I just gotta do it..

[Deleted]

Hun var vred, såret og skuffet på samme tid og hun kunne slet ikke forstå at han ikke kunne se hvor absurd hans påfund var. Han burde være der for hende og Derek, ikke vare smutte fordi han skulle lege helt. De havde fået deres søn tilbage og selvom Zarina naturligvis helst så at Judas fik suget sin sjæl ud i Azkaban, så skulle det ikke være for enhver pris og hun havde virkelig ikke lyst til at miste Ryan over det. Så heller lade idioten være på fri fod, så længe han ikke rørte hendes familie kunne hun vel et eller andet sted være ligeglad.
Selvfølgelig var hun det ikke, det havde hun for stor retfærdighedssans til, men hun fortrak stadigvæk hendes families sikkerhed over andres og hvis det gjorde hende til et egoistisk menneske then so be it.
"Ja! Jeg kan nemlig lige præcis huske hvordan jeg havde det! Og nu beder du mig om at gå igennem det igen!" Hun hævede tilsvarende stemmen af ham. "Så skal jeg bare sidde herhjemme og håbe på at jeg ikke får nyheden om at du er blevet slået ihjel. præcis som jeg skulle med Derek!" Hvor var det dog frustrerende at han ikke kunne se det.
Hun slog opgivende ud med hånden, "jeg ved godt at du er motiveret og du er en ufattelig dygtig autor, men det er der også andre der er, det behøver ikke afhænge af dig." Hun ville så gerne have ham til at indse at det ikke var hans ansvar at bringe Judas ind.

Hun kunne slet ikke se at han gjorde det for dem, for hende virkede det mere som en eller anden manddomstest han mente han skulle igenne. "Ja Gu fanden angriber jeg dig! Du planlægger at smutte og efterlade din familie uden så meget som at spørge mod først om jeg ville være okay med det!" Snerrede hun i afmagt. "Hævn løser ingenting! Det burde de have lært dig på aurorskolen!"
Som han pludselig trak hende imod sig kæmpede hun først lidt imod, dog ikke nok til at hun ikke blev trukket ind til ham. Hun gjorde dog ikke noget for at kæmpe sig ud af hans greb igen for den eneste grund til hun var sur var jo fordi at hun var bange for at miste ham. I stedet for at gøre modstand brød hun sammen. Hun gemte sit ansigt i hænderne som hun lænede sig imod hans bryst og faldt sammen imod ham. Hun snøftede og så op på ham, "hvordan i alverden skulle jeg ellers have taget det?" Sagde hun grådkvalt. "Jeg vil heller ikke miste dig, men du må ikke bede mig om at gå igennem alt det igen. Det kan jeg simpelthen ikke." Sagde hun fast og lod sine arme snige sig omkring ham som hun lod sin pande hvile mod hans skulder.

[Deleted]

Det var ikke fordi at Ryan syntes det her var nemt, det var jo ikke som om han ikke havde tænkt alle de ting som hun sagde: "Men Zarina hvis han tog Derek igen... Eller hvis han tog Scott, eller Kayla eller en anden vi kenders barn... Så ville jeg hade mig selv for ikke at have gjort noget, når nu jeg har muligheden" sagde han, han kunne da sagtens bilde sig selv ind at det var ikke noget han ville tænke nærmere over, men jo, han ville have så dårlig samvittighed over at han ingenting havde gjort. Han kunne da også prøve at bilde hende ind at han ikke ville blive dræbt, og det havde han da heller ikke tænkt sig. Men han vidste jo godt at det ikke var ufarligt at kravle ind i Judas' team.
Ryan ønskede ikke at hun græd, og han lagde sine arme tættere omkring hende som hun græd ind i mod hans brystkasse, som han skuede længere ind i rummet hvor Derek sad og legede med et tog som om han slet ikke havde opdaget at der foregik noget. Det var vidst også fint nok, for Ryan og Zarina havde vidst rigeligt i selv at finde ud af tingene lige nu. Han elskede virkeligt hans lille familie og han ønskede ikke at ødelægge den.

"Zarina... Jeg kommer hjem igen" sagde han roligt, han følte nærmest han bare skulle sige til hende at han ikke tog afsted, men alt i ham sagde bare at det var det helt rigtige at tage afsted: "Judas får ikke ramt på mig..." sagde han roligt og kiggede ned på hende, stadig med armene omkring hende.
"Men jeg tror virkeligt på at jeg er en af de eneste der kan få ramt på ham" sagde han og lod en hånd tørre hendes tåre væk, som han kort kyssede hendes pande: "Jeg ved godt du vil hade mig for det, men tænk lige på hvor lettede vi kan være når han er langt væk i Azkaban" sagde han og sukkede kort.
Han ville virkeligt gerne afsted, men naturligvis kunne han ikke bære hvis han skulle være uvenner med Zarina over det, og da slet ikke nu hvor han havde et barn sammen med hende, som han jo også elskede himmelt højt.

[Deleted]

Hun så væk fra ham. Tydeligvis overvejede hun hans ord. Hun vidste at det betød meget for ham at få lov til at være med til at indfange Judas, men samtidig hadede hun at han ikke bare kunne lade det være op til nogen andre. Hun brød sig dog hellere kke om at stå i vejen for ham, men hun vidste at hun ikke ville kunne bære at gennemleve det samme mareridt en gang til.
"Jeg forstår bare ikke hvorfor det er så vigtigt for dig..." Hun tøvede lidt. "Eller jo jeg forstår det godt...men jeg synes stadigvæk at det er for farligt. Jeg ville ikke kunne klare at miste dig." Indrømmede hun og lod hovedet hvile mod hans skulder. "Tiden hvor Derek var væk var den værste tid i mig liv, hvis du går til Judas vil jeg skulle sidde og frygte for dit liv hver eneste dag. Det er jeg ikke sikker på at jeg kan klare." Indrømmede hun. Hendes stemme var hæs efter hendes sammenbrud, men dog blid.

Hun flyttede sit blik op mod hans. Der var tydeligvis tvivl gent i de blå øjne. "Du kan ikke vide om du kommer hjem igen. Judas er ikke en mand man løber om hjørner med." Sagde hun ligeud. Hun ville bare ikke have at han lovede hende mere end han kunne holde, det ville være så let for Judas at slå ham ihjel over en eller anden ubetydelig ting.
En ny tåre banede stille vej ned over hendes kind som han tørrede de forhenværende væk. "Lettede? Der vil altid være fare. Bare se på det der skete i ministeriet." Sagde hun en smule opgivende. Noget i hende sagde hende at hun lige så godt kunne opgive at overbevise ham om at han skulle blive, for sådan ville det alligevel ikke ende. Han var ret stålfast når han havde sat sig noget for - det havde jo været en af de ting ved ham hun var faldet for.
"Jeg kan ikke forhindre dig i at tage afsted. Men jeg vil hade hvis du gør." Sagde hun så i et stille tonefald. Hun havde ikke lyst til at være sur på ham, men hun ville da blive skuffet hvis han valgte at rejse væk for en lille del af hende ville føle at han valgte jobbet over hende og Derek selvom hun godt var klar over at det ikke kunne sættes op på den måde.

[Deleted]

Ryan sukkede roligt, nok mest fordi han snart ikke vidste hvad mere han skulle sige til hende: "Folk er undercover hele tiden Zarina, det kommer til at gå fint" sagde Ryan, faktisk var han overhovedet ikke bange, han var ikke nervøs for at han skulle ende med at dø. Judas var en farlig mand, men Ryan stolede virkeligt på at ministerede og hans makker vidste hvad det var de rendte og lavede.
"Det forstår jeg godt, men jeg ved ikke om jeg kan leve et liv uden at vide jeg har gjort absolut alt jeg kan for at stoppe Judas" sagde han, han vidste jo udemærket godt at det var egoistisk af ham, selvom han måske mente han gjorde det for både Derek og Zarina. Han havde bare brug for at få Judas ned med nakken, han skulle aldrig igen få lov til at skade nogen i denne her verden, og slet ikke de folk som Ryan elskede mest: "Jeg vil heller ikke miste dig" sagde han og kyssede hendes kind som han lagde sine arme omkring hende. Ryan og hende havde jo været sammen nogen år efterhånden og han elskede hende virkeligt.

"Jeg er nødt til at tage afsted zarina, men jeg skal nok sørge for at komme hjem igen, det lover jeg.." sagde han og slap hende roligt så han kunne kigge på hende igen. Han elskede hende virkeligt, ligesom han elskede Derek.
"Måske vi burde få os noget at spise inden Derek bliver alt for sulten" sagde han og kiggede hen i mod den lille dreng der sad og legede på gulvet. Ryan elskede virkeligt den lille familie han havde fået skabt, generelt så elskede han bare sit liv.
Men efter det her med Derek vidste han også at der var nødt til at ske nogen ting, og han havde brug for at være sikker på at Judas aldrig nogensinde ville komme til at røre Derek igen, det var han alt for dyrebar til. Han smilede til Zarina: "Tak fordi du ikke forhindre mig i det" sagde han roligt, selvom han vidste det var hårdt for hende, så ønskede han ikke han skulle tage afsted imens de var uvenner.

[Deleted]

Hun kunne ikke møde hans blik i det han sagde. Modsat ham var hun slet ikke overbevist om at han ville slippe godt fra det og alene tanken om at miste ham var så ødelæggende at hun næsten ikke kunne være i sig selv. "Godt, så er der da én af os der tror på det." Mumlede hun lidt dystert. Hun vidste at Ryan var en fantastisk autor, og hvis nogen kunne gå Judas ned med nakken så var det helt sikkert ham, men for pokker hvor brød hun sig ikke om ideen.
Zarina sukkede dybt, "I know," svarede hun blot. Hun kendte ham jo trods alt. Igen var hun jo heller ikke som sådan sur over at han ville afsted - igen brød hun sig ikke om ideen, men det der havde gjort hende så rasende var at han ikke havde ment det var noget de skulle tage stilling til sammen.

Hun puttede sig lidt ind til ham og bare nød hans duft. "Jeg er stadigvæk sur på dig." Informerede hun skønt det ikke lød særlig overbevisende. Men han havde jo også ret. Han havde allerede sagt ja og hun ville ikke at de sidste ord hun havde sagt til ham inden han drog af sted, skulle være ord sagt i vrede.
"Godt, for hvis du dør slår jeg dig ihjel." Informerede hun og prikkede ham på brystet, dog var hendes udtryk en del mildere da hun mødte hans blik. Selv et svagt smil kunne antydes i den ene mundvig. Hun nikkede kort til den del med aftensmaden og løftede sig så op på tæerne for at placerer et kys mod hans læber.
"Well, du kommer til at skulle gøre det godt igen mister." Påpegede hun sigende. Hun var ikke okay med det, men hun kunne heller ikke forhindre ham i at tage afsted.

[Deleted]

Ryan anede slet ikke hvad han skulle sige til hende, det var jo ikke fordi han ikke kunne forstå hendes frustration, han ville bar eså gerne hun også forstod hvordan han havde mange grunde til at ville gøre det. Ryan ville virkeligt gøre næsten alt for at få ramt på Judas, det gjorde så ondt på ham at den mand havde gjort så mange dårlige ting for hans familie og Ryan havde brug for at han blev straffet en gang for alle.
"Lad være med det..." sagde han lige så blidt som hun konstaterede at hun var sur, som han bare nød at have hende i sine arme. Ryan elskede virkeligt Zarina, og han var generelt en kærlig fyr der bare altid kommittede sig 100% i de forhold han havde, Masja, Brooke, Adriela og nu Zarina. Det var da ikke fordi det var mange kærester og han var jo som sådan ikke uvenner med nogen af dem, den eneste han ikke talte med mere af Adriela.

Som hun kyssede hans mundvig, smilede han ved hendes kommentar: "Det skal jeg nok holde i menté" sagde han afslappet, han havde ikke planer om at tage afsted og slå sig selv ihjel, han havde bare planer om at få retfærdighed for Zarina og sin søn.
"Virkeligt? Mon ikke godt jeg kan det" sagde han og sendte hende et smørret smil, Ryan følte sig stadig som en på tyve, selvom han snart fyldte tredive. Han kunne faktisk slet ikke forstå at han var ved at være som gammel.
En del af det huskede Hogwarts som var det i går og huskede stadig hvordan han stod og krammede alle sine venner da de skulle til at gå ud, skolen var en stor del af hans liv og en del af ham fortrød da også at han ikke var endt med at blive professor deroppe. Men han var nu engang glad for at være auror.

[Deleted]

Zarina vidste godt at det var noget Ryan blev nødt til at gøre, men det betød ikke at hun brød sig om det. Hun hadede måden han havde gjort det på og hun var sur over at han ikke kunne indse at det ikke var en beslutning han kunne tillade sig at tage udenom hende. En ting var hvis de bare havde været kærester, men de havde trods alt en søn sammen som i aller højeste grad burde betyde mere end at få Judas ned med nakken.
Det vidste hun jo også godt at han gjorde, men det var bare svært at se når Ryan så tog så egoistisk en beslutning. Dog ville hun ikke være sur på ham når han tog afsted, men hun havde heller ikke tænkt sig bare at sidde herhjemme og lege husmor imens han var væk. Måske hun alligevel skulle tage Haymitch op på tilbudet om at lave lave noget musik. Hun havde i hvert fald brug for at gøre noget der kunne holde hendes tanker væk fra en fare Ryan smed sig selv i.

Hun smilede da han sagde at hun ikke skulle være sur og selvom smilet ikke var falskt var der alligevel en usagt sandhed i at han ikke ville slippe så let og at dette her ville blive taget op igen så snart han kom tilbage. Hun havde brug for at hun kunne regne med ham og det følte hun bare ikke at hun kunne når han traf sådanne beslutninger udenom hende. "Ja det må du vidst hellere." Kommenterede hun med endnu et svagt smil.
Hun gav ham en mindre dumflad da han sendte hende sit smørrede smil. "Vi får se," svarede hun en smule drillende. Hun kyssede let hans læber og tog så en dyb indånding. "Nå, vi må vidst hellere få lavet noget mad." Konstaterede hun så og gav ham et ekstra kys før hun slap ham. Hun begav sig ud i køkkenet hvor hun begyndte at rode med gryderne så de kunne få noget mad på bordet.

//out