I'll keep you in my heart til we meet again

[Thomas Blake]

Floridors Iscafé, Diagonalstræde

Klokken 12.30

Outfit

Angela Dupuis Blake

---

Thomas havde siddet med opgaver hele morgenen og de havde trukket tænder ud. Nogle af de studerende havde tydeligvis ikke gjort sig ret meget umage, men det ville de komme til at se på deres karakterer. Han var en hård underviser, men han var fair. Han ville gerne se dem arbejde for det og han ville gerne se dem have succes i livet. Det ville de kun få, hvis de tog faget seriøst. De ville ikke komme ret langt, hvis de tog let på det hele. Det var noget, som Thomas selv tog meget seriøst. Han havde arbejdet hårdt hele sit liv og han havde sine grunde, selvom kun få mennesker vidste hvad det var.

Som 15-årig oplevede han mere, end flere oplevede i hele deres liv. Hans barndomsveninde og forelskelse forsvandt, hans søster blevet spillet væk af hans modbydelige far og han havde skudt sin far, hvorefter hans mor begik selvmord. Han havde haft et rigtig hårdt liv og det kunne godt mærkes på hans hårde attitude. Han havde et ar hen iver det ene øjenbryn fra engang hans far havde slået ham med en knust flaske og han smilede sjældent. Han var dog en venlig mand, men der skulle meget til, før han rigtigt åbnede sig op. Den eneste, der faktisk kendte ham, var hans bedste ven, Hamish. De havde et underligt forhold, da Hamish ikke var så god til mennesker. Dog passede de sammen på en mærkelig måde og Thomas ville ikke være venskabet foruden.

Thomas kom ind på Caféen, som han sjældent var på. Han kunne godt lide is, men det var ikke rigtigt noget han spiste. Denne dag havde han dog virkelig brug for at komme ud og denne Café var den første butik han kom forbi, så han gik ind.

[Angela Dupuis Blake]

Skønt det var vinter og vejret koldt, var der stadig folk i iscafeen i diagonalstrædet. Angela var blevet glad for sit arbejde på cafeen og nød den kontakt hun fik til folkene i gaden. Selvfølgelig var det også lækkert med smagsprøver fra forretningen, som hun sneg sig til fra tid til anden. Det var vigtig at hun som medarbejder kendte smagen på de forskellige is der var. 

Hun havde netop serveret en is til en dame og fået betaling for den, da hun smilede med ordene “merci, dejlig dag til Dem fru.” Det blev den næste mand i rækken og som altid smilede hun venligt, uden at vide hvem han var. “Velkommen monsieur. Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” Angela Lod de lyse øjne hvile på manden mens han valgte.

[Thomas Blake]

Thomas vidste ikke rigtigt, hvad han skulle vælge, så da den unge pige, som han stadig ikke havde kigget rigtigt på endnu, spurgte ham, om hvad han skulle have, var han ikke helt sikker. Han stod lidt mellem Cookie Dough og saltkaramel, han havde dog ikke smagt saltkaramel. Uden rigtigt at kigge på pigen, fordi han var lidt optaget af isen, spurgte han: "Er der mulighed for, at jeg lige kan smage en smule af den saltkaramel, så jeg ved om jeg skal vælge den. Kan ikke vælge mellem den og cookie cough." Sagde han og trak på skuldrene. Han spiste ikke is så tit, så han vidste ikke, hvad der var godt, men denne dag havde han bare sådan cravings for det. Det var ok mest fordi han bare skulle ud og gå en tur og ikke isen i sig selv, selvom det da sikkert var lækkert nok. Han havde før set folk få en lille smagsprøve inden de købte is, så han tænkte da, at det måske ville kunne lade sig gøre. Han havde ikke rigtigt lyst til at tage tilbage til kontoret hvor endnu flere opgaver lå og ventede på ham, så han overvejede at sidde derinde og spise isen og så tage tilbage senere.

[Angela Dupuis Blake]

Det var altid spændende med kunder der ville prøve noget nyt. Det var en god indstilling at have, ikke bare at holde sig til det sikre altid, og ifølge Angela fortalte de meget om personen. Derfor smilede hun varmt til ham og nikkede. "Selvfølgelig. De kan få en lille smagsprøve af hver, hvis De ønsker det?" Hun kiggede på manden, men han var ikke til at få øjenkontakt med, fordi han så på isene, men hun forventede som minimum at han lyttede til hendes ord. Derfor greb hun et lille bæger og fyldte en ske saltkaramel i, før hun rakte den til manden med et nyt smil. "Jeg tror dog dette er min nye favorit, selvom jeg også altid har været glad for Coockie dough." Det var netop derfor hun smagte på isene. Det var vigtigt at kunne have en mening om dem når kunderne var i tvivl.

[Thomas Blake]

Thomas betragtede de forskellige is. Måske han bare skulle vælge et eller andet, sætte sig ned og stirre ud af vinduet. Det var sådan set det eneste han havde lyst til i dag. Han humør var ikke det bedste. Det var en stressende tid på arbejdet og tankerne kørte stadig rundt i hovedet på ham med sin barndomsveninde og hendes forsvinden og selvfølgelig hans søster. Thomas havde aldrig haft det nemt og han havde mistet for mange mennesker. Han havde dog det meste af sit liv, ledt efter dem begge to og det gjorde mere og mere ondt for hver dag der gik, hvor han ikke fandt dem. Han vidste snart ikke, hvad han skulle stille op. Måske han skulle tale med Hamish om det, da Hamish var ret god til at finde folk.

Thomas lyttede til den unge kvinde og tog imod bægeret. Han tog en lille skefuld og smagte på det. For første gang kiggede han op på kvinden. Det ville være uhøfligt at lade være, når hun nu havde været så venlig at give ham en smagsprøve. Han smilede til hende og tog det sidste af smagsprøven i munden. Kvinden var smuk, men han lagde især mærke til hendes øjne, som var piercing blue. Ligesom hans egne øjne. Han spærrede øjnene op og fik isen galt i halsen, da han havde været i gang med at synke det, som han havde set hvem det var. Eller hvem han troede det var. Han kæmpede for at sige hendes navn, men han kunne ikke tale, da han hostede for meget. Han tabte bøgeret og tog fat i disken og prøvede at kontrollere sine host.

[Angela Dupuis Blake]

Angela stod tålmodigt og ventede mens han smagte på isene. Hun kendte til vigtigheden af at give sig god tid og det var ikke ligefrem fordi fordi der var mange kunder i butikken. Efter at manden havde smagt på isen virkede det dog til at han fik noget galt i halsen og hun skyndte sig derfor om til ham med et glas vand og bankede ham i ryggen for at hjælpe. "Monsieur? er De okay?" Han så bekymret på ham og hjalp ham over til et bor, hvor han kunne sidde. Han lignede mest af alt en der havde set et spøgelse. Stakkels mand. Han ville nok have brug for at sunde sig lidt. "Jeg håber ikke det var isen, der var noget galt med." Kommenterede hun så uanende om hvad han havde set i hende. 

[Thomas Blake]

Thomas hostede rigtig meget og han havde svært ved at komme sig over det. Han registrede ikke rigtigt, at kvinden, som han følte, at han kendte, hjalp ham hen på en stol. Han tog imod vandet fra hende og drak det. Han hostede lidt endnu, men endelig stoppede det. Han kiggede op på hende. Eller han stirrede faktisk. Kunne det være hans søster? Øjnene lignede hans. Han ville aldrig kunne glemme de øjne. Han havde set dem kigge efter ham, da hun pludselig hentede hende dengang deres elendige far havde solgt hende. Det ville aldrig give mening for Thomas, hvordan deres far kunne være så ussel.
"Angela?" Spurgte han. Han havde hørt, at hun havde spurgt til isen, men han havde svært ved at tænke lige nu. Hun stod lige foran ham og han var ikke et sekund i tvivl om længere, at det var hende. Han ville aldrig glemme hendes ansigt og det gjorde ondt at vide, at hun havde været ude for det. Han vidste ikke, om hun kunne kende ham og han havde virkelig lyst til at skynde sig ud af butikken, for han anede ikke, hvad han skulle sige til hende. Hvordan havde hun det med ham? Følte hun sig svigtet?

[Angela Dupuis Blake]

Hun fik genet manden over til en stol hvor hun kunne få ham ned at sidde. Hvad der var sket var hun meget usikker på, og det skræmte hende måske en smule. Kunne det være sygdommen, der havde ramt manden? Nej det var kommet så pludseligt. Da hun så hørte ham sige sit navn så hun uforstående på ham. “Ja hr.?” Hun forstod intet af hvad der foregik. “De kender mit navn?” Hvorfor mon det? Egentlig så skræmte det hende og uden at ville det trådte hun et skridt væk fra manden. Hvem var han? Hvor kendte han hende fra?

[Thomas Blake]

Thomas var nu kommet til sig selv. I hvert fald fysisk. Dog var han stadig i vildrede om, at hans søster stod foran ham. Han havde slet ikke forventet at se hende. I flere år havde han søgt efter hende og nu stod hun pludselig der. Han stirrede på hende i hvad der måtte føles som minutter. Han lagde mærke til, at hun trådte et par skridt baglæns og han blev klar over, at han nok havde skræmt hende. Han ville også finde det meget mærkeligt, hvis der kom en og kendte ham, uden, at han anede hvem det var. Det gjorde selvfølgelig ondt, at hun ikke kunne genkende ham, men det var også så mange år siden. Han prøvede at fange hendes blik.
"Mit navn er Thomas Blake." Sagde han, men han fortrød med det samme. Han havde ikke lyst til at vide, hvordan hun havde det med ham, for det gjorde ham nervøs. Det gik så op for ham, at hun aldrig havde kendt ham som Thomas Blake. Da de boede sammen, hed han Michael Thomas Cornell. Deres mor hed Blake og det ville måske give hende et clue, men han havde ikke lyst til at finde ud af det.
"Jeg bliver nødt til at smutte." Sagde han og overvejede et øjeblik, hvor døren var. Han var stadig meget forvirret, men han fik øje på den og skyndte sig at ud, uden at kigge sig tilbage.

// Out