Sig om vi ik havde det sjovt

[Deleted]

@jackson


Anabella lod blikket glide rundt i den fyldte café. Folk stressede rundt, sådan en søndag. Alle mugglerbørnene skulle i skole og de voksne skulle på arbejde. Selv var Anabella dybt taknemmelig for ikke at skulle i skole. Det var meget sjovere at have fri hver dag, hvor hun kunne gøre præcis det hun havde lyst til. På den anden side, hvis Anabella gik i skole ville hun nok ikke ende som en hjemløs, som hun havde været siden hun fyldte 13, hvor hun var stukket af fra sin plejefar. Faktisk havde Anabella været så langt nede, at hun var gået ind på en skole for at spørge om hun ikke måtte gå der. Dog havde hun fået en afvisning, da hun dengang var 14 og hverken kunne skrive eller læse. Hvilket hun så stadig ikke kunne. Hun kunne stave sit eget navn, så det var vel godt nok.
"Hvad skulle det være?" lød en stemme og Anabella drejede hovedet mod tjeneren der var kommet ned til hende. "Ehh.." begyndte Anabella og lod blikket glide ned på menukortet. Hun kunne ikke læse hvad der stod, men det gjorde hende ikke speciel. Hun skulle have det, som hun altid skulle have når hun var på café, resturant, generelle spisesteder. "Bare en rom i cola og en pandekage med fyld." svarede hun og undgik det mistroiske blik fra tjeneren. "Jeg skal se noget ID." lød det, hvilket fik Anabella til at trække svagt på smilebåndet. "Det har jeg desværre glemt." svarede hun flirtende og mærkede den indre sejr da tjeneren bare sukkede opgivende og gik ud for at lave hendes bestilling. Som altid, var Anabella klar til at løbe med det samme hun havde spist færdig. Regningen betalte hun ikke. Det var for dyrt.. 

[Deleted]

Jackson havde snakket med en af sine rigtigt gode venner Lawson, som havde fortalt, at han måske havde fundet Jacksons yngste datter. Jackson havde brugt virkelig mange år og meget energi på at finde hende, men da hendes mor var stukket af med Anabella da hun havde været helt lille, havde de begge været som sunket i jorden.
Flere gange havde Jackson opgivet, men genoptaget sin søgning flere gange, men hver gang uden held. En hver lille ledetråd han fik, fulgte han, så selvfølgelig kunne han ikke lade denne infomation bare gå uset hen.

Han trådte ind i den lille café, hvor han havde fået af vide af Lawson, at Anabella ville være til, at finde. Hans blik gled rundt, men der var så mange mennesker, hvordan skulle han kunne finde en ung pige, som han ikke havde set siden hun var helt lille spæd? Han lod sine hænder glide i gennem sit hår i frustration.
Han vendte blikket mod en ung pige, som passede ret godt til den beskrivelse som Lawson havde givet. Uden at tøve satte han retning direkte i mod hende, og stoppede op foran hende, "White? Anabella White?" spurgte han, og mærkede hvordan hans hjerte begyndte at slå hurtigt, samtidigt med, at det nærmest gik i stå.

[Deleted]

Anabella kunne ikke lade være med at se afventende efter maden, da en stemme afbrød hendes tanker. Hurtig vendte hun blikket mod personen der viste sig at være en mand. "Ana." rettede hun ham automatisk,da det var ved at være en vane. Hun havde altid været tilfreds med sit navn, men et eller andet fortalte hende bare at hendes mor havde sagt Ana. Godt nok var det den mor som havde svigtet Anabella som helt lille, men det var stadig hendes mor. Eller var.. Mistroisk rettede Anabella blikket mod manden, hvorefter hun hævede et øjenbryn. "Hvor kender du mit navn fra?" spurgte hun kort og kneb øjnene sammen. Der var ikke mange der kendte hendes fulde navn, da hun altid havde brugt enten Ana eller Bella. Det kom helt an på hvilken situation. Bella var det hun brugte, dengang hun var prostitueret, mens Ana var hendes "hverdags" navn. Så at høre sit fulde navn, mindede bare om hendes jobansøgning. Der sagde hun fulde navn. 

Anabella mærkede hvordan maven begyndte at rumle ekstra højt, da hun så på afstand tjeneren komme hen med maden. Det var også næsten 24 timer siden hun sidst havde fået noget ordentlig at spise, så sulten var ved at vise sig. "Tak." mumlede hun til tjeneren og mærkede stikket af dårlig samvittighed melde sig, ved tanken om at hun ville løbe fra regningen. Dog slog hun det hurtig væk og så på manden igen. En anelse irriteret følte hun sig, ved at han bare stod der. "Du må altså godt sætte dig?" 

[Deleted]

Jackson lod en hånd søge op foran sin mund, og gned den let hen over sit ansigt. Han vidste ikke om han turde tro det. Var det virkelig hans lille pige, som var blevet så stor? Han kørte hånden fra munden og op i gennem håret i stedet for. "Ana, okay, min fejl," sagde han, men vidste slet ikke hvad han ellers skulle sige eller gøre.
Han havde i så mange år ledt efter hende, og nu sad hun der, lige for øjnene af ham. Han rømmede han en smule, "Jeg kender din.. Chef.. Han sagde jeg kunne finde dig her, og her er du" han havde det virkelig skidt med, at hun arbejdede for en fyr som Lawson, ikke fordi han var jo en flink nok fyr, men han ejede en stripklub for pokker. Han følte næsten han var på rende til bare, at bryde sammen. Hans lille pige.

Han satte sig på stolen overfor hende. I det mindste spiste hun da, hun så ikke ellers ud til, at have det sådan helt vildt godt, hvilket virkelig skar i hans fader-hjerte. "Mit navn er Jackson.. Jackson Dempsey," sagde han og så lidt afventende på hende. Han vidste jo ikke om hun kendte til, sin biologiske familie, om ikke andet bare navnene på sine forældre.
Han bestilte en øl, og håbede ikke, at hun ville sende ham væk med det samme, men at de måske kunne sidde og snakke lidt, lære hinanden lidt og kende. Han ville inderligt ønske, at han havde fundet hende mange år før, men det var ikke noget han kunne brug resten af sit liv på at fortryde. Nu sad hun der, lige overfor ham, og han håbede bare, at hun ville have noget med ham at gøre.

[Deleted]

"Det gør ikke noget, er bare vant til at folk kalder mig Ana." skyndte Anabella sig at sige, hvorefter hun prøvede at smile til ham, men det blev mere et halv akavet smil frem for et venligt et. Hun havde aldrig været speciel imødekommende, selvom hun ville ønske det. Tiden hun havde været ved sin plejefar, havde bare sat så dybe spor i hende, at hun ikke rigtig kunne blive det. "Åh, jamen Lawson ved da også bare alt." mumlede Anabella ironisk og smilede kort ved tanken om sin chef. Hvis ikke det havde været for Lawson og jobbet som stripper, så ville Anabella højst sandsynlig stadig have jobbet hos Judas, og hun ville højst sandsynligt have været længere ude at bunde, end hun allerede var. 

Anabella betragtede ham, som han satte sig ned, hvorefter hun rynkede sine bryn. Jackson Dempsey? Det navn mindede hende alt for meget om sin biologiske fars navn, han havde i hvert fald også heddet Jackson vidste hun. Det havde plejefaren kommenteret mange gange. 'Din far, Jackson, gider ikke have dig, ellers var han kommet og hentet dig. Han ville have beskyttet dig mod mig. Ingen vil have dig. Lille luderunge.' - hvorefter der normalt fulgte et slag eller to.
"Jackson.." mumlede hun svagt for sig selv, hvorefter hun rettede det borende blik direkte på ham. "Du minder mig om en, som jeg burde kende." forsatte hun og blev med et helt nervøs. Hun havde en medaljon, hvor der var et billede i af hendes far og mor stående sammen. Jo mere hun tænkte over det, jo mere begyndte manden foran hende, at ligne hendes far. Der var forskelle, men de var ikke specielt store. Anabella bed tænderne sammen, hvorefter hun begyndte at skovle maden ind i hendes mund, så hun var ved at blive kvalt. Det kunne ikke passe? Det var ikke hendes far, var det?

[Deleted]

Jackson kunne slet ikke samle sig omkring noget som helst lige nu. Det var så uvirkeligt for ham, at sidde der overfor sin mulige datter. Efter så mange års søgen og opgivende timer, så godt 16 år efter, sad hun der, som ung voksen, lige overfor ham. Han prøvede at sende hende et kort lille smil, "Det skal jeg nok huske" sagde han, uden overhovedet at vide, om hun ville se ham igen, når først hun fandt ud af hvem han var. Han vidste jo ingenting om hende, intet om hendes barndom, selvom han selvfølgelig håbede hun havde haft det godt.
Han nikkede lidt, ja, hvis man skulle finde nogen eller man manglede noget, så var Lawson som regel ret hurtigt på sagen, men Jackson vidste også godt, at Lawson umuligt kunne have helt rent mel i posen, han vidste godt, at det egentligt var hans pligt som fangevogter i Azkaban at melde ham, men så længe Lawson ikke tvang nogen til noget, så så Jackson heller ikke nogen grund til, at gøre noget ud af det.

Han nikkede lidt, da hun gentog hans navn, og mærkede hvordan det næsten trak tænder ud, at hun vendte sådanne et blik tilbage på ham. Han anede ikke hvad hendes mor, som han jo gik ud fra, at hun havde boet sammen med i alle de år, havde sagt om Jackson, hvilket var en pinsel for ham i sig selv.
"Ana, jeg.. Jeg er din far" svarede han, som hun lignede en som prøvede at komme i tanke om, hvor hun havde hørt hans navn før. Han havde næsten lyst til, at tude af glæde over, at have fundet hende. Og Jackson var ellers en pænt hård mand, som man aldrig så græde. Selv ikke Nira havde set ham græde, ikke engang af glæde. Det var bare ikke noget han gjorde foran andre.

[Deleted]

Anabella kunne ikke lade være med at smile dumt til ham, hvorefter at komme med et fnis da han sagde at han ville huske at kalde hende for Ana. "Mange tak." svarede hun og tog sit glas op til læberne og lod den køllige væske løbe indenbords. Smagen af colaen var god, men smagen af rom var endnu bedre. Det fik ro i hendes krop og hun kunne tænke klart nu. Det var det samme som nÃ¥r hun røg græs. Det var noget hun skulle gøre hver dag, mÃ¥ske flere gange om dagen, ellers ville det ikke hænge sammen. 
"Foretrækker du Jackson, eller hr. Dempsey?" spurgte Anabella nysgerrigt og tænkte tilbage på alle de forskellige mennesker hun igennem livet havde mødt. Det var så forskelligt hvad de gerne ville kaldes og man kunne risikere at kalde det forkerte en gang, og derefter få tæsk. Derfor havde Anabella bare en vane med at spørge, for tæsk var ikke ligefrem det som hun havde lyst til.

Anabella stivnede, med munden halv fyldt af mad, da hans ord trægte igennem hendes sind. Hendes far? Den far som aldrig havde reddet hende fra plejefaren? Den far som var så ligeglad med hende, at selvom hans egen datter blev tæsket og voldtaget, så kom han ikke. Hurtig sank hun maden og så på ham med et neutralt blik. Det samme blik som hun havde på, dengang hun solgte sin egen krop for penge. Et blik, helt uden følelser. "Hvordan kan du overhovedet finde på at vise dig nu?" spurgte Anabella i en kold stemme, mens hun mærkede hvordan vreden til denne mand blev større og større. "Hvorfor er du her nu? Hvorfor var du her ikke for 10 år siden?" forsatte Anabella følelseskold.

[Deleted]

For Jackson lignede det jo blot hun tog en tår af en helt almindelig cola, det var nok derfor han ikke sagde noget til, at hun sad og drak. Han prøvede bare inderligt, at bearbejde tanken om, at han sad over for den datter han havde ledt efter i så mange år.
Han kiggede en smule undrende som hendes spørgsmål lød, "Jackson, bare kald mig Jackson" svarede han så, han ville ikke forvente, at hun med det samme ville begynde, at kalde ham for far. Han vidste lige nu, slet ikke om han overhovedet, turde have en eneste forventning.

Jackson mærkede hvordan alt i ham vendte sig, på grund af det blik hun sendte. Hendes ord gjorde det bestemt ikke bedre. "Du har tydeligvis ikke hørt min side af historien," sagde han og prøvede at bevare roen, men det var svært for ham.
Han kørte en hånd i gennem det korte mørke hår, med de grå hår hist og her. "Du aner ikke hvor længe jeg har ledt efter dig, du var kun et par uger gammel, da din mor stak af med dig, og det var sidste gang jeg så dig" han havde helt lyst til, at græde ved tanken. Han kunne næsten ikke bærer det.

[Deleted]

Anabella nikkede hurtig da han sagde, at hun bare skulle kalde ham for Jackson. "Okay så.. Jackson." svarede Anabella og så ned på sin efterhånden tømte tallerken. Hun havde været så sulten, men hun kunne godt mærke nu, at grundet hun næsten intet havde spist den seneste uge, så fyldte dette alt for meget i hendes mave og hun fik det faktisk halv dårligt. 
Anabella så op på ham med et halv koldt, halv irriteret blik. "Nej det er jo klart jeg ikke har hørt din side af sagen. Du har ligesom ikke været der til at fortælle mig det." svarede hun og prøvede at holde sit temperament nede, men hun havde det ret svært ved det. Hun havde lyst til at græde, råbe og bare slå på ham. Hvorfor kom han nu? Hvorfor først nu?

Anabella vidste godt at hun ikke rigtig kunne give ham skylden, for at hendes mor var stukket af med hende, men det var bare nemmest at give ham skylden. Hendes mor var død, så den eneste hun faktisk havde håb til, var hendes far. "Du skulle have ledt mere.." sagde hun stille og lod blikket glide ned i bordet. Hun vidste overhovedet ikke hvordan hun skulle reagere. 
"Du skulle have været der, første gang han slog mig. Første gang han lagde hånden på mig." begyndte hun og mærkede hvordan alle hendes følelser slap løs. Alt hvad hun havde haft lyst til at sige til ham, kom frem nu. "Du skulle have været der, da jeg endte på gaden, helt alene som 13-årig." vrissede hun og mærkede hvordan tårerne kom frem. 

[Deleted]

Jackson trak vejret dybt, men rystede ind. Han var vant til, at kunne være en meget hård mand, han havde jo selv haft en virkelig hård barndom, med tæsk, en psykisk syg mor og ikke mindst hans lillebror Delcan, som han altid havde forsvaret overfor farens vredeudbrud. Var der nogen som vidste hvordan det var, ikke at føle sig elsket, så var det nok uden tvivl Jackson.
"Og det er jeg inderligt ked af, jeg ikke har været. Jeg forstår godt du er sur på mig, men please hør på mig" sagde han og fandt sin pung frem for at betale for hende mad, det var nok det mindste han følte han kunne gøre for hende lige nu.

"Jeg har en datter mere, hun havde også brug for mig, jeg ledte alt hvad jeg overhovedet kunne, men hvor skulle jeg starte? Verden er så stor" prøvede han at forklare sig med, selvom han godt vidste det nok ville lyde dumt i hendes høre. Men han havde jo virkelig prøvet at finde hende. Utallige gange.
Han mærkede hendes ord ramme ham som en knytnæve direkte i hovedet. "Hvem slog dig?" spurgte han, hans stemme blev pludselig meget mere alvorlig og måske en smule hård, selvom han ikke mente det hårdt. Han vidste slet ikke hvad han skulle svare, det gjorde så ondt alt det hun fortalte. "Tro mig, det ville jeg ønske jeg havde været, jeg blev selv slået som barn, det ønsker jeg ikke for nogen. Vil du ikke med mig hjem og ha en kop te eller noget? Så kan vi snakke?" spurgte han, og lagde prøvende en trøstende hånd på hendes skulder.

[Deleted]

Anabella lod til blege hånd løbe igennem det mørke og efterhånden rimelig beskidte hår, hvorefter hun sank en klump. Det var akavet og hun ønskede bare at kunne forsivnde ned i jorden. Hun havde altid forestillet sig dagen hun mødte sin biologiske far som positiv og en forandring på hendes liv, men lige nu var hun bare tom.
Anabella så mistroisk på den pung han lige havde fundet frem, hvorefter hun rystede afvisende på hovedet. Hun håbede absolut ikke han ville betale for hende, for hun kunne godt passe sig selv, som hun havde gjort hele sit liv. Eller nej, det kunne hun ikke, men det behøvede han ikke at vide. "Jeg lytter." svarede hun bare.

"Har jeg en søster?" spurgte Anabella med halv åben mund af overraskelse, måske en smule glæde. Noget hun altid havde forestillet sig, søskende. "Jeg ved ikke hvor du kunne have ledt, men var det min datter, så havde jeg fudet det rigtige sted." svarede hun, dog fik hun en smule dårlig samvittighed. Selvom hun ikke ville indrømme det, så kunne hun jo godt se det. Hun følte sig bare svigtet.
"Ehm, Johan. Min plejefar... Du ønsker måske også at vide hvad han ellers gjorde, imens du ledte forgæves efter mig?" spurgte Anabella vredr og vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på hans tone, men det sidste han tilbød fik hende at komme med ham hjem for at få te? Hun havde aldrig i sit liv før, fået te. "Hvor bor du?"

[Deleted]

Det var virkelig ubeskriveligt hårdt for Jackson, at sidde overfor denne her unge kvinde, som samtidig viste sig, at være hans længe forsvundet datter. I hans pung fandt han to små billeder frem, et af Nira som hun så ud da hun var gået ud af Hogwarts, men også et af en lille baby. Begge billeder bevægede sig, og begge billeder var Jackson også selv på.
Han vendte billede med sig selv og babyen på mod hende. "Du var kun et par timer gammel, på det her billed" sagde han, og mærkede sine øjne blive blanke, derfor tog han en dyb indånding. Han var slet ikke vant til, at blive rørt på denne her måde. Han kunne ikke engang huske, hvornår han sidst havde grædt. Måske det havde være på Niras graduerings dag, fordi han havde været så stolt?

Han nikkede til hendes spørgsmål, og kom baby billedet tilbage i pungen, for at finde billedet af Nira og Jackson frem, "Halvsøster, hun hedder Nira og er 19 år," fortalte han, og viste hende billedet. Han lagde ret hurtigt billedet væk igen, som hendes ord lød og rystede lidt på hovedet, "Jeg prøvede virkelig, jeg har aldrig givet op, ellers ville jeg heller ikke rende rundt med et billed af dig i min pung, og vi ville ikke sidde her nu," han havde ubeskrivelig dårlig samvittighed, men han havde jo virkelig forsøgt mange gange at finde hende.
Han rynkede på panden, "Plejefar..? Jamen hvor er din mor?" spurgte han tydeligt forvirret. Foragten stod nok tydeligt skrevet i hans ansigt, havde en eller anden vildt fremmede mand, lagt hånd på hans datter? Var personen fuldtids spasser eller hvad? Han mærkede vreden boble og syde i hans indre. "Dublin, Irland.. Du er halvt irer" svarede han, hvis altså ikke hans accent havde afsløret den del for længst, og prøvede at sende hende et smil, selvom hans tanker lige nu kredsede omkring hendes plejefar, men den snak ville han hellere vente med, til de var alene.