We haven't changed one bit

[Deleted]

@diana
1. sep

Oh England. Du kolde, regnfyldte land! Hvor man da kunne komme til at savne dette fugtige sted efter flere måneder i det brandvarme Rumænien! Sådan følte den høje troldmand i hvert fald, som han gik ned af Diagonalstrædet som han slugte alt det vante og hjemmelige ind. Todd havde brugt de sidste par dage på at være sammen med sin familie, og det havde ikke bragt så lidt kaos med sig! Hans lillesøster skulle for det første giftes! Så der var kaos og stor tryg på hjemme i det tætpakkede hus, hvor der stadig boede tre børn hjemme, og nu var der kommet to ekstra hjem. Indtil videre. Nok var Brylluppet først i næste uge, men det betød ikke at alting blev taget med en dyb indånding.
Det havde medbragt at Todd var stukket ubemærket af fra hjemmet. Nok havde han savnet larmen fra en familie, men efter svigerforældrenes ankomst om morgenen, var huset nået til et bristepunkt af mennesker, råb og uenigheder, som selv den tålmodige Todd måtte sige nej til! Derfor gik Todd nu her og kiggede fra det ene vindue til det andet.
Han manglede intet som skulle hjemkøbes, men tankerne strejfede tilbage. Tilbage til første vigtige tur hvor han ikke blot var påhæng til sine ældre søskenes indkøb, men rent faktisk med ham som midtpunkt! Midtpunktet som skulle have sin første tryllestav, sine skolebøger, kappper og beklædningsgenstande, for ikke at glemme den obligatoriske is efter en lang handletur! Sådan var første år, og selvom spændingen gik af shoppeturen des længere i ens skolegang man nåede. Der faldte andre interesser ind som at rende rundt med sine venner og købe spøg og skæmt objekter i stedet for sin eliksirbog! Todd rystede svagt på hovedet over det.

Efter en jævn spasertur ned igennem strædet, bemærkede Todd hvor tomt her egentlig var. Nok var der ikke fyldt med børn og nye elever så tit, men her var komplet dødt for unge hoveder, for ikke at tale om at de få han efterhånden havde bemærket enten var meget gamle eller også for unge til at have børn i skolealderne, Her slog det ham. Toget! Selvfølgelig. Det var 1. september og alle eleverne skulle med det knaldrøde tog til deres ynglingssted i hele Skotland. Med den muntre tanke og glædeligt påvirkede smil på læben, kiggede han ind af vinduet til Eeylops Owl Emporium, hans gamle arbejdsplads. Der lå mange gode minder i London! Det eneste der manglede var godt selskab fra en tidligere skolekammerat.

[Deleted]

Ak ja, augustmåned var nu officielt forbi, og så var efterårsvejret selvfølgelig sat ind. Diana brød sig ikke om det. Der var mange ting, hun ikke brød sig om – efterår var en af dem. Ikke at kunne gå uden for sin dør uden at skulle iklæde sig disse højst uklædelige beklædningsgenstande, ikke at kunne undgå, at ens ellers så nydelige glatte hår begyndte at kruse i fugten fra støvregnen – og røde næser. Ikke at forglemme røde næser! Diana var et let offer for røde næser og kinder – desværre. Det var den slags forbandelse der fulgte med det flammerøde hår og den lyse hud. Fordømt.
Hun havde været i Gringotts for at hæve en smule galleoner, sølvsegl og knut, bare, så hun kunne klare sig lidt igen. Bankboksen havde kronede tider med den nye minister-løn, Diana trak hjem, så det var absolut ikke en af hendes bekymringer. Dem var der ellers nok af.

Skridtene var målrettede, som hun bevægede sig ned igennem Diagonalstræde blot for at krydse igennem Den Utætte Kedel og gå i et med muggler-verdenen. Opmærksomheden var rettet nedad for at undgå at vrikke om i de høje hæle, eftersom magigaden var ganske ujævnt brolagt. Af og til kiggede hun kortvarigt op og lod de grønne, næsten syrefarvede øjne scanne et par meter frem, før hun igen koncentrerede sig om ikke at brække en ankel i farten.
De lange troldmandsgevandter havde hun ladet ligge derhjemme – netop fordi, hun havde planlagt at gå igennem London efterfølgende – og havde i stedet iført sig en nydelig spadseredragt. Selvfølgelig havde hun lidt for lidt tøj på i forhold til vejret, men det var nu engang sådan, det plejede at være – man skulle jo ikke gerne være nødt til at gå på kompromis med sit udseende.

En usynlig rynke viste sig i et glimt på Dianas pande, da hun spekulerede over fraværet af mennesker, men hurtigt slog det hen igen. Selv Diagonalstræde havde vel stille stunder, selvom det aldrig virkede til, det populære sted stod hélt stille. Man skulle tro, når der nu ikke rigtigt var så mange mennesker, at det var usandsynligt at støde ind i hinanden. Åbenbart ikke. Diana så op en my for sent og vandrede derfor lige ind i en mand, der så ud til at stå og se på ugler.
”Åh, det må De undskylde!” skyndte hun sig at sige og trådte et halvt skridt tilbage, som hun børstede sin blazer af for usynlige fnug. ”Det er jeg virkelig ked af. Jeg håber, De er okay?” Det var først, da hun atter så op, at hun fik set nærmere på sit ’offer’, og spærrede øjnene lidt overrasket op. ”McDaniel?”

[Deleted]

Todd havde tydeligt påklædt sig til det omskiftelige vejr, selvom han ikke ligefrem lignede noget af en støbning som bukkede under for kulde. Emmervæk var det noget af et temperaturchok at komme fra et sted hvor bar overkrop eller blot t-shirt var hverdagstøj, til et sted hvor en tyk ulden sweater nærmest var hverdagskost selv i sommermånederne! Den del havde han ikke savnet. Det regnfyldte, fugtige og kolde vejr som evig og altid havde plaget England.
Derfor var Todd lige præcis også påmonteret en ulden sweater af den gråbrune slags, tydeligt hjemmestrikket, men varm og dejligt at have på. Hjemmestrik havde den dejlige egenskab i hvert fald hvad Todds erfaring angik. Dertil var uld fra får også rimelig vandafvisende i sig selv.

Forglemt i engle tanker så han på diverse ugler som skuttede sig i deres bure og omkringstående pinde. Var det ved at være tid at få en med hjem til at underholde pelskraven? Pelskraven var måske ikke det pæneste ord til det gamle kræg, men han så efterhånden alt for pjusket og vild ud med fjer stikkende ud til alle sider. Blot tanken om den gamle fjerkost til Arnold fik Todd til at smile skævt. Oh nej, det ville ikke blive taget godt imod med en ny ugle i forsamlingen! Det var jo det samme som at sige at Arnold var blevet for gammel til sin opgave, og selvom årerne halede godt ind på ham, fuldførte han stadig sine opgaver uden problemer.

Længe nåede han ikke at tænke over netop denne sag før et let pump ramte ind i ham, som tvang hans opmærksomhed til siden. Todd havde rent automatisk ragt ud efter kvinden, for at sikre sig at hun ikke væltede eller på anden vis mistede balancen, og holdte et stykke tid hånden tæt ved hendes skulder dog uden at røre, som hun trådte let tilbage og børstede sig. De blå øjne var hurtige til at genkende det røde hår, og de grønne øjne, for ikke at nævne den let røde næse som ligeledes havde præget hendes næse ved bådturen over den store sø på Hogwarts. "Det gør skam ikke noget, jeg har det fint" svarede han først ganske roligt og smilede til hende, som hun fik løftet blikket. "I egen høje person! Er du okay, Diana?" Nok ikke den første person han havde forventet at løbe ind i, men skam intet dårligt valg! Faktisk var han ikke sikker på at han havde talt med hende siden de gik ud af skolen.. Det måtte der rådes bod på!

[Deleted]

Diana var bedst til forår. Den tid på året, hvor solen lige så langsomt begyndte at tage fat, så man kunne lægge de store og tunge vinterkapper fra sig, gemme de forede støvler langt væk og gradvist finde sit overgangstøj frem. Forår var langt bedre en sommer. Faktisk var det den eneste årstid, hvor Diana ikke blev rød – i sommertiden var hun iblandt de, der blev forbrændt, når bare hun tænkte på at bevæge sig udenfor imellem 12 og 15, og i vinterhalvåret var det jo kulden, der var synderen. Miserabelt.

Forhenværende kollegiekammerater var nok de sidste, Diana forventede at løbe ind i her. Efter 7. årgang og F.U.T.’erne var blevet afsluttet, var det jo som om, de alle sammen var blevet spredt for de fire vinde. Det var ret sjældent, man så hinanden, og halvdelen vidste man i øvrigt heller ikke, hvad lavede den dag i dag. Det var en kende ærgerligt, måtte Diana indrømme for sig selv, for der havde da eksisteret mange venskaber, både på tværs af årgange og kollegier dengang. Nu havde alle travlt med sit, og så var der naturligvis ikke tid til at holde kontakt med alle. Men det var hun nok alligevel heller ikke den bedste til. Diana havde aldrig været overdrevet socialt anlagt, overhovedet.

Det var svært ikke at besvare hans smil med et matchende, skønt Dianas smil var ganske afmålt og kun afslørede hende tænder et kort sekund. ”Ja. Tak… Todd.” Navnet lå mærkeligt i munden. I det hele taget fungerede De, Dem og Deres meget bedre for Diana! Nu, da hun fik ser lidt nærmere på ham, var hun ganske stolt over at have genkendt ham, for hun var da ret sikker på, skægvæksten ikke havde været hélt så markant i deres teenageår. Hun havde altid anset ham for at være en pæn mand, selvom vildmandslooket var lidt for… uordentligt … til helt at falde i hendes, nå ja, lettere snerpede smag. ”Jeg ventede ikke at støde ind i dig her.” tilkendegav hun sin overraskelse og trak jakken lidt tættere sammen om skuldrene i et forsøg på at holde varme. ”Er du ude for at købe en ugle?” De grønne flakkede mod butikken, de stod foran, og hun modstod trangen til at rynke på næsen ved tanken om at skulle derind.

[Deleted]

At benytte uformelle tiltale var langt mere Todd's stil end at benytte sig af De, Dem og Deres. Det var skam ikke fordi manden ikke havde lært det! For det havde han. Nok kom han fra en stor og tomulten familie, men det betød ikke at man ikke fik bare en smule opdragelse! Todd havde så bare valgt ikke at benytte sig lige netop af de fine tiltale. At det var noget som faldte Diana langt mere naturligt at bruge, var ikke til at overse som hun ikke følte sig helt sikker i at kalde ham ved fornavn.
Hvad hun valgte at kalde ham, var efter hendes ønske, men han foretrak nu at være på fornavn med folk.

Nok havde de to personer gået i skole sammen, men forandringerne havde meldt sig som de små ungvoksne var taget afsted fra skolen. Diana var en voksen kvinde, og hun havde styr på sit liv, så det ud til udefra. I hvert fald for Todd. Todd havde fået anlagt sig et habilt velpasset skæg, og selvom han altid havde været langhåret, var det blevet længere og sat lige nu i en meget løs hestehale. Lidt vildmand var der kommet over ham.
"I lige måde, selvom der nok er større held med at finde dig i London, end der er med mig" hvilket nok var en ret stor sandhed. Såfrem hun selvfølgelig stadig boede i England. Man vidste aldrig.
Todd's blå øjne rettede sig mod butiksvinduerne og de mange ugler, som han sendte et skævt smil. "Nah, fjermonsteret tilgiver mig aldrig hvis jeg kommer hjem med en yngre model" svarede han sandfærdigt og vendte blikket tilbage til hende. "Det var mere for at mindes min arbejdstid i butikken." nok havde han kigget lidt på uglerne, men det var mere for at se sin gamle arbejdsplads og mindes tiderne.
"Hvordan har du haft det? Det er alt for længe siden jeg sidst har set dig!" Todd havde ikke engang nogen ide om hvad hun foretog sig den dag i dag!

[Deleted]

Det havde alt sammen noget med manerer at gøre. Manerer var hele indbegrebet af Dianas opdragelse, eftersom hendes forældre altid havde været utroligt fine på den – eksempelvis havde hun aldrig fået lov til at kalde dem ’mor’ og ’far’, noget, alle andre fandt absolut besynderligt, når de hørte om det. Det var sådan hun var. De, der ikke kendte hende særlig godt, havde ofte svært ved at forestille sig, at der var en dybere dimension af Diana. Men det var der. Hendes personlighed havde mange grene, det var blot de færreste, der kunne se det; inklusiv hende selv.

”Virkelig?” Diana sendte ham et forsigtigt smil igen, og gjorde en indsats for at lyde interesseret. ”Du bor måske ikke her i nærheden?” forhørte hun sig videre, som det efterhånden gik op for hende, at hun faktisk ikke rigtigt vidste noget om ham eller hans liv fra det øjeblik, de havde bestået deres syvende årgang. ”Jaså.” Hun rynkede brynene en anelse og lod blikket hvile på uglerne. ”Jeg har stadig ingen ugle.” kommenterede hun mildt og trak skuldrene op om ørerne for at holde den snigende kulde ude. Det var for uordentligt. For meget svineri. Diana brød sig bestemt ikke om tanken om at skulle stå op til døde mus og uglegylp hver morgen! Når hun endelig havde brug for at sende en ugle – altså en privat, ikke-arbejdsrelateret ugle – så henvendte hun sig på posthuset. De havde jo adskillige udmærkede og leveringssikre ugler.

”Åh, jeg har skam haft det udmærket. Alt er gået, som forventet.” Hendes glæde var afmålt, som altid, men selvfølgelig var hun stolt over, hvad hun havde opnået. ”Og du? Hvad laver du i dag?” Diana trippede lidt på fødderne og så tilbage på Todd. ”Jeg vil nødig være uhøflig, men har du noget imod, at vi går, mens vi snakker?”

[Deleted]

Todd havde ikke tænkt over, at ikke alle og enhver vidste hvor han var bosat og hvad han arbejde med i sin hverdag. Det var blevet så normalt for ham, at han slet ikke tænkte over det. I hvert fald ikke før Diana stilte spørgsmålet.
"Jeg bor i Rumænien." Et godt langt styk fra London, men det skulle ikke forhindre Todd i at komme hjem på besøg i tide og utide.
"Virkelig? En ugle virker ellers essensiel i enhver husholdning!" svarede han en smule uforstået, men det var selvfølgelig ikke rigtigt. Mange hekse og troldmænd havde ingen ugler. Todd foretræk alligevel uglepost hvor hans egen kom afsted og fik strukket vingerne. Men Todd var også et ubeskrivelig stort dyre- og naturmenneske.

"Jeg er dragetræner" han var stolt over sit erhverv og at han var kommet dertil. Det var ikke det nemmeste arbejde at holde sig, rent fysisk og Todd havde erhvervet sig en del ar og brandmærker igennem tiden dernede. Hendes trippen nåede igennem, og det gik op for Todd at han måtte afholde hende fra noget vigtigt.
"Nej, overhovedet ikke!" svarede han venligt og begyndte at gå sammen med hende, til hvor end hendes ende destination måtte være. "Undskyld, jeg havde ikke tænkt over at jeg opholdte dig. Hvor skal du hen?" selvfølgelig ville han være tvunget til at stoppe før eller siden og tage afsked, men det var nu rart at se folk fra skoletiden. Selvom Diana var af den mere alvorlige og måske endda firkantede type. I hvert fald når man ikke fik presset noget af det lidt dybere frem inde i hende. Noget han huskede at sætte sig som mål i skoletiden, og hvis han ikke huskede galt, havde han også fået et grin eller to frem.