Moving Day?

[Adrian Russo]

Adrian så til sin ærgelse hvordan Harper afværgede hans besværgelse som var det ingenting. Hvor irriterende, men okay, så måtte han jo bare skrue bissen på! "Hvis ikke du kan håndterer det kan du jo bare give op," sagde han i en triumferende tone. Han var næsten sikker på at det måtte være fordi hun havde indset at han han havde en ret stor chance for at vinde og bare ikke ville tabe ansigt.
Dette gav ham en indre tilfredsstillelse og han rankede ryggen og havde nær ikke nået at beskytte sig mod besværgelsen der kom flyvende mod ham udelukkende fordi han skulle stå og spille med musklerne. "Jeg ved godt at jeg nok er en lidt dygtigtere modspiller end du havde regnet med, så altså der er ingen skam i at trække sig, du er jo kun en kvinde." Han smed en nonverbal lammer i hendes retning og var denne gang helt sikker på at den ville ramme, han havde i hvert fald ikke holdt helt så meget igen som før.

Han følte den virkelig meget også selvom hun var virkelig stærk, ikke at han ville indrømme det overfor hende, men han håbede da at hun gav alt hvad hun havde for ellers kunne det godt gå hen og blive en anelse hårdere end han havde regnet med. - ikke at han ville tabe for selvfølgelig ville han ikke det.
Han havde altid været en ret arrogant mand, det var sådan han og hans brødre var blevet opdraget så det var svært at ændre sig og ændre sine vaner. Ikke at han kunne se noget problem i de måde han var på nu.

[Deleted]

Harper grinede: "Give op? Du må være sindsyg" sagde hun i et smil, han troede virkeligt at han var en helt masse gjorde han ikke? Hun kunne ikke andet end more sig over det lige nu, for i følge hende, så vidste hun udemærket godt at hun kunne slå ham hvis hun virkeligt ville.
"Du drømmer"[/b] sagde hun i et smil hun vidste udemærket godt at hun var bedre end ham, forskellen ved hendes og hans arrogance var bare at hun ikke sagde det højt, hun ville hellere lade det komme som en overraskelse når han nu stod der og spillede så smart.

Som han smed lammeren i mod hende, afværgede hun den igen, den nåede hun at snitte hendes trøje så der gik et lille hul i den: "Skulle vi ikke snart få det her overstået honey?" sagde hun i et smil, hun ville bare gerne være færdig, nu hvor han var så stædig.
"Dolor" sagde hun og svingede staven i mod ham, nu havde han jo selv sagt at hun ikke skulle holde sig tilbage med de forbudte besvægelser, og imperius og dolor var nogen hun havde brugt ganske ofte, den sidste havde hun ikke lige planer om at smide efter ham, hun var trods alt ikke ude på at slå ham ihjel.

[Adrian Russo]

At hun ikke overgav sig på forhånd ærgerede ham ærlig talt, han kunne godt mærke at hun var stærk. Langt dygtigere end han havde forventet og han var en smule bange for om han havde taget munden for fuld. Altså hvis ikke hun var bedre end hvad hun havde vist nu kunne han godt holde hende hen til en af dem gav op, men det ville ikke blive helt uden at få sved på panden.
Naturligvis skulle hun ikke vide noget om det, så da hun begyndte at blive provokerende blev han bare endnu mere arrogant. "Så spar dog dig selv for ydmygelsen og giv op!" udbrød han kæphøj og pustede sig lidt op. Hun skulle simpelthen ikke vinde denne her! Han så til som hans besværgelse kun lige akkurat ramte hende. Hvor irriterende!

"Ja det synes jeg, giver du op?" spurgte han en smule forhåbningsfuld. Han anede ikke hvor lang tid der var gået efterhånden, men det føltes som evigheder og han var ved at blive lidt træk. Da hun valgte at sende en dolor mod ham sænkede han overrasket staven en smule, ikke bevidst naturligvis, men fordi han virkelig ikke troede at hun kunne finde på at kaste en utilgivelig efter ham - heller ikke selvom han nok havde opfordrer hende lidt til det - derudover regnede han ikke med at det ville virke for hende. Men hvor tog han dog fejl.
Han nåede lige at sende hende et lidt hånligt smil samt en kommentar om at man jo skulle mene det, da besværgelsen ramte ham. Han havde været ramt af en Dolor før, men denne her føltes næsten endnu værre end den han havde fået kastet over sig dengang han havde reddet hende fra dødsgardisterne. Som var han blevet gennemboret af tusindvis af nåle faldt han om på jorden hvor han skrigende vred sig i smerte. Han forsøgte at holde det inde, men det var umuligt, smerten var sinpelthen ubærlig. Bare det at trække vejret føltes som tortur.

[Deleted]

Harper løftede blot sin ene øjnbryn ved hans kommentar, prøvede han virkeligt at spille smart? Det var tydeligt at han ikke vidste hvad han var oppe i mod og tanken fik hende til at smile, hun skulle nok få banket ham på den ene eller anden måde, det var hun efterhånden ikke itvivl om.
Som han lå i doloren og endte med at falde til gulvet, stoppede hun den efter omkring ti sekunder, hvilket også måtte siges at være længe hvis man ikke havde en stærk krop, hvilket Adrian dog havde, så hun regnede med han nok skulle overleve.

"Sååh skal vi bare sige at jeg vandt også gå ind og bruge tiden på noget andet?" spurgte hun undrende og rynkede på panden som hun vendte blikket i mod ham, det var ved at være en smule langt ude det her og han kunne vel ikke bare fortsætte indtil de begge gå kvæstede?
Harper var ikke ude på at skade ham, måske skade hans ego en smule, men det ville der nok heller ikke ske så meget ved, det var jo så kæmpe stort at man knapt kunne gå rundt i huset uden at støde ind i det, og det var lidt fjollet til tider.

[Adrian Russo]

Han havde virkelig forsøgt at holde det inde, men smerten var simpelthen for gennemskærende. Han havde ikke troet at hun ville kunne ligge ham i en dolor. Både fordi at det jo var en virkelig svært forbandelse at mestre, men også fordi at man jo virkelig skulle mene det for at det virkede og ærlig talt var han ikke sikker på hvordan han havde det med at vide at hun mente det så meget at hun kunne succeser i det.
Da smerten endelig stoppede blev han liggende helt stille på jorden som han forsøgte at få vejret igen. Han turde næsten ikke trække vejret fordi smerten stadigvæk lå lige under overfladen og bare det at bevæge sig fik den til at skyde frem på ny.

Hendes kommentar fik ham dog alligevel rasende til at kæmpe sig på benene igen, "du kan tro nej! Så let overgiver jeg mig ikke!" Hans stemme var ikke helt så sikker som før og det var tydeligt at se han stadigvæk var i smerter skønt det langsomt var ved at aftage. Han slog et slag med tryllestaven og en flamme skød frem mod Harper.
Han var rasende over at hun havde fået ham ned med nekken og det skulle hun ikke slippe godt fra, ikke at han havde intentioner om at skade hende, det ville han aldrig kunnr få sig selv til, han elskede hende jo virkelig højt, men hun måtte godt svede lidt!

[Deleted]

Hun kiggede i mod ham, hun havde det faktisk en smule dårligt med sådan at slå ham ned, men på den anden side var det nok meget sundt for ham at lære at han faktisk ikke var manden på toppen af verden.
Som han sendte en flamme i mod hende, snittede den hendes hår, og hun var hurtig til at slå på sit hår for at få flammen ud, så kun spidserne i højre side blev brændt: "Hallo.. Pas på lokkerne" sagde hun og kiggede i mod ham i en rolig tone, hun kunne lige så godt få givet ham nådes stødet.

Harper svingede staven atter engang i mod ham, hun ville gerne forsøge at slå ham ud denne her gang og hun sigtede derfor direkte i mod hans ansigt. Hun var ikke ude på at slå ham ihjel eller give ham varrige skader.
Men når han nu havde besluttet sig for at udfordre hende og se hvem det var der havde bukserne på, så skulle han da bestemt ikke tro at hun sådan ville tage let på det, han måtte da gerne tro at hun kunne forsvare sig selv hvis det kom dertil, ihvertfald når det ikke var psykopat mennesker der tog sig af det.

[Adrian Russo]

Adrian så til med et smørret smil som hans forbandelse svitsede hendes lokker. Det var nok meget godt at den ikke havde ramt hende andre steder for modsat hende - åbenbart - brød han sig ikke om tanken om at påføre hende nogen form for smerte...kun hendes stolthed, men det var en anden sag!
"Hvorfor? Jeg har hørt det skulle være på mode at være korthåret i den ene side," kommenterede han kæphøj tilbage som havde besværgelsen ramt hende lige der hvor han ønskede den skulle gøre det. Faktisk ville han ikke bryde sig om hvis hun klippede sig, han var ikke god til forandringer heller ikke hvis det var nede i det aller mindste.

Det lidt for selvglade smil, fadede dog hurtigt som han fik hendes besværgelse lige i fjæset. Han havde haft alt for travlt med at spille med musklerne til at forberede sig på det. Han gik i gulvet og mærkede en underlig summen i hele kroppen, dette varede dog kun brøkdelen af et sekund, så gik han ud som et lys.
Skyggerne var også ved at blive lange i takt med at solen var igang med at synke ned over trætoppene i det fjerne.

[Deleted]

Harper kiggede i mod ham som hun kastede besværgelsen i mod ham, hun var bestemt ikke bange for ham, men fornemmelsen af de brændte hårstrå irriterede hun nu alligevel en smule, og fik hende nok til at kaste den lidt mere voldsomt i mod ham.
Som hun ramte ham, smilte hun de første par sekunder, inden hun så ham falde ned på jorden. Et øjeblik blev hun stående og troede at han ville rejse sig op igen, come on, han var vel ikke gået ud allerede? Men som sekunderne gik, gik hun dog roligt i mod ham: "Adrian"? spurgte hun tøvende og ville ikke bare løbe hen til ham hvis han bare snød hende.

Alligevel som han ikke bevægede sig yderligere gik hun hen i mod ham og satte sig på hug i mod ham: "Hey... Er du okay?" spurgte hun og ruskede en smule i ham, måske var det bedst at få ham indenfor, men hun kunne jo ikke ligefrem bære ham, og hun havde jo også Hope der lå og sov.
"Adrian? Skat... Hey.. Vågn op" sagde hun og tog sin stav frem og holde den over hans pande, for at lade en smule køligt vand løbe ud af den og ned over hans pande i håb om at det måske ville hjælpe ham til at åbne en smule.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Det havde ikke været let at sove, med forbandelser om ørene, men Kaya havde været været falde godt i søvn, men Adrians skrig havde vækket hende, og alligevel havde hun ikke helt kunne overskue at åbne øjnene. Hun lå bare i sin egen lille bobbel, og håbede på ingen af dem ville ramme hende.
Hun vågnede dog lidt mere op, da hun hørte Harpers tøvene ord, hvilket fik hende til at vende sig om på siden og åbne det ene øjne, som hun kiggede over i mod de to andre. "Hvad sker der?" spurgte hun en smule hæst, og rettede sig lidt på.

Kaya fik sat sig ordenligt op, og kørte en hånd i gennem det lange, nu også ret flitret, hår. Det var ikke rigtigt gået op for hende, at Adrian faktisk ikke bevægede sig. Hun kvalte et gab bag håndryggen, og gned så øjnene en smule, før blikket faldt over på den lille pige, som heldigvis stadig sov.
Det var først da Harper, sagde Adrian skulle vågne op, at det gik op for Kaya, at der var noget helt galt. Hun rynkede på brynene, og rejste sig for at gå hen til dem. Her spærrede hun øjnene en del op, "For fanden Harper, hvad har du kastet på ham?" spurgte hun, selvom det ikke ligefrem var det bedste førstehåndsindtryk de to havde fået af hinanden, så ønskede hun jo ikke Harper skulle ende i Azkaban fordi hun havde slået en auror ihjel.

[Adrian Russo]

Det kølige vand der ramte ham i ansigtet fik ham langsomt til at vågne. Han åbnede de blå øjne med total forvirring i blikket. Hvad pokker var der sket? Han huskede at de kæmpede og så var alt bare væk. Han blinkede et par gange og så op på Harper. Pludselig havde han det virkelig dårligt som om han skulle kaste op, men han bed det lidt i sig. "Hvad skete der?" Mumlede han lidt tør i halsen.
Han havde ikke helt begreb om tid og sted lige til at starte med, så han blinkede lidt igen og tog sig lidt til hovedet. Han følte sig virkelig mørbanket. Han sukkede lidt og så tilbage på Harper. Var det hende der havde slået ham ud? Ved Merlins skæg det håbede han ikke, så ville han jo aldrig slippe for at høre for det - nogensinde!

Han satte sig op og mærkede at det hele svimlede lidt faretruende endnu engang. Han kiggede fra Harper til Kaya. Okay det var nok det mest pinlige at længe havde oplevet især fordi at Kaya også stod og gloede på ham. Han havde det virkelig dårligt, men det ville han naturligvis ikke vise dem, det ville bare være endnu et trin ned af værdighedsstigen.
Han rømmede sig lidt uden at vide hvad han helt skulle sige. Hvad kunne han sige for at dette her ikke skulle virke som et komplet nederlag. "Jeg tog bare en lur, I ved, Harpers angreb kedede mig for meget." Sagde han svagt og ganske velvidende om at de nok på ingen måde købte den.

[Deleted]

Harper måtte nok ærligt indrømme at hun var sur og irriteret på Kaya over bare sådan at falde i søvn ved siden af Hope der heldigvis stadig sov, og dog havde hun det ret så godt af at hun havde vundet over Adrian, selvom hun lige nu var mest bange for der virkeligt var sket noget med ham.
Selvom Adrian og Harper var som nat og dag, så elskede hun ham og hun nød at bruge tid i hans selskab, han var en dejlig mand, sjov og spændende og hun håbede bare på det absolut bedste lige nu. De to skulle nu nok finde ud af tingene.

Som han satte sig op, kiggede hun roligt i mod ham, som han lige pludseligt besluttede sig for at spille helten igen: "Du kan ikke bare indrømme at du har tabt kan du? Adrian jeg har været dødsgardist en del år, det er altså ingen skam... Man lærer beskidte tricks" sagde hun og trak på skuldrende.
Det var dog ikke noget som hun havde planer om at bruge mere, hun havde jo Adrian der kunne passe på hende - selvom hun da gerne hjalp til hvis han skulle have brug for det, i mod dødsgarden var hans chancer jo nok ikke helt de bedste kunne hun nu konstaterer.