Silk on her body pull it down & watch it slip off(advarsel)

[Rosalind Daisy Fitzgerald]

Denne tråd er tilegnet @william  

Foregår i Williams hjem  

Januar, 2056  

19:23, snevejr 

---

Rosalind var taget til Edinburgh for at besøge William, der havde inviteret hende på middag. Hun havde medbragt en vin fra sin fars vinkælder, da hun havde været hjemme og besøge ham, og det havde været en pisse dårlig dag da han selvfølgelig var ligeså stiv og langt væk, som han plejede at være. Hun skulle bare ryste følelsen af svigt fra sig og ikke vise, at de følelser sad inde i hende. Det var nemmere at skubbe det væk, så det ikke gjorde ondt og være ligeså overfladisk som folk så hende, så selvfølgelig havde hun valgt at flotterere sig fra hoved til tå. Hun var iført sig en vinrød, tætsiddende kjole som gik hende til knæene, samt en sort kort pelsfrakke og et par sorte stiletter. Hun havde en prangende halskæde på og af den grund et par mere simple øreringe. Hendes læber matchede kjolens vinrøde farve og make up'en ellers naturlig. Hun bevægede sig over mod den adresse hun havde fået af ham, mens hun lyttede til de skotter, som snakkede omkring hende. Hun bankede på med en let hånd, da hun ikke ønskede at få en eneste rift på den perfekte bløde hud hun havde på sine hænder eller ødelægge den neglelak der sad på hendes negle. Det var køligt at stå udenfor, da sneen dalede ganske fint og blev liggende på vejen omkring hende. Benene var også ved at være ret kolde, men samtidigt var hun vant til kulden fra isen når hun skøjtede - så hun lagde egentlig heller ikke rigtigt mærke til det var koldt.

[Deleted]

Williams lejlighed var en taglejlighed med udsigt ud over hele byen. Et smukt syn, især fra hans balkon når mørket var faldet på og de eneste lys der var, var stjerne og lys var de øvrige huse og lejligheder, samt butikker. Han var iført en hvid skjorte og et par sorte cowboybukser med huller ved knæene. Hans hår sad som det skulle, smurt tilbage med voks. Det var egentlig ikke fordi han havde gjort helt vildt meget ud af sig selv, det var mere sådan han så ud til daglig.
Han havde lavet mad, så den var klar til Rosalind skulle komme på besøg. Hans lejlighed var cleanet, som altid. Han kunne ikke klare rod omkring sig. Al inventar var design. Han vendte blikket mod døren, da det bankede på den, hvortil et let smil meldte sig på hans læber. Han havde ikke følelser for hende, men han synes hun var en interessant kvinde og han ville gerne lærer hende bedre at kende. Han gik ud til døren og åbnede den i en rolig bevægelse. Hun var smuk, ingen tvivl om det. "Hey smukke. Kom indenfor," indbød han og trådte til side, så hun kunne komme ind af døren, mens han stillede sig klar til, at tage imod hendes jakke.

[Rosalind Daisy Fitzgerald]

Rosalind så på døren, som den blev åbnet i en rolig bevægelse. Hun smilede venligt til ham, som hun så op for at finde hans ansigt. Hendes smil blev bredere da hun blev kaldt smuk af ham og blev inviteret indenfor. Hun vidste godt, hun var smuk for det følte hun sig, når hun var klædt på som hun var nu og når hendes make up sad præcis så perfekt, som den gjorde i dette øjeblik. Hun følte sig forkert uden, og af samme grund så man hende heller aldrig i afslappet tøj, da det var noget hun holdt strengt til privaten. ”Tak,” svarede hun, som hun trådte indenfor og så sig rundt i gangen. Hun rakte ham den flaske vin hun havde med, inden hun med en elegant langsom bevægelse lod pelsjakken glide af. ”Bare lidt til maden,” påpegede hun med et smil. Hun så på ham med et undrende blik, som han lignede en der stod klar til at tage hendes jakke. Hun rakte den mod ham og sendte ham et taknemligt smil. ”Tak,” gentog hun. Hun kunne efterhånden dufte maden i hans lejlighed, men var egentlig mest nysgerrig på hvordan den så ud indeni. Hun havde en lejlighed i London, og der var alt også design for alt andet var ikke noget værd. Hun var en kvinde, som levede efter visse standarder og ja, hun ville gerne virke overfladisk nok til at hun ville sige nej til at være hos en fyr, hvis ikke de havde præcis de rigtige møbler. ”Hvordan går det?” spurgte hun ham direkte, som hun lod de nøddebrune øjne hvile på ham.

[Deleted]

William sendte Rosa et smil retur. Han havde ment det, da han havde kaldt hende smuk. Han var så heller ikke typen, som kunne finde på, at lyve omkring den slags. Hvis folk ikke kunne klare hans ærlighed, så kunne de skride. Længere var den ikke. Lige på det punkt var han nok lidt en røv. Han kunne så også synes, kvinder kunne være smukke uden make'up. De behøvede ikke ligne en milion hele tiden. Han kunne sagtens bruge timer på, at studere folk for de mindste små fejl i deres udseende, uden at se dem som fejl, men som en del af det at være menneske. Ingen var perfekte, selvom nogen var perfekt til noget, præcis ligesom han var til sit arbejde. Han tog imod vinen og smilede, mens han studerede den også. "Lækkert," svarede han og vendte blikket tilbage på hende, med de klare blå øjne han havde sig. Han lukkede døren efter hende, og tog imod hendes jakke, med et charmende smil over sine læber, da hun takkede. Han hang den på en bøjle, så den ikke blev krøllet og hang den så på en knage.
Det var ikke fordi han så det som en real date, men han ville da lyve, hvis han påstod at ikke bare en lille del af ham, håbede på aftenen ville ende i samleje. Han var trods alt mand. Han gik ind i stuen, hvor han havde dækket bordet pænt op, selvfølgelig ved brug af magi. Der var levende lys på bordet. Han stillede vinflasken på bordet, velvidne om, at han ikke selv skulle drikke mere end maksimum to glas. Ikke fordi han blev direkte fuld af to glas, men fordi han ikke ville risikere noget. Han kendte trods alt sig selv, når han blev fuld. Han trak stolen ud for hende og gjorde en gestus med hånden, "Storbritanniens smukkeste kvinde, er lige trådt ind i mit hjem og jeg har fået nyt arbejde. Jeg har intet at klage over," svarede han da hun spurgte hvordan det gik. Han sendte hende et skævt smil, "Hvad med dig?" spurgte han og skubbede stolen ind, før han gik om på den anden side af bordet og tog plads overfor hende.

[Rosalind Daisy Fitzgerald]

Roalind betragtede Williams smil. Hun var ikke i tvivl om, han havde ment hans kommentar, og hun vidste godt hun var smuk. Hendes krop var atlestisk og slank, om end muskuløs. Tøj sad rigtigt på hende og hun var all dressed up. Hun ville aldrig lade ham se hende uden makeup, da hun ville føle sig nøgen og blottet uden. Hun kendte ham ikke nok, og taget betragtning af ingen i hendes familie fik lov, ville der være lang vej igen. Det var noget hun holdt for sig selv. Hun smilede til hans lækkert. Hun vidste ikke hvad det var for en vin, udover den var rød. Den havde været i hendes fars kælder og den havde været ret støvet, så hun ville gætte på det var en gammel årgang. Det havde været hendes mor, der var glad for vin, så egentlig var det i princippet hendes. Hun betragtede de blå øjne ud af øjenkrogen. Han havde pæne øjne og et pænt smil, men det havde hun omvendt også synes første gang hun havde mødt ham og spurgt ham efter en smøg.
Rosalind måtte indrømme, hun på ingen måde så det som en date. Hun havde aldrig tænkt på William som en hun ville date, men som en ven. Hun havde heller ikke tid den slags, da hendes skema var ret stramt i forvejen. Hun bevægede sig ind mod stuen, som hun bemærkede det opdækkede bord med de levende lys og smilede kort. Hun lod kort sit blik glide rundt i hans stue og betragtede hans møbler og indretning. Hun smilede mod ham, uvidende om hans problem med alkohol. Det var ikke fordi hun førte længere og dybe samtaler med folk, da hun ikke ville have at folk skulle lære hende at kende. Hun kunne med Evanna, men hun havde også kendt hende altid. Hun smilede op mod ham som han gjorde gestus mod stolen, som han trak stolen ud for hende og hun satte sig. Hun så op på ham med et smil, og havde sit hoved hvilene mod ryglænet. ”Og det får dig til at være cheasy?” spurgte hun med et drillende glimt i øjet, inden hun lod sig skubbe ind, og betragtede ham som han satte sig. ”Og hvad er dit nye job?” spurgte hun og lod sine øjne søge hans blå. ”Det går fint. Sæsonen er næsten slut for i år og… Altså, jeg har mødt den her fyr der er lidt cheasy, ikke?” svarede hun med et drillende smil pyntende på hendes vinrøde læber og et glimt fuld af liv i de brune øjne.

[Deleted]

William var nok lidt en sucker for, kvinder som Rosalind. Ikke fordi han ikke kunne se det smukke i en kvinde, uden make-up og i joggin bukser, for nogle kunne bæger det, det var bare meget få, hvis man spurgte ham. Han var ikke til tomboy-piger eller kvinder. Han ville ikke konkurrere om, hvem der var manden i huset, for selvfølgelig var det ham. Han havde aldrig været sammen med en anden mand, foruden kys og snav fuld i byen og hvis nogle piger så gjorde det bagefter, men han tændte ikke på andre mænd overhovedet. Han var til feminine kvinder, som havde selvtilliden i orden. Han nægtede at bruge tid på, at buste en eller anden tilfældig tøs i byen selvtillid, hvis han ikke var hundrede procent sikker på, at der ville falde noget af i den anden ende til ham. Han havde fået sit hjerte knust to gange, og han ville ikke brænde sig mere i den leg. Derfor var det bare nemmere, at betale sig fra det hele. Alligevel havde der været noget over Rosa, som han ikke bare havde kunne slippe mellem sine fingre. Hans frygt for, at blive såret igen, var der uden tvivl, men han vidste også godt, at han ikke kunne lade den styre hans liv og ikke skulle tage sorgene på forskud.
Det var meget få der kendte til Wills alkoholsproblem, selvom han aldrig selv ville kategorisere det som et direkte problem. Det var jo ikke fordi han drak meget. Tværtimod. Han unggik det helst, fordi han vidste hvordan han blev når han havde drukket. Evanna vidste det og hun havde mærket det. Han havde en gang slået hende, fordi han havde været fuld. Lawrence vidste det og var faktisk eneste, som egentlig kunne få ham ned igen, når han først var nået op i det røde felt. Isadora vidste det, fordi hun havde været i hans liv på et tidspunkt, hvor han havde været utrolig stresset og havde drukket meget. Det var oftes gået ud over hende. Han skubbede stolen roligt ind, som hun satte sig. Han så ned på hende, ved heneds spørgsmål og smilede skævt til hende, "Yeah.. Men i det mindste er jeg ærlig omkring det," svarede han og blinkede kækt til hende. Han satte sig til rette og åbnede vinen, han kunne sagtens tage et glas eller to uden problemer, "Kommunikationschef for Hales Forskningscenter," svarede han, hans far var stadig virkelig sur og indebrændt, men sådan var det. Han tog hendes glas og skinkede op til hende, før han skinkede op til sig selv også. Han grinte let ved hendes kommentar om ham, "Virkelig? Og hvad siger han så til, at du sidder her hos mig nu?" spurgte han drillende tilbage og gjorde en gestus med den ene hånd til, at hun kunne begynde med at tage af maden. "Men sæsonen er snart slut? Hvad vil du så bruge din tid på?" spurgte han roligt ind.

[Rosalind Daisy Fitzgerald]

Rosalind vidste ikke, hvad der tiltrak hende ved mænd. Hun havde aldrig været rigtigt forelsket og hun havde heller ikke tiden til at blive det. Selvfølgelig, så var der nogle ting, der gik igen hos mænd hun kort havde datet eller set lidt med. De var selvsikre, flotte og ambitiøse. Hun havde dog aldrig tiden, til hun kunne udvikle en forelskelse. Helt generelt, havde hun nok heller ikke rigtig lysten til det. Hun var ret kold og afdistanceret og det var få mennesker, der fik lov til at se hun kunne være usikker, bange og fyldt med fejl. Hun passede på sig selv, og ønskede ikke at få knust sit hjerte. Hendes far havde knust det så mange gange ved ikke at være med til alle de balletopvisninger, hun havde haft som lille og ved senere ikke at støtte op om hendes kunstskøjteløb og komme til diverse konkurrencer. Generelt svigte hende på så mange måder, at hun ikke turde lukke nogen mand helt derind, hvor de havde magten til at gøre hende ondt. Hun havde dog samme forhold til hendes veninder, for hendes påståede mor, brød sig ikke om hende og havde gjort meget for at tale hende ned.

Hun smilede kort, som han skubbede hende ordentligt ind. Han kunne være en gentleman også overfor en veninde. Hun lod sit blik hvile op på ham og betragtede hans skæve smil og kække blink. ”Mmh, selverkendelse er godt,” svarede hun drillende. Hun lod de nøddebrune øjne hvile på hans blå, som han fortalte hvad hans nye job var. Hun spidsede læberne kort. Det kunne farmand ikke være glad for. ”Så jeg går ud fra at dit forhold til din far har været bedre?” spurgte hun direkte. Hun tog imod sit glas, som han var færdig med at hælde op til hende, inden han hørte hendes grin og hun lod et afmålt smil forlade sine læber. Hun spidsede læberne eftertænksomt og lod med vilje tiden trække lidt ud. ”Ærligt, så tror jeg han har det ret stramt med det,” svarede hun, som hun lod en feminin latter bryde hendes læber efterfølgende. Hun begyndte derefter at tage mad op på sin tallerken og nikkede til hans ord. ”Ja, en konkurrence tilbage… Og når sæsonen er slut, begynder vi forfra. Træning på is, generelt træning, ballet…. Du ved, finder ud af, hvordan opvisningen skal se ud til næste sæson, hvilken musik der skal til…” forklarede hun og trak lidt på skulderen. Hendes liv var ret striks på det punkt, men sådan var det, når man valgte at leve af en sportsgren professionelt. Selvfølgelig var der ferie, men det betød ikke, hun bare kunne lade alle hæmningerne blive hjemme.

[Deleted]

William havde ingen idé om, hvordan han allerede var blevet placeret så godt go grundigt i venskabszonen, at det ville kræve en del, før han så meget som kunne på en fod ud af den zone igen. "Ja, det siger det kloge hoveder, i hvert fald," svarede han med et let smil på sine læber. Han var ikke god til, at snakke om sit forhold til sin far. Ingen af Brown børnene havde noget super godt forhold til hans far. Det var mere professionelt end det var en familie. Han trak lidt på den ene skulder, "Det har i hvert fald ikke ligefrem styrket vores forholdt, lad os bare sige det sådan," svarede han og sendte hende et roligt smil. Det var fint nok, han følte egentlig ikke noget havde ændret sig, udover de snakkede endnu mindre sammen nu. Det var ikke fordi han førhen, havde kunne snakke med sin far, om forskellige ting så som piger eller andre ting en dreng kunne have brug for, at snakke med sin far om. Han vidste dog ikke, hvor meget eller lidt Evanna havde fortalt Rosalind om deres familie. Et drenget smil meldte sig på hans læber, "Det kan jeg godt forstå, det ville jeg også have haft," svarede han og blinkede let til hende. Han nød lyden af hendes grin. Han lod den indprinte sig i hans hjerne. Hun havde et smukt grin og et ligeså smukt smil. Han kunne ikke sætte en finger på noget som helst ved hende, som han ikke kunne lide, men han blev også ved med at sige til sig selv, at han endnu ikke kendte hende godt nok, til at påstå hun var perfekt eller at han var forelsket i hende, men han kunne godt mærke, hun vækkede nogle følelser i ham, som ikke hvem som helst kunne vække i ham. Han lyttede til, hvad hun fortalte om sit arbejde. "Hvornår er sidste konkurrence så?" spurgte han ind og begyndte selv at tage for sig af maden efter hende.

[Rosalind Daisy Fitzgerald]

Rosalind var tilbøjelig til at komme alle i venskabszonen, inden de overhovedet havde fået en chance for at vise de kunne være andet. Hun var ikke interesseret i hvad der var uundgåeligt. At blive såret og få sit hjerte knust. ”Ja…” svarede hun med inden hun sendte ham et smil retur. Hun lyttede på ham, som han fortalte det ikke havde gjort forholdet bedre. ”Så kan det jo være, han indser han har mistet en god aktie til hans selskab,” svarede hun ærligt, inden hun tog en tår af den vin, hun havde medbragt. Smagen af alkohol var en kende uvant for hende, hvilket gjorde hun sank hurtigt. Hun ville ikke indrømme, at hun ikke drak ret tit og egentlig burde hun heller ikke sidde og nyde et glas vin med ham. Venedikt ville få et føl på tværs, hvis han fandt ud af det, da hun ville ødelægge den form de havde brugt 8 måneder på at oprette og holde ved lige. Rosalind havde hørt om deres familie, og hun vidste præcis hvordan det var. Det var også sådan i hendes familie. Hendes mor kunne ikke lide hende, og hun havde en idé om hvorfor. Hun havde bare aldrig haft modet til rent faktisk at spørge hende hvorfor. Hendes far endte med at såre og skuffe hende hver eneste gang, hun var på besøg, præcis som han havde gjort i dag. Han havde aldrig været til eneste opvisning eller konkurrence. Den eneste der havde støttet op omkring hende var faktisk Collin. Hun betragtede det drengede smil på hans læber og lod sine øjne møde hans. ”Ja…. Ikke?” spurgte hun med et drilsk smil legende på hendes læber, inden hun blinkede retur til ham. Hun anede ikke hvilke tanker, han havde om hende og hun ville heller ikke vide det. Hun havde været ude ad døren hurtigere end han kunne tælle til tre eller sørge for at afvise ham så han ikke ville være i tvivl om, den måde han havde det på ikke behagede hende. Hun smilede ved hans spørgsmål. ”Næste måned… Så vi har lige tiden til at få raffineret de sidste detaljer,” forklarede hun, inden hun begyndte at spise, da han også havde fået.

[Deleted]

William havde før fået sit hjerte knust, han havde godt nok selv været skyld i det den ene gang, og det kunne nok diskuteres om hvorvidt han selv havde været skyld i det den anden gang også. Han havde altid sat sit arbejde før alt og alle. Han sendte hende et smil til hendes ja. Han var ikke god til, at snakke om sin familie. Han holdt virkelig meget af sine søskende og han ville gå gennem ild og vand for dem, men hans forældre og Evanna var der bare. Han smilede let, "Måske," svarede han blot, uden at uddybe mere omkring sit nye arbejde. Han var glad for det, hans assistent var køn at se på og hun var egentlig også dygtig nok, men han var ikke god til, at anerkende andre og slet ikke når det kom til hans arbejde fordi han var så perfektionistisk.
Han havde sin udelte opmærksomhed på hende og kun hende, hun var en smuk kvinde og han nød faktisk hendes selskab. "Jo, helt ind i sjælen," svarede han med et drenget smil over sine læber, da hun blinkede retur til ham. Det måtte da være et tegn. Et tegn til, at daten gik godt, for ja, det var en date i hans hoved. Han smilede som hun svarede ham, han behøvede ikke spørger indtil hvor eller den præcise dato, det skulle han nok finde ud af, da han gerne ville tage ud og se hende, hvis han vel og mærket kunne få fri til det. Han nikkede lidt, "Altså, hvis du mangler en ny sponsor, så må du endelig sige til, så finder vi ud af noget," tilbød han, ikke fordi han ville gøre aftenen til et forretningsmøde, men fordi han godt kunne forestille sig, at hans far nu ville være tvunget til at skære ned, hvor han kunne efter at have mistet både William selv og Evanna inden for to år. Godt nok var Skyler begyndt som elev, men han tvivlede ærligt talt på, at hun ville holde og det ville kun være et spørgsmål om tid, før hun også ville sige op og søge andre veje.

[Rosalind Daisy Fitzgerald]

Rosalind passede på sig selv og hun havde murer bygget omkring sig, der skulle sikre netop at ingen kom tættere på hende, end hun kunne bære at miste dem. Hun havde mange undskyldninger for ikke at lukke folk ind, så nej, hun så ikke det her som en date. Det var to venner, der tilbragte en aften sammen. Hun satte sin karriere først, så en kæreste ville for hende være spild af tid. De ville aldrig kunne forstå, hvor lidt frirum hendes skema gav og hvorfor hun ikke bare kunne kaste alt hun havde i hænderne for dem. Det bildte hun sig ind og tanken om, hun blot skulle finde en, der havde det på samme måde ramte på ingen måde hendes tanker. Hun var jo glad alene. Hun gengældte hans smil. ”Nåh.. Men hvad går det nye job så ud på?” spurgte hun nysgerrigt. Rosalind var også perfektionistisk, så på det punkt kunne hun godt forstå ham. Hun havde dog ikke nogen hun skulle anerkende, da hun ikke var træner. Hun anerkendte dog det hold der stod bag hende, som Venedikt havde samlet. De var alle sammen dygtige og hun ville ikke svigte dem ved at fejle.
Rosalind betragtede ham som han smilede drenget. ”Præcis,” svarede hun med en mild latter, prydende på hendes vinrøde læber. Rosalind var efterhånden vant til ikke at fortælle nogen i sin omgangskreds datoer for hendes konkurrencer, så hun tænkte ikke på, han rent faktisk ville spørge hende grundet en reelt interesse i hendes sportsgren og kunne have lyst til at se det. Hun antog bare med andre ord, at folk bare ikke var interesseret. Hun lænede sig ind over bordet ved hans ord og lagde blidt sin hånd over hans arm inden hun strøg ham blidt med sine fingre. ”Tak, hvor er du sød,” svarede hun sagte, inden hun lod sine læber glide op i et feminint smil, som hendes øjne søgte kontakt med hans. Hun var ikke i tvivl om, han mente hans ord og det betød meget for hende, der var en eller anden form for støtte.

[Deleted]

William vidste godt, at han ikke var helt nem, at have med at gøre og slet ikke i et forhold. Hans sidste forhold havde været med Isadora og på trods af, at hun var knapt ti år ældre end ham, så havde hun alligevel ikke kunne styre ham, men på det tidspunkt, havde han også været i en mørk periode, hvor han havde været ekstra stresset og under dobbelt så meget pres, som han havde været vant til, fordi Evanna samtidig var blevet fyret og han havde fået alle hendes ufærdige opgave og kontakter over på sig. Han havde drukket hver dag og alligevel havde det først, været da han havde givet hende et blåt øje, hun havde slået op med ham. Det var dog blevet bedre nu, hvor han havde skiftet arbejde, selvom han havde sine forventninger til sig selv, skuet så tårn højt op, at selv Mount Everest lignede en fin lille bakke ved siden af. "Puha, ehm, jeg laver en del ting, men primært er jeg tolk, kan man vel kalde det. Jeg sørger for, der ikke sker nogen misforståelse og så skaber jeg kontakt til resten af verden, så vi kan sprede os ud over de engelsk-talende lande," forklarede han kort med et let smil, der var meget mere i hans job end det, men det var lidt omstændeligt at fortælle om, da han heller ikke ville kede hende med, en lang tale om, hvad han lavede. Det var både per telefon, mail, ansigt til ansigt, foredrag og meget mere, han oversatte for Benyamin og hvis andre havde brug for en tolk. Derudover, læste han kontrakter igennem, rettede dem til og oversatte dem også, så der var også meget papir arbejde.
Han lyttede til hendes smukke latter, og lod den indprinte i hans hukommelse, så han altid ville kunne genkende den ud fra en forsamling. Han ville gerne se hende optræde igen, for han synes oprigtigt det var fasinerende, som både dansere og kunstskøjteløbere kunne bevæge sig, men det var nok også fordi, han ikke selv ejede en eneste rytmisk muskel i sin krop, foruden de lidt mere formelle trin i en vals, fordi det oftes var sådanne danse der blev danset til firma-festerne, så hans far havde forventet han kunne det.
Han lod sit blik forsvinde med på hendes hånd, da han mærkede hendes fingre stryge hans arm, "Sig mig, frøken Fitzgrald, flirter De med mig?" spurgte han med en lidt drillende undertone, før han blinkede kækt til hende. Ikke at han ville have det mindste i mod det. Han vidste skam godt, at han kunne være sød, men han vidste også godt, at hun ikke havde set hans mørkeste og dysfunktionelle sider og det ønskede han bestemt heller ikke, at hun skulle.

[Rosalind Daisy Fitzgerald]

Rosalinds kendskab til William var forholdsvis begrænset. Hun vidste ikke hvad han havde af problemer i forhold til aggressioner og alkohol. Det ville så heller ikke stoppe hende fra at have et bekendtskab med ham. Hun lyttede, som han fortalte om hvad han lavede, når han arbejdede. ”Det lyder da spændende,” påpegede hun og fugtede sine læber ganske blidt med sin tungespids. Hun var oprigtigt interesseret i at høre om ham – hvilket hun sjældent egentlig var. Hun var svær at nå indtil og hun havde meget få i sin inderkreds. Selv de få hun havde i sin inderkreds lod hun ikke se nogen form for sårbare sider, for det betød at åbne sig og det var hun ikke stor fan af. Hun anede ikke hvad han lavede i forhold til hendes latter eller det faktum, hun gerne ville se ham optræde. Hun fortalte sjældent nogen at hun havde en opvisning og konkurrence, for hun var efterhånden vant til at hverken hendes mor eller far kom. Collin kom ind i mellem forbi og det betød alverden, men hun forventede det ikke af nogen.

Hun smilede af hans spørgsmål og lod et flirtende blik hvile på ham. ”Hvad får Dem til at tro det, Mr. Brown?” spurgte hun drillende tilbage og blinkede tilbage til ham. Selvfølgelig flirtede hun med ham, men det var ikke fordi hun som sådan tænkte hun skulle score ham eller på en anden måde få ham ud af den vennezone de var i. For hende var det egentlig ganske uskyldigt, men hun nød hans charme og kækhed. Hun ønskede at vise, at hun nød den og hun ønskede at se mere af den. Hun lod sin hånd forsvinde fra hans arm og tog fat i sit vinglas, og lod de lange fingre blidt kærtegnet halsen på glasset, inden hun tog en tår af den vin der var deri.

[Deleted]

William smilede roligt til Rosalind, før han trak lidt på den ene skulder. "Hvis man interesserer sig for den slags," svarede han med et mildt smil på sine læber. Det var ikke ret mange der troede på det, når de hørte historier om, hvordan han kunne gå amok, fordi han uden alkohol i blodet, var så rolig og sammenfattet, at det halve nærmest kunne nok. Nogle ville måske mene at han til tider, var for rolig. Dermed ikke sagt, at han ikke kunne blive sur, for det kunne han helt bestemt og man havde ikke lyst til, at være i nærheden af ham, når han blev sur, for han var ikke typen som blev råbende og udadreagerende, når han var sur. Han blev kold. Virkelig is kold. På et plan, hvor ingen kunne nå indtil ham eller fremprovokere en eneste følelse i ham.
Hans læber gled op i et charmende smil, "Dem, frøken Fitzgrald, De får mig til, at tro det," svarede han ærligt og blinkede let til hende. Han synes selv han havde ret godt styr på situationen. Han følte sig på ingen måder i vennezonen hos hende mere, slet ikke nu, hvor hun lidt indirekte - i hans øre i hvert fald - indrømmede, at hun flirtede med ham. Han mærkede hendes hånd forsvinde, fra sin arm igen og lod sit blik følge hendes bevægelser, da hun tog sit vin glas. Han kunne som sagt, sagtens tage et glas eller to, men han drak aldrig mere end det. Ikke fordi han blev så let fuld, men fordi han ikke ville risikere noget og han kendte sig selv. Han lagde sit bestik fra sig, "Tak for mad," sagde han roligt, selvom det var ham selv der havde lavet det, så var det bare almen høflighed fra hans side af.

[Rosalind Daisy Fitzgerald]

Rosalind betragtede hans smil, førend han trak på skulderen og svarede hende. ”Det er selvfølgelig rigtigt,” påpegede hun og sendte ham et feminint smil. Det havde han på sin vis ret i, men nu havde hun prøvet at vise interesse for hvad han lavede. Hun kendte til det med at være iskold, når man var vred. Vred var knapt en følelse hun besad efterhånden. Tidligere havde hun været skuffet men det var også efterhånden forsvundet fra det rum af følelser hun kunne besidde, da hun havde mistet interessen nok til overhovedet at kunne blive vred eller skuffet. Hun havde oplevet alt for mange gange at de to følelser var overfladiske og det havde lettet hendes liv på mange punkter bare at være ligeglad. Det eneste hun brændte for nu var hendes karriere. Det havde samtidig givet hende en god undskyldning til at skubbe folk væk.

Hun betragtede det charmerende smil og blinket til hende, som hun lod sine tænder ramme hendes læbe i et blidt og langsomt bid. ”Hmm… Det er måske noget De ønsker?” spurgte hun direkte og lod de nøddebrune øjne hvile på ham med et drilsk glimt i dem. Rosalind drak yderst sjælden alkohol og hun vidste også, at hvis Venedikt fandt ud af at hun havde drukket alkohol, så ville hun få så meget skæld ud at hun ikke ville slippe for ham når hun havde fri. Han ville blot ringe til hende for at lade vredesudbruddet forsætte. Hun havde derfor heller ikke tænkt sig at drikke hele glassets indhold, til trods for hun vidste det var en ældre og meget dyr vin. Hun havde selv svært ved indtagelsen af mad og hun havde med vilje givet sig selv en mindre portion. Hun lagde ligeledes sit bestik fra sig og smilede kort til ham som han takkede for maden. ”Det er mig, der takker,” påpegede hun, inden hun rejste sig for at bære sit eget ud. Hun tænkte slet ikke det her som en date, så hendes grund til at rejse sig var naturlig vis af høflighed og ikke for han kunne tjekke hendes bagdel ud. Det ville hun have gjort på en date og med fuld overlæg.