværende tidspunkt var der ikke nogen inde i kiosken og han gik derfor hen og vendte skiltet om, så der stod lukket. Det var ikke nu, de skulle afbrydes og hun var da i hvert fald heller ikke i stand til at servicere nogen lige nu.

Han lyttede til hende og for hvert ord hun sagde, som indikerede, at hun ikke anede hvem han var, gjorde det ondt i hans hjerte. Han havde brugt det meste af sit liv på at lede efter den søster, som han havde elsket så højt og hun kendte ham ikke. Det gik op for ham, som hun talte, at nogen måske havde brugt obliviate på hende. Det knuste ham og da hun kiggede på ham, som hun havde gjort så mange gange før, blev han nødt til at sætte sig ned. En tåre trillede ned ad hans kind. Han havde ikke grædt siden hans mor døde for over 15 år siden.
"Angela. Du er min søster. De forældre, du taler om, er ikke dine biologiske forældre. Desværre. Det er ikke ligefrem fordi dine biologiske forældre er noget at råbe hurra for, men det er ikke desto mindre sandt." Han anede ikke, hvordan han skulle få det sagt og han havde sådan lyst til at trække hende til sig sig, som han havde gjort så mange gange før. "Du.. du blev fjernet fra hjemmet." Han sank en klump og følte, at han skulle kaste op. Hvor han dog hadede den mand, som havde været deres far. Angela var faktisk heldig med, at hun ikke kunne huske ham.

[Angela Dupuis Blake]

Det gjorde så frygteligt ondt i brystet på Angela og hun var forfærdelig ked af det, uden at hun forstod hvorfor. Hun fulgte dog Thomas med øjnene som han gik op for at vende skiltet og dermed lukke butikken. Det var nok meget godt. Da han kom tilbage fortalte hen hende en masse ting, der næsten gjorde hende syg, eller sådan føltes det. Var hendes forældre falske? igen rystede hun bar på hovedet og så på ham, da så hun hvordan han sad med tårer i øjnene og ganske forsigtigt løftede hun sin hånd for at fjerne den. Hvis de virkelig passede at hun var hans søster, så ville det vel ikke gøre noget? Men hun kunne ikke lide at se ham græde. Det gjorde kun hende mere ked af det. "Du.. du må ikke være ked af det Mikey.. Undskyld jeg mener Thomas." Hvor navnet Mikey pludselig kom fra vidste hun ikke, men uden at være bevidst om det, havde hun taget hans hånd. Hun kunne ikke lide at se ham sådan. dog rynkede hun også undrende på brynene. "Fjernet? Hvorfor? Havde jeg sat ild til noget?" Hvis nu man antog at han faktisk havde ret i det han sagde, så var det måske derfor røgen kom. Den tygge kvalmende røg, der hjemsøgte hende hver nat.

[Thomas Blake]

Thomas kunne bestemt ikke lide denne situation. Det var sjældent han viste følelser og svaghed og han kunne ikke fordrage det. Dog tog han ikke notits af sine tårer, da han trods alt sad overfor Angela. Nok kunne hun ikke huske ham, men han kunne huske hende. Han skulle lige til at tage hendes hånd, da hun førte sin hånd op til hans kind og kaldte hende ved hans gamle kælenavn. Det var en underlig følelse. Det stak i ham, da han på den ene side ikke kunne fordrage det navn, fordi det tilhørte hans far, men kælenavnet mindede ham om hende og det gjorde ham glad. Kunne hun huske ham? Thomas var helt paf.

Han sad og vidste slet ikke, hvad han skulle sige. Han ville så gerne fortælle hende alt, men han ville ikke fortælle hende, at han havde slået deres far ihjel, når han nu også skulle fortælle hende, at ham, som hun troede var hendes far, slet ikke var.
"Angie?" Han håbede sådan, at hun kunne huske ham, men det virkede ikke længere til det og det gjorde igen ondt. Dog var der ingen tvivl om, at nogen havde brugt Obliviate og de havde ikke været så gode til det, da hun huskede nogle ting. "Nej... Det var ikke noget, du gjorde.  Øhh.. Jeg har virkelig ikke lyst til at fortælle dig det her." Sagde han og rejste sig op af ren frustration. Hvordan kunne han fortælle hende det? Selvom hun ikke selv kunne huske det, var det da ikke rart at vide, at hendes biologiske far havde været ligeglad med hende.

[Angela Dupuis Blake]

Angie... Navnet virkede på en eller anden måde bekendt, men også som om at det kom fra en fremmed verden. En verden langt væk, der kun fandtes i fantasierne. Hun rynkede lidt på panden over det og sad ellers og forsøgte at glatte nogle folder i bukserne ud. Først da han rejste sig så hun småpanisk efter ham. "Du må ikke gå!" Hun kunne ikke bære, hvis han gik, havde ikke lyst til at føle sig ensom igen. For det var hun ret sikker på ville komme til at ske. Det føltes så rigtigt at han var der selvom hun ikke huskede noget, ikke rigtigt hvert fald. "Angie... Du..Du kaldte mig altid Angie om aftenen... Når jeg ikke kunne sove. Gjorde du ikke?" Hun så spørgende på ham. Det var rigtig det var hun sikker på, men hvorfor kunne hun ikke huske det? Det var enormt frustrerende og hun havde virkelig ondt i hovedet, mere end bare en almindelig hovedpine. Hun burde nok få noget at drikke, men hun var ikke sikker på om hun kunne stå på benene. "Jeg husker en masse tyg sød røg, mande latter og.." Hun begyndte at græde uden at vide hvorfor. Hun var bare så frygtelig ked af det lige nu og det gjorde ondt i brystet. "pardon Thomas." lød det så igen meget fransk, mens hun forsøgte at tørre sine øjne. "kunne.. Kunne I ikke lide mig?" spurgte hun så. Man måtte virkelig have gjort noget galt, hvis ens egen familie ikke ville have en.

[Thomas Blake]

Thomas stod og så meget forvildet ud og han satte sig ned overfor hende igen og tog nu hendes hånd, selvom det måske var lidt risky. "Jeg går ikke. Det lover jeg." Sagde han og prøvede at virke beroligende, men han var selv lige så forvirret over alt det her. Hun huskede vitterligt ikke, men det var som om ting kom tilbage til hende. Da hun igen virkede til at huske lidt, fik han tårer i øjnene.
"Jo... Jo det gjorde jeg." Sagde han og smilede til hende, selvom det gjorde så ondt i hjertet. Han brød sig ikke om at se hende ked af det og han havde ikke engang nået at se på hende rigtigt. Chokket havde taget overhånd.
"Far spillede poker." Sagde han og det gøs i ham at kalde den mand for far. Han fik helt kvalme ved tanken og synes af hans lig på stuegulvet, fik det til at vende sig i ham. Selvom han hadede sin far mere end noget andet, så var det ikke ligefrem et godt minde, at han havde slået ham ihjel. Dog rørte det ham ikke på den måde, som det måske burde.

Da hun pludselig begyndte at græde og spurgte om de ikke kunne lide hende mere, gik det op for Thomas hvor grusomt det måtte være for hende at huske det hele. Han overvejede faktisk om han skulle holde igen, da han ikke var sikker på, at det ville være godt for hende at huske det alligevel.
"Nej nej! Vi elskede dig! Jeg elskede dig. Angie... Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det. Vores far var bare så grusom mod os begge to.. Og mor.. Og hun gjorde ingenting. Han.. han spillede meget og han skulle bruge noget at spille med..." Thomas rejste sig igen og trak vejret dybt, for ikke at kaste op. Han havde fortrængt alt dette, kunne han godt mærke og det gjorde fysisk ondt at tænke på det. "Han solgte dig." Sagde han uden at kigge på hende. Han kunne simpelthen ikke. Deres far havde ikke elsket nogen af dem.

[Angela Dupuis Blake]

Det var meget vigtigt for Angela, at manden her ikke gik nogen steder. Han gav hende en forvirret tryghed, men dog en tryghed hun havde brug for. Det var så svært at finde sig tilpas i, men samtidig med, så kunne hun mærke det brændende håb om at bryde den mur der var imellem hende og manden, der mente han var hendes bror. “Jeg er ked af jeg ikke kan huske mere. Det går dig på også kan jeg se. Undskyld jeg bare kommer her og ved ingenting. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvordan det må være for dig.” Lød det kærligt fra hende. Nok var hun ked af det, men hun. Udset i det mindste ikke hvad det var hun havde glemt. Det var måske en fordel lige nu?
så begyndte han at fortælle mere og hun lyttede koncentreret med. Pokker. Godt det huskede hun. Hvad hun så senere fik at vide om faren fik hende til at tabe underkæben i overraskelse. “Så jeg... hvad? Hvem.. hvem gør sådan noget? Sælger din egen datter fort kunne spille poker... spiller sin egen datter væk...” havde det været muligt, så ville hende øjne fyldes med vand lige nu, men hun græd allerede så der var ikke plads til flere tårer. Hun bed sig i læben og så over på manden. Hvad skulle hun gøre? Sågik det op for hende at hun sad og rystede stille på hovedet. “Nej.. nej det kan ikke passe. Det er ikke sandt. Det bare... bare noget du finder på. Det hele... det slet ikke sandt. Jeg er franskmand jeg er vokset op i Frankrig og... Nej!” Men hun vidste det var sandt. Mere end noget andet, så var det her sandt. Det gav mening nu de ting hun altid havde undret sig over. Det savn hun altid havde følt.. det var til Thomas... eller Michael, hvad han nu end hed. Det var bare blevet for meget.

[Thomas Blake]

Thomas havde det virkelig skidt. Han havde ledt efter Angie i så mange år og nu sad hun her foran ham og kunne ikke huske ham. Det var nok den værste følelse han nogensinde havde oplevet. Og det sagde rigtig meget med det liv, han havde haft.
"Jeg... jeg har ledt efter dig så længe..." Han prøvede at holde kvalmen tilbage. Han ville så gerne beskytte hende, men det var svært, når hun ikke rigtigt vidste, hvem han var. Han kunne ikke rigtigt tillade sig at tage hende i sine arme, så han sad bare og kiggede på hende. Hun var virkelig en smuk kvinde. Det var godt, at hun da så ud til at have det godt og måske det var meget godt, at hun ikke kunne huske. Skulle han ikke være kommet? Det måtte være forfærdeligt at høre.

Da hun begyndte at benægte, snurrede hans mave sig sammen igen og han slap hende. Han vidste slet ikke, hvad han skulle gøre af sig selv.
"Lige nu ville jeg faktisk ønske, at jeg var så stor en idiot, at jeg kunne finde på at finde på den slags, men det er jeg ikke. Jeg er en idiot, det vil jeg gerne medgive, men ikke lige så stor en idiot." Sagde han og prøvede at berolige hende, men han var ikke engang selv rolig. Han var tæt på at tage sin stol og kyle den ind i en væg, men det ville nok ikke hjælpe situationen. "Det ligner ellers, at du har haft det godt i Frankrig.. Tilgiv mig for at komme og ødelægge det.." Sagde han og han mærkede en tåre. Det var en uvant situation for ham. Denne dag havde han grædt mere, end han havde gjort i 16 år tilsammen.

[Angela Dupuis Blake]

Der hørtes snøft fra Angela og hun trykkede tommel og pegefinger imod sin næseryg og prøvede virkelig på at få styr over sig selv. Det hele var et stort kaos af rid og uvidenhed og hun vidste ikke længere noget som helst. Hendes liv var en løgn, alt hun kendte til var falsk. Hun så bedende over på manden. “... hjælp mig... vil du ikke nok?” Hvad præcis han skulle hjælpe med vidste hun ikke, men han måtte gøre noget. Så lige pludselig satte hun sig til at inspicere hendes hånd meget intenst og næsten bange, før hun kiggede over på manden igen. “Hvordan ved jeg jeg kan stole på dig? Du kommer bare og så siger du alt muligt. Hvordan ved jeg du snakker sandt? Måske er det den... den...” men så knækkede hendes stemme og hun skjulte ansigtet i hænderne, så han ikke kunne se hende græde. Det virkede måske dumt eftersom hun havde grædt nærmest siden han kom. 
“Frankrig har altid føltes fremmed for mig. Som om der manglede noget. Så fik jeg en hund, men det var ikke det. Der har bare altid været en fremmed stemning og en tom plads” måske gav det ikke mening det hun sagde, men ordstrømmen ville ikke stoppe. Igen kiggede hun over på manden og lagde en hånd på hans lår. “Hvad end der så er Sandheden, så fortjener du ikke at blive kaldt idiot. Det ikke fordi det rigtig giver mening men noget ved dig føles bare trygt som om du kan fjerne den smerte jeg føler”

[Thomas Blake]

Thomas var et stort rod inde i sit hoved. Han ville gerne gøre tingene bedre for hende, men han vidste godt, at det måske slet ikke var muligt. Hun havde oplevet rigtig meget lort og han fik bare smerten tilbage i hendes krop ved at være der.
“Jeg vil gøre alt for dig, Angie.” Sagde han og sank en klump. Han så hendes bedende øjne og det gjorde bare endnu mere ondt på ham.
Det stak i ham, da hun sagde det næste. Han sad tavs et øjeblik, for hun havde jo ret. Hun vidste jo ikke, om han talte sandt og han skulle på en eller anden måde overbevise hende, selvom der var blevet brugt en besværgelse på hende.
“Angel..” Sagde han og prøvede at tage hendes hånd. “Kig mig dybt ind i øjnene og fortæl mig, at du ikke tror på, at jeg er din storebror. Jeg ved godt, at det er svært, men please.” Sagde han bedende og kiggede på hende og prøvede at fange hendes blik. Han elskede hende så meget, at det gjorde helt ondt.

Han sad lidt over overvejede hendes ord. Hun vidste ikke meget om hans liv. Han var en idiot, men hun behøvede sådan set ikke at få detaljer om det lige nu. Et slag var vel nok. Endda et stort et af slagsen. Hendes hånd på hans lår, gav ham endnu mere lyst til at rejse sig og gå. Der var så megen smerte i det her og det var slet ikke til at holde ud.
“Så du har ikke haft det godt? Dine forældre?” Han spurgte lidt tøvende. Han vidste ikke præcist, hvad der var sket dengang og hvad manden, der købte hende, gjorde ved hende. Var det ham, hun kaldte far? Det gøs i ham ved tanken og han følte, at han skulle kaste op.