Him & I

[Kimberly Aya Minore York]

Charles Michael Lavoie
De Tre Koste.
December 2055, omkring klokken 16.

---

Kimberly havde fået fri efter dagen sidste lektion. Deres besvægelses professor, var virkelig den største nar, hun længe havde mødt. Hun havde skiftet tøj, så hun ikke havde sin skoleuniform på, men et par tæt siddende sorte cowboybukser, en postkasserød nedringet bluse med lange ærmer på i stedet for. Man kunne godt se, hun ikke var nogen lille pige mere. Hun havde fået langt flere kvindelige former og hun gik med make-up hver dag, og denne dag var ingen undtagelse.
De knælange, høje stilletter, gav en fin klik klak lyd under hende, som hun gik hen af gaden, mod De Tre Koste, hvor hun havde aftalt med Charles at mødes. Hun havde gjort noget dumt. Noget meget dumt. Noget hun ikke kunne snakke med sine søskende om. Noget hun havde brug for en anden voksen, kunne fortælle hende, hvad hun skulle gøre. Eller om ikke andet burde gøre.
Hun skubbede døren indtil kroen op og gik målrettet mod baren, hvor hun bestilte to øl, på trods af at hun ikke var gammel nok. Hun havde efterhånden fundet alt for mange fordele ved at være willieslægt, frem for ulemper. Og kunne købe alkohol, selvom man ikke var gammel nok, når det var en mandlig bartender, var en af dem. Hun tog imod øllene og blinkede let til bartenderen, før hun drejede rundt på hælene og fandt et bord, hvor de kunne sidde, uden der var alt for stor chance for, at han ville blive spottet af fans. Hun havde ikke set Charles siden, hende og Leslie havde overrasket Seth til deres sidste koncert. Men hun var blevet mere moden omkring langt de fleste ting, alligevel var hun nervøs for, at skulle sidde og føre en samtale med ham, kun de to, men hun var ikke i tvivl om, at han ville være der for hende, hun havde trods alt kendt ham i mange år og vidste han havde et hjerte af guld, hvilket nok også var en af årsagerne til, at hun stadig den dag i dag havde dårlig samvittighed over, at hun havde kysset ham og de havde været endt i seng sammen, selvom det var to år siden efterhånden.
Hun tog sin jakke af og sad med fronten mod døren, så hun ville kunne se ham, når han trådte ind på kroen, dog regnede hun da stærkt med, at han ville kunne genkende hende. Hun følte jo ikke selv, hun var vokset så meget, selvom hun var. Hun stillede en øl på pladsen overfor sig til ham og den anden overfor sig selv, før hun pustede nervøst ud. Mon han synes det var mærkeligt, at hun havde spurgt ham, om at mødes uden at give nogen grund til hvorfor? 

[Charles Michael Lavoie]

Charles var egentlig blevet ret overrasket over at Kimberly havde sendt ham en ugle. Ikke at hun ikke måtte kontakte ham, for han ville altid gerne snakke med hende og være der for hende på de måder, det var ham muligt. Hans undren var nok mere over det var kommet meget ud af det blå, og han havde troet hun ikke rigtig havde haft lyst til at snakke med ham efter den fest, han havde holdt i hans lejlighed. Han havde jo kun set hende den ene gang på deres tour ellers og det havde været ganske kort. Han huskede mest af alt at han vist nok havde fornærmet Leslie, men det var hvad det var. Kimberly skulle dog aldrig tøve med at kontakte ham, for han ville altid dukke op. Han holdt jo af hende og havde kendt hende i mange år, og hendes forældres hjem, havde også været et hjem for ham så han så hele den familie som sin egen. Han vidste dog ikke hvorfor hun ville ses, og det var heller ikke fordi han havde brug for en grund. Det kunne også være hun bare havde brug for at snakke om alt mellem himmel og jord eller havde brug for hjælp til en opgave de skulle skrive. Gab havde trods alt været Ravenclaw, da han gik på Hogwarts og selvom mange nok anså ham for at være dum, så havde han været rigtig dygtig til sit skole arbejde. Han var iført et par sorte lange tætsiddende jeans som han plejede og ellers en hoodie med et band han kunne lide og selvfølgelig en jakke, da kulden efterhånden havde meldt sin ankomst. Han stod ude foran De Tre Koste og mindedes kort de gamle dage fra hans tid på Hogwarts, men også de gange ham og Skyler havde været her sammen. På en og samme tid virkede det som en evighed siden, men også som om det hele var igår. Han måtte dog også erkende, han var ved at være gammel efterhånden. Han åbnede døren og blev straks mødt af den stemning som var fast inventar her. Den gode, til tider råbende men altid hyggelige stemning. Han så sig kort omkring og fik øje på Kimberly som sad med fronten mod ham. Han sendte hende et varmt smil, som han gik over mod hende. Hvor var hun blevet voksen at se på, også bare siden sidst han havde set hende. Hun var virkelig ved at blive en smuk ung kvinde, der både helt almindeligt set havde generne med sig og williegenet på den anden side, som også bare skinnede igennem. “Hey” sagde han med en blid stemme som han nåede hen til hende. Han vidste ikke om han skulle kramme hende eller om det var bedst at lade være, da hun havde virket ret flov over at se ham sidst. Han lod derfor af gode grunde være hende som skulle tage initiativ til hvad hun helst ville.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly havde kun været omkring de 5 år, da Seth var begyndt på Hogwarts, så hun kunne nærmest ikke huske, at Charles ikke havde været der de første fem år af hendes liv. For hende havde han altid været der. På den side set, havde det ikke føltes forkert eller underligt, at sende ham en ugle for at ses med ham. Det var mere det som var sket forrig gang, hun havde set ham, som havde slået hende ud af kurs. Hun havde stadig en hjemsøgende følelse af, at hun havde udnyttet situationen og Seths reaktion efterfølgende, havde på ingen måder gjort det bedre eller nemmere for hende, hvilket også havde gjort, at hun havde taget afstand til den bror hun ellers altid havde set så meget op til. Hun havde det langt bedre, når hun var sammen med Saga og Cleon. Men det her var ikke noget hun havde brug for, at snakke med sine søskende om, eller forældre for den sags skyld. Hun havde brug for en, som hun vidste ikke ville dømme hende, og i og med at Charles selv havde siddet i samme situation for nogle år tilbage, så håbede hun måske lidt på, at han, måske ikke direkte havde et svar til hende, men måske bare et godt råd eller noget i den dur.
Hendes blik veg ikke fra døren et eneste sekund, ikke fordi hun var usikker på om han ville dukke op eller brænde hende af, for det vidste hun godt aldrig kunnen finde på, med mindre der var sket noget livstruende, men fordi hun var nervøs. Hun var ikke som sådan flov mere over, hvad de havde lavet, men hun var nervøs fordi de ikke havde set hinanden længe og mange ting kunne nå, at ske på to år. Hun mærkede hvordan hendes hjerte for et kort sekund, holdt helt op med at slå, da han trådte ind af døren, før hun mærkede hvor meget hun egentlig havde savnet ham. Hun sendte ham et varmt smil retur, og mærkede hvordan hendes håndflader begyndte, at blive en smule fugtige af den nervøsitet som blev ved med at vokse indeni hende. "Hey," hilste hun varmt tilbage, før hun rejste sig fra stolen og lagde sine arme omkring ham, nærmest på automatik, da det ikke rigtigt var gået op for hende, før hun havde påbegyndt sit kram til ham. Hun var vokset en del i højden også, men de høje støvletter, hjælp også en del på det, så hun gik ham skulderen, som hun lige kunne se henover, uden dem havde hun nok kun gået ham omkring hans brystkasse. "Tak, fordi du sagde ja til, at mødes med mig," sagde hun stille, før hun slap ham igen og lod sin ene hånd glide blidt ned af hans ene arm, som hun dog fjernede igen ret hurtigt, før hun rømmede sig lidt. "Men sid ned. Jeg tog mig den frihed og bestilte en øl til os hver," sagde hun med et smil henover sine læber, hvis farve matchede hendes bluse. Hun satte sig ned igen og lod sin ene albue hvile på bordet og sin hage på sin hånd, med de blå øjne hvilende på ham. "Hvordan går det?" spurgte hun oprigtigt interesseret i, at høre hvad end han måske ville dele med hende. Hun var blevet langt mere moden over de sidste to år, men hun var også stadig teenager. Hun flirtede fordi hun kunne og fordi hun nød lidt for meget, at se fyrene hoppe og springe for hende. Hun dummede sig fra tid til anden. Blandt andet var hun begyndt at ryge fast. Der var nok en rebel gemt i hende, som snart ikke kunne undertrykkes mere. 

[Charles Michael Lavoie]

Charles anså jo også sig selv som værende en del af Kimberlys familie, og han følte virkelig at de alle sammen havde taget ham til sig. Charles havde ikke følt sig udnyttet af Kimberly. Han vidste godt, hun havde williegener, og det gjorde det svære for ham at sige fra, især når han så havde haft drukket. Omvendt, kunne han jo have haft sin fornuft med, da det var ham, der var den voksne og han uanset hvad, ville blive set som den, der havde udnyttet situationen. Han havde dog ikke ville lade det være akavet efterfølgende, men han var jo også det ældre end hende. Det havde dog sat ham i problemer i forhold til Seth, men omvendt, så havde han ikke gjort noget, som Seth ikke også havde – og ja, det havde været en retfærdiggørende grund for ham.
Nej, Charles ville aldrig kunne finde på at brænde hende af, og slet ikke ved så meget som en lille hentydning om, at hun havde brug for at snakke med ham, selvom den besked han havde fået ikke havde sagt direkte om hvad, men hvorfor skulle hun ellers række ud efter ham? Charles havde så sandelig også savnet at snakke og se Kimberly. Han havde kun det billede af, hvordan hun havde set ud for 2 år siden, og hendes alder skete der bare så meget og bare ved synet af hende, kunne han se, han var gået glip af en masse. Hun var ved at blive voksen. Han hørte hendes hey og nåede at sende hende et varmt smil, før han mærkede hendes arme om sig. Han slog sine arme omkring hende. Han vidste ikke hun var nervøs, men selv var han lidt. Mere på den måde, hvor man glædede sig til at se nogen, man ikke havde set længe, men ikke vidste, om man kunne snakke med dem længere. ”Det er da ikke noget du skal takke for,” svarede han med et varmt smil. Han tog imod hendes invitation til at sætte sig ned og betragtede øllene på bordet som hun fortalte ham om dem. ”Det er du vist ikke gammel nok til,” drillede han inden han blinkede til hende. Han tog en tår af sin øl og lod de grønne øjne hvile på hendes blå, som hun spurgte ham hvordan det gik. ”Det går fint… Hvad med dig?” spurgte han.

[Kimberly Aya Minore York]

Det kunne godt være det var Charles som var den voksne i det her selskab, men Kimberly ville holde fast i, at det havde været ligeså meget hendes skyld. Hun havde taget første skridt og det var hende med williegenet, selvom hun dengang ikke havde troet på hun også havde arvet det, så vidste hun bedre nu, hvilket blot gjorde hendes samvittighed endnu værre, for hvad hvis hun havde presset ham til noget, han i realiteten slet ikke havde haft lyst til.
Hun mærkede hans store mandearme omkring sig og følte nærmest hun forsvandt i dem. Det var rart og underligt på en og samme tid. Hun kunne mærke lidt af nervøsiteten lægge sig, men ikke fuldkommen forsvinde. Normalvis havde hun aldrig været nervøs omkring ham, han var en af de få, som altid havde kunne få hende til, at føle hun var god nok som hun var og det var vel lidt dét hun håbede på, han kunne gøre igen. "Nej, det ved jeg godt, jeg ikke skal, men betyder det også at jeg ikke må?" spurgte hun og sendte ham et skævt smil og satte sig ned igen, da han også tog plads, med et lille suk, da en smule af nervøsiteten stadig var i hendes krop. "Der er så meget, jeg ikke er gammel nok til," svarede hun drillende tilbage og sendte ham et blink retur, som nok var en smule mere flirtende end det han havde sendt hende. Det var skræmmende nok begyndt, at være en del af hende, at flirte. Hun havde fundet ud af, hvor langt hun kunne komme med en utrolig lille indsats. Ofte var et flirtende blink eller smil, måske en let strejfen med en finger på en arm, nok til at hun kunne sno mænd i alle aldre om sin lillefinger. "Fint? Er det alt jeg får, efter to år?" spurgte hun en smule skuffet og tog selv en tår af sin øl, hvorefter hun stillede glasset fra sig igen, men lod sine blå øjne hvile på det, mens hun bed let i sin røde underlæbe. Hun kunne vel ligeså godt rive plasteret af og få det sagt som det var, da han vendte spørgsmålet mod hende. "Jeg har været Dorran utro.. Og jeg ved ikke hvad jeg skal sige til ham, eller om jeg overhovedet skal sige det til ham.." svarede hun lavmeldt og trak lidt på den ene skulder, før hun vendte de blå øjne tilbage til hans grønne og sendte ham et lille smil, "Men ellers går det fint," gav hun igen af samme skuffe som han havde givet hende og blinkede atter til ham, bare fordi hun kunne.

[Charles Michael Lavoie]

”Jo, du må gerne…” svarede han tøvende. Han kunne bare ikke se, hvad hun skulle takke ham for. Han ville være der for hende uden nogen form for tøven og uanset hvornår hun havde brug for det. Han vidste ikke, hun var nervøs, for hun havde ingen grund til det. Charles var efterhånden vant til at have en følelse af nervøsitet, så han vidste det var en god ting og han havde lært at ignorere det. Han var selvfølgelig også selv en smule nervøs, men det skyldtes mere han ikke havde set hende længe og hun ikke havde fortalt ham, hvad det var hun ville snakke om. ”Det er rigtigt,” kommenterede han og sendte hende et drillende smil ved det blink han fik retur for hendes side af. Charles lagde ikke mærke til, om Kim flirtede eller ej. Det var hans tidligere bedstevens søster, så han ville helst lade være med at tænke hun ville flirte med ham. Han kunne ikke benægte, at hun var utrolig smuk og attraktiv og han skulle koncentrere sig meget for ikke at føle sig blindet af hendes skønhed. Heldigvis havde han været vant til Seths, hvilket da hjalp lidt. Han trak sig lidt på skulderen ved hendes spørgsmål. ”Jeg ved ikke hvad du vil vide Kim.... Mit liv er lav musik, studie, promote, tour, lave musik, studie…. Jeg har skrevet en ny sang…” prøvede han, hvorefter han bed sig i læben. Han havde aldrig været specielt god til at snakke om sig selv, og han så heller ikke sit liv som værende mere interessant end andres. Det var blot bare anderledes for hvad de fleste andre gjorde. Han tog et tår af sin øl, og så på hende som hun fortalte grunden til, eller hvad han måtte antage var grunden, at de skulle mødes. Han lod de grønne øjne aflæse og analysere hende. Han havde erfaring inden for det område – mildest talt. ”Vil du have det ærlige svar eller vil du have det mest moralske?” spurgte han, som han antog, hun ville have et råd fra ham. Han bed sig i læben, som hun gav ham tilbage af samme skuffe. Det irriterede ham dog ikke. ”Ha ha, hvor er du sjov..” påpegede han sarkastisk.

[Kimberly Aya Minore York]

Et af de velkendte varme smil, meldte sig på Kimberlys læber, "Så tak, du havde ikke behøvet det," sagde hun blidt og vendte blikket mod sin øl. Et sted vidste hun godt, at han var for godhjertet til andet, med mindre nogen virkelig havde pisset ham af, men det regnede hun nu ikke med var tilfældet mellem dem. Hun grinte mildt, da han gav hende ret. Der var virkelig mange ting hun ikke var gammel nok til, selvom hun blev ældre og ældre for hver dag der gik, så var der stadig nogle ting, som bare krævede en vis alder. "Åh come on, som om du ikke selv har gjort ting, du ikke var gammel nok til," sagde hun med et drillende glimt i de himmelblå øjne. Hun vidste godt alkohol, rygning og samleje var bare tre af de ting hun ikke var gammel nok til, men alligevel havde fået erfaring med.
Hun smilede varmt til ham, da han fortalte mere om sin musik end om ham selv, men et sted var det vel også fair nok, selvom det føltes som om han tog afstand til hende, men det kunne hun et sted også godt forstå, da hun stadig var i den overbevisning, at han kun havde været i seng med hende fordi hun havde sit williegen. "Må jeg høre den?" spurgte hun og gemte stikket i hjertet bag et nyt smil, noget hun efterhånden var blevet virkelig god til. Hun havde det underligt med, at sige højt, at hun havde været Dorran utro. En ting var at hun havde været det, to gange for det ikke skulle være løgn, men en anden ting var at høre sig selv sige det. Det værste af det hele, var nok at hun ikke følte nogen skyld eller fortrød. Hun førte en hånd igennem sit lange blonde hår, "To gange.. Med to forskellige.." tilføjede hun endnu lavere end før, ikke engang sikker på om han ville kunne høre hendes ord. "Det ærlige," svarede hun og tog en tår mere af sin øl. Det var underligt, hun havde mere dårlig samvittighed over at skulle indrømme det her over for Charles, end hun havde over at hun rent faktisk havde gjort det. Hun vidste jo et sted godt, at han ikke ville dømme hende, eller i hvert fald ikke ville sige det direkte til hende, hvis han dømte hende for det. Hun var ikke et eneste sekund i tvivl om, at hun kunne stole på ham og han ikke ville sige det videre til nogen. Hun smilede til ham, da han svarede sarkastisk tilbage, "Så er der i det mindste noget jeg kan finde ud af, right?" sagde hun og bed sig i læben, før hun tog en stor tår af sit glas. Det var nemmere at drikke sig fuld og glemme det hele.

[Charles Michael Lavoie]

Han gengældte hendes smil og lod de grønne øjne hvile på hende med et blidt blik. ”Jeg er her altid, når det er dig,” svarede han med en mild stemme, og lod forsat sine øjne fokusere på hende, så hun kunne se på ham, han mente det. Han havde kendt hende altid, sådan føltes det da i hvert fald, og han så hende som familie. Han lyttede til hendes grin, og fnøs ved hendes kommentar. Selvfølgelig havde han gjort det. ”Al for mange ting,” påpegede han med et drilsk smil over sine læber. Alle gjorde ting, de ikke var gamle nok til i den alder, så det var heller ikke for at dømme hende. Det var dog underligt at tænke på, hun ligeså langsomt begynde at være gammel nok til at gøre de ting, og han så samtidig vidste, hun ikke var det helt endnu. Han vidste så også hvorfor hun fik lov til at gøre de ting i højere grad – folk var tiltrukket af hende. Han forstod det godt, hun var attraktiv, også fra et helt objektivt synspunkt. Han havde også selv fået lov til mange ting, udelukkende fordi han var kendt.
Han havde altid været dårlig til at snakke om sig selv. Han vidste aldrig helt hvad han skulle og det var nemmere at snakke om musik. Det var trods alt hans liv, og der var mange af de ting, han lavede, han heller ikke måtte snakke om før et vist givet tidspunkt og han gad heller ikke sidde og namedroppe i forhold til fester, han havde været til og sådan noget. Det var bare ikke ham. Ellers var hans liv jo egentlig foruden musik, mad og gaming. Så han ville ikke afvise hende, men han synes bare ikke det var interessant for hende at høre om. ”Selvfølgelig, men det skal nok være et mere privat sted,” svarede han og sendte hende et varmt smil, uden at tænke på, at han kunne have såret hende med hans svar over hvordan det gik og hans mangel på egentlig at snakke om sig selv.
Han så på hende, som hun svarede det var med to forskellige. Han kunne lige knapt hører hende, men han hørte hende. Hans blik sagde tydeligt, at han ikke dømte hende, som det fæstnede sig på hende. Det var mere for at aflæse hendes følelser omkring det. Det virkede ikke så meget som, hun skammede sig over, hun havde været utro, men det faktum, hun skulle indrømme det. Det kunne selvfølgelig også være det bare var ham. For ham havde det været en blanding. Han skammede sig over det faktum, han havde været utro til at starte med, men omvendt så havde han haft en grund. Flora havde ikke været der for ham, så han havde mere skammet sig over, han havde gjort noget ondt ved hende for at gøre hende ligeså ked af det, som han havde været. Han nikkede kort, blot for at sige han havde lyttet, inden han tog en tår af sin øl. ”Det ærlige..” gentog han, og lænede sig ind over bordet ved at hvile sin albue mod det. ”Er at du slår op med ham, men du ikke giver ham en grund. Du kan endda gøre det over ugle eller sms, det er lige meget. Konfrontationen er ikke det værd. Det gavner hverken ham eller dig, hvis du altså ikke vil være sammen med ham mere.. Og hvis du vil, så lader du være med at sige det til ham” påpegede han, og lod sit blik vige kort, da han egentlig lidt vidste hans råd var dårligt. Han havde selv sagt til Flora, han havde været utro og han ville egentlig hellere, at han ikke havde. At han blot ikke kunne være sammen med hende, fordi han ikke var på et punkt i sit liv, hvor han skulle have en kæreste. Han troede på at behandle andre mennesker med respekt, men det var bullshit de havde et krav på at vide hvorfor. Det ændrede intet. Han tog fat i hendes hånd, som hun påpegede at det var i det mindste en ting, hun gjorde rigtigt. ”Du gør mange ting rigtigt,” svarede han med et varmt smil.

[Kimberly Aya Minore York]

Et smil meldte sig på Kimberlys røde læber, "Nu smiger du jo helt," svarede hun og blinkede til ham, velvidne om, at det var dumt og faktisk også en smule tarveligt af hende. Hun vidste et sted også godt, at han så hende som familie og det gjorde hun på rigtigt mange punkter også med ham. Dog kunne hun aldrig finde på, at have syndige tanker eller reele handlinger om sine søskende, hvilket adskilte Charles var den kategori, for selvom hun måske ikke tænkte sådan lige i nuet, så havde hun gjort det. Hun gjorde en elegant bevægelse med sine hænder, som en åbenhed overfor nogle eventuelle historier, "Jeg fornemmer historietime," sagde hun og så nysgerrig på ham. Hun ville da gerne høre hvad han havde lavet af dumme ting som teenager.
Hun ville gerne høre om de ting der foregik i hans liv, også de mindre interessante ting. Hun ville gerne høre alt, han havde at fortælle, om det så ville være noget så kedeligt som, hvad han havde spist til morgenmad, eller om han havde været i krise, fordi der var en streng på hans guitar der var sprunget og han ikke havde flere i det lager, hun var sikker på han havde derhjemme. Et charmende smil meldte sig på hendes læber, som hun lod sine fingerspidser ganske blidt stryge hans håndryg, "Altså vi kan da altid gå ud på toilettet, hvis det er," foreslog hun og blinkede flirtende til ham, igen bare fordi hun kunne. Hendes williegen havde virket på ham før, for ja hun var stadig overbevidst om, at det var den eneste grund til at han havde været sammen med hende, så det kunne jo være det ville virke igen, selvom hun dog aldrig ville sætte ham i sådan en situation igen og ville stoppe det før det overhovedet ville nå så langt og selvfølgelig undskylde.
Hun havde ikke som sådan dårlig samvittighed, nok mere overfor sig selv, da hun inderst inde godt vidste, at hun var mere værd end det her. Hun havde på to år gået fra, at være jomfru til nu at være oppe på et total tal der hed fire, hvor i blandt kun én af dem havde været en fast partner. Charles havde været hendes anden gang. Haven havde i bund og grund været en random fyr på en bar. Collin havde... Ja, well han havde været der og hun havde sit williegen med sig overalt, hvor hun gik. Hun følte sig faktisk en smule billig, hvilket var en af grundene til, at hun havde valgt at snakke med Charles og ikke Seth, han havde fået hende til at føle sig utrolig billig da hun havde været sammen med Charles, hvilket også var en af grundene til at hun havde taget afstand til ham. Saga ville sikkert bare sige det var godt gået. Cleon ville sikkert komme med en eller anden tale om, at hun skulle passe på sig selv. Det var ikke de ting hun havde brug for, at høre. Hun havde brug for en som bare lyttede og ikke dømte hende. En som kunne få hende til, at føle det var okay. At hun var okay. Hun vidste ikke om han havde hørt hendes ord, om at det havde været sket to gange, med to forskellige. Hun nikkede lidt og tog en tår af sit glas. Dog måtte hun hurtigt stille det fra sig igen og så på ham med store øjne. "Hvem er du og hvad har du gjort ved Søde Charles?" spurgte hun overrasket over at sådanne et råd rent faktisk kunne komme fra ham. Hans råd hjalp hende dog alligevel. Hun burde slå op med Dorran. Hun elskede ham ikke. Han havde stået foran fire skoler, da han havde spurgt hende om at være kærester og hvilken kælling ville hun ikke have været, hvis hun havde sagt nej til ham? Hun vendte blikket mod hans hånd, da hun mærkede den oven på sin egen. Hun rystede lidt på hovedet, "Nej, jeg gør ej, Charles," sagde hun roligt og trak lidt på den ene skulder. Hun var sin kæreste utro, hendes karakterer var mere dalende end de havde været forrig år, hun udnyttede sit williegen ved hver mulighed hun fik, hun røg, drak og flirtede med hvem end hun ville. Mange tænkte nok ikke over det, men det var et enormt pres at være en York. Hun vidste godt, hvad hun ville når hun var færdig på Hogwarts, eller hun havde i hvert fald en idé om det, men hun vidste også godt, at det ikke ville falde i god jord hos nogen.

[Charles Michael Lavoie]

Charles betragtede Kimberlys smil, og sendte hende et retur. Han kneb øjnene sammen, da hun blinkede til ham. Han var ikke sikker, men flirtede hun med ham? Han kunne ikke benægte, han var tiltrukket af hende og det krævede meget koncentration at ignorere det. ”Men det er rigtigt,” svarede han med et par nik for at understrege sin egen pointe. Han grinte af hendes kommentar, som hun rent faktisk også med sit kropsprog viste, hun var interesseret i at høre dem. ”Du bliver sgu da bare inspireret,” drillede han og blinkede til hende. Han bed sig i læben, som han overvejede om han skulle fortælle en af dem. Der var mange at vælge mellem. ”Der var en sommer, jeg drak med nogle venner. Vi løb tør for øl, og mine forældre bor i sådan et rigtigt mugglerkvarter, så de har jo bil, ikke… Og vi har ikke været mere end 15-16 år gamle, så vi tog bilen og kørte op efter flere øl…” forklarede han og kunne ikke lade være med at smile lidt over sin egen dumhed, som han fortalte historien.
Charles havde aldrig været god til det. Heller ikke om banale ting, og han antog altid, at folk ikke var interesseret i at vide det. Han havde også oplevet at mange havde en bestemt idé om hvad hans liv var og hvordan han levede det. Han tog en tår af sin øl og var ved at kløjes i den ved hendes kommentar og hendes blink. Han tog en hånd op foran munden, for at fremtvinge han kunne sluge sin øl. ”Øhm,” prøvede han og måtte sluge en gang til, da han følte øllen stadig sad fast i hans hals. Måske han skulle drikke vand i stedet. ”Tænkte mere i mit studie…” foreslog han og lod de grønne øjne hvile på hende, stadig en smule chokeret over hendes kommentar.
Charles havde hørt, hun havde været sammen med to. Han kunne dog ikke se, hvorfor han skulle kommentere det. Han ændrede ikke syn på hende af den grund. Hun var fri til at gøre som hun ville, og han ville aldrig synes hun var en billig tøjte for at have samleje med de mænd, hun nu end havde lyst til. Han ville aldrig dømme hende for det, og hun var præcis som hun skulle være. I sidste ende var den eneste hun tog til regnskab overfor, alligevel hende selv. Hvis hun følte hun var billig for at have gjort de ting, så var det en ting, men hun skulle aldrig lade andre få hende til at føle sådan. Han synes dog ikke hun var det. Han bed sig i læben ved hendes spørgsmål. ”Jeg har været meget ærlig med jeg er en idiot, jeg ved bare ikke hvorfor folk ikke vil tro på det,” drillede han og sendte hende et enkelt smil. ”Desuden. So what, du var sammen med to og du havde en kæreste…. Det kan ske, og det er okay,” påpegede han og klemte hendes hånd en enkelt gang. Han ville ikke direkte sige til hende, hvad hun skulle gøre, men bare give et råd. ”Og ham Dorran fyren… han bliver ikke lykkeligere af at vide hvorfor alligevel,” kommenterede han videre med en rolig stemme. Han nikkede. ”Jo, Kim. Du er en smuk, ung kvinde og du gør tingene på din måde og det er det eneste rigtige…” påpegede han til hendes afvisning af, om hun gjorde noget rigtigt.

[Kimberly Aya Minore York]

Selvfølgelig flirtede Kimberly med Charles. Ikke fordi hun ville i bukserne på ham, men ganske enkelt bare fordi hun kunne. "Af hjertet tak," svarede hun og bed sig lidt i læben, med et uskyldigt glimt i sine blå øjne. Hendes smil voksede en smule, "Og hvad så hvis jeg gør?" spurgte hun selv i en drillende undertone, før hun tog en tår af sin øl, mens hendes blik hvilede nysgerrigt på ham. Hun ville gerne høre hans historier og hun lyttede interesseret, da han gav sig til at fortælle. Hun kunne da heller ikke lade vær med, at grine, da han afsluttede sin fortælling, "Og det kom I helskindet igennem? Waow, imponerende," sagde hun med et smil helt op til de blå øjne. Det var rart for et øjeblik, at glemme sine problemer lidt og bare være i nuet med ham og blive bekræftet i, at hun ikke var den eneste som havde lavet lort.
Kim havde nok også altid haft et billed af Charles som en helt i gennem god mand, som altid gjorde det rigtige. Selvfølgelig vidste hun godt, at han også bare var et menneske, med alle de fejl det indebar, men hun havde set op til ham. Ikke fordi han var kendt, hun havde jo kendt ham længe før det, men fordi han var et forbilled for hende, fordi han altid var der. Han var en af dem hun vidste ville dukke op, klokken 3 om natten, hvis hun ringede og var ked af det og havde brug for ham. Hun skjulte sin morskab over hans reaktion, da hun havde forslået de kunne gå ud på toilettet. Hans forslag gjorde det dog kun sjovere for hende. Hun lod sin fod ae ham ganske blidt op og ned af hans ben, under bordet, "Well, hvis du er så ivrig efter, at få mig med hjem, såh.." sagde hun og blinkede flirtende til ham igen.
Hun grinte lidt, "Du er ikke en idiot, du opføre dig måske lidt som en, men vores opførelse definere ikke hvem vi er som personer," sagde hun og smilede til ham. Hun vendte blikket mod deres hænder, da hun mærkede klemmet han gav hendes hånd, før hun vendte et lidt analyserende blik tilbage på ham, "Prøver du, at bruge omvendt psykologi på mig?" spurgte hun og prøvede virkelig at aflæse ham, selvom han ikke gjorde det helt let for hende, men nu vidste hun i det mindste at han havde hørt hende, da hun havde mumlet det var to gange, med to forskellige. Hun nikkede lidt, "Det har du nok ret i.. Så jeg kan godt bare sende ham sms, og skrive jeg slår op?" spurgte hun, selvom hun godt vidste han ikke ville gå ind og direkte fortælle hende, hvad hun skulle gøre, men hun havde bare brug for en voksen, som kunne tage en voksen beslutning for hende. Hun sendte ham et lidt halvhjertet smil, "Du synes kun jeg er smuk, fordi jeg har mit williegen. Jeg ved godt, jeg udnyttede dig til den fest og det er jeg ked af, det var ikke min mening.. Mine karakterer er faldet over de sidste to år, meget endda.. Jeg begyndte at ryge for et år siden," fortalte hun og lod sine blå øjne hvile på ham hele tiden, for at aflæse ham.

[Charles Michael Lavoie]

Han smilede kortfattet af hendes tak. Han så på hendes over hendes smil og hendes kommentar. Han kunne ikke sidde og inspirere en tidligere vens lillesøster, men omvendt, så havde han heller ikke nogen forpligtelser til pågældende ven længere. Han var dog også nået en alder, hvor det var mere forventeligt, han opførte sig som en voksen. Han var bare et virkelig dårligt eksempel på, hvordan en voksen skulle være. ”Så fralægger jeg mig i hvert fald ansvar,” svarede han drillende tilbage. Han havde bemærket, det uskyldige glimt i hendes øjne. Lige nu prøvede han bare at ignorere alle de små signaler hun sendte, for der var en utrolig stærk tiltrækningskraft og han kunne mærke, han havde svært ved at kontrollere sine egne impulser. Han lyttede på hendes grin, inden han nikkede til hendes spørgsmål. ”Ja utrolig nok, fik vi parkeret bilen hos den købmand eller kiosk vi var ved… Godt nok skævt, men hey.. Og vi fik kørt bilen tilbage og parkeret den nogenlunde. Jeg tror egentlig aldrig de opdagede det,” sagde han med et grin, og lod kort fortidens spøgelser rumstere i hans hjerne.
Charles forsøgte også altid at gøre det rigtige. Han havde dog sit eget æreskodeks og med tiden var han også blevet klogere. Han havde altid sagt han var en idiot, han anede bare ikke hvorfor folk ikke ville lytte til ham. Han ville gøre alt for sine venner og folk, han holdt af, men han var også kun menneske. Han satte alle andre før ham selv, men han kunne også knække. Han var bare ikke god til at lade de mennesker han havde hjulpet, hjælpe ham. Han hostede efter hans forsøg på at synke sin øl og at mærke hendes fod ae hans ben. Han skubbede sig længere bagud på sin stol, og bed sig i læben. Han prøvede virkelig ihærdigt at holde sig i ro. Hvad svarede en klog? ”Jeg vil ikke have min sang bliver leaket…” prøvede han, da han ikke ville kommentere direkte på hendes ord, for uanset hvad han sagde, vidste han at hun kunne vende det til sin egen fordel. Han så på det flirtende blink han fik og så ned i bordet. Måske han skulle være på vandvognen?
Han smilede ved hendes grin og hendes kommentar. ”Det er rigtigt…” svarede han med en rolig stemme, inden han sendte hende et smil. Han var ikke enig med hende i, hvor vidt han var en idiot eller ej. Han kendte sig selv bedst, men han ville ikke diskutere det med hende. Han så på det analyserende blik og rystede på hovedet ved hendes spørgsmål. ”Nej,” svarede han ærligt. Han var efterhånden blevet god til at skjule sine følelser, men det lærte man hurtigt i det erhverv, han havde. Han kunne ikke gå rundt og vise, hvis han havde en dårlig dag og han kunne ikke give journalister noget det kunne udnytte. ”Ja.. Sagtens,” svarede han med et par nik. Han kunne sagtens være den voksne for hende, men i sidste ende var det kun hende som kunne træffe den beslutning, som var rigtig for hende. Han så på det halvhjertede smil og rystede på hovedet. ”Nej jeg gør ikke, det svare nærmest til jeg ikke kunne synes nogen mennesker var smukke hvis ikke de havde et williegen… Og jeg var den voksne, så jeg kunne have sagt nej, så der er ingen udnyttelse og karakterer er ikke alt, og damn du ryger. Nærmest alle prøver det i løbet ad deres liv og det gør ikke dig til et dårligt menneske. Jeg har røget on and off siden jeg var 16, og det er ikke det der gør, jeg har været et dårligt menneske overfor nogen.. Desuden skal man lære sig selv at kende ved at afprøve en masse…” forklarede han og så på hende med de grønne øjne med en indre ro. På det her punkt kunne han mærke, han var voksen.

[Kimberly Aya Minore York]

Et let fnøs forlod Kimberlys læber, "Jeg troede, du var voksen og ansvarsfuld," svarede hun med en drillende undertone, før et matchende smil meldte sig på hendes læber, men var det ikke en del af det, at vokse op? At skulle tage ansvar for sine handlinger. Det lød ikke særligt tiltrækkende. Hun kunne teknisk set ikke gøre for, at langt de fleste mænd følte sig tiltrukket af hende. Hun havde sine williegener, men det var jo ikke fordi hun kunne tænde og slukke for dem, som det passede hende. Selvfølgelig kunne hun skue op for sin charme, ved at flirte, danse og synge, men hun kunne slukke for det. Hun grinte let og rystede lidt på hovedet af hans fortælling, "Imponerende alligevel," sagde hun med et smil som fik selv hendes blå øjne til, at smile med.
Hun havde altid synes Charles var en sød fyr, men hun havde nok også altid kun fået lov til, at se overfladen i og med, at han havde været Seths ven og ikke hendes. Hun havde sikkert bare været, den irriterende lillesøster i hans øjne. Men hun havde også altid ment, at han var nem at snakke med, for han lyttede og var ærlig, eller, selvfølgelig kunne han være fake det, uden hun vidste det. Hun kunne ikke lade vær med, at grine let da han skubbede sig længere bagud på stolen og stoppede sin fods aeen af hans ben. "Du er så nem, ved du godt det?" spurgte hun drillende, som hun havde sat albuerne mod bordet og lænet sig frem. Hun lod sine klare blå øjne søge hans. "Men nej, selvfølgelig vil du ikke det. Hvad handler den om?" spurgte hun ind til sangen og tog en tår af sin øl.
Hun smilede til ham, "Yeah.. Men hey, chicks digs the good boys, with the bad boys attitude," sagde hun med et frisk glimt i sine øjne. Igen, hun vidste godt, at den Charles hun kendte, nok kun var en brokdel af den han var, for hun var stadig ret sikker på, at hun var i den kasse, som hed 'vens lillesøster' og ikke andre kasser. Måske 'off limit' meeeen.. Hun kneb øjnene en smule sammen, i et forsøg på at finde ud af, om han mente det eller om han brugte en eller anden form for voksen fælde, til at få hende til at indse, hvad der var det rigtige og hvad der var det forkerte, at gøre i en situation som denne, men måtte opgive og bare tage hans nej, for gode vare, hvilket fik hende til at nikke lidt. Hun mærkede en lettelse over hans ja, "Okay," sagde hun med et par små nik. En sms og så var hun uden om alt det. Hun fiskede sin mobil op af lommen, og sendte sms'en. Kort og direkte med ordene 'jeg slår op.' Bum. Det var gjort. Hun åndende nærmest lettet op og lagde mobilen tilbage i lommen, og lod sit blik finde hans igen. "Tak, Charles," sagde hun med et varmt smil over sine læber.
Hun rystede lidt på hovedet. "Det er ikke det samme. Folk kan sagtens være smukke uden williegenet, det ved jeg godt, men jeg ved også godt, at en ikke-willie er nemmere, at afvise end en som mig," svarede hun roligt og så ned i sit ølglas, ja hun satte nok sig selv i en bås, men hun var vel også halvt monster, hvis man så rent genetisk på det. Men omvendt, så ønskede hun heller ikke, at diskutere med ham, hvis skyld det havde været, for i bund og grund havde det vel været dem begge. Det var nemmere bare, at gøre det hun efterhånden havde fundet ud af, fungerede bedst for hende. Flirte, hvilket fik hende til, at lænede sig indover bordet, meget bevidst om, hvor hun lagde sine armes tryk, for at fremhæve sin barm i den nedringet bluse hun havde på. "Udnyttelse eller ej, så du er stadig det bedste samleje, jeg har haft," sagde hun stille, så det kun var ham der kunne høre det og ikke hele kroen, før hun blinkede flirtende til ham igen. Hun bed sig let i læben, "Jeg ved godt karakterer ikke er alt, og jeg skal ikke bruge det til noget, når jeg bliver færdig på Hogwarts anyway, men jeg er ikke sikker på, om jeg overhovedet vil kunne graduere til næste år," indrømmede hun og trak lidt på den ene skulder. Hun fandt en pakke smøger frem fra sin jakkelomme, og lagde dem på bordet i mellem dem, "Så det vil ikke genere dig, hvis jeg tænder en? Lige her, lige nu, lige for øjnene af dig, selvom du ved jeg ikke er gammel nok til, at købe dem. Præcis ligesom øllene?" spurgte hun og tog en smøg ud af pakken og skubbede derefter pakken over mod ham, da han lige havde fortalt han selv havde røget on and off. Han virkede så underligt rolig, eller selvsikker, i de ting han sagde.

[Charles Michael Lavoie]

Charles så på Kim som hun fnøs. ”Der troede du forkert,” svarede han direkte tilbage, inden han blinkede til hende, da han vidste hun drillede ham. Charles kunne sagtens tage ansvar for hvad han lavede, men det gjorde ham nødvendigvis dog ikke til en god voksen, for det var han ikke. Han grinte lidt for sig selv, som han huskede hans egen dumhed i hans yngre dage. Det var ikke fordi den dumhed var forsvundet. Han gjorde al for mange dumme ting, ligeså snart han fik nok alkohol indenbords. ”Jah… det er et ord for det,” svarede han med et forsat grin over sine læber.
Charles indrømmede gerne, han havde en side han viste Kimberly, og så havde han haft en side, som han havde vist til hendes storebror. Den side, så hendes storebror dog ikke længere. Der var jo den forskel, han havde været venner med Seth. De havde også været mere end bare venner, for de havde gået klods op og ned ad hinanden i flere år, og haft deres tjørn. Kim havde været hans søster, så han havde med vilje vist sig selv med den bedste opførsel, han kunne fremmane. Han havde dog aldrig set hende som værende irriterende eller nogen form for byrde. Charles kunne mærke hans krop først slappede af, da Kim stoppede med at ae ham over benet med foden. ”Jeg er glad for jeg kan underholde dig,” svarede han med et opgivende suk. Ja, han vidste godt han var nem. Han havde dog stadig en samvittighed, selv hvis Seth ikke havde haft det. Han lod sine øjne fange af hendes og bed sig i læben ved hendes spørgsmål. ”Om et forhold der ikke virker, selvom man tror man gør det hele rigtigt.. En man ikke kan glemme, og stadig vil elskes af, så man håber at de vil lyve om det..” svarede han og trak lidt på skulderen. Det lød underligt, bare at skulle forklare det i stedet for at vise hende teksten. Han rømmede sig lidt, som han tog en tår af sin øl. Ja, han havde skrevet den og han havde virkelig blottet et stykke af sig selv i den.
”Gør de?” spurgte han direkte og sendte hende et varmt smil. Han så på hende som hun kneb sine øjne sammen. Han kunne godt regne ud, hun prøvede at analysere ham. Der var dog ikke nogen fælde i hans ord og selv hvis der havde været det, så havde han fået træning i hvordan han skulle udtale sig til andre og hvordan han kunne skjule sit humør, følelser og what not. Han var blevet sværere at læse end han havde været før i tiden – og den eneste grund til han lod sig selv hoppe i med begge ben med alt det Kimberly gjorde, var at han kendte hende og lod sine parader sænke sig i hendes nærhed. Han lod de grønne øjne hvile på hende, som hun fandt sin mobil frem. Han var sikker på, hvis hans mor havde hørt det råd han havde givet hende, havde han fået så meget skæld ud og hun havde bedt Kimberly om at gøre det ansigt til ansigt. Han kunne ikke se hvorfor. Her havde hun en nem måde at slå op på. Hun skulle ikke forholde sig til, at hun sårede ham eller at skulle se på ham. Hun kunne ikke blive fanget i en situation, hvor hun skulle forklare og hun var ikke voksen. Hun behøvede ikke at få det ansvar over sig. Han fangede hendes blik, og sendte hende et blidt smil som svar på hendes tak.
”Om du havde haft det gen eller ej, så havde jeg med al garanti ikke afvist dig, den aften,” svarede han ligeledes roligt. Han gad ikke gå i detaljer med hvorfor. Det var lang tid siden, men det var sandt. Havde det ikke været hende, havde det blot være en anden han var vågnet op ved siden af. Han så på hende, som hun lænede sig indover bordet og prøvede at fastholde sine øjne på hendes ansigt, i stedet for den barm hun tydeligvis gerne ville fremhæve. Hun duftede fantastisk, og hun var så forbandet smuk og han vidste, han ikke skulle indtage mere øl end den ene. Hans endorfiner ville så gerne spille ham et puds. Han hørte hendes stille ord og så hendes blink. Han hostede en enkelt gang for at vende tilbage til virkeligheden, i stedet for at være fikseret på hendes duft og alt andet, som var tiltrækkende ved hende. ”Jeg er.. øh… smigret,” svarede han og kløede sig let i nakken. Det smil, der var på hans læber var skævt og akavet. Han vidste ikke, hvordan han skulle reagere. Det var lidt ligesom når man mødte en fan og de begyndte at græde. Han krammede dem, men han forstod det aldrig helt. Det var jo bare ham. ”Og så finder du af det og du kan spørge mig om hjælp.. eller Saga og Cleon, og sikkert også mange andre… og ellers er du med garanti på ingen måde den første, der går et år om,” forklarede han og så på den pakke smøger hun trak frem. ”Nej. Hvorfor skulle det det? Jeg bestemmer ikke over dig og det ville være dobbeltmoralsk af mig at skælde dig ud for noget jeg selv har gjort i din alder,” svarede han ærligt, inden han tog imod en smøg og fandt sin stav for at tænde den.

[Kimberly Aya Minore York]

"Pff, ja, man tror man kender folk ik," sagde Kim med det drillende og blinkede til Charles. Hun vidste godt, at hun på mange punkter var moden af sin alder, men hun var også stadig teenager, og hun havde følelserne helt uden på tøjet, selvom hun var god til at skjule dem og drukne dem, så var der hele tiden. Hun grinte let, "Det er da imponerende," sagde hun med et smil som nærmest gik fra det ene øre til det andet. Det var vel ikke så underligt, at hun selv havde den opfattelse af, at hun altid ville have stemplet 'Seths lillesøster' stående i panden. Hun bed sig i læben og hørte hans opgivende sukken, "Undskyld," sagde hun stille og rømmede sig lidt, før hun vendte blikket mod bordet, for at undgå hans øjenkontakt. Hun vidste jo godt det ikke var fair af hende, williegen eller ej, så burde hun ikke have gjort det, men det var bare blevet så let for hende, at få hvad hun ville have på den måde. Ikke fordi hun ønskede noget bestemt fra ham, men bare fordi... Ja, det var vel opmærksomheden hun savnede. Den ægte opmærksomhed, og ikke den som hun fik på grund af sit williegen. Hun havde nok efterhånden bare glemt, hvordan det føltes. Hun lyttede som han fortalte, hvad sangen handlede om, "Jeg vil rigtigt gerne høre det," sagde hun ærligt og sendte ham et varmt smil. Hun elskede at høre de sange bandet skrev, især dem hvor hun kunne høre, teksterne kom fra hjertet.
Hun tog en tår af sin øl, mens hun nikkede lidt, "Oh yeah, big time. Jo mere damned up og ødelagte I jer, jo mere vil vi ha' jer," svarede hun og grinte let, skræmmende men sandt. Måske ikke alle kvinder, men mange. Måske det var det moderlige gen, som ville redde og passe på, og troede på det gode i alle mænd, uanset hvad. Eller også var kvinder bare utrolig naive, det var selvfølgelig også en mulighed. Hun mærkede dog et ubehageligt stik i hjertet, over hans svar om, at han ville have været gået i seng med hende om hun havde haft sit gen eller ej. Den aften. Betød det, at han ikke ville have gjort det en hvilken som helst anden aften? Havde hun bare været der og han havde været liderlig? Hun havde kysset ham, og så havde hun været nem? Billig? Hun viste dog ingen af de tanker eller følelser han satte i gang i hende, i stedet for sendte hun ham blot et smil og nikkede lidt. Han beviste vel bare hendes pointe om, at piger/kvinder ville have en good boy med en bad boy attitude. "Well, det betød jo heller ikke noget. Det var bare samleje," svarede hun og trak lidt på den ene skulder og tog en tår mere af sin øl, for at skylle følelsen af sig. Hans næste ord og manglende reaktion på, hendes måde at sidde på og hendes tilsyneladende mislykkedes forsøg på at flirte med ham, gjorde det ikke ligefrem bedre. Ikke fordi hun ønskede han skulle hoppe på hende, men bare en eller anden form for bekræftelse, havde været rart. Han var smigeret. Intet 'i lige måde' eller bare et 'du var også god'. Intet. Han var smigeret og det var dét. "Burde du også være," svarede hun blot, taget i betrækning hvem han var oppe imod, så ja, så burde han vel været smigeret. Det gjorde ondt, dog uden hun viste det eller sagde det, men det var Charles af alle. Hun havde ikke følelser for ham på den måde, men det var bare.. Underligt. Men hun vidste selvfølgelig heller ikke, hvordan han kæmpede en indre kamp. "Jeg har ikke lyst til, at gå et år om. Jeg vil bare havde de her sidste år overstået, så jeg kan komme videre i livet," svarede hun og trak lidt på den ene skulder. Hun var skoletræt og hun vidste godt, hvad hun ville efter Hogwarts. Hun grinte let og tændte sin smøg indover lyset, som stod på bordet og tog et hvæs, "Okay," sagde hun og smilede, mens røgen sivede ud af sin mund ganske langsomt.