I'm alright, really

[Deleted]

Sted: Hogwarts - gangene
Tid: Eftermiddag
Tag: Mayson Carver

"Lad nu være, Marc!" Alexis lød helt ulykkelig, næsten på grænsen til at græde. Hun havde ikke lyst til at nå dertil, men det var simpelthen begyndt at tage overhånd. Han ville ikke lade hende være! Ligemeget hvor hun gik hen dukkede den et år ældre Gryffindor elev op og drillede hende. Han tog hendes bøger, stjal hendes taske og andre ting når han kunne komme til det, og fik ofte sine kamerater til at gøre det samme. Hun vidste simpelthen ikke hvorfor han gjorde det imod hende! Hun havde intet gjort ham - men umildbart havde det været sådan siden første år, og det var gradvist blevet værre som teenageårene for alvor var slået ind og Alexis ikke udviklede sig helt på samme måde som mange af sine klassekammerater.

Alexis var stadig genert og glad for at sidde med sine bøger og læse. Hun lavede sine lektier til tiden, hun studerede ekstra og var villig til at hjælpe professorerne. Det var ikke første gang hun var blevet kaldt nørd men hun var også ligeglad. Mange af dem på hendes eget kollegium var selvfølgelig også glade for at lave skolearbejde, men åbenbart blev hun set som et nemt offer når hun gik alene ned af gangen med bøger i favnen, som den ældre Gryffindor elev havde taget ud af hænderne på hende og kastede frem og tilbage til hans kammerater. "Du kan bare komme og hente dem, Williams" Alexis så på ham med så meget utilfredshed hun kunne mønstre. "Gi mig mine bøger!" en smule hårdere og med mere kraft end første gang. Hun gad ikke mere! Hun ville bare hen til opholdsstuen og være alene. Specielt fordi hun lige nu også var ked af det over det der skete.

[Mayson Carver]

Mayson havde lige afsluttet dagens sidste time - besværgelser. Han var begyndte at følge ret godt med, ikke at han lå som værende blandt de bedste i klassen, men i det mindste var han heller ikke længere den værste. Han ønskede virkelig brændende at blive auror, men realistisk set var han nok ikke så heldig. For det første på grund af hans udseende, han havde forbud fra ministeriet om at opholde sig steder hvor mugglere holdt til - hvilket nok ville gøre det lidt svært at blive auror så eftersom de jo tog dertil hvor tingene skete, mugglere eller ej.
Udover den del var han heller ikke hundrede procent sikker på om hans karakterer var gode nok, men den del kunne i det mindste forbedres. Han prøvede på ikke at lade sig tynge over viden at han snart var færdig på skolen. Han havde ikke lyst til at slutte. Hogwarts var det bedste der nogensinde var sket for ham.
Han løsnede det gul- og sortstribet slips en smule og åbnede kappen. Man kunne godt mærke at det var blevet sommer, eleverne virkede alle klar til at tage på sommerferie og 7. års eleverne virkede klar til at drage videre ud i livet. Så var der bare ham. Måske han skulle begynde at læse til professor i stedet, så ville han stadigvæk kunne blive på skolen.

I det samme hørte han lyden af latter og han kiggede ned af den gang han var ved at passerer til højre for ham. Et par elever stod og kastede rundt med bøgerne der tilsyneladende tilhørte den lyshåret pige som forsøgte at vinde dem tilbage. Han stoppede lidt op for lige at sikre sig at at han blandede sig på det rigtige grundlag.
Han kunne godt genkende Gyffindoreleven, ikke at Mayson kunne huske hans navn, men han vidste at det ikke var første gang han havde set ham skabe problemer for de yngre elever på skolen. "Hey!" Kaldte han og gik mod dem i et hurtigt tempo. Han stoppede op foran dem og så fra den ene til den anden. Det var i disse situationer at hans dæmoniske udseende sommetider kom ham til hjælp, han kunne virke virkelig intimiderende uden på nogen måde at være det, men udelukkende fordi han lignede noget der var blevet trukket ud af et mareridt. De gule øjne låste sig på Gryffindoreleven. "Giv hende sine bøger tilbage." Kommanderede han bestemt. Halen bag ham svajede fra side til side som en kats.
Der var selvfølgelig også altid muligheden at eleverne følte at det var smarte og modige og i stedet for at blive bange for ham, ganske enkelt gjorde grin med ham. Det havde især gjort ondt de første gange, men han havde efterhånden vænnet sig til det. Skule sandheden frem hadede Mayson konfrontationer og forsøgte helst altid at gemme sig væk for at undgå dem, men ikke når han bar sit Præfekt skilt, med det fulgte et ansvar og han var utrolig loyal overfor det.

[Deleted]

Alexis var ved at opgive. Han grinte så meget af hende og syntes det var ih så sjovt at hun kæmpede imod. Det krævede mange kræfter ikke at få tåre i øjnende, og hun endte med at tage en dyb indånding, rette ryggen og bare kigge på ham. Kæmpende mod en let bævren i underlæben. Hun var simpelthen blevet for stor til det her! Hun var femten år gammel og ikke nogen lille pige! Hvis nu de bare lod hende være!

Let forskrækket vendte hun sig, som en person blandede sig ind i hendes eget personlige helvede og gik imod dem med højt tempo. Hendes øjne blev en smule større og hun blev ufrivilligt nervøs ved synet af ham. Hun vidste godt hvem Mayson var. han var præfekt for Ravenclaw, men mest af alt, var han kendt som drengen med den mærkelige forbandelse. Mange af de yngre første og andenårs var bange for ham, og Alexis selv havde sin nervøsitet i hans nærvær. Ikke fordi han havde vidst sig fra andet end en venlige vinkel når hun havde set ham omkring på slottet, men det var nok frygten og nervøsiteten for det ukendte. Men at han blandede sig på hendes vejne for at hjælpe netop hende, gjorde med det samme at hun mistede noget af anspændtheden, mens hun langsomt drejede blikket tilbage til Gryffindoreleven.

Han så alt andet end begejstret ud. Faktisk så han direkte ond ud, ved synet af den anden dreng. Alexis vidste ikke om de havde noget yderstående med hinanden, men det virkede til at den anden faktisk blev mere opildet og arrig af at blive tiltalt på den måde, end han indordnede sig efter at Mayson faktisk kunne tage point fra ham. Alexis var faktisk ikke helt sikker på hvor meget magt en præfekt havde, men det var mere end en vejleder. "Hun kan da bare komme og tage dem.. Eller vil du til at hjælpe skønheden, dit udyr!" Alexis kiggede forskrækket på ham ved den hårde tone og bakkede en smule væk. Hun brød sig ikke om problemer. Slet slet ikke.

[Mayson Carver]

Mayson kunne næsten på forhånd mærke at det ville blive en af de gange hvor han desværre skulle igennem en konfrontation. Det stod nærmest skrevet i Gryffindorelevens blik. Hadet og afskyen. Mayson forsøgte at forberede sig mentalt på hvad der nok ville komme. Han var ikke så skarp i comebacks som hans bedste ven Luke, desværre. Mayson var langt mere typen der ville snakke om tingene og kramme det ud hvis han havde mulighed for det. Altså måske ikke lige i denne situation, men sådan overordnet.
Og der kom det, fornærmelsen omrking hans udseende. Lige nu kunne han reagerer på to måder, enten tage det til sig og blive såret over det, eller han kunne gøre det som han prøvede at lære sig selv hen af vejen: spille med på det. Han kunne sikkert også give eleven en omgang tæsk hvis det var det han ønskede, men Mayson frastødte vold så selv hvis han kunne - hvilket uden at have høje forventninger omkring sig selv han godt mente han kunne - så ville han aldrig bevæge sig ned på det niveau.
Det kunne godt være at han ikke så stærk ud grundet hans spinkle bygning, men han var hurtig, meget adræt og hans hale fungerede næsten som en ekstra arm og med samme styrke. Han kunne let holde sin egen kropsvægt med den.

Men dette skulle ikke på tale. I stedet rettede han ryggen og lod hovedet tippe lidt på skrå han slog armene over kors og så på fyren med et næsten afslappet blik. Han var en høj dreng når først han rettede sig helt op. Et smil formede sig på hans læber og afslørede de spidse vampyrligende hjørnetænder. "Er det virkelig det bedste du kan komme op med? Så hvis jeg er udyret, og hun er skønheden," han gjorde et nik i retning af den uheldige pige, "gør det så dig til...Gaston? Spoiler alarm, hans historie endte ikke specielt godt." Mayson skar en grimasse og tog så endnu et skridt frem mod Gryffindoreleven. "5 point fra Gryffindor for at skabe uro på gangene - jeg ville have trukket ti, men dit sørgelige forsøg på en fornærmelse gav mig medlidenhed med dig. Giv hende så hendes bøger tilbage inden jeg melder det ind til en professor og du ender med at få eftersidning resten af året."
Han var stor modstander af mobberier især fordi han selv var så let et offer, men lidt havde han trods alt lært fra sin bedste ven. Som man sagde, hvis ikke det dræbte dig gjorde de en stærkere.

[Deleted]

Alexis kiggede fortabt fra den ene til den anden. Hun ville gerne bare have sin taske, gemme sig væk i en lænestol og aldrig nogensinde tage en konfrontation af nogen art igen. Hun foretrak virkelig bare at få lov at sidde for sig selv, læse en god bog eller hygge sig med noget kreativt. Men nej, det havde hun ikke fået lov til i dag.
Hun bed sig i læben, som Gryffindoreleven kom med sit udbrud, tydeligt utilfreds, men genfandt noget ro ved at se at den anden tog det med knasende ro. Hun krummede sig en smule sammen som der blev lavet et nik imod hende. Hun ville helst være så usynlig som muligt lige nu

Gryffindoreleven syntes nærmest at opstarte en stirrekonkurrence, der sydede af had over at have mistet kollegiepoint. Men efter lidt tid vidste han trods alt bedre end at vove et år med eftersidninger. Bøgerne blev næsten kastet ind i favnen på Alexis der kom med en gispende lyd som hun tog imod dem og krammede dem ind til sig. Hun kiggede frygtsomt efter dem, til de var langt nok ude af syne til hun vovede at dreje blikket til den ældre elev. "Tak"

[Mayson Carver]

Mayson kunne stadigvæk mærke sit hjerte hamre afsted skønt han virkede cool på ydresiden. Hvad der altid afslørede ham var halen. Som havde den sit eget liv kunne man – alt efter hvor godt man kendte ham – læse ham på den. Var han ophidset slog den store mekaniske slag bag ham som en kat klar til angreb. Var han begejstret var den mere blød i siagene. Ked af den hang den bare bag ham uden synderlig bevæglese.
Naturligvis var det ikke noget som han selv tænkte over. Det var lige så naturturligt for ham som de var for en hund at lovre med halen når den var glad. Han så til som Gryffindor eleven næmest kastede bøgerne i armene på spigen og derefter spankulerede ned af gangen under mumlende eder. I et kort sekund havde Mayson haft lyst til at bede ham om at undeskylde for sin handling, men vidste også godt at han ikke skulle presse sit held.

I stedet valgte han at fokuserer på pigen. Halen var allerede langt mere afslappet nu og han sendte hende et meget diskret smil i håb om ikke at blotte de spidse hjørnetænder for meget, mest fordi at nogle elever fandt ham temmelig uhyggelig. ”Det var så lidt,” svarede han og tippede hovedet en smule på skrå.
”Er du okay?” Det var aldrig sjovt at blive udsat for den form for sammenstød og personligt tog han faktisk ofte den slags til sig skønt han måske udadtil lod som om at han havde hørt alle øgenavnene før pg de ikke længere satte mærker på ham.
Han bukkede sig ned og samlede en af bøgerne op som var faldet til gulvet under den voldsomme aflevering. Han lod ganske kort blikket hvile på forsiden før han rakte den frem mod hende med en tre-fingret, blåpelset hånd.

[Deleted]

Alexis havde mest af alt lyst til at forsvinde ned i et hul. Hun var aldrig ude på ballade. Hun foretrak faktisk at sidde for sig selv med sine studier og frilæsning. Måske prøve sig ad med mere kunstneriske ting. Hun snakkede ikke med mange, kun en lille håndfuld af folk kom hende nær nok til at blive mere end bare bekendte og skolekammerater. Hun kiggede derfor ned på sine bøger, hun med en smule besvær fik lagt mere lige igen og trak ind til kroppen. Nærmest beskyttende. Ikke af bøgerne, men sig selv.

Fløgtigt kiggede hun op engang imellem og nikkede lydløst. Hun sank et klump i halsen og kiggede op. Han var bemærkelsesværdig, mest fordi han skilte sig så meget ud. Men samtidigmed var Alexis virkelig taknemmelig for hjælpen. Hun havde aldrig rigtig en chance alene, andet end at håbe på at dem der drillede fik nok eller begyndte at kede sig. "Jah.. Ja, jeg er okay" kom der med et spinkelt smil, omend det ikke var sandheden. Alexis var en elendig løgner, selv når hun virkelig prøvede. Hun ville helst glemme hvad der lige var sket og håbe det aldrig skete igen.

En smule nervøst, rakte hun en let rystende hånd ud efter sin bog. Hånden rystede ikke fordi hun var bange for ham. Hans udseende ville måske havde skræmt hende, hvis hun var løbet på ham alene, med andre omstændigheder. Men hvorfor være bange for en der hjalp? Og som ligefrem virkede til at være en virkelig flink person. Hendes hænder rystede som bivirkning af hvad der lige var sket. Hun var ked af det, frustreret og alligevel opsat på at lade som om at alting var fint.

[Mayson Carver]

Mayson kunne godt fornemme at hun ikke lod til at være det store sludresjatol, han kunne næsten lidt genkende nogle træk fra sig selv i hende. Det med at trække sig lidt tilbage, forsøge at skjule sig selv lidt for omverdenen. I starten da han begyndte på skolen havde han sneget sig langs væggene, gemt sig i skyggerne, ikke talt til nogen medmindre de henvendte sig til ham først og selv der havde han været ufattelig påpasselig med ikke at smile for bredt - for at undgå af fremvise de spidse hjørnetænder - og han havde nærmest snoet halen om benene for den ikke skulle tiltrække opmærksomhed. Derudover havde han altid krummet sig en smule sammen sådan at han ikke virkede så høj som han egentlig var når han var udstrakt.
Alle disse små ting som hurtigt var blevet en vane og som havde taget ham en del tid af vænne sig af med og selv nu lå det stadigvæk i ham og brød ud fra tid til anden når han blev usikker på folk eller situationer.

Han betragtede hende vagtsomt med hovedet tippet let på skrå og var ikke helt sikker på at han stolede på når hun sagde at hun var okay. Mayson havde til trods for sit sky væsen altid været en meget omsorgsfuld person og han gik lagt for at sikre sig at folk ikke gik og var kede af det, i hvert fald dem han snakkede med eller bumpede ind i som nu. "Kunne du tænke dig en kom varm kakao? Jeg kender vejen ned til køkkenet." Dette blev sagt med et forsigtigt smil og en vis forhåbning i stemmen. Det var en af fordelene ved at være vejleder, der blev ikke stillet så mange spørgsmålstegn ved når han fik rundt steder han måske ikke burde befinde sig.
For ham var der intet der hjalp som en kom varm kakao og var der skumfiduser i var det bare toppen, det var det han altid havde drukket når han følte verden havde været imod ham og det ville han heller end gerne dele ud af især fordi hun lod til at have brug for lidt opmuntring.