We Talked About This, Personal Space

[Luke Lynch]

Mayson Carver
Eftersidning i et klasselokale.
Marts 2055, omkring klokken 17.
Outfit

---

Åååh, endnu en eftersidning. Luke måtte snart have samlet nok til hver dag skoleåret ud. Han havde stadig et par eftersidninger tilbage fra sidste skoledag, hvor han havde dared Mayson til at stille sig op med ham og sunget foran hele skolen. Når han på et eller andet tidspunkt ville blive færdig med dem, så ventede der sig ti mere for, at have gennemtævet Spencer, for at have lagt an på ham. Okay Luke indrømmede at han måske havde overreageret en smule, men også kun en smule. Enhver fyr vidste, at lægge an på Luke svarede til, at underskrive sin egen sociale død på skolen, samt at få en på hovedet, plus moms.
Han rettede lidt på sin hue og sukkede af kedsomhed. Det var simpelthen spild af tid det her og han blev ikke ligefrem yngre. Han begyndte at sidde og rulle små papirs kugler af det pergament som lå foran, som egentlig var beregnet til, at de skulle skrive et eller andet på, som han ikke havde hørt efter hvad var. De små papirs kugler blev da også sendt igennem luften og sigtet mod Mayson, for at fange vennens opmærksomhed, dog uden at fange professorens opmærksomhed.

[Mayson Carver]

Mayson havde troet hans verden var gået under den dag han fik at vide at han var indstillet til eftersidning grundet han og Lukes lille optrin på sidste skoledag. Selvfølgelig gav det mening at sådanne udskejselser ikke kunne gå uset hen ånr nu de havde valgt at danse på bordene sidste skoledag.
Han fattede stadivæk ikke at han rent faktisk havde gjort det. Havde han vidst hvilke pinsker det ville føre til havde han måske genovervejet sine handlinger for de her eftersidninger trak virkelig tænder ud.
Lige nu var han godt i gang me at praktiserer kunsten: at sove med åbne øjne. Selv halen lod til at være blevet kedet ihjel, den lå livløst ned langs hans ene lår og ned på gulvet, ikke engang spidsen bevægede sig.
En lille kugle ramte ham på skuldren, men han bemærkede det ikke rigtigt, slog det nok bare hen som sin egen indbildning til den næste ramte ham på kinden.

Det var som at vågne op fra en virkelig lang middagslur, en af dem hvor man vågner op og er i tvivl om man stadigvæk befinder sig i det samme årti som man gjorde da man faldt i søvn.
Den blå dreng rettede sig lidt op og blinkede et par gange for lige at genvinde evnen til at fokuserer på andet end den tomme luft. De gule øjne gled omgående til Luke, som var han allerede klar over hvor regnen af papirkugler måtte komme fra.
Han lænede sig lidt til siden mod Lukes bord. Heldigvis lod professoren til at være faldet i søvn, dog uden åbne øjne, Mayson kunne ikke rigtigt bebrejde ham, der var komplet stille i rummet lige på nær den regelmæssige lyd af en elev der var ramt af vinterforkølelse og ikke havde fået nok pusse-næse-papirer med sig.
Skyerne udenfor var tunge og grå og truede med at bryde ud i endnu en snebyge hvornår det skulle være. Mayson kastede et kort vagtsomt blik mod professoren for lige at sikre sig at han godt kunne hviske uden at blive busted. ”Hvad laver du?” Hans stemme ikke den mindste smule anklagende selvom det i første omgang havde været hensigten. Han ønskede ikke at få forlænget eftersidningen, men ærlig talt var det rart at snakke lidt efter to timer af endeløs stirren.

[Luke Lynch]

Luke var overbevist om, at så snart han trådte ind i eftersidningenslokalet, så begyndte tiden, at gå så langsomt at den ligeså godt kunne stå helt stille eller gå baglæns. Han blev i forvejen virkelig hurtigt restløs, så det at skulle sidde stille og være stille i så lang tid, kunne han slet ikke uden at føle, han var ved at stille træskoene.
Et stort smil meldte sig på hans læber, da Mayson langt om længe vågnede fra sin trange, "Fanger din opmærksomhed, hvad ellers?" spurgte han lavmeldt tilbage med et kækt glimt i øjnene. Han lænede sig lidt ind mod Mayson og gjorde et nik med hovedet, som tegn på Mayson skulle komme tættere på, "Jeg tror professoren sover.. Alle sover. Hvad siger du til at vække stedet lidt op?" spurgte han med et blik som tydeligt fortalte at han var ude på ballade. Han så lidt rundt i lokalet og ganske rigtigt lignede det, at samtlige elever også sov, præcis ligesom professoren.
Luke trak sin tryllestav og sendte Mayson et smil, som nåede helt op til øjnene, som nærmest skreg, at det her kun ville ende ud i flere eftersidninger eller i hvert fald en forlængelse af den som allerede var i gang. Men var der noget Luke ikke var god til, så var det at kede sig.

[Mayson Carver]

Den blå dreng himlede svagt med øjnene ved Lukes åbenlyse svar, men han kunne ikke lade være med at smile samtidig. Han så rundt i lokalet sa Luke påpegede at alle sov. Det havde han faktisk ret i. Det var sørme også en kedelig eftersidningstime uden det helt store at lave, de havde bare fået at vide at de skulle lave nogen af de lektier de havde fået for i løbet af ugen, men Mayson var allerede langt foran så han havde ikke rigtigt noget at gå igang med, hvordan han havde holdt sig vågen var faktisk et under.
"Vække op?" Han så først spørgende på ham, men hurtigt gik det op for ham at Luke atter var igang med at udtænke dumme planer der ville ende med at få dem mere i fedtefadet end de allerede var. "Nej." Hviskede Mayson bare som havde Luke allerede luftet sine ideer. Det behøvede han ikke, det djævelske smil talte for sig selv. "Nej." Gentog han da det lod til at Luke ikke tog det første nej for noget af betydning. "Luke, du ved den der lille stemme vi har snakket om som fortæller dig når noget er en god ide eller dårlig ide, den burde du lytte til." Halen piskede lidt uroligt bag Mayson nu, for han vidste jo inderst inde godt hvodan dette her ville ende.

Blikket flakkede atter rundt blandt eleverne og den sovende professor og derefter tilbage til Luke. "Du får os bare i problemer." forsøgte han sig velvidende om at han talte for døve øre. Luke havde taget sin fornuft og pakket den langt væk for så at lade den umodne drenge-stregs-agtige del af ham overtage kroppen. Sommetider kunne Mayson nære mistanke om hvorvidt Luke blev besat af Peevees eller noget i den stil.
Desværre kedede Mayson sig også ufattelig meget og han var lige så dårlig til at sidde stille som Luke var, okay ingen på Hogwarts var så dårlig til at sidde stille som Luke var, men så næsten lige så dårlig. Han skævede til professoren og så tilbage til Luke. "Du har ikke tænkt dig at være fornuftig omkring hvad end din hjerne er ved at kokkererer af dårlige ideer lige nu, har du vel?" Spurgte han en kende opgivende og alligevel med en stigende nysgerrighed i stemmen, Mayson var jo selv lidt af en trickster så det var svært for ham at modstå fristelsen til at sætte lidt liv i hverdagen.

[Luke Lynch]

Et lusket smil meldte sig på Lukes læber, som kun voksede i takt med Maysons ord, mens han nikkede. "Åh jo," svarede han dog stadig så lavmeldt at de ikke vækkede nogen op, så ville det sjove jo gå af. Luke så allerede frem til, at skulle have eftersidning resten af sin Hogwartstid, professorerne ville vel på et eller andet tidspunkt opfange, at det ikke virkede på ham, at han var ligeglad og at for ham var skolen ikke andet end spild af tid, så hvorfor ikke selv peppe stedet lidt op?
Han satte en eftertænksom pegefinger på sin hage, "Hmm.." lød det fra ham, hvorefter det lusket smil kom hurtigt tilbage på hans læber, "Jep, jeg har lyttet til den og den er enig med mig, så vi er to mod én," svarede han med et stort smil fra det ene øre til det andet. Hans blik blev et øjeblik fanget af den blå hale, som svang frem og tilbage på hans ven og måtte kort ryste på hovedet, for at tvinge sit blik fra den blikfangende hale.
Han sendte Mayson et ret sigende blik, "Nåh i modsætning til, hvad vi allerede er? Det er gået op for dig, at vi er til eftersidning, right?" spurgte han og grinte stille, igen for ikke af vække de øvrige medmennesker i lokalet, som var stille som et gravkammer og efter Lukes mening, også havde tilsvarende stemning.
Luke skævede ligeledes mod professoren da Mayson gjorde og vendte ikke blikket tilbage på sin ven, før han snakkede til Luke igen. Da han vendte blikket var det dog nemt, at aflæse hans nærmest djævlelignende smil, han manglede bare hornene i panden og halen, den kunne han dog måske låne af Mayson. "Nope," svarede han med det djævleske smil og trak sin tryllestav og svang den under bordet mod et stykke kridt, som blev pulveriseret og fløj som en støvsky mod den sovende professor.

[Mayson Carver]

Mayson kunne godt fornemme at hvadend han ville komme med at argumenter lige nu, ville Luke overhøre dem fuldkommen. Den blå dreng skævede lidt rundt i rummet som søgte han en eller anden form for beskæftigelse han kunne sætte Luke til for at få ham på andre tanker. Mayson sendte ham et lettere køligt blik, ”det var ikke den lille fornuftstemme du kom i kontakt med der Luke, det var din indre dæmon.” Svarede han tørt. ”Modsat dig så har jeg et vejleder job jeg også skal have tid til og jeg håber stadigvæk på en chance for at komme på quidditchholdet de sidste måneder af året.” Han havde hørt at de manglede en spiller på holdet efter en af de andre elever havde taget et styrt og ikke følte sig mentalt klar til at stille op igen på nuværende tidspunkt. Der skulle være udtagelse om en lille uges tid og Mayson havde overvejet at stille op, om ikke andet så bare for at forsøge.
”Sig mig, hvordan skulle jeg få tid til både vejlederjob, quidditch, lektier, hogsquad og holde styr på dig hvis vi hele tiden ender til eftersidning.” Han vidste at det var en tabt sag og problemet var jo lidt af han selv elskede tricks og ballade - så længe ingen kom til skade eller blev kede af det, så i virkeligheden var det nok lige så meget for at tale sig selv fra det, for Luke vidste han jo godt allerede var et opgivet tilfælde.

Debatten blev også lukket kort efter da Luke valgte at føre sine djævelske planer ud i livet. Mayson sukkede overdrevet dramatisk og så til som støvskyen af kridt svævede nærmere professoren. Som vejleder burde han stoppe Luke eller trække point fra ham, men Mayson måtte nok erkende at han ikke var helt så regelret som han havde været da han begyndte på skolen. Han havde allerede været inde og snakke med Rolo én gang, hvor han troede at han havde været i problemer, men i virkeligheden havde det været af andre årsager han var blevet kaldt ind på kontoret.
Uden selv at have bemærket det havde det djævelske smil smittet af på Mayson og han sad nu selv med blottede tænder og et rebelsk glimt i øjet som kun blev forstærket jo tættere skyen kom på professoren. Halen svingede svingede som en spændt kat på jagt bag ham. Uskyldige pranks var der vel ikke noget galt i, for på trods af Maysons tendens til at være med på drengestregerne, så var han sød og blid overfor de øvrige elever og han var god til at vejlede og hjælpe med lektier - hvilket nok også var den eneste grund til at han ikke var blevet fyret endnu.
Af sin lomme fremdrog han et par små eksplotionskugler som fugerede lidt ala knaldperler, dog med en smule mere go i. "Let's do it!”