Old times sake!

[Deleted]

Aurelius Leon Blythe

Kl. 19.00

Gary's hus

---

Det var Onsdag aften og klokken nærmede sig syv. Gary sad i sin lille hytte der kun lå et stenkast fra Hogwarts og havde netop sat kaffen over. 
Gary kunne ikke huske hvornår han sidst havde været så lykkelig, men alt gik bare så godt for tiden. Han havde sine elever fra Hogwarts som han i sit job som pedel jo kunne hilse på hver eneste dag.
Han havde sine plejebørn som han alle elskede højt og selvom han ikke havde så mange af de helt små mere, så var det også skønt at se de ældre vokse sig store og nu gå på den skole som Gary selv holde så meget af.
Sidst men ikke mindst så var Gary jo blevet gift med den skønneste kvinde, nemlig Marilyn. De to havde været venner i mange år, og kendt hinanden siden de var ganske unge.

Lige nu sad Gary i sin sofa med en bog, han havde sine briller på, ellers kunne han næsten ikke læse noget. Han var jo ikke så ung som han havde været engang, men han følte sig nu alligevel ganske frisk.
Han ventede på Aurelius, en god og gammel ven som han snart ikke havde talt med i nogen år, men Gary arbejdede stadig så meget at han nogengange havde svært ved at huske at holde kontakten til de gamle venner.
På den anden side gjorde det jo ikke noget, selvom man ikke så hinanden så ofte, så betød det jo ikke man var mindre venner.

[Aurelius Leon Blythe]

At vende tilbage til Hogwarts var altid en nostalgisk affære og det gjorde det altid specielt at besøge Gary, men han dvælede sjældent ved det. I stedet tog han turen direkte ud til den lille hytte udenfor skolen, hvor han bankede et par gange på døren med et par bestemte slag, før han trådte et skridt til side. Det var aldrig rart at stå helt oppe i døren når der blev åbnet. Det kunne hurtigt blive for intimt. Mens han stod og ventede på at døren blev åbnet begravede han hænderne i sine lommer og kiggede rundt. Stedet lignede på en måde sig selv, med skolens tårne i baggrunden, men Gary havde nu sat sit eget præg på området siden Aurelius havde forladt skolen efterhånden mange år tilbage.
Langsomt vente han sig halvt om og kiggede mod den forbudte skov som lå mørkt og skummelt og ventede på elever der skulle på eventyr. Han kunne stadig huske de gode steder i skoven, hvor der var mos på jorden og et perfekt sted til at tage pigerne med ud. Det var ikke alle der havde været villige, men var man heldig var hun frisk. Det gjorde bare tingene lidt mere sjove når de sådan kunne peppe tingene lidt op.

[Deleted]

Gary glædede sig til at få besøg, så han rejste sig da også ganske hurtigt op som han hørte at det bankede på døren og et smil formede sig allerede på hans læber. Det var kun det yngste barn i flokken som lige nu lå og sov.
Hun var kun to år gammel og hun var virkeligt skøn, Gary elskede bare at have børn omkring sig og han var glad for altid at kunne have det sjovt når han havde brug for det. Børn kunne bare få en livsglæde op på en helt unik måde.
Gary åbnede døren og smilede som han så rigtigt at det var Aurelius der stod på den anden side af døren.

"Hey.. Aurelius, dejligt at se dig" sagde Gary i et smil og gik hen i mod ham for så lige at give ham et kram og han klappede ham så et par gange på ryggen: "Hvor var det hyggeligt at du havde lyst til at komme forbi" sagde Gary i et varmt smil.
"Kom endeligt indenfor, jeg har sat kaffe på kanden" sagde han i et smil, han var glad for at han kunne bruge lidt kvalitets tid med en gammel ven. Marilyn havde taget to af de ældre piger ud og shoppe.
Det var så dejligt at de altid havde ting at lave, og Gary vidst at selv når han skulle på pension så kom han aldrig til at kede sig.

[Aurelius Leon Blythe]

Da døren gik op var Aurelius hurtigt henne ved døren for at hilse på sin gamle ven, som han gav et kort knus før han trak sig tilbage. "I lige måde, Gary." Han fulgte med manden op af trapperne til det lille hus, hvor han ikke blev overrasket over at se en lille pige sovende. Der var altid børn om Gary og selvom Aurelius til tider havde det stramt med dem, kunne han da godt blive lidt blød om hjertet. Han havde gennem årene også lært at acceptere dem - og til tider også bare ignorere dem, når der var behov for det.
"Hvor er de andre henne?" Spurgte han dæmpet for ikke at vække pigebarnet. Forsigtigt fandt han sig en lænestol at slå sig ned i. Frakken havde han hængt henne ved døren sammen med sine støvler. Havde der være tale om en fremmed persons hus ville han nok have beholdt dem på, men Aurelius mente at de nu var gode venner nok til at være sammen i strømpesokker, hvor ucharmerende det end måtte være.

[Deleted]

Gary smilede til sin gamle ven, det var virkeligt skønt at ses lidt med nogen af dem man havde kendt i fortiden, også selvom Gary jo var nogen år ældre end Aurelius, men det gjorde ikke så meget, så længe alt var godt og de kunne hygge sig sammen.
"Jamen Marilyn er taget i byen med Melody og Samantha... Felton, Allison og Tristan er jo på Hogwarts, også er der Nicole tilbage og hun sover" sagde Gary, der var naturligvis også Kaya, men Gary havde ikke hørt fra hende i lang tid, og var faktisk ikke helt sikker på hvad der foregik i hendes liv.
Gary vidste dog godt at man ikke kunne redde og hjælpe alle, så man måtte jo tage dem man nu engang kunne.

"Så ja der er en del at se til... Nicole har vi næsten lige fået ind" sagde han i et smil, Gary vidste at han ville blive ved med at tage plejebørn ind så længe han overhovedet kunne, han nød det virkeligt og han mente at alle børn fortjente en chance.
Desuden så havde han nu Marilyn som også kunne hjælpe til med alle de børn de havde og Gary følte virkeligt at han havd fået den lille familie han alle dage havde drømt om: "Hvad med dig? har du fået kone og børn?" spurgte Gary i et smil og gik hen i mod sofaen så de kunne sætte sig.

[Aurelius Leon Blythe]

Ja, jo, jamen det lød jo godt. Ærligt kunne Aurelius ikke huske navnet på nogle af alle de personer der pludselig ramset op, men det bekymrede ham ikke så meget. Han nikkede blot. Det var til at overskue, at der kun var én af ungerne, hvilket betød at der kun var et navn at huske. Da Nicoles rolle blev påtalt skævede han over imod hende. Hun så heller ikke så gammel ud, men børns alder kunne han aldrig blive klog på. Det var svært at vurdere, syntes han i hvert fald selv.
En lav latter slap ud da Gary kastede sig over Aurelius manglende familieliv. "Nej, det har ikke ændret sig siden de sidste mange år." Han kløede sig lidt i nakken før han strakte bene ud. foran sig. "Har ikke rigtig fundet nogle som lige falder i min smag, omend der er mange pæne." Et grin lyste op på hans læber. Aurelius ville aldrig blive for gammel til at kigge efter damer, i så fald ville han være død og borte. "Tror du har taget nok glæde for børn for os begge." Han havde aldrig selv været kæmpe fan af børn, selvom han i de rette omgivelser accepterede dem. De skulle jo føre familierne og det magiske folk videre.

[Deleted]

Gary kunne ikke lade være med at komme med et lille grin: "Nogengange er det også svært at vælge" sagde han i et smil, Gary var uddannet Psykoterapuet og coach, han forstod mange forskellige mennesker og mente da også selv at han var ganske god at snakke med, dog havde han aldrig selv været typen der rendte rundt med en masse forskellige kvinder, faktisk kunne han nok tælle på en hånd hvor mange han havde været sammen med i sit 56 årige liv.
"Nogengange er det også dejligt bare at være fri" sagde Gary, selv var han meget glad for sit ægteskab med Marilyn, det var lige præcist som han ønskede sig at det skulle være, hun var god for ham og de havde mange fantastiske stunder sammen.

"Ja det må man sige" sagde han i et smil: "Men jeg fik jo så også kun en selv" sagde han i et smil, Edwin havde jo rejst rundt i meget af verden og kom ikke så ofte hjem som Gary måske ønskede sig, men han forstod godt sin søn, verden var stor og der var meget at se til.
"Det ender også snart med at Marilyn og jeg skal have et større hus" sagde han i et varmt smil, han var glad for alt han havde fået bygget op og han måtte indrømme han ikke ønskede det på nogen anden måde.

[Aurelius Leon Blythe]

Det handlede for Aurelius ikke så meget om at det var svært at vælge, i hans eget hoved handlede det mere om, at kvinderne ganske enkelt ikke var gode nok. De havde altid så travlt med alt andet og troede de skulle ud og redde verden hver morgen. Det var til at få pip af - og når man så endelig mødte en rolig type var de så tørre at man kunne dø af vandmangel bare ved at være i nærheden af dem. Det undlod han dog at underholde med. Garys syn på kvinder havde altid været anderledes end Aurelius egen og det var vel også fair nok. Der var jo også kvinder til enhver smag.
"Det er rigtigt." Hvilket altid havde undret ham. Men så var det godt, at Gary havde fået muligheden for plejebørn. "Et større hus?" Lidt vantro gloede han imod Gary før han grinede kort ved billede inde i hans hoved, af den lille hytte med en kæmpe ekstra etage og sidebygning. "... og man kunne ikke trappe ned på børn?" Lød det i en joke. Selvfølgelig kunne Gary ikke det, men det kunne alligevel være sjovt at se hans reaktion på spøgen. "... eller også må i flytte ind på Hogwarts og lave jeres eget kollegium."

[Deleted]

Gary kom med et varmt smil, han syntes virkeligt Aurelius var hyggelig, nok også fordi at Gary syntes det var meget hyggeligt at tale med folk der levede en del anderledes end Gary gjorde. Aurelius var jo stadig ung på mange områder, hvor at Gary nok efterhånden bare følte sig som en rigtig gammelfar, og han hyggede sig bare derhjemme med en kone og hvad der efterhånden var rimeligt mange børn.
"Ja... Der er ikke noget der hedder mindre børn, jeg tror bare jeg nyder at se dem vokse op" sagde han i et smil, det var en gave at hjælpe børn fra familier der havde det svært. Der var så mange af børnene der kom fra helt forfærdelige vilkår eller forældre der ikke ville kendes ved dem.

"Ja det ville være en mulighed, men jeg tror ikke Rektor gider betale for at mætte flere munde" sagde Gary i et smil: "Hogwarts var dælme gode tider, jeg må godt nok sige jeg savner det nogengange" sagde Gary.
Han var selv en gammel Hufflepuff, og selvom det var mange år siden han havde gået på kollegiet, så slap man det jo aldrig helt, han ville altid være en Hufflepuff helt ind til benet. En venlig og varmhjertet person der altid forsøgte at gøre det bedste for sine medmennesker.
"Hvordan går det på ministeriet?" spurgte han nysgerrigt.

[Aurelius Leon Blythe]

old times sake!

Vinter 56 - Garys hjem

Aurelius ville også først blive overrasket, hvis Gary valgte ikke længere at tage børn til sig, så svaret kom ikke som nogle overraskelse. Det var på sin vis også ganske fint. Der var jo nogle der skulle hjælpe de børn, som var i nød. "Bestemt." Dér kunne han give sit besyv med. Nogle gange ville Aurelius sige, at det var den bedste tid i hans liv, men det lød også så trist og han var egentligt meget glad for sit liv, der var bare ikke så meget spas i det som dengang på skolen, hvor selv ingen nætter var ens. Der var altid noget at lave. Point at vinde - og ikke mindst at tabe.

"Puha, lige så stille i min afdeling, men det skyldes også mest at folk jo har travlt med at lede efter vores bortkommen minister." Et eller andet sted morerede det Aurelius lidt, ikke noget han selvfølgelig ville sige højt til nogen med relation til ministeriet. Ministeren skulle jo være beskyttet alle døgnets timer og alligevel var det lykkes, trods magi og tryllestøv i meter tykke lag, at komme igennem. Havde Aurelius selv været minister ville han nok se hoveder rulle, rigtig mange. Måske ville det også ske? Aurelius skulle i hvert fald nok stå på sidelinjen og se det hele udfolde sig.

[Deleted]

Gary nikkede roligt: "Ja det er en helt igennem forfærdelig historie, hele den magiske verden er jo på den anden ende" sagde Gary i et roligt suk, han anede slet ikke hvordan det nogensinde kunne ende godt, og Gary var så bange for at en ny krig kunne komme frem i den magiske verden.
Han nikkede roligt: "Men jeg er sikker på at aurorne og ministeriet gør absolut alt de kan" sagde han i en rolig stemme og smilede så i retning af Aurelius, som han tog en tår af sin te. Han var glad for at der var så mange dygtige magikere i denne verden.
Gary var selv en ganske okay magiker, han havde været meget rundt i verden og havde gjort meget, men det var heldigvis ikke så ofte han var nødt til at stå i kamp overfor en anden magiker.

"Du har ikke planer om at slå dig ned? Få en kone eller et barn børn? Du har jo ikke forevigt" sagde han i et roligt smil, Aurelius var jo ikke helt ung længere, heller ikke selvom Gary jo var noget ældre.
Han var glad for at han havde fundet Marilyn og levede et glad og lykkeligt liv.
"Eller du vil måske hellere være fri som fuglen? Bliver det ikke... Trættende?" spurgte Gary i en varm stemme, han dømte abosolut ikke nogen, det måtte Baer være så ensom at være sådan.

[Aurelius Leon Blythe]

Old times sake!

Det var bestemt en underlig og træls situation, faktisk for alle, ud over den eller dem der havde kidnappet ministeren. De måtte have en fest og være lykkelige for at se, hvordan aurorene løb rundt som hovedløse høns. Det var da også lidt sjovt at se på. "Det håber jeg sørme også - og at de finder manden i live. Jeg har ikke lyst til at vide, hvad der sker, hvis han dør." Selvom Aurelius ikke havde noget imod konflikter syntes lige et ministerændring at være lidt for meget af det gode. Det var han helst foruden.
"Jeg har ikke rigtig fundet nogle, så indtil da nej." Hvad der så ville ske, hvis han fandt en vidste han heller ikke. Så langt var han aldrig kommet. Han havde bare accepteret at han skulle leve alene og havde det egentligt også ganske fint med det sådan. "Jeg beklager mig ikke. Jeg nyder mit liv, hvor jeg kan bestemme helt selv." Det var da definitionen på frihed. "Imens jeg i hvert fald stadig er gående går det fint. Det bliver straks værre, hvis jeg bare skal sidde derhjemme." Overvejede han højlydt. "Du har fået løbet dine horn af? Ingen drømme om at leve det unge liv længere?" Det kunne da godt være Gary til tider godt kunne trænge til at komme væk fra det vante, havde fleste det ikke sådan?

[Deleted]

Han nikkede kort: "Nej det er skræmmende at tænke på, vi må bare holde hovedet højt og antage at han kommer tilbage igen" sagde Gary og sukkede roligt, der var ikke andet for, Gary håbede at alt ville gå, men han måtte da indrømme at det var skræmmende at tænke på.
"Med hvem ved, måske han allerede er død" sagde han i en rolig stemme og smilede let, han kunne slet ikke overskue at tænke på alle de konsekvenser der var forbundet med alt dette her.

Gary trak på skuldrene: "Jeg tror sgu aldrig rigtigt jeg har haft horn, jeg har jo altid været meget rolig på det område... Haft nogen gode faste forhold" sagde han i et smil: "Jeg har nok ikke behovet" sagde han.
Han respektere da at nogen havde det sådan, men han følte bare ikke sådan.
"To af mine plejebørn er lige blevet forældre.. Med hinanden... 15 og 16 år gamle..." sagde Gary og sukkede som han let rystede på hovedet, det var simpelthen så dumt, og Gary havde også talt med dem begge to, men på den anden side kunne han jo ikke så meget stille op, han måtte jo støtte dem så godt han nu engang kunne.

[Aurelius Leon Blythe]

old times sake

Aurelius havde næsten lyst til at påpege, at Garys ord og hans udtryk ikke helt hang sammen, men han undlod at nævne det og i stedet lade det passere. Manden havde det sikkert bare som ham selv: At situationen virkede lidt for uoverskuelig og at tiden, hvor de skulle tage stilling måtte komme senere. Ikke nu. "Snakkede du ikke om noget kaffe?" Kom han pludselig i tanke om da hans blik landede på ildstedet.
Det havde Gary bestemt ret i. Som hjort ville det aldrig være gået, men det var altid noget at de ingen hjorte var. "Det lyder altså også dejligt afslappende." Selvom det også lød kedeligt kunne Aurelkius godt se det tiltrækkende i bare at have den situation på plads. Ingen grund til at jagte damer, der var allerede en ved hånden som forhåbentligt stod klar, når man havde behov. De halvromantiske tanker blev dog effektivt slået i stykker da Gary lige skulle overraske.
Med øjne der var ved at trille ud af kraniet på Aurelius gloede han mod sin ven i overraskelse et kort øjeblik før han så kløede sig lidt i hagen. "Ehm, skal jeg spørge om, hvordan det er gået til?" Det lød jo helt vanvittigt. De var jo så vokset op sammen som søskende. "Var det et uheld?" Det var forkert at spørge om, men det var den eneste rationelle forklaring han kunne komme i tanke om.

[Deleted]

Gary kom med et lille grin som han helt havde glemt kaffen: "Gud jo! Jeg henter den!" sagde han i et smil og rejste sig op for at gå ud i køkkenet og hente de to kopper med kaffe, når Gary først kom til at snakke så var det svært for ham helt at holde igen, han nød bare at være i godt selskab og han syntes faktisk at Aurelius var ganske godt selskab, også selvom de så nogen ting meget forskelligt.
"Jeg er glad for et stabilt liv... Nogengange er der måske ikke så meget spænding, men jeg er nok også lidt en kontrol freak" sagde Gary ærligt, han var bare så bange for at ting ville gå galt hvis man gik ud og gjorde en helt masse blandede ting.

"Jeg ved det ikke, de må jo helt have mistet hovedet..." sagde han: "Men de har begge nogen lidt.. ustabile forældre. Den ene er faktisk Marilyns barnebarn for det ikke skal være løgn, det er lidt indviklet" sagde Gary.
"Men altså hvis man er gammel nok til at gå i seng med hinanden, så er man også gammel nok til at tage ansvaret... Og jeg må faktisk sige de begge to har overrasket positivt" sagde Gary og nikkede let.
Tristan havde virket meget voksen omkring hele situationen og det måtte Gary nok ærligt sige han ikke havde forventet.