Magnetic

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Det var en af de køligere eftermiddage, som Roxanne i dag havde fri fra arbejde. Klokken var kvart over seks om eftermiddagen og Diagonalstræde var travl, som mange magikere var på vej hjem efter arbejde eller efter at have gjort nogle indkøb. Det var en fin aften, som mørket var ved at krybe ind over landet og tågen ligeså. Der var ikke meget vind, men fugten hang i luften og det var tydeligt, at det snart ville begynde at regne. Den unge heks stod for sig selv lige udenfor Flourish ™ Blotts, som hun fumlede med at pakke to ny-indkøbte bøger ned i sin taske. Håret var sat rodet op, frakken var figursyet og elegant og alligevel, stod hun en smule ud fra mængden, med sine langskaftede støvler og mange amuletter om halsen. Hun sukkede irritabelt, som hun tabte en af bøgerne på jorden og som hun stod og fumlede med både taske og en ekstra kurv hun havde over armen, mumlede hun lavmælt for sig selv. ”Ved Merlins skæg også…Altid uheldig….Min aura ender jo med at blive helt grå..” Sukkede hun irriteret, som hun forsøgte at samle sine ting, så hun kunne komme til at samle bogen op.

Tråd til @cornelius

Tirsdag D. 8 februar - 2056
Klokken 18.15

Diagonalstræde - Udenfor Flourish & Blotts.

Tungt vejr.

Påklædning

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Deleted]

Det havde været endnu en af de længere dage i butikken med hans far, der solgte tryllestave til højre og venstre, alt i mens Cornelius selv sad og lavede dem. Han var efterhånden dygtig nok til at gøre det uden hjælp, men det betød ikke, at han trivedes med det. Det var langtrukkent og han følte at han sad på sin flade røv dag ud og dag ind. Det var faktisk ved at gøre ham godt sindssyg, så selvom han blot kunne transferere sig tilbage til sit eget hjem, valgte han gåturen i stedet, hvad end det regnede eller var iskoldt udenfor. Det gav motion, som han havde hårdt brug for, for at forblive i sin nuværende kropslige tilstand.
Og det var også det han gjorde i dag. Gik ned ad Diagonalstrædes gader i et frisk og hurtigt tempo, hilsende venligt på dem han kendte og med et blik der sugede alt til sig. Butikker der solgte bøger, troldmænd der konverserede på gaden og vejret der føltes tungt. Der var ikke dét, der ikke fik hans opmærksomhed som han fyldte landskabet med sin karismatiske udstråling.

Og dog var han tæt på at overse kvinden med de tabte ting og sager, og havde det ikke været fordi hun talte til sig selv, havde han heller ikke opdaget hende. Men hendes ord fangede hans opmærksomhed og han styrede sin retning mod hende og gik på hug for at hjælpe med det samme. "Det kan vi ikke have, Frøken," svarede han hende med et venligt smil og et glimt i øjet, da han hjalp hende med at samle tingene op, inklusiv bogen. Det var ganske enkelt naturligt for ham, bare at gøre dette uden at blive opfordret. "Klarer De Dem? De ser ud til at have megen baggage med?"

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Det gippede svagt i Roxanne, som en stemme afbrød den samtale, hun havde haft kørende med sig selv. De blå øjne gled over herren, som samlede hendes stav op og venligt tilsmilede hun ham, som forsøgte at rette på sin taske og hanke op i, hvad hun ellers havde i favnen. ”Åh…Tak skal de have.” Takkede hun, som hun forsøgte at tage imod sine ting, som han stod med. ”Min taske er lidt proppet med skrøbelige sager, så jeg har bare ikke lige plads til det hele.” Erklærede hun, som hun nikkede imod sin taske. ”De der udvide besværgelser vil ikke altid samarbejde med mig.” Prøvede hun at forklare og hun rystede så på hovedet af sig selv, før hun lagde hovedet på skrå og nærstuderede ham lidt yderligere. Han var en ganske køn ung mand. Han virkede sympatisk. – Og alligevel var farven på hans aura interessant. ”Din aura er orange.” Kommenterede hun så, som om det var det mest almindelige i verden at sige.

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Deleted]

Det var altid rart at få et tak med på vejen og det var også det der var Cornelius' plan. At komme videre hjem, skifte ud af de stilfulde, men også praktiske mørke rober og få noget lidt mere afslappet tøj på. Og have sig en god, rolig aften, måske med et glas whiskey. Men da kvinden nævnte, at hun havde skrøbelige sager i tasken og derfor ikke kunne putte det hele deri, og tilmed nævnte at hun havde problemer med udvidelsesbesværgelsen, kunne han ikke bare gå sin vej. Fanget! Egentlig gjorde det ham dog intet. Han havde ikke noget imod at hjælpe hende på vej, så han blev i stedet for at sige farvel og gå i sin vej, og valgte at holde på de resterende ting for hende. "Jeg kan godt hjælpe Dem på vej, hvis De har behov for det? Og eventuelt hjælpe Dem med besværgelsen? Den er meget praktisk at have i baghånden," ofte var Cornelius blevet mistænkt for at være en Hufflepuff'er med hans hjælpsomhed og venlighed, men han så det egentlig ikke som en Hufflepuff ting at gøre. Nærmere var det høfligt og det var hvad en gentleman burde gøre. Og Cornelius så bestemt sig selv som en ægte gentleman. Ikke for træls, men heller ikke for clingy eller sukkersød.

Han forberedte sig på at de muligvis ville gå videre derfra, til hendes destination, eller at hun måske bare høfligt ville afslå hans hjælp, men i stedet lød der en meget interessant sætning fra hendes mund, der fik ham til at se mere indgående på hende, nysgerrig. De fleste ville nok have troet at hun var gak i låget, men Cornelius fandt det dybt interessant. "Orange siger De? Jeg må desværre indrømme at jeg ikke just er en ekspert på aura-området. Vil De have noget imod at fortælle mig hvad en orange aura betyder?"

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Roxannes bryn skød lidt i vejret, som manden tilbød at følge hende på vej. Mente han mon det alvorligt? Et øjeblik stirrede hun nærmest på ham med åben mund, men hun rystede det så af sig og virrede med hovedet. ”Jeg…Øhm…Jo, Hvis De virkelig gider.” Svarede hun og hun og tilsmilede ham atter, så hendes fine hvide tandsæt kom til syne. Som han lod til at have fået hold på hendes ting, begyndte hun så forsigtigt at gå. At han ikke lod til at tage hendes udbrud op, gjorde hende forundret. – Faktisk lidt småforvirret, som hun normalt var vant til en helt anden type reaktion. Begejstringen for at han ikke lod til at tage hendes ord ilde op, fik dog kun hendes smil til at vokse og hun knugede så ellers sine bøger ind til sig, som de gik. ”Åh..Nej, Naturligvis ikke. Orange er en kombination af rød aura, som er styrke og gul, som er intellekt og kan indikere intellektuelle ambitioner, stolthed og viljestyrke. Det kan også udtrykke et ønske om forandringer i livet eller ændring af vaner.” Forklarede hun, som de gik. Hendes blå øjne hvilede fuldt og fast på ham, nysgerrig efter, hvordan han mon tog hendes talestrøm. ”De savner måske noget nyt i Deres liv?” Spurgte hun nysgerrigt. Det, før hun dog stoppede sig selv over det måske lidt personlige spørgsmål. ”Ej, undskyld…Jeg ville ikke..Det var ikke min mening at snage.” Forsøgte hun at forsikre ham.

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Deleted]

Et skævt smil sneg sig ind på Cornelius' læber, for han kunne da godt se at hun blev overrasket over at han bare tilbød sin hjælp, bare sådan uden videre. "Naturligvis, Frøken," svarede han blot før han fulgte trit med hende, gående med de fleste af hendes ting balancerende på venstre arm. Han ventede desuden også spændt på hende forklaring omkring auraen, for det var vitterligt ikke hver dag man mødte én på gaden med et så anderledes syn på mennesker. Det kunne give et spændende samtaleemne, og for Cornelius var dette lige så dejligt at gå hjemad til, som det var, blot at observere andre og nyde at være for sig selv efter en hel dags kedeligt arbejde.

At hun forklarede præcis hvem han var, var en overraskelse, men han holdt den inde og smilede bare i stedet. Hendes undskyldning slog han hen, for selvom det var sandt og måske en anelse skræmmende at hun havde gættet ham så hurtigt, så vidste at stadig godt at typen der kunne observere og finde ud af hvordan et menneske var, samt deres adfærd og ønsker, eksisterede derude. "Ah, det er ikke nødvendigt for Dem at undskylde, Frøken, jeg synes det er meget interessant og desuden også virkelig observant af Dem. De vil sandsynligvis ikke blive overrasket over når jeg fortæller at jeg tilhørte Gryffindor da jeg var elev på Hogwarts," han skabte kort øjenkontakt. "Selvom jeg ikke har viden om auraer, så kan jeg også allerede fortælle lidt om Dem. Skarp intelligens, en bred viden om mange forskellige ting, om det så er af den mundane eller mere eksotiske art?" det var ikke meget i forhold til hvad hun havde fundet frem til på ham, men noget var det da. "Men vi har jo ikke engang introduceret os for hinanden! Mit navn er Cornelius Ollivander. Hvad med Dem, Frøken?

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Roxanne nød så bestemt selskab, når hun kunne få det. – Desværre lod det til at være langt fra størstedelen af magikere, som fandt sådan en som hende interessant. Oftest fik hun derimod at vide, at hun godt kunne virke lidt for overgearet og speciel til tider, som hun var lidt af et sludrechatol. Om ikke andet, fik hans ord smilet frem på hendes læber og som de gik, lod hun sig rive lidt med. ”En gryffindor? Der kan man se..” Kommenterede hun, som hun lod sine blå øjne møde hans og hun atter bevægede sig videre op af gaden i takt med at de høje sko klikkede imod brostenene under hende. Hun lo lidt ved hans antagelser og hun trak lidt på skuldrene. ”Hmm…Tjoohh…Jo…Det er nok ikke ramt helt ved siden af, nu hvor jeg er en Ravenclaw.” klukkede hun og hun nikkede høfligt, som han præsenterede sig. ”Roxanne. Roxanne Cochran.” Erklærede hun, som hun gjorde et lille kast med hovedet, i et forsøg på at få det viltre røde hår til ikke at hænge hende ned i øjnene.

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Deleted]

Der var en kort øjenkontakt mellem dem, og som hun smilede, gjorde Cornelius det også. Han fandt hendes smil kønt og hun virkede alt i alt som en ret excentrisk kvinde. Men hendes intelligens var det, han fandt mest attraktivt. Det, samt smilet og de pæne øjne. Det så ud til at han havde gættet rigtigt, for kort efter afslørede hun at hun havde tilhørt Ravenclaw kollegiet. Det var også hvad han tænkte at hun måske kunne have været. Der var mange, der sagde at dem fra Hufflepuff var en smule sære, men i virkeligheden havde Cornelius haft mange venner derfra. De var loyale ind til benet og super flinke at tale med. Faktisk syntes han lidt at det var noget vås, at ens kollegie skulle definere hvem man var, for han kunne lige så vel have været på Slytherin eller Ravenclaw som han kunne have været på Gryffindor.

"Ravenclaw.. Aha.." han så lettere eftertænksom ud og kløede sig let hen over hagen, før hans smil kom tilbage. "I modsætning til mange andre på Hogwarts, gjorde jeg en del ud af, at tale med eleverne på de andre kollegier såvel som mit eget. Nogle kaldte det fraternisering, men jeg var meget social. Og når jeg fik anskaffet points til mit kollegie var det alligevel ikke så slemt."

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Roxanne kunne mærke at hun blev en smule varm i kinderne, som Cornelius smilede til hende. Det føltes som om at blodet steg hende til hovedet og lidt forlegent, så hun væk, som det gik op for hende. Hvorfor blev hun dog også genert nu? Hvorfor følte hun det kildre i maven og suse om ørene på hende? Hun vidste det ikke og hun forsøgte lidt at ryste det af sig, før hun atter tog sig sammen og så på Cornelius igen. ”Jeg holdt mig altid lidt for mig selv…Folk havde en tendens til at synes jeg var…Sær, tror jeg.” Prøvede hun at forklare, som hun så lidt tænksomt frem for sig. ”Jeg er ret glad for spådom…Runer…Oldtids-magi….Jeg tror på at der er en sammenhængen og en årsag til alt hvad der sker…At vi alle er forbundet at små tråde, som krydser hinanden og vikles ind, når vi danner relationer. At der er en årsag til at vi mødes, skilles og ikke mindst handler som vi gør. De fleste kan bare ikke se det.” Forsøgte hun at forklare. Hun stoppede dog så op midt på gaden og vendte sig imod ham. ”Åh..Du synes garanteret også, at jeg lyder splitterragende tosset nu..” Kommenterede hun.

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Deleted]

Det var en skam at de andre elever på Hogwarts havde ment at hun var sær. Alle havde noget, de godt kunne lide at tale om, og selvom Roxanne talte om auraer som var det helt normalt, så fandt Cornelius det ikke sært. Det var anderledes. Men anderledes blev også ofte bedømt som sært hos mange. Snart gik snakketøjet dog løs på hende igen, men Cornelius lyttede bare opmærksomt til hvad hun sagde, interesseret. Der var ingen tvivl nu om at hun var en meget unik kvinde. Han syntes stadig det var utroligt spændende at høre om og sagde derfor intet, før hun stoppede brat, hvilket også fik ham til at stoppe brat idet hun virkede til at fortryde alt det, hun havde sagt. Det var i hvert fald hvad han gættede, ud fra hvad hun sagde. Endnu en gang måtte han ryste på hovedet. Hans blik var dybt alvorligt, da han trådte inden for en arms distance af hende og lagde en hånd på hendes overarm, givende hende et mildt klem.

"Nej, Frøken Cochran.. Tværtimod. Hvad mange kalder sær, har jeg valgt at kalde anderledes og unik. Jeg tror selv på at vi alle har en skæbne og den skæbne leder os til steder vi aldrig selv forventer at ende," smilet kom tilbage igen, da han gav slip på hendes arm. "De lyder som én der ikke har fået lov til at give slip på den viden De besidder. At De er blevet stoppet i det, hver eneste gang De har prøvet fordi andre har afslået Dem og netop kaldt Dem sær. Det synes jeg er forkert. Jeg synes De besidder en indsigt som meget få har, og det er meget bedre end at man ikke tænker over det overhovedet," med de ord gjorde Cornelius en venlig håndgestus til at gå videre.

[Zain Rigel]

Zain mærkede det velkendte sus som han blev slynget gennem luften frem til han landede tungt på brostenene i Diagonalstæde for fødderne af en mand og en kvinde. Han udstødte en klagende lyd som han rasende kylede transitnøglen fra sig.
Hurtigt kom han på benene og så på de forbigånede folk. Der var en del mennekser på gaden og alle hans sanser var ved at gå ud af kontrol lige nu. Det var som om at lyset var for skarpt og lydene for høje hvilket var underligt når hans sanser ellers havde været underlig fraværende det sidste stykke tid.
Han missede lidt med øjnene og så på de to folk.
Han ligende nok mest af alt en der lige var trådt ud fra et vildmarksprogram. Hans hår var filtret, skægstubbene var begyndt at gro ukontrolleret i hans ansigt og hans tøj bar tydelig præg af at han ikke havde haft andet på de sidste par måneder.
Han følte sig svag og desorienteret og lige nu ville han bare gerne hjem og lige finde ud af hvad i alverden der var galt med ham og hvad der egentlig var sket. Han så på de to han var landet foran, "hvad dag er det i dag?" Spurgte han som var det allermest normale at spørge to vildt fremmede om efter hans pludselige ankomst.

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Roxanne betragtede med bekymret mine Cornelius, som han stod der foran hende, med hendes ting i favnen. Hun var tydeligvis fuld af fortrydelse over, at hun bare plaprede løs som en anden tosse og som hun stod der, vendte hun blikket lidt ned imod brostene. Åhh…Hvorfor skulle hun dog altid lave sådan nogle stunts? Ævle løs og skræmme folk væk, når hun egentlig gerne ville lære nogle bed…Hun stoppede og som Cornelius talte til hende, hævede hun brynene lidt. Nej? Hvad mente han med nej? Lidt forbløffet betragtede hun den mørkhårede herre og som han talte, smilede hun svagt. Hun kunne ikke helt lade være. Han var så sød og måden han sagde tingene på, var ikke bare ævl. Tværtimod, overbeviste han hende derimod om, at han faktisk mente hvad han sagde og hun nikkede forsigtigt. "Tak." Før hun nåede at bevæge sig videre, måtte hun dog vakle bagud, som en anden herre, pudseligt dukkede op ud af den blå luft. Instinktivt, greb hun lidt forskrækket fat i Cornelius’ jakke og hun betragtede så ellers bare den lyshårede. Ikke nok med at han var snavset, så han også ret så udsultet ud. Som om det ikke var nok, havde han dog noget over sig, som Roxanne ikke brød sig om. En lugt, der afslørede, at han nok ikke var en man skulle nærme sig. – Noget der lå under den ellers tunge stank, som fik hende til instinktivt at være lidt mere på vagt. ”Tirsdag.” Kommenterede hun køligt, som hun sendte ham et skarpt blik. ”Tirsdag den ottende februar.” Svarede hun køligt.

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Deleted]

Cornelius' smil over det lille søde tak der kom fra Roxanne blev brat afbrudt af en lyd der kom bagfra. Han vendte sig øjeblikkeligt med tryllestaven hævet, klar på hvad som helst, for han vidste udmærket at der aldrig var helt sikkert udenfor. Hans mor var blevet dræbt af Dødsgardister da han var 14 og lige siden havde han heller aldrig selv følt at gaderne var et sikkert sted at bevæge sig. Dette var grunden til at han aldrig gik uden sin tryllestav og det var også grunden til at han reagerede som han gjorde da han stod ansigt til ansigt med en mægbeskidt mand, der havde skæg, som havde groet sig længere end Cornelius' eget og som desuden bar heftigt præg af at ikke at have set indersiden af et badeværelse i lang tid. Han var ikke ligefrem behagelig at stå i nærheden af og hans spørgsmål som Roxanne svarede på fik Cornelius til at knibe øjne tættere sammen mens han observerede en hver bevægelse manden lavede.

"Hvad hun sagde.." svarede han, lige så reserveret. Samtidig kunne han godt se at manden var desorienteret. Der var intet han hellere ville end hjælpe, men det kunne også være farligt, og han ville ikke udsætte Roxanne for farer. Han stillede sig automatisk beskyttende foran hende. "Kan jeg hjælpe dig med noget?"

[Zain Rigel]

Zain tog sig til hovedet som et jag af smerte gik igennem. Han kom med en klagende lyd som han forsøgte at få kontrol over sig selv idet hans øjen kortvarrigt skiftede farve til den klare ravgule farve der kendetegnede en varulv. I hvert flad for de fleste. Det var som om at han sket ikke havde kontrol over hvad hans krop lavede og han var ved at vælte men genfandt balancen og kiggede på de to som fik han solen i øjnene, alt lys var bare pludselig meget skarpt.
Hvad fanden foregik der? Han havde været varulv siden han blev født, han havde da komplet styr på disse ting så hvorfor var et pludselig som om at han ikke kunne kontrollerer det? Lyset blev atter normalt i takt med hans øjenfarve atter skiftede til den kolde grålige nuance.
"Februar?!" Udbrød han chokeret, havde han virkelig været væk så længe? Han tog sig til hovedet på ny eftersom det stadigvæk ikke helt var holdt op med at gøre ondt. Han hostede et par gange ind i hånden og kunne pludselig se røde blodprikker i håndfladen.
For en af de første gange i sit liv følte han en mindre panik stige indeni. Han var varulv, han blev aldrig syg. "Hvad er der galt med mig?!" Udbrød han vredt og så på manden som kunne han eller de øvrige folk på gaden give ham svar på spørgsmålet. Han havde lyst til at raserer det hele lige nu, men ærlig talt havde han dårlig nok energi til at stå oprejst lige nu.